digt eller dø
Jon Høyer
digt eller dø Egil Skalle-Grimssøns to langdigte ”Hovedløsen” og ”Sønnetabet”
Digt eller dø. Egil Skalle-Grimssøns to langdigte ”Hovedløsen” og ”Sønnetabet” Af Jon Høyer © Forlaget Multivers ApS, 2017 1. udgave, 1. oplag 2017 Forsidebillede: Et stiliseret mandshoved skåret i træ. Det stammer fra siden af den vogn, der er fundet i Oseberg-graven i Norge og er dateret til midten af 830’erne. Omslag og sats: Christine Lind Bagsidetekst: Jon Høyer Tryk: Totem Printed in Poland 2017 ISBN: 978-87-7917-438-2 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes. Udgivelsen er støttet af
Dansk-Islandsk Fond Fondet for Dansk-Islandsk Samarbejde Letterstedska Föreningen Velux Fonden Velux fondens støtte er ydet under Fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene.
Indhold
1. Oplæg ............................................... 7 2. ”Højt og stejlt mod stævnen” ............ 11 3. ”Hovedløsen” ................................... 19 4. Egil .................................................... 47 5. ”Sønnetabet” ..................................... 65 6. Litteratur ........................................... 91 7. Illustrationsliste ................................. 93
1. Oplæg En af verdens største digtere er efter min mening den islandske viking og bonde Egil Skalle-Grimssøn, der levede fra omkring 910 til 990. Allerede i sin samtid var han anerkendt som en fremragende skjald. Men set i eftertidens lys var han langt mere end det. Dels reddede han to gange sit liv takket være sin digtning, første gang med digtningen som overlegent verbalt kampvåben, anden gang med digtningen som den eneste eksistentielle vej til overlevelse, og han fik i begge tilfælde helt bogstaveligt vristet sig ud af dødens greb. Og dels fornyede og omformede han begge gange den genre, han digtede i, skjaldekvadet, og brugte sine lyriske muligheder som ingen før, dybt originalt, litteraturhistorisk enestående. De to digte er forbavsende aktuelle. ”Hovedløsen” er det først og fremmest gennem sin formbevidsthed og sin sproglige ekvilibrisme, der skaber en fritsvævende verden af ord, der mest af alt peger på sig selv som kunst. ”Sønnetabet” er det først og fremmest ved, at digteren, der har lukket sig inde for at sørge sig ihjel efter et ubærligt tab, kommer over det takket være sin evne til at formulere det digterisk. Alt dette kan umiddelbart være svært at se for en dansk læser. For hvor mange gange de to langdigte, der her er tale om, end er blevet fordansket, har overførslen fra kildesproget til målsproget enten været alt for bundet til det norrøne
1. oplæg · 7
sprog og til de sproglige særtræk, der kendetegner skjaldedigtningen, eller også har overførslen været alt for ubundet, med store omdigtninger til følge. Hvad jeg præsenterer her, skulle gerne være en tredje mulighed, der først og fremmest har til formål at vise den danske læser, hvor stor en lyriker Egil Skalle-Grimssøn var. Jeg vil først give et eksempel på min fremgangsmåde ved at præsentere og fordanske et enkelt kort digt af ham. Herefter følger min tilsvarende præsentation og fordanskning af de to langdigte, med et kapitel om Egil som person ind imellem de to langdigte, først og fremmest for at kaste lys over det sidste af dem. Præsentationen vil bestå af en opridsning af baggrunden for hvert enkelt digt, sådan som jeg ser den, og af en række forståelsesfremmende og til tider tolkende kommentarer, hvad de to langdigte angår. Desuden et overblik over disse to digtes komposition og tematik. Hertil kommer i alle tre tilfælde en redegørelse for formelle træk og en ordret oversættelse, så læseren kan sammenligne med min gendigtning og i øvrigt kan kigge mig i kortene. Hver gang har jeg sat mig for at bringe den danske tekst på højde med den norrøne ved at overføre tematikken og de originale formuleringer og følge en naturlig dansk ordstilling og overholde de formelle træk, det vil her sige følge det pågældende skjaldekvads stavelsestal og rytme og bogstavrim, og hvad ”Hovedløsen” angår desuden enderim. På den måde kan det forhåbentlig ses, hvordan stramme formelle bindinger kan indfange og fastholde ustyrlige følelser, og i hvor høj grad et digts betydningsdannelser kan bero på rim og rytme.
8 · digt eller dø
Til gengæld har jeg givet køb på overførslen af mange af de såkaldte kenninger, toleddede eller flerleddede omskrivninger. En elastik må jeg jo have. Et eksempel på en kenning kan være ”Gestils svane”, der betyder ”skib”. For det første vinder jeg tre stavelser ved kun at skrive ”skib”, og for det andet giver forståelsen sig selv, så læsningen ikke stoppes, men kan flyde ubesværet videre. Ellers var læseren her blevet sat til at gætte en gåde og i bedste fald blive henvist til en note, der oplyste, at Gestil er en søkonge og svanen oven på hans rige et skib. At kenninger er en konvention, der er knyttet til genren, får læseren så ikke med ret mange steder her, men heller ikke ret mange af den slags afbrydelser af læsningen, der rebusagtigt blokerer for den umiddelbare forståelse. Så vidt mine valg. Baggrunden for dem har været mit ønske om principielt at bringe nutidige danske læsere i samme position i forhold til teksten som den, datidige lyttere og læsere har indtaget, så Egils skjaldekraft også kan slå igennem her og nu. Kort sagt: at vise danske læsere Egils lyriske kvaliteter. Fordanskningerne har taget godt og vel et halvt år. Egil digtede ”Hovedløsen” på en nat og velsagtens ”Sønnetabet” på et døgns tid.
1. oplæg · 9
2. ”Højt og stejlt mod stævnen” For den, der ønsker at orientere sig i den ene eller den anden udgave af ”Egils saga” eller i den litteratur, jeg har støttet mig til, henviser jeg til litteraturlisten bagi. Kapitel 57 og 58 i den seneste danske udgave af Egils saga, fra 2014, som jeg henviser til fremover, viser baggrunden for det digt, der her skal præsenteres og fordanskes. Egil står til søs fra Norge mod Island i modvind og med uforrettet sag og med en række voldsomme reaktioner bag sig og i sig, efter en retssag på Gulating ved Sognefjordens munding, hvor han havde retten på sin side, men havde kongen og dronningen imod sig. De beordrede de fredhellige hasselstænger omkring dommerne revet ned og dommerne fordrevet, retten fejet til side af magten. Sagen drejede sig om, at Egils kone Asgerd uden videre har fået frataget sin arv efter sin norske far Bjørns død. Det hele, store landområder især, er med kongens og dronningens samtykke blevet overtaget af hendes halvsøsters mand Bjerg-Ønund. Asgerd er født af Bjørns første kone, der siden døde. Både Bjerg-Ønund og Egil er Bjørns svigersønner, BjergØnund gift med datteren af Bjørns andet ægteskab. At Asgerd – og hermed hendes mand Egil – er arveberettiget, kan der altså ikke være tvivl om. Da Egil hører om dette på Island, sejler han tidligt på foråret til Norge med Asgerd for at gøre sin ret gældende,
2. ”højt og stejlt mod stævnen” · 11
selv om kongeparret, Erik Blodøkse og dronning Gunhild, på det tidspunkt for længst har gjort ham fredløs i Norge, fordi han tidligere har dræbt flere af deres håndgangne mænd. Disse drab vender jeg tilbage til i kapitel 4. På trods af dem tager han af sted, så snart det kan lade sig gøre, og møder op for at kræve sin ret, støttet af sin norske ven Arenbjørn og dennes mænd. Så vidt jeg kan se, drejer det sig for ham om, at retfærdighed skal ske fyldest, retmæssige krav opfyldes, koste, hvad det vil. At leve på Island med uforrettet sag og uforløste krav er udelukket. Så hellere trænge ind i bjørnens hule og risikere ikke at slippe levende derfra bagefter. Samme mønster ligger bag ”Hovedløsen” og bag ”Sønnetabet”, men i endnu større målestok. Han må tage flugten fra Gulating, og han og de mænd, han har fået med sig, dræber bagefter Bjerg-Ønund og flere af hans mænd og siden én af kongens og dronningens sønner og flere af hans følgesvende. I begge tilfælde røver og plyndrer de og fylder skibet med tyvekoster, klar til sejladsen til Island. Alligevel har Egil ikke afreageret. Inden han forlader Norge, rejser han en nidstang med et hestehoved på toppen, der vender ind mod landet, og fremsiger besværgelser mod kong Erik og dronning Gunhild, en række forbandelser, der skal drive dem ud af landet. Og som om dette ikke var nok, ridser han sine besværgelser ind i stangen med rune efter rune. Så står han endelig til søs. Den sidste og samlende reaktion på alt dette er det selvprojicerende kvad, han fremsiger om bord, om sammen-
12 · digt eller dø
stød, der ikke er færdigt, mens skibet i modvind og med skråtstillet sejl kæmper sig vej væk. Højt og stejlt mod stævnen støder modvindsjætten filen frem af havets flade uden ophør. Skånselsløs mod skibet skurrer stormen filen stift i stejle bølger ind mod stævnens træværk. Ordret oversat lyder digtet: Med store hug mejsler modvindsjætten hele tiden voldsomt en fil op fra havfladen foran stævnen på skibet, og den kolde storm foran stavnfigurerne filer skånselsløst med den i ryk mod Gestils svanes (skibets) planker. På norrønt ser teksten sådan her ud: Þél høggr stórt fyr stáli stafnkvígs á veg jafnan út með éla meitli andærr jötunn vandar, en svalbúinn selju sverfr eirar vanr þeiri Gestils ölpt með gustum gandr of stál fyr brandi.
2. ”højt og stejlt mod stævnen” · 13
Nu er norrønt ikke et sprog, hvor sætningsleddene som på dansk skal stå i en bestemt rækkefølge for at give sammenhæng og mening. På norrønt kan mange flere ord bøjes på mange flere måder end på dansk, sådan at de forskellige bøjningsendelser viser, hvordan ordene hører sammen. Derfor kan rækkefølgen ændres, uden at den syntaktiske sammenhæng går tabt. Dette er i høj grad karakteristisk for skjaldekvad, der til tider kan virke som de rene semantiske puslespil. Hvordan passer brikkerne sammen? Den normale rækkefølge i digtet ovenfor er ret anderledes end den, der er i digtet, hvor genrekonvention og rytme og rim har ført til ændringer. Ellers ville rækkefølgen have været sådan her: Andærr vandar jötunn høggr jafnan stórt þél með éla meitli fyr stáli út á stafnkvígs veg, en svalbúinn selju gandr sverfr með gustum eirar vanr þeiri Gestils ölpt of stál fyr brandi. Fremover vil jeg ikke bruge plads på tekster på originalsproget, men gør det her for at vise de formelle træk, der skal overføres til et dansk med naturlig dansk ordstilling, fra et ”bøjningssprog” til et ”rækkefølgesprog”. Som det kan ses eller gættes, er der tale om en bisyllabisk rytme, hvor en trykstærk og en tryksvag stavelse følger efter hinanden, med tre sådanne par pr. linje (dum-da dumda dum-da). Og som det kan ses, er der bogstavrim, ord med samme begyndelsesbogstav eller ord, der begynder med vokal, på en trykstærk stavelse, sådan at hvert linjepar har to bogstavrim i første og ét i anden linje: Der er to gange ”s” i første linje og én gang i anden, endda ”st” i alle tre tilfælde; der er to vokaler i tredje linje og én i fjerde; der er to gange
14 · digt eller dø
”s” i femte linje og én gang i sjette; og der er to gange ”g” i syvende linje og én gang i ottende. Samme rytme og rimfordeling er der i min fordanskning, tæt på digtets ordlyd og billeddannelser og holdning. Andre har valgt anderledes, og deres løsninger gengives her i kronologisk rækkefølge for at illustrere, hvor mange måder det er blevet gjort på, og hvor mange overvejelser og prioriteringer der kan være tale om. Men ikke andre tidligere fordanskninger end disse vil jeg bruge plads på. ”Hovedløsen” er på 20 og ”Sønnetabet” på 24 strofer, og begge langdigte er blevet fordansket i mange omgange. Interesserede kan finde dem alle sammen ud fra litteraturlisten bagi. Hermed fem andre fordanskninger af det digt, Egil forlader Norge med: Dybet larmer; bølgen går med sit hvide hovedhår, og mod stavnens sider tætte voldsomt bryder vrede jætte; Gestils alf med stærke slag planken slår; men før i dag fnyste havets ulve over mast og rå med dybets vover. (N. M. Petersen, 1839)
2. ”højt og stejlt mod stævnen” · 15
Blæsten i havet buler borer, vældigt store. Vide de svulmende vandes vover går den over – stryger over stavn og bugspryd, stridt og højt den fløjter, skyder hårdt på skuden, skummer våd af fråde. (Olaf Hansen, 1923) Vældigt gynget af vinden vælter brusende bølger; bjerge af vand mod stavnen stemmer stormens jætte. Den blæsende stride ånde bryder isnende over havhestens stavne og skyder den skummende frem gennem sprøjtet. (Johannes V. Jensen, 1930) Havets fil gør nu front, mod forstavnens hoved mægtige vandmasser mejsler i hurtig takt. Stormen rejser sig højt støder os tilbage, bølgerne brydes hårdt brat for vor stærke stævn. (Keld Gall Jørgensen, 1994)
16 · digt eller dø