Aabenbaringens Sted
Kun Evnen til Begejstring giver en Kritiker Retten til at dadle. Svend Borberg
Teaterkritik i udvalg ved Per Lykke
Aabenbaringens Sted. Teaterkritik i udvalg Af Svend Borberg Redaktion: Per Lykke © Multivers, 2012 Udgiver: Forlaget Multivers ApS (multivers.dk) i samarbejde med Selskabet for Dansk Teaterhistorie. Omslagsdesign: Danesadwork. Omslagsmotiv: Tegningen af Svend Borberg (uden sceneåbning) stammer fra Karel Čapek: Die Reise nach dem Norden, Ostrava 1938, s. 32. Illustrationerne s. 17 og 24 stammer fra familien Borbergs samling. Hans Bendix tegning s. 12 er lånt fra Det Kongelige Bibliotek. Tryk: Specialtrykkeriet Viborg. ISBN 978-87-7917-290-6 Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftlig samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen er også udgivet som e-bog og må derfor ikke indskannes.
Der takkes hjerteligt for den generøse støtte til udgivelsen fra Augustinus Fonden Den Hielmstierne-Rosencronske Stiftelse Lasson Andersens Fond Lillian og Dan Finks Fond Printed in Denmark, 2012
Citatet på side 2 stammer fra ’Omkring det norske Teater’, i: Berlingske Tidende 29. april 1941.
Indhold Forord
11
Uden omsvøb. Om Svend Borberg som teaterkritiker
13
Henrik Ibsen: Hedda Gabler · Betty Nansen Teatret Politiken 13. januar 1924
27
Eugene O’Neill: Anna Christie · Betty Nansen Teatret Politiken 16. marts 1924
30
August Strindberg: Frøken Julie og Gustav Uhlendorff: Lackschmi · Det Kongelige Teater Politiken 9. april 1924
33
Festforestilling. Ludvig Holberg: Det lykkelige Skibbrud og August Bournonville: Konservatoriet · Det Kongelige Teater Ekstrabladet 16. oktober 1924
37
Henrik Ibsen: Gengangere · Betty Nansen Teatret Ekstrabladet 5. januar 1925
39
Luigi Pirandello: Seks personer søger en Forfatter · Betty Nansen Teatret Ekstrabladet 7. marts 1925
43
Molière: Scapins Skalkestykker og Henrik Hertz: De Fattiges Dyrehave · Det Kongelige Teater Ekstrabladet 6. april 1925
46
Henrik Ibsen: Gengangere og Johannes Ewald: De brutale Klappere · Københavns Universitets festsal Ekstrabladet 10. april 1926
48
Jóhann Sigurjónsson: Bjærg-Ejvind og hans Hustru · Allé-Teatret Ekstrabladet 13. oktober 1926
50
Henrik Ibsen: Kongsemnerne · Det Kongelige Teater Ekstrabladet 15. november 1926
53
Jens Christian Hostrup: Genboerne · Det Kongelige Teater Ekstrabladet 21. januar 1927
55
Ernst Toller: Hinkemann · Arbejdernes Teater Ekstrabladet 26. februar 1927
57
·5·
Emile Zola: Thérèse Raquin · Dagmarteatret Ekstrabladet 27. august 1927
60
Anton Tjekhov: Tre Søstre · Det Kongelige Teater Ekstrabladet 11. januar 1928
63
Kaj Munk: En Idealist · Det Kongelige Teater Ekstrabladet 9. februar 1928
66
Ludvig Holberg: Den Stundesløse og Mikhail Fokin: Ildfuglen · Det Kongelige Teater Ekstrabladet 4. december 1928
69
Thit Jensen: Storken · Folketeatret Ekstrabladet 5. januar 1929
72
Pär Lagerkvist: Himmelens Hemmelighed · Studenterforeningen Politiken 26. september 1929
76
Adam Oehlenschläger: Aladdin · Deutsches Schauspielhaus (Hamburg) Politiken 10. november 1929
79
Frank Wedekind: Vaarbrud · Komediehuset Politiken 13. februar 1930
84
Nordahl Grieg: Barrabas · Forsøgsscenen (Folketeatret) Politiken 24. februar 1930
88
Johann Strauß d.y.: Flagermusen · Det Kongelige Teater Politiken 7. april 1930
91
Bertolt Brecht: De – Anarkist (Trommer i Natten) · Forsøgsscenen (Folketeatret) Politiken 19. maj 1930
94
Friedrich Wolf: Cyankalium · Forsøgsscenen (Frimurerlogens tidligere lokaler, Klerkegade) Politiken 22. oktober 1930
96
An-skij: Gadibuk · Habima (Casino) Politiken 23. oktober 1930
99
Molière: Den indbildt Syge · Det Kongelige Teater Politiken 3. november 1930 Et Aar med min Have 216
103
Ludvig Holberg: Den Stundesløse · Det Kongelige Teater Politiken 4. december 1930
106
William Shakespeare: Trold kan tæmmes · Dagmarteatret Politiken 5. december 1930
109
·6·
Georg Büchner: Woyzeck · Casino Politiken 18. april 1931
113
Julius Magnussen: Fra Fiolstræde til Kongens Nytorv og Ludvig Holberg: Den Vægelsindede · Det Kongelige Teater Politiken 29. august 1931
116
Otto Gelsted og Poul Henningsen: Kvindernes Oprør · Riddersalen Politiken 2. september 1931
121
Kaj Munk: Cant · Det Kongelige Teater Politiken 11. oktober 1931
124
Soya: Parasitterne · Det Sociale Teater Politiken 9. december 1931
127
Kaj Munk: Ordet · Betty Nansen Teatret Politiken 3. september 1932
130
Johann Wolfgang von Goethe: Faust · Moissi-Truppen (Dagmarteatret) Politiken 11. september 1932
136
Soya: Vogelfeder · Det Kongelige Teater Politiken 18. september 1932
140
Bertolt Brecht: Den hellige Johanna fra Kvægtorvet Politiken 13. februar 1933
143
William Shakespeare: Købmanden i Venedig · Fritz Kortner med Wiener-Ensemblet (Dagmarteatret) Politiken 20. maj 1933
151
Henrik Ibsen: Peer Gynt · Det Kongelige Teater Politiken 27. september 1933
155
Kaj Munk: De Udvalgte · Det Kongelige Teater Politiken 10. november 1933
159
Bertolt Brecht: Mahagonny · Operaselskabet af 1932 (Det Ny Teater) Politiken 31. december 1933
163
William Shakespeare: Hamlet · Vasateatern (Stockholm) Politiken 12. januar 1934
166
Ludvig Holberg: Henrik og Pernille og Charles Nuitter: Coppelia · Det Kongelige Teater Politiken 6. december 1934
171
Kaj Munk: Hamlet · Betty Nansen Teatret Politiken 9. marts 1935
173
·7·
Henrik Ibsen: Brand · Odense Teater Politiken 23. marts 1935
177
Kjeld Abell: Melodien, der blev væk · Riddersalen Politiken 7. september 1935
181
Kaj Munk: Kærlighed · Det Kongelige Teater Politiken 15. september 1935
185
Johan Herman Wessel: Kærlighed uden Strømper og Kjeld Abell og Børge Ralov: Enken i Spejlet · Det Kongelige Teater Politiken 10. oktober 1935
191
Aischylos: Perserne · Det Kongelige Teater Politiken 11. oktober 1935
195
Soya: Umbabumba · Det Ny Teater Politiken 29. november 1935
198
Nini Theilade: Psyche · Det Kongelige Teater Politiken 20. september 1936
203
Kjeld Abell: Eva aftjener sin Barnepligt · Det Kongelige Teater Politiken 9. december 1936
207
Poul Henningsen: Op og ned med Jeppe · Riddersalen Politiken 15. januar 1937
212
Karel Čapek: Den hvide Syge · Helsingborgs Stadsteater Berlingske Tidende 10. oktober 1937
216
Nordahl Grieg: Nederlaget · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 5. december 1937
222
Kaj Munk: En Idealist · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 26. januar 1938
228
Pedro Calderón de la Barca: Dommeren i Zalamea · Schiller-Theater (Det Kongelige Teater) Berlingske Tidende 30. marts 1938
234
Molière: Misantropen · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 24. september 1938
238
Kjeld Abell og Harald Lander: Thorvaldsen · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 22. november 1938
241
Kjeld Abell: Anna Sophie Hedvig · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 2. januar 1939
244
Karel Čapek: Moderen · Betty Nansen Teatret Berlingske Tidende 17. marts 1939
251
·8·
August Strindberg: Gustaf Vasa · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 25. marts 1939
256
August Bournonville: Sylfiden og Kjeld Abell: Thorvaldsen · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 14. april 1939
261
Ludvig Holberg: Erasmus Montanus · Det Kongelige Teater (Schiller-Theater, Berlin) Berlingske Tidende 3. maj 1939
265
Friedrich Schiller: Maria Stuart · Det Kongelige Teater (Schiller-Theater, Berlin) Berlingske Tidende 4. maj 1939
271
August Strindberg: Et Drømmespil · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 7. januar 1940
275
Kjeld Abell: Judith · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 11. februar 1940
280
Jacques Deval: Min Kone fra Paris · Folketeatret Berlingske Tidende 9. marts 1940
286
Kjeld Abell: Dyveke · Riddersalen Berlingske Tidende 1. juni 1940
289
Kaj Munk: Egelykke · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 18. september 1940
292
Soya: Brudstykker af et Mønster · Folketeatret Berlingske Tidende 21. september 1940
298
Ludvig Holberg: Don Ranudo · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 22. januar 1941
302
Kjeld Abell og Børge Ralov: Enken i Spejlet, George Balanchine: De fire Temperamenter og Vaslav Nijinsky: En Fauns Eftermiddag · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 14. maj 1941
310
Holger Drachmann: Der var engang · Friluftsteatret Berlingske Tidende 20. juni 1941
314
Maxwell Anderson: Vintersolhverv · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 3. september 1941
318
S.I. Hsiung: Lille rislende Kilde · Nygade Teatret Berlingske Tidende 17. januar 1942
325
Henrik Ibsen: Gengangere · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 30. januar 1942
330
·9·
Jean Giraudoux: Amphitryon 38 · Folketeatret Berlingske Tidende 2. maj 1943
338
Johannes Ewald: Fiskerne og Holger Gabrielsen: Ewalds Død · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 19. november 1943
343
Soya: To Traade · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 25. november 1943
349
Soya: 30 Aars Henstand · Folketeatret Berlingske Tidende 23. marts 1944
353
William Shakespeare: Macbeth · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 27. marts 1944
359
Noel Coward: Privatliv · Frederiksberg Teater Berlingske Tidende 14. april 1944
365
Henrik Ibsen: Peer Gynt · Det Kongelige Teater Berlingske Tidende 15. september 1944
369
Redaktionelle bemærkninger
375
Titelregister
377
Personregister
379
·10·
Forord
Et personligt forord* Form er ikke noget ydre, men netop det Indres Udtryk. Svend Borberg
Efter Første Verdenskrig, der skabte – eller måske snarere blottede – menneskets kerneløshed og indre kaos, hyggede dansk teater sig stadig i naturalismens dagligstuer. Her trådte Svend Borberg ind på scenen, tog kvælertag på det fastgroede og forlangte reteatralisering. Han pegede på de nye former i europæisk teater, der var i slægt med tidens strømninger inden for litteraturen, musikken og malerkunsten – og han skabte en helt ny teaterkritik, hvor alle teatrets virkemidler og personer blev underkastet kritikerens kunstneriske dom. Dette engagement gjorde ham i mellemkrigstiden til en central skikkelse i kulturlivet. Skal man sætte sig ind i 1920’ernes og 1930’ernes teater – ja, i det hele taget forstå, hvad teater er – vil Svend Borbergs kritik være både værdifuld og underholdende læsning. Derfor denne bog. Tak til Per Lykke, der foreslog og gennemførte udgivelsen – til Selskabet for Dansk Teaterhistorie, der stillede sig bag den – og til fondene, der gjorde den mulig. Henrik Borberg Forlaget Multivers x
*
S.B. er min far. Jeg er den sidstfødte ud af en søskendeflok på (ca.) ti, som han skabte med syv kvinder.
·11·
»Svend Borberg lignede en rigtig Litterat. Hans enorme Kranium, den høje Tænkerpande, det kraftige Underbid indgød Respekt. Man lagde Mærke til ham, naar han kjoleklædt med Fløjsopslag traadte direkte ind i Parkettet. Af Underbidet var han direkte stolt: Han nedstammede jo, paastod han, fra en af de oldenburgske Konger. Det lod sig heller ikke bestride, at Profilen mindede om Frederik VI’s«.1 Sådan skrev journalistkollegaen fra Det Berlingske Hus Henry Hellssen i en nekrolog over Svend Borberg. Hans Bendix synes at have haft øje for de samme karakteristika, da han i 1925 lavede denne karikatur til Blæksprutten.
·12·
Uden omsvøb. Om Svend Borberg som teaterkritiker
Uden omsvøb Om Svend Borberg som teaterkritiker I 1936 udsendte den tjekkiske forfatter Karel Čapek den lille causerende rejsebog En rejse til Norden, hvori han i afsnittet om København skriver: »De af jer, der har set København og ikke lært Borberg at kende, I ved ingenting og har løbet rundt om Tivoli til ingen nytte, og fra Vesterbrogade til Amalienborg«.2 Det var dog noget. Men i 1936 var Svend Borberg vitterlig en stor berømthed – ikke bare i Danmark, men også på europæisk plan – og det var han blevet via sin indsats som dramatiker og kritiker. Han blev født i København 8. april 1888, mistede tidligt sine forældre og blev, fortalte han senere i et interview, opdraget af sine fire ældre brødre og af kammerater, hvilket satte sit præg på ham: Den stadige Omgang med mine ældre Brødre tvang mig uvilkaarligt til at beskæftige mig med Ting, der var et Par Aar forud for min Alder, og de tidlige Indtryk af Døden gjorde mig som Dreng meget alvorlig og filosofisk; jeg gik i Metropolitanskolen, men jeg tilbragte det meste af min tid om Eftermiddagen paa Universitetsbiblioteket, hvor jeg sad og læste tysk og engelsk Filosofi.3 Umiddelbart efter studentereksamen begyndte Svend Borberg som korrekturlæser ved Berlingske Tidende og fik snart på eget initiativ trykt artikler i avisen og blev siden ·13·
reporter. Efter et par år forlod han Pilestræde og begav sig på en dannelsesrejse rundt i Europa. I de følgende år havde han et væld af forskellige job: journalist, oversætter, filmmanuskriptforfatter, leder af B.T.-Centralen, redaktør af forskellige blade og en overgang endog på kontor. Sideløbende skrev han en række bøger, ikke mindst Krig og Køn (1918), hvormed han introducerede Freud og psykoanalysen i Danmark. I 1920 debuterede han som dramatiker med det bemærkelsesværdige Ingen – vel nærmest dansk litteraturs eneste ekspressionistiske drama – der tre år senere blev sat op på Det Kongelige Teater. Og dermed åbnede vejen til teaterkritikken sig: saa skete der det for mig lykkelige, at ’Ingen’ kom op paa Det kgl., og at Sven Lange [litteratur- og teateranmelder ved Politiken], der skulde have en længere Ferie, anbefalede mig til Henrik Cavling [Politikens chefredaktør] som sin naturlige Arvtager. Jeg havde da aldrig skrevet en Teateranmeldelse, saa det kom mig noget uventet. Jeg tror nu forøvrigt, at det ligesaa meget var Cavling, som her saa’ noget nyt, der kunde bruges, og siden da er min Kontakt med ’Politiken' blevet stadig intimere.4 Svend Borberg begyndte i januar 1924 at anmelde i Politiken, og det blev han ved med, indtil Henrik Cavlings søn Ole i efteråret 1924 blev udnævnt til chefredaktør på Ekstrabladet. Han igangsatte nemlig en omfattende modernisering af bladet, som blandt andet betød en styrkelse af den kulturelle front, og Svend Borberg var en af de yngre ·14·
profiler, han oprustede med. Otto Gelsted og Poul Henningsen var et par af de andre. Svend Borberg ville i øvrigt helst være blevet på Politiken – det var der mere status i, og det var noget, han lagde vægt på – og han forhandlede også med ledelsen om det, men det blev ikke til noget.5 I de følgende fem år var han på Ekstrabladet og skiftede derefter, i 1929, tilbage til Politiken som afløser for Sven Lange og blev her indtil sommeren 1937. Da byttede han helt bogstaveligt – og meget opsigtsvækkende – plads med Frederik Schyberg, det næste store navn i dansk teaterkritik, som siden 1934 havde været kritiker, først og fremmest teaterkritiker, ved Berlingske Tidende. Og her blev Svend Borberg indtil efteråret 1944. Med tiden begyndte Svend Borberg og Frederik Schyberg at konkurrere. Det udviklede sig, som Henry Hellssen har formuleret det, nærmest til et kapløb mellem de to om at være klogest.6 Ingen af dem erklærede nogensinde åbent, at det forholdt sig sådan, det kunne kun læses mellem linjerne. Og dog kan det faktum, at Svend Borbergs anmeldelser med årene blev længere – særlig efter at han kom til Berlingske Tidende – sikkert betragtes som et udslag af konkurrencen, for Frederik Schyberg var kendt – eller måske nærmere berygtet – for at skrive lange anmeldelser. Det var i øvrigt ingen fordel for Svend Borbergs stil, at han fik mere plads. Faktisk blev hans anmeldelser lidt matte af det. Da Svend Borbergs kritikerkarriere midt i 1930’erne var på sit højeste, blev han på rygteplan sat i forbindelse med stillingen som chef for Det Kongelige Teater. Politiken konfronterede ham med rygterne, men fik ikke meget ud af ·15·
ham: »Jeg føler det lidt flovt at skulle sige nej Tak offentlig til en Stilling, som jo for det første ikke er ledig, og som for det andet ikke noget ansvarligt Menneske har tilbudt mig!«. Og han tilføjede: »Men hvis jeg nogensinde skulde forlade mit journalistiske Arbejde, saa skulde det da være for helt at hellige mig mine litterære Arbejder«.8 Positionen som dansk teaters kritiker par excellence førte dog ikke kun jobspekulationer med sig, men også, at han måtte stå for skud på forskellig vis. Således skabte Soya i sit stykke Vogelfeder kritikeren Hagenberg som en karikatur af Svend Borberg – bemærk navnets Borbergadresse. Da stykket kom op på Det Kongelige Teater, kvitterede Svend Borberg ved i sin anmeldelse med et glimt i øjet at bemærke (s. 141): »Hr. Luther som Kritikeren Hagenberg [var] kun alt for køn«. Og da Kaj Munk i 1936 til fordel for børnehjælpsdagen havde skrevet en lille sketch, som blev opført ved en midnatsforestilling på Det Ny Teater, havde han skabt rollen magister Disseker som en ren kritikerkarikatur. Svend Borberg spillede på Kaj Munks opfordring rollen, og spøgefuglen fra Vedersø havde sikkert regnet med på den måde at kunne hævne sig lidt for de mange hårde ord gennem årene. Men Svend Borberg gav igen af samme skuffe ved at spille rollen maskeret som Kaj Munk.9 Som teaterkritiker var Svend Borberg en mand med en mission: Han ville have reteatraliseret dansk teater, som i hen ved et halvt århundrede havde være totalt domineret af naturalismen. Virkelighedsefterligning og problemdebat skulle erstattes af fri fantasi. For Svend Borberg var idealet den oprindelige europæiske teaterform: tragedieopførel·16·