Skip to main content

Dan Turèlls Changes of Light_Læseprøve

Page 1

Dan Turèlls Changes of Light


Af samme forfatter Under en Sort Sol. Fra Pisserenden til Statens Museum for Kunst (2002) Hitlisten. Alt om 2.015 hits på Tjeklisten (med Andrew Jensen) (2005) DNA twothousandandfive (2005) David Bowie. Station til station (2006) Something Rotten! Punk i Danmark. Maleri, musik og litteratur (2010) Eik Skaløe. Spejder og Steppeulv (2012) David Bowie. Station til station mod den næste dag (2013) Dizzy Mizz Lizzy. En drengedrøm (2015) David Bowie. Starman 1947-2016 (2016) Iggy Pop. En overlever (2017) Sods: Minutes To Go (2023) Den røde tråd. 50 år med Shu-bi-dua (med Jacob Wendt Jensen) (2023) Skousen & Ingemann: Herfra hvor vi står (2025) Medforfatter og -redaktør til (seneste udgaver) Politikens Store Rockleksikon (2004) Bonniers Rock Lexikon (2005)


Dan Turèlls Changes of Light Jan Poulsen

Multivers


Indhold

Intro: Lykkens pamfil ......................................... 9 1: Historien......................................................... 13 2: Digtene............................................................ 53 3: Jagten............................................................... 65 4: Galleriet........................................................ 119 5: Trivia............................................................. 167 Outro: Duebanen............................................. 177 Tak..................................................................... 189 Kilder................................................................. 193


“For fanden mand, den er til at tage og føle på” Klaus Rifbjerg, marts 70


Intro: Lykkens pamfil

“Kan jeg virkelig være så heldig?” tænkte jeg, da jeg på min ugentlige tur rundt i Københavns bedre antikvariater stod nede i kælderen i Nansensgade og lod øjnene løbe hen over hylderne med det skønlitterære T. En af dem nærmest bugnede af Dan Turèll-udgivelser, som heller ikke dengang i december 1989 var et hverdagssyn i antikvariaterne, og midt imellem mange endog meget sjældent sete titler stod Changes of Light: den mytiske udgivelse, det sagnomspundne hæfte, den hellige gral, ja, “den-er-så-sjælden-at-densikkert-ikke-findes”-bogen i Turèlls allerede da omfattende forfatterskab. Men den var god nok. Syv håndskrevne sider i forskellige tuschfarver og med en Poul Gernes-lignende skydeskive i farverne grøn, gul, blå, rød og violet midt på forsiden. Herover stod forfatterens navn i fed sort tusch, og nedenunder var bogens titel. Da jeg vendte hæftet, kunne jeg på bagsiden se, at det var “Udgivet af Peace Eye Spirit, 19.3.1970” med tilføjelsen: “Dette exemplar er skrevet af Dan Turèll til Ivan Malinovski.” Og nederst fremgik det, at udgivelsen var Turèlls femte i alt. Jeg troede ikke mine egne øjne, og havde jeg haft en cigaret i hånden, havde jeg sikkert skoddet den på armen for at se, om jeg drømte eller var vågen. Nu røg jeg ikke, så det var i stedet lyden af en klokke ved døren, der med ét transporterede mig tilbage til virkeligheden den torsdag eftermiddag mellem jul og nytår, da en anden kunde trådte ned i kælderen. Jeg stod vitterlig med Changes of Light i hånden og ikke bare et hvilket som helst eksemplar af hæftet, men dét som Dan Turèll havde skrevet til et af sine litterære

Dan Turèll med lup, optaget af et tidsskrift ved arbejdsbordet på Forhåbningsholms Allé 18 i januar 1970. (Privatfoto lånt af Kirsten Brand).

9


forbilleder, Ivan Malinovski. Forfatteren var død måneden forinden, og hans bogsamling – eller i al fald dele af den – var nu havnet i kælderantikvariatet i Nansensgade. Jeg ved ikke, hvor mit mod kom fra, men jeg var fræk nok til at bede om en rabat, da jeg var interesseret i yderligere et par titler i antikvariatet. Jeg kunne derfor barbere en halvtredser af prisen på 350 kroner, men mon ikke at jeg havde betalt fuld pris, hvis mit ønske om et nedslag ikke var blevet imødekommet? Det tror jeg nok. Jeg lukkede ikke min Dan Turèll-samling dén dag, men jeg fik slettet den mest eftertragtede titel på søgelisten, for jeg kunne regne ud, at Changes of Light kun fandtes i ganske få eksemplarer, da hvert eneste var skrevet i hånden. Et ad gangen. Hvor mange vidste jeg ikke, og da svaret ikke stod i René Højris’ glimrende bog, Dan Turèll. Samtale og introduktion (Borgen, 1977), som på det tidspunkt var den eneste om den myreflittige skrivekugle, tænkte jeg, at jeg ved lejlighed ville spørge forfatteren selv. Han boede bare et par hundrede meter fra mig, og ikke sjældent så jeg ham spadsere rundt i byen, og vi havde ovenikøbet hilst på hinanden et par gange. Men jeg fik aldrig spurgt ham. Og mindre end fire år senere var Dan Turèll død, bare 47 år gammel. Som set så ofte før i kulturens verden udløste hans død en eksplosiv stor interesse for både forfatter og værk. Flere af hans bøger blev genudgivet, og landets antikvariater blev støvsuget for Turèll-titler. Priserne på de mest eftertragtede udgivelser steg, og af og til tænkte jeg på mit gamle spørgsmål om oplagets størrelse, men fik ikke gjort noget konkret ved det. Det blev ved tanken. I 2002 fik offentligheden endelig mulighed for at få fat på de fem digte i Changes of Light, da en faksimile – i halv størrelse – af Per Højholts eksemplar blev vedlagt et nummer af det litterære tidsskrift Den Blå Port. Her fremgik det, at “det samlede oplag var på 10-20 håndskrevne eksemplarer.” Det havde vi nogle år forinden også kunnet læse i tegneren og forfatteren Peder Bundgaards bog om sin ven, Superdan (Borgen, 1995), dog med et lille forbehold, mens en anden af vennerne, digteren og forfatteren Asger Schnack, havde skrevet i sin Turèll-bog, Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste (Høst & Søn, 2001), at “der kun findes meget få eksemplarer af dette hæfte”. Svaret blæste således stadig i vinden, men der gik yderligere en håndfuld år, før jeg besluttede at gøre en målrettet indsats for at finde det. Eller måske bare komme det nærmere. Og jeg ville ikke bare finde antallet, jeg ville finde frem til hvert eneste eksemplar af Changes of Light og illustrere fortællingen om hæftet med dets for- og bagsider, da de jo – som håndtegnede og

10


håndskrevne – i sagens natur er unikke. Små kunstværker. Jagten blev indledt en efterårsdag i 2012, men historien om Changes of Light begynder mange år tidligere.

11


12


1: Historien

“Første gang jeg mødte hende stillede vi op i rækken på den nye skole efter sommerferien, og så var det pludselig jeg fik øje på hende, hun stod bagest i en af rækkerne, med blå øjne og langt lyst hår og så boblende i kroppen, at hun ikke kunne stå stille, det lyste ud af hende – og jeg forsvandt næsten mens jeg så på hende, jeg tænkte ‘Nej hvor er hun sød – ’…”1 Sådan skrev Dan Turèll i Onkel Danny fortæller (Corsaren, 1976), og lige præcis dér begynder historien om Changes of Light: ved hans fascination af de blå øjne, det lange lyse hår og den boblende krop. Det var første skoledag i august 1962, og Dan kunne ikke få øjnene fra pigen med den fantastiske udstråling. Udsigten frydede ham og har formentlig også fået ham til at se lidt mere formildende på sit sidste skoleår, sit realskoleår på Munkegårdsskolen i Vangede, for selv her den første dag efter sommerferien var han givetvis allerede skoletræt. Som han i øvrigt ofte havde været det i de ni første skoleår, han havde henslæbt på to andre skoler i Vangede. Han overlevede skoletiden, og det skyldtes altså ikke mindst dén pige. Kirsten Brand hed hun. Han beundrede hende i smug, han tænkte på hende, han drømte om hende, og han opsøgte ovenikøbet hendes bopæl i Søborg og dristede sig ind i opgangen og op på anden sal, hvor han forsigtigt lettede på brevsprækken i håb om at høre hendes stemme inde på den anden side af hoveddøren. Han var smaskforelsket, og en dag tog han sig endelig mod til at invitere hende ud. Ikke bare en uskyldig spadseretur i Nymosen eller til en tjubang-film i Vangede Bio, nej, der var stil over den unge Dan: Han inviterede Kirsten med til koncert med den amerikanske jazzsaxofonist Dexter Gordon inde i Radiohusets Koncertsal på Frederiksberg. Og senere blev dén oplevelse såmænd overgået: “Højdepunktet var imidlertid klassens Tivoli-tur før eksamen. Mens alle sværmede rundt i samlede skarer i Tivoli besluttede vi – efter først at have

13


kørt i rutschebane og holdt hinanden i hænderne – at stikke af og gå en tur i byen på egen hånd, kulminerende i et besøg på Vingaarden og en lang vandring langs med Søerne i måneskin. Næste dag i skolen fniste alle de andre. Nu var vi officielt forlovede, det var helt klart når vi stak af sammen fra en klassefest.”2 Kirsten og Dan fik nærmest status som “officielt par” i klassen, men da skoleåret sluttede i juni 1963, og Kirsten og hendes forældre flyttede fra Søborg til Frederiksberg, forsvandt hun samtidig ud af hans liv. Han havde mistet sin store forelskelse, men kunne glæde sig over at have lagt Munkegårdsskolen og dermed det danske skolesystem endegyldigt bag sig. For selv om hans hoved var til det, var det udelukket, at han skulle i gymnasiet. En realeksamen var mere end rigeligt for ham, mente han, og ikke ti vilde heste kunne få ham på gymnasiet, for det ville betyde tre års yderligere skolegang, og som om det ikke var slemt nok, skulle de formentlig foregå på Gentofte Statsskole, der var det lokale gymnasium, og som af mange – og heriblandt Dan Turèll – blev set som en meget borgerlig skole med elever, som typisk var “fars drenge”. Det var det billede, han senere i livet tegnede af sine sene teenageår, men hans nære ven fra mellemskolens parallelklasse, Martin Jensen, erindrer dog, at Dan faktisk flirtede med tanken om gymnasiet og sågar også søgte om optagelse på Aurehøj Statsgymnasium, der lokkede med en ny musiksproglig linje: “Han var til samtale hos rektor, som sagde noget i retning af, at han havde svært ved at se, hvordan Dan skulle kunne komme ind med de dårlige matematikkarakterer, han havde, hvorpå Dan svarede, at han ikke kunne se, at det betød noget, når han nu søgte sproglig linje. Dengang svarede man ikke rektor på den måde, og Dan kom da heller ikke ind,” fortæller Martin Jensen.3 I stedet dalrede han rundt og levede derefter fra hånden til munden af småjobs som “tæppeklipper, markiseopsætter, jord- og betonarbejder, cykelbud, korrekturlæser, stanseriarbejder, vognvasker, postbud og altmuligmand i erhvervslivet”, som han selv mange år senere skrev, da han blev optaget i Den Blå Bog. Kun ét af disse mange jobs giver direkte mening, når vi kender Dan Turèlls videre skæbne, og det er jobbet som korrekturlæser, men er man bekendt med hans forfatterskab, vil man vide, at han trak på mange af de oplevelser, han havde i de andre jobs, i adskillige af historierne i navnlig sine Onkel Danny fortæller-bøger. På et tidspunkt må Dan Turèll dog alligevel have revurderet sin situation og indset, at realeksamen alene ikke rakte. Eller også var han – som mange andre unge dengang – tiltrukket af de populære studenterkurser, der tilbød

14


kvalificeret undervisning under lidt friere rammer, end man kendte fra gymnasiet. Formålet med de forskellige studenterkurser var, som det store Akademisk Studenterkursus direkte havde nedfældet som målsætning, at “føre mennesker, der af den ene eller anden grund ikke er kommet gennem undervisningssystemet ad de sædvanlige veje, frem til en studentereksamen.” Altså en slags opsamlingsheat for unge og knap så unge mennesker, som ikke havde taget den direkte vej fra folkeskolen til gymnasiet, men som måske havde været ude at tjene penge, sprunget soldat, sejlet, drevet den af eller noget helt femte, og som nu enten ville ruste sig selv rent uddannelsesmæssigt eller direkte havde brug for en studentereksamen i deres videre liv. Ét studenterkursus skilte sig dog ud fra de øvrige ved blandt andet at tilbyde aftenundervisning, og det var Brøndlunds Kursus i Vendersgade 8, tæt ved Nørreport Station. Her mødte Dan Turèll op en forårsdag i 1964, men hvor gode hans intentioner end har været, blev han dog hurtigt bekræftet i, at hans oprindelige beslutning om at fravælge skolesystemet var korrekt. “Jeg var der vist kun fire-fem gange, ikke mer: fik kun lige lugten af foretagendet og kunne ikke ta den for længere tid. Og alligevel var det mærkeligt og underholdende, alligevel vævede det sig ind i alting.”4 Selv om Dan Turèll kun deltog i ganske få lektioner hos magister Aksel Brøndlund, fik de livsændrende betydning for ham: “Det var hos Brøndlund jeg igen mødte Kirsten, Kirsten som jeg havde været enormt forelsket i og som jeg ikke havde sét igen efter vi var splittet, men altid havde vidst jeg ville møde igen. Det var en aften hos Brøndlund hvor hun pludselig også var, at vi gik fra kursus sammen og genoptog forbindelsen lige omkring Nørreport Station med fugtige kys i våd luft og regnvejr over Nørreport Bios facade (hvor de kørte en Hitchcock) og masser af mennesker myldrende mellem beskidte duer ned af togstationens stentrapper efter filmen…”5 Denne gang skulle Kirsten Brand ikke smutte mellem fingrene på ham, så han satte alt ind på at genvinde hendes gunst, og det lykkedes. Rammerne syntes tilmed noget nær perfekte, for Dan Turèll var kort forinden – omkring sin 18-års fødselsdag den 19. marts 1964 – flyttet hjemmefra og ind på et lille klubværelse på femte sal på Ordrupvej 112 B i Charlottenlund i ejendommen ved siden af det fine, gamle Ordrup Hotel, som dog ikke længere tilbød overnatning, men ene og alene var krostue. Værelset oppe under taget var ikke stort, “jeg vil gætte på sådan ca. en 20 m2 mindre end hvad mit hjemmeboende barn har i dag”, skrev han mange år senere i As Time Goes By (Borgen, 1989),6 men han var tilfreds. “Der var en seng, et bord, tre stole, en hylde, en ølkasse, en grammofon (længe før stereo-tiden)

15


Helt oppe på femte sal i denne ejendom på Ordrupvej 112 flyttede Dan Turèll ind, kort efter at han blev 18 år i marts 1964. (Foto: Jan Poulsen, april 2020).

og en – forbudt – kogeplade, fortrinsvis benyttet til spejlæg. Enklere kunne det ikke godt være, men det var nok. Det var præcis hvad en 18-årig havde brug for. På nær ét: Pigen.”7 Og nu var hun der så. Ovenikøbet hans gamle flamme. De blev kærester, og der gik ikke længe, før Dan Turèll inviterede hende til Ordrup. Kirsten Brand husker tydeligt sit første besøg. Ikke på grund af værelsets lidenhed, men for det syn, der mødte hende, da hun kom: “Alle fjerene fra hans dyne og hovedpude lå spredt ud over det hele, så jeg fik et chok. Alt flød, som når man laver en husundersøgelse, og nogle havde rodet rundt i alting og åbnet skabe. Jeg kunne slet ikke få det til at passe, for han var sådan et ordensmenneske,” fortæller Kirsten Brand og tilføjer, at hun kortvarigt troede, at han boede sådan, selv om han så ret rystet ud. “Han fortalte, at politiet havde været der og gennemrodet hans værelse, i forbindelse med at Den Lille Havfrue havde mistet sit hoved. Nogle havde måske været til afhøring og nævnt ham, og så var politiet rykket ud.”8 Natten til lørdag den 25. april 1964 blev den lille statue på Langelinie halshugget, og mens nyheden gik verden rundt, indledte drabsafdelingen, ja intet mindre, ved Københavns Politi en storstilet jagt på gerningsmanden,

16


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Dan Turèlls Changes of Light_Læseprøve by Forlagetmultivers - Issuu