Skip to main content

Bella og demokratiet_Læseprøve

Page 1

Bella og demokratiet


Splinten i dit øje er det bedste forstørrelsesglas – Theodor W. Adorno


Bella og demokratiet Om Ulrich Horst Petersen og værdierne

Af Steen Tullberg


Bella og demokratiet. Om Ulrich Horst Petersen og værdierne Af Steen Tullberg © Forlaget Multivers ApS, 2019 1. udgave, 1. oplag 2019 Omslag: Mikkel Henssel Tryk: Totem Printed in Poland 2019 ISBN: 978-87-7917-166-4 www.multivers.dk Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes. Udgivelsen er støttet af:

dreyers fond landsdommer v. gieses legat


Indhold Forord .............................................................................................. 7 1. Indledning ................................................................................. 9 2. Det store billede .................................................................... 19 3. Forsøget i mellemtiden ........................................................ 33 4. Værdiernes verden ................................................................ 46 5. Hermann Brochs tænkning ................................................ 60 6. Ligevægt og gengæld – Frihed og tabu (1971) og Om værdierne (1973) ................................................... 78 7. Den lille mystik – og andre tidsskriftsbidrag fra 60’erne ........................................................................... 127 8. Forfattere og forbilleder – litteraturfortolkeren ........ 187 9. I Hamlets fædreland – forfatterskabet siden 1990’erne ............................................................................. 234 10. Humanist i det 21. århundrede – om demokratiet og værdierne ............................................... 290 Epilog .......................................................................................... 323 Litteraturfortegnelse ............................................................... 324 Noter ........................................................................................... 336 Personregister ........................................................................... 351


Forord Ulrich Horst Petersen har et sted sagt, at han lider af det, man på fransk kalder L’esprit de l’escalier. Udtrykket dækker den velkendte erfaring, at man først ude på trappen kommer i tanker om, hvad man skulle have sagt inde i stuen. Karakteristikken er imidlertid svær at genkende for en, der har oplevet Ulrichs utrolige åndsnærværelse på tomandshånd. Det er da også en helt anden trappens ånd eller vid, jeg selv har været grebet af, når jeg har forladt Ulrichs lejlighed efter en samtale. Jeg er ofte gået fra samværet med en følelse af, at noget, der før raslede rundt inde i mig, pludselig sad bedre fast. Bogen her er skrevet for min egen skyld. Jeg havde brug for at samle mig om noget stort og væsentligt. Men den er også en udløber af et projekt om værdibegrebet, som foresvævede mig for en del år siden. Hvis Ulrich derfor indimellem forsvinder ud af billedet i fremstillingen, skyldes det, at bogen begyndte som noget andet, end den er endt med at blive. Men sådan er det vist med de fleste bøger. Jeg har som så mange andre bøvlet med at prøve at forstå de stive modsætninger og åbenlyst irrationelle fænomener, der præger vores tid, og Ulrichs forfatterskab har til formålet vist sig at være et fremragende prisme for udviklingen. Jeg håber også med bogen at kunne fortælle et væsentligt stykke intellektuel historie. Fremstillingen trækker på det offentliggjorte forfatterskab med bogen Verdens frelse (2016) som øvre grænse (dobbeltbogen Enten – og eller/Mens vi venter fra 2019 er således ikke inddraget), men hvis der er løbet mig en enkelt oplysning eller to i pennen, som ikke findes i det trykte, skyldes det samtalernes tilstedeværelse i min bevidsthed. Desuden findes der båndede optagelser af samtaler mellem Ulrich, Sylvester Roepstorff og mig selv. Transskriptionen af disse optagelser har jeg også udnyttet i et vist omfang. Dette være forudskikket.

Forord · 7


For råd og opmuntring takkes Niels Jørgen Cappelørn, Sylvester Roepstorff, Kasper Bøcher og Tanja Tullberg. Valby, august 2019 Steen Tullberg

8 · Bella og demokratiet


1. Indledning Bella og demokratiet De fleste af os har sikkert iagttaget og undret os over en kats forunderlige selvstændighed og på et eller andet tidspunkt beundret, hvordan den kan udvise den mest utrolige opmærksomhed, ligesom overskue en hel situation for enten at springe til eller måske bare lægge hovedet ned og hvile. Men det er næppe mange af os, der er i stand til at udlede så omfattende perspektiver af vores iagttagelser som Ulrich Horst Petersen (herefter UHP). Katten Bella optræder flere steder i hans forfatterskab som genstand for kærlig iagttagelse og analyse. Lad os slå ned et helt tilfældigt sted: I Tisvilde om eftermiddagen fangede Bella dagens første mus – i brændestablen. Med et sæt var den oven på den, et kort øjebliks luren og – en klo ind og dér sad den og peb. Nu begyndte det programmerede spil, som er afgjort på forhånd, gentager sig slavisk og alligevel hensætter katten i en ekstase, der kun kan sammenlignes med den hunkatten fremviser, når den leger med killingerne. Det er det samme bevægelsesmønster, de samme overdrevne spring, kast med hoved og krop og den samme fingerede ligegyldighed. Killingen lærer ’muselegen’ ved i forhold til moderen at indtræde i musens rolle, men styret. Moderen bliver aldrig grusom i legen med killingen, det er bevægelsesmønsterets symbol der leges og indlæres, før det bliver alvor i virkeligheden, når katten fanger sin første mus og ved, hvad der så skal ske.1 Optegnelsen er fra 1995. Femten år senere optræder Bella igen – det er næppe den samme kat, selv om den begge gange præsenteres som datterens kat, der er sat i pleje i sommerhuset i Tisvilde.

1. Indledning · 9


En optegnelse med overskriften ”Magi” rummer følgende observation: Når Bella skal bede om en portion Whiskas, opfører hun en pantomime, som om hun allerede har fået den. Hun smyger sig om benet på mig, spinder med et lydregister, der minder påfaldende om det, hun har i beredskab til killingerne og gør nogle bevægelser med poterne, der, skønt hun står op, ligner dem, hun udfører, når hun ligger blødt, for eksempel på en dyne, og som svarer til killingernes pattebevægelser mod moderbrystet. Lignende bevægelser med hænder og fødder ser man hos spædbørn, der får bryst.2 Oven på disse observationer konkluderes der: ”Bortset fra det er det en art statistisk magi: En ikke eksisterende tilstand fremstilles, som om den er indtrådt. Sproget er ikke så langt væk, og alligevel milevidt fjernt, fordi den ’magiske’ sekvens afleveres automatisk og nok kan gentages og gentages, men ikke ændres eller modificeres af en indsigt, der bare nærmer sig spædbarnets.”3 Disse optegnelser er overordentligt karakteristiske. Fra kattens ”programmerede spil” og magiske, besværgende adfærd, når den tigger om mælk, og den rudimentære symbol- og sprogdannende evne i den stiliserede jagtleg, føres man over i spædbarnets før-individuelle verden. Og lidt efter sammenlignes kattens magiske adfærd med statsminister Anders Fogh Rasmussens! Det drejer sig om hans berømte, men nok mest berygtede tale den 29. august 2003 på Søværnets Officersskole, hvor han lancerede et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen. Fogh Rasmussen krævede på forventet efterbevilling (for at retfærdiggøre sit eget krigseventyr) rene linjer i stedet for samarbejdets moralske mudder. UHP kommenterer: ”Det minder om Bellas pantomime, når hun vil have Whiskas i madskålen, med den forskel at statsministerens heltemod nu skulle gøre det ud for det fraværende heltemod dengang”.4 ”Jeg har altid elsket katte, fordi de altid er på vej væk”, skriver UHP et sted.5 I mine øjne er det ikke så mærkeligt, at han 10 · Bella og demokratiet


har sans for netop katte. Han har som skribent selv lidt af dette dyrs karakteristiske fornemhed og kræsenhed og instinktive årvågenhed, en søvngængeragtig sikker evne til at snige sig ind på et emne, tilegne sig det væsentlige (suge næring), og smyge sig væk igen. Det sidste med at smyge sig væk er i øvrigt essayistens særlige licens: muligheden for at slippe emnet igen uden prætentioner om at have udtømt det. ”Vor dyriske arv er måske ikke det dårligste grundlag for vor menneskelighed”, skriver UHP et andet sted.6 Forfatterskabet kan på en måde betragtes som en konfrontation af det mest primitive, kattens leg med musen, med det (i teorien) mest avancerede: det moderne demokrati i de højteknologiske samfund. Rundt omkring i UHPs forfatterskab findes analyser af børns lege og af menneskets højeste symbolske præstationer i kunst og kultur. Det rækker fra iagttagelser og refleksioner over dyrs og børns verden over unges og gamles erfaringer og adfærdsmønstre og beskæftiger sig i særlig grad med de primitive rørelser, der befinder sig lige under overfladen af den menneskelige civilisation. Det primitive forstået i dets dobbelthed, både som det oprindelige og grundlæggende og som det civilisations- og livsnedbrydende. Dyr kan ikke være bestialske, det kan kun mennesker, og forfatterskabet kredser bestandigt om menneskets risiko for at henfalde til barbari. Rammen for det hele, det, der egentlig skal kvalificeres, er demokratiets særlige forudsætninger og problemer. Der er tale om et personligt mellemværende med demokratiet, født af en dramatisk personlig forhistorie og med linjer bagud til den større fælles historie – og i sidste ende til selve artens dunkle oprindelse.

En loyal forræder UHPs tænkning er udpræget kulturkritisk, og en af hans centrale pointer er, at ”i et demokrati kan man ikke øve kulturkritik uden at spørge, hvem man selv er, fordi kulturen er menneskeværk og man følgelig selv er en del af emnet”.7 At øve denne form for 1. Indledning · 11


kulturkritik foregår med splinten i eget øje som forstørrelsesglas. Der leveres ikke mange selvkarakteristikker undervejs i forfatterskabet, men et sted kalder UHP koket sig selv for ”diletterende essayist og fritstående kulturkritiker”.8 En af hans bøger bærer desuden den modsætningsfyldte titel Loyal forræder, en betegnelse, han i et interview har vedkendt sig som dækkende for sit filosofiske grundsyn: en kritisk agtpågivenhed for de dominerende ideologiske fænomener og en vægring ved at lade sig styre af tidens herskende modsætninger.9 UHP går ikke så meget imod strømmen som På tværs, som en anden bog hedder, af den. På én gang solidarisk og kritisk. Forfatterskabet fremstår måske derfor immunt over for den ellers althærgende tidsånds luner. Man kan i de 27 bøger, det i skrivende stund er blevet til over de sidste godt 40 år, finde de samme temaer gennemspillet og de samme analytiske greb bragt i anvendelse igen og igen. Dette kan udlægges negativt som en manglende evne til at ”følge med” og indoptage det nye i tiden, men forfatterskabet er fyldt med aktuelle referencer til fænomener inden for politik, kunst og kultur. Det er ikke samtidsbevidsthed, der mangler, og gentagelserne opleves ikke som redundans. Der er snarere tale om, at en frugtbar modernitetsanalyse og et smidigt sind fra første færd har indgået et samarbejde, der har kastet et usædvanlig problemkonstant forfatterskab af sig. Desuden er det vel simpelthen det faktum, at tiden går, og verden forandrer sig, der har krævet en stadig fornyet afsøgning af kendte temaer. Filosoffen Poul Bjerre beretter et sted om, hvor befriende det var for ham i sin tid, nemlig i 60’erne, at møde det, han kalder ”de litterære filosoffer”, der ligesom han selv udformede deres tænkning på afstand af akademierne. I den forbindelse konstaterer han netop en påfaldende mangel på konstans, når det gælder universitetsfilosofferne, og han tilskriver det deres manglende forståelse for teleologisk tænkning: I universitetsverdenen afløste den ene filosofiske modestrømning den anden. Og hurtigt skiftende moder er – teleologisk set – et tegn på, at der ikke er bund i dem. I 1970 12 · Bella og demokratiet


blev en filosof spurgt, hvor han stod nu, og svarede, at han forbeholdt sig sin stilling, for det var svært at se, hvilken vej filosofien ville udvikle sig. Det er svært at følge med strømmen, når man ikke kan finde den for lutter strømme. Mange mennesker har måttet lave åndelige kolbøtter gennem de seneste årtier. Positivister blev antipositivister, marxister blev antimarxister osv. De fleste fulgte med strømme. Kun i den litterære verden har jeg fundet filosoffer, der stod lige så sikkert dengang som nu. Deres grundlag kunne bære hele vejen. Villy Sørensen behøvede ingen kolbøtter, Ulrich Horst Petersen og Svend Åge Madsen heller ikke.10

Det degagerede engagement Michel de Montaigne erklærede i sine berømte Essais fra 1580’erne, at det sidste, han ville gøre, var at engagere sig.11 Ordet ”engagement” betyder oprindelig pantsætning, og at engagere sig vil sige at binde sig til noget. Det var det, Montaigne ikke ville. Han var skeptisk over for enhver idé, der kunne vække lidenskaberne, han ville leve sit liv i stoisk ro. Denne holdning går – med de nødvendige opdateringer – igen hos UHP. Det er bl.a. et spørgsmål om ikke at stivne i en rolle, en persona, som det udadvendte engagement frister til. Forfattere af UHPs analytiske statur er på jagt efter virkeligheden i dens modsætningsfylde, og sammenhæng er virkelighedskriteriet. ”Jeg er uinteresseret interesseret i sandheden”, skriver UHP et sted nærmest i kantiansk ånd. ”Jeg ønsker, at så mange som muligt skal vide, hvad der virkelig sker. Hvordan det virkelig er. Det er virkeligheden der interesserer mig, deraf min uinteresserethed.”12 Der er tale om en balanceakt, og faren er en dobbelt: For meget sammenhæng, orden og overblik er en faldgrube, ligesom for lidt sammenhæng, uorden og detaljefiksering er det. Totalforklaringen er ca. lige så slem som tunnelsynet. Den rette balance opnås ved en særlig filosofisk holdning, som jeg i 1. Indledning · 13


mangel af bedre vil kalde det degagerede engagement. Det er en uinteresserethed og et engagement, der skyer både kvietismen og aktivismen. Det peger på holdningen snarere end handlingen, og UHPs bedste essays er netop kendetegnet ved kombinationen af lidenskab og suveræn distance. Holdningen er meget godt indfanget af en lille tekst med overskriften ”Poetik”: ”Man må ikke have tingene på afstand for at kunne skrive om dem, man må have sig selv på afstand for at kunne skrive om tingene”.13 Der findes mig bekendt ingen danske forfatterskaber, der kan måle sig med UHPs, når det gælder perspektiverende institutionsog organisationsanalyser – det være sig af skolen, militæret, partiet, universitetet, fængslet eller ministeriet. Også disse analyser er mærket af det særlige blik for forholdet mellem overfladen og undergrunden, det skrøbeligt psykologiske neden under det tilsyneladende socialt stabile. Komponisten Per Nørgård har engang sagt, at for at blive fuldt menneskeligt må mennesket i specialiseringens tidsalder blive en art ”fuskende forsker i alle relevant forekommende områder”.14 UHPs essayistik er karakteriseret ved at bevæge sig på tværs af fag-, sag- og livsområder uden at gøre alt til det samme eller fortabe sig i den specialiserede videns krinkelkroge. Der er tale om en godartet eklekticisme. Anstødsstenen er bl.a., at alle fagene jo handler om og har deres udspring i mennesket, mens mennesket selv har det med at forsvinde i fagspecialiseringen. Engagementet må ikke blive til fagidiotiens udblænding af alt andet end det fagspecifikke eller til det ideologiserede overgreb på den sansede og erfarede verden, men skal altid suppleres af afkobling og distance. Den mikroskopiske undersøgelse skal suppleres af det synoptiske blik og omvendt. Specialisten må også være specialist i det almene. UHP har både noget af ekspertens præcise fokuseringsevne og den sande dilettants intuitive overblik – som netop ikke må opfattes som modsætninger, men som komplementære størrelser. UHPs eget fag blev juraen, og han overvejer et sted, om han valgte netop det fag, fordi juraen ikke forventedes at vedkomme én i personlig forstand. ”På jurastudiet interesserede ingen 14 · Bella og demokratiet


sig for hinanden”, skriver han, ”alle interesserede sig for at blive færdige”. I en sådan atmosfære er det lettere at adskille intellekt, intuition og følelse – og dermed redde resterne af disse fra det akademiske livs største fare: ”blasertheden, artighedens tvilling, bevidstheden om at ’vide besked’ fordi alt er det samme”.15 Denne blaserthed hærger ifølge UHP det gennemakademiserede Danmark af i dag. Jurafagets carte blanche til en slags selvpålagt splittelse for at redde intuition og følelse, gjorde ham til ”et mimetisk dobbeltmenneske fra starten” og førte ham ind i selve magtens centrum, den danske centraladministration.

Tilbagekoblingens kunst Til det degagerede engagement føjer sig et særligt greb, der i mine øjne kan gælde for et af forfatterskabets særlige styrker og kendemærker. Jeg vil kalde det tilbagekoblingens kunst, og det dækker mange forhold. I første omgang betegner det det i og for sig naturlige faktum, at som forfatterskabet skrider fremad, gribes der mere og mere tilbage til den konkrete personlige fortid. Forfatterskabet synes i høj grad at leve af denne tilbagekobling til sine egne forudsætninger. Ved at gribe tilbage kan man nemlig bedre vinde distance til nutiden og sig selv, hvilket også gør det muligt i stigende omfang at rekurrere til den aktuelle samtid. Det gælder også den fælles historie: Som forfatterskabet skrider frem, bearbejdes og varieres et stadig mere konkret historisk stof til belysning af det særlige danske velfærdsdemokrati. Forfatterskabets karakteristiske kredsløbsbevægelser gennemløber desuden stadig nye stofområder, indimellem med selvkorrigerende konsekvenser – tilbagekoblingen fungerer som en trial and error-proces. Forfatterskabet kan betragtes som en spiralverden: Når man ser ned i den, er det en cirkel, en række gentagelser; men ser man den fra siden, er det en masse linjer, en række gennemløbne problemkomplekser. UHP citerer ikke uden grund Thomas Mann for

1. Indledning · 15


at have sagt, at man naturligvis altid er den samme, ”men dog altid højere oppe i spiralen”.16 Ifølge UHP bliver den humanistiske tænkning gammeldags og lommefilosofisk, hvis den forsøger at tænke kulturen uafhængigt af naturvidenskaberne.17 Det er tydeligt, at han selv har optaget indsigter fra fx evolutionsbiologien og etologien (dyre- og adfærdsforskningen). Disse videnskaber viser, at mennesker og dyr er noget på forhånd, at ikke alt er tillært og miljøbetinget (jf. Bellas programmerede leg med musen), at mennesket ud over en social historie også har en naturhistorie, og de synes at blive ved med at gøre opdagelser, der placerer menneskets oprindelse længere og længere tilbage i tiden og gør artens udspring og dybe forbundethed med resten af livet på planeten til en stadig mere vigtig viden at forpligte sig på. Erkendelsesteoretisk har det den betydning, at Kants gamle problem med ’das Ding an sich’, altså hvorvidt den menneskelige erkendelse ”passer” til virkeligheden, forsvinder: For en udviklingshistorisk eller genetisk-historisk betragtning er det menneskelige erkendelsesapparats kategorier og anskuelsesformer noget, der er blevet til i løbet af artens historie, og som ”passer” på de givne faktorer, der omgiver subjektet, ligesom hestehoven passer til steppen og fiskens finne til vandet.18 Hvis det ikke var sådan, havde arten slet ikke overlevet. Centralt i de nævnte videnskaber er desuden det kybernetiske begreb om tilbagekobling (feedback), et livsprincip slet og ret, der rummer et dobbelt aspekt: den positive tilbagekobling, som er et vækstprincip, der indebærer kontroltab og uligevægt (tænk på en snebold, der ruller ned ad et bjerg – eller på at selve planeten i dag som følge af den globale opvarmning er på vej ind i en selvforstærkende ond cirkel); og den negative tilbagekobling, som er et ligevægtsprincip (tænk på mæthedens regulering af fødeindtaget). Det er altså for så vidt den positive feedback, der er negativ, og den negative, der er positiv. Begge principper er, ret forstået, ledetråde i UHPs forfatterskab. Overført på individ og samfund er tilbagekoblingens to aspekter nemlig de to poler, som massepsykologien i Hermann Brochs udgave arbejder med: det lukkede, selvforstærkende sy16 · Bella og demokratiet


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Bella og demokratiet_Læseprøve by Forlagetmultivers - Issuu