Oversat af Nina Gross
, 2024
Tryk: Totem '
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Señor don Blas, de qué libro ha sacado usté ese texto?
Del teatro de la vida humana que es donde leo.
RAMÓN DE LA CRUZ
26. november 1950
Det var forkert af mig at købe denne notesbog, meget forkert. Men nu er det for sent at fortryde, skaden er sket. Jeg ved ikke engang hvad der fik mig til at købe den; en tilfældighed, måske. Jeg har aldrig tænkt på at føre dagbog, da en dagbog skal være hemmelig, og den derfor måtte skjules for Michele og børnene. Jeg bryder mig ikke om at holde noget skjult, der er i øvrigt så lidt plads i vores hjem, at jeg ikke ville slippe af sted med det. Der skete bare følgende: For to uger siden, en søndag, gik jeg ret tidligt ud om morgenen for at købe cigaretter til Michele. Jeg ville gerne have at de lå på natbordet når han vågnede, for om søndagen sover han altid længe. Det var en smuk dag, varm på trods af det tidlige efterår, og jeg følte mig barnligt opstemt da jeg gik på solsiden af gaderne og betragtede de stadig grønne træer og folk, der virkede velfornøjede som altid på fridage. Så jeg besluttede at gå en kort tur, inden jeg nåede hen til tobakshandleren som ligger på pladsen. Undervejs så jeg at mange standsede foran blomsterkonens bod; det gjorde jeg også, og købte et bundt morgenfruer. ”Man bør altid have lidt blomster på søndagsbordet,” sagde blomsterkonen, ”det er noget mænd bemærker.” Jeg nikkede smilende. Men sandheden er, at da jeg købte disse blomster, tænkte jeg faktisk hverken på Michele eller Riccardo, selv om de sætter pris på den slags. Jeg købte
dem til mig selv, for at have dem i hånden mens jeg gik. Hos tobakshandleren var der kø. Mens jeg ventede på min tur med pengene allerede parat, så jeg en stak notesbøger i vinduet. Sorte, tykke og skinnende, af den slags der bruges i skoler, og i hvilke jeg – før jeg overhovedet tog dem i brug – straks og begejstret skrev mit navn på første side: Valeria. ”Jeg vil også gerne bede om en notesbog,” sagde jeg og rodede i min pung efter flere penge. Men da jeg så op igen, havde tobakshandleren anlagt et alvorligt udtryk. ”Det kanikkeladesiggøre,deterforbudt.”Hanforklaredemig, at en betjent stod på vagt ved døren, hver søndag, for at kontrollere at han kun solgte tobak og intet andet. Jeg var nu alene i butikken. ”Jeg har brug for den,” sagde jeg. ”Jeg må absolut have den.” Jeg talte lavt og ophidset, parat til at insistere og bønfalde. Han så sig omkring, greb hurtigt en notesbog og rakte den hen over disken med ordene: ”Stik den ind under frakken.”
Jeg havde den under frakken hele vejen hjem. Jeg var bange for at den skulle glide ud og falde ned på jorden mens portnersken fortalte mig et eller andet om gasrørene. Med blussende kinder åbnede jeg døren til vores lejlighed og stilede direkte mod mit soveværelse, men så kom jeg i tanker om at Michele stadig lå i sengen. I mellemtiden kaldte Mirella på mig: ”Mamma ...” og Riccardo spurgte: ”Har du købt avisen, mamma?” Jeg var ophidset, forvirret, og bange for at jeg ikke kunne være alene mens jeg tog frakken af. ”Jeg lægger den ind i skabet,” tænkte jeg.
”Nej, der roder Mirella tit for at finde et eller andet af mit, hun kan tage på, et par handsker eller en bluse. Kommoden åbner Michele altid. Skrivebordet har Riccardo nu overtaget.” Der var ikke en skuffe eller et opbevaringssted tilbage til mig i hele hjemmet. Fra den dag lovede jeg mig selv at forsvare mine rettigheder. ”I linnedskabet,” besluttede jeg, men så kom jeg i tanker om at Mirella hver søndag tager en ren dug i det skab, når hun skal dække bord. Til sidst smed jeg den ned i kludeposen i køkkenet. Jeg nåede kun lige at lukke posen, før Mirella kom ind. ”Hvad er der galt, mamma?” spurgte hun. ”Du er helt rød i hovedet.” ”Det må være frakken,” svarede jeg og tog den af. ”Det er varmt udenfor i dag.” Jeg frygtede at hun ville sige: ”Det passer ikke, det er fordi du har gemt noget i kludeposen.” Jeg prøvede forgæves at overbevise mig selv om, at jeg ikke havde gjort noget forkert. Jeg havde stadig tobakshandlerens advarende stemme i ørerne: ”Det er forbudt.”
10. december
I mere end to uger har jeg holdt notesbogen skjult uden at kunne skrive i den. Fra den første dag har jeg hele tiden flyttet rundt på den, det har været svært at finde et skjulested hvor den ikke straks ville blive opdaget. Hvis børnene fandt den, ville Riccardo straks have snuppet den
til at tage noter på universitetet, eller Mirella til den dagbog hun låser inde i sin skuffe. Jeg kunne have holdt fast på den, sagt at det var min, men så havde jeg måttet forklare hvad jeg ville med den. Til husholdningsregnskabet bruger jeg altid de reklamekalendere som Michele tager med hjem til mig fra banken i begyndelsen af det nye år; han ville selv venligt have rådet mig til at give Riccardo notesbogen. Hvis den blev opdaget, ville jeg straks give afkald på den og aldrig overveje at købe en anden. Derfor sørgede jeg stædigt for at det ikke skete, skønt jeg – og det må jeg indrømme – ikke har haft et øjebliks fred siden jeg fik den. Førhen plejede jeg altid at blive lidt ked af det når børnene gik ud, men nu ønsker jeg at de forsvinder, så jeg kan være alene og skrive.
Jeg havde aldrig før tænkt over, at jeg på grund af lejlighedens lidenhed, og mit kontorarbejde, sjældent har mulighed for at være alene. Jeg måtte faktisk bruge et trick for at få begyndt på denne dagbog. Jeg købte tre billetter til en fodboldkamp og sagde at jeg havde fået dem af en kollega på kontoret. Et dobbelttrick, da jeg for at købe dem måtte fuske med husholdningspengene. Straks efter hjalp jeg Michele og børnene med at gøre sig klar, jeg lånte Mirella min varme frakke, sagde kærligt farvel og lukkede døren efter dem i gysende tilfredshed. Så fortrød jeg og løb hen til vinduet som for at kalde dem tilbage, men de var allerede langt væk, og det forekom mig at de styrtede af sted, ikke til en uskyldig fodboldkamp, men til en farlig
fælde jeg havde lagt for dem. De lo sammen, og den latter gav mig et stik af anger. Da jeg gik ind i stuen igen, var jeg lige ved at sætte mig for straks at begynde at skrive, men først skulle der ryddes op i køkkenet. Mirella havde ikke kunnet hjælpe mig, som hun ellers altid gør om søndagen. Selv Michele, der af natur er så ordentlig, havde ladet klædeskabsdøren stå åben og smidt nogle slips hist og her, det gjorde han også i dag. I dag købte jeg igen billetter til en fodboldkamp og kan derfor få lidt fred.
Det mærkeligste er, at når jeg endelig kan tage notesbogen frem fra sit skjulested, sætte mig ned og begynde at skrive, opdager jeg at jeg ikke har andet at skrive om end den daglige kamp for at skjule den. I øjeblikket gemmer jeg den i den gamle kiste hvor vi opbevarer vores vintertøj om sommeren. Men for to dage siden måtte jeg tale Mirella fra at åbne den for at finde sine varme skibukser, som hun har haft på herhjemme siden vi opgav at opvarme lejligheden. Dér lå notesbogen; havde hun løftet låget, ville hun straks have set den. Så jeg sagde til hende: ”Der er tid nok, der er tid nok,” og hun protesterede: ”Jeg fryser.”
Jeg insisterede så heftigt, at selv Michele lagde mærke til det. Da vi var alene, sagde han at han ikke forstod hvorfor jeg havde modsagt Mirella. Jeg svarede skarpt: ”Jeg ved hvad jeg gør,” og han så på mig, overrasket over min usædvanlige tone. ”Jeg bryder mig ikke om at du blander dig i mine diskussioner med børnene,” fortsatte jeg. ”Du underminerer min autoritet.” Og mens han indvendte, at
jeg plejede at bebrejde ham at han ikke beskæftigede sig nok med dem, kom han hen til mig og sagde drillende:
”Hvad er der galt i dag, mammà?” Jeg tænkte at jeg måske var begyndt at blive irritabel og sur, som det siges om alle kvinder der er over fyrre, og mistanken om at Michele havde fået samme tanke, fik mig til at føle mig dybt ydmyget.
11. december
Når jeg genlæser det jeg skrev i går, spørger jeg mig selv om min karakter begyndte at ændre sig den dag Michele for sjov gav sig til at kalde mig ”mammà”. I begyndelsen kunne jeg vældig godt lide det, det fik mig til at føle at jeg var den eneste voksne i huset, den eneste der vidste alt om alt muligt. Det forstærkede den ansvarsfølelse jeg altid har haft lige siden barndommen, og jeg kunne også godt lide det fordi det virkede som en retfærdiggørelse af den ømhed jeg altid har følt over for Michele, som er forblevet et åbent og troskyldigt menneske, selv nu hvor han snart er halvtreds. Når han kalder mig ”mammà”, ser jeg halvt blidt, halvt strengt på ham, som jeg plejede at gøre over for Riccardo da han var lille. Men nu forstår jeg at det har været en fejltagelse, han var den eneste for hvem jeg var Valeria. Siden jeg var lille, har mine forældre kaldt mig ”Bebe”, og over for dem er det svært at være anderledes
end den jeg var i den alder hvor de gav mig det tilnavn. Selv om de begge forventer alt det man forventer af en voksen, virker det ikke som om de indrømmer, at jeg virkelig er voksen. Jo, Michele var den eneste for hvem jeg var Valeria. For nogle veninder er jeg stadig ”Pisani”, deres skolekammerat, for andre er jeg Micheles hustru, Riccardo og Mirellas mor. For ham har jeg, siden vi først mødtes, derimod kun været Valeria.
15. december
Hver gang jeg åbner denne notesbog, ser jeg på mit navn, skrevet på første side. Jeg kan godt lide min sobre, regelmæssige, skrå håndskrift, selv om den klart afslører min alder. Jeg er treogfyrre, skønt jeg, når jeg tænker over det, ikke kan overbevise mig om at det er sandt. Også andre mennesker bliver forbavsede når de ser mig sammen med mine børn, og de giver mig altid komplimenter der får Riccardo og Mirella til at smile flovt. Nå, jeg er treogfyrre, og det virker flovt at ty til barnlige udflugter for at skrive i en notesbog. Derfor er det absolut nødvendigt at jeg indrømmer eksistensen af denne dagbog over for Michele og børnene, og håndhæver min ret til at lukke mig inde i et værelse og skrive når jeg har lyst. Jeg har været tåbelig fra begyndelsen,oghvisjegfortsætterpådenmåde,vildetgive dem indtryk af at jeg gør noget forkert ved at skrive disse
uskyldige sætninger. Det er latterligt. Men jeg har heller ikke haft fred på kontoret. Hvis direktøren beder mig om at arbejde over, er jeg bange for at Michele kommer hjem før mig, og af en eller anden uforudset grund roder i de gamle papirer hvor jeg gemmer notesbogen. Derfor finder jeg ofte på en undskyldning for ikke at blive på kontoret og mister derfor min overtidsbetaling. På vej hjem er jeg frygtelig nervøs. Hvis jeg ser Micheles frakke hænge i entreen, begynder mit hjerte at hamre, og når jeg går ind i spisestuen, er jeg bange for at se Michele med den sorte, skinnende notesbog i hånden. Hvis han bare sludrer med børnene, tror jeg det samme: at han kan have fundet den og bare venter til vi er alene og kan tale om den. Om aftenen tror jeg altid at han lukker vores soveværelsesdør med særlig omhu og kontrollerer håndtagets klik. ”Nu vender han sig om og siger det til mig.” Men han siger ingenting, jeg har bemærket at han altid lukker døren sådan, af vanemæssig omhu.
For to dage siden ringede Michele til mig på kontoret, og straks frygtede jeg at han var gået hjem af en eller anden grund og havde fundet notesbogen. Da jeg svarede, var jeg som forstenet. ”Hør her, der er noget jeg skal spørge dig om ...” begyndte han. I et kort øjeblik spekulerede jeg åndeløs på, om jeg skulle hævde min ret til at have så mange notesbøger jeg ville og skrive hvad der passede mig i dem, eller om jeg i stedet skulle bønfalde ham: ”Forstå mig, Michele, jeg ved at det var forkert ...” Men han
ville bare vide om Riccardo havde husket at betale sit universitetsgebyr, fordi fristen udløb den dag.
21. december
I går aftes, straks efter aftensmaden, sagde jeg til Mirella at jeg ikke bryder mig om, at hun låser sin skrivebordsskuffe. Hun svarede overrasket at det havde hun gjort i årevis. Jeg fortsatte at det netop var det jeg ikke havde brudt mig om i årevis. Mariella svarede energisk, at når hun studerede så flittigt på universitetet, var det fordi hun ville have et job, være uafhængig og flytte hjemmefra så snart hun blev myndig, for så kunne hun have alle sine skuffer lukkede, uden at nogen blev fornærmede. Hun tilføjede at hun har sin dagbog i skuffen, derfor låser hun den, og at Riccardo for resten gør det samme med de breve han får fra piger. Jeg svarede, at så havde Michele og jeg vel også ret til at have en låst skuffe. ”Det har vi faktisk,” sagde Michele, ”det er den skuffe hvor vi gemmer pengene.” Jeg insisterede på at jeg ville have en for mig selv, og han spurgte smilende: ”Til hvad?” ”Det ved jeg ikke lige, til mine personlige papirer,” svarede jeg, ”et par minder. Eller måske netop en dagbog ligesom Mirella. ”Så begyndte de alle, inklusive Michele, at le ved tanken om at jeg måske ville føre dagbog. ”Hvad ville du skrive i den, mammà?” sagde Michele. Mirella glemte at surmule og lo med. Jeg blev ved med at tale,