Filosofiens trøst
Boethius
Filosofiens trøst og det anonyme skrift Theoderiks Historie På dansk ved og med kommentar af Torben Damsholt
Anicius Manlius Severinus Boethius: Filosofiens trøst – og det anonyme skrift Theoderiks historie Oversat fra latin og med kommentar af Torben Damsholt. 2. oplag Multivers, 2008
Udgiver: Forlaget Multivers ApS, København 2008 (www.multivers.dk) Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg Omslag: Danesadwork, København. Omslagsmotiv: Diptychon (to-fløjet sammenklappelig skrivetavle) af elfenben fra 6. århundrede, nu i domkirken i Monza. Digteren i græsk dragt, som lytter til musens sang, er formentlig et portræt af Boethius. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen er også udgivet som e-bog og må derfor ikke indskannes.
ISBN 978-87-7917-170-1
Printed in Denmark, 2008
Indhold Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Boethius’ liv og værker . . . . . . . . . . . 8 Filosofiens trøst . . . . . . . . . . . . . . . 22 Theoderiks historie . . . . . . . . . . . . . 35
Filosofiens trøst
37
1. bog 1. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 2. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 3. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 4. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 5. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 6. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 2. bog 1. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 2. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 3. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72 4. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 5. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82 6. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88 7. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92 8. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 3. bog 1. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100 2. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102 3. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 4. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110
5. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 6. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 7. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 8. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 9. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 10. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . 128 11. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . 136 12. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 4. bog 1. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152 2. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 3. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 4. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 5. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 176 6. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179 7. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 190 5. bog 1. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 196 2. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 3. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 4. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 208 5. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 215 6. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . 218
Theoderiks historie
229
Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249
Indledning Filosofiens trøst er skrevet af en mand, der sad fængslet og dødsdømt og ventede i usikkerhed på, om dommen ville blive fuldbyrdet. Situationen er alment menneskelig, selv om der er gået hen imod 1500 år siden da. Forfatteren Boethius levede i Rom i tiden omkr. år 500 e.Kr. som en velstående og højtuddannet senator. Han blev fældet i forbindelse med en politisk krise, knap 50 år gammel, men allerede da havde han et stort filosofisk forfatterskab bag sig. Blandt hans mange bevarede værker indtager De consolatione philosophiae imidlertid en særstilling, ikke blot ved sit indhold, men også ved sin form, hvor prosa veksler med poesi og rap dialog med tankemættede udredninger. Det regnes med rette for et af verdenslitteraturens hovedværker og har været oversat til alverdens sprog, mange gange. Her kommer det nu på dansk. “Hvis du havde tiet stille, ville du stadig have været filosof” – det er for længst blevet et bevinget ord, også på latin (si tacuisses, philosophus mansisses). Det stammer, lidt omskrevet, fra en anekdote, der fortælles i Filosofiens trøst. Men det paradoksale er, at Boethius ikke selv kunne tie stille. Han måtte råbe sin klage 7
Filosofiens trøst
over livets gang og lykkens lunefulde spil ud for alle vinde, for så at lade klagen følge af al den trøst, filosofien kunne opbygge ham med. Boethius’ livsskæbne var dramatisk og, trods den store tidsafstand, umiddelbart genkendelig. Derfor er det heller ikke vanskeligt at følge den måde, han bearbejder den på, i tankerne. De spørgsmål, han tager op, er nemlig tidløse. Det drejer sig om tilværelsens sande og falske værdier, om ret og rimelighed i verden, om en højere styrelse over for tilfældigheder og menneskers frie vilje, spørgsmål som ingen kan gøre sig helt færdig med. Boethius levede i tiden umiddelbart efter det vestromerske kejserdømmes ophør, mens de germanske konger Odoaker og Theoderik den store havde magten i Italien. For at give noget af baggrunden for Filosofiens trøst er der derfor tilføjet en oversættelse af en kortfattet samtidig fremstilling af Theoderiks historie, hvor også Boethius’ domfældelse og død er skildret. Boethius’ liv og værker Anicius Manlius Severinus Boethius var forfatterens fulde navn. Anicierne var en indflydelsesrig og vidtforgrenet senatorslægt i det vestromerske riges sidste århundreder. Dens medlemmer havde besat høje em8
Indledning
beder og ejede store landejendomme i Italien foruden et paladsagtigt hus i Rom. Siden årene omkr. 400 var Romerriget konstant delt i to dele, en østlig og en vestlig, som under folkevandringstidens urolige forhold gled fra hinanden. Siden omkr. 450 var den vestlige rigsdel indskrænket til selve Italien med øerne og med et prekært herredømme over nogle provinser nord for Alperne og øst for Adriaterhavet. Hæren bestod nu udelukkende af germanere og folk af anden ikke-romersk oprindelse, og den egentlige politiske magt lå hos den øverste hærfører. Derfor betød det ikke nogen voldsom forandring, at Odoaker i 476 afsatte den mindreårige kejser Romulus uden at give ham nogen efterfølger og lod sig selv udråbe til konge i Italien. Med den sidste legitime kejser Nepos’ død i 480 var det vestromerske kejserdømme ophørt; men rigsstyret fortsatte uændret, også efter at ostrogoternes konge Theoderik havde besejret og dræbt Odoaker i en krig, der afsluttedes i 493. Begge konger anvendte udelukkende romere i det civile styre, som ikke ændredes, og de regerede fra de norditalienske byer Ravenna, Verona og Pavia. Det romerske senat, som i denne sene tid udelukkende bestod af tidligere indehavere af de allerhøjeste embeder 9
Filosofiens trøst
og æresposter, i alt mellem 60 og 80 effektive medlemmer, havde stor indflydelse i samfundet. Boethius’ fødeår er ukendt. I Filosofiens trøst meddeles det, at han mistede sin far tidligt, men ikke i hvilken alder, og at mægtige senatorslægter derefter tog sig af ham, især hans senere svigerfamilie. Hvis det var Boethius’ far, der var konsul i 487, hvilket er sandsynligt, og hvis denne er død kort efter, kan forfatte ren selv dårligt være født tidligere end 475. Da det også fremgår, at hans to sønner var konsuler sammen i 522, om end i meget ung alder, er han næppe født meget senere end 480. Om hans opvækst og uddannelse vides intet konkret. Den omfattede normalt både grammatisk og retorisk skoling; men Boethius må tidligt også have lagt sig efter filosofiske studier og de øvrige såkaldte frie fag, for allerede omkr. 500 var han kendt for sin beherskelse af dem. Det er nærliggende at antage nogle års studieophold ved den nyplatoniske filosofskole i Athen, eller måske snarere i Alexandria, men bevises kan det ikke. Kun så meget står fast, at Boethius beherskede græsk sprog og litteratur bedre end nogen anden i hans vestromerske samtid. Nyplatonismen var grundlagt af den græske filosof Plotin, som underviste i Rom i det 3. årh. Hans 10
Indledning
skrifter blev udgivet af eleven Porfyrios, der selv var ivrig for at sammenfatte læren i et system, hvor traditionerne fra Platon og Aristoteles forenedes. Omkr. 300 fortsatte Jamblichos denne harmonisering ved også at tage førsokratikeren Pythagoras til indtægt for nyplatonismen. Den foretrukne fremstillingsform var kommentarer til klassikerne Platon og Aristoteles, og efterhånden beherskedes senantikkens tænkning af en fælles filosofi, hvor platonisk metafysik, aristotelisk logik og stoisk etik gik op i en højere enhed. I løbet af det 4. årh. kom nyplatonismen også til at præge kristen teologi, sådan som det bl.a. kan læses hos Augustin. Filosofskolen i Athen, det gamle Akademi, vedblev imidlertid med at afvise kristendommen, og dette var årsagen til, at den endelig blev lukket af kejser Justinian i 529. I det 5. årh. lededes Akademiet af Proklos, hvis metafysiske system har karakter af en ikke-kristen teologi. Hans indflydelse på Boethius er umiskendelig og omfattende; men efter hans død i 485 blev filosofskolen i Alexandria af større betydning. Den lededes i Boethius’ levetid af Proklos’ elev Ammonios Hermias’ søn, der synes af have forsonet sig med kristendommen. Også hans lærdomme kan genfindes hos Boethius – eller rettere: Det er hans og Proklos’ 11
Filosofiens trøst
udlægninger af Platon og Aristoteles, der præger Filosofiens trøst. Boethius blev i en ung alder gift med Rusticiana, en datter af den højt ansete senator Quintus Aurelius Memmius Symmachus, som allerede tidligere havde taget sig af ham. Hans beundring for denne mand deltes af andre i samtiden. Hele den romerske senatorstand havde for længst antaget kristendommen i dens katolske form, og den havde tæt forbindelse med det højere præsteskab. Det hindrede dog ikke, at netop senatorerne så sig selv som dem, der skulle beskytte Roms store, tusindårige traditioner, bl.a. ved at bevare de mange af årets fester, der havde en før-kristen oprindelse og karakter, og ved at vedligeholde de antikke bygninger. Memmius Symmachus skrev en Romersk historie i syv bøger, hvoraf kun et fragment er bevaret. Hans berømteste forfader havde tilhørt den kreds, hvoraf Macrobius’ Kommentar til Scipios drøm i Ciceros Staten udgik (omkr. 400), og Boethius’ svigerfar vides at have revideret teksten til dette værk. Både antikvariske, naturvidenskabelige og filosofiske interesser har præget den familie, som han kom til at tilhøre. I sin ungdom var Boethius, iflg. et epigram af den 12
Indledning
jævnaldrende slægtning og forfatterkollega Ennodius, “stadig tro mod Venus.” Der kan lægges flere betydninger i ordene, bl.a. den meget uskyldige, at han skrev kærlighedslyrik. En anden kilde omtaler et hyrdedigt; men intet sådant er bevaret, og ellers er det mest hans usædvanlig store lærdom, der fremhæves, også af Ennodius. Boethius forudsætter i sin skildring af Filosofiens klædning en skelnen mellem praktisk og teoretisk filosofi, og den sidstnævnte sætter han højest. Til den praktiske filosofi regnede man traditionelt etik og politik, til den teoretiske metafysik og teologi, mens fysik og andre naturvidenskaber sammen med logik udgjorde mellemtrin, der førte fra det lave til det høje. En stor del af Boethius’ værker beskæftiger sig med disse mellemtrin. Hans tidligste bevarede værker havde de “frie fag” som genstand, dvs. de fag, som det anstod sig for frie borgere at beskæftige sig med. På hans tid regnede man med syv sådanne fag: grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, musik, geometri og astronomi. De to første indgik i den almindelige videregående uddannelse, og i disse fag fandtes der gode lærebøger på latin. Boethius tog derfor i første omgang fat på de fire sidste, som han selv gav fællesbetegnelsen quadri13
Filosofiens trøst
vium, den firedobbelte vej. I den tidlige middelalder, hvor han stod som skolelærdommens store autoritet, fandt man i analogi hermed på at kalde de tre begynderfag trivium, den tredobbelte vej. Boethius’ Lærebog i aritmetik, som han i sin ord rige tilegnelse til Symmachus kalder “mit arbejdes førstegrøde,” er en bearbejdelse af et græsk værk fra det 2. årh.e.K. af nypythagoræeren Nikomachos, og samme forfatters håndbog i harmonilære ligger til grund for de fem bøger, der er bevaret af Boethius’ næste arbejde, Lærebog i musik. I denne skelnes der mellem kosmisk, menneskelig og instrumental musik. Til den sidste regnes også sang, mens den menneskelige musik betegner harmonien mellem sjæl og legeme, og den kosmiske musik er harmoni i himmelsfærerne, i de fysiske elementer og i årstidernes skiften. Disse højere former for musik spiller en rolle i flere af digtene i Filosofiens trøst. Boethius’ fremstillinger af geometri og astronomi er ikke bevaret; men man véd, at det har drejet sig om bearbejdelser af henholdsvis Euklid og Ptolemaios. Der findes også antydninger, som peger på arbejder om fysik med benyttelse af både Aristoteles og Archimedes. Denne demonstration af faglig viden så dagens lys 14
Indledning
i de første år af det 6. årh, og den gjorde den endnu unge Boethius anset i vide kredse. Allerede i 507 havde han modtaget den fornemme titel patricius, som bl.a. gav ham sæde i Roms senat, og fra kong Theoderik i Ravenna fik han betroet opgaver med at levere tegninger til et solur og et vandur, som skulle være foræringer til burgundernes konge Gundobad. Samme år blev han også bedt om at anbefale en harpenist til frankernes konge Chlodovech, og allerede i 510 blev han konsul, en stor og meget bekostelig ære for den unge mand. Embederne som konsul og prætor, der var levn fra republikkens tid, medførte nemlig, at indehaverne selv skulle bekoste de cirkusforestillinger m.v., de afholdt. Da var Boethius allerede godt igang med sit næste store projekt, at formidle Aristoteles’ logik til den latinske offentlighed. Hans arbejde på dette felt var trefoldigt: oversættelser, kommentarer og selvstændige afhandlinger. Egentlig var det Boethius’ ambitiøse plan at oversætte alt, hvad både Platon og Aristoteles havde skrevet; men kun Aristoteles’ såkaldte Organon, der omfatter hans logiske skrifter, blev afsluttet. De overleverede kommentarværker vedrører Aristoteles’ Kategorier, hans Fortolkningslære og Ciceros Topik, 15
Filosofiens trøst
samt Porfyrios’ Indføring i Aristoteles. Både denne sidstnævnte og kommentaren til Aristoteles’ Fortolkningslære affattede Boethius i to udgaver, en for begyndere og en for viderekomne, hvoraf de senere og større var baseret på hans egne oversættelser. Også de selvstændige afhandlinger omhandler logiske emner inden for den aristotelisk-nyplatoniske skoletradition. Hele denne massive indsats skaffede måske ikke Boethius mange læsere i samtiden, men for de filosofiske studier i Vesteuropa blev den af umådelig stor betydning. På logikkens område var det ham, der formidlede kendskabet til Aristoteles, indtil oversættelser via arabisk åbnede nye veje i 12.-13. årh. Inden for quadriviumsfagene rakte hans eftervirkninger endnu meget længere. Arbejdet med de logiske skrifter strakte sig gennem det 6. årh.s andet årti. Samtidig tog Boethius imidlertid også emner op inden for teologi og metafysik. Der er overleveret en samling på fem afhandlinger, der alle viser ham som elev af såvel de græske nyplatonikere som Augustin, samtidig med at hans egen interesse for definitioner og logisk bevisførelse slår stærkt igennem. Yderpunkterne blandt de teologiske afhandlinger er Den katolske tro, som i Augustins tradition fremstiller den bibelske frelseshistorie fra skabelsen til domme16