Averno. Ancient name Avernus. A small crater lake, ten miles west of Naples, Italy; regarded by the ancient Romans as the entrance to the underworld.
Averno.indd 10
25.06.2021 10.49
Averno. I oldtiden kaldt Avernus. En lille kratersø, seksten kilometer vest for Napoli; af de gamle romere anset som porten til underverdenen.
Averno.indd 11
25.06.2021 10.49
THE NIGHT MIGRATIONS
This is the moment when you see again the red berries of the mountain ash and in the dark sky the birds’ night migrations. It grieves me to think the dead won’t see them – these things we depend on, they disappear. What will the soul do for solace then? I tell myself maybe it won’t need these pleasures anymore; maybe just not being is simply enough, hard as that is to imagine.
12
Averno.indd 12
25.06.2021 10.49
NATTENS TRÆK
Dette er øjeblikket hvor du igen ser rønnens røde bær og på den mørke himmel fuglenes nattetræk. Det bedrøver mig at tænke på de døde ikke skal se dem – disse ting som vi er afhængige af, de forsvinder. Hvordan vil sjælen da finde trøst? Jeg siger til mig selv måske behøver den ikke disse glæder mere; måske er det nok ganske enkelt ikke at være, svært som det er at forestille sig.
13
Averno.indd 13
25.06.2021 10.49
I
Averno.indd 14
25.06.2021 10.49
I
Averno.indd 15
25.06.2021 10.49
OCTOBER
1. Is it winter again, is it cold again, didn’t Frank just slip on the ice, didn’t he heal, weren’t the spring seeds planted didn’t the night end, didn’t the melting ice flood the narrow gutters wasn’t my body rescued, wasn’t it safe didn’t the scar form, invisible above the injury terror and cold, didn’t they just end, wasn’t the back garden harrowed and planted – I remember how the earth felt, red and dense, in stiff rows, weren’t the seeds planted, didn’t vines climb the south wall I can’t hear your voice for the wind’s cries, whistling over the bare ground
16
Averno.indd 16
25.06.2021 10.49
OKTOBER
1. Er det vinter igen, er det koldt igen, gled Frank ikke netop nu på isen, kom han sig ikke, blev forårets frø ikke sået endte natten ikke, oversvømmede den smeltende is ikke de smalle grøfter blev min krop ikke reddet, var den ikke i sikkerhed lukkede arret sig ikke usynligt over såret rædsel og kulde, endte de ikke bare, blev baghaven ikke gravet og tilsået – jeg husker hvordan jorden føltes, rød og tung, i lige rækker, blev frøene ikke sået, klatrede vinen ikke på sydmuren jeg kan ikke høre din stemme for vindens skrig, der piber over den bare jord
17
Averno.indd 17
25.06.2021 10.49
I no longer care what sound it makes when was I silenced, when did it first seem pointless to describe that sound what it sounds like can’t change what it is – didn’t the night end, wasn’t the earth safe when it was planted didn’t we plant the seeds, weren’t we necessary to the earth, the vines, were they harvested?
18
Averno.indd 18
25.06.2021 10.49
jeg er ligeglad nu med hvilken lyd den laver hvornår blev jeg bragt til tavshed, hvornår syntes det første gang meningsløst at beskrive den lyd hvordan den lyder kan ikke ændre hvad den er – endte natten ikke, var jorden ikke i sikkerhed da den blev tilsået såede vi ikke frøene var vi ikke nødvendige for jorden, vinrankerne, blev de høstet?
19
Averno.indd 19
25.06.2021 10.49
2. Summer after summer has ended, balm after violence: it does me no good to be good to me now; violence has changed me. Daybreak. The low hills shine ochre and fire, even the fields shine. I know what I see; sun that could be the August sun, returning every thing that was taken away – You hear this voice? This is my mind’s voice; you can’t touch my body now. It has changed once, it has hardened, don’t ask it to respond again. A day like a day in summer. Exceptionally still. The long shadows of the maples nearly mauve on the gravel paths. And in the evening, warmth. Night like a night in summer.
20
Averno.indd 20
25.06.2021 10.49
2. Sommer efter sommer er gået, balsam efter vold: det gør mig intet godt at være god mod mig nu; volden har ændret mig. Daggry. De lave bakker skinner okker og ild, selv markerne skinner. Jeg ved hvad jeg ser; sol som kunne være augustsol, der bringer alt det der var taget bort tilbage – Hører du den her stemme? Det er mit sinds stemme; du kan ikke røre min krop nu. Den har ændret sig, er blevet hård, bed den ikke om at svare en gang til. En dag som en sommerdag. Usædvanligt stille. Lønnenes lange skygger næsten lilla på grusgangene. Og om aftenen, varmen. Nat som en sommernat.
21
Averno.indd 21
25.06.2021 10.49
It does me no good; violence has changed me. My body has grown cold like the stripped fields; now there is only my mind, cautious and wary, with the sense it is being tested. Once more, the sun rises as it rose in summer; bounty, balm after violence. Balm after the leaves have changed, after the fields have been harvested and turned. Tell me this is the future, I won’t believe you. Tell me I’m living, I won’t believe you.
22
Averno.indd 22
25.06.2021 10.49
Det gør mig intet godt; volden har forandret mig. Min krop er blevet kold som de nøgne marker; nu er der kun mit sind, forsigtigt og på vagt, med følelsen af at blive prøvet. Endnu en gang står solen op som den stod op i sommer; barmhjertighed, balsam efter vold. Balsam efter at bladene er forandrede, efter at markerne er blevet høstet og vendt. Fortæl mig dette er fremtiden, jeg vil ikke tro dig. Fortæl mig jeg er levende, jeg vil ikke tro dig.
23
Averno.indd 23
25.06.2021 10.49
3. Snow had fallen. I remember music from an open window. Come to me, said the world. This is not to say it spoke in exact sentences but that I perceived beauty in this manner. Sunrise. A film of moisture on each living thing. Pools of cold light formed in the gutters. I stood at the doorway, ridiculous as it now seems. What others found in art, I found in nature. What others found in human love, I found in nature. Very simple. But there was no voice there. Winter was over. In the thawed dirt, bits of green were showing.
24
Averno.indd 24
25.06.2021 10.49
3. Sneen var faldet. Jeg husker musik fra et åbent vindue. Kom til mig, sagde verden. Dermed ikke sagt den talte i præcise sætninger men at jeg opfattede skønhed på denne vis. Solopgang. En hinde af væde over alt levende. Pytter af koldt lys viste sig i rendestenene. Jeg stod i døren, latterligt som det synes nu. Hvad andre fandt i kunst, fandt jeg i naturen. Hvad andre fandt i menneskers kærlighed, fandt jeg i naturen. Meget enkelt. Men der var ingen stemme der. Vinteren var ovre. I det tøende snavs tittede små pletter grønt frem.
25
Averno.indd 25
25.06.2021 10.49
Come to me, said the world. I was standing in my wool coat at a kind of bright portal – I can finally say long ago; it gives me considerable plea sure. Beauty the healer, the teacher – death cannot harm me more than you have harmed me, my beloved life.
26
Averno.indd 26
25.06.2021 10.49
Kom til mig, sagde verden. Jeg stod i min uldfrakke ved en slags lysende portal – omsider kan jeg sige for længe siden; det giver mig betragtelig glæde. Skønheden helbrederen, mesteren – døden kan ikke skade mig mere end du har skadet mig, mit elskede liv.
27
Averno.indd 27
25.06.2021 10.49
4. The light has changed; middle C is tuned darker now. And the songs of morning sound over-rehearsed. This is the light of autumn, not the light of spring. The light of autumn: you will not be spared. The songs have changed; the unspeakable has entered them. This is the light of autumn, not the light that says I am reborn. Not the spring dawn: I strained, I suffered, I was delivered. This is the present, an allegory of waste. So much has changed. And still, you are fortunate: the ideal burns in you like a fever. Or not like a fever, like a second heart. The songs have changed, but really they are still quite beautiful. They have been concentrated in a smaller space, the space of the mind. They are dark, now, with desolation and anguish.
28
Averno.indd 28
25.06.2021 10.49
4. Lyset er skiftet; midterste c er stemt mørkere nu. Og morgenens sange lyder over-indøvede. Dette er efterårets lys, ikke forårets lys. Efterårets lys: du vil ikke blive skånet. Sangene har ændret sig; det uudsigelige er trængt ind i dem. Dette er efterårets lys, ikke det lys der siger jeg er genfødt. Ikke forårsgryet: jeg sled, jeg led, jeg blev forløst. Dette er nutiden, en allegori over spild. Så meget har forandret sig. Og dog, du er heldig: idealet brænder i dig som en feber. Eller ikke som en feber, som et ekstra hjerte. Sangene har ændret sig, men egentlig er de stadig ret smukke. De er trængt sammen i et mindre rum, sindets rum. De er mørke nu, i fortvivlelse og kval.
29
Averno.indd 29
25.06.2021 10.49
And yet the notes recur. They hover oddly in anticipation of silence. The ear gets used to them. The eye gets used to disappearances. You will not be spared, nor will what you love be spared. A wind has come and gone, taking apart the mind; it has left in its wake a strange lucidity. How privileged you are, to be still passionately clinging to what you love; the forfeit of hope has not destroyed you. Maestoso, doloroso: This is the light of autumn; it has turned on us. Surely it is a privilege to approach the end still believing in something.
30
Averno.indd 30
25.06.2021 10.49
Og dog kommer tonerne tilbage. De svæver ejendommeligt i forventning om stilhed. Øret bliver vant til dem. Øjet bliver vant til forsvindinger. Du vil ikke blive skånet, heller ikke det du elsker vil blive skånet. Vinden kom og svandt, har spaltet sindet; i dets spor er en sær klarhed. Hvor privilegeret du er, at du stadig lidenskabeligt hænger ved hvad du elsker; forspildt håb har ikke ødelagt dig. Maestoso, doloroso: Dette er efterårets lys; det har vendt sig mod os. Det må da være et privilegium at nærme sig enden og stadig tro på noget.
31
Averno.indd 31
25.06.2021 10.49