Skip to main content

De kendte og de glemte

Page 1

HANS HAUGE

De kendte og de glemte Tænkere i tyvernes og tredivernes Tyskland

Johann Plenge, Carl August Emge, Eta Harich-Schneider, Paul Tillich og Hannah Arendt

De kendte og de glemte.indd 3

19.11.2021 11.01


De kendte og de glemte. Tænkeres livshistorier i Weimar-republikken Af Hans Hauge © Forlaget Multivers ApS, 2022 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Per Lykke Omslag: Christine Lind Sat hos Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in Poland 2022 ISBN: 978-87-7917-339-2 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af:

De kendte og de glemte.indd 4

19.11.2021 11.01


Indhold Nedvurderet, glemt, genopdaget Nogle forbemærkninger

9

I. Ideerne fra 1914 og den tyske socialisme Nationaløkonomen Johann Plenge

16

II. Ideerne fra 1933 og den tyske nationalsocialisme Juristen Carl August Emge

134

III. Musikliv og selskabsliv i nazismens Berlin: Cembalisten Eta Harich-Schneider og hendes børn og venner

190

IV. Ud af glemslen Privatdocenten Werner Schingnitz og Ada von Boeselager

209

V. Tysklands hemmelige hovedstad Heidelberg

226

VI. Den tyske kristne socialismes ideer Paul Tillich

255

VII. Tysk tænkning bliver amerikansk Hannah Arendt – den heideggerske muldvarp i USA

De kendte og de glemte.indd 5

299

19.11.2021 11.01


Nedvurderet, glemt, genopdaget Nogle forbemærkninger Fem tyske tænkeres ’intellektuelle biografier’ er i centrum, og i periferien cirkulerer en lang række andre.1 Hovedpersonerne er en økonom, Johann Plenge, en retsfilosof, C.A. Emge, en cembalist, Eta Harich-Schneider, en teolog, Paul Tillich, og en teologi-, litteratur- og filosofistuderende, Hannah Arendt. Og så er der en lang række mere eller mindre kendte bipersoner, bl.a. Max Weber, Ernst Troeltsch, Carl Schmitt, Stefan Zweig, Werner Sombart, Max Scheler, Karl Jaspers, Walter Benjamin og Emil Lask. Der er dels tale om tænkere, som var kendte, aktive og synlige i tiden fra før 1914 og til 1945, og som derefter blev glemt, dels tænkere, som stadig er kendte, fordi de opretholdes af et fortolkningsfællesskab og er med i en filosofisk kanon eller en anden kanon. De, der ikke er med i en kanon, findes stort set ikke. Jeg har valgt at skrive om glemte tænkere, og ved at fortælle om dem kan jeg kaste et nyt lys over tysk tænkning før Anden Verdenskrig, ganske enkelt fordi disse tænkere stort set aldrig nævnes. Når man læser om tyske tænkere fra dengang, er det stort set altid de kanoniserede som Max Weber, Martin Heidegger og Walter Benjamin, der nævnes. Nye navne skaber nye indsigter, men jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan ændre kanon. Cembalisten Eta Harich-Schneider kender de relativt få mennesker, der spiller cembalo. Men der er ikke mange, der 1

Jeg lægger ikke noget i ordet ’tænkere’, som jeg kalder dem. I dag ville de hedde ’forskere’, som er den betegnelse, der bruges hyppigst, fordi man ikke vil sige ’videnskabsmænd’.

9

De kendte og de glemte.indd 9

19.11.2021 11.01


har læst hendes dagbog, der rummer en masse oplysninger om datidens kendte, som ikke findes i litteraturen om dem. Jeg opdagede hende, fordi hun kendte C.A. Emge. Jeg har været så heldig at få kontakt til Daniela Emge, C.A. Emges barnebarn, der i dag er præst i Essen. Jeg har fået adgang til billeder og oplysninger om hendes farfar, der ikke har været præsenteret før. Hun skrev til mig, at jeg er den første, der nogensinde har spurgt til hendes farfar. Hannah Arendt var ikke et kendt navn, da jeg læste på universitetet. Hun var heller ikke kendt i 1930’erne, men hun er det nu. Paul Tillich var kendt i Tyskland før krigen og blev berømt (og nu berygtet) i USA efter krigen. Jeg har med de to forsøgt at fortælle om noget, som man ikke finder i de mange mono- og biografier om dem. Jeg spørger så, om det kan tænkes, at de to bliver glemt i en ikke fjern fremtid. De er begge under anklage. Hvad anklagerne går ud på, bliver ikke afsløret her. Jeg antyder: De var kendt, men bliver måske glemt. Ganske som tyskerne fjerner gadenavne på dem, de ikke bryder sig om, kan de en dag finde på at fjerne Tillich og Arendt. * Johann Plenge og C.A. Emge var i tiden før Anden Verdenskrig, hvad vi kan kalde ’public intellectuals’. De var indflydelsesrige skikkelser, men begge blev glemt, overset eller

10

De kendte og de glemte.indd 10

19.11.2021 11.01


nedvurderet efter krigen.2 Hvordan kan sådan noget gå til? Mange af deres samtidige blev ikke glemt. Jeg bruger ofte de to ord ’kendt’ og ’glemt’. ’Kendt’ betyder, at vedkommende er med i den officielle kanon. Det er ikke en kvalitetsbetegnelse og betyder heller ikke berømt, populær eller kendis, selv om det kan betyde det. Hannah Arendt er populær, og Heidegger er berømt.3 Men hvorfor opretholder fortolkningsfællesskabet den ene og ikke den anden? Er det mon tilfældigt? Kan det være, at mange blev glemt helt bevidst, fordi de var nationalsocialister? Plenge var socialist. Emge var nationalsocialist. Begge blev glemt. Og man siger jo, at Heidegger var nazist. Han er ikke glemt. Det forholder sig med kendthed, som det ifølge Max Weber gør med universitetsstillinger: Det er tilfældigt, hvem der får stillingen, og altså også, hvem der er kendt. Det er hasard, som han siger.4 Og det er tilfældigt, at Johann Plenge er glemt, mens vi husker Max Weber. Det kunne være omvendt – eller kunne det?5 Da Weber døde 14. juni 1920, var der ingen, der nævnte hans hovedværk om den prote2

3

4 5

De nævnes ikke i Den Store Danske Encyklopædi. Det gør kun Paul Tillich og Hannah Arendt blandt de fem hovedpersoner i denne bog. Jeg kan nævne, at hverken Johann Plenge eller C.A. Emge er nævnt i f.eks. Kurt Sontheimers Antidemokratisches Denken i der Weimarer Republik (1978). Jeg kunne nævne mange andre lignende bøger, hvori de to heller ikke er nævnt. Hver gang jeg får en ny bog om tysk filosofi i hænderne, slår jeg op for at se, om de er nævnt. Det er de stort set aldrig. Og jeg ved godt, det forholder sig sådan, at 99 procent af alle forfattere og filosoffer bliver glemt. At en forfatter er kendt, er dét, man skal undre sig over. Han sagde også: Det er altid den næstbedste, der får stillingen. Det er jeg et eksempel på, da jeg fik min. Man har spurgt, hvorfor Max Weber blev så berømt. Var det hans tese om protestantismens etik og den kapitalistiske ’ånd’, selv om de fleste mener, at den ikke ’passer’? Kan det være hans ’karisma’-begreb? Kan det være hans idé om værdifri videnskab? Og hvorfor Hannah Arendt, som lovpriste den britiske imperialisme?

11

De kendte og de glemte.indd 11

19.11.2021 11.01


stantiske etik og kapitalismens ’ånd’.6 Karl Jaspers nævnte i sin mindetale, at Webers værker kun forelå i fragmenter. Der var knap nok en bog af ham. Jaspers kaldte ham også ’en eksistentiel filosof’. Fænomenologiens grundlægger, Edmund Husserl, blev hurtigt i sin samtid en kendt filosof, selv om han kun havde udgivet ganske få bøger. Det samme var tilfældet med Martin Heidegger. De opretholdes i dag af et stort forskningsfællesskab finansieret af stat og fonde. Georg Lukács blev både kommunist og endog stalinist. Han er aldrig blevet glemt. Fænomenologen Hans Lipps er stort set glemt. På nær i Danmark. Han var Løgstrups lærer, og derfor opretholdes han af et mindre fortolkningsfællesskab. Det er en tilfældighed, at Lipps er en langt større tænker i Danmark end i Tyskland. Vi kan også tage eksempler fra litteraturhistorien. Det er tilfældigt, at Thomas Mann, Bertolt Brecht og Hermann Hesse er kanoniske, mens Otto Paust7, Rudolf G. Binding8

6

7

8

Man henviser til den som PE. Den blev af The International Sociological Association i 1998 udnævnt til en af de ti vigtigste sociologibøger i det tyvende århundrede. Otto Paust (1897-1975) skrev i forskellige NS-aviser og -tidsskrifter. Hans romantriologi Volk im Feuer (1934), Nation in Not (1936) og Land im Licht (1937) blev læst af mange. Jeg har kun læst det første bind, og der er intet at udsætte på den med hensyn til litterær kvalitet. Paust blev glemt, fordi han var nazist, ville de fleste nok sige. Han fortsatte efter krigen som journalist og forblev på den yderste højrefløj. Rudolf G. Binding (1867-1938) var søn af juristen Karl Binding, der var en berømt mand i samtiden, og han virkede i Leipzig. Rudolf var en ganske populær forfatter, især på grund af novellesamlingen Die Geige (1918). Han er måske nok ikke helt glemt. Stefan Zweig var sammen med Rudolf G. Binding, dennes jødiske veninde Elisabeth Jungmann, og den homoseksuelle Erich Ebernmayer i Pontresina i sommeren 1935. Et pragtfuldt menneske, denne Binding, sagde Zweig. Den slags nævnes naturligvis ikke i Zweigs Die Welt von Gestern (1942). Deri omgås han ikke nazister.

12

De kendte og de glemte.indd 12

19.11.2021 11.01


og Will Vesper9 ikke er det. De tre førstnævnte er hovedpersoner i de fleste litteraturhistorier, mens de tre andre ikke er med. Er der en grund til, at de blev glemt? Litteraturhistorien har muligvis fjernet dem, fordi de var højrekonservative og nationalsocialistiske. Det gør litteraturhistorien dog ikke altid, men næsten. Knut Hamsun lever endnu, men det lakker mod enden. Er Mann, Brecht og Hesse bedre forfattere end Paust, Binding og Vesper? Det kunne man forestille sig, at nogen sagde, men har de læst ret meget af Paust? Næppe. I Heide glemmer de ikke, at Ditmarsk-forfatteren Gustav Frenssen var antisemit. De har derfor omdøbt Gustav-Frenssen-Straße.10 Det samme sker med mange gader i Tyskland. Hvorfor gør de det? Ernest Renan har engang sagt, at man bliver et folk, hvis man har glemt det samme, så jo mere tyskerne glemmer, jo mere tyske bliver de. Da jeg gik til filosofikum, standsede filosofien ved Kant, og den sprang så det 19. århundrede over og begyndte igen i London hos Bertrand Russell. Hegel, Kierkegaard, Nietzsche var end ikke filosoffer. Eller man kunne nævne Karl Poppers totale afvikling af Hegel. Og nu? Nu er Hegel og endog Marx på mode igen. Der findes også en sociologiens og en retsfilosofiens børs. Det går op, det går ned, men nogle 9

10

Will Vesper (1882-1962) kender Thomas Mann-kendere, for Mann kaldte ham den argeste nationalistiske nar. Han var især i begyndelsen af 1930’erne indflydelsesrig. Han redigerede og udgav tidsskriftet Die Neue Literatur. Han var især kendt for at skyde katte. Efter 1936 kom en naturbeskyttelseslov, der tillod enhver at skyde vilde katte. Vesper skrev romaner om kristningen af Island og en glimrende lille bog om den unge Luther, som jeg er ret sikker på, at de færreste Luther-forskere har læst. Mens Will Vesper er glemt, er Bernhard Vesper, hans søn, derimod kendt. Han blev gift med Gudrun Esslin fra Rote Armee Fraktion. De ville rehabilitere Will Vesper, og Bernhard skrev så den autofiktive roman Die Reise. Han begik selvmord i 1971, romanen udkom 1977. Der findes lignende tilfælde andre steder i Schleswig-Holstein, f.eks. Dingen, Brunsbüttel og Meldorf.

13

De kendte og de glemte.indd 13

19.11.2021 11.01


bliver nede. Plenge og Emge blev glemt, men ikke fortrængt. Jeg holder mig til Max Weber. Det er tilfældigt, hvem der bliver glemt, og hvem der er kendt. * Hermed begynder en fortælling om en lille verden befolket af tyske tænkere, som var tæt forbundet, og som vi er tæt forbundet med, og som nu afløses og erstattes af amerikansk ’teori’. Amerikansk popmusik og popkultur er i dag nutidens universelle sprog og vor tids version af middelalderens kirkelatin. Pop er langue, og teori er parole.11 I tyske Mithu Sanyals morsomme campusroman Identitti (2021) hedder en af hovedpersonerne Saraswati, og hun er professor, og hendes nyeste bog hedder PopPostkolonialismus. »Saraswati ist Pop«12, læser vi. Romanen giver et fint indblik i teoriens status i tysk universitetsliv, der har indoptaget amerikansk jargon, og som ligner dansk universitetsliv. Det er trist, at der er færre og færre, som lærer og læser tysk. Det kræver desværre et lille kendskab til tysk sprog og litteratur at få fornøjelse af denne bog, som er skrevet af en, der ikke selv har tysk som fag, men engelsk. Så sværere er det ikke. Men jeg takker for, at jeg i sin tid fik mulighed for i gymnasiet at læse Goethe, Schiller, Heine og Trakl. Man sætter sig jo ikke blot i sin lænestol en aften og læser Faust. God litteratur skal læses i skolen. Det er pligten, der styrer. Denne bog er vokset ud af fire andre: Løgstrup, Heidegger og nazismen. Biografier, diskussioner, erindringer, pole11 12

Allen Thiher: Words in Reflection: Modern Language Theory and Postmodern Fiction, Chicago, 1984, s. 56. Mithu Sanyal: Identitti, München, 2021, s. 18

14

De kendte og de glemte.indd 14

19.11.2021 11.01


mikker og anekdoter (2016), Hytten og hæfterne. Historien om Heidegger og hans Schwarze Hefte (2019), Ensomhedsparathed. Eksistentialismens aktualitet (2019) og Den ukendte Løgstrup (2020). Jeg har forsøgt ikke at gentage mig selv13, men der er visse personer og episoder, som også omtales i de andre bøger. I denne bog er Martin Heidegger og K.E. Løgstrup ikke i fokus, men de er med. Mange af oplysningerne om de enkelte tænkere har jeg fra de standardværker, som de fleste bruger, og som Wikipedia er skrevet af efter. Det gælder de helt uundværlige Die Deutsche Universitätsphilosophie in der Weimarer Republik und im Dritten Reich (2002) af Christian Tilitzki, Das Personenlexikon zum Dritten Reich. Wer war was vor und nach 1945? (2003) af Ernst Klee og Heidegger im Kontext. Gesamtüberblick zum NS-Engagement der Universitätsphilosophen (2013) af George R. Leaman.14 Jeg vil til slut takke Daniela Emge, Arno Victor Nielsen og Karsten Hvidtfelt Nielsen for hjælp. Jeg takker også coronatiden, som gjorde, jeg fik ro og fred til at skrive. Jeg har været på, hvad Sloterdijk kalder et immunitetseminar, der skal lære os at beskytte os mod naturterrorismen (coronaen). Jeg takker også Google-robotten, som har gjort os alle wikipedofile og demokratiseret ’forskning’, så enhver kan blive als-ob-ekspresekspert i hvad som helst på et øjeblik. Hans Hauge Aarhus, marts 2021 13 14

Det hedder ’selvplagiering’ og er en dødssynd i videnskabens verden. Jeg forsøger altså ikke at selvplagiere. Hvor der ikke står andet, er et af de tre værker kilden. Dog har ingen af dem Johann Plenge med, og i Tilitzkis kæmpeværk nævnes stort set ingen kvinder.

De kendte og de glemte.indd 15

19.11.2021 11.01


I Ideerne fra 1914 og den tyske socialisme Nationaløkonomen Johann Plenge all revolutions happened because everyone everywhere wanted to be Americans Jarett Kobek i I Hate the Internet (2016) 1. Da jeg introducerede Plenge i Danmark Jeg holdt i januar 2020 foredrag om nogle ideer, som engang var kendt, men nu næsten er glemt: die Ideen von 1914. Og jeg fortalte om en person, som ingen kender i dag, nationaløkonomen Johann Plenge, som formulerede ideerne. Stedet, hvor jeg holdt det lille foredrag om Plenge, var på Bjerremark ved den dansk-tyske grænse. Arrangør var en forsamling, som ingen kender, FEKK.15 Temaet var store forandringer eller omstillinger, for vi bruger ikke ordet revolution i Danmark mere. Vi taler om en ’omstilling’, og metaforen er taget fra telefonverdenen, hvor vi venter og venter og hører dårlig musik, mens vi omstilles. Jeg tror, jeg er den eneste, der har holdt foredrag om Plenge i Danmark. Det kan godt være, det ikke er noget at prale af. Det vil vise sig. Ingen af tilhørerne ved foredraget, som omfattede lærde økonomer, teologer og historikere, tyske og danske, havde hørt om Plenge før, og det kan der være gode grunde til. 15

Forum for Europæisk Kirkekundskab (og i sin tid også Kirkeret), en lidt hemmelig, eksklusiv forening, der udgiver bøger, som ingen læser. Hovedkræfterne bag er domprovst Jens Thorkild Bak, tidligere minister Mette Bock og tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Forkortelser som FEKK er en af de praksisser, vi har arvet fra NS-tiden, der elskede den slags akronymer.

16

De kendte og de glemte.indd 16

19.11.2021 11.01


Han var kendt, blev miskendt og glemt. 2. Plenge redivivus? Selv i bøger om ideerne fra 1914 glemmes Plenge ofte.16 Næsten glemmes. For mens jeg var i Sønderjylland for at holde foredrag for FEKK, var en ny bog med posten på vej til min adresse. Om Johann Plenge. Den udkom i 2018, er på 875 sider, har titlen Der Gesellschaftsingenieur. Johann Plenge (1874-1963) og er skrevet af Michael Busch. Heri kortlægges det netværk, som Plenge indgik i, og det netværk finder man ikke andre steder. I hans netværk indgik f.eks. Max Weber, men i bøger om Weber står der næsten aldrig noget om Plenge. Kan det passe, at Plenge er på vej tilbage? Og går jeg der, hvor verdensånden går? Næppe. Gad vide om også ideerne fra 1914 er ved at vende tilbage? Måske. Nogle af mine tilhørere fandt dem ganske sympatiske. Den allerkorteste formulering af ideerne er: Cogito, ergo sumus, jeg tænker, altså er vi, og jeg er en del af en samfundsmæssig helhed, af et Vi. Jeg er en del af staten: »Bürger des Staates«, siger Plenge med Hegel, og staten er en Volksstaat.17 Det fritsvævende individ findes ikke. Fællesskabet er det vigtigste. Det lyder jo helt nutidigt. Frihed realiseres i fællesskab; det er næsten Venstres slogan. Vi hører ofte den banale kliche ’vi er sociale dyr’ udtalt på bugtalervis, som om det var en sandhed. Plenge sagde altså ikke som Kant, at vi er borgere i to riger (frihedens og nødvendighedens). Kun i ét rige, hvor modsætninger forenes og ophæves. I de 16 17

Han omtales i Ernst Pipers Nacht über Europa. Kulturgeschichte des Ersten Weltkrieges, Berlin, 2014, s. 68-70. Den bog har jeg haft stor nytte af. Danske socialdemokrater og socialister sætter lighedstegn mellem staten, samfundet og fællesskabet. Alt er et – det er ren Thomas Hobbes.

17

De kendte og de glemte.indd 17

19.11.2021 11.01


senere år har denne ergo sumus-tanke fået en renæssance blandt visse ’fænomenologer’ (og mange andre), der foretrækker gruppearbejde, dvs. et gruppesubjekt frem for hin enkelte. De taler om en ’Wir-Intentionalität’, ’sharing truth’ og ’epistemic community’.18 Disse samtidige filosoffer har helt glemt, hvad (tjekkiske) Ernest Gellner har sagt: »We discover truth alone, we err in groups«.19 Plenge var selv en enegænger. 3. Generationer: Tre fra Bremen. Johann Plenge og lidt om Rudolf Alexander Schröder og Ludwig Roselius20 Johann Plenge blev født 7. juni 1874 og tilhørte den såkaldte Gründergeneration, der voksede op i det nye, store Tyskland – kejserriget – og i Freie Hansestadt Bremen. Lad mig kort nævne de fire generationer, som jeg og man21 arbejder og arbejdede med: Die Wilhelminische Generation (Wilhelm II, født 1859) oplevede som børn grundlæggelsen af det nye Tyskland efter 1870-71 og blev politisk socialiseret i Bismarcks regeringsperiode. De var 50-60 år gamle, da Første Verdenskrig begyndte, og sad på førende stillinger. Die Gründergeneration, født 1870-80, oplevede Wilhelm II’s overtagelse af tronen i 1888 og var ved krigens begyndelse 40-50 år gamle. Mange var professorer. Akade-

18 19 20

21

Jeg tænker først og fremmest på Hans Bernhard Schmid. Ernest Gellner, Language and Solitude, op.cit., s. 3. Jeg bygger på især Michael Buschs imponerende forskning samt på en af Plenges elever fra Münster: Hanns Linhardt (1901-89), der var professor i Betriebswissenschaftslehre ved Friedrich-Alexander-Universität Erlangen-Nürnberg. Han blev FDP-politiker efter krigen. Jeg slog ham op på Wikipedia. Der nævnes intet om hans forbindelse til Plenge. Sociologen Karl Mannheim skrev derom i Das Problem der Generationen (1928).

18

De kendte og de glemte.indd 18

19.11.2021 11.01


mikerne i die Frontgeneration, som blev født i 1880’erne og 1890’erne, begyndte at læse kort efter 1900 og blev præget af moderniseringen og kulturpessimismen og gik i en alder fra 20 til 35 år frivilligt med i krigen, ofte med begejstring. Endelig er der die überflüssige Generation, die verlorene eller die Kriegsjugendgeneration, der blev født fra 1900 og fremefter; de var for unge til at deltage i krigen, men oplevede nederlag, revolution og store økonomiske problemer. Det var dem, der lettest tilsluttede sig folkelig-nationale og nationalsocialistiske bevægelser. Til denne generation hørte Hans-Georg Gadamer, Heinrich Himmler og Joseph Goebbels sans comparison.22 Der er en roman, Jahrgang 1902 af den unge Ernst Glaeser,23 som blev en uhørt succes og oversat til over tyve sprog, der har beskrevet denne generation. Ernst Hemingway var vild med romanen. Romanen er, ville vi sige i dag, ’autofiktiv’. Glaeser lagde stor vægt på, at der ikke var tale om digtning eller fiktion. Vi følger i den den 12-årige dreng, der bl.a. oplever krigsudbruddet 1914 og den begyndende seksualitet. Den var ’generationsromanen’ om ’generationen uden nåde’ over dem alle, og den udkom i 1928.24 De var af den generation, som ikke kunne blive helte; det var deres fædre. Bogen blev brændt 10. maj i 1933 i forbindelse med den aktion imod den ikketyske litteratur, de nationalsocialistiske studerende i DSt (Deutsche Studen-

22

23

24

Det gjorde Hannah Arendt også, men jeg er ikke sikker på, at denne generationstænkning gælder for kvinder. Deres oplevelse af Første Verdenskrig var en anden. Glaeser havde læst jura og filosofi i Freiburg. Han blev født i 1902 og døde i 1963. Han var kommunist eller socialist, men der er mange diskussioner om, hvorvidt han skiftede holdning i løbet af 1930’erne. Gerhart Pohl var også årgang 1902 og skrev også en generationsroman, Brüdern Wagemann (1936); og Ernst von Salomon blev også født i 1902.

19

De kendte og de glemte.indd 19

19.11.2021 11.01


tenschaft) gennemførte.25 Glaeser flygtede, men kom til at savne hjemstavnen. Lod sig genopdrage og blev nazist, derfor hadet af emigrantlitteraterne og efter krigen en latterlig person.26 I dag er han glemt. Ludwig Roselius blev født 1874; han og Johann var skolekammerater. Fire år senere blev forfatteren, arkitekten, salmedigteren, teologen, maleren og meget andet Rudolf Alexander Schröder født, også i Bremen.27 Plenge udformede die Ideen von 1914, Schröder skrev i 1914 sangen ’Heilig Vaterland’ (og meget andet),28 og Roselius opfandt koffeinfri kaffe. Han blev ejer af Kaffee HAG. Schröder var med til at starte tidsskriftet Die Insel, der blev til Insel-Verlag.29 Roselius grundlagde også et forlag og udgav et kunsttidsskrift. Plenge lavede et universitetsforlag, der udgav hans egne bøger. Plenge blev glemt, Schröder og Roselius hædret, og Schröder husket for sin cigar, der altid var tændt. Der findes en Rudolf-Alexander-Schröder-Straße i Bremen. Og Roselius har i den grad sat sit præg på byen med Böttcher25

26 27 28 29

Glaeser blev ved med at skrive skuespil og romaner, men de blev meget negativt modtaget af de nationale forfattere i løbet af 1930’erne. Glaeser skrev en del om sex, og anmelderne var enige om, at han gjorde det for at kunne sælge romaner. Det var i Will Vespers højrekonservative tidsskrift Die neue Literatur, at de var kritiske over for Glaeser. Volker Weidermann, Das Buch der verbrannten Bücher, Köln, 2008, s. 57. Se Herbert Lölke, Rudolf Alexander Schröder, Stuttgart, 1983. Lölke omtaler ikke episoden med litteraturprisen, Hans samlede digte udkom i 1912. Sammen med Otto Julius Bierbaum og Alfred Walter Heymel. Sidstnævnte var en skolekammerat fra Bremen. Schröder var indretningsarkitekt og maler, og det var nok først i det nye Vesttyskland, at han blev en markant skikkelse. I 1906 var der på en kunsthåndværksudstilling i Dresden et moderne kvinderum i rosa farver, som han havde lavet. Han oversatte Vergil, Horats og Homer. Det er mit indtryk, at han ikke er så kendt i Danmark som Rilke og von Hofmannsthal, hvis vi ser bort fra hos tysklærere. Tidsskriftet udkom kun tre gange, så blev de uenige. Så gik det over til at blive det kendte Leipzig-forlag. Rainer Maria Rilke, Hugo von Hofmannsthal, Rudolf Borchardt og Gerhart Hauptmann udkom på Insel. Og Knud Romer.

20

De kendte og de glemte.indd 20

19.11.2021 11.01


straße, som i sig selv er et kunstværk. Plenge og Roselius fik en del at gøre med hinanden. Det kommer jeg til. I Tyskland bedrives en mistankens hermeneutik, så de er alle tre anklaget for usømmelig omgang med nazismen. Det var og er endnu alle afdødes skæbne i Tyskland. Den slags glemmer ingen tilhørende et vist segment af tyske intellektuelle, der altid er på jagt efter beviser, så noget kan slettes, og nogen anklages.30 Plenge er blevet anklaget for at have bidraget til nazismen; og Rudolf Alexander Schröders kendte sang ’Heilig Vaterland’ blev optaget i nazisternes højskolesangbog Die weiße Trommel.31 At hans salmer er i den tyske salmebog, betyder mindre i det sig raskt afkristnende Tyskland. Roselius hyldede den nordisk race og var ven med Hitler, så længe det varede. De har en litteraturpris i Bremen. Paul Celan fik den i 1958. Celan omtalte de tre, der havde betydet mest for ham: filosoffen Martin Buber, forfatteren Rudolf Borchardt og Rudolf Alexander Schröder.32 Men året efter gik det helt galt. I 1959 ville de give prisen til Günter Grass for den groteske roman Die Blechtrommel. Ham ville Bremens Senat ikke give penge til. Et par år senere blev prisen derfor omdøbt til Rudolf-Alexander-Schröder-prisen. For nogle år siden overvejede de så i Bremen, om man skulle ophøre med 30

31

32

En bekendt havde i et bidrag til en tysk bog et citat fra æsteten og kantianeren Alfred Baeumler. Det gik ikke, for han var nazist. Hannah Arendt har citeret ham, men det er længe siden. Han protesterede mod, at de lavede hans sange om, men ikke mod, at de kom i deres sangbøger. Det har man naturligvis bebrejdet ham i dag. ’Vaterland’ var ikke nazisternes ord; de foretrak altid ’Reich’. Borchardt, Schröder og Hugo von Hofmannsthal udgjorde en vigtig kulturkonservativ trio – og to af dem var påvirket af Stefan George-kredsen og af George selv. Måske var Celan blot høflig den dag i Bremen; jeg har kigget lidt i sekundærlitteraturen om Celan, og de nævner hverken Borchardt eller Schröder, men måske har jeg ikke kigget grundigt nok.

21

De kendte og de glemte.indd 21

19.11.2021 11.01


at uddele den pris med Schröders navn. Han var nemlig på sin 60-års fødselsdag blev hædret på rådhuset af SA-borgmesteren, og der findes et billede af de to. At RAS, som han kaldes, var medlem af den antinazistiske Bekennende Kirche under krigen, talte ikke med. Prisen findes endnu, og som vi husker, blev også Günter Grass afsløret som SS-mand. Sådan kan det gå, men Grass er ikke glemt, men elsket. I 2015 udkom bogen Rudolf Alexander Schröder im Dritten Reich. Schröder er nu afsløret. Han havde et enormt stort netværk. Han korresponderede med mange, bl.a. nogle nazivenlige forfattere som Hans Grimm. Det er ham med Volk ohne Raum, og han arrangerede Lippoldsberger Dichtertreffen, hvor Schröder var med. Det er lykkedes at finde nogle småting, der kan tolkes som nazivenlige. Der findes således et enkelt brev, hvor han slutter med Hitler-hilsenen. Han lod, som om han repræsenterede en ’Politik des Unpolitischen’, men han var politisk. Hans poetologi passede sammen med NS-ideologiens fællesskabstænkning. Det er da heldigt, at Paul Celan ikke havde opdaget det. Ludwig Roselius er heller ikke glemt, men tilgivet. Tilsyneladende. Hans omgang med nazismen har ikke haft nogen eftervirkning. Roselius Haus i Böttcherstraße og hans indsats for Bremen og kunsten betyder nok for meget for turismen, skønt Roselius var langt mere involveret i nazismen end de to andre, som ikke var. Jeg vender tilbage til Roselius senere. 4. Johann Plenges studier i Leipzig Plenge var døbt Johann Max Emanuel Plenge og var evangelisk-luthersk. Han forblev en kristen tænker og kristen socialist livet igennem, så vidt jeg kan se det, men han del22

De kendte og de glemte.indd 22

19.11.2021 11.01


tog ikke i de forskellige kristelig-socialistiske foreninger og sammenslutninger. Han var sig selv. Faderen, konsul J.H. Konrad Plenge, var storkøbmand ligesom R. Alexander Schröders og Ludwig Roselius’ fædre, så der er sådan lidt Buddenbrooks eller protestantisk etik og kapitalistisk ånd over dem.33 Plenges far tilhørte den borgerlige elite og havde tjent penge i Peru. Det var ikke helt almindeligt. Schröders far havde opholdt sig i Indien. De tilhørte alle tre, hvad der kaldes Bildungsbürgertum eller das neue Bürgertum. Faderen døde, da Johann var fem år gammel. Johann Plenge, der var den yngste af tre brødre, kom på Altes Gymnasium Bremen og skulle have ’dannelse’. Samme sted gik Ludwig Roselius og R. Alexander Schröder. Jeg tror aldrig, Plenge og RAS eller Rudi, som han kaldtes, mødte hinanden. Den 19-årige Johann fra Bremen flyttede til Universität Leipzig for at læse nationaløkonomi, statskundskab, historie og filosofi. Uni Bremen blev først oprettet i 1971. Schröder tog til München og blev boheme. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at nationaløkonomi var et meget populært fag på det tidspunkt. Det var på flere måder et kulturfag. Der var mange nationaløkonomer med i den berømte Stefan George-kreds af æsteter. Efterhånden blev også mange kvinder nationaløkonomer. Universität Leipzig tiltrak studerende, ikke mindst på grund af to af datidens store tænkere: den moderne videnskabelige psykologis grundlægger, filosoffen og præstesønnen Wilhelm Wundt (1832-1920),34 og historikeren Karl Lamprecht (18561915), som Leipzigs tredje berømthed, billedhuggeren Max 33 34

Schröders far, Johannes, var pietist. Jeg ved ikke, hvor den underlige vane er kommet fra, som gør, at man skal sætte årstal efter navne, som om der er tale om gravsten.

23

De kendte og de glemte.indd 23

19.11.2021 11.01


Klinger, lavede buster af.35 Wundt har haft enorm betydning ikke blot i Tyskland, men i hele verden. I Danmark kan man betragte både Harald Høffding og Alfred Lehmann som hans elever. Edmund Husserl havde også været i Leipzig; det var i 1876, og der mødte han sin landsmand Tomáš Masaryk, og de to forblev venner resten af livet. Husserl overværede også Wundts forelæsninger. Masaryk er naturligvis kendt især i Tjekkiet; han blev Tjekkoslovakiets første præsident og formulerede sentensen: Demokrati er samtale. På det tidspunkt stod socialismen stærkt i Tyskland, også sammenlignet med i den øvrige verden. Bismarck kaldte socialdemokrater ’vagabonder uden et fædreland’. Ferdinand Tönnies (1855-1936) havde i 1887 udgivet sin Gemeinschaft und Gesellschaft, og dens første udgave havde undertitlen Communismus und Socialismus als empirische Culturformen.36 Den blev en af sociologiens klassikere. Et andet ord for kommunisme er altså fællesskab, og et andet ord for samfund er socialisme. Tönnies skulle i 1880 have doktoreret hos Wundt, men de var i familie, så det gik ikke. Tönnies’ bog fik en enorm indflydelse. Han blev født i det danske rige, gik i skole i Husum, og han gav udtryk for sin længsel efter landsbyen, gården og kirken og sin Heimat i Schleswig. Bogen appellerede både til nationalisterne og marxisterne, både til højre og venstre. Georg Simmel og Max Weber gjorde det derimod klart, at vi var eller er fanget i det moderne sam35 36

Han lavede også en Georg Brandes-buste. Man skal lægge mærke til, at de er kulturformer, og kommunisme er fællesskab, socialisme er samfund. Selv om Marx spiller en stor rolle for Tönnies, der blev overbevist socialdemokrat, arbejdede han ikke med kultur som ideologisk overbygning. Han og konen meldte sig ud af den evangeliske kirke i 1930 og ind i SPD. Han var en af nationalsocialismens tidlige kritikere; alligevel kom hans opfattelse af fællesskabet til at betyde meget for nationalsocialisterne.

24

De kendte og de glemte.indd 24

19.11.2021 11.01


fund, og at vi ikke kan vende tilbage eller slippe ud. Verden er affortryllet, og vi vender aldrig tilbage til fællesskabet. Plenge kastede sig over jura, men også lidt teologi og filosofi. I sommeren 1895 tog han til Heidelberg, hvor moderen nu boede, og der gik han til timer hos retsfilosoffen Georg Jellinek (1851-1911), som også omtales i næste kapitel.37 Da Plenge vendte tilbage til Leipzig, mødte han Karl Lamprecht, som var i gang med en berømt historikerstrid mellem datidens historikere. Lamprechtstreit hed den. Tyskere er eksperter i historikerfejder. Den blev indledt i 1893. Han skrev et essay, ’Was ist Kulturgeschichte?’, som satte striden i gang. Lamprecht blev angrebet af kollegaer, fordi han interesserede sig for kulturhistoriske lovmæssigheder og ikke for politik og konger, og fordi han ville gøre historie til videnskab ligesom naturvidenskaben og dermed forklare og ikke fortolke.38 Han forsøgte at anvende Wilhelm Wundts psykologiske teorier på historien. Wundt selv kritiserede nykantianernes (Windelband og Rickert) opfattelse af historie som det singulære; med engangskarakter. Wundt mente sagtens, at man kan generalisere i historien, så han godtog ikke opdelingen i nomotetiske og idiografiske videnskaber. Lamprecht gjorde noget lignende og foretog inddelinger af historien i ’kulturtidsaldre’, f.eks. overgangen til den moderne, som var subjektivistisk (altså ikke overgan37 38

Vi har af NS-regimet lært at nævne, at mennesker er ’jøder’. Det var Jellinek. Hans ’tese’ var, at den verdenshistoriske udvikling eller ’Übertragung’ sker, ved at dele af et højtudviklet folks kultur overføres til yngre folk, hvor den lever videre og dermed bliver skønnere og bærer bedre frugt. Den ægyptiske og asiatiske kultur blev podet på den græske og dernæst den romerske og til sidst på germanernes. Det er jo næsten som hos Habermas. Germanerne var dog ikke, skriver han, »rezeptionsfähig« – man kan læse videre i Lamprechts Deutsche Geschichte. Urzeit und Mittelalter, Berlin, 1911, s. 3. Det er indledningen til hans historie. Nykantianerne imødegik ham med deres skelnen mellem natur- og åndsvidenskab (som hos Heinrich Rickert).

25

De kendte og de glemte.indd 25

19.11.2021 11.01


gen) og individualistisk. I Wundts folkepsykologi var der fire faser: den primitive, den totemiske, guders og heltes fase (epos) og til slut humaniteten. Det gik fremad. Lamprecht fik ikke mange disciple, for hans modstander var den magtfulde konservative historiker Friedrich Meinecke.39 Og ovennævnte Georg von Below. Lambrecht blev til sidst temmelig isoleret blandt historikerne. Lamprecht havde en positivismekreds i Leipzig, hvortil Plenges lærer nationaløkonomen Karl Bücher (1847-1930) hørte. Det samme gjorde Wilhelm Wundt, og de mødtes en gang om ugen i en Debatierkräntzchen. Plenge knyttede sig til Bücher og forsvarede ham over for kulturhistorikere som Eberhard Gothein.40 Både Plenge og Gustav Radbruch (se senere) gik til Lamprechts forelæsninger, som var uhyre populære. De studerende kom fra alle fag. Det samme var Wundts, men jeg ved ikke, om Plenge hørte ham. Plenge blev dybt påvirket af Lamprecht, og sidstnævnte blev bedømmer af Plenges afhandlinger. Plenge havde alle fem bind af Lamprechts Tysklandshistorie med på rejsen til USA (se nedenfor). Karl Bücher kender jeg ikke meget til, ud over hvad jeg har læst om ham. Det var ham, der opfandt Zeitungswissenschaft som universitetsfag – altså medievidenskab.41 På et tidspunkt blev Plenge og Bücher uvenner. Sådan er det i den akademiske verden. Og den slags er forudsætningen for videnskabelige paradigmeskift. Plenge og Bücher var på rejse 39

40

41

Meinecke blev efter krigen rektor for Freie Universität i Berlin. De havde svært ved at finde en, der ikke var belastet af NS-tiden. Han skrev under på invitationen til Løgstrup om at gæsteforelæse. Small world. Gothein var professor i Heidelberg. Hans hustru var en kendt forfatter, og en af deres sønner, Percy Gothein, blev Gerda Walther forelsket i. Herom senere. Der er en gade opkaldt efter ham i Leipzig.

26

De kendte og de glemte.indd 26

19.11.2021 11.01


til Italien, og der skete et eller andet, der gjorde, at de blev dødsfjender. Plenge anklagede i årene derefter Bücher for plagiat. Endnu en tysk tradition. Plenge var flittig og skrev doktorafhandling i 1897: Westerwälder Hausierer und Landgänger (1898) om de bissekræmmere, som vandrede østpå fra Westerwald og solgte varer. Han var nu nationaløkonom og kom i militæret i Bonn. I 1898. Han var i infanteriet og blev officersaspirant og Feldwebel. I 1900 var han i Paris. Han gik i gang med sin habilitation, mens han var i Bonn, og afsluttede den i 1903: Gründung und Geschichte des Crédit Mobilier, der handlede om en organisering og centralisering af kreditsystemet.42 Mens han var i Belgien og Frankrig, havde han stiftet bekendtskab med både protosocialisten Saint-Simons og anarkisten Proudhons tanker (»la propriété c’est le vol«).43 5. Johann Plenge tager til konference i USA I 1903 tog Plenge til USA. Mens han var der, fandt en stor kongres sted i forbindelse med verdensudstillingen i St. Louis i 1904, hvor unge dr. Plenge kunne mænge sig med en masse tyske berømtheder. Der var tale om the World Congress of Arts and Sciences, som var en del af fejringen af Louisiana (Louisiana Purchase Exposition – Judy Garland: ’Meet me in St. Louis, Louis’). De mest kendte tyske medvirkende var teologen og religionsfilosoffen Otto Pfleiderer (1839-1908) 42 43

Jeg har ikke læst disse tidlige værker, men baserer mig på omtaler hos Busch. Det er pudsigt, at C.A. Emges søn, sociologen Richard Martinus Emge, skrev en monografi om Saint-Simon. Det var jo Saint-Simon, som opfandt ’de intellektuelle’ – der var to slags. De intellektuelle og de positive intellektuelle. Senere udviklede Karl Mannheim tanken om den fritsvævende intellektuelle. I dag er de intellektuelles rolle overtaget af eksperterne, der alle er statsansat og ikke frie.

27

De kendte og de glemte.indd 27

19.11.2021 11.01


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook