at se med hjertet
henrik sommer
at se med hjertet DET KUNSTNERISKE AMATØRTEATERS HISTORIE
At se med hjertet. Det kunstneriske amatørteaters historie Af Henrik Sommer © Forlaget Multivers ApS, 2018 Udgivet i samarbejde med DATS – Dansk Amatør Teater og Scenekunst 1. udgave, 1. oplag 2018 Omslag: Peter Rafn Dahm Illustrationer er alle hentet fra DATS’ og forfatterens private arkiv. Skulle nogen billeder mod forventning være ophavsretligt beskyttet, vil de blive honoreret som om aftale var indgået efter gældende Copydan-takster. Tryk: Totem Printed in Poland 2018 ISBN: 978-87-7917-050-6 multivers.dk Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes. Forlaget og forfatteren takker for støtte til udgivelsen fra velux fonden. Støtten er ydet under fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre.
indhold forord
9
1. kapitel
det, der gik forud Inspirationen fra England Just Thorning Arne Aabenhus I krigens og atombombens skygge Dansk Amatør Teater Samvirke begynder at tage form
11 11 13 21 24 29
2. kapitel
dannelsen af dats i 1948
35
Ideologi og organisering De faktiske forhold Den konkrete organisering
35 37 40
3. kapitel
de første år Repertoiret Kursusvirksomheden Amatørscenerne Den statslige anerkendelse Kulturministeriet Det organisatoriske Teaterforlaget Drama Det internationale samarbejde Nordisk Amatørteater Råd
46 46 49 55 59 62 63 64 68 70
4. kapitel
tiderne skifter Just Thorning og DATS Vinden vender Opdragelse til fritid
76 76 81 87
Børne- og ungdomsteateret Kirkespil Praktikerne tager over
90 93 97
5. kapitel
på vej mod folkets teater
105
Da verden forandrede sig Den professionelle organisation Politisering af teateret DATS og ungdomsoprøret DATS’ kulturpolitik Dramalærerbetænkningen
105 107 110 115 122 126
6. kapitel
dats i arbejdstøjet Herning Højskole og Teaterskolen i Gråsten Det nordiske og det internationale Theater Traffic of Scandinavia Egnsspil Forlaget DRAMA Vækst i en krisetid Bruno Gaston
131 131 137 142 146 151 155 159
7. kapitel
dats og det eftermoderne Refleksioner omkring jubilæer Fra det folkelige til det ”faglige” Fra modernisme til postmodernisme Borgerlig underholdning eller folkeligt kulturudtryk Ældreteater Formandsskiftet Teateramatørernes grunduddannelse Begejstring og realisme Kulturfonden
168 168 170 175 177 180 184 186 189 193
8. kapitel
gang i 90’erne Da verden forandrede sig Landsmøderne i 1990’erne Fra forretningsfører til generalsekretær Kredsformændenes storhedstid og fald Børn spiller for børn Skolen og det musisk-praktiske Tilbage til fritiden
201 201 203 208 212 216 220 223
9. kapitel
ja til kunsten IATA Vi stræber mod at producere kunst Det folkelige teater Forlaget DRAMA Det dramatiske gennembrud Himmelflugten NEATA Deltager frem for modtager
231 231 233 237 241 245 252 254 259
10. kapitel
postmoderniteten – og hvad så
270
Hvad teater kan bruges til Vildskud Fjenden er i landet En organisation i udvikling Jeg gjorde det på min måde Teater Danmark Endnu et jubilæum Teater og kompetencer Nye tider – nye udtryk Kamp må der til Dansk Amatør Teater og Scenekunst Og hvad så nu
270 273 277 281 286 290 294 297 300 312 324 332
afslutning
om dats’ kunstbegreb Det magiske og det mytiske Det folkelige Det moderne Kunst er kunst Kunst og livserfaring At bruge hjertet som hjerne
346 346 348 350 352 354 357
kilder
360
koryfæ-liste 1948-2018
363
indeks
370
forord DATS’ historie er af Arne Aabenhus fortalt i kortere form i forbindelse med DATS’ 25-års jubilæum i 1973 og 50-års jubilæet i 1998. I forbindelse med 60-års jubilæet i 2008 blev DATS’ historie fortalt i en flot plancheudstilling, udarbejdet af DATS’ udviklingskonsulent Peter Rafn Dahm. Helt tilbage i slutningen af 1960’erne udførte lektor Karsten Biering, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, et større studium i det ikke-professionelle teater i Danmark. Dette studium er udgivet i 1970. I 1983 udgav Karsten Biering, forretningsfører i DATS Asger Hulgaard, landsformand i DATS Bruno Gaston og jeg bogen ”Amatørteater – folkekultur”. Bogen blev udgivet som et festskrift til Arne Aabenhus i anledning af hans 70-års fødselsdag. Bogen var en hyldest til Arne Aabenhus, men også en historisk redegørelse for amatørteateret i Danmark og Norden. I 1996 optog Karsten Biering og jeg over en uge en række samtaler med Anna og Arne Aabenhus. Det var tanken at disse samtaler skulle danne grundlag for en mere samlet beskrivelse af amatørteaterets historie op til DATS’ 50-års jubilæum, men dette projekt blev af forskellige grunde aldrig til noget. På initiativ af dramaturg og sceneinstruktør Lærke Reddersen opfordrede bestyrelsen for forlaget DRAMA mig til op til DATS’ 70-års jubilæum i 2018 at skrive den bog, der aldrig blev skrevet i 1997. Det var tanken, at bogen skulle udgives i et samarbejde mellem forlaget DRAMA og DATS som et jubilæumsskrift, men som det vil fremgå især af bogens sidste kapitel, blev denne udgivelse aldrig til noget. I stedet henvendte jeg mig til forlaget Multivers, fordi dette forlag blandt meget andet udgiver bøger om teaterhistorie. Jeg er forlægger Henrik Borberg stor tak skyldig, fordi han sagde ja. Denne bog bygger oven på de udgivelser, der er beskrevet ovenfor, men jeg har derudover også haft adgang til DATS’ store arkiv, og i den forbindelse vil jeg takke DATS’ arkivar Tage Nielsen for utrolig stor hjælp. Jeg
forord · 9
skulle bare give ham et par stikord, så fandt han hurtigt frem til det relevante materiale. Jeg vil ligeledes gerne rette en meget stor tak til DATS’ udviklingskonsulent Peter Rafn Dahm. Dels har hans plancher fra 2008 været til stor hjælp, dels og især har Peter ydet et meget stort arbejde med at finde relevante illustrationer og billeder til bogen. ”Koryfælisten” bagerst i bogen er en liste over de mennesker, der har siddet i DATS’ ledelse gennem årerne. Listen er udarbejdet af Villy Dall til 50-års jubilæet i 1998. Navngivet af Thomas Hauger og videreført af ham og Tage Nielsen. Jeg har i forbindelse med bogen talt med en lang række mennesker, som jeg også er stor tak skyldig. Der findes bag i bogen en liste over mine samtalepartnere. På initiativ af mig hyrede forlaget DRAMA forlægger, cand.mag. Jørgen Hansen som ekstern redaktør af bogen. Jørgen har læst, rettet, kommenteret og kommet med mange gode råd undervejs. Tak. Også Lærke Reddersen og Karsten Biering har læst med og kommenteret undervejs. Tak. Endelig skal der også lyde en tak til min hustru Karen Sommer, som har været førstelæser hele vejen igennem. Jeg har undervejs i bogen søgt at være omhyggelig med noterne, fordi det har været vigtigt for mig at dokumentere det, jeg har skrevet, men samtidig er det også vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke kan betragtes som en neutral ”fortæller”. Jeg har været med i DATS siden 1967. Jeg har siddet i DATS’ hovedudvalg (bestyrelse) i 1970’erne og 80’erne. Jeg har repræsenteret DATS i Nordisk Amatørteater Råd i sammenlagt 8 år, og jeg har siddet i forlaget DRAMA’s bestyrelse fra begyndelsen af 1970’erne og indtil forlaget gik ned i 2017. Jeg har haft et personligt venskab med Anna og Arne Aabenhus i næsten 40 år. Endelig er det vigtigt for mig at sige, at bogens sidste afsnit om DATS’ kunstbegreb er min tolkning af, hvad DATS har stået for i de mere end 50 år, jeg har været med. Henrik Sommer, april 2018 10 · at se med hjertet
1. kapitel
det, der gik forud Inspirationen fra England Få historiske begivenheder har kaldt så mange følelser frem som 1. Verdenskrig. Så mange unge mænd døde i skyttegravene, at hver landsby, hver boligblok og næsten hver eneste familie i de krigsførende lande mistede en eller flere af deres kære. Tabene og de forandringer, som fulgte efter krigen, fik tiden før til at fremstå som en tabt tid. Det var de ord, Stefan Zweig brugte i sin erindringsbog om livet før, under og efter 1. Verdenskrig: Verden af i går. 1. Verdenskrig var et markant brud med verden af i går. Et brud med dén europæiske kultur, der før krigen havde hævet sig til næsten uanede højder. Mennesket kunne alt og kunne i kraft af sine evner selv skabe paradiset på jorden. Billedet på den tabte verden stod stærkest i England. En nation, der nærmest havde leget sig ind i 1. Verdenskrig. Man skulle på en hyggelig skovtur over til kontinentet for at lære dem, hvordan en sand gentleman bør opføre sig. Selvom man havde vundet krigen, stod man nu bagefter med en bitter smag i munden af, at noget afgørende var gået tabt, – og med god grund. Tiden efter 1. Verdenskrig afslørede for England, at 1800-tallets guldalder havde bygget på en imperialisme, der ikke holdt i det lange løb, og på en udnyttelse af billig arbejdskraft på fabrikkerne og i minerne. For dem, der kom ud af krigen med livet i behold, blev sorgløsheden og det menneskelige overmod før krigen selve symbolet på de negative kræfter, der havde forårsaget krigen: selvovervurderingen, nydelsessygen, den blinde tro på fremskridtet, videnskaben, mennesket, civilisationen og fornuften. I tiden efter 1. Verdenskrig oplevede især byerne en stadig vækst. Kulørte reklameskilte og spraglede markiser lokkede kunder til den nye tids forretninger, og mulighederne for at blive underholdt steg markant, det, der gik forud · 11
f.eks. i det nye modefænomen: biografen. Man forsøgte desperat at holde fast i sorgløsheden, men neden under den lidt glinsende overflade spirede modsætningerne mellem klasser og mellem nationer. Mest af alt lurede en snigende fornemmelse af, at mennesket var ved at miste sig selv. Det sidste er blændende beskrevet af Charles Chaplin i filmen Moderne tider fra 1936. I denne udødelige film skildres mødet med den industrielle udvikling, centraliseringen og overgangen til et massesamfund, – et møde, der gør det enkelte menneske sindssygt. Det er denne situation i perioden mellem de to verdenskrige, der er baggrunden for dannelsen af British Drama League (BDL). Der var og er i England, som i Danmark, en stærk tradition for, at civilsamfundet organiserer sig. Det er den tradition, der trækkes på, da der i 1919 skabes en teaterorganisation for at uddanne amatører til at forstå og arbejde med dramatik. Men da begrundelsen for at skabe den nye teaterorganisation skal formuleres, er den ikke organisatorisk, men klart ideologisk: ”Vi ønsker med BDL at bidrage til udviklingen af den dramatiske kunst og til at bruge den dramatiske kunst til på rette måde at udvikle fællesskabet”.1 Teater var på dette tidspunkt stadig at betragte primært som underholdning. Men Geoffrey Whitworth, idémanden og inspiratoren bag BDL, havde en tro på, at teater var meget mere end bare underholdning. Han havde en næsten lidenskabelig tro på, at den dramatiske kunst kunne blive et stærkt redskab til højnelse af menneskers helt almindelige liv med hinanden. For ham var dramaet den mest folkelige af alle kunstarter, og gennem arbejdet med drama ønskede han intet mindre end at vække det britiske folk for den store betydning, det ville have for den menneskelige udvikling at arbejde med teater. Whitworth fortæller selv, at han fik ideen til BDL, da han under 1. Verdenskrig overværede arbejdere på en ammunitionsfabrik oplæse et teaterstykke. Den oplevelse fik ham til at tro på, at i en maskindreven verden kunne millioner af mennesker frisættes og genfinde glæden ved
1
”To assist the development of the Art of the Theatre and its right relationship with the life of the Community”. E. Martin Browne: The British Drama League, 1953.
12 · at se med hjertet
livet, ikke bare ved at se teater, men også ved selv at prøve at udtrykke sig gennem teater. Det teater, der før havde været tidsfordriv for en lille rig overklasse, kunne blive til en fritidsaktivitet for de mange. Fra at være en idealistisk idé udviklede BDL sig hurtigt til at blive en teaterorganisation, der satte tusinder i gang med arbejdet med amatørteater.
Just Thorning I 1927 fandt Just Thorning, inspiratoren til dannelsen af Dansk Amatør Teater Samvirke (DATS), en betænkning i en bogkasse ved Themsen i London. Betænkningen havde titlen: The Drama in Adult Education. Umiddelbart efter at han havde læst den, opsøgte han Geoffrey Whitworth for at høre mere om hans tanker om teaterets betydning for den folkelige vækkelse. Just Thorning var litterat og havde under sin uddannelse på Københavns Universitet primært beskæftiget sig med den dramatiske tekst. Han var meget optaget af arbejdet med tekster, og han blev derfor fanget af betænkningens klare fremhævninger af vigtigheden af at arbejde med tekster, der ville noget og var på et højt kunstnerisk niveau. I de personlige samtaler med Whitworth kom det imidlertid også til at stå klart for Just Thorning, at det ikke var nok at arbejde hen imod et kvalificeret repertoire. Der skulle også en skoling til af amatørskuespillerne, men først og fremmest var en uddannelse af instruktører af betydning. Og så skulle der en holdningsændring til. Man måtte få mennesker til at forstå, at det kunstneriske var en del af den menneskelige natur. At mennesket rummede bundne muligheder, der skulle og kunne frigøres. Just Thorning vendte ofte i sit arbejde med teateret tilbage til betænkningen og citerede flittigt fra den. På betænkningens forblad skrev han i 1973: ”Denne betænkning var allerede tidligt i vort arbejde Ebbas og min grundbog for viden og nu vejleder i at finde yderligere frem til forbindelser og kendsgerninger”.2 Just Thorning var født i 1894 i Sæby. Han forældre var hotelfolk, og 2
Arne Aabenhus: Just Thorning, s. 12.
det, der gik forud · 13
i slutningen af 1890’erne overtog de det meget søgte og eksklusive hotel Prindsen i Roskilde. Forældrene havde en bred og solid baggrund inden for service. Moderen var uddannet på jyske herregårde, og faderen var som ung rejst til England, hvor han havde været soldat og havde deltaget i nogle hårde krige i Afrika. Han blev senere hushovmester på et engelsk gods. Da han vendte tilbage til Danmark, blev han hushovmester og privatsekretær hos grev Frijs, Frijsenborg. Her traf Just Thornings forældre hinanden og blev gift. Faderen var meget optaget af teater. Han var med til opbygningen af Det Ny Teater i København. Han skrev en række ikke særligt gode skuespil, men havde et vist talent for at skrive replikker og drøftede ofte med vennen Gustav Wied et samarbejde om at skrive et stykke sammen. Det blev nu aldrig til noget. Men teaterinteressen bevirkede, at der ofte kom professionelle teatergrupper til Hotel Prindsen for der at opføre deres stykker. Faderens egne stykker blev også opført på hotellet af lokale dilettanter, som det hed dengang. Der er ingen tvivl om, at drengen Justs store interesse for teater blev vakt allerede i barndommen. Just Thorning kom i gymnasiet og blev student i 1912. Han endte med at studere engelsk på Københavns Universitet med speciale i den lokale londonerkomedie på Shakespeares tid. I 1919 skrev Just Thorning en afhandling med titlen: J.M. Synge – en moderne irsk dramatiker. Afhandlingen blev prisbelønnet, og på initiativ af professor Vilh. Grønbech blev den udgivet i 1921. Det var Just Thornings tanke, at afhandlingen skulle udvides og gøres til hovedopgave i hans mag.art. studium, men fakultetet meddelte ham, at J.M. Synge ikke var et kvalificeret bud til en hovedopgave på mag.art. studiet. J.M. Synge var dengang en kontroversiel dramatiker. Hans stykker havde skabt skandale i både Irland og England med deres krasse realisme fra den vestirske folkekultur, men de var og er gode eksempler på de tendenser, der gjorde sig gældende i europæisk kultur omkring 1. Verdenskrig. Den slags var dog for moderne for det dengang mere kulturelt lukkede Danmark. Fakultetets afvisning medførte, at Just Thorning afbrød sine studier 14 · at se med hjertet
og i stedet startede sit eget forlag Klinte. Forlaget skulle være den unge avantgardistiske litteraturs talerør. Det var som forlagsdirektør, han sammen med sin unge kone Ebba rejste til England for at finde egnede forfattere til et dansk publikum. Han kontaktede også engelske dramatikere og sikrede sig bl.a. de danske rettigheder til J.M. Synge. Klinte blev udvidet til også at være et ”Forlag for dramatiske rettigheder” med særligt henblik på at formidle nye, kvalificerede skuespil til dansk teater – både professionelle og amatører, hedder det. Det blev ikke til mange udgivelser af teaterstykker, og de enkelte udgivelsers oplag var meget små. For nogles vedkommende kun et enkelt maskinskrevet eksemplar. Det endte med, at Just Thorning alene sigtede mod at forhandle rettigheder på plads for danske, engelske og irske dramatikere, der opførtes på danske scener. Den svigtende succes med teaterudgivelser fik ikke Just Thorning til at slippe den åbenbaring, han havde fået i 1927 ved mødet med Geoffrey Whitworth og British Drama League. Tanken om teateret, der skulle frisætte det kunstneriske i den menneskelige natur, skrev han utallige kronikker om op gennem 1930’erne. Den første daterede sig til den 11. august 1934 og bar titlen ”Det kunstneriske Amatørteater”. Den blev trykt i Aarhus Stiftstidende, hvis kronikredaktør præsenterede Just Thorning således: I vort strejftog i dag skriver forlagsboghandler Just Thorning om den verdensomspændende amatørbevægelse, der i de senere år har skabt en helt ny interesse om dramaet og teatret, og som også begynder at ytre sig i Danmark. Han hævder, at et nationalt amatørteater skal være den grundvold, hvorpå det professionelle teater med tryghed kan bygge, den frodige grobund hvorfra teatret kan hente nye impulser, ny næring fra nationens åndelige liv.3 Thorning gennemgik i kronikken teaterforholdene i det meste af Europa, og om forholdene i Danmark skrev han:
3
do. s. 14.
det, der gik forud · 15
Vender vi os nu til Danmark, finder vi et professionelt teater i kvalfuld kamp for tilværelsen, tynget af et forældet privilegiesystem, der truer med at udrydde de sidste rester af initiativer fra dansk teater – med Det kongelige Teater i spidsen, jaget af staten som skatteobjekt, tvunget til at se ethvert manuskript under synsvinklen forretning – kun med de sidste forrevne rester af kunstens fane blafrende på stangen.4 Thorning så mulighederne for fornyelse i skolekomedierne, i de nye arbejderscener, der var skudt op rundt omkring, og i sit møde med teateramatører på de instruktionskurser, han selv havde undervist på, på Brøderup Højskole. Her var formanden for De Danske Ungdomsforeninger, Jens Marinus Jensen, forstander, og netop ungdomsforeningerne havde udgivet en dengang meget benyttet håndbog for amatørteateret i foreningslivet. Thorning var i sine mange kronikker og i sit teaterarbejde langsomt ved at udvikle den idé, Dansk Amatør Teater Samvirke blev skabt på: ”at der gennem amatørteatret kaldes på alle de skabende kræfter i den enkelte, og at de sikres udviklings- og udfoldelsesmuligheder”.5 Midt i 30’erne tog Thorning initiativ til at oprette institutionen Dansk Amatørscenekunst. Institutionen havde til formål ”at gøre det kunstneriske amatørteater levende i folket selv, for derigennem at skabe en ny dansk teaterkultur”.6 Målet skulle nås gennem gode amatørteaterforestillinger, kurser og foredrag om teaterkultur. Initiativet støttedes af grundlæggeren af dansk skolescene Thomas P. Hejle, af Bjørn Moe og af formanden for De danske Ungdomsforeninger Jens Marinus Jensen, men ”institutionen” nåede aldrig rigtig uden for København og fik aldrig reel kontakt med det danske foreningsliv. Dens levetid blev derfor kort. Thorning rettede nu blikket mod provinsen og især den jyske del, ikke mindst Sønderjylland. Her var der efter Thornings mening stadig en stærk forpligtigelse på den folkelige kultur. Det hører nok også med, 4 5 6
do. s. 16. do. s. 19. do. s. 19.
16 · at se med hjertet