Hvis Experimentet har gjort noget Indtryk, da maatte det være som naar den vilde Fugls Vingeslag, ved at hø res over Hovedet paa de Tamme af samme Slægt, der leve betryggede i Virkelighedens Tilforladelighed, uvil kaarligt bringer disse til at slaae med Vingerne, fordi det te Vingeslag paa eengang er Ængstende og dog ogsaa har noget Tiltrækkende. – Kierkegaard
I. Den, der nærmer sig Dostojevskij fra den trygge menneskeligheds kyster, eksempelvis fra førkrigstiden, må føle sig til mode som én, der efter at have betragtet husdyr, hunde, katte, høns eller heste, pludselig ser et vildnis åbne sig. Overrumplet står han pludselig over for den utæmmede dyreverden, jaguarer og pumaer, tigre og krokodiller, slangeyngel, flaksende kongeørne og kondorer. Han er omgivet af en voldsom vildskab, af fremmedheden og gådefuldheden ved en natur, der endnu ikke er betvunget, endnu ikke er indfanget og indhegnet, endnu ikke er lammet og lænket af hundreddobbelte bånd. Alle beboede, hjemlige og milde egne ligger langt væk: Han har betrådt et ”urtidslandskab” (Stefan Zweig); læseren bliver ført hinsides de yderste grænsepæle, hinsides den velkendte menneskehed, og dér ser han beklemt et 7
Dostojevskij.indd 7
03.05.2021 12.00
ansigt, han ikke kender, på et menneske, der nok har navnet ’menneske’ tilfælles med ham, men som synes at bo hinsides alt, hvad der er forbundet med dette begreb, hinsides godt og ondt, klogt og tåbeligt, skønt og uskønt, hinsides stat og familie, skole og kirke. Således udgår der en slags hemmelig frygt og bæven fra mødet med Dostojevskijs verden og mennesker. Det kan lignes med den, der fra vildnisset vender tilbage til de tæmmede husdyr og nu ser træk af oprindelig vildskab i sine før så gemytlige, firbenede husfæller og inden for sine egne fire vægge pludselig opdager, at han står ansigt til ansigt med farlige, uanede, slumrende muligheder. ”Glimtet af kaos” har konsekvenser, og det er ikke uden grund, at Hermann Hesses vægterkald, plaget af gedulgt bekymring, har vundet ørenlyd, når det eftertrykkeligt peger på sammenhængen mellem Vestens undergang og Dostojevskijs russiske menneske. De ejendommelige udbrud fra en gådefuld menneskehed, som Dostojevskij lader os høre dem, har noget dybt pirrende, noget foruroligende, over sig. De giver uden problem søvnløse nætter og uhyggelige dagdrømme til den, der kommer dem nær. Latzkos Menschen im Krieg kan takket være sine grufuldt overdrevne scener muligvis have virket voldsommere på de nervesvage neutrale. Dostojevskijs mennesker lever fredeligt i 1860’ernes og 1870’ernes russiske byer. Der sprænger ingen granater, der ophobes ingen dynger af lig, ingen pigtråd stritter, det hele sker midt i en grå, triviel hverdag: Men så meget desto mere truende og desto sandere er disse historier om en uhørt anderledes, mørk menneskenatur, skjult bag en grå hverdags slør. Kunne det ikke også være, at der under overfladen på vores tilsyneladende velordnede liv slumrer en glo8
Dostojevskij.indd 8
03.05.2021 12.00
ende flamme fra et urmenneskeligt liv, fuld af uløst problematik og uforklaret gådefuldhed? Ja, måske den ikke engang slumrer længere? Vi kender alle den ejendommelige svimmelhed, der griber os, når vi for eksempel kommer tæt på et jernbanetog, der kører i samme retning som os: Vi mister omgående fornemmelsen for det spor, vi gik på, og begynder at vakle. Vi ramler nærmest ind i de cykler, der slingrer forbi os. Virkningen af mødet med Dostojevskijs mennesker er ikke meget anderledes. De marcherer forbi os i visionær fremmedhed og storhed, og så træder de os alligevel ejendommeligt nær, i samme retning, næsten som dobbeltgængere bevæger de sig, så vi uvilkårligt bliver bestyrtede og ikke kan fortsætte ad vores vej med samme sikkerhed. Vi ønsker at frasige os ethvert fællesskab med disse skikkelser, men kan alligevel ikke. I deres livs gåde vender vort eget livs gåde sig som et uudsigeligt og indtrængende blik tilbage mod os selv. Forbløffet har vi lyst til at spørge: Hvem er det, vi har mødt? Og dog ved vi, inden vi spørger, at vi har mødt os selv, for vi har netop mødt mennesket. Men hvad vil det sige: – at møde ’mennesket’? Hvad er dette: – ’os selv?’ Hvad er dette: – mennesket? Præcis dette er Dostojevskijs spørgsmål, og det er også vores eget spørgsmål. Fordi vi ikke kan undgå dette spørgsmål, nu mindre end nogensinde, kan vi heller ikke undgå mødet med Dostojevskij. For det er Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskijs skæbne og mesterværdighed at være plaget af dette spørgsmål i uhørt grad og at have stillet det i så omfattende vidde og indtrængende dybde, at alle spørgsmål, der hænger sammen med det, flyder sammen i hans værker som i et uhyre opsamlingsreser9
Dostojevskij.indd 9
03.05.2021 12.00
voir. Det giver hans liv som menneske denne nærmest legendariske storhed, særegenhed og nødvendighed – Stefan Zweig har gjort vidunderligt rede for det i sin studie af Dostojevskij. Men det gør også utilsigtet hans værk til det største grænseskel, der kritisk løber igennem alle væsentlige tankeretninger fra slutningen af det 19. århundrede, så de dermed ser deres egne brydninger og holdbarhed. For det, der foruroliger, isner og rører den tids mennesker, deres ånd og sind, deres hjerner og nerver, til nød og håb, til lidenskab, kval og længsel, til anelse af kommende rædsler og fjerne frelsesveje – alt dette var Dostojevskij også ombølget af, det trak igennem ham, rørte ham, pinte ham. Intet menneskeligt var ham fremmed. Han foregreb Zarathustra-Nietzsches opdagelse og budskab om menneskets undergang, men forudanede også hans titaniske greb efter overmennesket; Ibsens angreb på samfundet gennemførte han selv 10 gange hårdere; i sig bar han, uden at kende Kierkegaard og Overbeck, den dybeste mistro til den kristendom, der er blevet til kirke, og elskede netop det ved den russiske kirke, der ikke var kirke, det i den, som stadig var en rent bevaret henvisning til kristendommens kompromisløse urhistorie. Kampen for en endegyldig forsoning af kultur og samvittighed, som den opfyldte Tolstojs, hans samtidiges, konfliktfyldte sjæl, stod ham ikke fjern, han gav den ligefrem et vældigt udtryk. Frem for alt indså han, hvordan det økonomiske grundlag lod sig undergrave i de europæiske lande, hvorledes samfundsmoralen blev ædt op, og han fornemmede en underkuet menneskehed, der skreg fra dybet. Han mærkede omfanget af den vrede, der på en Vredens Dag havde samlet sig overalt. Han så også selv denne dag komme, 10
Dostojevskij.indd 10
03.05.2021 12.00
og han spåede dens vælde i profetiske ord. Som kun få kendte han til de løsslupne dæmoners magt; han vidste, hvad det må føre til, når mennesket, blændet af raseri, bryder ud af sine fangehuller og gør oprør. Således samler han den europæiske sjæls fragmenterede stræben ved det 19. århundredes slutning og holder et spejl op foran den. Og dén, der kigger ind, ser denne epoke, der driver mod krigens og revolutionens afgrunde. Han ser noget af dens navnløse uro, dens dybe skepsis, dens pinsel, trods og utilfredsstillede længsel. Dostojevskij skrev dens historie, mens den stadig omgav ham, og det er ikke forgæves, at man har følelsen af, at de, der mægtigst inkarnerer den tids gåde – jeg nævner igen Nietzsche og Tolstoj og kunne også tilføje Lenin – er skikkelser fra Dostojevskijs værk. Så klart så han alt, vidste besked med alt og bandt alt det, der rørte sig i tiden, i sit værks tryllekreds! Og dog var han ikke historiker, overhovedet ikke! Han bedrev med sikkerhed ikke det, man kalder ’studier’ i det 19. århundredes historie. Han kendte ikke til fremmedsprogligt stof i noget større omfang. Han rejste meget – men med hvilke sælsomt indadrettede og udadtil søvngængeragtigt lukkede øjne! Han læste mange aviser i udlandet – men næsten udelukkende russiske! Én ting er sikker: Han havde en uforlignelig næse for alt, der lå i luften. Og han besad i højeste grad det, han i Pusjkin-talen priste som det russiske karaktertræk par excellence, evnen til at sætte sig fuldkomment ind i fremmede sind. Men alt det forklarer ikke hans magiske evne til at gøre alle menneskets problemer til sine egne, selv de hemmeligste. Hans hemmelighed ligger i virkeligheden ikke i at kunne gætte alle slags hemmeligheder, ikke i at kunne vide noget om alle slags skjulte problemer. 11
Dostojevskij.indd 11
03.05.2021 12.00
Hans hemmelighed ligger i, at han vidste, at vi endnu intet ved – selv når vi ved alt muligt. Den ligger ikke i hans psykologiske natur eller personlige forudsætninger, som andre kunne have tilfælles med ham, uden at de dermed ville være som ham. Derimod ligger den i det, Karl Nötzel har kaldt hans fuldstændige forudsætningsløshed. Hans hemmelighed er virkelig ikke andet end ét spørgsmål, spørgsmålet om mennesket. Han bar ikke andet i sig end det store, uendelige, borende ønske om at komme til bunds i alt, og deri ligger hans hemmelighed. ”Jeg stillede jo hele tiden spørgsmål dengang,” siger Fyrst Mysjkin, hans foretrukne skikkelse, i Idioten, som om Mysjkin ville røbe Dostojevskijs egen hemmelighed. Alle ting på jord peger, så snart man spørger om, hvorfra de kommer, og hvor de skal hen, lysende tilbage på mennesket som det punkt, hvorfra de modtager deres værdi og værdiløshed, deres lys og skygge. Derved bliver mennesket den store gåde, som denne forudsætningsløse spørgers dybdeborende øjne falder på. Men selv over for mennesket bliver han ikke stående ved noget tingsligt, givet eller næstsidst, end ikke når disse problemer er af den finest tænkelige psykologiske dybde. Men ved mennesket, og først dér, vågner hans forudsætningsløshed i al sin magt og står sin prøve: ”Det, det kommer an på, er selve livet, den konstante opdagelse af livet, slet ikke opdagelserne i sig selv,” hedder det sig et andet sted i Idioten. Denne sokratiske visdom er også Dostojevskijs visdom og hans kunsts hele og sidste hemmelighed. Han forstod mennesket så dybdegående, fordi det var blevet en gåde for ham. Hvad er mennesket? – igen: Dostojevskij stillede dette spørgsmål; han gjorde ikke andet. Det kunne se ud 12
Dostojevskij.indd 12
03.05.2021 12.00
som lidt, men er umådeligt meget. For netop gennem ham bliver det klart, at dette spørgsmål, når man virkelig stiller det, ikke kun er et spørgsmål, men selv allerede et svar. Med ubønhørlig skarphed graver Dostojevskij analytiske tunneller i sine skikkelsers indre bjergminer, den ene efter den anden, fra de hemmeligste dybder til de yderste grænser. Selv den psykoanalytiske forsknings mest ekstreme resultater er foregrebet hos ham. Menneskets naive umiddelbarhed, hvor meget glans og magi, der end kan være over den – det være sig moralsk, æstetisk eller religiøst – ligger blottet for hans blik og falder til jorden sammen med al den glans og fortryllelse, som knytter sig til den. Menneskets endeligt er også enden på alle de veje, som Dostojevskij betræder sammen med det. Og alligevel udstråler netop Dostojevskijs værker, nærmest som om de var oplyst indefra, en mægtig, allersidste synteses hemmelighedsfulde, ikke længere jordiske lys. Det er ikke undergang, ikke hånlatter over det menneske, der er blevet narret af Djævelen, men det ubegribelige sejrsord opstandelse, der er hans romaners sidste: .… ”De ville tale, men kunne ikke. Begges øjne var blændet af tårer. Begge var de så blege, så hærgede; men i disse syge og blege ansigter lyste allerede en ny fremtids morgengry, en sand opstandelse til nyt liv.”.… Det er slutsætningerne i Forbrydelse og straf, og op af Mitja Karamazovs fangehul i slutningen af Brødrene Karamazov lyder ordet: .… ”Aljosja. I de sidste to måneder har jeg følt, at et nyt menneske var vokset frem i mig. Jeg har båret på det i mit indre, men det var aldrig kommet frem, hvis ikke dette tordenslag havde truffet mig. Livet er grusomt, men hvad gør det, om jeg i tyve år skal bryde malm i 13
Dostojevskij.indd 13
03.05.2021 12.00
gruberne – det frygter jeg ikke for; det er noget helt andet, der gør mig bange: bare det nyopstandne menneske ikke vil forlade mig!”.… Netop fra disse mørkeste dybder, som hans analyse borer sig ned i, strømmer det vidunderlige lys fra denne nye syntese. Fra fangehuller, netop fra fangehuller, stiger ord som Mitja Karamazovs op, og kun i ’syge og blege ansigter’ ligger en ny fremtids morgenrøde. ”Og kun hvor der er grave, er der opstandelser.” (Nietzsche) Det er hverken tilfældigt eller raffineret, forfatteragtig kontrastteknik. Her er en dybere hensigt. Der er ikke bare ord, det er erkendelse. Disse anskuelige modsætninger peger på uanskuelige sammenhænge. Disse tilsyneladende så uformidlede overgange i forgrunden vidner om meningsfuld forvandling i skjulte baggrunde. Den frygtelige Krisis, som Dostojevskij ser bryde ud over hele menneskets verden, er også en vending i retning mod frelsen. Fra døden til livet! Sådan hedder det dér. Denne indsigts nærhed og oprindelige samhørighed med den sokratiske visdom er ikke til at tage fejl af – det har vi allerede henvist til – men frem for alt er den forbundet med bibelsk indsigt. Det er det, der frem for alt må siges, hvis man vil sige noget sandt om Dostojevskij. For først dermed er hans storhed og vidden af de sammenhænge, han står i, afdækket. Først dét giver hans værk den slet og ret afsluttende karakter, der griber langt ud over Ibsen, Strindberg og Jacobsen, der på egne måder også er førsteklassesanalytikere. Først dét udgør hans romaners klassiske modenhed trods deres uhyrlige formløshed. Det er derfor, vi elsker dem. Ikke på grund af radikalismen i deres negationer, men derimod på grund af deres endnu større bekræftelse, der netop stiger fra benægtelserne. 14
Dostojevskij.indd 14
03.05.2021 12.00
Men netop – rejser sig ud af deres benægtelser! Ligesom Isenheim-alterets Antonius, der kun gennem den dæmoniske anfægtelses helvede formår at få øje på Guds ansigt i det høje, bryder morgendæmringen frem og kommer ikke til syne andre steder end i dyb nat og menneskelig tvivlrådighed. Dostojevskijs egne ord er vidnesbyrd om det: ”Mit hosianna har været igennem tvivlens store skærsild.” Derfor bliver det ved dét: Dostojevskij har ingen færdige svar eller løsninger at dele ud af. Hans løsning er én stor opløsning: Hans svar er et spørgsmål, det ene, brændende spørgsmål om menneskets væsen. Men den, der indlader sig på at stille dette spørgsmål, vil erfare, at netop dét spørgsmål er fyldt med svar. ***
Dostojevskij.indd 15
03.05.2021 12.00
II. En skare af mærkelige mennesker, mennesker fra alle samfundsklasser og fra alle tænkelige åndelige provinser mellem himmel og helvede, alle som taget midt ud af livet og sat ind igen samme sted, som kun en bondeskikkelse hos Jeremias Gotthelf kan være det. Ingen spøgelser eller skygger, men virkelighedens virkelige mennesker med jordiske navne og ansigter, alle fibre i deres væsen vokset sammen med den jord, de betræder; og alligevel er der i netop deres nærhed ved jorden noget mærkeligt ujordisk, netop i deres verdslighed er der noget, der overhovedet ikke er af denne verden, netop i deres rodfæstethed er der noget rodløst. Deres liv er banale og trivielle, just som livet er – tænk bare på skuepladsen for de fleste af Dostojevskijs romaner: mørke gyder, smalle kamre, tvivlsomme knejper, bordeller og fangehuller – men: hvilke sjælelige ekstaser, der rækker op i himlen og styrter ned i dybet, er netop disse mørke afkroge ikke skueplads for! Disse smalle celler og kamrenes nøgne mure genlyder af uhørte samtaler, fra disse murstensvægge i tarvelige forstadskvarterer skyder evige tankedrømme op, dette livs trivialitet og banalitet, mættet med et helt andet livs hemmelighed! Det er Dostojevskijs verden, det er hans mennesker. Dér er de: Hans svar fyldt af spørgsmål, hans spørgsmål fyldt af erkendelse! Men lad os træde nærmere: Forbrydelse og straf. En ung student i fattigdom og fornedrelse. Hans stærke, stolte ånd, mærket af tilværelsens alvor; i sit sølle kammer forekommer det ham, at 16
Dostojevskij.indd 16
03.05.2021 12.00
han er lukket inde i en kiste. Han leder efter en udvej. Hvorfor skal han ikke bare bryde sine begrænsninger, sætte sig igennem, om så det skal være ved vold, sågar over et lig? Han kender en gammel ågerkælling. Hvad er hendes liv værd i forhold til hans? Hvis han nu slog hende ned og tog hendes midler? – – er det ikke reelt og beslutsomt tænkt? Sådan tænkte Napoleon, hvis han da overhovedet tænkte, sådan handlede han i hvert fald. ... ”Den sande hersker, ham som alt er tilladt, lægger Toulon i ruiner, foranstalter et blodbad i Paris, glemmer en armé i Egypten, forøder en halv million menneskeliv under et felttog mod Rusland og slår det hen i spøg i Vilnius; og ham rejser man efter hans død mindesmærker og afgudsbilleder af – altså må alt være ham tilladt. Nej, den slags mennesker er tydeligvis ikke af kød og blod, men støbt i bronze!” Hvad forhindrer studenten i også at tænke og handle sådan? ”Et ’ualmindeligt’ menneske” – mener han jo ”har ret til […] at skaffe sig af med visse forhindringer, dog udelukkende i sådanne situationer, hvor det gælder virkeliggørelsen af en idé.” I alle fald: Noget hindrer ham. Han er godt nok et ’ualmindeligt menneske,’ han har ’en idé.’ Eller den har snarere ham. Men det er tydeligvis ikke så simpelt at overskride alle begrænsninger; det er tydeligvis ikke så simpelt at være støbt i bronze i stedet for at være af kød og blod. Åh, dette gådefulde Noget, som han ikke kan komme uden om! Er det uden for ham? Er det inde i ham? Er det æstetiske betænkeligheder, der holder ham fra mord? Er det moralske fordomme, ”Schiller’en i ham, der hele tiden gør oprør,” som Svidrigajlov håner ham for? Det rækker. Dette Noget findes jo! Men det bliver angrebet med knivskarp kasuistik: Det er udelukkende et tanke17
Dostojevskij.indd 17
03.05.2021 12.00
spind. Det bliver kvalt. For den stærke gælder der ingen betænkeligheder eller fordomme. ’Alt er tilladt.’ Vejen er banet, og som tegn på det falder mordøksen. En sejr er vundet. Eller – er den til slut alligevel det?! Var det ikke, allerede i det øjeblik øksen faldt, uendelig klart, at dette Noget ikke var overvundet? Hvorfor fuldførte morderen ellers sin gerning så unaturligt tvunget, så sløvt, så hæmmet, ”som om en eller anden” – siger Dostojevskij – ”havde grebet hans hånd og trak ham med, uimodsigeligt og blindt, med en overnaturlig kraft, uden at lytte til indvendinger. Som om han havde sat en flig af sit tøj fast i et tandhjul i en maskine, og den nu trak ham længere og længere ind i sig.” – Og efter gerningen, hvor mærkeligt rodløs og holdningsløs er den stærke da! De stjålne sager skjuler han ikke blot for politiet, men også for sig selv. Han er på flugt, selvom ingen forfølger ham. Forsøget på frigørelse ender med, at han går hen og angiver sig selv. I stedet for at rette sig guddommeligt op som sejrherre, lader han sig ydmyge af Sonja, luderen, bøjer sig til jorden, kysser den bodfærdigt og bliver forvist til Sibirien – og står nu netop foran dét livets eget uudsigelige Noget, der plagede og forfulgte ham, og som han alligevel med al sin knivskarpe dialektik ikke kunne forstå og heller ikke havde formået at rive til sig med sin gerning. Livets eget uudsigelige Noget – ja, det var det, der siden barndommen, uigennemskueligt for ham selv, havde været midtpunkt for alle Raskolnikovs drømme og spekulationer: ”Hvor er det nu, jeg har læst” – spørger han et sted sig selv – ”om en dødsdømt, der, en time inden sin henrettelse, sagde eller tænkte, at hvis han blev sat til at vælge mellem døden og et liv højt oppe på toppen af en klippe, kun med plads til hans to fødder – omgivet 18
Dostojevskij.indd 18
03.05.2021 12.00
af en afgrund, et ocean, evigt mørke – i evig ensomhed, med evige storme, at måtte leve et sådant liv i tusind år, i en evighed – at da ville han vælge at leve sådan frem for at dø? Bare at leve, at leve og leve! At leve lige meget hvordan – bare man lever! … Og det er jo sandt! Åh gud, hvor er det sandt!” I sådanne ord, fulde af uudslukkelig livstørst, ligger den skjulte drivkraft og forudsætning for al hans tænkning blotlagt. Derfor hvæsser han den ”som et barberblad.” Derfor driver han den til den yderste knivspids, til det punkt, hvor den – som han tror – omfatter alle modsætninger, og hvor den ubetinget må slå over i den efterstræbte fulde positivitet og umiddelbarhed ved livet selv, som han kongeligt vil sætte sig i besiddelse af. I personen Raskolnikov stilles spørgsmålet om livet med den vægt, som kun mennesket kan give det; ikke bare et spørgsmål om noget i livet, ikke om et lille stykke af det – livet, livet selv, livet i den fulde, skabende betydning er, hvad der efterspørges. Men noget sådant ligger ikke længere inden for menneskets muligheder. Hvis det lå deri, ville det ikke blot være menneskelige muligheder. Livet – er i Gud. I Ham ligger kilderne. Han er Skaberen. Men mennesket er ikke Gud. Eller er det?! – – Dette formastelige spørgsmål kommer Raskolnikov i berøring med. Det er kernen i hans problem. Det drejer sig for ham om denne Prometheus-overskridelse: ”Jeg myrdede ikke for at hjælpe min mor – det er noget pjat! Jeg myrdede ikke, fordi det kunne skaffe mig de økonomiske midler til at gøre mig til en af menneskehedens velgørere. Det er også noget pjat! Jeg begik bare et mord: Jeg begik et mord for min egen skyld, kun for mig selv; om det ville gøre det muligt for mig at udrette gode gerninger, eller 19
Dostojevskij.indd 19
03.05.2021 12.00
om det tværtimod ville gøre, at jeg kom til henleve resten af mit liv som en edderkop, der fanger fluer i sit spind og suger livet ud af dem, det var mig i det øjeblik fuldstændig revnende ligegyldigt! … Og pengene var heller ikke min vigtigste grund, Sonja, ikke da jeg gjorde det; det var ikke så meget pengene, jeg havde brug for, det var noget andet … Det ved jeg nu … Forstå mig ret: Hvis jeg kunne gøre det om, havde jeg muligvis ikke slået ihjel. Det var noget andet, jeg havde brug for at vide, noget andet, der fik mig til at gøre det, nemlig at finde ud af, om jeg var en lus ligesom alle andre eller et menneske. Kunne jeg overskride den grænse, eller kunne jeg ikke? Ville jeg turde række hånden ud og tage det, eller ville jeg ikke turde? Var jeg et umælende dyr, eller havde jeg ret til…!” Her bliver han afbrudt af Sonja. Men vi ved rigeligt. Nietz sches Ecce Homo er nær. Humanitetens grænsesten skal forrykkes. Det handler her om renheden af begreberne Gud – menneske – liv! Og løsningen? Vi har allerede antydet det. Da han har drevet sin dialektik til den skarpeste spids, hvor grænserne mellem himmel og jord, mellem Gud og menneske, udviskes, hvor mennesket griber efter Guds liv, der – slår løsningen om, ikke i liv, men i død. Den gerning, der slipper Prometheus-logikken løs, er en ugerning, mordet. Men netop deri findes også erkendelse. Nu bliver det uendeligt klart: Mennesket er ikke Gud. Også ’den stærke’ er ’en elendig lus som alle andre.’ At fatte livet i skabende umiddelbarhed ligger ikke inden for de menneskelige kræfters område. Ingen teori, end ikke den skarpeste, kan åbne adgangen til det. Ingen gerning giver adgang til det. Raskolnikov vågner ved denne erkendelse. ”’Hvorfor; hvorfor,’ tænkte han, ’skulle min idé være 20
Dostojevskij.indd 20
03.05.2021 12.00
dummere end så mange andre ideer og teorier, der går deres sejrsgang gennem verden og vil blive ved med at tørne imod hinanden, så længe verden består? Hvis man blot er i stand til at anskue ideen med uhildede øjne og gøre sig fri af hverdagspåvirkningernes fordummende indflydelse, ser min idé slet ikke så … mærkelig ud.’ […] Om og om igen pinte han sig selv med dette spørgsmål uden at kunne begribe, hvad der dengang, da han stod nede ved floden, havde overbevist ham om, at der i ham selv og hans overbevisninger skjulte sig en stor løgn.” Først nu forstår han sig selv. Først nu forstår han Gud. Først nu forstår han sig selv i Gud og ud fra Gud, netop gennem sine begrænsninger og menneskelighed. Han stræber ikke længere ud over det. For han ved, at fra mennesket går der ingen bro til Gud. Netop ikke, og det er for Guds æres skyld, og fordi mennesket nu engang er menneskeligt. Men – måske fra Gud – ?! Det er ikke længere et Prometheus-spørgsmål, for det er ikke længere et spørgsmål om menneskelige muligheder. I disse spørgsmål dages der for Raskolnikov en allersidste mulighed for virkelig at nå over til livets evige rige, muligheden for opstandelse. Men menneskets sidste mulighed er ikke længere menneskets mulighed. Den, der imidlertid som Raskolnikov er trådt ind i en tilstand af erkendelse af og frygt for Gud, han vil netop skulle forstå dette sidste og eneste, denne umulige mulighed, og vil kunne forstå den uden at være i fare. Den havde allerede én gang vist sig, da Sonja, luderen, læste Lazarus’ opvækkelse fra Johannesevangeliet (netop denne opstandelseshistorie!) højt for morderen i hin ubegribelige nat, fyldt af tilståelser og ydmygelse. Dengang forstod han det ikke. Men nu lægger det også for ham ubegribeligt store ord sig på 21
Dostojevskij.indd 21
03.05.2021 12.00
hans læber, dette ord, der siger mere, end et menneske kan vide: ordet opstandelse. – Et ”bekendtskab med en ny virkelighed” kalder Dostojevskij et sted resultatet af omvæltningen i Raskolnikov. Alligevel altså blot en teori? Igen kun en idé, en tanke? – kan vi fristes til at spørge. Ja, resultatet af denne kamp er igen blot en teori, igen blot en tanke. Men en ny tanke, en ny teori, ”en ny virkelighed.” Vi har hørt, hvori den består: i erkendelsen af, at menneskets sande, egentlige liv ligger hinsides mennesket, som det er her og nu, hinsides den øvre grænse for, hvad vi normalt kalder liv. Altså ikke blot for nu alligevel at vise en vej, hvortil man kan bemægtige sig dette sande liv og triumferende leve det til ende. Ikke for at vinde parolen ’Livet er mere end teori og tanke!’ ved at lade en såkaldt intellektuel gå til grunde for dernæst at diskreditere tænkningen i det hele taget og udelukke den til fordel for en mere end tvivlsom ’oplevelse.’ Det er sandelig ikke derfor, Forbrydelse og straf er blevet skrevet. Netop ikke derfor! Snarere er den virkelig udelukkende blevet skrevet for at lede tænkning om livet i den rigtige retning, at skelne en falsk tænkning fra en sand. Den, som alt dette forekommer for småt, kan sammen med romantikere og pseudo-revolutionære i alle afskygninger på ny forsøge, om det ikke skulle kunne lykkes, ved at overbyde Raskolnikov og gennem de mest radikale drejninger og gennembrud, at tiltvinge sig adgang til et overmenneskeligt liv hinsides alle grænser, der binder os her og nu. Men denne vil kun på nye måder genopleve Raskolnikovs tragedie. Raskolnikovs ’bekendtskab med en ny virkelighed’ var ikke for småt til Dostojevskij. For ham var det ikke for lidt, at der ved hans bogs slutning hverken er en revolutionær eller en 22
Dostojevskij.indd 22
03.05.2021 12.00
pacifist at se, hverken en særligt ren, ædel sjæl, martyr eller helgen, eller en livskunstner eller -reformator, ikke engang en fuldt omvendt, men – ”blot” en mand, der har opnået ”bekendtskab med en ny virkelighed,” og som ganske enkelt – for øvrigt stadig belastet af alle sin persons angribeligheder – igen vender sig mod livet, som det er her og nu, under denne anskuelses dom og forjættelse. Det er muligt, at det ikke regnes for meget her på jord – men i Himlen er der mere glæde over en synder, der gør bod, end over 99 retfærdige, der ikke har behov for det. ————— Brødrene Karamazov. En far og tre sønner og midt iblandt dem en kvinde, om hvilken de fortvivlet kæmper mod hinanden. En tjener løser konflikten gennem mordet på faderen og tror sig derved i forståelse med Ivan, den ene af sønnerne. Mitja, den anden søn, bliver mistænkt og kendt skyldig for det og skal derfor til Sibirien. Men den yngste, Aljosja, søger og finder en dybere mening i dette meningsløse, sydende og titaniske udbrud af lidenskaber. En fantastisk historie, kunne man sige, utroværdig i alle oprids. Og alligevel – findes der en vir keligere historie? Det er ikke forgæves, at kvinden – ikke som i Forbrydelse og straf en idé – denne gang står i stormenes og katastrofernes brændpunkt. Kvinden – hvad er det, kvinden? Lad os høre svaret: Hun hedder Grusjenka. Og et par af de fremstammede ord, som de, hun har fortryllet og bedraget, finder for hende, kan måske belyse hendes gådefuldhed. ”Jeg kan ikke være i familie med Grusjenka, den luder,” hævder Rakitin. Han, som er beslægtet med hende og i hem23
Dostojevskij.indd 23
03.05.2021 12.00
melighed efterstræber hende. ”Et tarveligt kvindfolk,” giver den gamle Karamazov ham ret – og fortsætter dog i mærkelige udbrud over for et par munke: ”Dette ’løsagtige pigebarn’ er måske helligere end I selv, bodfærdige fædre!” ”Denne kvinde er et dyr.” – ”Denne unge pige – hun er en engel. […] Jeg ved, hvor forførende hun er, men jeg ved også, hvor god […] hun er,” lyder andre domme. Men det jordskælv, der udgår fra hende, spejler sig kraftigst i Mitja Karamazovs ekstatiske ord: ”En tiger? Ja, det er hun! […] Denne frækhedens dronning! […] Dronning over alverdens infame heksekvinder!” Og mærkeligt nok stemmer disse afvigende domme overens med det indtryk, som den rene Aljosja har, da han ser hende første gang: ”Portieren gled til side og … Grusjenka kom smilende muntert hen til bordet. Det var, som om en streng brast i Aljosja. Han kunne ikke få sine øjne fra hende. Der var hun altså, denne frygtelige kvinde, ’dyret,’ som Ivan for en halv time siden havde kaldt hende. […] Hun var fyldig og ret høj, […] hendes bløde, ligesom lydløse, glidende bevægelser var formelig udviklet til samme ømme, sødladne kælenskab som hendes stemme. Man kunne ikke høre hendes fod mod gulvet; hun lod sig blødt glide ned i en lænestol, raslede blødt med sin elegante sorte silkekjole og hyllede kælende sin fyldige, mælkehvide hals og kraftige skuldre i et kostbart sort uldsjal. Hun var toogtyve år, og netop så ung så hun ud til at være. Hendes hud var meget hvid og rød, med et skær af blegrosa i det mørke. […] Men det pragtfulde, rige mørkeblonde hår, de zobelmørke øjenbryn og fortryllende blågrå øjne med de lange vipper måtte bringe den ligegyldigste, mest adspredte mand, selv i et opløb, på en folkefest, midt i en trængsel, til på 24
Dostojevskij.indd 24
03.05.2021 12.00
én gang at standse foran dette ansigt og huske det længe. Det, der især slog Aljosja i dette ansigt, var dets barnlige, åbne udtryk. Hun så frem for sig som et barn. […] Hendes blik varmede én om hjertet – det følte Aljosja. Der var også noget ved hende, som han ikke kunne forklare, dette bløde, ømme, kælne ved hendes bevægelser, dette katteagtige lydløse.” Dette er Grusjenka, kvinden. Og på den anden side Karamazoverne … ”Disse tre vellystninge, de lurer nu på hinanden … med kniven i støvleskaftet,” siger Dostojevskij – og de er dog far og sønner! Tilføjer vi. Det er baggrunden for dette drama, og handlingens rasende malstrøm, der opstår gennem den, udgør denne forbløffende bogs indhold. Raskolnikov var tryllebundet af sin idé. Men menneskets fortryllelse ved kvindens skønhed slipper ganske andre af lidenskabens storme løs, tilskynder til helt andre umålelige dristigheder, til titaniske himmelstorme og dæmoniske helvedsfald. Højdepunktet af menneskets fortryllelse sker gennem eros. Først da lærer mennesket alle sine højder og dybder at kende, først da ser det, hvad det er i stand til. Glødende dumhed, kold, sjælløs beregning, grænseløs stolthed, viljen til fornedrelse af andre mennesker, vældig-voldsom hævden sig og selvforagtelsens rasende trang til selvudslettelse, grusomhedens og kærlighedens udskejelser – sådan bølger det op og ned i strømmen. Mennesket bliver guddommeligt og djævelsk; thi om noget sted er der i erotikken givet lighed med guddommelige muligheder og virkeligheder. Men med ligheden også den titaniske fristelse til eritis sicut deus, fristelsen til at lade der blive mere end lignelse og tegn af det, som blot er lignelse og tegn, fristelsen til at overskride grænser, at skille himmel fra jord, fristelsen 25
Dostojevskij.indd 25
03.05.2021 12.00
til overmennesket, til menneskeguden. I denne forføreriske dobbelttydighed ligger den særlige fare ved den zone, i hvilken Grusjenka hersker, og som opildner Karamazoverne. Kvindens skønhed virker til at bryde ud af alle logiske og etiske sammenhænge, ud af al begribelig kontinuitet med livets øvrige indhold. ”Skønhed er gådefuld,” hedder det derfor i Idioten. Det vil sige, at den træder frem for det forbavsede og letbedragne menneskeøje som en værdi, der i sin ubegribelighed er alle andre værdier overlegen, da den selv ikke er afledt af noget andet. Den er indbegrebet af livet selv. Som om dét fandtes, der aldrig og intet sted kan findes for os, som om skønheden ville legemliggøre det, der dog aldrig bliver kød og blod: livets umiddelbarhed, det olympiske forår, menneskers guddommelighed. Betagelsen, vildfarelsen, mandens beruselse i kvinden og kvindens i manden springer derfor så let enhver målestok. Det er erotikkens trolddom. Men netop – dens trolddom. Allerede på opstigningen til Olympen møder de fortryllede skaren af detroniserede guder på vej ned, og hvis de er kloge, ved de, at også de skal dø. Fra begyndelsen er der med muligheden for beruselse og forførelse ligeså givet en stærkere mulighed for at modstå fortryllelsen, at vågne op af forførelsen, at helligholde grænserne – at erkende Gud. Og der, hvor det uundgåelige fald i dybet er følgen af de titaniske overskridelser, netop dér kan den efterstræbte, den usurperede himmel ikke længere forveksles med den virkelige himmel. Når erotikkens gudedrøm, som mand og kvinde drømmer, er bragt til ophør, er nøgternhed og saglighed måske tilstrækkeligt til stede til en jævn indsigt i, at dette områdes grænser i særdeleshed ikke lader sig overskride. Men hvor denne forveksling ikke 26
Dostojevskij.indd 26
03.05.2021 12.00
længere finder sted, hvor – uundgåeligt under pinsler og skuffelser – denne indsigt i det helt særlige fangenskab af manden som mand og kvinden som kvinde baner sig vej, der er skridtet ikke langt til et suk efter en ny, helt anden udformning af mennesket, hvor der ikke vil findes hverken mand eller kvinde. Men der ligger Gudserkendelse i dette suk, for det er sukket efter noget, mennesket ikke længere kan overskride, det er et suk efter opstandelse. Mitja Karamazov og Grusjenka, den infernalske kvinde, står ved bogens slutning med dette suk på læberne, trætte af deres lidenskabers odyssé, foran himmerigs porte. Således har Aljosja ikke helt uret i sin tro på en mening i den karamazovske malstrøms tragedie, en dyb, sidste, frelsende mening! Således er det ikke kun en ulyksalig skæbne at have karamazovsk blod rullende i årene! Således ligger der ikke udelukkende en forbandelse over det at være mand og kvinde, men også en stor forjættelse! Hvor der elskes meget, kan meget også tilgives! ————— En dyb tydning af alt, der sker, også det mest rodede, er på en eller anden måde altid til stede i den sælsomme, sky yngling Aljosja med sin tro og bag ham staretsen Zosima, af hvis mund de mærkværdigste indsigter tilflyder Aljosja. Til tider fornemmes tydningen blot perifert – ligesom de hvide klostermure i udkanten af den karamazovske verden mærkes, for nu at tale med Volynskij. Denne mulighed for at stå ved livet, som begge disse to står ved det, denne nærmest uhyrligt store, tyngende mulighed, som de begge fornemmer, som de begge er vidende om og forsøger at tyde, kan også rykke fra periferi 27
Dostojevskij.indd 27
03.05.2021 12.00