Læseprøve, Freuds apologi

Freuds apologi

Søren Gosvig Olesen

Freuds apologi

Freuds apologi

Af Søren Gosvig Olesen

1. udgave, 1. oplag. 2023

Copyright © 2023 Multivers

Grafisk opsætning: Spintype.com

Tryk: Booksfactory

Printed in the EU

ISBN: 97887-7917-645-4

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Forord

Hermed udsender jeg min undersøgelse af Freud sammen med fire studier i den type behandling, man i Danmark plejer at kalde alternativ. Mit ønske er at belyse to ting, nemlig dels en form for viden, der ikke kan defineres ud fra de kriterier, man plejer at gøre gældende for den etablerede videnskab, dels psykoanalysen ud fra et synspunkt, som ikke er psykoanalysens eget.

Jeg kom på sporet af Freuds metapsykologiske og metateoretiske overvejelser, da jeg i en årrække, efter af have afsluttet min disputats Viden og fænomen om forholdet mellem videnskab og filosofi, arbejdede med den terapeutiske viden som en anden slags viden end den videnskabelige. Hvis man begiver sig ind på det felt, vil man hurtigt finde ud af, at de teoretiske overvejelser, der er til rådighed der, er få og fattige. Alternative behandlere er praktikere; de færreste af dem har et sprog eller et reflekteret begrebsapparat til rådighed for beskrivelsen af deres

praksis. Der er det anderledes med Freud og psykoanalysen.

Freuds psykoanalyse udgør også en terapeutisk praksis. Hans udarbejdelse af psykoanalysen sker efter hans opdagelse af hypnosens potentiale. Men Freud var ikke hypnotisør; han var uddannet læge. Hypnose er ingen videnskab. Lægevidenskaben opfattes derimod som en naturvidenskab, også af Freud.Teoretisk bringer indlemmelsen afelementer fra hypnosen, og senere udviklingen af den psykoanalytiske behandlingsteknik Freud i forlegenhed, når han vil forsvare psykoanalysen som videnskab. Og det vil han hele vejen igennem. Freuds fremstilling af psykoanalysen over for omverdenen er et forsvar for dens videnskabelighed. Det er Freuds apologi.

Undervejs i denne apologi skiftes der perspektiv fra det, vi normalt lægger vægt på, når vi definerer videnskaben, til alt det, vi normalt ikke lægger vægt på. Freuds overvejelser kommer til at afsløre en viden, som vi ikke ser i den etablerede videnskab, men som er der, og som viser sig tydeligere i den viden, som den alternative behandling eller terapien bygger på. Hans refleksioner over videnskabens selvopfattelse

er et særsyn. Psykoanalysens diskussion af egen status kan læses som diskussion af både den terapeutiske og den videnskabelige videns status.

Til at begynde med arbejdede jeg alene med disse undersøgelser, da jeg fra 1990 til 1993 var deltidsstipendiat under Statens humanistiske Forskningsråd på et projekt om terapiforskning og ellers underviste i filosofi for teologistuderende ved Aarhus Universitet. Senere nedsatte forskningsrådet et udvalg, der skulle undersøge fænomenet alternativ behandling ud fra forskellige fags metoder (sociologi, antropologi, medicin, psykologi, filosofi). Det bestod fra 1993 til 1997; jeg var medlem af det i alle årene.

Udvalget var styregruppe for et større, internationalt samarbejde kaldet INRAT (International Network for Research in Alternative Therapy) og skulle hvert år arrangere en kongres og offentliggøre bidragene til denne i en årbog. Med overgangen fra dansk til internationalt forskningsarbejde opstod der et sprogligt dilemma, for mens "alternativ behandling" er en gængs betegnelse på dansk, vil man på engelsk tale om "therapy" eller "healing" snarere end ”treatment”, og man siger oftere ”complementary” end ”alternative". I mine tekster her giver dilemmaet sig udslag i en vis vekslen mellem betegnelserne. Jeg har ikke forsøgt nu bagefter at fastlægge en bestemt terminologi; "alternativ behandling" og "alternativ terapi" betegner det samme og er modstillet det samme, som også betegnes forskelligt, "etableret behandling", "etableret videnskab”, osv.

Et af de andre medlemmer af INRAT var speciallæge (anæstesiolog) Bent Eikard, som jeg gennem årene, også efter INRATs tid, havde mange samtaler med. På mange måder var hans skæbne en gentagelse af Freuds i en senere tid. Hans udgangspunkt var lægevidenskaben, men efterhånden kom han stadigt mere til at opfatte lægegerningen som lægekunst forstået i ordets gamle betydning, hvor det har med kunnen og håndværk at gøre. Bent Eikard tog til Kina og studerede akupunktur i 1970erne, på et tidspunkt da Kina stadig var nærmest lukket land. Samtidig var han med i bestyrelsen for Transcendental Meditation i Danmark. Ingen af delene gavnede hans anseelse i lægeverdenen eller hans karrieremuligheder inden for hospitalsvæsenet. Selv var han dog ingenlunde afvisende over for den etablerede lægevidenskab, men han havde et skarpt øje for dens begrænsning.

For Bent Eikard havde den etablerede behandling fortrinsvis sin styrke som akutmedicin; den kan effektivt reparere en skade, som er sket. Men ude over en vis grænse bliver den selv skadelig. Vi opholdt os i vores samtaler ofte ved, at mange lægemidler har nøjagtig samme dysfunktion som bivirkning, som de er midler imod, lige fra sovemedicinen, der kan medføre søvnløshed ved langvarigt forbrug, til carbamidcremen, der ved overforbrug kan få den tørre

hud til at ophøre med selv at producere carbamid og derved tørre ud. Bent Eikard talte gerne om noget, han kaldte "det indre apotek"; han var interesseret i, hvad kroppen selv kan, hvis altså man ikke forhindrer den i at kunne det. I en større sammenhæng var det efter hans opfattelse ikke bare kroppen, der kunne selv, men hele mennesket.

I sin redegørelse for den indiske lægevidenskab: ”Ayur-veda – livets videnskab”, trykt i antologien Livskraft og mennesker (side 92 til 103), udgivet af Laila Launsø et al. på Akademisk forlag i 1995, bruger Bent Eikard betegnelsen ”allopati” om den naturvidenskabeligt baserede lægegerning, idet han forstår betegnelsen ud fra dens græske bestanddeles oprindelige betydning: påvirkning (patheia) af noget andet (allo). Den østlige tradition går derimod ud fra den visdom, som ligger i mennesket selv, og i naturen eller universet selv. Han taler ved denne lejlighed om menneskets ”indre arkitekttegning” (side 93) og siger, at man må vende det vante forhold om: ”Det er ikke kroppen, der har en sjæl – men sjælen der har en krop.” (94). Dermed ses ”livets videnskab” som ”livets egen viden om, hvordan det opretholder sig selv i en tilstand af optimal sundhed og balance”

(101). Den virkelige ”ekspert på det enkelte liv og dets særlige kvalitet” er ”det enkelte menneske selv” (101).

Opgaven for lægen er at vejlede, sådan at denne eks-

pertise forløses i den enkelte. Så mennesket kommer i samklang med sig selv.

Det er især Bent Eikards fortjeneste – eller skyld, at jeg er kommet frem til at betegne den terapeutiske viden som ”indirekte”. Forholdet til patienten eller analysanden kan ikke abstraheres væk, for det drejer sig om at opnå en bestemt virkning, som inddrager den, hos hvem virkningen skal indtræde, og uden hvis medvirken virkningen udebliver. Det, som behandlingen angår, er noget, som ikke er direkte tilgængeligt. Det ligger i den behandlede selv og kommer fra den behandlede selv. Det forekommer mig at være det samme, som ligger i Freuds ord, at analysanden godt ved, hvad der er på færde, men ikke ved, at han ved det. Terapi er hjælp til selvhjælp.

Under mine forsøg på at karakterisere denne type viden har jeg også måttet lære af mine fejltagelser. Jeg har rettet efterhånden og håber ved redigeringen op til dette genoptryk af teksterne at have fået udryddet de fleste fejl. Lad mig nævne en enkelt.

Når Freud skal forklare sin behandlingsteknik, illustrerer han den blandt andet ved at røbe, hvordan man kan få et fortrængt indhold frem med hjælp fra analysanden. I Freuds eksempel forfølges en analysand gang på gang af den samme person i drømme. Nu handler det om at finde ud af, hvem denne person er. I den første udgave af Freuds apologi

(og af "Fragmenter af en anden viden") resumerede jeg Freuds eksempel, som om analytikeren spurgte analysanden, om personen i drømmen mon kunne være vedkommendes mor. På analysandens ivrige benægtelse heraf skulle analytikeren så konkludere: "Altså er det moderen." Men sådan er forløbet ved en Verneinung ikke, for det ville ikke indebære den afgørende medvirken hos analysanden. Ordet "moderen" skal selv bane sig vej frem til den analyseredes bevidsthed – om end under den betingelse at optræde benægtet.

Den korrekte udgave fremgår meget pædagogisk af Kirsten Hyldgaards bog Fantasien til afmagten udgivet på Museum tusculanums forlag i 1998, hvor det (på side 187) hedder: "I denne sammenhæng er det vigtigt at gøre opmærksom på, at Freud spørger analysanden, hvem en omtalt person i drømmen kan være; han spørger ikke , om det monstro skulle være analysandens mor." Specielt den fejl er jeg glad for at få lejlighed til at rette her i denne nye udgave.

Blandt nyere litteratur til karakteristik af den type viden, som undslipper gængs videnskabsopfattelse og videnskabsteori er der især grund til at fremhæve Giorgio Agambens udgivelse Signatura rerum fra 2008. Tanken i denne bog er, at tingenes betydning står skrevet på dem eller er indskrevet i dem – bare ikke på en måde, så vi uden videre kan aflæse den.

Typisk kan vi ikke indfange dem med vores almindelige begreber. Agamben beskriver de greb, vi må bruge – i stedet for begreber. Sådan indsætter han også psykoanalysen i en større sammenhæng, til at begynde med også i dens samtid.

Nogenlunde samtidig med Freud udvikler Giovanni Morelli sin metode for tilskrivning af kunstværker til bestemte kunstnere: Man skal være opmærksom på de enkeltheder i værket – en øreflip, en finger, en negl, ”hvor kunstneren slækker på sin stilistiske kontrol” (Signatura rerum, Wunderbuch 2016, side 96). De detaljer, som ikke har kunstnerens store opmærksomhed, vil som regel være udført på én og samme måde – og dermed afsløre kunstnerens ”manér”. Og nogenlunde samtidig med Freud udkommer Conan Doyles romaner om Sherlock Holmes, hvor man kan nærstudere detektivens arbejde, hans”maniskeopmærksomhedpåaftrykketafensko i mudderet, på asken fra en cigaret på gulvet [...] på en øreflips kurve” (Signatura rerum, 96). Igen små djævle i detaljen, som afslører det store hele.

Men hvad? vil man sige, og det sagde man dengang om Morellis metode, det er jo politiarbejde, det er detektivmetoder! Skulle man virkelig anvende den slags på kunsthistoriens mestre? Nøjagtig den samme forargelse blev Freuds psykoanalyse til del, da den blev kendt med sin opsporing af traumer

ud fra drøm, lapsus, gentagelsestvang, osv. Ingen vil kendes på djævelen i detaljen, på noget andet end sit selvbillede, ingen vil kendes på det ufrivillige.

Det er den samme forargelse, der senere møder Foucaults arkæologi og diskursanalyse, eller Derridas dekonstruktion. Agamben går altså op til vores samtid, men han går også tilbage i tiden, til middelalderfilosofiens ”transcendentaler”, til de ”signaturer”, den store Paracelsus bruger som navn for lægeplanternes kendemærker (plantens indbyggede tegn på, hvad den kan kurere), og derefter videre til sakramentelæren og astrologien. Ikke for at sige, at de havde ret dengang, men for at påpege, at de muligvis havde blik for noget, som vi ikke mere ser. Og for at forklare, hvordan nogle af de figurer, der optræder i hans eget værk, ”lejren”, ”muselmanden”, ”nøgent liv”, ”homo sacer”, også skal forstås.

At indarbejde Agambens metodiske overvejelser i de følgende tekster ville føre for vidt. Derfor har jeg nøjedes med at omtale hans værk her – og med at oversætte det til dansk.

Jeg vil takke cand.mag. Kristian Olesen Toft for kyndig hjælp med formatering af bogens tekster og lic.scient. Gunnar Forst for tålmodig korrekturlæsning af hele bogen. Resterende fejl og mangler ved bogen er mit ansvar alene.