A p p l au s !
Applau s ! Den Danske Tilskuer VI
selskabet for dansk teaterhistorie 1911-2011
Applaus! Den Danske Tilskuer VI Udgivet i anledning af Selskabet for Dansk Teaterhistories 100-års jubilæum © Artikelforfatterne, 2011 Udgiver: Selskabet for Dansk Teaterhistorie Omslagsdesign: NisNis, omslagsfoto: Omar Ingerslev Redaktion: Per Lykke Billedredaktion: Jan Nielsen Produktion: Forlaget Multivers Tryk: Specialtrykkeriet Viborg ISBN 978-87-7917-238-8 Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftlig samtykke fra Selskabet for Dansk Teaterhistorie er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Der takkes hjerteligt for den generøse støtte til udgivelsen fra: bikubenfonden frediksbergfonden lasson andersens fond
Printed in Denmark, 2011
Indhold forord
7
gennem selskabet for dansk teaterhistories 100 år
9
af Jan Nielsen en af de smukkeste balletter, jeg kender
24
af Erik Aschengreen strejftog gennem teatergarderoben
34
af Viben Bech on the job: c.f. christensen and august bournonville
54
by Whitney A. Byrn lystteatret på fredensborg slot
70
af Jørgen Heiner per knutzon og forsøgsscenen
108
af Lisbet Jørgensen teatermalerne peter cramer og thomas bruun og det kongelige teaters stuedekoration fra 1785
127
af Niels Peder Jørgensen københavns første teater
158
af Torben Krogh møde mellem dansk og svensk teater af Kela Kvam
167
peer gynt på dagmarteatret 1886
197
af Klaus Neiiendam ved afslutningen af et livsværk
220
af Robert Neiiendam til bords med shakespeare
238
af Alette Scavenius teatertegningen – øjeblikkets aviskunst
255
af Claus Seidel da hamlet kom til danmark
266
af Per Theil selskabet for dansk teaterhistorie – en bibliografi
281
af Whitney A. Byrn og Jan Nielsen selskabet for dansk teaterhistorie formænd 1911-2011 296 fortegnelse over det anvendte billedmateriale
297
forord Teaterkunsten er den flygtigste af alle kunstarter, og alligevel har den gennem flere årtusinder sat sine aftryk, som det er blevet teaterforskerens opgave at indsamle og fortolke. For 100 år siden trådte en gruppe mænd fortrinsvis med tilknytning til Det Kongelige Teater sammen for at stifte Selskabet for Dansk Teaterhistorie med det primære formål at uddybe kendskabet til forskning og formidling af det danske teaters historie. Mens litteratur, billedkunst og musik tidligt blev selvstændige fag, skulle der gå endnu ca. 40 år, før teatrets historie og æstetik blev et anerkendt universitetsfag. Blandt initiativtagerne til Selskabet var Det Kongelige Teaters daværende direktør, skuespilleren Karl Mantzius, som med sin doktorafhandling fra 1901 om Shakespearetidens teater både som teatermenneske og forsker gav det nye initiativ den fornødne pondus af faglig seriøsitet og kompetence. Men det blev ildsjælen Robert Neiiendam, der med sin insisteren på at placere et teatermuseum i det gamle Hofteater på Christiansborg og gennem sin omfattende forfattervirksomhed bredte det danske teaters historie ud og gjorde den tilgængelig. Navnet Neiiendam hænger uløseligt sammen med Selskabets historie og udvikling. Senest Klaus Neiiendam, der fra 1990 og frem til sin død i 2010 var et stort aktiv for Selskabet. Han var initiativtager til publikationsserien Den danske Tilskuer, hvor titlen i al ærbødighed var lånt fra Knud Lyne Rahbeks litterære tidsskrift, der udkom 1791-1806. Men den nye publikation havde sin egen mission. Den skulle belyse teatrets kunst og historie. Som Klaus Neiiendam skrev i forordet til det første bind af Den danske Tilskuer (1990): »Formålet er […] at understrege, hvor vigtigt det er i alle former for teater at se og i al historisk forskning at indse«. ·7·
applaus!
Det har på sin egen måde været overskriften for de mange bogudgivelser, som Selskabet for Dansk Teaterhistorie igennem sine 100 år har stået fadder til. Også denne, den seneste udgave at Den danske Tilskuer, som med titlen Applaus! hylder teatrets mangfoldighed og kunstneriske egenart, og den er der al mulig grund til at ønske tillykke med. selskabet for dansk teaterhistorie Erik Hvidt, formand
·8·
gennem selskabet for dansk teaterhistories 100 år af Jan Nielsen
Selskabet for Dansk Teaterhistorie blev stiftet den 16. oktober 1911 med det formål at uddybe kendskabet til forskning og formidling af teaterhistorie med særligt henblik på de danske bidrag.1 Stiftelsen af Selskabet fandt sted under beskedne former i Det Kongelige Teaters skuespillerfoyer, hvor prominente personligheder underskrev et opråb, der indbød til medlemskab. Til stede var bl.a. teatrets direktør, skuespilleren Karl Mantzius, konstitueret teaterchef Andreas Peter Weis, Carlsbergdirektør Carl Jacobsen, komponisten Carl Nielsen, redaktør og forfatter Carl Behrens, operasanger og bibliotekar ved Det Kongelige Teater Edvard Agerholm, folketingsmand Ove Rode og skuespillerbrødrene Nicolai og Robert Neiiendam. Der stod en nimbus omkring Mantzius, der i 1901 endegyldigt havde fastslået sin faglige autoritet og betydning med erhvervelsen af den filosofiske doktorgrad ved Københavns Universitet for en afhandling om engelske teaterforhold i Shakespearetiden. Det var således Mantzius, der førte ordet i foyeren, og han redegjorde for tanken bag Selskabet, der først og fremmest gik ud på at få et teaterhistorisk museum oprettet »for dog derved billedligt set at bevare et Indtryk af den flygtige Skuespillerkunst«.2 Robert Neiiendam, der året forinden, i 1910, havde fået publiceret sit første skrift3 i det, der skulle udvikle sig til et formidabelt teaterhistorisk forfatterskab i tråd med Thomas Overskous, havde selv ·9·
applaus!
Selskabet for Dansk Teaterhistories stiftelsesdokumentet af 16. oktober 1911.
·10·
gennem selskabet for dansk teaterhistories 100 år
i årevis drømt om oprettelsen af et teatermuseum. Han havde derfor taget ordet efter Mantzius og foreslået det gamle Hofteater som hjemsted for det kommende museum. Hofteatret, indviet i 1767 under Christian VII, havde ikke været anvendt som aktiv scene siden 1881, og efter at have overlevet Christiansborgs brand i 1884 henstod lokalerne som pulterkammer for staldetaten, inventarieforvaltningen og ministerierne samt fra tid til anden som prøvesal for turnerende teaterselskaber og øvelokale for vordende organister. Neiiendam fortalte de forsamlede, at han en februardag i 1904 havde besøgt det historiske lokale, som han efter en istandsættelse anså som særdeles velegnet. Carl Jacobsen havde med interesse lyttet til Neiiendams forslag, men Mantzius jordede ideen i et overlegent tonefald, der ikke indbød til diskussion. For det første mente han, at istandsættelsen af det ruinerede rum ville blive alt for bekostelig for et nystiftet selskab. For det andet mente han at vide fra slotsarkitekten, at Hofteatrets lokaler skulle indrettes som boliger for hofpersonalet. Det var jo fortsat planen, at kongen skulle flytte ind på Christiansborg efter genopbygningen, ikke sandt? Nicolai Neiiendam fandt optrinnet meget pinligt og bad efterfølgende sin bror om ikke oftere at dumme sig i hans nærværelse. Robert Neiiendam skulle de næste år holde sin museumsvision for sig selv. Nogle måneder efter stiftelsen i skuespillerfoyeren konstitueredes Selskabet for Dansk Teaterhistorie ved et møde på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium lørdag den 27. januar 1912. Efter en vedtagelse af Selskabets vedtægter valgtes efterfølgende Karl Mantzius til formand, mens de øvrige seks pladser i bestyrelsen blev besat af ovenfor omtalte Edvard Agerholm og Carl Behrens samt forfatter og bibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek Julius Clausen, kontorchef for Kultusministeriets 3. kontor Frantz Dahl, assurandør og grosserer ·11·
applaus!
Max Levig samt kulturhistoriker, forfatter og arkivar ved Rigsarkivet Eiler Nystrøm. Efter valghandlingen gav Selskabets sekretær, Edvard Agerholm, meddelelse om det projekterede museum og de gaver, man allerede havde fået tilsagt til formålet. Det var således Agerholm, der tog teten i bestræbelsen på oprettelsen af et teatermuseum, der efter given tilladelse skulle have til huse i den gamle militære vagtbygning i Rigsarkivets gård. Som medlem af Selskabet – men ikke dets bestyrelse – valgte Robert Neiiendam blot at tænke sit, da Teatermuseet åbnedes for offentligheden den 1. maj 1912. For han var ikke imponeret. Vel var vagtbygningen på sin vis stemningsfuld i sit ydre, men de to små stuer gav ingen mulighed for kommende udvidelser. Endvidere savnede huset både elektrisk lys og varmeanlæg. Mørket rugede derinde, og samtidig ville fugtigheden på sigt skade de udstillede genstande. Neiiendam faldt heller ikke i svime over de fotos og udrangerede regigenstande, Agerholm havde fået fingre i. Neiiendam fandt sin egen teaterhistoriske samling lang mere interessant, og den havde været længe undervejs. Hans passion for teaterhistorie havde udviklet sig gennem barneårene, hvor han som dreng efter mørkets frembrud luskede rundt med en svamp i lommen og vådtede de opklistrede teaterplakater ned af standerne, nervøst skævende over skulderen efter mulige repræsentanter fra ordensmagten. Herfra gik det hjemad med det byttet, og efter forsigtig vask og strygning var de kostelige plakater så gode som nye. Efter sin debut som skuespiller i 18994 havde Neiiendam sideløbende med scenekarrieren fortsat sin indsamling af plakater, teaterhistoriske bøger, pjecer, beretninger, breve og fotografier. Disse fine sager fortjente bedre omgivelser end en lille, kold rønne. Selv om Selskabets kasserer, Max Levig, på generalforsamlingen den 28. januar 1913 kunne meddele, at museet nu var gældfrit, synes også snart Karl Mantzius at have indset domicilets umuligheder. Ved ·12·
gennem selskabet for dansk teaterhistories 100 år
Selskabet for Dansk Teaterhistorie kunne den 1. maj 1912 åbne sit oprindelige teatermuseum i den gamle militære vagtbygning i Rigsarkivets gård. Her havde man til huse frem til 1922. ·13·
applaus!
Vagtbygningens to små kolde rum skulle snart blive for trange til museets fortsat voksende samling.
siden af en heftig rejseaktivitet havde han i øvrigt rigeligt at se til som teaterdirektør, og da han tillige agtede at bosætte uden for København, havde han fremsat ønske om at trække sig som formand. Han blev imidlertid overtalt til at blive, men da Selskabets aktiviteter tilsyneladende ikke kastede nok glans af sig, skulle han ved de næste års generalforsamlinger glimre ved sit fravær. Først da bestyrelsen igen stod til genvalg ved generalforsamlingen den 8. februar 1918, meddelte Mantzius, at han ønskede at udtræde. I stedet indvalgtes nu Robert Neiiendam, der straks trådte i karakter. Hans dystre profeti for det lille museum var efterhånden ved at gå i opfyldelse. Stedet var ganske velbesøgt, men den store tilgang af gaver havde efterhånden fyldt vagtbygningen til bristepunktet, og hver sæsonåbning indledtes, som Neiiendam havde spået det, med at man rengjorde de udstillede genstande for skimmel. Bestyrelsen ·14·
gennem selskabet for dansk teaterhistories 100 år
var naturligvis bekendt med Neiiendams vision om et teatermuseum i Hofteatret, og det er mere end tænkeligt, at primus motor bag det eksisterende museum, Edvard Agerholm, imødeså et prestigetab. Et sidste slag blev slået, da man i januar 1919 forgæves ansøgte Indenrigsministeriet om at måtte udvide den lille vagtbygning på den bagvedliggende plads i Rigsarkivets gård. På generalforsamlingen den 12. februar 1919 indtrådte fhv. handelsminister og generalkonsul til Østrig-Ungarn, skibsreder Johan Hansen i bestyrelsen som Selskabets formand på Neiiendams anbefaling. Hansen, den velhavende kunstkender og kunstsamler, var medlem af så mange kulturelle foreninger, at han må have været til møde hver evig eneste dag. Han havde gennem årene doneret både penge og effekter til Selskabet, selv om han, som Neiiendam, aldrig havde haft fidus til museet i vagtbygningen. Han stillede således straks i udsigt, ·15·
applaus!
Forud for den allersidste forestilling på Hofteatret – Pierre de Marivaux’ Kærlighed og lykketræf og Vicenzo Galeottis Amors og balletmesterens luner den 2. maj 1914 – var Hofteatret for længst overgået til pulterrum for staldetaten, inventarieforvaltningen og ministerierne. Da Indenrigsministeriet overdrog Selskabet for Dansk Teaterhistorie brugsretten til Hofteatret, fik Robert Neiiendam i løbet af blot et par måneder klargjort lokalerne til indvielsen af museet den 4. juli 1922.
at han ville forlade sin formandspost, hvis planen med Hofteatret ikke lykkedes.5 Neiiendam havde forinden fulgt udviklingen under Christiansborgs genopbygning, og da Rigsdagen i maj 1918 flyttede ind, fik han bevæget godsejer Johan Knudsen til løseligt at bringe Selskabets overtagelse af Hofteatret op. Kultusminister J.C.L. Appel havde ikke været afvisende. Blot ville man først se Christiansborg taget fuldt i brug og den samlede ordning for alle statens bygninger på Slotsholmen gennemført, før man kunne tage stilling. Der kom lidt skred i ·16·