En anden dans
Karen Vedel
En anden dans Moderne scenedans i Danmark 1900-1975
En anden dans – Moderne scenedans i Damark 1900-1975 Af Karen Vedel. © Multivers, 2008 Udgiver: Forlaget Multivers ApS, København 2008 (multivers.dk). Omslagsdesign: Danesadwork. Forsideillustration: Harald Giersings ”Danserinde” (1918), Tønder Kunstmuseum. Bogens illustrationer: Udgiveren har bestræbt sig på at finde frem til alle fotografier og kunstnere (jf. billedteksterne), en del er dog ukendte. Skulle nogen af disse vise sig at være ophavsretligt beskyttet, vil de blive honoreret efter gældende Copy-Dan-takster. Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers Aps er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen er også udgivet som e-bog og må derfor ikke indskannes. Udgivet med støtte af:
Kulturministeriets Udvalg for idrætsforskning Lasson Andersens Fond. Nationalbankens Jubilæumsfond
ISBN 978-87-7917-175-6
Printed in Denmark, 2008
Omslagets baggrundsfotografi: Fotografiet af Vera Fokina som Den døende Svane (fotograf ukendt) dannede forlæg for Harald Giersings ”Danserinde” (1918). Gengivelsen stammer fra et udateret udklip.
Indhold Forord
9
Indledning: Ballet og anden scenisk dans i Danmark
13
1900 Dansekort
31
Iscenesat modernitet – ’dancing girls’
38 40 46 50 57 60 66 70
Lona Barrison og Barrison Sisters Amerikanisering Scalarevyernes kor Korets iscenesættelse Girls-kulturen til debat Kracauer og Levinson om ’girls’ Feminiseret underholdningskultur
1925 Dansekort
73
Antikke længsler – barfodsdans og plastik
78 80 84 89 92 96 100 103 104 108 114 117 124
Plastik i dansk sammenhæng Jaques-Dalcrozes dansekunst Fremtidens dans (Duncan) Avisomtaler af Duncan forud for hendes gæstespil På bare fødder i Koncertpalæet Isadora Duncans program Balletautoriteter og barfodsdans Miss D. som abstrakt princip Duncan kontra Bournonville André Levinson om Isadora Duncan Jenny Møller og Agnete Bertram Tilbage til fremtiden
Moderne gennembrud – ballet à la Fokin Modstanden mod ’fremmed’ balletkunst Fokins maskerede sejr i 1918 Optakt: En Nat i Ægypten Kongen er død! – Kongen leve! Fem forestillinger på Det Ny Teater Enqueter Fokin kontra Bournonville Opsummering af Fokin-parrets gæstespil i 1918 Svensk sommerballet Balletreformator i eksil Dansk islæt i Den Svenske Ballet 1920-1924 Kollaps af vedtagne balletkonventioner
126 132 138 143 147 154 158 164 167 169 173 179 193
1950 Dansekort
199
Illusionsløs ekspressivitet – fri dans
205 206 211 215 219 221 224 228 233 237 241 242 244 255
Et pust af det store lidenskabelige Europa Absolut dans Asta Mollerup (1881-1945) Dansepolitik i Tyskland omkring 1930 Dansk deltagelse i danserkongressen 1930 Tyske gæstespil i Danmark i 1930’rne Jooss Balletten på Casino 1934 Kreutzberg i Odd-Fellow Palæet 1937 Gensyn med Jooss 1946 Fri kunstdans og klassisk ballet Gensyn med Kreutzberg 1949 International Koreografikonkurrence i København 1947 Med begge ben på jorden
Ekstatisk eksotisme – ’negerdans’ Chocolate Kiddies ...Oh Josephin! Jazz er legemskultur Miss Louisiana Sort kunst i Danmark i 1930’rne
6
259 261 267 276 280 285
Besættelse. Passion. Ekstase! Er det ’negerdans’? Dunham: Ener blandt ’negerkoreografer’ Nye genrer / nye diskurser Dans i uafhængighedens tjeneste Autentisk indfødt afrikansk dans West Side Story Jazz Ballet Alvin Ailey Fra ’negerdans’ til jazzballet og afrikansk dans
287 291 295 300 300 302 306 308 311
1975 Dansekort
314
Modern dance – ’den moderne dans’
319 323 323 328 331 334 335 338 342 345 349 352 355 358 361 362 364 329 370
Dansens demokratisering Kroppens træning og Udtryk I og II Kropsbevidsthed og Jazzgymnastik Fjernsynsballetter m.v. Scenedans i nye rum Pakhus 13 Living Movement Diane Black Dance Theatre (Creative Dance Theatre) Scenedans som våben i den kolde krig Balletdebat i Danmark Andre danseforbindelser Eksplosiv objektiv dans Forbindelsen til Elsa Gress Tre amerikanske gæstespil Bare fødder på nationalscenen (Paul Taylor 1968) Dristig dans i Stærekassen (Martha Graham 1954) Den moderneste af de moderne (Ruth Page 1937) Bevægelse for bevægelsens skyld
Efterskrift
373
Litteratur- og kildefortegnelse
376
Register
387
7
.
Forord De indledende øvelser til denne bog blev udført i 1994 i forbindelse med min hovedfagsafhandling. Dengang var emnet Emilie Walbom, den første kvindelige koreograf på Det Kongelige Teater, som desuden var en højt skattet pædagog med egen danseskole i København. Emilie Walboms mangesidede virke uden for teatrets mure sporede mig ind på det emne, jeg efterfølgende forfulgte i min ph.d.-afhandling ’Ballethistoriens Anden. Moderne scenisk dans i Danmark 1900-1975’, som blev forsvaret ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet i 2005. Jeg har i denne bog bearbejdet teksten i et forsøg på at kæmme den for de værste universitære unoder uden af den grund at sætte videnskabeligheden over styr. Jeg har desuden forsøgt at rette op på svagheder, som blev påpeget ved forsvaret, eller som jeg senere er blevet opmærksom på. Til den mere fornøjelige del af arbejdet har hørt at finde de mange illustrationer, som føjer nye billeder til scenedansens historie. Listen over de personer, jeg er tak skyldig, er proportional med varigheden af det forudgående projekt. Først på listen står dr.phil. Erik Aschengreen, hvis vejledning inspirerede mit arbejde på begge afhandlinger, også selv om han nåede at blive emeritus, inden jeg blev færdig. Ph.d.-forløbet blev desuden fulgt tæt af Lena Hammergren, docent ved Teatervetenskapliga Institutionen ved Stockholms Universitet. Mine vejlederes veloplagte og vidende respons opmuntrede mig til at fuldføre det job, jeg havde sat mig for, selv når jeg frygtede, at opgaven havde vokset mig over hovedet. Med taknemlighed nævner jeg Nina Walbom, enke efter Emilie Walboms barnebarn, Ole Walbom, med hvem jeg undervejs har delt glæder over små såvel som større erkendelser. Ikke alene fik jeg adgang til hendes privatarkiv fra et langt liv med interesse for scenedansen, hun formidlede også kontakten til Ebon Borg, som med en usædvanligt veludviklet for9
En anden dans
nemmelse for, hvad der kunne have interesse for mit projekt, leverede udklip af alt fra danseskoleannoncer og billeder af plastikopvisninger til notitser om mere eller mindre obskure udenlandske dansesolisters besøg i Danmark. Med generøsitet og medlevende interesse for projektet har ligeledes mag.art. i teatervidenskab Eva Tiedemand ydet væsentlige bidrag til bogens empiri. Min tak lyder også til de mange dansekunstnere, som undervejs har hjulpet mig med faktaoplysninger og andre indsigter i forekomsten af ’en anden dans’ i Danmark. Jeg retter i den forbindelse min tak til Jette Muus, Elsa Marianne von Rosen, Nini Theilade og Anne Lise Klinge samt til Ann Crosset, Vivi Flindt, Eske Holm, Graziella Hsu, Jytte Kjøbek og Randi Patterson. Ud over det materiale, der er kommet for en dag ved personlige kontakter, har jeg fået imødekommende assistance af Lilo Skaarup og Niels Peder Jørgensen på Det Kongelige Teaters Arkiv og Bibliotek, Erik Hvidt og personalet på Det Danske Revymuseum, af Ida Poulsen på Teatermuseets Arkiv, af Det Kongelige Biblioteks ansatte i Småtryksafdelingen, i Kort- og Billedafdelingen samt på Studie-, Tidsskrifts- og Avislæsesalen. På Dansmuseets Arkiv i Stockholm har jeg fået god hjælp af Nina Lundborg og Erik Näslund og på Carina Ari Stiftelsen af Bengt Häger. Jeg retter desuden min tak til Teija Hakamäki på Teatterimuseo i Helsinki, til Bettina Hesse og Frank Manuel Peters på Deutsches Tanzarchiv i Køln samt til personalet på The Dance Collection ved New York Public Library i Lincoln Centret, på Rigsarkivet samt på Wigmanskolens arkiv i Dresden. Endelig er jeg Hanne Outzen, Vivi Flindt og Graziella Hsu taknemlig for imødekommende adgang til arkiverne for henholdsvis Den Danske Balletklub, Bartholins Internationale Balletseminar og Living Movement Åben Scene. Endelig skal der lyde tak til Tønder Kunstmuseum for tilladelse til brug af Harald Giersings dejlige ”Danserinde” fra 1918, og og til Claus Seidel for hjælp til identifikation af bladtegnere.. Fra 1999-2001 delte projektet tag med sektorforskningsinstitutionen Idrætsforsk på Gerlev Idrætshøjskole og fra 2001-2005 var det hjem10
Forord
mehørende på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Begge steder medvirkede udvekslingen med kolleger med tilstødende fagfelter til at udvide forståelsesrammen for mit eget projekt. En særlig tak går til mine fæller på ph.d.-gangen i 2004-2005: Pil Hansen, Whitney Byrn og Laura Schultz, samt mine samarbejdspartnere i arbejdet med No-MA-ds, den fællesnordiske kandidatgrad i dansevidenskab: Egil Bakka, Inger Damsholt, Anne Fiskvik, Lena Hammergren og Petri Hoppu. Blandt øvrige kolleger, som har ydet mig støtte under projektet, skal nævnes lektor i teatervidenskab Stig Jarl samt danseforskerne Henning Urup, Anders Chr. N. Christensen, Beth Genné, Sanja Andus L’Hotelier og Thomas De Frantz. Jeg takker og skraber. Mine opponenter ved ph.d.-forsvaret Hans Hertel, Live Hov og Cecilia Olsson, bidrog med deres kritik til, at jeg gik mine referencer efter i sømmene, ligesom de påpegede væsentlige perspektiveringer af stoffet. Ligeledes er jeg tak skyldig til Pia Stilling, Lisbet Bangsbo Andersen og Viben Bech, for deres opmærksomme hjælp. Sidst, men ikke mindst har jeg nydt godt af det behagelige samarbejde med Hanne Lyng og Henrik Borberg på forlaget Multivers. I det omfang der resterer misvisende fakta eller fejlslutninger i teksten, er ansvaret selvfølgelig mit. Uden økonomisk støtte, ville bogudgivelsen aldrig været blevet en realitet. Dansk Skuespillerforbunds Blankbåndsmidler og DGI’s forskningspulje muliggjorde de tidligste undersøgelser. Den helt afgørende støtte for såvel ph.d.-afhandlingen som bogudgivelsen blev imidlertid bevilget af Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning (tidligere Idrættens Forskningsråd). I forbindelse med billedsøgning har jeg desuden modtaget støtte fra Lasson Andersens Fond og i forbindelse med selve bogudgivelsen fra Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond. Bogen tilegnes en alt, alt for lang liste af dansepersoner, som ikke er mere, men ikke desto mindre har andel i den, fordi de undervejs har lyttet, fortalt og ladet mig få et indblik i deres liv med dans. Jeg tænker her 11
En anden dans
på Vibeke Rørvig, Ole Palle Hansen, Lisa Lønquist (gift Weyde-Andersen), Lasse Trojel, Ralph Grant og Diana Toxværd. Til sidst en tak til mine nærmeste, der har stået mig bi undervejs med alt fra dansk retskrivning, husly og varm mad til traveture og andre fornøjelige og nødvendige adspredelser. Helsinki, marts 2008 Karen Vedel
12
Indledning
Ballet og anden scenisk dans i Danmark Komponisten John Cage fortæller i dokumentarfilmen Sometimes It Works, Sometimes It Doesn’t (1983) om sit legendariske samarbejde med koreografen Merce Cunningham, at det blev indledt på et tidspunkt, hvor denne eftersøgte ’en anden dans’. For Cunninghams vedkommende drejede det sig om et alternativ til den emotionelle og litterære ladning af dansen, der kendetegnede Martha Grahams koreografier. Jeg har, siden jeg som studerende i Dansens Æstetik og Historie på Københavns Universitet så filmen, følt mig forbundet med dette projekt; også selv om eftersøgningen af ’en anden dans’, for mit vedkommende, var knyttet til et dansehistorisk frem for et kunstnerisk projekt. Scenedansens historie i Danmark er i langt overvejende grad blevet skrevet som ballettens (i betydningen Den Kongelige Ballets) historie. Hovedværkerne består af Svend Kragh-Jacobsen og Torben Kroghs redigerede artikelsamling Den Kongelige Danske Ballet (1952) samt Erik Aschengreens Der går Dans. Den Kongelige Ballet 1948-1998 (1998). De internationale Bournonvillefestivaler i henholdsvis 1979, 1992 og 2005 har desuden givet anledning til en række væsentlige udgivelser, som fortrinsvis har omhandlet hovedpersonen, dvs. August Bournonville, hans kunstneriske virke, arv og betydning for eftertiden. Min efterlysning af ’en anden dans’ bygger på et ønske om at gøre denne enstrengede fremstilling af scenedansens historie mere sammensat. Det overordnede projekt har været båret af en nysgerrighed, der rækker videre end det rent balletæstetiske til en interesse for scenedansens samspil med det øvrige samfunds- og kulturliv. Med to verdenskrige, et Europakort, der adskillige gange fik tegnet nye streger, store udsving i verdensøkonomien og betydelige forskydninger i såvel ideologiske som politiske forhold var 13
En anden dans
1900-tallet et århundrede, hvor forandringerne stod i kø. Bogens fokus retter sig mod den uundgåelige om end oftest indirekte sammenhæng mellem disse forandringer og den måde, hvorpå scenedansen blev modtaget og skrevet ind i samtidens debat i Danmark. På tværs af den traditionelle hierarkiske skelnen mellem finkultur og populærkultur inddrager jeg dansebegivenheder, der udspillede sig ikke alene på teater-, revy- og gæstespilsscener, men også på danseskolerne, i dagspressen og i de øvrige medier. Hvad angår bogens tidsmæssige afgrænsning fra 1900-1975, skal det understreges, at den ikke betegner start- og sluttidspunkt for et snævert defineret fænomen, men derimod dét interval, der ligger mellem tidspunktet, der vanligvis betegner ’den moderne dans’’ fødsel i USA (ca. 1900), og det omtrentlige tidspunkt, der vanligvis henvises til i forhold til en positiv anerkendelse af fænomenets eksistens på dansk grund (ca. 1975).1 Den årrække, som bogen dækker, er således begrundet i to af de ’store fortællinger’, som ofte gentages i dansehistoriske oversigtsværker: Den første ser vi f.eks. hos den amerikanske dansehistoriker Susan Au, der beskriver modern dance, ’den moderne dans’, med afsæt i USA som en genre, der hører til 1900-tallet med en klar afgrænsning til 1800-tallets ballet.2 Den anden, som vi finder formuleret hos Erik Aschengreen og Ole Nørlyng, gør gældende, at vi skal helt frem til midt 1970’erne, før ballet for første gang bliver udfordret som det overgribende begreb for al scenisk dans i Danmark.3 Til valget af 1975 knytter sig desuden en pragmatisk, personlig og i den forstand yderst ’lille fortælling’, som beror på min egen kontakt med og engagement i miljøet for moderne scenisk dans i Danmark, der blev
1
2 3
14
For at understrege at genren modern dance i denne sammenhæng udgør en delmængde af al moderne scenedans i Danmark, har jeg gennemgående valgt den amerikanske stavemåde. Se f.eks. Au, S.: Ballet and modern dance (1988) 2002, 87 Aschengreen, E. og Nørlyng, O.: Balletbogen (1982) 1992, 15
Indledning: Ballet og anden scenisk dans i Danmark
indledt midt i 1970’erne. Ved at trække grænsen ved 1975 undgår jeg at skulle ændre fortælleposition fra udenforstående til indforstået. Perspektivet på scenedansens historie er i det efterfølgende flyttet fra USA i retning af Danmark og fra Den Kongelige Ballet i retning af et større og mere komplekst dansefelt. Når det ståsted, hvorfra begivenhederne diskuteres, forskydes, får det konsekvenser for tolkningen af scenedansens betydning i en række sammenhænge. For eksempel vil det fremgå, hvorledes den vægt, der i amerikansk dansehistorie er blevet tillagt enkeltfænomener (eksempelvis modern dance) og enkeltkunstnere (eksempelvis Isadora Duncan), nødvendigvis må nuanceres, når de anskues ud fra en dansk sammenhæng. Samtidig tydeliggør bogens diskussioner, at der parallelt med de dansekunstneriske udfoldelser på Kongens Nytorv findes hidtil oversete begivenheder og enkeltpersoner i scenedansen, som føjer nye indsigter ikke alene til det dansehistoriske fagfelt, men også til 1900’tallets danske kulturhistorie. Det er bogens hovedtese, at den proces, hvorved stort set al anden scenisk dans end Det Kongelige Teaters ballet hidtil er blevet forbigået i historieskrivningen, afspejler den særstatus, som både balletbegrebet og institutionen Den Kongelige Ballet har indtaget og fortsat indtager i det samlede dansefelt. Ønsket om at nuancere historieskrivningen fra et ’ikkeprivilegeret’ standpunkt ligger i tråd med tendenser i de senere års tilvækst til den dansevidenskabelige litteratur i international sammenhæng. Blandt et utal af bøger, der anskuer scenedansen i en bredere kulturel og politisk forståelsesramme, er der særligt to, som har inspireret denne. Den første er Ramsay Burts bog Alien Bodies: Representations of modernity, ’race’ and nation in early modern dance (1998), der kredser omkring oplevelsen af modernitetens kropslige artikulationer som udtryk for en ’andet’- eller fremmedhed, der støder imod allerede vedtagne kulturelle konventioner om kroppens repræsentation i scenekunsten. Alien Bodies sætter desuden dansen ind i en historisk sammenhæng, som går på tværs af nationale grænser og genremæssige definitioner. Endelig ledes læserens opmærksomhed hen på sameksistensen af forskellige former for dans, idet forfat15
En anden dans
teren peger på nogle af de væsenstræk, hvormed disse er forbundet, nogen gange lapper over og til andre tider er i konflikt med hinanden. Den anden inspirationskilde, der skal fremhæves her, er Lena Hammergrens Ballerinor och Barfotadansöser: Svensk och internationell danskultur runt 1900 (2002). I Hammergrens bog flyttes opmærksomheden fra en diskussion af institutionsteatrenes repertoirer, af enkeltkunstnere og deres værker til en diskussion af uddannelses- og arbejdsvilkår for operadansere og freelance danseartister betragtet som erhvervsgruppe. Udgivelsens tidslige afgrænsning er desuden kendetegnet ved at være et nedslag, der er omtrentligt bestemt til ’runt 1900’. Med denne åbne tilgang til det historieskrivende projekt lykkes det at skildre scenedansen som en integreret del af samfundslivet. Centralt hos begge forfattere står endvidere kritiske overvejelser om forholdet mellem dans betragtet som henholdsvis ’seriøs kunst’ eller finkultur, der udspiller sig på de nationale teaterinstitutioner, og dans som varitetéunderholdning eller populærkultur, der iscenesættes på mere kommercielle scener eller privatteatre. Diskussionen om, hvad der gælder for dansekunst og hvad, der falder uden for kategorien, er, som det vil fremgå, også et tilbagevendende tema i det danske materiale. For at kunne diskutere flere samtidige former for scenisk dans fordres begreber, hvormed der kan skelnes mellem dem. Et ofte anvendt redskab er genre, der har sin primære anvendelse i litteraturvidenskaben, men også optræder i diskussionen af andre kulturelle frembringelser, som f.eks. billedkunst, musik og dans.4 Et opslag under ’genre’ i The International Encyclopedia of Dance (1998) viser hen til en artikel med titlen ”Genres of Western Theatrical Dance”, der er skrevet af opslagsværkets hovedredaktør, den amerikanske dansehistoriker Selma Jeanne Cohen. Artiklen fremstiller, hvad der gælder for hovedtrækkene i ’vestlig scenedans’’ historie, som en fortløbende fortælling bygget op over historiske genrer, der følger efter hinanden som perler på en snor. Således afløses 4
16
For en diskussion af genrebegrebet se f.eks. Beebee, T. O. 1994 og Duff, D. 2000