En korngul drømmer
Læsninger i Jeppe Aakjærs lyrik
En korngul drømmer – læsninger i Jeppe Aakjærs lyrik
Af Hardy Bach
1. udgave, 1. oplag 2024
© Multivers 2024
Tryk: Totem
Printed in Poland
ISBN: 978-87-7917-679-9 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
Indhold Forord 7 Historiens Sang 9 Sundt Blod 15 Min Hjemmen 19 Havren 23 Jens Vejmand 29 Arbejdersang 37 Aften 43
Kom mi bette Kipkal 49 Væverne 55 Hejmdal finder hjem 61 Jens August Schade: Til Jeppe Aakjær 79 Efterord 81 Litteratur 87
Forord
Jens August Schade kaldte Jeppe Aakjær for ’en korngul drømmer’ – en rammende karakteristik af Aakjærs lyrik. Den er ofte blevet opfattet som sentimental, idyl og nostalgi. Ikke helt med rette, for den splittelse, som anes bag idyllen, kommer glimtvis frem som en sorg over det tabte. Aakjær er erindringens digter, han erindrer og drømmer en utopi frem. Og vi tror på det – på samme måde som vi tror på eventyr om prinser og prinsesser. Vi véd, det er løgn, men drømmen lever.
7
Historiens Sang
Som dybest Brønd gir altid klarest Vand, og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder, saa Styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder.
Din egen Dag er kort, men Slægtens lang; læg Øret ydmyg til dens Rod forneden:
Aartusind toner op i Graad og Sang, mens Toppen suser imod Evigheden!
Vi søger Slægtens Spor i stort og smaat, i Flinteøxen efter Harvens tænder, i Mosefundets Smykke, plumpt og raat, i Kirkens Kvadre, lagt af brede Hænder.
9
Hvert skimlet Skrift, hver skjoldet Alterbog
har gjemt et Gran af Slægtens Ve og Vaade; nu skal de røbe mig, hvad Vej jeg drog, og løfte mig en Flig af Livets Gaade.
Endnu en Stund, saa drær den danske Rug, mens Lærken trilrer, og Graagjøge kukke.
Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge, mod dig vort Haab og Manddomsdrømmen gaar,
naar Landsbyklokken signer dine Strande, naar Aftenrøden højt i Skyen staar
og sænker Fredens Korstegn paa din Pande.
Lad mig kun flagre hen som Blad i Høst, naar du, mit Land, min Stamme, frit maa leve, og skjønne Sange paa den danske Røst maa frie, stærke Sjæle gjennembæve.
Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft og lytter ud mod andre Lærkesange, 10
mens Himlen maler blaat sit Sommerloft, og Rugen gulnes tæt om Vig og Vange.
I 1917 under indtrykket af Første Verdenskrigs
rædsler skrev Jeppe Aakjær sit digt ”Historiens Sang”. Et lille digt, som vil meget. I første omgang vil digtet belære os om historiens betydning for den enkelte, hvordan vi alle er en del af en årtusind gammel slægt. Fortælleren identificerer sig med læseren: ”Vi søger Slægtens Spor i stort og smaat”. Men ikke bare slægten, hele
Danmark drager Aakjær med ind i sin sang om historiens betydning. Her tipper digtet over og bevæger sig ind på problematiske tanker: ”Lad mig kun flagre hen som Blad i Høst / naar du, mit Land, min Stamme, frit maa leve”. Her lurer nationalismen (hvis der i stedet for ’min
Stamme’ havde stået ’min race’ var skandalen
11
sket). Der er mange eksempler på Aakjærs ydmyghed og kærlighed til den danske natur, men de enkelte vitalistiske ’mandfolke-udbrud’ skurrer: ”Slægtens Marv hos Barn og Mand” i strofe 1 og ”Manddomsdrømmen” i strofe 3 eller ”frie stærke Sjæle” i strofe 4. Vitalisme og nationalisme er en farlig cocktail. Og det bliver ikke bedre af, at digtet også udtrykker angst og bekymring for landets skæbne. Hvor galt det kunne gå, så vi som bekendt hos Aakjær-eleven
Harald Bergstedt.
Men ”Historiens Sang” slutter alligevel af med en lys og lykkelig fremtidsvision, hvor en ny tids bonde står og ser ud på det smukke land; Aakjærs muntre sindelag slår ud med den avancerede, næsten kåde metafor om himlen, der maler sit sommerloft, og den korngule drømmer må naturligvis slutte af med at se, hvorledes ”Rugen gulnes tæt om Vig og Vange”.
12
Aakjærs naturforbundethed levner altid plads til optimisme og glæde ved arbejde og kultur.
Natur og kultur hører sammen.
”Historiens Sang” huskes nok bedst for de ikoniske linjer med den kærlige kritik af Danmark og danskerne: ”Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, / mens hele Verden brænder om din Vugge”
13