Issuu

Blotlagt

Søren Søberg Poulsen

BLOTL AGT *

Krop, sex og vold fra tidlig tonefilm til torture porn

MULTIVERS

1IR HY OER MOOI WI 1MK QIH HMRI RYZ©VIRHI »NRI (IVJSV KMZIV .IK HMK KYHHSQQIPMKI »NRI QIH LZMPOI HY OER FIWOYI 1MR Q]WXMWOI SZIVH¨HMKLIH ţ &LEKEZEH +MXE OET XIOWX

7©VPMK XEO XMP .EGSF &MXXRIV 4IXIV 3PI 4IHIVWIR 4ME 7»FIVK )PON©V SK 2IEP %WLPI] 'SRVEH JSV TVEOXMWO LN©PT SK WX»XXI M JSVFMRHIPWI QIH YHEVFINHIPWIR EJ HIRRI FSK 8EO XMP (SVXI +VERMPH /VMWXMER /YVI &SRRI &IEXI 7XIRWPIV 8LSQWIR SK %PMGI 8LYWKEEVH JSV XMPWO]RHIPWI EJ ZMHX JSVWOIPPMK OEVEOXIV MKIRRIQ XMHIR 8EO XMP 2MGSPEW &EVFERS ,IRVMO .»VKIRWIR SK FVYKIVRI EJ ,EVHGSVI +]WIV *ERW WEQX (ERWOI ,SVVSVJERW JSV HIPMRK EJ SFWOYVI JMPQOPMT SK IRHRY QIVI SFWOYV ZMHIR SQ FSKIRW IQRI 8EO XMP 1EVXMR 6MFIV SK LERW &IXEQE\ ZMHISQEWOMRI T¨ HVIRKIZ©VIPWIX JSV M IR EPX JSV XMHPMK EPHIV EX MRXVSHYGIVI QMK XMP WXSJSQV¨HIX EPHIV EX MRXVSHYGIVI QMK XMP WXSJSQV¨HIX

Blotlagt Krop, sex og vold fra tidlig tonefilm til torture porn Af Søren Søberg Poulsen © Forlaget Multivers ApS, 2024 1. udgave, 1. oplag 2024 Omslag: Emil Stephensen Omslagsfoto: Martyrs (2008) Tryk: ScandinavianBook Printed in EU 2024 ISBN: 978-87-7917-569-3 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Forlaget har indhentet tilladelse fra rettighedshaverne til gengivelse af illustrationer i denne udgivelse. Skulle enkelte rettighedshavere mod forventning være forbigået, bedes de kontakte forlaget med henblik på afregning.

Indhold

Forord

1930-1960: Sex, vold og afvigelse i Hollywoods ungdom

1960-1970: The Times They Are a-Changin’ – bryster, baller og blotlagte organer

1970-1980: Sammenbrud og nybrud

1980-2000: Videobånd, po-mo og vrangvendte kroppe

123

2000-2023: Torture porn and beyond

155

Litteratur

203

Noter

209

Filmregister

213

Forord

Dette er en bog om filmhistorie. Især amerikansk filmhistorie. Det er også en bog om afsavede fødder, om kar fyldt med blodige organer, om erigerede pikke og liderlige blikke, om afstumpet vold, om blotlagte livmodere, utøjlet dyriskhed og deforme menneskekroppe. Bogen udgør et passioneret, filmog genrenørdet forsøg på at undersøge, hvordan motiver og tematiseringer af sex, vold og normafvigelse – den kropslige og sociale virkelighed, som samfundsmoralen typisk har det stramt med – fra tid til anden trænger ind i mainstreamfilmens pæne virkelighed fra avantgardefilmens højder og især fra exploitation-filmens dyb. Ydermere er bogen en essayistisk undersøgelse af, hvordan disse filmafgrundens provokative påvirkninger af mainstreamproduktionerne sætter skub i samtidsmoralen, filmhistorien 9

og kulturhistorien i bred forstand. Bogen starter i det såkaldte pre-Code–Hollywood i årene fra 1929 til 1934, hvor der for første gang i mainstreamfilmens historie var smæk på den moralske, normative og kropslige grænseoverskridelsesbevægelse, som jeg i resten af bogen vil benævne transgressiviteten. Herefter skal vi bl.a. forbi 1960’ernes og 1970’ernes filmmoralske kollaps, ved hvilket de kropscentrerede genrenyskabelser splatterfilmen og pornofilmen blev undfanget. Efter en hastig visit i 1980’ernes body horror og 90’ernes postmoderne voldsforbrug lander bogen i første årti af indeværende årtusind, hvor volden i mainstreamfilmen fik en pludselig renæssance. Bølgen af berygtede gyserfilm fik i de år det notoriske kælenavn torture porn, som i realiteten er mere sigende end som så med sin sproglige sammenfletning af det voldelige, det seksuelle og det voyeuristiske. Efter et blodfattigt årti i 2010’erne er krops- og voldsfilmen igen for alvor begyndt at larme om sig selv i de senere år. Det er selvsagt svært at danne sig overblik over en storm fra dens midte, men samtidens bølge af kropsfilm belyses dog perspektiverende i 10

lyset af bl.a. #MeToo-bevægelsens fremmarch og covid-19-pandemien. Hvis du gerne vil læse om film, sex og vold, men undgå svajende, filosofisk runddans om emnet, kan du med fordel skippe resten af dette forord og i stedet gå direkte til bogens kapitler. På trods af en betragtelig slingren ind og ud ad kulturhistoriske, kritiske og teoretiske stier holder de sig nemlig nogenlunde på – eller i hvert fald i periferien af – den slagne filmhistoriske vej i størstedelen af bogen. Forordet her stikker derimod lidt af fra nu af. Du er hermed advaret. Det ambivalente forhold til det andet og den anden har altid stået helt centralt i menneskets kulturelle udfoldelse på tværs af tid og sted. Det, der er på den anden side af vores verden, og den, der repræsenterer det, der ikke er os, men noget andet, har været objekt for såvel inderlig længsel som voldsinducerende rædsel. Menneskeheden har parallelt besunget paradisiske billeder af harmonien hinsides og ladet sig intimidere af kaotiske og lidelsesfyldte forestillinger om helvede. Vi har ligget på knæ for paver 11

og afbrændt hekse, og vi har kippet med faner og produceret massegrave, i vores omgang med det andet hinsides os. Alle verdens religioner rummer både dogmatiske forståelser af det hinsides og en lang række ritualistiske omgangsformer og tabuer, der skal forhindre - eller i mysteriereligionernes tilfælde nøje og rituelt kanalisere – individets eller gruppens transgression af grænsen imellem vores profane virkelighed og det andet, det hinsides. I vestlig kultur har omgangen med dette andet stået helt centralt siden antikken. Platonismens betoning af ideernes attråværdige andethed i forhold til fænomenernes umiddelbarhed satte kursen for den vestlige kunsts og filosofis metafysiske stræben frem til modernitetens fremvækst. Men efter modernitetens affortryllelse af mennesket og verden, er også kunstens aura falmet. Vi har erfaret, at menneskelivet selv udfolder sig i det symbolske. For det moderne menneske er døren til det hinsides dermed lukket. Størrelser som det andet, det hinsides, det hellige, Gud, helvede, det sublime, ideerne, evigheden er jo 12

intet andet end betegnelser, og dermed repræsenterer størrelserne menneskets egen verden og ikke noget hinsides sproget og det menneskelige. Menneskehedens hidtidige bestræbelse på igennem sprog, tanke, handling og billede at begribe det hinsides må således siges med moderniteten at være erkendt som en blindgyde. Vi har i årtusinder spejdet mod himlen for at få et glimt af det guddommelige, som mentes at være det virkeligt virkelige så at sige, men vi ender altid med blot at finde os selv: det sprogligt symbolske, det sociale, det menneskelige. Vi er fanger af socialiteten. Den moderne erkendelse, at den anden og det hinsides i realiteten ”bare” er os selv, gør både kunstens og metafysikkens stræben umulig. Filmkunsten er som moderne kunstform et barn af denne umulighed. Den har modsat de klassiske kunstarter fra sin fødsel været låst til sin identitet som narreværk, bluff og trylletrick. Film er åbenlyst modernitetens mest sejrrige kunstneriske udtryksform: den er mimetisk i sin omgang med verden; den er selvreproduktiv, og den er kommerciel. Den 13

er det moderne i al dets reproducerede foregøgling. En ny tids kunst, som egentlig ikke er kunst, men tryllekunst, til en ny tids mennesker; massekunst til massemennesker. I en verden af endeløse kopier – reproducerede hjem, reproducerede biler, reproducerede jobs, reproducerede institutioner, reproduceret tøj, reproducerede frisurer, reproducerede livsstile, trends, holdninger og tanker – der konstant eksponeres og re-eksponeres i farvegnistrende, levende billeder på de allestedsnærværende skærme, er det ikke underligt, at mennesket længes efter det originale, det oprindelige og det autentiske. Vi vil have verden tilbage. Det kan vi ikke få, men vi kan foregøgle os det autentiske. Vi kan lege, at vi er alene i vildmarken, eller at vi er manuelt arbejdende bonderøve med hjemmebyggede brændekomfurer og stråtækte huse. Vi kan lege, at vi er uopdagede musikalske genier med en åndelig kerne af råt talent. Som kultur dyrker vi, som vi har gjort det i hele den moderne periode, stadig romantikkens ophøjelseside for fulde, selvindbildske gardiner. Men imens mainstreamkulturen midt i det moderne dyrker sine 14

romantiske klicheer om det autentisk menneskelige som en skønåndsfantasi, afsøger kulturens randområder det, vi må forestille os som det helt basale: den hæmningsløse liderlighed, det rovdyriske raseri og kroppen som kød, sener og væsker samt det deforme og afvigende, der reducerer menneskekroppen til netop det: krop. En beskæftigelse med disse menneskelige realiteter kræver en særlig optik, et særligt hensynsløst blik på mennesket; en art antiromantikkens fornedrede udsigelsesposition. I denne bog undersøger vi, hvordan dette blik kommer til udtryk i filmhistoriens bevægelser. Og vi undersøger hvorfor – og med hvilke konsekvenser – transgressiviteten fra tid til anden forlader sin kulturelle plads som perifer ventil og indtager mainstreamfilmen og dermed den moderne kulturs ubestridelige kunstneriske centrum. Vi følger med andre ord kropsfilmen ad snoede stier igennem et århundredes moderne kulturhistorie. Søren Søberg Poulsen, Farum, 28. juni 2023

Freaks

1930-1960: Sex, vold og afvigelse i Hollywoods ungdom

They did not ask to be brought into the world. But, into the world they came!

Siden filmmediets opfindelse er der selvsagt producenter, der har følt sig draget af de tre borgerligt forsagede størrelser – sex, vold og normafvigelse – af enten kunstneriske eller økonomiske årsager. Ikke desto mindre har den vestlige film i sin ungdom haltet gevaldigt efter både litteraturen, billed- og scenekunsten, når det kommer til kunstnerisk at udfordre og udstille den dominerende kulturs tabuer og autoriteter. Man kan sige – groft skitseret – at mens de øvrige kunstarters symbolister og realister i slutningen af 1800-tallet i Europa udfordrede den

gældende bornerte opfattelse af køn, krop og humanitet, rejste filmkøbmænd rundt og fremviste sekvenser af arbejdsmænd, der spiste madpakker, og futtog, der kørte til perron, og mens den ikonoklastiske billedkunst i 1900-tallets begyndelse stræbte efter at tvinge de eksisterende dogmer om det skønne og det sande i knæ med konfronterende modernisme, begyndte filmen ganske hurtigt at blive dresseret, velfriseret og anbragt i belejlige, salgbare genrekasser. Film var i vid udstrækning cirkus, markedsgøgl og eskapisme. Bl.a. Frankrigs dadaistiske film, den senere surrealisme og især den tyske filmekspressionisme vakte ganske vist megen opsigt, men ikke desto mindre endte de stort anlagte genreproduktioner efter tonefilmens gennembrud med at besidde en gennemgribende dominans over filmmediet i Vesten. Hollywoods filmfabrikker appellerede bredt og solgte stort. Det oprørspotentiale, som de levende billeders effektive og synæstetiske modtagerpåvirkning unægtelig gav løfter om, fes ud, da filmkunstens siamesiske tvilling, markedskommercialismen, tilsyneladende viste sig at være den stærkeste af

de to. Hollywoods romantik vandt befolkningens hjerter – eller i hvert fald dens pengepunge – og genrefilmen blev dominerende i USA og Vesteuropa, mens kunstfilmen opstod som en provokatorisk og udfordrende opponent, der nok mest var for feinschmeckere og kloge-åger. Eller sådan kunne det i hvert fald umiddelbart se ud. Men samtidig fandt den dårlige smag og det moralsk anfægtelige sit eget ringeagtede, kommercielle udtryk i de hastigt og billigt producerede exploitation-film, der dog kun i meget begrænset omfang nåede publikum udenfor produktionslandet, og som ofte spekulerede i at omgås de statslige og lokale censurlove ved at postulere et opbyggeligt, uddannende indhold. Der skulle dog ikke gå mere end et par årtier, før det viste sig, at den rå, kommercielle spekulation og den transgressive kunst uden problemer kunne gå hånd i hånd, og at det påtrængende og respektløse filmoprør imod pænhed og fortrængningsmoral kunne ledes fra en helt anden kant end den kunstneriske avantgarde. Og faktisk var Hollywoods studiesystem fra tonefilmens begyndelse delvist leveringsdygtigt i main-

streamgenrefilm, der skubbede til samtidens tabuer og moralske konventioner. Hollywoodfilmen, der fra sin spæde start var rent kommerciel og således helt og holdent afhængig af de store samfundsgruppers og deres autoriteters gunst, søgte ganske vist igennem selvcensur og modtagerspekulation at tilpasse sig samtidens moralske kodeks: senvictorianisme, patriotisme, eugenik og borgerlig ordensdyrkelse. Men Hollywoods aktører var stadig ved at udforske markedet og mediet, og i årene fra tonefilmens gennembrud i 1929 til stadfæstelsen af den stærkt moralistiske Hays Code (egentlig Motion Picture Production Code)1 i 1934 kunne man i visse Hollywoodfilm finde adskillige af de elementer, som MPAA’s2 repressive kodeks i årene efter fik udrenset: seksuel indladenhed, promiskuitet (både mandlig og kvindelig), relationer på tværs af etnicitet, euforiserende stoffer, prostitution, sympatiske kriminelle, selvstændige kvinder og rå vold. Denne korte periode omtales ofte som pre-Codeæraen med henvisnings til Hays Codes betydning for Hollywoodfilmen i de følgende årtier.