Digital formidling af kulturarv – fra samling til sampling
Digital formidling af kulturarv – fra samling til sampling Redigeret af Niels D. Lund, Jack Andersen, Hans Dam Christensen, Laura Skouvig, Carl Gustav Johannsen
Digital formidling af kulturarv. Fra samling til sampling. Redigeret af Niels D. Lund, Jack Andersen, Hans Dam Christensen, Laura Skouvig, Carl Gustav Johannsen © Multivers, 2009 Udgiver: Forlaget Multivers, København, www.multivers.dk
Omslag: Danesadwork. Omslagsmotiv: Udsnit af kalkmaleri, Sulsted Kirke. Foto: Niels Fabæk og Bruno Kjær.
Tryk: special-trykkeriet viborg a-s Fotoillustrationer: Niels Fabæk & Bruno Kjær, jf. billedlisten side 260. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen er også udgivet som e-bog og må derfor ikke indskannes.
Udgivet med støtte fra:
ISBN: 978-87-7917-266-1
Printed in Denmark 2009
Kulturministeriets Forskningspulje Lillian og Dan Finks Fond
Indhold
Indledning
7
Digitalisering som kulturpolitik Agendaer og aktører i den nye formidling af fortiden af Niels D. Lund
15
Digital formidling i danske museer Udfordringer fra oplevelsessamfund og oplevelsesøkonomi af Dorte Skot-Hansen
43
Kulturarv er budskabet En medieteoretisk diskussion af digital formidling af kulturarv af Jack Andersen
65
Troværdighed eller buzzword Diskursen om autenticitet af Laura Skouvig
81
Digitale forskydninger Hvorfor bevare museernes fysiske kulturarv, når den kan digitaliseres? af Hans Dam Christensen
99
Kulturarv eller ej Digitalisering af folkebiblioteket af Karen Birgitte Philipson
127
Bevaring eller formidling Perspektiver på nationale digitaliseringsprojekter i danske forskningsbiblioteker af Carl Gustav Johannsen
149
Kritisk digitalisering En ny strategi? af Mats Dahlström
171
Fra institution til interface Digitalisering af den litterære kulturarv af Peter Christensen Teilmann
193
Digitalisering som standardisering Verktyg i konciperingen av kulturarv af Ulrika Kjellman
219
Digitale surrogater Kulturarvens objekter og deres katalogisering af Mikkel Christoffersen
239
Forfatteroplysninger
257
Illustratorer og billedliste
260
Indledning Af redaktionen I mange danske kirker er der kalkmalerier på væggene, tilvejebragt fra 1100- til 1500-tallet af den katolske kirke som udsmykning og fortællende illustrering af den internationale kristendoms dengang mere end tusind år gamle og fremmedsprogede skriftgrundlag – en overtalende og appellerende formidling til en typisk analfabetisk befolkning. Efter Reformationen i 1500-tallet stod hu og holdning blandt kirkens nye folk ikke til at gemme på denne arv; malerierne blev destrueret, overkalket eller blot negligeret, samtidig i øvrigt med at kirkens sprog blev dansk, og læsekyndigheden i befolkningen steg. Ud fra den romantisk-historistiske tankegang i 1800-tallet blev de overkalkede malerier afdækket og restaureret som vidnesbyrd om og fra Danmarks gamle fortid; de indgik i den nye borgerlige, demokratiske kulturstats formidling af en national og kristen fortid for en stadig mere oplyst befolkning, bl.a. via billedreproduktion. I 1900-tallet fulgte en centraliseret, nøjere videnskabelig kortlægning og en metodisk bevaring af kalkmalerierne, men også en intensiveret formidling i bredden fra decentralt hold via bøger, pjecer og visuelle medier som fotos og film samt via fortællende rundvisninger i kirkerne. I 1990’erne foranstaltedes en elektronisk databaseregistrering med søgemuligheder online, dvd, undervisningsportaler og senest selektive eksponeringer på kirkehjemmesider – en formidling for en stadig mere visuelt orienteret og teknologikompetent befolkning og i øvrigt internationalt tilgængelig på www. I dag indgår disse kalkmalerier indiskutabelt i dansk kulturarvstænkning, fysisk passable for enhver i jævnlig levende brug, en skat for akademisk kunsthistorie, en del af kulturkristendommen og et appellerende turistbrand for sogne i den protestantiske folkekirke – for nogle rent ud indbegrebet af danskhed. Spørgsmål om kulturel arv kan skifte begrundelser og prioritering, spørgsmål om bevaring, tilgængelighed og eksponering kan veksle i samspil med nye medier og teknologier. Den korte historie om kalkmaleriernes lange historie illustrerer tilgang til, brug af og muligheder med fortiden – for tiden, og den understreger formidling som historisk sammenbinding.
7
Digital formidling af kulturarv
Denne bog der har fået titlen Digital formidling af kulturarv – fra samling til sampling fremhæver også en sammenbinding. De tre væsentlige ord i titlen: kulturarv, formidling og digitalisering er hver for sig både abstrakte fænomener og konkrete foreteelser; de er samfundsmæssigt positivt ladede, men også spændstige og omdiskuterede i rækkevidde og funktion. De udgør en aktuelt vedkommende og udfordrende sammenhæng. Begrebet kulturarv er siden 1990’ernes midte blevet stærkt udbredt og indgået i såvel offentlig kulturpolitisk tænkning og institutionel forvaltning som almindelig diskussion om fortid og historie. Modsat flere andre typer af arv anses kulturarv for desto mere værd, desto flere der deler den; værdien stiger i takt med synligheden, og formålet gælder netop fællesskab og sammenhængskraft. Der findes ligefrem en ministeriel styrelse for kulturarv. I de samme 10-15 år har teknologien gjort digitalisering og især udveksling af informationer digitalt til et tilsvarende samfundsmæssigt højt prioriteret indsatsområde, og denne nye udvikling har også nået den gamle kulturarv. Det er blevet en væsentlig del af samfundets kulturelle og kulturpolitiske ansigt at sammenkoble kulturarv og digital teknologi. For såvel registrering og bevaring som tilgængeliggørelse og formidling angår det både faglig håndtering blandt eksperter og vid udbredelse af kendskab i befolkningen. Nye former for historiebrug og erindringspolitik afledes heraf med effekter omkring oplevelse og fortælling, og med skærpede prioriteringer og ændret syn på hvad det er der samles og samler. Man kan tale om en sikring af fortiden for fremtiden – den øgede tilgængelighed via teknologien har i sig selv antagelig styrket den generelle kulturarvsfokusering i samfundet. Der foregår netop i disse år – internationalt, nationalt, regionalt og lokalt – en meget stor konkret institutionel program- og projektvirksomhed med digitalisering af kulturarv, og tilsvarende foregår der et betydeligt kulturpolitisk og -administrativt arbejde med at kortlægge, konsolidere og koordinere aktiviteterne.1 Her er den helt aktuelle kontekst for denne bog – og her begynder så også diskussionen. Denne gennemtrængende bevægelse via ny teknologi og med stadig flere deltagere er hidtil imidlertid primært kendetegnet af praksisvirksomhed foranstaltet af og i de enkelte kulturarvsinstitutioner. Mange forskellige aktører er med digitaliseringen stillet over for parallelle problemstillinger, og tidligere ellers adskilte institu8
Indledning
tioner – arkiver, biblioteker og museer – har med mulighederne for digital registrering, opbevaring, tilgængeliggørelse og formidling stillet sig indbyrdes beslægtede spørgsmål. Det enorme digitaliseringsarbejde, som endnu næppe er kortlagt eller overskuet i sammenhæng, har umiddelbart og fortsat en lang række muligheder, udfordringer og konsekvenser der næppe heller findes noget samlet overblik over. Hvad mere er – udviklingen er kun i meget begrænset omfang sket med fokus på mere sammenhængende teori og metode; derfor har kendetegnet hidtil været, foruden forskelligartede standarder, formateringer etc., tiltag og tilstande med hastværk og uhensigtsmæssigheder, inkonsistens og paradokser. På denne baggrund er der behov for en mere grundlæggende og samlet betragtning af formidlingen af kulturarv gennem digitalisering. Det er bogens ene bærende udgangspunkt at udviklingen med enkeltinstitutioner og enkeltprojekter hver for sig kun i begrænset omfang har fundet sted på et teoretisk og metodisk mere udbygget og sammenhængende grundlag. Derfor giver det mening at stille nogle basale spørgsmål til den voldsomme udvikling som er i gang, og stille sig kritisk til hele betydningen og alle implikationerne af de transformationer – både udfordringer og muligheder – der følger af den digitale kommunikationsteknologi også for dette område og i dansk sammenhæng. Helt tilsvarende synspunkter og pointeringer kan findes i den aktuelle internationale forskningsdiskussion, fx i Theorizing Digital Cultural Heritage fra 2007.2 Bogens andet bærende udgangspunkt er at digitalisering hverken er et neutralt eller et blot teknisk-praktisk anliggende; det er ikke en ligefrem transportproces der foregår, teknologien er ikke et simpelt rent udførende værktøj – heller ikke når det gælder kulturarv. Der sker gennem digitaliseringen noget med den udpegede kulturarv, den forandres i og med denne proces; forholdet til fortiden påvirkes, og formidling bliver en dialog eller en kommunikation inden for dette påvirknings- og ændringsforløb. Interessen her gælder de forandringer der sker med kulturarven når den formidles digitalt, de forandringer den digitale formidling medfører for de medvirkende institutioner og de forandringer tilgængeliggørelse og interaktiv formidling via digitale systemer indebærer for brugerne. Både materialet og interaktionen med brugere kan skifte betydning når digitale teknologier involveres – hele formidlingstænkningen påvirkes. 9
Digital formidling af kulturarv
Bogens første bidrag er et generelt blik på relevante begreber, begrundelser og kontekster for kulturarvsdigitaliseringen som nutidig dagsorden samt tilknytningen til en forskningsmæssig udvikling gennem flere årtier. Derefter følger ti bidrag som hver for sig tager en eller flere teoretisk orienterede eller generelle problemstillinger op. Disponeringen knytter sig til begreber om kultur, institution og vidensorganisation, og bidragene tænkes mest enkelt i to retninger eller niveauer: en ’ydre’ der spørger til emnets samfundsmæssige relationer – kulturanalyse/-politik med bl.a. oplevelsesøkonomi samt medie-, historie- og bevaringsteori, og en ’indre’ der mere afgrænset nærmer sig spørgsmål til hukommelsesinstitutionernes opgavevaretagelse – strategi og selvforståelse, kommunikation og interaktion samt identifikation, håndtering og organisering i forhold til kulturarv. Mange af bidragene berører uundgåeligt begge retninger/niveauer samtidigt, og flere af dem er i indbyrdes dialog; der er i øvrigt ingen systematisk eller hierarkisk ordning af dem, de kan læses i fri rækkefølge – som sampling i overensstemmelse med typisk digital kommunikationsstruktur. Bidragyderne har haft ret frie hænder til at vælge tilgang, og de relaterer sig derved typisk til bestemte forskningspræferencer og -erfaringer; nogle går principielt til værks – med eksemplificeringer, andre anvender konkrete cases – med generaliseringer. Sigtet har været at omfatte forskellige institutionstyper – især museer og biblioteker. Og det har været at omfatte forskellige hovedtyper af problemstillinger og aktiviteter i det stadig mere brugervendte formidlingslandskab, hvor gammelt stof dukker op på nettet i nye repræsentationer, og nye mønstre udvider hævdvunden viden – som det gjaldt omkring kalkmalerierne. Det er imidlertid næppe tilfældigt at mange af bidragene kredser om medier, om autenticitet og om forholdet mellem bevaring og formidling, der er en grundbalance i både kulturarvstænkning og digitalisering. Hensigten med bogen har således ikke været at tilvejebringe en bred dækning eller kortlægning af danske institutioners arbejde med kulturarvsdigitalisering, og heller ikke at fremlægge nye større empiriske undersøgelser. Ønsket har været at tilføre eller fastholde nogle forskellige synsvinkler og stille kritiske spørgsmål fra mere generelt teoretisk hold – at pege på hvor afklaring mangler og fortsat udfordring findes. Bogen rejser spørgsmål og indfanger ræsonnementer i forhold til den 10
Indledning
store agenda, de utallige initiativer, projekter, udviklingsprogrammer, strategiske satsninger etc. der som nævnt findes både nationalt og overnationalt, fx i det internationale konference-initiativ Museums and the Web siden 1997, i Norge som den kulturpolitiske vision Kulturarven til alle – digitalisering i abm-sektoren fra 2006, eller senest i EU-regi den store portal Europeana. Connecting Cultural Heritage åbnet i 2008.3 Det er den første bog på dansk der søger at samle og profilere kulturarvsdigitalisering på denne måde – og med armslængde til de konkrete institutionelle udviklingsinitiativer; den vil hellere insistere på dilemmaer i forhold til kulturbegreb, kulturpolitik, historisk arv, klassificering, online-tilgængelighed, repræsentation, vidensautoritet, brugerdemokrati etc., end den vil pege på løsninger. Bogen rummer derfor langt fra nogen færdige forestillinger om en eventuel ideel digital formidling; og forekommer der ligefrem indvending, skepsis, tøven og tvivl – som det sig bør i forskning, så betrygger den nævnte store dagsorden helt sikkert – med omskrivning af en gammel velkendt statsministermelding: ’Digitaliseret bliver der alligevel!’ Der ligger heller ingen prætention om nogen systematisk eller evalueret bibliografisk orientering i emneområdet; hvert enkelt bidrag har dog lagt stor vægt på referencer til den danske og internationale faglige diskussion inden for de forskellige valgte indfaldsvinkler, således forhåbentligt også nyttig for videre brug og undren. På denne baggrund er det håbet at bogen kan nå bredt ud, vække interesse og være til udfordring mange steder – hos ansatte i arkiver, biblioteker, museer, historiecentre etc., i medie- og kommunikationsbranchen, for udviklings- og formidlingsprojekter, blandt forskere, undervisere og studerende ved relevante videregående uddannelsesinstitutioner samt i den kulturpolitiske offentlighed. Mere formelt er bogen en del af et forskningsprojekt Digital formidling af kulturarv der med frikøbsstøtte fra Kulturministeriets Forskningspulje blev igangsat i 2007-08 på Danmarks Biblioteksskole, hvor projektdeltagerne, redaktionen og hovedparten af skribenterne har deres vanlige virke. Projektet er indgået i institutionens skærpede tværfaglige og -institutionelle forskningsstrategi og har som sådan på forskellig vis tidligere været introduceret via foredrag og mindre publikationer fra Biblioteksskolen.4 Et væsentligt projektmål har været at oparbejde indsigt i området som det 11
Digital formidling af kulturarv
har taget og tager sig ud dels i teoridiskussionen og dels administrativt og anvendelsesmæssigt i institutioner landet over. Det har afstedkommet kontakt og erfaringsudveksling med fagfolk fra Institut for Nordiske Studier og Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Biblioteks Kort- og billedsamling, On demand-området, Danmarks Radio, Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Nationalmuseet, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Dansk Folkemindesamling og Kulturarvsstyrelsen; dertil i Sverige Institutionen biblioteks- och informationsvetenskap, Högskolan i Borås og Institutionen för ABM, Uppsala Universitet, samt i Norge ABM-utvikling, Oslo. Med bl.a. et skribentseminar i juni 2008 er det herigennem også lykkedes at inddrage personer og forskningsmiljøer ud over det oprindeligt tænkte og henover landegrænser. Med lidt længere tidsfrister kunne yderligere forskere være trukket med – mange arbejder indeværende med disse forhold. Det internationale blik er blevet skærpet via projektets deltagelse i Digital Heritage – 14th International Conference on Virtual Systems and Multimedia på Cypern i oktober 2008.5 Dertil har det været sigtet at videreudvikle Danmarks Biblioteksskoles undervisnings- og kursusvirksomhed inden for dette emne, som gennem flere år også har haft betydelig studenterinteresse; en stor del af bogens indhold har i manuskriptform således været studiegrundlag for et engageret hold kandidatstuderende i september 2008. De enkelte bidrag til bogen er blevet underkastet peer review ved personer fra biblioteks- og informationsfaglige eller dermed beslægtede institutioner i Danmark, Norge og Sverige. Danmarks Biblioteksskoles ledelse og Kulturarvens Forskerskole sammesteds har ydet opbakning, og en lang række kolleger har vist bevågenhed, specielt lektor Marianne Lykke Nielsen og daværende rektor Lars Qvortrup bidrog til projektkonciperingen. Alle hidtil involverede personer og institutioner takkes for medvirken og samarbejde, interesse og kritik. En trykt bogudgave har fra begyndelsen været planen – længere ræsonnementer har det fortsat godt i den form, og for en biblioteksinstitution og et projekt omkring kulturel arv turde det være indlysende! Men en diskussion af digital formidling må naturligvis spredes også via nettet – bogen vil derfor senere i 2009 udkomme tillige som e-bog. Der er i 2008 ydet publiceringsstøtte fra Kulturministeriets Forsknings12
Indledning
pulje og fra Lillian og Dan Links Fond, København, henholdsvis Kulturministeriets Forskningsudvalg og Fondets bestyrelse takkes herfor. Støtten muliggjorde også en illustrering – digitalt inspireret og konciperet af billedkunstnerne Bruno Kjær og Niels Fabæk, Aalborg, som hermed takkes for samarbejde. Danmarks Biblioteksskole, januar 2009.
Noter 1
Digitalisering
af
kulturarven
–
Midtvejsrapport
fra
Digitaliseringsudvalget,
Kulturministeriet, september 2008, http://www.kum.dk/sw75990.asp 2
Theorizing Digital Cultural Heritage. A Critical Discourse, F. Cameron & S. Kenderdine (Eds.), Cambridge Mass. & London, 2007.
3
http://www.archimuse.com/; Abm-skrift #32, R. Låg Gausdal (red.), Oslo, 2006, http:// www.abm.utvikling.no/publisert/abm-skrift/digitalisering/pdf/; http://www.europeana. eu/portal/
4
BiblioteksskoleNyt Nr. 1/2007 og Nr. 2/2007, http://www.db.dk/nyheder/biblioteksskolenyt/
5
Jfr. Digital Heritage. Proceedings of the 14th International Conference on Virtual Systems and Multimedia – Full Papers/Short Papers/Project Papers, M. Ioannides et al. (Eds.), Budapest: Archaeolingua/VSMM 2008, 2008, http://www.vsmm2008.org/
13
Digitalisering som kulturpolitik Agendaer og aktører i den nye formidling af fortiden Af Niels D. Lund
Begreberne kulturarv, digitalisering og formidling drøftes generelt som væsentlige nutidsagendaer i lyset af en treenighed af teknologi, demokrati og kultur. Digital formidling af kulturarv belyses i forhold til en længere dobbeltsporet forskningskontekst mellem IKT og humaniora og ses primært som et stort kulturpolitisk og kulturministerielt udviklingsprojekt gennem de seneste ca. ti år. Sluttelig følger forskellige konkretiseringer af og dilemmaer omkring den digitale kulturarvsformidling.
En konference og en essentiel trekant På kulturministeriets konference Cult2001 i oktober 2001 i Eigtveds Pakhus i København præsenterede den engelske mediemand Cyri Sherlock i et indlæg: Technology Democracy Culture – the essential triangle (Sherlock, 2001, jf. figur 1) den nødvendige og enkle sammenhæng mellem kulturel indholdssubstans, kreativt fleksibel teknologibrug og adgang og deltagelse for den almindelige befolkning. Teknologien skulle anvendes for indholdets skyld med en udbredt forankring som mål – og i trekantens midte lå ordene: ansvarlighed, kontrol og formidling. Den store internationale konference for forskere, undervisere, mediefolk, administratorer, politikere etc. sigtede bredt på forholdet mellem kultur/kunst og ny IKT. Den fandt sted under en optimistisk konjunktur for en ekspanderende kulturpolitik, påvirket af ny globaliseringstænkning og identitetspolitik – og kort efter ’Nine Eleven’, og samme år som ministeriet både formulerede en forskningspolitik med kulturarv som samlebegreb, evaluerede sit formidlingslaboratorium Kulturnet Danmark og forberedte nyetableringen af Kulturarvsstyrelsen. Da konferencen var en væsentlig eksponering af et offensivt kulturministerium, og da Sherlocks indlæg – med power point i 1700-talsbygningen og syv år efter 15
Digital formidling af kulturarv
internettets lancering – rummede så præcis en formel til digital formidling af kulturarv, blev sammenhængen til en netop kulturpolitisk agenda lysende illustreret. Efter nu yderligere syv år er kulturarvsformidling via nettet blevet almindeligt udbredt og ekspanderet internationalt. Men den voldsomme udfoldelse af initiativer er typisk udviklet i afgrænsede praksissammenhænge der ikke har levnet megen plads til problematisering, teoridiskussion eller sammentænkning af de sociale, kulturelle, økonomiske, politiske, teknologiske og administrative perspektiver. Det er tidligt at vove en egentlig historik over en så omfattende agenda med kulturarv, digitalisering og formidling. Men desto mere sejrrig agendaen fremstår, desto vigtigere er det at spørge kritisk til de forskellige kontekster og pege på problemstillinger og dilemmaer.
Demokrati
deltagelse
ansvarlighed kontrol repræsentation
indhold
Kultur
adgang
Teknologi
Figur 1. Den digitale kulturformidlings essentielle trekant (Sherlock, 2001)
16