Udvalgte breve
Clarice Lispector
Udvalgte breve På dansk ved Tine Lykke Prado
MULTIVERS
Udvalgte breve Af Clarice Lispector Udvalgt af og oversat fra portugisisk af Tine Lykke Prado Forord af Kristina Nya Glaffey Denne udgave © Forlaget Multivers ApS, 2023 1. udgave, 1. oplag 2023 Originaltitel: Todas as Cartas (2019) © Paulo Gurgel Valente, 2023. Omslag: Emil Stephensen Forsidefoto: Acervo Lispector. Instituto Moreira Salles. Courtesy of Paulo Gurgel Valente Tryk: Totem Printed in Poland 2023 ISBN: 978-87-7917-459-7 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. En særlig tak til forfatter og journalist Márwio Câmara Tak til
Udgivelsen er støttet af
Et brev til Clarice AF KRISTINA NYA GLAFFEY
Amager Strand 18. juli 2023 Kære Clarice Tak for dine breve, som jeg modtog forleden på mail. Jeg blev glad for forespørgslen fra forlaget om at skrive et forord til dem, selvom jeg havde en del kvaler i forhold til at sige ja. For ’jeg er ikke intellektuel’, som du ville sige. Jeg er ikke litterat. Jeg læser spontant, uden de store refleksioner, jeg læser efter en tone og først og fremmest for min fornøjelses skyld. Med tiden, tror jeg, er jeg blevet helt ude af stand til at læse af pligt. Som ung læste jeg bøgerne på hylderne på biblioteket i den provinsby, hvor jeg voksede op fra den ene ende til den anden. Jeg lå på mit værelse om eftermiddagen og læste Sartre, Kafka, 7
Camus – og alene forestillingen om, hvordan jeg med tiden ville danne mig et overblik over den vestlige litteraturs hovedværker var nok til at holde mig til ilden. Den ild er brændt ud for længst. Det var den allerede, eller godt på vej i hvert fald, da jeg en doven og varm dag slog vejen forbi en boghandel i den lille strandby Trancoso i Bahia – én af staterne i Nordeste, det nordøstlige Brasilien, hvor jeg rejste rundt en vinter for snart 25 år siden for at ryste en kærlighedssorg af mig og for at slå tiden ihjel, inden afrejsedagen på min billet til Kastrup tre måneder senere, tre dage inden min optagelsessamtale til Forfatterskolen i København, skulle det vise sig. Jeg havde været frem og tilbage mellem Brasilien og Danmark det seneste år, og nu havde jeg for første gang boet i Brasilien nogle måneder i træk. Den kuldsejlede kærlighedsaffære med Mariana havde tvunget mig til at finde et andet sted at opholde mig end hendes families gamle herskabslejlighed på Rua Lisboa i São Paulos Pinheiros-kvarter. Fra en opslagstavle på Universitetet i São Paulo, hvor jeg distræt lod, som om jeg fulgte nogle forelæsninger i brasiliansk og portugisisk litteratur, når jeg altså ikke rejste rundt på må og få i resten af landet, havde jeg 8
revet en lap med et telefonnummer af forneden på en seddel – to unge studerende søgte en tredje sambo. Dagen efter puttede jeg 50 centavos i mønttelefonen til højre for tavlen, trykkede nummeret fra papirlappen og formåede på mit gebrokne portugisiske akkurat at få en aftale i stand om at komme forbi lejligheden, der lå i den absolut mindst mondæne ende af Rua Augusta lige på kanten til São Paulos møgbeskidte og kaotiske centro, samme eftermiddag til en kop kaffe. Jeg flyttede ind, de to unge kvinder talte så godt som ikke et ord engelsk, og på et par måneder havde jeg både af nød og af lyst tilegnet mig deres slangprægede lavere middelklasse-brasilianske i så nogenlunde en grad, at jeg den dag i boghandlen i Trancoso følte mig selvsikker nok til at købe en ikke alt for tyk bog, som jeg med en vis sandsynlighed ville være i stand til på egen hånd at komme igennem samme eftermiddag, liggende i hængekøjen mellem palmerne foran mit vindue på pousadaen, hvor jeg havde indlogeret mig. A hora da estrela stod der med blå skrift uden på den billige paperback, jeg betalte for ved kassen. Forfatteren, Clarice Lispector, havde jeg ikke hørt om, men jeg havde ved Gud heller ikke fulgt særlig opmærksomt med i timerne på USP. 9
Jeg læste de første par linjer indenad, stående foran boghandlen: ”Tudo no mundo começou com um sim. Uma molécula disse sim a outra molécula e nasceu a vida.” ”Alt i verden begyndte med et ja. Et molekyle sagde ja til et andet molekyle og livet blev til”, som sætningen lyder i Stjernens time. Der var noget ved tonen. Noget fuldstændig dragende. Noget musikalsk og koket, der var helt utroligt. Oveni var jeg stadig betaget af magien ved at lære et nyt sprog at kende. Lade øjnene løbe langs linjerne i bogen og forundres over, at bogstaverne blev til ord og ordene til sætninger, som jeg faktisk kunne omsætte til mening. Det var den første bog, jeg læste på portugisisk, og jeg havde ingen forudindtagede idéer, ingen havde fortalt mig, at jeg stod dér med verdenslitteratur mellem hænderne. For mig kunne det have været en hvilken som helst bog. God, dårlig, ligegyldig. Den var tilfældig. Jeg havde udelukkende valgt den på størrelsen af bogryggen – endelig ikke for bred. Senere har jeg naturligvis varmet mig ved tanken om helt på egen hånd at have ”opdaget” dig, Clarice Lispector. Præcis som når du selv koketterer med at have fundet frem til Kathrine Mansfield som ung i boghandlen en dag, helt 10
uden på forhånd at kende til hende – åbnet en tilfældig bog uden at vide, at denne Mansfield blev regnet som en af sin tids største forfattere. Oh forfængelighed – som om det skulle sige noget som helst om dig eller mig – du jorderigs afgud i skinnende muld. Men hvilken herlig afgud – som jeg fik lejlighed til at dyrke igen, da jeg et halvt år senere fiskede bogen op af tasken inde på Forfatterskolen, som jeg i mellemtiden var blevet optaget på, og gav mig til at læse i den i en pause. Hans Otto Jørgensen, skolens daværende rektor, så henført på mig. Sad jeg ikke dér og læste en af hans absolutte yndlingsbøger og så ovenikøbet på ’originalsproget’. Skyerne på himlen trak sig til side for solen, der skinnede ned på mig, og jeg så for mig, hvordan han ville geniforklare min intuitivt gode smag for litteratur og give mig medvind på cykelstien resten af min tid på skolen. Clarice, du har fulgt mig siden den dag i Trancoso, på Forfatterskolen, i mine kollegers samtaler, til oplæsningsarrangementer, på mine senere rejser til Brasilien, jeg har glemt dig for så igen og igen at blive mindet om dig – som en fjern og excentrisk slægtning. Jeg sidder her i min lejlighed på Amager og ser ud på den næsten øde villavej uden for vinduet, her er så kedsommeligt 11
og småborgerligt, åh lyden af naboens carport, der smækker, genboens græsslåmaskines fjerne brummen. Her sidder jeg med stakken af dine breve i dokumentet på min computer og føler stor glæde ved at læse dem (jeg behøver det virkelig), som glimt, små lommer af levet liv fra en forfattertilværelse af i går, og jeg læser dem henført, helt opfyldt af misundelse. Hvem der bare kunne give kunstnermyten et ordentligt tryk på gaspedalen uden at blive regnet som utålelig og latterlig eller i det mindste lade hånt om at blive regnet for utålelig og latterlig! Hvem der med rette kunne føle sig overbevist om sit eget geni, opfyldt af indre betydning, for sekundet efter at miste troen på det hele, nages af tvivl, på kanten af borgerligheden sidde ved pulten og klapre på skrivemaskinen i måneskinnet til lyden af bølgeskvulpene på Copacabana, vinden fra havet i Belém. Fra Napoli, Bern, Washington i slipstrømmen af min mands diplomatkarriere skulle også mine breve være stilet til landets fremmeste forfattere, digtere, kritikere. Efter skilsmissen fra ham ville også jeg leve en lidt sky og tilbagetrukket tilværelse i min lejlighed i Leme, se tilbage på det hele – børnene, venskaberne, rejserne, kærligheden, bøgerne, stå på altanen i morgengryet og 12
se bølgerne slå ind mod strandkanten, vente på de håndskrevne breve, der havde været dage, uger, måneder undervejs. Jeg ville sprætte kuverterne op med min brevkniv, de vedlagte avisudklip og artikler ville jeg lirke forsigtigt ud, læse dem henslængt på sengen, ryge en tynd cigaret til den dæmpede skramlen fra køkkenet, hvor min hushjælp var i færd med at skrubbe gryderne, koge bønner og ris til min frokost. Senere, efter disse mine daglige skrivetimer ville jeg modtage et telefonopkald i soveværelset, en buket med roser fra en fremmed beundrer, vikle ledningen fra den sorte telefon med drejeskiven rundt om min pegefinger, siddende på sengekanten mens de hvide gardiner foran den åbne altandør blafrede let i den middagshede, tropiske brise. Tilgiv mig mine fantasier om dig og tak for på denne måde at tilskynde til dem. Kærlig hilsen Kristina
13
Udvalgte breve
FYRRERNE
Til Getúlio Vargas Rio de Janeiro, juni, 1942 Hr. præsident Getúlio Vargas: Den som skriver til Dem er journalist, tidligere redaktør på Agência Nacional (Departamento de Imprensa e Propaganda, DIP*), nu ansat på avisen A Noite, med afgangseksamen fra Statens Juridiske Fakultet, og tilfældigvis også russer. En 21-årig russer, der har boet i Brasilien i 21 år, på nær nogle få måneder. Som ikke forstår et ord russisk, men som tænker, taler, skriver og agerer på portugisisk, og har gjort dette til sit hverv, hvori hun lægger alle sine fremtidige projekter, de nært forestående såvel som de fjerne. Som hverken har far eller mor – den første, ligesom undertegnedes søstre, brasiliansk statsborger – og som derfor ikke på nogen måde føler sig knyttet til det land hun kommer fra, endsige ønsker at høre nyt derfra. Som ønsker at gifte sig med en brasilianer og sætte brasilianske børn i verden. Som, hvis hun blev tvunget til at vende tilbage til Rusland, uundgåeligt ville føle sig fremmed, uden venner, uden uddannelse, uden håb. 19
Hr. præsident, jeg foregiver ikke at have udført store bedrifter på nationens vegne – et bidrag som kunne retfærdiggøre, at jeg således beder Deres Excellence om dispensation fra den frist på et år, som er en forudsætning for min naturalisering. Jeg er ung, og bortset fra ren heltedåd vil jeg kun kunne tjene Brasilien på skrøbeligste vis. Jeg har bevist min tilknytning til dette land og mit ønske om at tjene det gennem mit arbejde for DIP i form af reportager og artikler, der har været bragt i Rios og andre delstaters aviser, med oplysninger og propaganda for Deres Excellences regering. Og stort set kun arbejdet i dagspressen, dette vigtige bindeled mellem regering og folk. Som journalist har jeg deltaget i fejringen af alle store nationaldage, jeg har været til stede ved utallige indvielser af bygningsværker igangsat af Deres Excellence, og jeg har sågar stået ved siden af Deres Excellence mere end en gang, hvoraf den sidste var den 1. maj 1941, på Arbejdernes Internationale Kampdag. Når jeg her giver Deres Excellence et resumé af mit journalistiske arbejde, er det ikke fordi jeg på den måde, som kompensation, vil bede Dem om retten til at blive brasilianer. Men jeg har udført disse arbejdsopgaver spontant og naturligt, og 20
ville slet ikke kunne lade være med at udføre dem. Når jeg omtaler dem, er det for at bevise, at jeg allerede er brasilianer. Jeg kan sagtens fremlægge materielle beviser på alt det, jeg omtaler. Men det jeg desværre ikke kan bevise materielt – og som rent faktisk er det vigtigste – er, at alt, hvad jeg har gjort, har som kerne haft mit sande fællesskab med landet, og at jeg ikke har, endsige ville vælge, et andet fædreland end Brasilien. Hr. præsident, jeg tager mig den frihed at bede Deres Excellence om dispensation fra etårsreglen, som gælder i denne sag, der i øjeblikket er under behandling i Justitsministeriet, nu hvor alle betingelser er opfyldt. Jeg vil kunne arbejde, uddanne mig, realisere påkrævede projekter i fremtiden, sikkert og omhyggeligt. Deres Excellences underskrift vil legalisere en faktisk eksisterende situation. Tro mig, Hr. præsident, den vil åbne livet for mig. Og en dag vil jeg kunne bevise, at jeg ikke brugte den nyttesløst. Clarice Lispector * Presse- og propagandastyrelsen
21