Emil Hartmann
danske komponister 1: August Enna af Steen Chr. Steensen 2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius 3: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen 4: Else Marie Pade af Henrik Marstal 5: Niels Viggo Bentzon af Bertel Krarup 6: Emil Hartmann af Inger Sørensen (flere titler under udarbejdelse)
danske komponister
Emil Hartmann 1836-1898
Af Inger Sørensen
Danske Komponister 6: Emil Hartmann Af Inger Sørensen © Forlaget Multivers ApS, 2020 1. udgave, 1. oplag 2020 Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius Forsidebillede: Emil Hartmann malet 1864 af Wilhelm Marstrand. I privateje. Omslag: Christine Lind Tryk: Totem Printed in Poland 2020 ISBN: 978-87-7917-319-4 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Forlaget takker augustinus fonden for støtte til udgivelsen.
indhold forord.................................................................................................. 7 barndom og tidlige sceneværker............................................ 10 rejse på det anckerske legat...................................................... 19 tilbage i københavn og intermezzo i leipzig.. .................... 27 psykiske problemer – koldvandskur i albisbrunn og indlæggelse på oringe........................................................... 33 nye udenlandsrejser...................................................................... 39 tilbage i tyskland. . .......................................................................... 46 cellokoncerten og symfoni nr. 1 i es-dur........................... 52 igen i tyskland med nye værker. . .............................................. 64 populære koncerter i hamburg, bremen og berlin.. ........ 73 intermezzo i berlin og sygdomsperiode.............................. 79 striden om besættelsen af organistembedet ved holmens kirke................................................................................... 84 dirigentposten i musikforeningen.......................................... 87 symfoni nr. 4 i d-mol..................................................................... 94 operaen ragnhild / runenzauber. . ............................................ 96 ragnhild på det kongelige teater........................................... 104 sidste opera: det store lod – død og begravelse.. ........... 110 emil hartmanns personlighed................................................... 116 forholdet til bolette. . ................................................................. 119 forholdet til pressen................................................................... 124 epilog.................................................................................................... 128 værkfortegnelse med diskografi............................................ 131 litteratur........................................................................................... 137 noter..................................................................................................... 138 værkregister.. .................................................................................... 141 navneregister.................................................................................... 141
Emil Hartmann komponerer. Det Kgl. Biblioteks Billedsamling.
forord Emil Hartmanns liv er den klassiske historie om vanskelighederne ved at være en berømt mands søn, når man gerne vil markere sig inden for samme fag. Efter premieren på hans syngespil Elverpigen i 1869 skrev H.C. Andersen i sin dagbog: ”gamle Hartmann er født Componist unge Hartmann er opdraget til det.” Dette synspunkt udbyggede han efter premieren på syngespillet Korsikaneren i 1873, hvor hans kommentar var: ”Emils Korsikaner har ikke gjort Lykke, jeg troede det dog da han bliver saa særdeles protegeret og baaret frem.” Denne opfattelse delte Andersen med mange af sine samtidige, og det generede Emil Hartmann i den grad, at han engang, da han var begyndt at vinde anerkendelse i udlandet, i desperation udbrød: ”Man vil saa gjerne derhjemme reducere mig til at være min Faders Søn og Gades Svoger!” Det var næsten umulige odds at kæmpe imod, selv om han tidligt havde vist tegn på at være en musikalsk begavelse. Men faderen J.P.E. Hartmann (1805-1900) og svogeren Niels W. Gade (1817-1890) – de to mest indflydelsesrige danske komponister i det 19. århundrede – var ikke de eneste komponister i familien. Emil Hartmann var født ind i et helt dynasti af komponister og andre musikere. Hans oldefar var den tyske komponist Johann Hartmann (1726-1793), der var indvandret fra Tyskland i 1761 og havde komponeret de to første danske syngespil, Fiskerne og Balders Død, begge til tekster af Johannes Ewald. Den ene af hans fem sønner, der alle blev musikere, var J.P.E. Hartmanns far August Wilhelm Hartmann (1775-1850), der var violinist i Det Kgl. Kapel og senere organist ved Garnisonskirken. På mødrene side nedstammede Emil Hartmann fra den ligeledes fra Tyskland indvandrede storkøbmand Johann Friedrich Zinn (1779-1838), blandt hvis efterkommere der også er flere komponister, såsom C.F.E. Horneman (1840-1906) og Asger Hamerik (1843-1923), der var Emil Hartmanns halvfætre. Gennem hele Emil Hartmanns liv boede faderen i Den Zinnske Gård i Kvæsthusgade, der var et samlingspunkt for mange af
forord · 7
tidens berømte personligheder. Her gik H.C. Andersen, der boede lige rundt om hjørnet i Nyhavn, hjemmevant ud og ind. Til de nære venner talte også familierne Collin og Tutein, og en af gæsterne ved et stort selskab i begyndelsen af 1840’erne var Thorvaldsen. Ved en senere lejlighed var Gade også blandt de inviterede. Her fortælles det, at han klappede to småpiger på hovedet, mens han talte med deres mødre. Den ene var Emils storesøster Sophie, der blev Gades første kone, den anden Emil Erslevs steddatter Mathilde Stæger, som han giftede sig med efter Sophies død! Når der var berømte udenlandske musikere på besøg i København, var de også gæster i Emil Hartmanns barndomshjem. Han oplevede således som barn at møde både Franz Liszt og Clara Schumann, der skrev hjem til sin mand, at Hartmanns børn havde foræret hende et lille sølvbæger til deres datter Marie. Desuden arbejdede faderen sammen med guldalderens store digtere Adam Oehlenschläger, J.L. Heiberg, Henrik Hertz og mange andre, der også hørte til bekendtskabskredsen. Emil Hartmanns var således et barn af guldalderen, hvad der kan høres i hans musik. Musikalsk gjorde han ikke oprør, men holdt fast i den nationale tone i musikken, hvad der blev et tveægget sværd senere i hans liv. Mens hans musik blev modtaget med begejstring i Tyskland netop på grund af denne nationale tone og hans udprægede evne til at skabe velklingende, smuk musik af stor formskønhed, blev han i København ofte bebrejdet, at hans musik manglede originalitet, hvad der fik ham til at skrive i et indlæg i Politiken: Naar man i disse Dage herhjemme bebreider Sgambati, at han i sine Værker ikke holder nok paa sin italienske Nationalitet, men er for meget paavirket af den germanske Aand, og at han kun er original, naar hans Arbeider ere italiensk nationale i Tonen, saa forstaaer jeg ikke, hvorfor man raisonnerer omvendt ligeoverfor mig. Det er mine Compositioners nationale Særpræg, der har bidraget saa meget til deres gunstige Modtagelse i Udlandet. Maaskee har man nu i Hjemmet faaet nok af den nordiske
8 · emil hartmann
Folkevisetone. Ialfald lader det til at denne Colorit, som man i flere Slægtled har fastholdt som national, for Øieblikket holdes mindre i Hævd. Naar moderne Componister skrive Musik, der ligesaagodt kunde være undfanget i Leipzig som i Japan, saaledes uden alt nationalt Særpræg, saa er det – originalt. Der er ikke tidligere skrevet en bog om Emil Hartmann. Da jeg i 1999 udgav min store biografi Hartmann. Et dansk komponistdynasti, indeholdt den et kapitel om Emil Hartmann, som har dannet basis for denne bog. Den positive modtagelse af biografien og udgivelsen af familiens breve i J.P.E. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780-1900 gjorde, at en af Emil Hartmanns efterkommere kom i tanker om, at de havde en kasse med breve stående på loftet, som de gav mig ubegrænset adgang til. Den viste sig bl.a. at indeholde alle Emil Hartmanns breve til hustruen, Bolette Hartmann, f. Puggaard, der trofast havde gemt dem sirligt ordnet. Eftersom dette vigtige kildemateriale, der er en guldgrube af informationer om Emil Hartmanns mange besøg i udlandet, altså ikke havde været tilgængeligt, da jeg skrev det omtalte kapitel, var det mig en stor glæde, at serieredaktør Jens Cornelius bad mig skrive denne bog, der uddyber kendskabet til en særpræget personlighed i dansk musikhistorie i det udgående nittende århundrede. Inger Sørensen Virum, maj 2020
forord · 9
barndom og tidlige sceneværker Emil Hartmann, der var Emma og J.P.E. Hartmanns ældste søn, blev født 21. februar 1836, blot tre måneder før faderen drog ud på en seks måneder lang rejse rundt i Europa. Allerede i 1843, da han altså blot var syv år, sendte H.C. Andersen hilsener til ham i sine breve til forældrene, hvor han omtaler Emil som ”Tombonisten”1, hvilket tyder på, at drengen var begyndt at komponere, førend han kunne tale rent! Det bekræftes også af Angul Hammerich, der i sin nekrolog i Nationaltidende skrev: Tidlig viste hans Talent sig. Allerede i Barneaarene omgikkes han i fuld Fortrolighed med Alt, Musiken vedrørende, skrev sine første Kompositioner, før han kunde skrive rent og var fuldt hjemme paa Klaveret. I sin Fader og sin højtbegavede Moder havde han sine naturlige Lærere, eller rettere sagt Vejledere. Thi Musik har han vel i Grunden aldrig egentlig ”lært” i bogstavelig Forstand af dette Ord. Tonerne var hans anden Natur, Tonernes Sprog hans andet Modersmaal. Hvem, der have kjendt ham, vil vanskelig kunde tænke sig ham noget Andet end det, han saa fuldt og helt var, Musiker.2 Nogen regulær musikundervisning fik Emil Hartmann dog, for i 1844, da hans far var i Tyskland, nævner Emma Hartmann i sine breve, at hun har arrangeret børnenes undervisning, der også indbefattede klaverundervisning hos komponisten Niels Ravnkilde, som havde været J.P.E. Hartmanns elev på Sibonis musikkonservatorium. Denne musikundervisning fik Emma Hartmann selv fornøjelse af, for da hun sidst i 1840’erne begyndte at komponere sine romancer, bad hun sin søn om at skrive dem ned, fordi hun ikke selv var i stand til det, men ”min Skoledrengekomponist”3 – som Hartmann kaldte ham i et brev til B.S. Ingemann, var altså i stand til det. Emil Hartmanns kompositioner fra disse år er øjensynlig pri-
10 · emil hartmann
mært sange, for i 1848 nævner Emma Hartmann over for veninden Bertha Weis i Aarhus, at han skriver ”Smaasange ved Naturens Til skyndelse”4, og en del af disse blev senere udgivet i det hæfte, han udsendte i 1876 under titlen 14 Smaasange for Ungdommen, af hvilke otte var skrevet i perioden 1844-50. Som Robert Henriques skrev ved udgivelsen, var de ”fordringsløse og beskedne, men tillige gjennemprægede af en smuk Naturlighed”.5 I 1857, da Emil Hartmann var 21 år, blev han sendt på et studieophold til Leipzig. Tre år senere fulgtes han med barndomsvennen, den senere svoger August Winding, til Paris, hvor han fik opført nogle værker, men alligevel forsøgte han senere at skyde skylden for sin manglende succes på faderens mangelfulde opdragelse i musikalsk henseende med bemærkninger som: ”Jeg vilde blot ønske at Fader havde været saa fornuftig at have sendt mig her ned [til Leipzig] et Aar eller 2 da jeg var begyndt at studere Musik, saa havde jeg lært Noget grundigt og principmæssigt, nu maa jeg hænge frygtelig i for at indhænte det Forsømte”6 og ”Havde jeg bare lært noget Mere end jeg har, saa vare mine Compositioner finere end de er, men jeg glemmer aldrig Fader at han har været saa flegmatisk og uenergisk i sin Opdragelse, det vil skade mig hele mit Liv igjennem”.7 Men han indrømmer dog også, at han ikke har været særlig flittig og har manglet evnen til at få sine ideer realiseret: ”der er en urolig Higen i mig efter altid at være beskjæftiget, det veed jeg nok, det ligger for en stor Del deri at jeg har tilbragt min Ungdom, det vil sige min allergrönneste Ungdom i et ubeskriveligt Phantasteri, og i Grunden bestilt grumme lidt, dels paa Grund af min stadige nerveuse Hovedpine, dels paa Grund af at jeg har componeret saa meget i Phantasien som aldrig kom paa Papiret. Nu, da jeg har nogen mere Arbeidskraft, er der saa mange Ideer der overvælder mig, og jeg maa anvende al den Energi og Arbeidskraft jeg har for at holde fast paa det. – Jeg skal sige dig der er stor Forskjel paa at have Ideer, og at give dem Legeme og Form. Det Sidste er Kunstnerens Opgave, og det er i Grunden det Vanskeligste ved Sagen, hvormange Ideer gaaer ikke tabt fordi man mangler Evne til at legemliggjøre dem, man kan ikke regne sig det til Fortjeneste at man
barndom og tidlige sceneværker · 11
har Talent eller Ideer, men man kan regne sig det til Fortjeneste at man bringer saa meget ud af det som muligt, jeg kommer altid til at tænke paa mit Yndlingsevangelium om de forskjellige Pund, der var tildelt de forskjellige Mennesker og Maaden hvorpaa de benyttede dem”.8 Emil Hartmanns officielle komponistdebut fandt sted skærtorsdag 1858, hvor han fik opført en passionspsalme for sopran, kor og orkester til tekst af B.S. Ingemann ved Det Kgl. Teaters kors påskekoncert i Frue Kirke. Det var ved denne lejlighed, at Emma Hartmanns kusine, Julie Hammerich, skulle have sagt: ”Han er ikke sin Faders Sön, – det er sin Moders!”9 Senere på året gik Emil Hartmann i gang med sin første store opgave. Sammen med den et år ældre ven August Winding havde han fået overdraget at skrive musikken til August Bournonvilles ballet Fjeldstuen. Bournonville havde hentet sin inspiration fra den kun 25-årige Bjørnstjerne Bjørnsons Norske Bondefortællinger og navnlig fra Synnøve Solbakken, der var udkommet i 1857. Den krasse realisme i disse noveller var noget helt andet end det, man var vant til som grundlag for Bournonvilles balletter, og han må også selv have følt behovet for at få en anderledes musik, siden han henvendte sig til to så unge komponister. Herom skriver Bournonville i sine erindringer: Programmet vil [...] vise, at jeg har gjort Regning paa et Publicum, der er vant til at følge mig om det saa gjelder et Spring af tyve Aar [...] Musiken, der var to unge Componisters Prøvestykke, udmærkede sig ved Ynde og Localfarve, endskjøndt den saavel i rhythmisk, som i melodisk Henseende, var mindre letfattelig, end den med Folkeviser saa rigt udstyrede Brudefærd i Hardanger.10 Fjeldstuen består af tre tableauer, hvor det fremgår af de autografe partiturer, at fordelingen i det store og hele var således, at August Winding tog sig af første tableau, mens Emil Hartmann tog sig af de to øvrige. Begge de unge mennesker havde dog øjensynlig behov for råd og vejledning, hvad instrumentationen angår, for begge
12 · emil hartmann
partiturer bærer præg af, at Windings lærer, Niels W. Gade, har korrigeret en hel del, mens J.P.E. Hartmann tog sig kærligt af sønnens arbejde og muligvis selv komponerede et enkelt af numrene. Dette bekræftes af en bemærkning i Bournonvilles dagbog for den 14. januar 1859, hvor han anfører, at han har ”arbejdet med gl Hartmann”, mens han i øvrigt har arbejdet syv gange med sønnen mellem 29. december 1858 og 22. marts 1859.11 Når Bournonville arbejdede på en ny ballet, var han altid utålmodig efter, at musikken skulle blive færdig. Det fortælles, at Emil Hartmann engang, da Bournonville kom for at spørge efter musikken til Fjeldstuen, i hast gemte sig i klædeskabet, hvor han var lige ved at blive kvalt, mens balletmesteren fortalte hans far ballettens indhold, og gamle Hartmann, lunt smilende over situationen, lyttede.12 Premieren den 13. maj 1859 blev modtaget med stort bifald, og de fleste anmeldelser var glimrende. Således stod der, ”at de to unge Componister, August Winding og Emil Hartmann, der saa dygtigt og charakteristisk have understøttet Balletdigtningen, have fuld Ret til at tilegne sig deres Deel af den varme, velfortjente Anerkjendelse.”13 I det lange løb kunne denne særprægede ballet, der med sin bonderealisme lå så langt fra populære værker som Napoli og Et Folkesagn, dog ikke klare sig, og den blev givet sidste gang i 1878, efter at have oplevet 28 opførelser i alt. Nu begyndte Emil Hartmann at stå på egne ben. Da han i august 1860 kom hjem fra Paris, forlod han hjemmet i Kvæsthusgade og flyttede ud på Gammel Kongevej. En fast indtægt skaffede han sig i 1861 ved at blive udnævnt til organist ved den nybyggede Skt. Johannes Kirke på Nørrebro, der blev indviet med pomp og pragt den 25. august af Frederik VII. For at bevise sine færdigheder havde den nybagte organist komponeret en Kantate for mezzosopran, kor og orgel til en tekst, som Ingemann havde skrevet til lejligheden. Arbejdet med Fjeldstuen havde givet Emil Hartmann smag for at skrive for teatret. I vinteren 1849/50 havde J.C. Hostrup forgæves forsøgt at overtale J.P.E. Hartmann til at skrive musik til syngespillet En Nat mellem Fjeldene, som han havde hentet inspiration til under en rejse til Norge. Dengang havde ”gamle Hartmann”,
barndom og tidlige sceneværker · 13
som han blev kaldt, efter at sønnen også begyndte at gøre sig bemærket i musiklivet, vægret sig, da han var af den opfattelse, at visse scener i stykket ikke var egnet til musikalsk behandling. Hostrup var blevet stødt og var i øvrigt ikke til sinds at ændre i anlægget, så stykket var blevet liggende. Gamle Hartmann havde imidlertid beholdt en afskrift, som Emil Hartmann må være stødt på i faderens gemmer, for i oktober 1861 skrev hans far til Hostrup, at sønnen havde kastet sig over stykket med overordentlig kærlighed, og at dette måtte tjene ham til undskyldning for, at han ikke havde fået anmodet om Hostrups tilladelse til at benytte teksten.14 Arbejdet var så langt fremskredent, at Emil Hartmann øjensynlig mente, at det var bedst at lade faderen med sine udtalte diplomatiske evner overtale vennen Hostrup til at give ham denne tilladelse. Men Emil Hartmann havde også fået andre ting, der optog alle hans tanker: Han havde forelsket sig i den velhavende grosserer Rudolph Puggaards datter, den 19-årige Bolette. Til hende skrev han i april 1863: Kjære søde, velsignede Bolette! ... jeg veed hverken hvor jeg skal begynde eller ende – dog en Ting er vist og det er at du har stjaalet min Fred, og at jeg hverken har Ro Dag eller Nat siden jeg lærte Dig at kjende – jeg veed ikke hvordan det skal gaae, det maa Vorherre raade for, men jeg er meget for lidenskabelig og urolig til at kunde arbeide med den Ro som för – jeg er revet ud af et Arbeide, som jeg havde sat hele mit Liv og min Sjæl paa – det gaaer ikke – jeg föler, idetmindste i hvisse Øieblikke at jeg [har] faaet en Gave som skal og maae udvikles med de störste Anstrengelser, hvis jeg ikke vil pines af en ond Samvittighed.15 En Nat mellem Fjeldene blev dog færdig til premiere den 11. april og fik mange pæne ord med på vejen. Thomas Overskou udtrykker i sin teaterhistorie undren over, at ingen tidligere havde givet sig i kast med Hostrups stykke, der var udkommet i trykt form, og fortsætter:
14 · emil hartmann
I dette af ægte Romantik gjennemsyrede Syngespil, der var saa rigt paa skjønne Enkeltheder og deilige Vers, havde Digteren benyttet de norske Sagn om Nøkken og Huldren. [...] Endelig havde dog Emil Hartmann benyttet denne Text og skrevet en Musik dertil, som i mange Henseender vidnede om Talent og paa alle Punkter viste en ærlig Stræben. Han havde næsten overalt ypperlig truffet den norske Folketone, og der fandtes ogsaa en enkelt smuk Melodi, men gjennemgaaende havde han i sin Frygt for alt Effektmageri været altfor sparsom paa melodieuse Satser, saa at Musikken, navnlig hvad det Overnaturlige og Dæmoniske angik, ikke var fri for at være noget triviel og farveløs.16 Også Fædrelandet undrede sig over, at ingen komponist havde vovet at give sig i kast med stykket, når komponisterne ellers gik omkring ”som brølende løver” og ledte efter egnede tekster, men havde dog alligevel visse reservationer over for stykket. Emil Hartmanns musik derimod fik mange pæne ord med på vejen: At der ikke desto mindre er fremkommet saa smuk en Helhed, kommer Hr. Emil Hartmann til ikke liden Ære; og det er ret morsomt, at netop en af vore yngste Musikere har taget fat her, hvor der var Noget at vove; det hører jo Ungdommen til. Han er nu bleven tredie dramatiske Componist i sin Slægt og har forsøgt sig i det Norske og med Held. Seet bort fra Ingeborgs lidenskabelige Udbrud i den store Scene i anden Act, der med Rette gaaer udenfor Grundtonens Charakter, men som dog, trods ret eiendommelige Vendinger, synes os at høre til det Svagere forbinder Musiken gjennemgaaende med en let norsk Farve en simpel, frisk Naturlighed, hvor Naturlighed er Fordringen, og Overnaturlighed, hvor det saa skal være. Componisten har haft Resignation nok til ikke at gjøre formeget af det, ikke anbragt lange Haler, hvor der ikke var Krop dertil, nærmet sig Folketonen saa meget som muligt uden at plagiere, og
barndom og tidlige sceneværker · 15
dertil lagt for Dagen, at han baade besidder dramatisk Blik og Evne til at holde Figurerne ud fra hinanden.17 Berlingske Tidende mente, at ”den af Hr. Emil Hartmann komponerede Musik vidner om et grundigt Studium af den musikalske Theori og et betydeligt Kompositionstalent. Heelt igjennem aander den poetisk Opfatning, Phantasi og Følelse. Instrumenteringen understøtter paa en charakteristisk Maade Sangen, og Harmonigangene ere som oftest naturlige og paa sine Steder interessante [...]”. Efter at have påpeget visse mangler, bl.a. at sangpartierne lå ubekvemt, konkluderede anmelderen: ”Men trods disse hos en ung Komponist let undskyldelige Mangler har denne Musik i det Hele taget dog saa store Fortjenester, at den kun vil vinde ved at høres oftere, og Hr. Hartmann har med dette Arbeide gjort en høist lovende Begyndelse som dramatisk Komponist.”18 H.C. Andersen, der overværede premieren den 11. april, var ikke udelt begejstret, for han noterede bagefter i sin dagbog: Om Aftenen i Theatret at høre første Gang Emil Hartmanns Musik til Hostrups Natten mellem Fjeldene; Musikken fyldte mig ikke, og Stykket var bund kjedsommeligt. Ideen er poetisk og det kan maaske være meget smukt at læse, men det er aldeles ikke dramatisk, der var en Uro i første Act og en stille Staaen i sidste, der foregik i Mørke, Elskeren sov lige til Stykkets Slutning, og da han traadte op sov jeg. Hostrups og Emils Venner var særdeles glade, Poeten Richard var overlegen og klog mod mig da jeg ikke var med. Der blev meget klappet men ogsaa hysset.19 Nogle dage efter kunne H.C. Andersen konstatere, at Gade, der i de få måneder, han var ansat som kapelmester ved Det Kgl. Teater, havde tilbudt at indstudere værket, gav ham ret: ”Besøgt i Dag Gade der var enig med mig om en Nat i Fjeldene var kjedsommelig og udramatisk, Bladene tage mærkeligt mildt derpaa og der siges saa gar at Texten er en Guldskat, Musikens første Act er mesterlig og anden Act slutter sig værdig til den.”20
16 · emil hartmann