Else Marie Pade
danske komponister 1: August Enna af Steen Chr. Steensen 2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius 3: Else Marie Pade af Henrik Marstal Udkommer 2019 4: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen 5: Asger Hamerik af Christian Hildebrandt (flere titler under udarbejdelse)
danske komponister
Else Marie Pade 1924-2016
Af Henrik Marstal
Danske Komponister 3: Else Marie Pade Af Henrik Marstal © Forlaget Multivers ApS, 2019 1. udgave, 1. oplag 2019 Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius Omslag: Christine Lind Tryk: Totem Printed in Poland 2019 ISBN: 978-87-7917-064-3 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes. Forlaget takker magister jürgen balzers fond for væsentlig støtte til udgivelsen.
indhold forord
7
indledning
9
en komponist træder an Den akustiske Else Marie Pade. 1944-1954
26
”båndmusikken” En ny musik til en ny tid. 1948-1955
36
på jagt efter lyde Stjernetiåret og karrierens hovedværker. 1955-1964
48
nedtælling til et karriereophør Elektronmusikken mister sin nyhedsværdi. 1965-1970
66
et kontemplativt komponistliv med kz-syndrom Mellem tro og tavshed. 1971-2000
77
hvilken technobedste? Genopdagelsen set i et kritisk lys. 2001-2009
93
en pioner tager langsomt afsked Elektroniske udklingninger. 2010-2016
105
den kønsmæssige dimension Tematisk læsning I
111
den populærmuikalske forbindelse Tematisk læsning II
122
tak
129
værkfortegnelse
130
diskografi
133
dokumentarfilm
133
kildefortegnelse
134
noter
138
værkregister
141
navneregister
141
Frk. Else Marie Haffner i en alder af 20 år, netop ankommet til København. 1945. (Foto: Ukendt)
forord Denne bog er tænkt som en skyldig hyldest til et menneske, hvis musik og musikopfattelse har inspireret mig, lige siden jeg første gang mødte hende. Mit første møde med Else Marie Pade fandt sted, da jeg i foråret 2001 sammen med en tidligere medstuderende fra musikvidenskabsfaget på Københavns Universitet, Ingeborg Okkels, lavede en portrætartikel til Dansk Musik Tidsskrift. Derefter begyndte vi begge at se Else Marie jævnligt, fordi hun var et dejligt menneske at være sammen med, fordi hun havde så meget spændende at fortælle fra sit fascinerende liv, og fordi det var en måde for os at dyrke en fælles passion på: den ældre elektroniske musik. Sammen med en række venner og kollegaer lærte vi hende med tiden ganske godt at kende. Vi skrev løbende diverse tekster om hendes værker, samtidig med at vi diskuterede musik med hende, tog på udflugter med hende og gik til koncert eller på café med hende. Efterhånden udviklede jeg et fortroligt forhold til hende, og vi fik talt om meget andet end musik også, inden bekendtskabet efter en årrække langsomt begyndte at fortage sig, i takt med at hendes demens trængte sig stadig mere på. Efter at hun var gået bort i januar 2016 i en fundamentalt anden verden end den, hun i 1924 var blevet født ind i, tog jeg som en slags afskedshilsen initiativ til remixalbummet EMP RMX 333, hvor en række electronicakomponister og lydkunstnere remixede hendes elektroniske værk Etude I (1962). Det udkom på hendes eget pladeselskab Dacapo den 2. december, på hvad der ville have været hendes 92-års fødselsdag. Det har indlysende betydning for denne bog, at jeg derfor ikke altid kan være helt sikker på at fremstå uvildig i mine vurderinger af Else Marie Pades musik og livsforløb. Til gengæld drager bogen fordel af den privilegerede adgang, jeg skulle få til hendes liv såvel som til værkerne og de overvejelser, der lå bag dem. Og så drager bogen fordel af, at jeg har kunnet basere min opfattelse af hende forord · 7
på personlige erfaringer – selvom hun havde så godt som hele sin musikalske produktion bag sig, første gang jeg mødte hende. Arbejdet med denne bog har kun bekræftet mig i, hvor fascinerende, Else Marie Pades livsverden var. Og det har desuden bekræftet mig i, hvor vigtigt det er at fortælle historien om hendes musikalske metier netop nu, hvor boet efter hendes musikalske virke for alvor begynder at blive gjort op med en øget interesse for hendes værker og alt det, hun efterlod sig. Henrik Marstal januar 2019
8 · else marie pade
indledning Der er jo mange kombinationer, men der er et mønster. Man kan bytte om på de indbyrdes brikker, men du kan ikke få andre brikker. – Else Marie Pade1
Selvom Else Marie Pades primære musikalske indsats går tilbage til anden halvdel af 1950’erne og første halvdel af 1960’erne – hvor hun i bedste modernistiske pionerånd bidrog markant til tidens landvindinger inden for den konkrete og elektroniske musik – forekommer hun her i årene efter sin død i 2016 stadig at have stor relevans. Hendes hovedværker har overlevet tidens tand, og hendes temmelig enestående status i dansk musik som elektronkomponist og kvinde har vakt blivende interesse i det kønsopmærksomme 21. århundrede. Og selvom genopdagelsen af hende i 2001 på flere måder kan kritiseres for sensationsmageri og overfladisk omgang med fakta, har den efterhånden gjort det klart, at Else Marie Pade må regnes med blandt 1900-tallets mest usædvanlige komponister i Norden. Men det er ikke kun det, det hele handler om. Det handler også om, at hun ud over at være en stærkt lytteværdig komponist opererede på en række planer, som hver især kalder på en eftertids lydhøre opmærksomhed: At hun ved konstant at indarbejde indre lydverdener fra sin barndom samt fra sine traumatiske oplevelser under Anden Verdenskrig så at sige inddrog sine egne livserfaringer som en ”autofiktionskomponist” og dermed skabte en sårbar og porøs platform for sine værker. At hun ved at insistere på at gå sine egne veje i et konservativt komponistmiljø i 1950’ernes Danmark fremstod som en pioner med både en stærk visionskraft og imponerende arbejdsiver, der ganske enkelt var frygtløs i sin brug af støj som musikalsk materiale. At hun inindledning · 9
teragerede med populærmusikkulturen på måder, der forekommer unikke i en nordisk sammenhæng. At hun var eksponent for en musikalsk retning i dansk musikliv, der havde efterkrigstidens europæiske avantgarde som sin primære reference og kunstneriske allierede. Og at hendes status siden genopdagelsen som den formodentlig mest kendte danske kvindelige komponist har bidraget til at bringe et markant kønspolitisk aspekt i spil inden for dansk kompositionsmusik. Formålet med denne bog er at sætte fokus på komponisten og musikmennesket Else Marie Pade. Dermed beskæftiger den sig udelukkende med hendes oplevelser under besættelsestiden i det omfang, det tjener dette formål. Godt det samme, for dette tema er blevet vendt og drejet i stort set alle de mange, mange portrætter af hende, der siden genopdagelsen blev bragt i tv, radio, aviser og magasiner.2 Og begge de hidtil udgivne biografier om hende, Andrea Baks nøgterne Else Marie Pade (2009) og Troels Donnerborgs dramatiserede og romanagtige Klangen af en stjerne (2009), går begge grundigt og detaljeret til værks i redegørelsen for netop hendes virke i modstandsbevægelsen i 1943-1944, hendes fængsling i Aarhus Arrest i efteråret 1944 og tiden i Frøslevlejren frem til befrielsen. Begge gør de også en del ud af at redegøre for hendes musikalske liv i arrestcellen i Aarhus med noder skrevet først på cellevæggen og siden i et nodehæfte, fordi Gestapos forhørsleder forbarmede sig over hende – han var selv musiker. Det er en afgørende pointe, også for denne bog, at Else Marie Pades musikalske interesse faktisk blev stimuleret, ikke svækket, af tilfangetagelsen. Og det er en afgørende pointe, at den livstruende situation, hun befandt sig i, formodentligt gjorde det lettere for hende at tage den helt afgørende beslutning om, at hun imod forældrenes og især morens ønske ville dedikere resten af sit liv til arbejdet med musik, hvis hun ellers slap levende fra nazisternes jerngreb. Denne bog gennemgår og reflekterer over Else Marie Pade liv som komponist, der spænder over omkring 75 år, men som især har fået opmærksomhed som følge af række af hovedvær10 · else marie pade
ker skrevet inden for det, man kan kalde hendes ”stjernetiår” fra 1955-1964. Denne indledning, som opridser baggrunden for bogen og giver en karakteristik af komponisten, bliver efterfulgt af syv (værk)biografiske kapitler, kronologisk ordnet. Dernæst følger to tematiske læsninger af hendes værk, der angår henholdsvis hendes status som kvinde og komponist samt hendes relationer til populærmusikkulturen. Bogen afsluttes med en formodentlig næsten komplet værkfortegnelse. Else Marie Pades værker er indtil nu først og fremmest blevet beskrevet i to antologier med biografiske gennemgange, interviews, værkanalyser m.v., nemlig henholdsvis Else Marie Pade. Livet i et glasperlespil (2005), redigeret af Hans Sydow, og Else Marie Pade og Symphonie magnétophonique (2006), redigeret af Inge Bruland. Disse antologiers detaljerigdom om hendes aktiviteter som komponist er stor, og med deres forskellighed i tilgange og formater giver de til sammen et kalejdoskopisk, men dybtgående indblik i Else Marie Pades liv og værk, om end et egentlig kritisk perspektiv på tingene for det meste er fraværende. Hertil kommer en lang række artikler, portrætter og biografiske oversigter, også uden for Danmarks grænser,3 der ligeledes sætter fokus på hendes virke. En mere systematisk, kronologisk fremstilling af Else Marie Pades musikalske aktiviteter har dog hidtil manglet – og denne bog er, dens overskuelige omfang til trods, et forsøg på at ændre på det. Bogen har draget nytte af det allerede eksisterende kildemateriale om Else Marie Pade. Men den er også delvist forskningsbaseret, idet den inddrager et kildemateriale, som enten ikke tidligere har været tilgængeligt, eller som hidtil ikke har været bragt videre aktivt i spil i forhold til hendes liv og levned. Det gælder en omfattende mængde dokumenter fra hendes private arkiver, som i 2018 er kommet det danske musikforlag Edition S i hænde (se herunder). Det gælder hendes private scrapbog med kronologisk ordnede udklip fra perioden 1954-1985.4 Det gælder dokumenter tilgået på de to sites Mediestream og især Dansk Kulturarv foruden DR’s databaser, hvor en lang række oplysninger om Else indledning · 11
Marie Pades værker og virke som komponist, præsentator og producer er tilgængelige. Og det gælder en række håndskrevne partiturer, avisudklip og manuskripter – foruden endnu en scrapbog – i Det Kongelige Biblioteks varetægt. Desuden er bogen baseret på interviews med personer, som på forskellig vis har befundet sig tæt på Else Marie Pade, herunder hendes ældste søn, Morten Pade, og hans datter, Lærke Pade. Mængden af materiale vedrørende Else Marie Pade voksede betragteligt efter genopdagelsen, hvorefter en lille afmatning indtræf fra omkring 2010. Dette materiale inkluderer interviews, portrætter, notitser, dokumentarfilm, tv- og radioudsendelser, essays, covernoter, fagartikler og de førnævnte bøger. Af andet materiale kan nævnes Suzanne Brøggers skuespil Glasperlespil (2012) og Marionetteatrets børneforestilling Bedstemor med klang i (2018).5 Desuden kan nævnes Hedda Lundhs Ikke noget theselskab. Var vi terrorister? Om en gruppe kvinder i modstandskampen (2002), hvor Else Marie Pade bidrog med erindringsessayet ”Det er Gestapo”, samt Kathrine Læsøe Engbergs antologi Modstandskvinder (2009), hvor hun bidrog med erindringsessayet ”Af kærlighed kommer kærlighed”. Endelig kan nævnes antologien Else Marie Pade – Samlede tekster (2017), udgivet af onlinemagasinet Passive/ Aggressive og redigeret af Simon Christensen og Mads Kjeldgaard, der udover to interviews rummer hovedparten af de artikler og tekster om musik, som Else Marie Pade fik offentliggjort i sin levetid over en periode på 46 år, fra 1958 til 2004. Edition S og pladeselskabet Dacapos kombinerede lokaler i det gamle Radiohus på Frederiksberg er den dag i dag beliggende blot en etage eller to over det lydlaboratorium, hvor Else Marie Pades elektroniske og konkretmusikalske pionerværker primært blev skabt. Lokalerne har gennem et stykke tid dannet rammen for et interimistisk arkiv med en omfattende mængde dokumenter vedrørende Else Marie Pade, efter at en overdragelsesaftale om hendes værker blev indgået mellem familien og Edition S i 2016. Dokumenterne vil i en overskuelig fremtid blive scannet og 12 · else marie pade
dernæst indleveret til Det Kongelige Bibliotek. Hertil kommer en større samling spolebånd i arkivet, som på foranledning af Edition S siden 2017 løbende er blevet digitaliseret og katalogiseret af komponisten Hans Peter Stubbe Teglbjærg. Jeg har haft lejlighed til at læse eller orientere mig i en betragtelig del af de skriftlige dokumenter, uden dog at have haft mulighed for at foretage en egentlig systematisk undersøgelse. Dokumentarkivet bidrager til at tegne et væsentligt mere nuanceret billede af komponistens liv, end det hidtil har været kendt. Dets drilske, men også diskret charmerende sammensathed gør det til et konstant varierende, om end udfordrende arbejde at undersøge det, idet det rummer en lang række ikke-klassificerede, men vidt forskellige typer af dokumenter i tilfældig kronologisk orden. I arkivet har jeg fundet partiturer (herunder udkast til ikke tidligere kendte torsoer), foredragsmanuskripter, digte, udkast til skuespil, radiospil og fortællinger, fyldige referater fra forelæsninger med førende internationale avantgardekomponister, værkanalyser, manuskripter til et børneoratorium og et dukkespil, udklip af artikler og anmeldelser, dagbogsoptegnelser, reklamepjecer for en række 1970’er-synthesizere, udkast til afsendte breve, modtagne breve – og meget, meget andet. Arkivet vidner om et energisk og idérigt, men undertiden også vildtvoksende og energimæssigt spredt kunstnerliv, hvor meget lykkedes, men hvor skræmmende mange initiativer også løb ud i sandet eller blot blev mødt med ligegyldighed af omgivelserne. Generelt er dokumenterne på Edition S svære at orientere sig i, ikke kun fordi de indtil videre henligger i tilsyneladende helt tilfældig orden, men også fordi de – i øvrigt i lighed med hendes håndskrevne partiturer og klaverudtog på Det Kongelige Bibliotek – næsten alle er udaterede, og fordi Else Marie Pade kun sjældent skrev kildeangivelser på sine mange avis- og magasinudklip. Selv et maskinskrevet referat af selve grundbogen for Else Marie Pade, nemlig Pierre Schaeffers À la recherche d’une musique concrète (1952) fremstår helt uden angivelse af, at det er denne kilde, der refereres fra. Med andre ord: Arkivets tusindvis af dokumentindledning · 13
sider spredt over mere end 60 år fremstår som intet mindre end et syndigt rod. Af samme årsag vil der ikke blive foretaget konkrete kildehenvisninger til de dokumenter, jeg her i bogen kommer til at henvise til eller referere fra, men i stedet blive henvist til arkivet som helhed. Formodentlig vil arkivets indhold inden alt for længe være tilgængeligt for enhver, der ønsker at tage det i nærmere eftersyn. Men arkivet kommer inden alt for længe til at blive større endnu. For Morten Pade har fortalt, at han i skrivende stund har yderligere materiale i sin varetægt, som endnu ikke er indleveret til Edition S. Materialet angår blandt andet en række brevvekslinger med hendes danske og udenlandske kollegaer.6 Det sidste ord om Else Marie lader dermed langtfra til at være sagt. Det udsagn af Else Marie Pade, der er bragt som motto øverst i dette kapitel, kan høres i Tine Louise Kortermands dokumentarfilm Else Marie Pade – elektron- og konkretmusikkens moder (2006). Undervejs i filmen tænker Else Marie Pade tilbage på det glasperlespil, hun fik som barn, og som skulle blive noget af hendes bedste legetøj. Ja, mere end det: Det skulle danne afsæt for et af hendes elektroniske hovedværker, Et glasperlespil I-II, som hun komponerede i 1960 midt i sin mest aktive og kreative periode. Anvendelsen af denne titel var ikke kun bestemt af hendes egen biografiske baggrund, for den var samtidig et kip med hatten til den tyske eksilforfatter Hermann Hesses utopiske fremtidsroman Das Glasperlenspiel, som blev udgivet i 1943 og oversat til dansk fire år senere under titlen Glasperlespillet. Bogen følger hovedpersonen Josef Knecht, der forbereder sig til embedet som glasperlespilmester et sted i Europa omkring år 2400 – et spil, hvor intellekt og intuition spiller en afgørende rolle. Og så refererede titlen på Else Marie Pades værk indirekte til titlen på Karlheinz Stockhausens Kreuzspiel (1951). Dette kammermusikalske stykke, som komponisten selv regnede som sit første egentlige værk, var ligeledes influeret af romanen.7 Som det vil fremgå af denne bog, var Stockhausen i det hele taget den komponist, som hun sammen 14 · else marie pade
med Schaeffer livet igennem følte sig mest åndsbeslægtet med og inspireret af, og som i perioder agerede som hendes mentor. Som legetøj er et glasperlespil tilsyneladende enkelt: Perlerne kan kombineres på alle mulige måder, og der kan laves mønstre i særdeles komplicerede kombinationer. I Kortermands dokumentarfilm ses den på det tidspunkt 81-årige komponist i færd med at lege med sit spil, som består af 13 gange 13 felter, og hvor sorte og hvide perler dominerer. Hun forklarer her, at mønstre af forskellig art har dannet grundlag for mange af hendes værker, og antyder derved, at glasperlespillet som begreb har dannet en mental baggrund for hendes kompositoriske virke som voksen og selvfølgelig også for værket af samme navn.8 Det citerede udsagn rummer en særlig erkendelse, som for så vidt er dækkende for hele Else Marie Pades virke som komponist: At skæbnen har sørget for at spille én nogle kort i hænde, som man må få det bedste ud af. Ordene kan næsten ikke læses som andet end en erkendelse af, at ikke blot barndommens livsverden, men i Else Maries tilfælde også mødet med Gestapo var et livsvilkår, der ikke sådan bare lige kunne skiftes ud: Der kom aldrig andre brikker. For nogle kunstnere har barndommen afgørende betydning, for andre slet ikke. For nogle kunstneres vedkommende er det, som om de slet ikke har haft nogen barndom, eller den figurerer blot som en nødvendig forberedelse til voksenlivet. Men for andre kunstnere er barndommen det stof, som de kunstneriske erkendelser i hvert fald delvist er gjort af, og som bliver ved med at generere nye spørgsmål, nye betragtninger. Else Marie var i udpræget grad en sådan kunstner. I hendes tilfælde gjaldt denne tilbagevenden ét bestemt forhold: de mange dage og nætter gennem de første 13 år af hendes liv, hvor hun som følge af nyrebækkenbetændelse (og undertiden også bronkitis) var henvist til sengen. Liggende alene udviklede hun her et særligt kendskab dels til eventyrets litterære verden, dels til de lyde, der omgav hende – lydene udenfor vinduet på hendes værelse såvel som lydene bag den lukkede dør, hvor hendes forældres lejlighed strakte sig. Hverdagslydene omkring hende var som skabt til at stimulere indledning · 15
hendes fantasi, og hun har selv ved talrige lejligheder fortalt om, hvordan de kunne være kilde til et helt univers, som andre ikke kendte til endsige havde adgang til – et højst privat univers, hvor lydenes særlige associative betydninger var knyttet til den lyttendes egne fortolkninger af dem. I Kortemands film vender Else Marie Pade flere gange tilbage til sin barndom som den helt afgørende klanglige forudsætning, og hun siger det sådan her: Jeg vil påstå, at de første år før skolealderen – dér har jeg haft den bedste arbejdsperiode i mit liv. Det legetøj, som jeg legede med – glasperlespillet, som jeg elskede så højt – det havde forskellige mønstre, og man kunne blive ved med de samme perler: at forandre på dem og lave mønster på mønster og få fantastiske ting ud af det. Og give det forskellige karakterer – man kunne bygge det i mørke farver, eller man kunne blande det hele sammen i rækker eller diagonaler eller et eller andet. Og der var kombinationsmuligheder og repetitionsmuligheder, og så tænkte jeg: ”Det er egentlig ligesom klange.” Jeg vidste ikke, at det hed klangfarver dengang, men jeg legede, at det var toner. Og dér tror jeg hele kimen [opstod] til det, der senere blev mine foretrukne klangkategorier at arbejde med inden for musikken, nemlig den elektroniske musik og den konkrete musik.9 Og i Katia Forbert Petersen og Iben Haahr Andersens dokumentarfilm Lyd på liv (2006) siger hun det på denne måde: Jeg havde en meget mærkelig verden, da jeg var barn, fordi jeg var så meget syg og lå i sengen og var isoleret fra omverdenen i lange perioder. Og så lyttede jeg meget til ting omkring mig, næsten ligesom et blindt menneske. Og efterhånden […] kom der mere og mere mening i de forskellige ting, jeg hørte. Når jeg havde for meget feber til at foretage mig andet, så kunne jeg ligge og lave små lydhistorier i sen16 · else marie pade