forord Emil Hartmanns liv er den klassiske historie om vanskelighederne ved at være en berømt mands søn, når man gerne vil markere sig inden for samme fag. Efter premieren på hans syngespil Elverpigen i 1869 skrev H.C. Andersen i sin dagbog: ”gamle Hartmann er født Componist unge Hartmann er opdraget til det.” Dette synspunkt udbyggede han efter premieren på syngespillet Korsikaneren i 1873, hvor hans kommentar var: ”Emils Korsikaner har ikke gjort Lykke, jeg troede det dog da han bliver saa særdeles protegeret og baaret frem.” Denne opfattelse delte Andersen med mange af sine samtidige, og det generede Emil Hartmann i den grad, at han engang, da han var begyndt at vinde anerkendelse i udlandet, i desperation udbrød: ”Man vil saa gjerne derhjemme reducere mig til at være min Faders Søn og Gades Svoger!” Det var næsten umulige odds at kæmpe imod, selv om han tidligt havde vist tegn på at være en musikalsk begavelse. Men faderen J.P.E. Hartmann (1805-1900) og svogeren Niels W. Gade (1817-1890) – de to mest indflydelsesrige danske komponister i det 19. århundrede – var ikke de eneste komponister i familien. Emil Hartmann var født ind i et helt dynasti af komponister og andre musikere. Hans oldefar var den tyske komponist Johann Hartmann (1726-1793), der var indvandret fra Tyskland i 1761 og havde komponeret de to første danske syngespil, Fiskerne og Balders Død, begge til tekster af Johannes Ewald. Den ene af hans fem sønner, der alle blev musikere, var J.P.E. Hartmanns far August Wilhelm Hartmann (1775-1850), der var violinist i Det Kgl. Kapel og senere organist ved Garnisonskirken. På mødrene side nedstammede Emil Hartmann fra den ligeledes fra Tyskland indvandrede storkøbmand Johann Friedrich Zinn (1779-1838), blandt hvis efterkommere der også er flere komponister, såsom C.F.E. Horneman (1840-1906) og Asger Hamerik (1843-1923), der var Emil Hartmanns halvfætre. Gennem hele Emil Hartmanns liv boede faderen i Den Zinnske Gård i Kvæsthusgade, der var et samlingspunkt for mange af
forord
·7
tidens berømte personligheder. Her gik H.C. Andersen, der boede lige rundt om hjørnet i Nyhavn, hjemmevant ud og ind. Til de nære venner talte også familierne Collin og Tutein, og en af gæsterne ved et stort selskab i begyndelsen af 1840’erne var Thorvaldsen. Ved en senere lejlighed var Gade også blandt de inviterede. Her fortælles det, at han klappede to småpiger på hovedet, mens han talte med deres mødre. Den ene var Emils storesøster Sophie, der blev Gades første kone, den anden Emil Erslevs steddatter Mathilde Stæger, som han giftede sig med efter Sophies død! Når der var berømte udenlandske musikere på besøg i København, var de også gæster i Emil Hartmanns barndomshjem. Han oplevede således som barn at møde både Franz Liszt og Clara Schumann, der skrev hjem til sin mand, at Hartmanns børn havde foræret hende et lille sølvbæger til deres datter Marie. Desuden arbejdede faderen sammen med guldalderens store digtere Adam Oehlenschläger, J.L. Heiberg, Henrik Hertz og mange andre, der også hørte til bekendtskabskredsen. Emil Hartmanns var således et barn af guldalderen, hvad der kan høres i hans musik. Musikalsk gjorde han ikke oprør, men holdt fast i den nationale tone i musikken, hvad der blev et tveægget sværd senere i hans liv. Mens hans musik blev modtaget med begejstring i Tyskland netop på grund af denne nationale tone og hans udprægede evne til at skabe velklingende, smuk musik af stor formskønhed, blev han i København ofte bebrejdet, at hans musik manglede originalitet, hvad der fik ham til at skrive i et indlæg i Politiken: Naar man i disse Dage herhjemme bebreider Sgambati, at han i sine Værker ikke holder nok paa sin italienske Nationalitet, men er for meget paavirket af den germanske Aand, og at han kun er original, naar hans Arbeider ere italiensk nationale i Tonen, saa forstaaer jeg ikke, hvorfor man raisonnerer omvendt ligeoverfor mig. Det er mine Compositioners nationale Særpræg, der har bidraget saa meget til deres gunstige Modtagelse i Udlandet. Maaskee har man nu i Hjemmet faaet nok af den nordiske
8 · emil hartmann
Folkevisetone. Ialfald lader det til at denne Colorit, som man i flere Slægtled har fastholdt som national, for Øieblikket holdes mindre i Hævd. Naar moderne Componister skrive Musik, der ligesaagodt kunde være undfanget i Leipzig som i Japan, saaledes uden alt nationalt Særpræg, saa er det – originalt. Der er ikke tidligere skrevet en bog om Emil Hartmann. Da jeg i 1999 udgav min store biografi Hartmann. Et dansk komponistdynasti, indeholdt den et kapitel om Emil Hartmann, som har dannet basis for denne bog. Den positive modtagelse af biografien og udgivelsen af familiens breve i J.P.E. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780-1900 gjorde, at en af Emil Hartmanns efterkommere kom i tanker om, at de havde en kasse med breve stående på loftet, som de gav mig ubegrænset adgang til. Den viste sig bl.a. at indeholde alle Emil Hartmanns breve til hustruen, Bolette Hartmann, f. Puggaard, der trofast havde gemt dem sirligt ordnet. Eftersom dette vigtige kildemateriale, der er en guldgrube af informationer om Emil Hartmanns mange besøg i udlandet, altså ikke havde været tilgængeligt, da jeg skrev det omtalte kapitel, var det mig en stor glæde, at serieredaktør Jens Cornelius bad mig skrive denne bog, der uddyber kendskabet til en særpræget personlighed i dansk musikhistorie i det udgående nittende århundrede. Inger Sørensen Virum, maj 2020
forord
·9
barndom og tidlige sceneværker Emil Hartmann, der var Emma og J.P.E. Hartmanns ældste søn, blev født 21. februar 1836, blot tre måneder før faderen drog ud på en seks måneder lang rejse rundt i Europa. Allerede i 1843, da han altså blot var syv år, sendte H.C. Andersen hilsener til ham i sine breve til forældrene, hvor han omtaler Emil som ”Tombonisten”1, hvilket tyder på, at drengen var begyndt at komponere, førend han kunne tale rent! Det bekræftes også af Angul Hammerich, der i sin nekrolog i Nationaltidende skrev: Tidlig viste hans Talent sig. Allerede i Barneaarene omgikkes han i fuld Fortrolighed med Alt, Musiken vedrørende, skrev sine første Kompositioner, før han kunde skrive rent og var fuldt hjemme paa Klaveret. I sin Fader og sin højtbegavede Moder havde han sine naturlige Lærere, eller rettere sagt Vejledere. Thi Musik har han vel i Grunden aldrig egentlig ”lært” i bogstavelig Forstand af dette Ord. Tonerne var hans anden Natur, Tonernes Sprog hans andet Modersmaal. Hvem, der have kjendt ham, vil vanskelig kunde tænke sig ham noget Andet end det, han saa fuldt og helt var, Musiker.2 Nogen regulær musikundervisning fik Emil Hartmann dog, for i 1844, da hans far var i Tyskland, nævner Emma Hartmann i sine breve, at hun har arrangeret børnenes undervisning, der også indbefattede klaverundervisning hos komponisten Niels Ravnkilde, som havde været J.P.E. Hartmanns elev på Sibonis musikkonservatorium. Denne musikundervisning fik Emma Hartmann selv fornøjelse af, for da hun sidst i 1840’erne begyndte at komponere sine romancer, bad hun sin søn om at skrive dem ned, fordi hun ikke selv var i stand til det, men ”min Skoledrengekomponist”3 – som Hartmann kaldte ham i et brev til B.S. Ingemann, var altså i stand til det. Emil Hartmanns kompositioner fra disse år er øjensynlig pri-
10 · emil hartmann
mært sange, for i 1848 nævner Emma Hartmann over for veninden Bertha Weis i Aarhus, at han skriver ”Smaasange ved Naturens Til skyndelse”4, og en del af disse blev senere udgivet i det hæfte, han udsendte i 1876 under titlen 14 Smaasange for Ungdommen, af hvilke otte var skrevet i perioden 1844-50. Som Robert Henriques skrev ved udgivelsen, var de ”fordringsløse og beskedne, men tillige gjennemprægede af en smuk Naturlighed”.5 I 1857, da Emil Hartmann var 21 år, blev han sendt på et studieophold til Leipzig. Tre år senere fulgtes han med barndomsvennen, den senere svoger August Winding, til Paris, hvor han fik opført nogle værker, men alligevel forsøgte han senere at skyde skylden for sin manglende succes på faderens mangelfulde opdragelse i musikalsk henseende med bemærkninger som: ”Jeg vilde blot ønske at Fader havde været saa fornuftig at have sendt mig her ned [til Leipzig] et Aar eller 2 da jeg var begyndt at studere Musik, saa havde jeg lært Noget grundigt og principmæssigt, nu maa jeg hænge frygtelig i for at indhænte det Forsømte”6 og ”Havde jeg bare lært noget Mere end jeg har, saa vare mine Compositioner finere end de er, men jeg glemmer aldrig Fader at han har været saa flegmatisk og uenergisk i sin Opdragelse, det vil skade mig hele mit Liv igjennem”.7 Men han indrømmer dog også, at han ikke har været særlig flittig og har manglet evnen til at få sine ideer realiseret: ”der er en urolig Higen i mig efter altid at være beskjæftiget, det veed jeg nok, det ligger for en stor Del deri at jeg har tilbragt min Ungdom, det vil sige min allergrönneste Ungdom i et ubeskriveligt Phantasteri, og i Grunden bestilt grumme lidt, dels paa Grund af min stadige nerveuse Hovedpine, dels paa Grund af at jeg har componeret saa meget i Phantasien som aldrig kom paa Papiret. Nu, da jeg har nogen mere Arbeidskraft, er der saa mange Ideer der overvælder mig, og jeg maa anvende al den Energi og Arbeidskraft jeg har for at holde fast paa det. – Jeg skal sige dig der er stor Forskjel paa at have Ideer, og at give dem Legeme og Form. Det Sidste er Kunstnerens Opgave, og det er i Grunden det Vanskeligste ved Sagen, hvormange Ideer gaaer ikke tabt fordi man mangler Evne til at legemliggjøre dem, man kan ikke regne sig det til Fortjeneste at man
barndom og tidlige sceneværker
· 11
har Talent eller Ideer, men man kan regne sig det til Fortjeneste at man bringer saa meget ud af det som muligt, jeg kommer altid til at tænke paa mit Yndlingsevangelium om de forskjellige Pund, der var tildelt de forskjellige Mennesker og Maaden hvorpaa de benyttede dem”.8 Emil Hartmanns officielle komponistdebut fandt sted skærtorsdag 1858, hvor han fik opført en passionspsalme for sopran, kor og orkester til tekst af B.S. Ingemann ved Det Kgl. Teaters kors påskekoncert i Frue Kirke. Det var ved denne lejlighed, at Emma Hartmanns kusine, Julie Hammerich, skulle have sagt: ”Han er ikke sin Faders Sön, – det er sin Moders!”9 Senere på året gik Emil Hartmann i gang med sin første store opgave. Sammen med den et år ældre ven August Winding havde han fået overdraget at skrive musikken til August Bournonvilles ballet Fjeldstuen. Bournonville havde hentet sin inspiration fra den kun 25-årige Bjørnstjerne Bjørnsons Norske Bondefortællinger og navnlig fra Synnøve Solbakken, der var udkommet i 1857. Den krasse realisme i disse noveller var noget helt andet end det, man var vant til som grundlag for Bournonvilles balletter, og han må også selv have følt behovet for at få en anderledes musik, siden han henvendte sig til to så unge komponister. Herom skriver Bournonville i sine erindringer: Programmet vil [...] vise, at jeg har gjort Regning paa et Publicum, der er vant til at følge mig om det saa gjelder et Spring af tyve Aar [...] Musiken, der var to unge Componisters Prøvestykke, udmærkede sig ved Ynde og Localfarve, endskjøndt den saavel i rhythmisk, som i melodisk Henseende, var mindre letfattelig, end den med Folkeviser saa rigt udstyrede Brudefærd i Hardanger.10 Fjeldstuen består af tre tableauer, hvor det fremgår af de autografe partiturer, at fordelingen i det store og hele var således, at August Winding tog sig af første tableau, mens Emil Hartmann tog sig af de to øvrige. Begge de unge mennesker havde dog øjensynlig behov for råd og vejledning, hvad instrumentationen angår, for begge
12 · emil hartmann
partiturer bærer præg af, at Windings lærer, Niels W. Gade, har korrigeret en hel del, mens J.P.E. Hartmann tog sig kærligt af sønnens arbejde og muligvis selv komponerede et enkelt af numrene. Dette bekræftes af en bemærkning i Bournonvilles dagbog for den 14. januar 1859, hvor han anfører, at han har ”arbejdet med gl Hartmann”, mens han i øvrigt har arbejdet syv gange med sønnen mellem 29. december 1858 og 22. marts 1859.11 Når Bournonville arbejdede på en ny ballet, var han altid utålmodig efter, at musikken skulle blive færdig. Det fortælles, at Emil Hartmann engang, da Bournonville kom for at spørge efter musikken til Fjeldstuen, i hast gemte sig i klædeskabet, hvor han var lige ved at blive kvalt, mens balletmesteren fortalte hans far ballettens indhold, og gamle Hartmann, lunt smilende over situationen, lyttede.12 Premieren den 13. maj 1859 blev modtaget med stort bifald, og de fleste anmeldelser var glimrende. Således stod der, ”at de to unge Componister, August Winding og Emil Hartmann, der saa dygtigt og charakteristisk have understøttet Balletdigtningen, have fuld Ret til at tilegne sig deres Deel af den varme, velfortjente Anerkjendelse.”13 I det lange løb kunne denne særprægede ballet, der med sin bonderealisme lå så langt fra populære værker som Napoli og Et Folkesagn, dog ikke klare sig, og den blev givet sidste gang i 1878, efter at have oplevet 28 opførelser i alt. Nu begyndte Emil Hartmann at stå på egne ben. Da han i august 1860 kom hjem fra Paris, forlod han hjemmet i Kvæsthusgade og flyttede ud på Gammel Kongevej. En fast indtægt skaffede han sig i 1861 ved at blive udnævnt til organist ved den nybyggede Skt. Johannes Kirke på Nørrebro, der blev indviet med pomp og pragt den 25. august af Frederik VII. For at bevise sine færdigheder havde den nybagte organist komponeret en Kantate for mezzosopran, kor og orgel til en tekst, som Ingemann havde skrevet til lejligheden. Arbejdet med Fjeldstuen havde givet Emil Hartmann smag for at skrive for teatret. I vinteren 1849/50 havde J.C. Hostrup forgæves forsøgt at overtale J.P.E. Hartmann til at skrive musik til syngespillet En Nat mellem Fjeldene, som han havde hentet inspiration til under en rejse til Norge. Dengang havde ”gamle Hartmann”,
barndom og tidlige sceneværker
· 13
som han blev kaldt, efter at sønnen også begyndte at gøre sig bemærket i musiklivet, vægret sig, da han var af den opfattelse, at visse scener i stykket ikke var egnet til musikalsk behandling. Hostrup var blevet stødt og var i øvrigt ikke til sinds at ændre i anlægget, så stykket var blevet liggende. Gamle Hartmann havde imidlertid beholdt en afskrift, som Emil Hartmann må være stødt på i faderens gemmer, for i oktober 1861 skrev hans far til Hostrup, at sønnen havde kastet sig over stykket med overordentlig kærlighed, og at dette måtte tjene ham til undskyldning for, at han ikke havde fået anmodet om Hostrups tilladelse til at benytte teksten.14 Arbejdet var så langt fremskredent, at Emil Hartmann øjensynlig mente, at det var bedst at lade faderen med sine udtalte diplomatiske evner overtale vennen Hostrup til at give ham denne tilladelse. Men Emil Hartmann havde også fået andre ting, der optog alle hans tanker: Han havde forelsket sig i den velhavende grosserer Rudolph Puggaards datter, den 19-årige Bolette. Til hende skrev han i april 1863: Kjære søde, velsignede Bolette! ... jeg veed hverken hvor jeg skal begynde eller ende – dog en Ting er vist og det er at du har stjaalet min Fred, og at jeg hverken har Ro Dag eller Nat siden jeg lærte Dig at kjende – jeg veed ikke hvordan det skal gaae, det maa Vorherre raade for, men jeg er meget for lidenskabelig og urolig til at kunde arbeide med den Ro som för – jeg er revet ud af et Arbeide, som jeg havde sat hele mit Liv og min Sjæl paa – det gaaer ikke – jeg föler, idetmindste i hvisse Øieblikke at jeg [har] faaet en Gave som skal og maae udvikles med de störste Anstrengelser, hvis jeg ikke vil pines af en ond Samvittighed.15 En Nat mellem Fjeldene blev dog færdig til premiere den 11. april og fik mange pæne ord med på vejen. Thomas Overskou udtrykker i sin teaterhistorie undren over, at ingen tidligere havde givet sig i kast med Hostrups stykke, der var udkommet i trykt form, og fortsætter:
14 · emil hartmann
I dette af ægte Romantik gjennemsyrede Syngespil, der var saa rigt paa skjønne Enkeltheder og deilige Vers, havde Digteren benyttet de norske Sagn om Nøkken og Huldren. [...] Endelig havde dog Emil Hartmann benyttet denne Text og skrevet en Musik dertil, som i mange Henseender vidnede om Talent og paa alle Punkter viste en ærlig Stræben. Han havde næsten overalt ypperlig truffet den norske Folketone, og der fandtes ogsaa en enkelt smuk Melodi, men gjennemgaaende havde han i sin Frygt for alt Effektmageri været altfor sparsom paa melodieuse Satser, saa at Musikken, navnlig hvad det Overnaturlige og Dæmoniske angik, ikke var fri for at være noget triviel og farveløs.16 Også Fædrelandet undrede sig over, at ingen komponist havde vovet at give sig i kast med stykket, når komponisterne ellers gik omkring ”som brølende løver” og ledte efter egnede tekster, men havde dog alligevel visse reservationer over for stykket. Emil Hartmanns musik derimod fik mange pæne ord med på vejen: At der ikke desto mindre er fremkommet saa smuk en Helhed, kommer Hr. Emil Hartmann til ikke liden Ære; og det er ret morsomt, at netop en af vore yngste Musikere har taget fat her, hvor der var Noget at vove; det hører jo Ungdommen til. Han er nu bleven tredie dramatiske Componist i sin Slægt og har forsøgt sig i det Norske og med Held. Seet bort fra Ingeborgs lidenskabelige Udbrud i den store Scene i anden Act, der med Rette gaaer udenfor Grundtonens Charakter, men som dog, trods ret eiendommelige Vendinger, synes os at høre til det Svagere forbinder Musiken gjennemgaaende med en let norsk Farve en simpel, frisk Naturlighed, hvor Naturlighed er Fordringen, og Overnaturlighed, hvor det saa skal være. Componisten har haft Resignation nok til ikke at gjøre formeget af det, ikke anbragt lange Haler, hvor der ikke var Krop dertil, nærmet sig Folketonen saa meget som muligt uden at plagiere, og
barndom og tidlige sceneværker
· 15
dertil lagt for Dagen, at han baade besidder dramatisk Blik og Evne til at holde Figurerne ud fra hinanden.17 Berlingske Tidende mente, at ”den af Hr. Emil Hartmann komponerede Musik vidner om et grundigt Studium af den musikalske Theori og et betydeligt Kompositionstalent. Heelt igjennem aander den poetisk Opfatning, Phantasi og Følelse. Instrumenteringen understøtter paa en charakteristisk Maade Sangen, og Harmonigangene ere som oftest naturlige og paa sine Steder interessante [...]”. Efter at have påpeget visse mangler, bl.a. at sangpartierne lå ubekvemt, konkluderede anmelderen: ”Men trods disse hos en ung Komponist let undskyldelige Mangler har denne Musik i det Hele taget dog saa store Fortjenester, at den kun vil vinde ved at høres oftere, og Hr. Hartmann har med dette Arbeide gjort en høist lovende Begyndelse som dramatisk Komponist.”18 H.C. Andersen, der overværede premieren den 11. april, var ikke udelt begejstret, for han noterede bagefter i sin dagbog: Om Aftenen i Theatret at høre første Gang Emil Hartmanns Musik til Hostrups Natten mellem Fjeldene; Musikken fyldte mig ikke, og Stykket var bund kjedsommeligt. Ideen er poetisk og det kan maaske være meget smukt at læse, men det er aldeles ikke dramatisk, der var en Uro i første Act og en stille Staaen i sidste, der foregik i Mørke, Elskeren sov lige til Stykkets Slutning, og da han traadte op sov jeg. Hostrups og Emils Venner var særdeles glade, Poeten Richard var overlegen og klog mod mig da jeg ikke var med. Der blev meget klappet men ogsaa hysset.19 Nogle dage efter kunne H.C. Andersen konstatere, at Gade, der i de få måneder, han var ansat som kapelmester ved Det Kgl. Teater, havde tilbudt at indstudere værket, gav ham ret: ”Besøgt i Dag Gade der var enig med mig om en Nat i Fjeldene var kjedsommelig og udramatisk, Bladene tage mærkeligt mildt derpaa og der siges saa gar at Texten er en Guldskat, Musikens første Act er mesterlig og anden Act slutter sig værdig til den.”20
16 · emil hartmann
Imidlertid trak skyerne sammen over Danmark. I årtiet efter Treårskrigen 1848-50 blev det stadig vanskeligere at få den såkaldte helstat til at fungere, så i marts 1863 mente den nationalliberale regering, at tiden var inde til at løse problemerne ved delvis at udskille hertugdømmet Holsten og knytte Slesvig tættere til kongeriget i en ny forfatning. Det stødte på voldsom modstand fra tysk side, og gennem hele 1863 var der heftig diplomatisk aktivitet blandt de europæiske stormagter for at undgå den truende krig. På den baggrund var gamle Hartmann så forudseende, at han sidst i 1863 benyttede sig af sin stilling som sekretær i Den Borgerlige Indrulleringskommission til at få sønnen, der allerede på det tidspunkt havde vist svagelighedstegn, ind i det borgerlige artilleri, så han ville slippe for egentlig militærtjeneste, når den uundgåelige krig brød ud. Eftersom broderen Carl allerede havde frikøbt sig for at kunne rejse på studieophold til Rom, og den yngste bror Frits lige netop var for ung til at blive indkaldt, undgik alle tre brødre Hartmann altså at deltage i felttoget i 1864 i modsætning til deres fætre Jens og Sophus Zinn, der måtte aktivt med i krigen. Eftersom krigen allerede var fortid, da Emil og Bolettes bryllup fandt sted den 4. november i Frue Kirke, kunne begivenheden fejres med pomp og pragt. Niels W. Gade og H.C. Andersen havde slået sig sammen om at skrive en sang, der blev opført af Musikforeningens personale, og efter vielsen var der fest hos brudens forældre, der boede i Schimmelmanns Palæ.21 Endnu havde de unge ikke noget hjem, så de første dag efter brylluppet tilbragte de på familien Puggaards idylliske landsted Krathuset i Ordrup. Når de ikke havde sørget for et sted at bo, skyldtes det, at Emil Hartmann havde ansøgt om at blive Peter Heises efterfølger som musiklærer ved Sorø Akademis Skole. Ydermere havde Puggaard ønsket at forære brudeparret en rejse til Rom som bryllupsgave, men på grund af omstændighederne blev det ændret til en tur til Schweiz og derefter Paris, så de hurtigt kunne komme hjem, hvis stillingen skulle blive Emils. Gamle Hartmann forsøgte naturligt nok at støtte sin søns kandidatur, men hans sunde retfærdighedssans fornægtede sig heller ikke: ”Der er gjort for Emil hvad der kunde gjøres; jeg har selv været paa Fredensborg og talt med Kongen22 derom; han var
barndom og tidlige sceneværker
· 17
meget venlig og vel stemt for Emil, men naturligviis have ogsaa de andre Concurrenter, navnlig Siboni23, deres berettigede Krav. Saa det er næsten rimeligt, at Emil ikke faaer det”,24 skrev han til Carl i Rom. Det blev Erik Siboni, der bl.a. var gamle Hartmanns organistvikar i Frue Kirke, som fik stillingen, så indtil videre måtte Emil Hartmann nøjes med sin organiststil ling ved Skt. Johannes Kirke. Han havde dog nok at gøre, for han var begyndt på sin første opera, Elverpigen. Tekstforfatter var teaterhistorikeren Thomas Overskou, der tidligere havde været sceneinstruk tør på teatret. Han har benyttet adskillige sider i sin beretning om Det Kgl. Teaters historie til at udpensle, hvor uretfærdig en behandling operaen blev udsat for fra teaterledelsens side. Elverpigen skulle opføres i marts 1866, men pludselig blev opførelsen stillet i bero - uden årsag, hvis man skal tro Overskou, der sidst på året kastede sig ud i en hidsig brevveksling med teaterchefen. Han foreholdt ham, at direktionen allerede havde brugt en hel del penge på honorarer og dekorationer o.l., samt at operaen anciennitetsmæssigt burde været sat op for længst. Desuden beklagede han sig over, at man havde sagt, at operaen ville blive meget dyr at sætte op, hvad han fandt var et helt urimeligt synspunkt, når man anvendte mindst lige så meget på genoptagelsen af en ballet. Dette var uden tvivl et hip til Bournonville, der kort tid efter skulle komme til at kæmpe en lignende kamp om udgifterne til Thrymskviden. Hvad enten nu Overskous klager over den forsinkede premiere var berettigede eller ej, så fandt den først sted den 5. november 1867, og selv Overskou måtte indrømme, at ikke alle var lige begejstrede: Den var sat i Scene med megen Pragt og vandt ublandet, men ikke stærkt Bifald. Man fandt med Rette i den melodieuse Musik meget Smukt, men dadlede den med endel Uret for Mangel paa Originalitet og kjæk, dristig Flugt – det maatte da være efter det mangfoldigt Forskjellige, som man fandt for godt at forlange givet i en Operamusik, og som Alt tilsammen hverken gives eller kan gives i en en-
18 · emil hartmann
kelt Opera. Texten, der indeholdt mange ypperlige Motiver for Komponisten, vandt enkelte Blades Bifald, men blev af andre kaldt ”gyselig”, idet man ikke vilde bemærke Handlingens Indhold og Gang, ikke det musikalske Anlæg og Maal, men kun i Versene søgte at finde baade Feil og Trivialiteter. I ”Fædrelandet” hed det ret betegnende: ”Saa hellere en Libretto som de Verdiske, der ikke gjøre Krav paa Poesi, Mening eller Illusion, men aabenhjertig give sig ud for Røverhistorier, jo værre jo bedre. En Text som ”Elverpigen” vilde være udmærket for en Meyerbeer, der baade har et kolossalt Talent, og som er utrættelig i at skakre dermed; men den er en Fordærvelse for en Mand som Hartmann, der baade er for god og ikke god nok til at gjøre saadan ”Geschäft” med sit Pund”.25 Elverpigen, som Overskou kaldte ”romantisk opera”, hører hjemme inden for den nationalromantiske folkeviseinspirerede tradition med mindelser om både faderens Liden Kirsten og især Gades Elverskud. Den oplevede kun fem opførelser.
rejse på det anckerske legat En måneds tid efter premieren på Elverpigen rejste Emil Hartmann til udlandet, finansieret af Det Anckerske Legat. Den kunstinteresserede C.A. Ancker, der havde arvet en stor formue, havde ved sin død i 1857 bestemt, at halvdelen af hans kones arvepart skulle gå til fire rejselegater, hvis hun giftede sig igen. Denne paragraf trådte i kraft i 1860, og der nedsattes et udvalg, der hvert år skulle tage sig af udvælgelsen af fire kunstnere: en digter, en billedhugger, en maler og en musiker. Formanden for det samlede udvalg blev J.P.E. Hartmann, en post han bestred til sin død i 1900, og desuden kom Gade til at sidde i den sektion, der skulle udpege musikeren. Der var således lagt op til hvisken i krogene, eftersom både Emil Hartmann og senere August Winding søgte – og fik – musikerlegatet.
rejse på det anckerske legat
· 19
Begge var kvalificerede og begge så nært beslægtede med legatuddelerne, at det må siges at have været et uløseligt dilemma. Under alle omstændigheder betød det i flere henseender friske impulser for Emil Hartmann at komme ud i verden, og han var ikke i tvivl om sine rejsemål: Han ville til Tyskland, selv om det ikke var populært så få år efter den ulyksalige krig i 1864. Han begrundede det således: Jeg er nu ganske bestemt af den Mening at man gavner sit Fædreland mere ved at reise ud og gjøre Fremmede bekjendt med dansk Kunst og Videnskab, og tale og komme i Berøring med de Folk, som vi kun er vænnet fra Barnsben af til at hade, det gaaer dog op for En at man ved stadig at ligge stille uden at reise, faaer mange Fordomme, som man maa söge at ryste af sig. Efter min Anskuelse bestaaer Fædrelands kjærlighed ikke i at forgude sin egen Nation og hade næsten alt Andet, men i at lade den naturlige Kjærlighed som ethvert Menneske har til sit Hjem udvikle sig naturligt og deri at man sætter en Stolthed i at tjene sit Land enhver efter sine Evner.26 Første mål var Berlin, hvor Emil Hartmann blev meget imponeret over, at han kunne se en ny opera hver aften, operaer som Wagners Lohengrin og Tannhäuser, Beethovens Fidelio, Meyerbeers Afrikanerinden og Glucks Iphigenia, som han ikke havde set før, og desuden hver aften kunne vælge mellem 6-7 forskellige koncerter, hvor der spilledes to symfonier, dvs. på en aften flere end på et helt år i København. Kort efter ankomsten traf han den tyske komponist Adolph Jensen,27 der bestyrkede ham i forsættet om også at tage til Leipzig. Godt nok var kritikken strengere der, men hvis man fik succes, kunne man hurtigt finde en forlægger, der kunne udbrede kendskabet til værkerne. Emil Hartmann blev dog indtil videre i Berlin, for han havde opsøgt alle tre hofkapelmestre, og Wilhelm Taubert havde vist stor interesse for de partiturer, som Emil havde medbragt. Det drejede sig bl.a. om to symfonier i dmol, opus 6 og e-mol, opus 9 og Suite for orkester, som han senere
20 · emil hartmann
omarbejdede til en Nonet. Taubert brugte flere timer på at komme med gode råd angående instrumentationen o.l. Desuden var han så begejstret for de 24 Romancer og Sange, opus 5, der var Emils bryllupsgave til Bolette, at han formidlede, at et udvalg senere blev udgivet hos Breitkopf & Härtel i Leipzig. Også den anden hofkapelmester, Robert Radecke, viste interesse for Emil Hartmanns værker og forsynede ham med en anbefalingsskrivelse til den kendte musikpædagog og dirigent Julius Stern, der beredvilligt opførte Andanten af symfonien i e-mol med stor succes. I begyndelsen af december gik rejsen videre til Leipzig. Emil Hartmann fornemmede straks den store forskel på de to tyske musikbyer: Leipzig har et helt andet Physjonomi end Berlin, Her er det mere som en musikalsk Universitetsstad – Her lever en forskrækkelig Mængde unge Musikere baade Componister og Claver og Violinspillere fra alle Lande i Europa, og det naturligvis mest for Conservatoriets Skyld. – Det gaaer uhyre hurtigt at komme ind i Forholdene her, naar man kun har Bekjendtskab til En saa faaer [man] 100 Bekj. den næste Dag. Og det er ikke alene Tydskere her lever men af alle mulige Nationer: Englændere, Hollændere, Skandinaver, Russere, Sveitsere e.c.t. – Men dette interessante Samliv er ogsaa Hovedsagen ved Leipzig, Musiken faaer her let et blaseret Standpunkt, og Componisterne componere her mere for hinanden og ikke for Folket – kort sagt jeg fandt Publicum i Berlin mere folkeligt end her, der var det alle Stænder, Fattige og Rige mellem hverandre der dannede Auditoriet, her er det mere en lille temmelig blaseret Hob som giver Tonen an, den store Del af Folket har ingen Andel i Musiken, og har heller ingen Raad dertil, for alle Concerter er meget dyre.28 Emil Hartmann tog straks kontakt til Gewandhauskoncerternes dirigent Carl Reinecke, som han kendte fra dengang Reinecke var
rejse på det anckerske legat
· 21
hofpianist hos Christian VIII. Reinecke var positiv over for både symfonien og en suite, som Emil viste ham, og det samme gjaldt Gewandhausorkestret berømte koncertmester Ferdinand David, men da der ikke var flere prøver på indsendte værker, trak afgørelsen ud. Til gengæld blev hans klaverkvintet i g-mol opført ved en af konservatoriets aftenunderholdninger, efter at han havde omarbejdet den. Men mødet med det tyske musikliv fik ham også til at tvivle på sine evner. Ved nytårstid skriver han til sin kone i København: I det hele taget maa jeg sige dig at jeg er bleven noget confus med Hensyn til mit eget musikalske Standpunkt, alle mine Compositioner synes mig saa kjedelige og uinteressante, denne Reise vil have en væsentlig Indflydelse paa min fremtidige Udvikling. Saa meget er vist at jeg aldrig før har havt Øieblikke hvor jeg har tvivlet saameget paa mit Kald, jeg synes ikke jeg har Talent nok, men hvad skulde jeg tage fat paa naar Composition ikke var Hovedsagen, der er ikke noget som jeg har rigtig Lyst til i det practiske musikalske Liv og dog bliver det naturligvis en Nödvendighed for mig. [...] Du spörger om hvorfor jeg omarbeider Quintetten jeg har ikke forandret en Node i Compositionen, det har været mit Princip, og skal altid blive det ikke at forandre, eller idetmindste saa vidt som mulig, naar man engang har gjort noget, som man selv har været tilfreds med, men jeg har kun rettet i Instrumentationen, de spillede for meget med alle Instrumenter hele Tiden der er kommet mere Luft, men forresten er den triviel.29 I løbet af januar 1865 blev humøret dog bedre, for Emil Hartmann blev efterhånden optaget i de bedre kredse i Leipzigs musikliv, og Gewandhausorkestret besluttede at afholde en ekstraordinær prøve for at tage stilling til, om de ville opføre en af hans symfonier. Resultatet blev dog henholdende: De kunne ikke opføre dem før i den kommende sæson. Det behagede ikke Emil Hartmann:
22 · emil hartmann
Det kunde nu ikke falde mig ind at lade dem faae en af Symfonierne til næste Aar, jeg kan componere Noget, som bedre kunde passe for Forholdene, men Hovedsagen er at hvis der forresten er lidt godt i mine Compositioner saa passe de slet ikke for Forholdene her, det er Noget hvori jeg Dag for Dag er bleven mere bestyrket, det kan ikke nytte Noget at jeg her udsætter mig for en halv Succes, det skader mere end det gavner, jeg finder ikke at herværende Skole er morsom, men Ret i Noget har de i ethvert Tilfælde, og det skal jeg nok skrive mig bag Øret.30 Orkestermedlemmerne havde sagt, at det klang meget smukt alt sammen, men der var for meget melodi, han havde ikke haft tid til at gennemarbejde materialet – for lidt kontrapunkt, hvad Emil Hartmann tilskrev, at hans opdragere ikke havde givet ham den rette uddannelse. Selv om Trioen, opus 10 gjorde stormende lykke ved en aftenunderholdning på Konservatoriet, forlod han Leipzig den 14. februar som en skuffet mand med denne konklusion: ”Summa Summarum – det er Dag for Dag gaaet op for mig, at naar jeg ikke i et fremmed Land fuldstændigt kan tilfredsstille med et stort instrumentalt Arbeide saa ligger det i at min Opfindelsesevne er for svag.”31 Næste mål var Paris, hvortil Emil Hartmann ankom den 15. februar i selskab med den norske komponistkollega Johan Svendsen. Med et havde piben fået en anden lyd. Det var gået op for ham, at han havde været meget populær i Leipzig – over 50 mennesker var kommet for at tage afsked med ham på stationen, så han skrev til Bolette, at den bedste tid af rejsen nok var forbi. Paris blev da heller ikke nogen succes. I de mange breve, som Emil Hartmann sendte hjem til sin kone, nævner han næsten ikke noget om musiklivet, eller at han skulle have fået gode kontakter. Det meste af korrespondancen drejer sig om, hvorvidt Bolette skal komme til Paris og besøge ham sammen med sin søster Signe,32 eller om de skal rejse til Italien sammen med Emils bror Carl, der levede som billedhugger i Rom. Endeløse tirader om, hvor dyrt det vil være, og rasende udfald mod svigerfaderen, grosserer Rudolph Puggaard,33 fordi Emil Hartmann mente, at denne burde betale for begge døt-
rejse på det anckerske legat
· 23
res rejse. Enden på diskussionerne blev, at de to søstre kom til Paris i fjorten dage, men hvordan det forløb, fortæller historien intet om, kun at Bolette, kort tid efter at hun var kommet hjem, skrev, at hun troede ”at der var noget i vejen” med hende, hvortil gemalen svarede: ”jeg kan ikke begribe, at du skal have en Lille, det maa da være din egen Skyld, for jeg ved da, at jeg ikke kan gjøre for det saa sød jeg var imod dig”!!34 Umiddelbart efter at søstrene var rejst hjem til København i begyndelsen af april, satte Emil Hartmann kursen mod Wien. I Köln besøgte han komponisten Ferdinand Hiller,35 der gav ham håb om, at han ville opføre hans Serenade ved en af de berømte Gürzenich-koncerter i den kommende sæson. Hiller anbefalede også Emil Hartmann at gøre en afstikker til Rhinen i stedet for at tage med toget videre, hvad der faldt i god jord. Emil Hartmann nød rejsen med dampskib i fulde drag, inden han med tog fortsatte rejsen til Wien via Nürnberg, München og Salzburg. Det var ikke det helt rigtige tidspunkt at komme til Wien på. Byen var en stor byggeplads. I december 1857 havde Kejser Franz Joseph I givet ordre til, at fæstningsværkerne rundt om den indre by skulle rives ned og erstattes af en pragtgade: Ringstrasse. Nogle af de store palæer, der i dag pryder gaden, var ganske vist færdige, men Hofoperaen (den nuværende Wiener Staatsoper), Parlamentet og Burgtheater og andre pragtbygninger var stadig kun under opførelse. Emil Hartmann skrev da også hjem til Bolette: Wien er egentlig ikke smuk, der er nok storartede Quarterer, men Alt er saa ufærdigt [...] Wienerne ere meget elskværdige men vistnok en Del letsindige og overfladiske. Jeg glæder mig til at komme i Theatrene, der var jo lukket i den stille Uge. I Gaar Aftes var jeg i 2 Gartenconcerter den ene af Strauss som har et umaadeligt Navn her, og hans Concerter er vist ogsaa meget charakteristiske for Wienerne. Paaskeaften var jeg til en storartet Procession af Geistligheden her igjennem Gaderne til Stephanskirken, hvor der blev holdt storartet Messe. Jeg har i det hele taget hørt meget catholsk Kirkemusik, men jo mere jeg ser af de-
24 · emil hartmann
Emil og Bolette Hartmann fotograferet 1869 med døtrene Bodil, senere gift de Neergaard (1867-1959) og Agnete, senere gift Lehmann (18681902). Det Kgl. Biblioteks Billedsamling.
rejse på det anckerske legat
· 25
res Messer, desto barnagtigere og latterligere forekommer det mig. Derimod kan jeg godt lide at Kirkerne ere aabne hele Dagen, og at enhver kan gaae ind og holde Andagt.36 Ydermere var koncertsæsonen ved at være forbi, men det lykkedes dog Emil Hartmann at komme i kontakt med tre af de vigtigste personligheder i Wiens musikliv: Johann von Herbeck, der på det tidspunkt var hofkapelmester, violinisten Josef Hellmesberger, der var koncertmester i Hofoperaorkestret og senere blev Herbecks efterfølger, og Otto Dessoff, der var dirigent for Wiener Filharmonikernes abonnementskoncerter. Inden Emil Hartmann rejste videre til Dresden, opsummerede han sine indtryk af Wien: Jeg har havt et deiligt Ophold her i Wien, daglig flere og flere Bekjendtskaber. Med Helmsberger proberede jeg min Trio. Der var mange tilstede og det var en hel Nydelse at höre ham spille det, saa musikalsk og opfattet. De syntes Alle meget godt om det, og jeg har forskaffet mig mange Venner. I Fredags prøvede vi en af mine Symfonier i Conservatoriet – det var en temmelig ufuldstændig Prøve, men de maa dog have anerkjendt meget Godt deri, for da det var forbi reiste hele Orch[estret] sig op og applauderede og jeg holdt en lille Tale.37 I Dresden var det mest de fantastiske klippeformationer Bastei i Sächsische Schweiz syd for byen, der betog Emil Hartmann, men han fik dog også stiftet et nyttigt bekendtskab med hofkapelmester Julius Rietz, der havde udtalt, at han havde et betydeligt talent, som han skulle dyrke. I det sidste brev til Bolette konkluderer han: ”Jeg troer nok jeg forstaaer at reise og benytte Tiden bedre end saa mange Andre – det er deilige Indtryk jeg bringer med hjem!”38 Det kunne hans stedmoder Thora Hartmann bekræfte, for i maj 1868 skrev hun til forfatteren Henrik Scharling: ”Emil har været bortreist ½ Aar og er i disse Dage kommet Hjem forfrisket paa Aand og Legeme, han ligner sig selv, bevægelig i Spøg og Alvor.”39
26 · emil hartmann
tilbage i københavn og intermezzo i leipzig Rejsen havde skaffet Emil Hartmann nyttige kontakter i udlandet, for allerede en måned efter hans hjemkomst blev hans e-mol symfoni opført adskillige gange af den tyske dirigent Carl Liebig, der fra 1843 havde givet en række populære orkesterkoncerter i Berlin. Den stolte far kunne skrive til H.C. Andersen: ”Af Aviserne har Du maaskee seet Noget om den høist venlige Modtagelse, en af Emils Simphonier har fundet i Berlin. Det er kjedeligt, men desværre ganske characteristisk, at det er en tysk Kritik som skal gjøre vort Publicum opmærksomt paa hvad godt der er ved een af vore egne unge Folk, som Hjem mekritiken har været nær ved at mishandle.”40 Med den sidste bemærkning hentydede gamle Hartmann formodentlig til modtagelsen af Elverpigen, men der var ingen grund til at være utilfreds med den opmærksomhed, Berlingske Tidende viste denne symfoni. Her brugte man en hel spalte på at bringe en oversættelse af en artikel i Spenersche Zeitung af professoren i musik ved universitetet i Berlin Flodoard Geyer, der bl.a. skrev: Efter vort Skjøn staaer den nævnte Symphoni baade i Tankerne og i disses Udtryk ved Instrumenterne, navnlig Horn, Trompeter og Pauker, aldeles paa moderne Standpunkt. Formen er kort, stram og sammentrængt: det andet Thema kommer snart frem, Codaen gaaer til Ende i en rask Hvirvel og med Paukeslag. Hvad der ellers jevnlig maa dadles ved nye Motiver, der bringes ind i Compositionen, at de ikke faae nogen Ende, er her ikke Tilfældet. Tvertimod, Gjennemførelsen kunde vel være noget bredere, ellers bliver Stykket for ouvertureagtigt, og det Samme sporer man i sidste Sats, der staaer i E-dur og sandsynligviis skal forestille et Tonemaleri, maaskee en Seiltour og dens Omgivelser, streifende ind i Mendelssohns Maneer. De daktyliske Rhythmer i begge Satser bør Forfatteren for Fremtiden helst lade afvexle med andre. Den anden Sats er
tilbage i københavn og intermezzo i leipzig
· 27