Issuu

Oversætterens forord Yukio Mishima bekymrede sig i interviews ofte over, hvordan hans bøger mon blev oversat. Det vigtigste var, understregede han, at hans oversættere havde samme skrivestil som ham selv. Hvorvidt Mishimas forhåbninger opfyldes af nærværende oversættelse, skal jeg ikke selv bedømme. Men forsøget er gjort. Først og fremmest ved at oversætte teksten på grundlag af den japanske førsteudgave, men også ved at konsultere mange af hans øvrige værker (i særdeleshed hans semibiografiske essays) og den store mængde faglitteratur, der efterhånden er skrevet om hans forfatterskab. Det har på den måde været mit mål at bygge bro mellem Mishimas excentriske livsførelse og hans skrivestil, der, uanset hvordan man vender og drejer det, hang uløseligt sammen. Jeg skylder en stor tak til Kirsten Refsing, professor emerita i japansk ved Københavns Universitet, for gennemlæsning af manuskrip7

tet og uvurderlige kommentarer undervejs. En særlig tak vil jeg også sende til personalet på Frederikssund Bibliotek, som i oversættelsens tidlige fase var uundværlige i arbejdet med at hjemskaffe den nødvendige litteratur på trods af IT-fejl og andre små sten på vejen. Sidst, men ikke mindst, skal lyde en varm tak til min nærmeste familie og ikke mindst mine børn, som med stor tålmodighed og tiltroen til, at der nu snart bliver frigjort mere tid til leg og højtlæsning, har været med til at skabe det nødvendige frirum til oversættelsesarbejdet i hverdagen. Tak til jer alle for at have medvirket til at give Mishima en dansk stemme. David M. Larsson, august 2020

Fædrelandskærlighed af Yukio Mishima

1 Den 28. februar 1936 (hvilket vil sige på tredjedagen af kupforsøget den 26. februar) begik infanterist i det kejserlige regiment premierløjtnant Shinji Takeyama – dybt tynget over, at hans kammerater siden kupforsøgets udbrud havde støttet oprørstropperne, og forbitret over, at den kejserlige hær stod på randen af indbyrdes kamp – seppuku1 med sit sværd på overetagen af sit hjem i sjette karré af Aobakvarteret i Tokyos Yotsuya-distrikt. Hans hustru, Reiko, fulgte sin mand i døden og begik ligeledes selvmord. Løjtnantens afskedsbrev bestod kun af én enkelt sætning: ”Længe leve den kejserlige hær.” I hans kones afskedsbrev stod der, udover undskyldningerne til hendes forældre for at dø før dem: ”Dagen, som for en soldaterhustru måtte komme, er kommet.” Dette lidenskabelige ægtepars dødsstund var så smuk, at den kunne have fået guderne til at 1 Rituelt selvmord, hvorved man skærer sin mave op med et sværd. I folkemunde også kendt under betegnelsen “harakiri”.

græde. Det bør nævnes, at løjtnanten på dødstidspunktet var 30 år gammel, hans kone 23 år, og at der end ikke var gået et halvt år siden deres bryllup.

2 Enhver, der så det smukke, unge par, drog et beundrende suk. Det gjaldt selvfølgelig dem, der havde deltaget ved løjtnant Takeyamas bryllup, men også dem, der kun havde set det nygifte pars bryllupsportræt. Med den venstre hånd hvilende på sværdskæftet og officerskasketten i sin højre hånd stod den uniformerede løjtnant beskyttende ved sin bruds side. I hans maskuline ansigtstræk udstrålede de buskede øjenbryn og pupillerne i de vidt åbne øjne tydeligt ungdommens renhed og mod. Især synet af bruden i den hvide uchikake2 var uforligneligt smukt. I de runde øjne under hen2 Ceremoniel kåbe, som hænger løst over skuldrene på kvindens bryllupskimono.

des milde øjenbryn, i den fine, slanke næse og i hendes fyldige læber strålede elegance og værdighed om kap. Hendes fingerspidser, som holdt om en vifte, der stak halvskjult frem fra ærmet, var så elegant samlede, at de mindede om knoppen på en måneblomst. Efter parrets selvmord fandt folk ofte fotografiet frem og betragtede det, altimens de ærgrede sig over, at der ofte lader til at følge noget ildevarslende med den fuldkomne lykke, som tilfalder så smukt et par. Når de så på fotografiet efter episoden, forekom det dem, at det nygifte par foran den gyldne foldeskærm gennemskuede deres nært forestående død med hver deres glasklare øjne. Det var takket være generalløjtnant Ozeki, deres ægteskabsmægler, at parret havde fundet en ny bolig i Aoba-kvarteret i Yotsuya. Ny er måske for meget sagt: Det var en gammel treværelses lejebolig med en lille have. Lysindfaldet var dårligt i begge underetagens halvstore værelser, så når de fik gæster, brugte de det store soveværelse på førstesalen som opholds-

stue, og fordi de ingen hushjælp havde, var det Reiko alene, der passede huset. På grund af undtagelsestilstanden i landet havde de givet afkald på deres bryllupsrejse, og i stedet tilbragt deres allerførste nat sammen her i dette hus. Inden de gik i seng den aften, havde Shinji placeret sit militærsværd foran sine knæ og givet en militæragtig instruks. Som soldaterhustru, havde han sagt, måtte man altid være forberedt på, at ens mand kunne dø når som helst. Det kunne være i morgen. Det kunne være i overmorgen. Men uanset hvornår det skete, havde han brug for at vide, om hun ville være klar uden tøven. Reiko havde da rejst sig, åbnet en skuffe i kommoden og tavst lagt dolken – den mest skattede del af brudeudstyret, som hun havde fået af sin mor – foran sine knæ på samme måde som ham. Det havde affødt en fuldkommen tavs overenskomst. Aldrig igen testede løjtnanten sin kones beslutsomhed. I månederne der fulgte, blev Reikos skønhed stadig mere forfinet og tydelig som månen efter regnen. 14

De havde begge sunde og unge kroppe, så deres elskov var intens og fandt ikke kun sted om natten. Mere end én gang skete det, at løjtnanten, just hjemvendt fra øvelse og frustreret over tiden det tog at få den gennemstøvede uniform af, skubbede sin kone ned på gulvet, så snart han trådte ind ad døren. Også dette indvilligede Reiko ofte i. I den første måneds tid efter deres bryllupsnat, havde hun lært sand glæde at kende, og det glædede også løjtnanten. Reikos krop var hvid og streng. Selvom hendes struttende bryster udstrålede uskyldens stærke afvisning, afgav de samtidig en hjemlig varme, når først hun lukkede ham ind. I sengen var de så alvorlige, at det næsten var skræmmende, ja, ligefrem højtideligt. Selv under deres stadig mere lidenskabelige udskejelser, forblev de dybt alvorlige. I dagtimerne fantaserede løjtnanten om sin kone i de korte afbræk mellem øvelserne. Dag ud og dag ind fulgte Reiko i sit sind ligeledes konturerne i sin mands ansigt. Men selvom hun var alene, blev hun bekræftet i deres lyk15

ke, når hun betragtede deres bryllupsfoto. Hun følte ikke længere, at der var noget sært ved, at den mand, som bare få måneder før ikke havde været andet end en forbipasserende, nu var solen, som hele hendes verden drejede sig om. Alt dette var moralsk. Det opfyldte anvisningerne i det kejserlige uddannelsesdekret om ”Harmonien mellem mand og kone”.3 Ikke én eneste gang havde Reiko modsagt sin mand, og løjtnanten havde heller aldrig fundet noget, han burde irettesætte hende for. På stueetagens husalter stod de officielle kejserlige portrætter af kejseren og kejserinden sammen med en amulet fra Ise-helligdommen.4 Hver morgen før han tog af sted, anbragte løjtnanten sig sammen med sin kone under alteret og 3 Det kejserlige uddannelsesdekret blev udstedt i Japan i 1890 og betonede især kvindens underdanighed over for manden. Dokumentet blev læst højt ved alle vigtige skolebegivenheder, og det forventedes af landets elever, at de studerede og lærte teksten udenad. 4 Den vigtigste helligdom i Japan, idet den er dedikeret til Amaterasu, der er solgudinden inden for shintoismen og betragtes som landets mytiske grundlægger og beskytter.

bøjede hovedet dybt. Der blev hældt nyt, klart offervand op hver morgen, og sakaki-kvisten var altid skinnende frisk. Hele deres verden var beskyttet af en overvældende, guddommelig magt, og alligevel flød hvert eneste hjørne af den over med en sanselig nydelse, som fik dem til at skælve.

3 Der var ingen af dem, der hørte pistolskuddene om morgenen den 26. februar, selvom storseglbevarer Saitōs bolig lå lige i nærheden. Men da tragedien på højst 10 minutter var overstået, havde et signalhorn, der blæste til samling i den snedækkede morgenskumring, revet løjtnanten ud af søvnen. Han var sprunget ud af sengen og havde uden et ord iført sig sin uniform, inden han satte sværdet, som hans kone rakte frem mod ham, i bæltet og styrtede ud i de mørke, tilsneede gader. Han kom først hjem igen den 28. om aftenen. Inden længe fik Reiko gennem nyhedsbul17

letinerne i radioen et samlet billede af oprøret. De følgende to døgn tilbragte hun helt alene, i fuldkommen stilhed og med hoveddøren låst. Allerede da løjtnanten uden et ord var løbet ud i den snedækkede morgen, havde hun opfanget dødens beslutsomhed i hans ansigt. I tilfælde af at han ikke kom hjem i live, kunne hun forberede sig på at følge i hans fodspor. Hun ordnede roligt sine personlige ejendele. De mange fine besøgskimonoer bestemte hun sig for skulle gives til hendes veninder fra skoletiden som et minde, og på hver enkelt af papirstykkerne, der lå foldet om dem, skrev hun modtagernes navne. Næsten dagligt havde Reiko fået besked af sin mand på ikke at tænke på morgendagen, så hun havde ikke ført dagbog. Derfor fik hun heller ikke fornøjelsen af omhyggeligt at kunne genlæse dagbogsnotater om disse mange måneders lykke, for derpå at kaste dem i ilden. Ved siden af radioen stod nogle små keramikfigurer af en hund, en kanin, et egern, en bjørn og en ræv. Der var også en lille vase og 18

en vandkaraffel. Det var Reikos personlige samling. Men den slags ting gik det ikke an at forære væk som minder. På den anden side ville det også være upassende, hvis hun bad om at få dem lagt med ned i sin kiste. Da først hun havde tænkt disse tanker, begyndte de små keramikdyr at tage sig endnu mere fortabte og hjælpeløse ud. Reiko samlede prøvende egernet op og hævede blikket langt væk fra sin egen barnlige fascination mod den lysende pligt, som hendes mand legemliggjorde. Hun ville gladeligt lade hans strålende solvogn føre hende til den visse død, men alligevel sad hun i de følgende timer alene og svælgede i sin uskyldige kærlighed til keramikfigurerne. I virkeligheden var det længe siden, hun havde elsket dem. Nu elskede hun kun mindet om, at hun engang havde elsket dem, for nu var der blevet rum i hendes hjerte til en mere intens, mere afsindig lykke … Og alligevel havde Reiko aldrig tænkt på de dage og nætters ekstase, der bare ved tanken fik hendes hjerte til at slå hurtigere, som blot en form for sanselig nydelse. Udover februar19

kulden modstod fingrene på hendes smukke hånd berøringen af det iskolde keramikegern, men så snart hun tænkte på de stunder, hvor løjtnantens stærke arme havde grebet ud efter hende, mærkede Reiko i sit skød, under det sirligt gentagne mønster på kimonoen af Meisensilke, en varm fugtighed, som fik sneen til at smelte. Hun var ikke det mindste bange for døden, som nu mest af alt lå hende på sinde. Mens hun sad alene derhjemme, blev Reiko fast overbevist om, at alt, hvad hendes mand i disse øjeblikke tænkte og følte – hver eneste af hans sorger, lidelser og overvejelser – fuldstændig ligesom hans fysiske krop ville føre hende med sig mod den imødesete død. Så let som ingenting, tænkte hun, ville hendes krop smelte sammen med selv det mindste fragment af hans tanker. Reiko lyttede opmærksomt til strømmen af nyhedsbulletiner fra radioen. Hun indså, at navnene på flere af hendes mands nærmeste venner var blandt oprørerne. Det var nyheder om død. Uden at vide, om der ville blive ud20

stedt en kejserlig befaling, stod det klart for hende, at situationen dag for dag uopretteligt tog form, og at det, som først have lignet et oprør i reformationens ånd, i stigende grad blev stemplet som et kup. Hun havde intet hørt fra regimentet. Hun havde ingen anelse om, hvornår der ville bryde kampe ud i gaderne, der stadig lå dækket af sne. Ved lyden af en voldsom banken på hoveddøren hen imod solnedgang den 28. fik Reiko bange anelser. Med skælvende hænder løb hun hen og greb fat om låsen. Selvom skikkelsen på den anden side af den matterede rude ikke sagde et ord, vidste hun med det samme, at det var hendes mand. Aldrig før havde hun oplevet skydedørens lås binde så meget. Låsen modarbejdede hendes hænder; skydedøren ville ikke gå op. Med ét – endnu inden døren var helt åben – stod løjtnanten på cementgulvet i entréen, indhyllet i sin kakifarvede overfrakke og med støvlerne tunge af mudret sne. Han lukkede døren i bag sig og drejede atter låsen om. Reiko vidste ikke, hvad det skulle betyde. 21

”Velkommen hjem,” sagde hun og bøjede hovedet dybt, men løjtnanten svarede ikke. Han løsnede sit sværd og begyndte at tage sin overfrakke af, så Reiko trådte om bag ham for at hjælpe. Frakken, hun tog imod, var kold og fugtig og lå tungt i hendes arme. Den havde mistet lugten af hestepærer, som altid hang ved den i sollys. Hun hængte frakken op, og mens han holdt om sværdet med begge hænder, hjalp hun ham af med støvlerne. Derpå gik hun efter ham ind i stuen, det halvstore værelse i underetagen. I det klare lampelys så hun nu tydeligt hans ansigt, dækket af skægstubbe og så hærget, at han lignede en fremmed. Kinderne var indsunkne og havde mistet al farve og glød. I godt humør ville han normalt have skiftet til hverdagstøj straks efter sin hjemkomst og krævet at få sin aftensmad, men nu sad han, stadig iført sin uniform, i skrædderstilling ved det lave bord med hovedet bøjet. Reiko afholdt sig fra at spørge, om hun skulle gøre aftensmaden klar. Efter lidt tid talte løjtnanten: 22

”Jeg havde ingen anelse om det. De har ikke inviteret mig til at slutte mig til dem. Måske ud af sympati for, at jeg er nygift. Det er både Kanō og Homma og også Yamaguchi.” Reiko genkaldte sig ansigterne på de unge, energiske officerer, hendes mands nære venner, der så ofte var kommet som gæster her i deres hjem. ”Der bliver formentlig udstedt en kejserlig befaling i morgen. Jeg tror, gutterne bliver stemplet som oprørere. Jeg vil være nødt til at lede en deling, der skal angribe dem … Det kan jeg bare ikke. Det kan jeg ikke få mig selv til.” Så fortsatte han: ”Jeg er på vagtturnus i øjeblikket, men har fået tilladelse til at tage hjem bare for i nat. I morgen tidlig vil jeg helt sikkert være tvunget til at tage ud og kæmpe mod dem. Reiko, det kan jeg simpelthen ikke”. Reiko sad rank med blikket slået ned. Hun forstod udmærket, hvad løjtnanten sagde, men på nuværende tidspunkt talte han kun om døden i ental. Han havde allerede truffet beslutningen. Hvert eneste af hans ord lænede sig 23

mod døden og på baggrund af dette mørke, hårde fundament fremstod de med en urokkelig styrke. På trods af at løjtnanten fortalte hende sine kvaler, vaklede han ikke det mindste. Men i stilheden, der fulgte, opstod en isnende klarhed som fra en strøm af tøsne. Nu hvor løjtnanten sad i sit eget hjem med sin smukke kones ansigt overfor sig, lagde sindsroen sig for første gang over ham oven på de lidelser, han havde været igennem i de seneste to døgn. Han vidste med det samme, at hans kone havde forstået hans beslutning, selvom han ikke havde nævnt den. ”Ah …” sukkede løjtnanten, idet han åbnede øjnene, der på trods af søvnmanglen stadig var maskuline. For første gang så han sin kone direkte ind i øjnene. ”I aften skærer jeg min mave op.” Reikos blik flakkede ikke det mindste. Hendes runde øjne udviste samme skarphed som lyden fra en klokke, der slås hårdt an. Så sagde hun: ”Jeg har besluttet mig. Lad mig følge dig.” 24

Løjtnanten følte sig næsten overmandet af styrken i hendes øjne. Hans svar gled så glat ud af ham, som havde det været overfladisk snak, og han begreb ikke selv, hvordan et så betydningsfuldt tilsagn kunne antage et så henkastet udtryk: ”Udmærket. Vi gør det sammen. Men jeg vil have, at du bevidner mit seppuku først. Er du med?”, og da han havde talt færdig, vældede glæden frem i begge deres hjerter. Det var ligesom en boblen, der endelig var blevet frigjort. Reiko var dybt rørt over, hvor stor tillid hendes mand viste hende. Som løjtnant måtte der ikke kunne sættes en finger på hans død. Derfor var der nødt til at være nogen, der overværede den. At han tildelte hende dette ansvar var udtryk for den dybeste tillid. Selvom de havde lovet hinanden at dø sammen, var den næststørste tillidserklæring, at han ikke bare dræbte hende først, men derimod overlod hendes død til en fremtid, som han ikke selv var herre over. Hvis løjtnanten havde været en mistroisk ægtemand, havde han, som det var kutyme ved dobbeltselvmord, forment25

lig valgt at slå hende ihjel før sig selv. Men i tonen, hvormed Reiko havde sagt ”jeg følger dig”, havde løjtnanten mærket frugten af den store oplæring, som han siden deres bryllupsnat havde ført Reiko gennem, indtil de nu var nået til dette punkt, hvor den blev fremsagt uden den mindste tøven. Det styrkede hans selvagtelse. Han var ikke så skødesløs og selvoptaget en ægtemand, at han bildte sig selv ind, at hendes ord var faldet spontant ud af ren og skær kærlighed. Glæden vældede helt naturligt frem i brystet på dem begge og fik dem til at bryde ud i et smil, da deres øjne mødtes. Reiko sad med følelsen af, at deres bryllupsnat igen var vendt tilbage på en kort visit. Forude lå hverken smerte eller død. Det forekom hende, at en fri, åben eng bredte sig ud foran dem. ”Badevandet er varmet op. Vil du tage dit bad nu?” ”Ja, lad mig bare det.” ”Hvad med aftensmaden?” Ordene strøg så oprigtigt, så enkelt, så hjemligt over hendes 26

læber, at løjtnanten følte, at han var ved at blive fanget i et drømmesyn. ”Jeg tror ikke, vi får brug for aftensmad. Men kunne du ikke varme noget sake til mig?” ”Naturligvis.” Reiko rejste sig, og idet hun fandt hans tanzen5 frem til efter badet, henledte hun sin mands opmærksomhed på den åbne skuffe. Løjtnanten kom på benene, gik derover og kastede et blik ned i kommodeskuffen. Ovenpå hver enkelt af de sirligt indpakkede mindegaver kunne han læse modtagernes navne. Løjtnanten, som således fik hendes beundringsværdige beslutsomhed at se, blev ikke den mindste smule bedrøvet, og hans hjerte svulmede af sødmefuld kærlighed. Som en ægtemand, der får fremvist sin unge kones barnagtige indkøb, blev løjtnanten så overvældet af ømhed, at han omfavnede hende bagfra og kyssede hende i nakken. Reiko mærkede løjtnantens skægstubbe kildre i nakken. Berøringen var langt mere 5 Foret kåbe som bæres i hjemmet.