Bent Lorentzen
danske komponister 1: August Enna af Steen Chr. Steensen 2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius 3: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen 4: Else Marie Pade af Henrik Marstal 5: Niels Viggo Bentzon af Bertel Krarup 6: Emil Hartmann af Inger Sørensen 7: Paul von Klenau af Steen Chr. Steensen 8: Victor Bendix af Jens Cornelius 9: Bent Lorentzen af Lars Ole Bonde Flere titler er under udarbejdelse.
Bogserien Danske Komponister er startet på initiativ fra Magister Jürgen Balzers Fond
danske komponister
Bent Lorentzen 1935-2018
Af Lars Ole Bonde
Danske Komponister 9: Bent Lorentzen Af Lars Ole Bonde © Forlaget Multivers ApS, 2021 1. udgave, 1. oplag 2021 Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius Forsidebillede: Bent Lorentzen ca. 1975. Foto: Rigmor Mydtskov Omslag: Christine Lind Tryk: Totem Printed in Poland 2021 ISBN: 978-87-7917-410-8 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk Forfatter og forlag har forgæves forsøgt at finde ophavsmænd til enkelte billeder, som eventuelt har rettigheder i henhold til Lov om Ophavsret. Skulle det mod forventning være tilfældet, vil ophavsmanden blive betalt, som om aftale var indgået, dvs. i henhold til Copydans tarif. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Forlaget takker augustinus fonden for støtte til udgivelsen.
indhold 1. indledning .................................................................................... 7 2. et levende og musisk barndomshjem (1935-1951)........ 9 3. gymnasium, universitet, konservatorium – og de første kompositioner (1952-61) ............................................... 15 4. modernisme, serialisme og elektronisk musik (1962-71) .. ............................................................................................ 22 5. musikdramatik og instrumentalteater (1963-73)........ 34 6. fri komponist, lydmusik og polsk inspiration (1972-77) .. ............................................................................................ 41 7. latinamerikansk inspiration og wagner-kromatik (1977-1987) . . ....................................................................................... 53 8. ud af ny-musik-”ghettoen” (1987-1996) . . ......................... 69 9. alle tiders festival (1989-93) ............................................... 79 10. humor og bred appel – den folkelige modernist (1997-2009) . . ....................................................................................... 86 11. den pædagogiske modernist – Musik af, for og med børn ................................................................. 96
12. musikken bliver til i samarbejdet ................................... 106 13. de sidste år – status på 50 års komponistvirksomhed (2010-2018) . . ............................................................. 115 epilog ................................................................................................... 120 litteratur........................................................................................... 123 værker med opusnummer............................................................. 126 diskografi . . ........................................................................................ 130 noter .................................................................................................... 131 værkregister .................................................................................... 135 navneregister ................................................................................... 136
Bent Lorentzen var konservatorieuddannet cellist. Her er han fotograferet under arbejdet med cellokoncerten. Foto: Jesper Høm.
1. indledning Bent Lorentzen ringede til mig i efteråret 1989. Jeg var dengang musikproducer i Danmarks Radio (i Aarhus), og vores første møde havde fundet sted året før – i forbindelse med prøver på hans værk Comics. Telefonisk fik jeg nu en lang orientering om planerne for den første Ebeltoft Festival, som han var arrangør af, og som skulle løbe af stablen i sommeren 1990. På det tidspunkt kendte jeg mest Bent Lorentzen som en af landets førende komponister, ikke som formidler. Hans entusiasme var smittende, og jeg lovede umiddelbart – hvilket skete sjældent – at vi nok skulle komme til Ebeltoft med optagevognen. Det blev til fire gode musiksomre i Ebeltoft. Det sidste år – 1993 – var jeg medproducent, og måske var det bl.a. mine ambitioner, der førte til, at festivalen det år endte med et så stort underskud, at kommunen ikke ville videreføre den. Det er jeg ikke stolt af at tænke tilbage på, men kontakten med Bent og hans enestående hustru Edith blev ikke belastet eller brudt. I de følgende år sås vi jævnligt, og jeg skrev i forskellige sammenhænge – indspilningsnoter, akademiske artikler – om denne komponist, hvis værker og holdninger fascinerede mig. Da jeg i 1995 blev ansat som lektor i musikterapi på Aalborg Universitet, blev min faglige arbejdsenergi drejet i en anden retning end dansk samtidsmusik. Men vi bevarede kontakten. Jeg vidste, at Bent en del år tidligere var blevet diagnosticeret med Parkinsons sygdom, og at han takket være god medicinering og lægebehandling alligevel havde kunnet arbejde ufortrødent. Men i 2010, da Edith blev ramt af demens, var parrets mangeårige hjemmebase i Gentofte for alvor truet. Med støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation fik jeg mulighed for i et år at bruge en arbejdsdag om ugen på at interviewe Bent og hans mangeårige samarbejdspartnere: pianisten Erik Kaltoft, organisten Jens E. Christensen og basunisten Niels-Ole Bo Johansen. Det kom der en del artikler og koncertprojekter ud af, og denne bog er således en udløber af tre årtiers arbejde med Bent 1. indledning · 7
Lorentzens musik og hans visioner for et dansk musikliv, hvor ny kompositionsmusik og et bredt publikum ikke er modsætninger, men et spændingsforhold, der kan gøres ”strømførende” i positiv forstand. Bogen er blevet til på grundlag af mange forskellige indtryk, aktiviteter og data. Originalnoderne til stort set alle værker er intakte og tilgængelige på Det Kongelige Bibliotek, ca. halvdelen udgivet, og der findes heldigvis indspilninger og optagelser af en meget stor del af Lorentzens værker. Jeg har lyttet til de fleste. Lorentzen har skrevet mere om sin samtid, sin musik og teorierne bag det hele end de fleste komponister; dette stof er selvfølgelig også inddraget. Samtalerne med komponisten og hans samarbejdspartnere udfoldes i kapitel 12, men udgør en væsentlig baggrund for hele bogen og inddrages, når det er relevant. Bent Lorentzen havde stærke meninger om sin samtid og dens musikliv, og det er mit håb, at denne bog kan give læseren et nuanceret billede af en dansk komponist i sin samtid. Hans musik kan næppe forstås uden sin kontekst, for han komponerede ikke ’absolut musik’, men ’musik til tiden’. Værklisten omfatter 160 opusnumre plus en del unummererede kompositioner. Der er ikke plads til at omtale alle værker, men bogen prioriterer udførlig beskrivelse af alle de operaer og andre musikdramatiske værker, som efter min mening er Bent Lorentzens væsentligste bidrag til dansk musikhistorie. Bogen er disponeret kronologisk, men afrundes med to tværgående kapitler: et om komponisten som musikpædagog og et om hans mangeårige samarbejde med en række musikere i publikums tjeneste. Jeg vil gerne takke nogle mennesker, som har bidraget til at gøre denne bog til virkelighed: Bents storebror Jens Jørn (Sjørn) og dennes hustru Dorthe har bidraget med erindringer om et (også) familiebaseret komponistliv. Bents datter Lene har været en vigtig diskussionspartner for mig i forhold til vurderingen af, hvad der skulle bevares for eftertiden og inddrages i denne bogs kontekst. Tak til mine kolleger i den musikbiografiske studiekreds på Det Kgl. Bibliotek: Jens Hesselager, Henrik Koudal, Claus Røllum-Larsen og Peder Kaj Pedersen. Tak også til Edition WH for 8 · bent lorentzen
samarbejdet om udgivelsen af Bents efterladte manuskripter og til PubliMus ved Carl Erik Kühl for samarbejdet om publiceringen af to forarbejder til denne bog, essayene ”Bent Lorentzen – Barndom og ungdom” og ”Bent Lorentzens musikdramatik 19631995” (www.publimus.dk).
2. et levende og musisk barndomshjem (1935-1951) Bent Lorentzen blev født 11. februar 1935 i Stenvad på Djursland. Stenvad er en lille by, som ligger på strækningen mellem Randers og Grenå, og den skylder jernbanen sin eksistens, idet den blev til omkring en station på banen fra Ryomgaard til Gjerrild (1911-1956). I dag har Stenvad under 300 indbyggere, og landbrug er stort set det eneste erhverv, men i 1930’erne var det en levende stationsby med masser af virksomheder – med den store tørvestrøelsesfabrik (Pindstrup Mosebrug) som centrum. Mathias Lorentzen (1896-1986) og hans hustru Margrethe (1902-97) åbnede lægepraksis i den voksende stationsby (19271972), og i lægeboligen voksede seks børn op: Bent Lorentzen havde to ældre og tre yngre søskende. Særligt storebroderen Jens Jørn (Sjørn, f. 1930) havde han et nært forhold til. Familien havde rødder i Sønderjylland, mens landsdelen var tysk. Mathias havde gået i skole i Flensburg og Hadersleben, men fik skolegangen afbrudt af militærtjeneste: Han deltog i 1. verdenskrig som værnepligtig tysk soldat. Mathias skrev siden beretningen ”Du har vel nok været heldig, Morfar” om sin tid i skyttegravene ved Somme, hvor nogle af historiens mest blodige slag fandt sted. Efter tre måneder var han så heldig ”kun” at blive såret, og derfor skulle han ikke ud i yderste række igen. Efterfølgende fik han opgaver forskellige steder ved fronten, men altså ikke i skyttegravene. Efter krigen og genforeningen blev han uddannet som læge i Kiel og München. Især i München gik han til koncerter og operaopførelser. 2. et levende og musisk barndomshjem (1935-1951) · 9
Lægefamilien Lorentzen. Bent står næstyderst til højre mellem sin far og storebror. Privatfoto.
Farfaren Jens Jørgensen Lorentzen var lærer i Nustrup ved Vojens, som før genforeningen i 1920 lå i Nordslesvig; morforældrene havde en stråtækt bondegård i Nørre Ønlev ved Aabenraa. Musikken spillede en stor rolle i familien allerede dengang. Farfaren var organist i kirken og ledede egnens ”basunkor” (brassband), og han udgav en nodebog, ”Til Guds Pris” – familien var indremissionsk. Mathias Lorentzen og hans brødre spillede i basunkoret, men dyrkede desuden andre instrumenter. Margrethes brødre spillede også i basunkoret, og det var derigennem Mathias og Margrethe traf hinanden. Mathias spillede cello, og hjemme i Stenvad dannede han en klassisk trio med dygtige lokale musikere. Mathias bestemte både repertoiret og arbejdsformen: Først og fremmest Haydn, Beethoven og Schumann, og hvert stykke blev normalt kun spillet igennem én gang. Mathias Lorentzen skrev mange notater, også om sine børn. Om den treårige Bent skriver han fx: 10 · bent lorentzen
”Bent er verdens centrum, de som føjer sig under hans vilje er gode, men får han ikke sin vilje, så er de slemme mennesker (Minder meget om tyrannens Etik!)”. I sine private, håndskrevne Memoirer har Bent Lorentzen beskrevet, hvordan han som barn komponerede: Jeg skrev noder før jeg kunne læse dem, og onkel Christian spillede dem for mig. Jeg skrev kun i mellemrummene; men fik at vide at man også kunne skrive på stregerne. Efterhånden kom der også fortegn. (…) Komponerede i tidlig barndom udfra B i Bent. Brugte 2 B’er og troede at det var B-dur. Men det var g-mol! [tilføjet senere:] Mol var mere relevant åbenbart. I et interview fra 1990 husker Lorentzen, at ”nodesystemet var overordentlig enkelt, og navnlig mere logisk end alfabetet. (…) En dag, da jeg sad og kiggede i salmebogen, fik jeg øje på, at der i stedet for et komponistnavn stod ’Egen melodi’. Aha, tænkte jeg, så laver vi da bare en selv.”1 Forældrene frigjorde sig tidligt fra den indremissionske baggrund, men var aktive kirkegængere, og faderen forventede, at børnene hørte efter og kunne gøre rede for, hvad præsten havde sagt i sin prædiken. Visse fritidsaktiviteter var bandlyst, fx dans, kortspil og tegneserier, mens skak og domino var tilladt. Bent ville gerne spille violin sammen med de spillemænd, der stod for musikken til dans på den lokale kro, men det fik han ikke lov til. Familien var kulturelt meget aktiv og alsidig, men selektiv. Faderen læste mange – lødige – bøger, der kom badmintonbane i haven og bræt-billardbord i en af stuerne, og alle børnene fik ret tidligt instrumentalundervisning. I Memoirer beskriver Bent Lorentzen, hvordan han i underskolen blev sat til at spille på lærerens violin i sangtimerne: Det var en godt harpikset violin, lidt rusten, men spilbar. Jeg kunne så give toner og [spille] til lærerens degnesang. ”Jeg ved, hvor der findes en have så skøn …”. Når det 2. et levende og musisk barndomshjem (1935-1951) · 11
foregik i E-dur, har jeg nok haft nogle problemer med Dis og løs D-streng (man mangler en finger). I hvert fald overtager lærer Pedersen violinen. Det husker jeg som et nederlag. Doktor Lorentzen mente, at han kunne lære folk at spille cello på 15 minutter, og da sønnen ved juletid havde fået lyst til at spille efter noder på violinen, satte hans far fingersætning på Et barn er født i Betlehem, og så måtte drengen prøve sig frem. Først flere år senere blev det til mere systematisk (klaver)undervisning, hvor tone- og intervalnavne blev lært. Egentlig teori blev det dog ikke til, og drengen spillede i høj grad efter gehør. Han beskriver kort nogle af sine tidlige kompositioner: ”Bents Melodi: som [min farbror] Tage udsatte for trio, så jeg kunne høre den. Løven: Et stykke for klaver som 8-9-årig. Snestormen: Også et karakterstykke. 8-9 år. Til Åse: Hørevenlig rumba-musik eller populær stil. 14-15 år.” Sjørn blev sat til at spille cello, da Bent havde lært at beherske violinen, for så kunne de spille strygetrioer med deres far. Senere blev celloen Bents hovedinstrument, men han spillede også klaver. Kammermusik fyldte hjemmet, også når andre familiemedlemmer kom på besøg om søndagen. Han erindrer i en radioportrætudsendelse, at familietrioen spillede Haydns Klavertrio i G-dur, hvor specielt finalesatsen (All’ ongarese) gjorde stort indtryk på ham (se s. 115). Med årene spillede han alle tre instrumenter, først violin, derefter klaver og til sidst cello. Han genkalder sig, hvordan Mozartbusten over klaveret i Stenvad fungerede som ’dommer’ over hans klaverimprovisationer: ”Hvis dét jeg sad og improviserede var for dårligt, så kunne jeg tydeligt se, at Mozart så vred ud. Smilet kom hurtigt frem igen, når jeg fulgt dur-mol-reglerne.” Da der kun var skolepligt hver anden dag, var børnene ofte hjemme, og så blev der sunget morgensalmer med mor Margrethe ved husets harmonium. Der blev også sunget flerstemmigt, mest på sommerferieture til mormorens bondegård, hvor der var tre store, sangglade kusiner. I radioudsendelsen fortæller Bent om sangkulturen i og omkring barndomshjemmet, og at det senere 12 · bent lorentzen
gik op for ham, at den var meget anderledes end den, man fx kunne opleve i hovedstaden: Vi sang en del i hjemmet – salmer og sange, selvfølgelig også til jul. Min far sang også Schubert-Lieder, det lød faktisk slet ikke så dårligt. Men der var også folkemusik – jeg kan huske at jeg spurgte en af mine lærere på konservatoriet, Finn Høffding, om hvorfor han havde oversat så mange tyske børnesange til dansk – der var jo så mange danske børnesange og sanglege? Det viste sig, at Høffding, som var vokset op i et intellektuelt hjem midt i København, aldrig havde hørt disse sange. Det, jeg kendte og voksede op med, var hvad jeg vil kalde en ’præstegårdskultur’, ret præget af Indre Mission i vores område, hvor det ikke var så velset med spillemandsmusik og balmusik. Så vi var henvist til hvad de store piger kunne lære os – og det var altså et ret stort repertoire af folkelige, mundtligt overleverede sange og sanglege2 (som jeg også senere har forsket i og brugt, bl.a. i sangbogen Ej Sikkelej). Den sjoveste af dem var Tre raske piger i en ring, hvor drenge og piger går hver i sin ring osv., med lidt skæve melodiske betoninger (a la Haydn, som vi snakkede om tidligere), på tværs af de regulære taktslag. Radioen spillede en vigtig rolle i hjemmet. Det var forbudt at høre ikke-klassisk musik, og søgefeltet på mellembølgeområdet var fyldt med små huskesedler om gode stationer. Søndagens morgenkoncerter var meget stemningsfulde, og de større børn forventedes at kunne høre, hvem komponisterne til dagens program var. Også en grammofon med tilhørende klassiske plader blev tidligt anskaffet. Far Mathias var den myndige – og legesyge – patriark, mens mor Margrethe var husets mere stilfærdige, gode ånd. I slutningen af krigen hjalp hun fx tyske flygtninge fra Østeuropa, der en tid var interneret på skolen i Stenvad, og hun sørgede for, at familien i flere måneder tog trængende krigsbørn i pleje, en fra Frankrig, en fra Østrig og en fra Norge. 2. et levende og musisk barndomshjem (1935-1951) · 13
Hjemmet var altså præget af musik, seriøs samtale og masser af festligt samvær (med Mathias som altid veloplagt taler) og selskabslege. I et interview i programhæftet til operaen Den Stundesløse forklarer Bent, hvordan hans særlige interesse for musikdramatik opstod og blev næret i barndomshjemmet: Det ligger nok lidt i generne! Min far var måske ikke decideret ’operainteresseret’, selvom han havde set alle Wagners operaer, da han studerede, men han var lidt af en spasmager og kunne i sine unge dage lave de frygteligste klovnenumre, så man indimellem græd af grin. Min søn Morten Lorentzen er jo også kendt for et stort komisk talent, som mine døtre i øvrigt også har. Min kone Edith deler i høj grad min interesse for denne type udtryk. Og så tror jeg min kære kusine, operasangerinden Kirsten Schultz, har spillet en vis rolle. Hun kom meget i vores hjem, særlig i en række sommerferier, mens hun endnu var ukendt. Jeg spillede klaver til hendes ting, og blev klar over, hvordan det var at synge på dén måde. Jeg kan huske, at jeg syntes det var enormt kraftigt! Men senere fandt jeg jo ud af, at Kirsten Schultz’ stemme slet ikke var så kæmpestor. Hun blev gift med Svend S. Schultz, som allerede dengang var en produktiv operakomponist. De besøgte os om sommeren, og jeg hjalp Svend med at skrive noder rent – det var meget lærerigt. Jeg tænkte, at det kunne jeg da også godt finde ud af. Indtil 12-års-alderen gik Stenvad-børnene i skole lokalt, derefter kom de til Ryomgaard Realskole – en betalingsskole og derfor i begyndelsen mest for børn af ’byens spidser’. I Ryomgaard startede Lorentzen sammen med skolekammeraten Jørgen Rygaard skolebladet Knaldperlen. Teksterne blev skrevet på lægehusets skrivemaskine, Bent Lorentzen lavede tegninger direkte på stencils, og bladene blev håndkoloreret, når de var trykt. Han lavede også ultrakorte ”tegnefilm” på små tegneblokke, hvor han tegnede videre på aftrykket fra den foregående side. Mange af disse ”film” blev solgt til kammerater på skolen. Rygaard husker, hvor14 · bent lorentzen
dan han og Bent også i nogle år stod for skolens elevforenings årsskrift, og skriver: ”Hvis ikke musikken havde fået ham – eller taget ham – kunne han være blevet en ferm illustrator.”3 Bent Lorentzen var en kreativ dreng, men også krævende og meget seriøs. Desuden var han systematisk: Han læste lektier på sit værelse, så snart han kom hjem fra skole, og derefter øvede han på violin og klaver – han havde ikke brug for ledsagelse eller pædagogisk assistance. Der skulle også være tid til at tegne og digte historier. Kort efter krigen fik brødrene en smalfilmsoptager og -fremviser i julegave. Det resulterede i flere små spillefilm og ikke mindst tegnefilm, hvor Bent stod for idéer og tegninger, Sjørn for teknikken. Sjørn husker, at deres far elskede at optræde sammen med søskendeflokken, også foran kameraet. Flere af de gamle film eksisterer, desværre uden den underlægningsmusik (ifølge rulleteksterne spillet af ”The StoneWat Symphonic Orchestra”), som Bent stod for.4
3. gymnasium, universitet, konservatorium – og de første kompositioner (1952-61) Bent Lorentzen ville gerne have været på Aarhus Katedralskole, men hans gennemsnit fra realeksamen var ikke højt nok. Derfor tilbragte han årene 1951-54 på Vestjysk Gymnasium i Tarm, som kostskoleelev og altså langt hjemmefra. I Tarm-årene spillede han flittigt, mest på klaver og cello, og han var meget aktiv i skolens teater- og musikliv – han fik bl.a. startet et skoleorkester, ligesom han musicerede sammen med sin gymnasiekæreste Kirsten Rahbek Knudsen. ”Faktisk fik jeg gymnasiet til at summe af musik,” husker han i et avisinterview, men gymnasiets rektor fandt, at det gik ud over eksamenslæsningen, hvilket medførte et spilleforbud – ”en stor oplevelse, fordi jeg illegalt måtte snige mig ud af skolen med instrumentet og spille med venner i byen.”5 3. gymnasium, universitet, konservatorium... (1952-61) · 15
Fra gymnasietiden stammer fire komponistportrætter, hver med sin snert af satire.
I gymnasietiden fik Bent konstateret den sjældne, men farlige sygdom kolesteatom i mellemøret (kaldet ”benæder”, fordi den ubehandlet langsomt nedbryder de små øreknogler). Han blev opereret på Aarhus Kommunehospital i 1955, men selvom operationen gik godt, medførte den en livslang stærkt nedsat hørelse på venstre øre. Det var ikke så ofte, der var mulighed for længere familieudflugter fra Stenvad. Lorentzen har selv nævnt, at en opførelse af Gershwins Porgy og Bess på Det Kgl. Teater i efterkrigstiden 16 · bent lorentzen