den nye historie
zosimos
den nye historie på dansk ved Torben Damsholt
klassiker
Zosimos: Den nye historie Oversat fra græsk og med indledning og noter af Torben Damsholt © Multivers, 2013. Udgiver: Forlaget Multivers ApS, København (multivers.dk). Omslag: Christine Lind. Omslagsbilledet: Marmormosaik (opus sectile) fra Junius Bassus' basilika i Rom (4. årh.), nu i Musei Capitolini. Tryk: Printing Solutions. Printed in Poland, 2013.
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen udgives også som ebog og må derfor ikke indskannes.
ISBN 978-87-7917-328-6
Der takkes hjerteligt for den generøse støtte til udgivelsen fra: augustinus fonden landsdommer v. gieses legat velux fonden Velux Fondens støtte er ydet under Fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene.
indhold indledning 1. bog
15
2. bog
53
3. bog
91
4. bog
125
5. bog
171
6. bog
217
noter
226
personregister stedregister
7
250
257
indledning Zosimos’ Den nye historie er et usædvanligt skrift. Det skildrer på græsk Romerrigets historie fra 3. indtil det første tiår af 5. årh. som en tid præget af kriser, nederlag og opløsning, og forfatterens forklaring på den katastrofale udvikling er, at de kristne kejsere siden Konstantin 1. har svigtet rigets gamle religioner. Den tidsalder, som Zosimos beretter om, var vidne til en veritabel kulturkamp; men det er stort set kun indlæg fra den sejrende kristendoms side, der er bevaret for eftertiden. Ikke mindst derfor er Zosimos’ værk en central kilde til senantikkens historie. Den nye historie er overleveret i et eneste håndskrift fra middelalderen. Dette er udfærdiget i flere etaper fra 10. til 12. årh., sandsynligvis i Konstantinopel. Det frembyder to lakuner, idet et helt læg med 16 sider, som har indeholdt slutningen af værkets 1. bog og begyndelsen af 2. bog, samt et enkelt blad i 5. bog er fjernet. Lakunerne er begge steder angivet med en hånd fra 15. årh. og må altså være gamle. Siden renæssancen har dette håndskrift befundet sig i Vatikanbiblioteket, hvor det i flere århundreder var utilgængeligt. Forinden var der imidlertid taget flere kopier af det, og disse lå til grund for de ældre udgaver og oversættelser. Først i 1887, da håndskriftet var blevet tilgængeligt, kunne en moderne, kritisk udgave se dagens lys. Konstantinopels lærde patriark Fotios udarbejdede i 9. årh. et skrift kaldet Biblioteket med referater af flere hundrede værker, som han havde læst, deriblandt Zosimos’ Den nye historie. Det fremgår, at denne ligesom nu omfattede seks bøger, hvoraf 6. bogs slutning refereres udførligt. Den når både i Fotios’ referat og i det bevarede håndskrift frem til kort før goterkongen Alariks erobring og plyndring af Rom i august 410. Fotios betegner også Zosimos på samme måde som håndskriftet, nemlig som comes (en ærestitel) og forhenværende advokat for finansforvaltningen. Dette forekommer troværdigt; men ellers er det begrænset, hvad der kan vides om forfatteren. Fotios karakteriserer meget præcist hans tendens som fjendtlig 7
zosimos: den nye historie
mod de kristne kejsere og hans fremstillingsform som tydelig og kortfattet, næsten uden retorisk udsmykning. Derimod er det fordrejet, når han vil reducere Zosimos’ historie til en blot og bar omskrivning af Eunapios fra Sardes’ ældre værk. Dette er ganske vist tabt, men Fotios omtaler også det i sit Bibliotek, og mange citater er bevaret i den senere byzantinske tradition. Eunapios’ historie dækkede tiden 270-404, så det er altså kun for dens vedkommende, han kan være en hovedkilde, måske eneste kilde, for Zosimos. Eunapios’ værk har eksisteret i to udgaver, hvoraf den første, som kun nåede til 395, ifølge Fotios var mere udpræget kristendomsfjendtlig end den anden; men Zosimos, som bygger på 2. udgave, har taget denne tendens op. Den nye historie slutter som nævnt kort før goternes indtagelse af Rom i 410, og 6. bog er både meget kortere end de foregående og frembyder tegn på, at teksten ikke er færdigredigeret. Zosimos er tydeligvis blevet afbrudt midt i sit arbejde; måske er han død. De gentagne henvisninger til, at Romerrigets provinser og byer nu er folketomme og under »barbarernes« herredømme, gør det imidlertid sandsynligt, at det har været hans hensigt at føre sin historie betydelig længere op i tiden end det værk, han har efterladt sig. Spørgsmålet om, hvornår Zosimos levede og skrev, trænger sig derfor på. Efter at Eunapios er sluppet op som kilde, har han vendt sig til en anden, nemlig Olympiodoros fra Theben i Egypten. Det sker fra 5. bog kap. 26. Olympiodoros' værk omfattede tiden 408-25, og det må være udsendt inden for tiåret 430-40. Ligesom Eunapios’ historie er det ikke overleveret i sin helhed, men kun kendt i Fotios’ referat og gennem senere forfatteres benyttelse; bl.a. har de græske kirkehistorikere Filostorgios og Sozomenos i 5. årh. brugt Olympiodoros’ værk som kilde til profanhistorien. Under alle omstændigheder har Zosimos skrevet senere end Olympiodoros. Forskellige tildragelser i årene omkr. 500 har været foreslået som argumenter for at datere Zosimos senere end denne tid, men ingen af disse er overbevisende. Den tidligste forfatter, der viser kendskab til Den nye historie, er kirkehistorikeren Euagrios Scholastikos, som skrev ca. 600, og som bringer lange citater fra Zosimos for at polemisere mod ham. Der er 8
indledning
således vide rammer for at datere hans liv og værk mellem 430 og 600. De dystre betragtninger om Romerrigets opløsning peger dog snarest på slutningen af 5. og begyndelsen af 6. årh., før kejser Justinian 1.s vellykkede generobringskrige mod vandaler og gotere i 530’erne. Det er vel også den seneste tidsalder, hvor man ville vente at finde en finansembedsmand med Zosimos’ religiøse anskuelser. Som nævnt har hans hovedkilder været Eunapios indtil 5. bog kap. 25 og Olympiodoros for resten, og alt tyder på, at han har fulgt dem begge meget tæt. Bruddet på det pågældende sted er tydeligt: Et par års historie er helt sprunget over, fremstillingen skifter brat scene fra østriget til vestriget, embedstitler, afstande og nogle replikker bliver i værkets sidste del angivet på latin, ikke omskrevet til græsk, og konsulårene anføres i overensstemmelse med Olympiodoros, mens Eunapios bevidst undgik en sådan kronologisk præcision. På denne baggrund må da også spørgsmålet om Zosimos’ hovedkilde til værkets første del anskues. Eunapios fra Sardes’ historie begyndte med året 270, og det var skrevet som en fortsættelse af atheneren Dexippos’ Krønike, der endte ved dette år. Derfor har det været en udbredt antagelse, at denne krønike har ligget til grund for Zosimos i hans 1. bog til og med kap. 46, hvorefter han har fulgt Eunapios. Det forekommer imidlertid ikke sandsynligt. Især er det påfaldende, at der slet ikke kan konstateres noget brud i Zosimos’ fremstillingsform, dér hvor Eunapios’ historie begyndte, og de få fragmenter af denne fra 3. årh. har heller ikke nogen lighed med Zosimos, hvorimod dette i høj grad er tilfældet for 4. årh.s vedkommende, især fra og med 3. bog af Den nye historie. Hvad Dexippos angår, så viser sammenligning med andre værker, især i senere byzantinsk tradition, at hans Krønike flere steder har rummet meddelelser, der afviger fra Zosimos’ fremstilling. Nu var Dexippos imidlertid også forfatter til et andet historisk værk med titlen Skythika, hvori goternes og andre folks indtrængen i Romerriget i midten af 3. årh. har været skildret, og herfra må Zosimos have sin viden om dette emne, men utvivlsomt på anden hånd. Man nødes da til at antage, at han i hele 1. bog kun har haft én kilde, 9
zosimos: den nye historie
et græsk historieværk, og noget tyder på, at dette værk har rakt indtil kejser Carus’ udråbelse i 282, altså netop dér, hvor den store lakune hos Zosimos begynder, og at det har været skrevet i løbet af Diokletians regeringstid. Faktisk kender man navnet på forfatteren til et sådant værk: Eusebios – ikke at forveksle med kirkehistorikeren af samme navn; men denne identifikation kan kun være en hypotese. En anden, efter min mening mindre sandsynlig, hypotese har været fremsat, nemlig at 1. udgave af Eunapios' historie skulle have omfattet hele den ældre kejsertid og således kan have ligget til grund for Zosimos' 1. bog. Især i 1. bogs sidste kapitler har Zosimos mange berøringer med de latinske kejserbiografier, der kendes under navnet Historia Augusta. Der er givetvis tale om kildefællesskab. For størstedelen af Den nye histories vedkommende, nemlig fra 2. bog kap. 1 indtil 5. bog kap. 25, står det i alt fald fast, at Zosimos har fulgt Eunapios ganske tæt, sådan som Fotios bemærkede. Kun hvad han klart har markeret som ekskurser, er muligvis, men ikke nødvendigvis, hentet andetsteds. Det gælder om sækularfesten (2. bog kap. 1-7), oraklet om Byzantion (2. bog kap. 36-37), Athens frelse fra et jordskælv (4. bog kap. 18) samt pontifex-kollegiet (4. bog kap. 36). Hvad Eunapios’ eget kildegrundlag angår, så har det især været studeret vedrørende kejser Julians perserkrig, dvs. Zosimos’ 3. bog, hvor der er en slående lighed med fremstillingen hos den latinske historiker Ammianus Marcellinus og den græske retor Libanios. Øjensynlig har de alle tre haft adgang til de optegnelser, som kejserens livlæge Oreibasios udfærdigede under og efter felttoget mod perserne. For resten af 4. årh. er der mange berøringer med den latinske tradition, især værker som Lactantius’ Forfølgernes død og de anonyme skrifter Kejser Konstantins oprindelse og Epitome de Cæsaribus. Zosimos’ sprog er jævnt og, som patriarken Fotios bemærkede, næsten uden retorisk udsmykning. Der er således kun ganske få korte replikker i direkte tale. Når Zosimos kaldte sit værk Den nye historie, fik det Fotios til deraf at slutte, at han så også ligesom Eunapios måtte have skrevet to udgaver; men intet tyder på, at det har været tilfældet. Det er mest 10
indledning
nærliggende at fortolke titlen som »den nyere tids historie«. Dog kan man ikke udelukke en betydning som »ny i forhold til forgængerne«, dvs. Eunapios og Olympiodoros, eller »ny ved sit grundsyn«, nemlig i forhold til kristne forfattere som 5. årh.s kirkehistorikere. I sin indledning henviser Zosimos til Polybios, der skildrede Romerrigets hastige vækst – selv vil han skildre dets ligeså hurtige forfald og opløsning. Men da Den nye historie ender så brat, som den gør, er det ikke muligt at sige, hvor langt han har haft til hensigt at følge denne udvikling. Som de fleste historiske værker bliver også dette mere udførligt, jo længere op i tiden det når. Imidlertid er fremstillingen ujævn, hvilket utvivlsomt først og fremmest skyldes beskaffenheden af Zosimos’ kildegrundlag. Væsentlige begivenheder er kun summarisk omtalt eller helt udeladt, mens forfatteren andre steder breder sig med anekdotisk stof. Også i geografisk henseende er der store ujævnheder. I 5. bog handler de første 25 kapitler, som bygger på Eunapios, udelukkende om Romerrigets østlige del, mens den sidste del af Den nye historie, hvor Olympiodoros er kilden, kun foregår i den vestlige rigsdel. Selv vurderingen af en så central person som hærføreren Stilicho er inkonsekvent, idet Zosimos kritiserer ham skarpt, hvor hans hjemmelsmand er Eunapios, for så at anlægge et langt mere positivt syn efter at have skiftet kilde til Olympiodoros. Når dertil lægges, at hans kronologi ofte er forvirret, hans indsigt i militærforhold uklar og hans geografiske viden stærkt begrænset, er det vist berettiget at sige, at Zosimos ikke er nogen stor historiker! Alligevel er Den nye historie en central kilde til senantikkens historie, af to grunde. For det første er den historiske overlevering om den periode, som den skildrer, sparsom, og Zosimos giver i mange forbindelser værdifulde oplysninger. Selv dér, hvor vi har Ammianus Marcellinus’ langt fyldigere fremstilling, dvs. for årene 353-78, rummer Den nye historie et vigtigt supplement, og den moderne historieforskning bygger da også på den i betydeligt omfang. Men den anden grund til at interessere sig for Zosimos er væsentligere. Klassisk kildekritik skelner mellem brugen af historiske værker som beretninger og som »levninger«, og i den sidste henseende er Zosimos enestående. 11
zosimos: den nye historie
Ligesom sin hovedkilde Eunapios fra Sardes, men i modsætning til hele den kristne tradition, er Zosimos stærkt kritisk over for kejserne Konstantin 1. og Theodosius 1., ikke kun med hensyn til deres religionspolitik, men overhovedet deres regering; og tilsvarende forherliger han kejser Julian, hvis uheld i perserkrigen sløres, sådan at de landafståelser, som den førte til, udelukkende skrives på efterfølgeren Jovians konto. I sin indledning har Zosimos et angreb på den monarkiske regeringsform i almindelighed – han mener, at den fører til umoral, og også i den henseende må Konstantin og Theodosius holde for. Politisk stiller han, den forhenværende finansembedsmand, sig på skatteydernes side mod centralmagten, og det er stadig byernes forarmelse under skattetryk og folkevandringer, han beklager. Om kejser Konstantins omvendelse til kristendommen har Zosimos sin egen, højst originale beretning: Han mener, at både hans og kejser Theodosius’ moralske svigten hænger sammen med den kristne lære om syndsforladelse! Først og sidst er det hans tese i hele Den nye historie, at Romerrigets forfald og opløsning skyldes, at den gamle religions ritualer og ofringer er ophørt. Især fremhæver han forsømmelsen af sækularfesten, der efter hans beregning skulle have været afholdt i 313, året efter slaget ved den Milviske Bro, og i 394, efter slaget ved Frigidus, lader han det komme til en, formentlig opdigtet, principiel meningsudveksling mellem kejser Theodosius og de gammeltroende senatorer i Rom. Den egentlige drivkraft i historien er for Zosimos det guddommelige forsyn, som griber belønnende og straffende ind i menneskelige forhold, ikke mindst de politiske. Når de officielle ofringer forsømmes, rammer straffen hele riget. Med dette historiesyn står han i direkte modsætning til senantikkens kristne historieskrivere, de græske kirkehistorikere såvel som den Augustin-inspirerede latinske forfatter Orosius, hvis Verdenshistorie i syv bøger mod hedningene fra ca. 420 fik afgørende betydning for hele den efterfølgende vesterlandske tradition. Men dybest set er Zosimos og hans kristne modstandere enige om at lade teologien, blot med hver sit religiøse fortegn, være nøglen til forståelse af historien. Jeg har sammenstillet Orosius og Zosimos i 12