Den gyldne ø læseprøve

DEN GYLDNE Ø

ZEAMI DEN GYLDNE Ø

På dansk ved Mads Mazanti Jensen

Den gyldne ø

Af Zeami

Oversat fra japansk ved Mads Mazanti Jensen

Copyright © Forlaget Multivers ApS, 2023

1. udgave, 1. oplag

Sat af Demuth Grafisk

Tryk: Totem

Printed in Poland 2022

ISBN: 978-87-7917-507-5

www.multivers.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Udgivelsen er støttet af:

scandinavia – japan sasakawa foundation

toyota-fonden

1. Fremtoning: Den forunderlige blomst (myōkafū – 妙花風)

2. Fremtoning: Blomsten, der sætter dybde højt (chōshinkafū – 寵深花風)

3. Fremtoning: Den rolige blomst (kankafū – 閑 花風)

4. Fremtoning: Den korrekte blomst (shōkafū – 正 花風)

5. Fremtoning: Bred og udførlig (kashōfū – 広精 風)

6. Fremtoning: Overfladisk, smuk struktur (semmonfū – 浅文風)

7. Fremtoning: Stærk, men detaljerig (gōsaifū – 強 細風)

8. Fremtoning: Stærk og primitiv (gōsofū – 強麁風)

9. Fremtoning: Primitiv og farveløs (soenfū – 麁鉛 風)

DEN GYLDNE Ø

1. Jakushu – 若州 – Ungdomslandet

Den fjerde dag i den femte måned i 1434 forlod jeg hovedstaden og ankom næste dag til Obama i provinsen Jakushu, ”Ungdomslandet”. Det er et sted, jeg også havde set for mange år siden, men da jeg nu var gammel og svag, stod mindet uklart for mig; vigen bugtede og bugtede sig, klipper og bølger flød sammen i skydækket, jeg kom til at tænke på et af de otte berømte kinesiske landskaber; det lignede på en prik ”Skibe retur fra en fjern bugt”,

med mit skib ved kaj

skuer jeg ud over Tsuda Bugt

skuer jeg ud over Tsuda Bugt

den femte måned er det nu og mandarinens sommerduft

sender mine næsebor på spor af duft fra mine kæres ærmer

som gik jeg hér

bag alderdommens bjerg ad unge, gale veje.

Men fyrrene står grønne

landskabet står rankt med kroner svulmende af løv de grønne blades bjerg

bruger havets blå som sit sommerspejl

tidevandet bølger blåt

synes selv nær kysten uden bund

synes selv nær kysten uden bund.

”Mossets grønne bånd i fald

fra stærke klippers skuldre

hvide skyers bælte

spændt om bjergets lænd”

– sådan digtede Bai Juyi

”skibe i øst

skibe i vest

kommer og går

kulsorte skygger

i Månens skær

ved Xunyang Vig”

– netop sådan var det.

2. Kairo – 海路 – Søvejen

Da vi fik vind i sejlene, kastede vi fortøjningen los, steg om bord og stævnede ud på bølgerne. Men da jeg spurgte, hvor langt der var til Sado, svarede sømændene, at det var en lang skibsrejse,

skønt så fjernt som nu skinner Deres kejserlys vel også udenrigs samme have, samme bjerge hér som dér.

Nu ved jeg besked: Den fjerne Sado-ø kun kendt af navn af høje søer furet som denne oldings fjæs den er min lange rejses mål

”et enkelt sejl på vej måske et skib et enkelt blad”

i bølgers tusindbad et frø i dydens ocean.

Ja, ”hvad skal verden lignes med? Et gry: et skib til havs”

trodser bølgers rasen

på havet vidt strakt ud i nord

med dis og dis og ingen ø

når jeg skuer fjernt mod øst

viser ingen sommer sig

på himlen fyldt af sommerregn

fjernt aner jeg Det Hvide Bjerg

med spor af dis og sne.

Vi skrider frem i rejsedragt

Noto – dette gudehjem

Kap Suzu og Nanashima

toner fjernt forbi

”bølger på det åbne hav

skyller solen ned”

sådan skumrer det og fiskerbådes lokkebål

nej, de er bare ildfluer lyser os mod nattens kyst.

Tatebjerget skybehængt

Tonamibjerget svøbt i lys

helt til Kurikaras top

fra himlen morgenklædt

på vejen op langs Mikoshi

som skibet har som søvej

mod Ariake i det fjerne

kysten med det månelyse gry

af sted på bølger nat og dag

raskt som tidens pil

skudt med månebue

rammer kystens fyrre

med bølger fra det nye gry

og så med ét en kyst i silhuet

jeg spørger, hvor vi er

vi er i Sado-havet

stævnet ind i Ōda Bugt

stævnet ind i Ōda Bugt.

3. Haisho – 配処 – Eksilstedet

Den nat lagde vi til i Ōda Bugt og sov på klippepuder i en fiskerhytte ved kysten; da det blev lyst, red vi op ad bjerget, og da vi kom til Kasatori Pas, lod vi vore heste hvile. Det er et stednavn, der også klinger velkendt i hovedstaden; ”hvordan kan dette bjergs blade gulnes?”, lyder et digt om et bjerg af samme navn; mit sind tog farve af sommerbjergets falmende ahorn. Da vi således gik ned ad bjerget, gik vi ind i Kannons ånderige ved et sted, der kaldes Hase. Der var en berømt bodhisattva, kendt fra templet af samme navn på min hjemegn, så jeg ærede den ærbødigt, hvorpå jeg samme aften ankom til et sted ved navn Shimbo på Sōta-egnen. Guvernørens repræsentant tog imod mig og indkvarterede mig i et lille tempel ved navn Mampuku, ”Den Endeløse Lykkes Tempel”. Bag templet rejste klynger af fyrre sig foran klipperne, vind fra bjerget peb i kronerne i haven som invitation til det uankomne efterår, i skyggen rislede køligt vand mellem mosset, et hegn af sten var glat af dug og dråber; tidens tand havde virkelig sat sit præg på omgivelserne. Jeg følte dyb taknemmelighed, da abbeden lod mig vide, at statuen af Yakushi var den vigtigste statue i templet,

”Amida Buddhas forårsblomster dufter også i det ondes by

den helbredende høstmåne bor i lastens spildevand”

frelserløftet genaflagt som spejl i køligt havevand indfriet af Yakushi

skyller hjertet rent.

Skønt jeg lige nu er lig et lig

skønt jeg lige nu er lig et lig er kejserbyens skypalads

lyst op af Månen over mig et lys i dette mørke et klarsyn for en olding.

Ja, ”skyldfri at betragte

Månen over mit eksil”

var en digters håb engang

nu forstår jeg, hvad han mente nu forstår jeg, hvad han mente.

4. Hototogisu – 時鳥 – Tidsfuglen

Da jeg så så mod vest, mødte bugtens bølgeskum kystens hvide sand som blev skum og sand et slør af sne, og midt i alt det hvide kunne jeg se en fyrrelund, det var virkelig som et vårlandskab midt om sommeren. Derinde lå en helligdom, til ære for guden Hachiman, stedet kaldtes også Yahata. Da jeg besøgte helligdommen for at ære guden, oplevede jeg noget virkelig mærkværdigt. Det siger sig selv, at gøgen – kaldet tidsfuglen – som man hører så sjældent i hovedstaden, kan høres på bjergvejene i denne provins; jeg kunne også høre den synge, så jeg fik ondt i ørerne, fra trætoppene ved min eksilbolig, fra fyrregrenene ved tagskægget, men ved denne helligdom sang den slet ikke. Da jeg spurgte, hvordan det kunne være, svarede en mand fra helligdommen, at dette er stedet, hvor digteren Kyōgoku Tamekane var i eksil, og da han engang hørte gøgen kukke, digtede han:

”Når du synger, lytter jeg

når jeg lytter, tænker jeg

på min kære hovedstad

åh flyv fra denne flække du gøg fra bjergene”

Derfor hørte lyden op, den holdt helt op med at synge, sagde han. Ja, ”alt fra sangfuglen, der synger i blomsterne, til frøen i vandet, alt har poesi i stemmen”, det er sandt, og da gøgen også er af sangerslægt, hvorfor skulle den da være hjerteløs?

– en gammel sang

gøgen kukker første gang

Månen sender høsten bort

i sne ved fyrres fod”

det står i gammel poesi

så tidsfugl nu er tiden din

din røst er ”hovedstadsfuglens”

din røst græder minder

syng du bare løs

syng du bare løs for en olding i gråd

over sit tabte hjem

over sit tabte hjem

”Faldne blomster

5. Izumi – 泉 – Kilden

Og da jeg så mod foden af bjergene i vest, kunne jeg se tækkede mønninger knejse side om side ligesom i hovedstaden, Izumi bliver stedet kaldt. Hér havde kejser Juntoku engang været i eksil. Det var også hér, Hans Højhed skrev:

”Mit liv i sus og dus har nået enden nu Månen har jeg set over tagskæg af græs den fremtid Himlen bringer kender ingen til.”

Ja, vor hellige kejser, belønnet med ti dyder, ti tusind hæres herre, en kejser med varig skønhed, hans navn blomstrer som de høje bjerges berømte kirsebærblomster; fjernt fra Himmelpaladsets milde vår blev en markvej hans residens, åh hvor er det tungt at tænke på. Hér under tagskæg af græs falmer hans forhæng af forglemmigej.

Hér i Izumi, Kilden falder aftenregnen strømmer gennem haven er den mon også en kilde?

”Det strømmer nedad som flød efteråret med i vandet som flød efteråret med i vandet selv mine hænder kølnes

når jeg øser vand fra kilden”

Hans Højheds ærmer blev nok også våde.

Ja, ”skønt de ej er mennesker er klipper og træer så triste

når det skumrer i høst

på Kojima ved Mitsu”

sådan lød kejserens digt.

”Plukker anis til en grav

på en bjergvej våd af dug

vågner op ved solopgang

klædt i sorte munkeklæder”

også De fik sorte ærmer

fik i stedet for brokade

kun lidt mos at sove på

hvem kunne spå så dybt et fald

hvor er det trist at tænke på.

”Folk fra fjerne bjerge

på vej mod deres hjem med deres brændehøst

følg dem hjem med lys

du Måne krum i høst”

fra din plads på skyens rand

lyser du på verden sort af sorg

selv Majestæten slipper næppe væk.

Ja, ”Sutraen siger det selv:

På helvedes bund

er høj og lav lige.”

Ja, ”med ubesmittet sind

som et lotusblad i blomst”

slog kejseren sig ned

ved kilden her i Izumi

rinder klar og frisk

imod Det Rene Land

imod Det Rene Land.

6. Jissha – 十社 – De ti guders helligdomme Området blev ramt af stridigheder, hele øen blev præget af uro, og da eksilstedet også blev skueplads for strid, måtte jeg i stedet tage bolig i førnævnte Izumi. Snart blev efteråret afløst af vinter, og da vinteren gik på hæld, var vi i foråret 1435. Øens guder var samlet hér i en tidelt helligdom, hvor jeg ærede dem med sang og dans.

”Guder er menneskers værge

præster styrker guders magt vi vækkes af pine og løgn af Lovens Klare Måne

I holder hvad I lover:

langt liv uden ulykke

åh tak for jeres nåde!”

Valfarter fra gud til gud

gud til gud til fods til helligdomme

Åh, ”nådens milde lys

strømmer ned i støvet

strømmer ned i støvet

Buddhas otte stadier

ruller båndet til sig ud

knytter det med klarsyn!”