c a n z o n i e re
francesco petrarca
can z o ni e r e eller sangenes bog På danske vers og med kommentar af Søren Sørensen
Canzoniere – eller Sangenes bog Af Francesco Petrarca På danske vers og med kommentar af Søren Sørensen 2. nu fuldstændige udgave Dansk oversættelse © Multivers, 2005, 2011 Udgiver: Forlaget Multivers ApS (multivers.dk), København 2011 Omslagsdesign: DanesAdWork. Forsidebillede: Francesco Petrarca. Maleri (ca. 1450) af Justus van Gent. Palazzo Ducale, Urbino, Italien. Tryk: Specialtrykkeriet Viborg Printed in Denmark, 2011 ISBN 978-87-7917-196-1 Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftlig samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen er også udgivet som e-bog og må derfor ikke indskannes.
forord
7
petrarca og hans samtid liv og værker
473
486
rerum vulgarium fragmenta om oversættelsen
511
noter til enkelte digte petrarcas værker litteratur
494
515
559
561
digte i rækkefølge 563 digte i alfabetisk orden 576
Forord Ingen enkelt digtsamling har øvet så stor indflydelse på europæisk lyrik som Francesco Petrarcas Rerum vulgarium fragmenta; allerede i hans egen levetid vandt dens digte europæisk ry, og da samlingen blev indhentet af bogtrykkerkunsten sidst i 1400-tallet, fik den yderligere styrket sin position, den blev trykt og kommenteret, først og sidst læst. Efter halvandet hundrede år mistede fragmenterne lidt af deres tiltrækningskraft, smagen ændrede sig, måske især i hans hjemland, men fra midten af 1700-tallet voksede interessen igen, der kom nye udgaver, nye oversættelser, flere biografier om digtenes ophavsmand, i et centralt 1700-talsværk som Jean Jacques Rousseaus La nouvelle Héloise (1761) indtog digtene en vis position. I romantikken fik Petrarcas italienske digtning igen en betydelig rolle at spille, og som La nouvelle Héloise allerede antyder, ikke bare i den italienske litteratur, men i fransk, tysk og engelsk og med udløbere til Norden og Østeuropa; for romantikken var det ikke mindst af betydning i de sprogområder der først for alvor fik en national litteratur, at Petrarca i sin tid havde været med til at sætte folkesproget ind på dets rette plads i digtekunsten. Denne nye, anden storhedstid for Canzoniere kom dog ikke på nogen måde i nærheden af at overstråle den første, den der satte ind fra midten af 1400-tallet i Italien; her tog alle betydelige digtere Petrarca til forbillede, begyndende med Angelo Poliziano og dækkende alle betydelige digtere, Ariosto, Michelangelo og Torquato Tasso. Derfra gik inspirationen over i spansk og portugisisk; her var den i flere århundreder helt dominerende. Tidligt i 1500-tallet trængte Petrarcainteressen ind i fransk renæssancedigtning, ikke meget senere nåede den over kanalen, det elisabethanske England tog den til sig, større og mindre dele blev oversat til fransk og engelsk, og da Shakespeare kastede sig over sonetformen, var petrarkisme et fast begreb i ·7·
· Canzoniere ·
vesteuropæisk litteratur. Italienske motiver havde i forvejen en stor plads i Shakespeares teaterverden. Ikke førend midt i 1600-tallet opnåede hans digtning mærkbar indflydelse i Norden; enkelte danske digtere, Kingo og Peder Syv, strejfede den, mens pseudonymet Skogekär Bergbo i Sverige ikke blot efterlignede canzonierens kærlighedsdrama i sine 100 sonetter med titlen Wenerid, men også satte Petrarca et mindesmærke med et portræt af ham i en af dem. At han var kendt i Norden, fremgår af at begge 1700-tallets største ånder, Ludvig Holberg og Carl Michael Bellman, omtaler ham i vendinger der tyder på at de var fortrolige med hans værker, men ellers er det først med romantikken han bliver en slags digternes digter i vores del af Europa. Dog synes digterne at have læst ham på tysk eller italiensk, og kun få lod sig inspirere til at lade danske læsere få indblik deri: Oehlenschläger oversatte ét digt, Ingemann et andet, P.L. Møller hele 10, og meget mere er det ikke blevet til, enkelte strejf i løbet af 1900-tallet hos Vilhelm Andersen, P.A. Rosenberg, Frederik Moth, Kai Friis Møller og J.V. Lind. Alligevel synes man at man har kendt ham altid. På min første fødselsdag efter at vi var blevet gift, fik jeg af min kone Kai Friis Møllers antologi af kærlighedsdigte ”Alverdens Fagre Ord”, og heri manglede naturligvis ikke en sonet af Petrarca. P.L. Møllers lille udvalg har også engang været i mit eje, hvor det siden blev af, ved næppe engang den der lånte det. Som formand for Dansk-Svensk Forfatterselskab/ DansktSvenskt Författarsällskap tog jeg initiativet til en række arrangementer der markerede vigtige forbindelser mellem dansk og svensk litteratur. Da 700-året for Petrarcas fødsel nærmede sig, foreslog jeg det fejret som udtryk for den inspiration der er udgået fra hans forfatterskab til de to litteraturer. Derved faldt forskellen i Petrarcarecep·8·
· Sangenes bog ·
tionen i øjnene: svenske læsere havde adgang til det hele, danskerne så godt som ikke. Det var den inspiration der satte en allerede erfaren sonettist i gang med at gendigte Francesco Petrarca. Siden 700-året for Petrarcas fødsel og udgivelsen af Sangenes bog i 2005 har man på bogmarkedet i Norden, men ikke bare her, kunnet se en øget optagethed af hans værk både i dybde og bredde. Artikler, afhandlinger og oversættelser af bl.a. hans latinske forfatterskab er blevet publiceret. Samarbejdet med Gl. Holte Kirkes kor under ledelse af Henrik Vilain omkring en havevandring i barokhaven ved Gl. Holtegård i anledning af renæssanceåret 2006 gav for mit vedkommende anledning til at gendigte nogle af de digte koret sang i satser af italienske 1500tals komponister. Samme år fremkaldte et samarbejde med ensemblet I Petrarchisti under Oliver Hirsh’s inspirerende ledelse en række ny oversættelser af digte fra det repertoire sangerinden Ute Goedecke og de tre instrumentalister i ensemblet havde. Arbejdet med en række værker om Petrarcas forfatterskab og studium og registrering af Petrarcaspor i nordisk litteratur, overvejende svenske og danske, har på tilsvarende måde henledt opmærksomheden på flere værker fra Canzonieren, og sammen med opmuntringer fra forlaget Multivers har det bevirket at jeg siden eftersommeren 2004 har været optaget af at oversætte og gendigte enkeltværker fra denne enestående samling. Det er foregået afvekslende med at jeg selv har arbejdet med lyrik, delvis i sonetform, men også inspireret af hans latinske poesi på heksametre - og med mit forfatterskab i øvrigt. Første udgave rummede en tredjedel af Rerum vulgarum fragmenta, nu foreligger der en komplet samling. Dermed får vi efter disse mange århundreder en hel og fuld Canzoniere på dansk. ·9·
· Canzoniere ·
Oversættelserne må i sagens natur forholde sig frit til grundteksten, idet målet har været så vidt muligt at overholde den originale rimstilling og i øvrigt foretage en mild modernisering og en tydelig fordanskning. Det frie forhold til former som sku’ for skulle osv. reflekterer på den anden side folkesprogets friere former i overensstemmelse med Petrarcas brug af toskansk folkesprog mod den formstrenge latin. Dansk Forfatterforenings autorkonto skaffede mig et beskedent arbejdslegat og gav bidrag til en rejse til Vaucluse, og siden endnu et og derved sikrede den mig muligheden for at opsøge nogle af de spor Petrarca har sat i Toscana og Veneto. Det skal den takkes for. Mest skylder jeg hende der gav mig alverdens fagre ord da vi havde været gift i 14 dage.
·10·
· Sangenes bog ·
sonet i Af jer som i de spredte digte hører Af jer som i de spredte digte hører et ekko af de suk som næred hjertet den første ungdomstid da jeg gebærded mig galt, et andet liv end nu jeg fører, I ser hvor stilen skifter i kulører fra falske håb til det som falskt har smertet, får jeg af jer som ved hvor elskov snerted pardon? Hvis ikke, lån mig venligt ører. Jeg indser vel jeg var til spot for mange, at gud og hver mand lo til alle tider, og ofte fik jeg skam for gammel skade; jeg høster skam og skyld af mine sange, jeg angrer, og jeg indser klart omsider: en drøm der flyr, er alt som gør os glade.
·11·
· Canzoniere ·
sonet ii For at ta’ hævn og gøre det med ynde For at ta’ hævn og gøre det med ynde og straffe tusind gange han var krænket, tog Amor buen, men beholdt den sænket og vented tid og sted for at begynde. Til værn for syn og hjerte fik jeg skynde mig stærkt med al den styrke jeg fik skænket, men skuddet traf og sad som det var bænket hvor pile ellers brast som alt for tynde. Så dér, forskræmt af disse første pile, da fandt jeg hverken plads nok eller kræfter og så knap at der her var brug for våben, en utilgængelig top - at lede efter et tilflugtssted mod denne kval, lidt hvile, det vil jeg jo, men finder ikke vejen åben.
·12·
· Sangenes bog ·
sonet iii Det var den dag da solen sløromvunden Det var den dag da solen sløromvunden stod bleg og svag i medynk med sin skaber, og jeg holdt ikke vagt, men stod som taber da Deres skønne øjne holdt mig bunden. en sådan dag tror man sig tryg, at stunden er farefri, faldgruber ikke gaber på Amors sti; men sorgens fællesskaber var intet værn. Da fandt min klage grunden. For mig fandt Amor ganske ubeskyttet, fra øjet ind til hjertet vejen åben, for tåre er den udgang gjort i stand. At såre mig sådan med sine våben var æreløst når de lå ubenyttet mod Dem; end ikke buen viste han.
·13·
· Canzoniere ·
sonet iv Det var en plan, en kunst helt uden lige Det var en plan, en kunst helt uden lige: Gud viste hvor langt mesterskab kan bære med denne og den anden hemisfære, og lod sin fred få større vægt end krige, hvad skriften skjulte, kom Han for at sige, han kom til Jord med liv og lys at lære Johannes og Sankt Peter lade være at fiske, men ta del i himmerige. Han valgte til sin ankomst i det lave Judæa, ikke Rom; Han ville vise ophøjelse kan selv det ringe vinde. En ringe flække fik en Sol i gave, Naturen om det, stedet må man prise, for dér kom hun til verden, skønne kvinde.
·14·
· Sangenes bog ·
sonet v Jeg ber mit suk at kalde Dem ved navnet Jeg ber mit suk at kalde Dem ved navnet som Amor skrev i hjertet med sin finger, Dem hører høj og LAVning, når de klinger, de første tonefald, og får dem favnet. REgalet De besidder, har straks gavnet: mit mod på ædel dåd har fået vinger; men TAcet! sier de sidste, hende bringer nok andre skuldre æren hun har savnet. Således er det stemmen selv der lærer det er LAUdabelt, det er REt at nævne det navn, det værdigste, De bærer; når blot Apollo ikke nu besværer sig over denne frækhed og vil hævne at jeg den stedsegrønne krone ærer.
·15·
· Canzoniere ·
sonet vi Så rent på gale veje er begæret Så rent på gale veje er begæret da for at følge den som flyr og farer langt foran mig, og fri af Amors snarer befinder sig på flugt helt ubesværet, at intet tilråb kan få det besnæret til ridt på sikker vej, men om det svarer? og sporer virker ikke, intet klarer en stædighed som Amor har ernæret. Tvært om så river det sin tøjle til sig og gør sig selv til herre i mit indre, og skønt jeg stritter mod, har kurs mod døden for blot at nå til lauren som det vil sig har bitter frugt hvis smag jo ej kan lindre de bitre plager, bare øger nøden.
·16·