Gasolin’: Efter endnu en dag
Af samme forfatter Cut – historien om dansk films ny guldalder fortalt af dem der skabte den (2008) Ove Sprogøe – en biografi (2010) Nina van Pallandt – hellere tro på det gode en gang for meget (2012) Victor Borge – mennesket bag smilet (2014) Agent 007 – de danske forbindelser (2015) Jack Nicholson – filmene, kvinderne og stofferne (2015) James Bond – helte og skurke (2016) Lise Nørgaard – de første 100 år (2017) Drømmen om Hollywood – danske filmfolk gennem tiderne (med Christian Monggaard) (2017) Kirsten Lehfeldt – en biografi (2019) Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned? En biografi om Niels Olsen (2020) Matador (med Christian Monggaard) (2020) Livet ifølge Lise Nørgaard (2020) Gasolin’ – gudernes vilje (med Niels Ole Baadsgaard) (2021) Revykongen Aage Stentoft (med Jane Aamund) (2022) Meget mere end Kjeld fra Olsen-banden – en biografi om Poul Bundgaard (2022) Huset på Christianshavn (med Christian Monggaard) (2022) Danske Dramatikeres historie (2022) Den røde tråd – 50 år med Shu-bi-dua (med Jan Poulsen) (2023) Bogen om Badehotellet (2023) De stærke kvinder fra Matador (med Christian Monggaard) (2023) Judy Gringer – en sexbombes bekendelser (2024) Danmarks Radio 100 år (2024) Dansk revy 175 år – højdepunkter, tendenser og kig bag kulisserne (2025) Bille Erobreren – en fortælling om film, følelser og familie (2025) Anders Thomas Jensen – fra Blinkende lygter til Den sidste viking (med Christian Monggaard) (2025) Dirch – 100 år (2026) Dansk cirkus – nostalgi og nutid (2026) Med de lange knopper forrest – da VB’s Johnny Hansen blev stjerne i Bayern München (2026)
Gasolin’: Efter endnu en dag
Jacob Wendt Jensen
Gasolin’: Efter endnu en dag Af Jacob Wendt Jensen © Forfatteren og Multivers ApS, 2026 1. udgave, 1. oplag 2026 Danske albums redigeres af Henrik Marstal og Jan Poulsen Forsidefoto: CBS, 1976/Ole Holmgaard Bagsidefoto: Peder Bundgaard Omslagslayout: Simon Lilholt, Imperiet Sat hos Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in Poland ISBN: 978-87-7917-793-2 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Denne bog er udgivet i samarbejde med
Indhold Forord
7
1. Gasolin’s boble i den store, vide verden
11
2. Tiden op til Efter endnu en dag
17
3. Den krævende Roy Thomas Baker
31
4. Begivenhedsrige studiedage
55
5. Soya, Karen Blixen, Mogens Mogensen og de andre
83
6. Kim, Franz, Wili og Søren om de enkelte numre
97
7. Efter endnu en anmeldelse og endnu en koncert
114
8. Brændstof nok til himmelfart i 50 år og mere til
136
Diskografi
150
Kilder
154
Forord Til at begynde med var mit forhold til Gasolin’ rent kropsligt. Jeg tror nemlig aldrig før, jeg har haft et kassettebånd, der lød så markant, højt, ja, næsten brutalt i mine barneører, som da jeg fik Gasolin’s Gør det noget. Alt for sent i forhold til hypen i øvrigt, fordi jeg boede i udlandet. Men lige fra Det bedste til mig og mine venner gik det over stok og sten gennem hjertet og ud i kroppen. Wow. Tak til min fætter Peter og kusine Trine for at vise mig vejen. Siden fik jeg samlet op på hele den egentlig ret så korte, men på alle måder intense, prægnante, markante og iørefaldende Gasolin’-kanon. I mange år vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle rangere højest: Gas 5 eller Efter endnu en dag (eller Gas 6, som mange fans også siger)? Det var dagsformen og humøret, der afgjorde, om de mundrette og iørefaldende radiohits på førstnævnte tog teten, eller om det var den mangfoldige, men mindre letlæselige og mere eksperimenterende verden på sidstnævnte. Efter endnu en dag skulle dog modnes i mine ører, før den blev alvorligt god. Bandets sjette plade var nemlig Gasolin’ fotograferet i august 1976 på Trente Mølle ved Svendborg, hvor bandet holdt øvelejr forud for indspilningerne af Efter endnu en dag. Uret rundt er det øverst fra venstre trommeslager Søren Berlev, sanger og rytmeguitarist Kim Larsen, bassist Wili Jønsson og leadguitarist Franz Beckerlee – her dog siddende med saxofonen fra sine jazzdage. (Foto: Peder Bundgaard)
7
sværere sådan lige at få hold på, men det var jo det, der i længden gjorde den bedre end alle de andre. Det er sådan, jeg ser på det i dag. Pilli Villi lagde tungt, firkantet og effektivt ud med Søren Berlev, der hamrer dybt i trommerne, og Mamma CuCu var måske nok tekstmæssigt kuk-kuk, men den sendte mig dæleme på en rundtosset vandring med guitarens særegne klang. Kloden drejer stille rundt var en langsomt blomstrende vinder. Både på den sang og på De fem årstider satte Mogens Mogensen sig helt igennem rent billedskabende og filosofisk. Sirenesangen og Pas på svinget i Solrød var de hits, en plade behøvede for at blive spillet i radioen og dermed blive stor, og på den vemodige ballade This Is My Life var Kim Larsen brillant. Og Stenalderjazz – hvad var nu det for noget symfonisk halløj uden sang, hvor dele af de andre numre gik igen? Svær at blive klog på – men let at elske. Og sådan var hele pladen. Man vidste ikke helt, hvor man havde den i sit indre, men den blev liggende lige netop dér gennem alle årene. Da jeg sammen med Niels Ole Baadsgaard i 2021 skrev den store oral history-bog Gasolin’ – gudernes vilje, hørte jeg selvfølgelig Gasolin’s musik nonstop. I den proces trak Efter endnu en dag som album betragtet yderligere fra feltet i et bagkatalog med ellers utallige slidstærke sange og virkelig gode albums. Så meget, at jeg for relativt nyligt i dyre domme købte et eksemplar af Efter endnu en dag på vinyl, hvor alle fire Gasolin’-medlemmer har sat deres kragetæer på coveret. Jeg forsøgte at holde min professionelle distance til stoffet, men det mislykkedes en lille smule lige præcis i den sam8
menhæng. Så da denne bogseries redaktører henvendte sig til mig for at høre, om jeg ville skrive seriens tiende opus om netop Efter endnu en dag, forsøgte jeg at skjule, at mit hjerte hoppede af begejstring. Jeg svarede med et helt almindeligt “ja tak”, mens jeg råbte og hujede inden i. I dag kan vi lettere analysere pladen, fordi den tidslige afstand på nu 50 år gør, at vi kan se klarere på dens skabelse og dens placering i det samlede værk. Jeg forsøger i denne bog at gå i dybden med kun denne ene Gasolin’-plade, selv om jeg også tillader mig at fortælle, hvordan det stod til i bandet op til udgivelsen af Efter endnu en dag den 3. november 1976, og hvor det bevægede sig hen bagefter. Her i bogen er rundt regnet alt det, jeg kunne finde ud af om albummet, hvortil bandets faste illustrator Peder Bundgaard opfandt og tegnede de hvide vinger. Meget af indholdet er baseret på et par håndfulde helt nye interviews samt interviews foretaget under arbejdet med oral history-bogen foruden Anders Østergaards store arkivmateriale fra skabelsen af filmen Gasolin’ (2006), som jeg har fået lov til at få uhindret adgang til. Flyet på albummets forside, som alle bandmedlemmerne kigger på, er ganske vist aldrig landet. Måske det netop er pointen: For var det i virkeligheden en musikalsk raket med evighedsbrændstof? Allerførst vil jeg meget gerne takke medlemmerne af Gasolin’ for deres skabertrang, ihærdighed og generøsitet. Kim Larsen, selv om jeg aldrig har mødt dig ansigt til 9
ansigt. Franz Beckerlee for alle de timer, vi tilbragte – til interviews og mere til – tilbage i 2020 og 2021. Og tak til Søren Berlev og hans kone Hanne for mange gode timer og imødekommenhed af fineste karat. Der skal også lyde en meget stor tak til Katrine Jensenius for at facilitere en på afgørende punkter meget oplysende mailkorrespondance med hendes mand Wili Jönsson. Mange tak også til Anders Østergaard for at åbne sine arkiver, til Rasmus Rosenørn på Rockmuseet i Roskilde for at åbne arkiverne og til Niels Ole Baadsgaard for ligeledes at give mig lov til at bruge af vores samlede pulje af interviews fra arbejdet med Gasolin’ – gudernes vilje. Kontakten til Gasolin’-kenderne og -samlerne Michael Jensen, Ole Holmgaard, Jeppe Tinghøj Honoré, Bo Ellegaard, Anders Lund, Peter Olsen, Brian McClair Vilhelmsen Fogh og Allan Kürbis har også været givtig og fornøjelig, ligesom Sven Andersen, Johnie Brøgger, Morten Juhl, Knud Erland Munck og Steen Sorgenfrei har hjulpet med yderligere detaljer. Hvis jeg har glemt nogen, må I give mig en lammer næste gang, vi mødes, og så giver jeg en øl. Glemme vil jeg dog aldrig, at Lise Poulsen, tidligere gift med Peder Bundgaard, har givet os tilladelse til at bruge sin afdøde mands fantastiske fotos.
10
Kapitel 1
Gasolin’s boble i den store, vide verden Selv om udviklingen i den store vide verden – og, lidt tættere på Gasolin’, i det danske samfund – buldrede løs udenfor, eksisterede bandet overvejende i dets egen lille, lukkede boble. Det var et sted, hvor det handlede om at blive det bedst tænkelige rockband ud fra de givne præmisser. Selvtilliden var høj hos alle bandets medlemmer. De kom hver især med deres talenter og temperamenter, og de sled i det i døgndrift i øvelokalet, i studiet og på scenerne for at blive bedre. I den proces kiggede de mest indad. Mod den næste sang og den næste plade. Da først de for alvor kom i gang, blev det til syv altovervejende dansksprogede studie-lp’er på syv år – fra 1971 til 1977. Én om året af vekslende, men også samtidig voksende kvalitet. Plus det løse. Den første single var fra 1970, og der udkom også to live-plader og endda i udtoningen i 1978 en ekstra lp-plade på engelsk, der var bandes fjerde i alt tiltænkt det udenlandske marked. Siden er der udkommet endnu mere fra gemmerne, men guldet ligger i de originale dansksprogede studieplader. Over for filminstruktøren Anders Østergaard har Wili Jønsson beskrevet boblen således: “Socialt vil jeg sige, at 11
vi i gruppen havde en ‘væren sig selv nok’-attitude. Det er nok endda ikke helt udtømmende. Det var måske mere en ‘vi alene vide’-holdning, der grænsede til det småpsykotiske i forhold til, hvor sikre vi var på os selv. Hvor fuldstændig ufejlbarlige vi var i alt, hvad vi foretog os. Og det er jo vidunderligt på en måde at være det, men det var så selvcentreret, at man bagefter tænker, at vi nok ikke var lige nemme at håndtere for udefrakommende. Undskyld! Men vi var samtidig nødt til det. Sådan var det bare!” Anders Østergaard har selv om skabelsen af det bandfænomen, han i flere omgange studerede nøje, sagt: “Kim Larsen kom med arven fra Højskolesangbogen og en forundring over det store i det små. Franz Beckerlee havde haft en indre søgen, siden han var dreng, og i den tid, han spillede atonal jazzmusik. Beckerlee kommer med sit Jimi Hendrix-rumskib og tager Larsen med ombord, og i det rumskib udfolder der sig en parallel til historien om den lærde troldmand Noureddin (Beckerlee), der møder naturens muntre søn Aladdin (Kim Larsen). Noureddin har lampen, og kun Larsen kan med sin enfoldige musikalitet få ånden ud af flasken. Kim Larsen er på den led en slags Klods-Hans, hvis vi skal blive i den danske terminologi.” Østergaards opfattelse af, hvem Gasolin’ var, er heller ikke uinteressant: “Da først Franz forstod, hvad Kims talent gik ud på, var han i stand til at omfavne det musikalsk med sin guitar. Wili Jønsson er også samtidig meget vigtig for bandet. Han var en god musiker og var samtidig fascineret af de store verdensgåder, og så var Wili ikke mindst den store formidler af venskaber på kryds og 12
tværs, som blandt andet bragte Kim Larsen og Mogens Mogensen sammen. I England og resten af verden havde de The B eatles, og i Danmark havde vi Gasolin’. De holder aldrig helt op med at være fascinerende og dermed med at blive studeret i detaljer. Når jeg så personligt holder mest af Gasolin’s musik i forhold til, da Kim Larsen var alene, handler det om, at der er nogle talenter, der blander sig.” Som bekendt talte Gasolin’ Kim Larsen på vokal og guitar, Franz Beckerlee på guitar, Wili Jønsson på bas, kor og undertiden tangenter samt Søren Berlev på trommer, som havde afløst Bjørn Uglebjerg forud for indspilningen af debutalbummet Gasolin’ fra 1971. Historien om de fire medlemmers personlige baggrund – og også Uglebjergs – har været fortalt i talrige dokumentarfilm, bøger og avisartikler, hvorfor den ikke vil tage plads op her. De første par år spillede Gasolin’ bluesrock – nogle gange med et psykedelisk twist – og de fik udgivet en lille stribe singler på engelsk. Den første, Silky Sally, blev der kun presset 300 stykker af. På den led fik de gjort en smule opmærksom på sig selv, men omverdenen var ikke vanvittigt imponeret. Dog var det lykkedes bandet at få en pladekontrakt med CBS, og efter en langsom åbning med debutalbummet Gasolin’ (1971) begyndte fra og med Gasolin’ 2 (1972) en lang optur, hvor bandet blev større og større for hvert år. Og i hvert fald fra 1975 og indtil 1978, hvor bandet gik i opløsning, havde det status som det indiskutabelt største danske rockband. Mange har gennem tiden ment, at Gasolin’ trods charmen fra de tidlige år var et band, der ganske enkelt blev bedre og bed13
re album for album. Hvilket der er det bedste i bandets tidlige periode, er der mange meninger om. Mere enige vil de fleste dog være i, at pladerne fik et betydeligt professionelt nøk opad, da engelske Roy Thomas Baker fra og med Gasolin’ 3 (1973) blev tilknyttet som producer. Pladerne nåede også et stadig bredere publium: I de første måneder efter hver udgivelse solgte de fire første albums henholdsvis 10.000, 18.000, 30.000 og endnu en gang omkring 30.000 eksemplarer. Det gik altså støt fremad med karrieren, og så småt gik bandet også fra at spille “hvor som helst” i form af værtshuse og caféer til at optræde i beatklubber og med tiden også i idrætshaller og konferencecentre over hele landet. Det er også på alle måder relevant at nævne, at den meget produktive Kim Larsen – hvis melodiske flittighed ikke altid blev velvilligt modtaget af bandfællerne – indspillede både singler og en plade ved siden af, Værsgo (1973). Det var noget, de andre medlemmer ikke var helt vilde med, men som blev gennemført som en list af pladeselskabsmanden Poul Bruun hos CBS ud fra et ræsonnement om, at hvis Larsen fik lov til at lave en soloplade, ville han kunne få afløb for sin kreativitet i den blødere og lidt mere folkelige afdeling, og samtidig kunne pladeselskabet CBS holde Gasolin’ kørende. CBS havde efterhånden meget stor fidus til bandet, hvad de dog også fik til Kim Larsen, efter at han fik en for de fleste uventet succes med Værsgo. Solopladen – hvor alle de andre tre Gasolin’-medlemmer i øvrigt sporadisk medvirkede – udkom mellem Gasolin’s andet og tredje album. Den solgte ret 14
hurtigt 25.000 eksemplarer og fik alene af den grund Kim Larsens status til at vokse både udadtil og internt i bandet. Fra da af lyttede bandfællerne mere til den vulkan sprudlende melodimager, der ofte syntes, at han havde skrevet et nyt hit, hvilket de andre i reglen var mere i tvivl om. Larsen så dog (endnu) ikke sig selv som solokunstner, for i egen optik havde han blot udgivet nogle sange, der havde hobet sig op i hans skuffer, og som ikke passede til Gasolin’. Hvis Kim Larsen af og til havde svært ved at komme igennem med sine sange, var det til gengæld overvejende ham, der fra begyndelsen af bandets levetid sikrede eksistensen af et økonomisk demokrati i Gasolin’, som i fordeling overgik mange af datidens selvproklamerede socialistiske bands. I Røde Mor delte man for eksempel ikke indtægterne ligeligt. Det gjorde man i Gasolin’, og man gjorde endda mere end det. Helt i begyndelsen, da bandet kun fik typisk 300 kroner for at spille en koncert, tog Wili Jønsson teten og besluttede, at han og Bjørn Uglebjerg kun skulle have 50 kroner hver, mens Franz og Kim fik 100 kroner hver – med henvisning til at de begge to havde fået et barn, og der derfor var flere munde at mætte i familien. Principperne om lighed i lønafdelingen blev stadig fulgt, da bandet nogle år senere tjente langt flere penge, hvor både lysfolk, lydfolk og dem, der slæbte gear, fik lige så store andele som musikerne. Medlemmerne af Gasolin’ har aldrig været erklærede socialister, men de fordelte alligevel deres penge mere ligeligt, end man gjorde i resten af samfundet. Da Gasolin’ 15
for eksempel lagde op, fik både lydmand Torben ‘Hvide’ Eriksen og Tommy ‘Rocco’ Bogs tilbudt at være med på alle videre royalties siden hen eller få et fast beløb i afskedsgave. Hvor førstnævnte valgte at få penge og musikgrej med det samme, valgte sidstnævnte royalties – og siden da har halvdelen af hans indtægter stammet fra tiden i bandet.
16