tilbageblik på strømmen Når man forlader Randers ad Århusvej og har passeret krydset ved Grenåvej, ser man på venstre hånd en gade, som bogstavelig talt er rangeret ud på et sidespor. Her står en håndfuld huse og kikker vemodigt efter deres hedengangne genboer og naboer. Disse huse er de sidste rester af det, der engang var Strømmen. Endnu bærer denne lille stump blind vej navnet Strømmen – et navn, hvis oprindelse er usikker, men som alligevel rummer hele det forsvundne kvarters historie i ét ord. Navnet Strømmen stammer sandsynligvis fra den strøm, som løb mellem Mølleholmen i Gudenåen og de sumpede områder nord for Vorup og Kristrup Enge. Sumpområdet omkring denne strøm kaldtes også Skallekrogen. Området mudrede til og blev i etaper over en lang årrække delvist tørlagt. Men navnet Strømmen blev hængende, hvilket også fremgår af gamle kort. I 1900 besluttede byrådet i Randers, at der skulle tegnes et kort over den del af sognene Vorup og Kristrup, som var omfattet af loven om bymæssig bebyggelse, nemlig Strømmen. Kortet blev udarbejdet af landinspektør J.H. Fenger og har følgende lange og 11
omstændelige titel: Kort over Strömmen. Den Del af Kristrups og Vorups Marker, som er beliggende inden for den Linie, hvorpaa den for Randers Kjöbstad gjældende Bygnings-lovgivning er anvendelig. Opmaalt i Sommeren 1900 af P. Jespersen. Strømmen var altså navnet på et område, som købstaden Randers havde kik på, og endnu ikke et gadenavn. I 1920erne defineres området helt entydigt som en forstad. I Store Nordiske Konversationsleksikon fra 1923 hedder det om Strømmen: ”Forstad til Randers paa Sydsiden af Gudenaa i Kristrup og Vorup Sogne, forbundet med Randers ved Sønderbro, havde i 1921 3500 Indb. En hel Forstad for sig.” Og i Salmonsens Konversationsleksikon fra 1927: ”Forstad til Randers (Vorup og Kristrup Sogne) syd f. Randers paa begge Sider af Aarhus-Vejen, havde i Febr. 1921 121 Gaarde og Huse med 1581 Indb.; der er Biskole, flere store industrielle Anlæg m.m. samt Jernbanestation paa Ryomgaard-Randers-Banen og Telegrafstation.” Endnu i 1967 skriver Hirschsprungs Konversationsleksikon: ”Forstad til Randers, S for Gudenåen; 3955 indb. Industri, maskinfabrik, svineslagteri m.m.” Der har gennem hele perioden som forstadsbebyggelse hersket lidt usikkerhed om selve gadens navn. I begyndelsen kaldes den oftest for Aarhusvej, men Peter Bondesen oplyser i sin Vejnavne i Randers kommune 12
(1985), at gadenavnet Strømmen har været anvendt fra 1897. Randers Amtsavis omtaler i 1954 gaden som Strømmen Hovedgade. Men i kommunens brochure Velkommen til Randers fra 1955 kaldes den for Strømmen Gade. I en senere udgave fra 1960 hedder den Strømmengade. Først i udgaven fra 1966 hedder den slet og ret Strømmen. At kommunegrænsen mellem Kristrup og Vorup løb ”på langs” midt ude i selve Strømmen, bidrog kun yderligere til forvirringen. Strømmen var en kun 500 meter lang gadestrækning fra krydset ved Grenåvej til Skansebakken ved Århusvej. Men sikke 500 meter! Et broget sammensurium af butikker og boliger, store og små fabrikker, værksteder og virksomheder af alle mulige slags. Lad os holde revy over nogle af aktiviteterne, som de tog sig ud i det optimistiske tiår omkring 1960, hvor ”gode tider skulle gøres bedre”, og lad os befolke dem med en række navne, som givetvis vil vække genklag hos mangen tidligere Strømmen-beboer. Ud for Tronborg-komplekset ved Grenåvejskrydset står Strømmens gamle milesten. Den blev opstillet omkring 1859 i forbindelse med åbningen af den nye landevej mellem Aarhus og Randers. Den vidner om trafikkens enorme betydning for områdets udvikling. På milestenens sokkel kan man læse, at den blev ”flyttet fra Strømmen 1910”. I tredive år stod milestenen 13
ved amtmandsboligen i Østergade. I 1940 fik Strømmen sin milesten tilbage. Men da var det for længst en helt anden type trafik, der prægede gaden: bilerne. De dominerede Strømmen på godt og ondt. Randers Amtsavis skrev den 5. juni 1954: ”Strømmen er som en hel Myretue fuld af Liv. Store Fabriksvirksomheder er skudt op herude, selv i den allerseneste Tid. […] Strømmen er lige ved at tage Pusten fra selve Randers By med Hensyn til at følge med i Bilernes og Mekaniseringens Tidsalder […] det er som om Udviklingen paa dette Omraade efterhaanden er kommet til at ligge herude. Firma ved Firma. Biler, Traktorer og Maskiner af forskellig slags.” Og det fortsatte: i 1955 indrettede Austin-forhandler Alwyn Hougaard værksted, garager og udstillingslokale i Strømmen nr. 10. I 1960’erne var der to benzin-tankstationer i Strømmen, en Gulf og en Esso; de lå lige over for hinanden, Gulf-stationen på hjørnet af Gl. Stationsvej og Esso-stationen i nr. 27 på Kristrupsiden af Strømmen. Esso-stationen var en del af I/S Sofus Nellemann, som var en stor virksomhed med automobiludstilling og servicestation og omkring 80 ansatte. I 1876 blev jernbanen fra Randers til Ryomgård åbnet. Hermed blev Randers forbundet med sit naturlige opland på Djursland, og Strømmen fik sin egen jernbanestation. Den blev først anlagt ved den vej, der 14
nu hedder Gl. Stationsvej, men senere (i 1905) flyttet til Banevænget, hvor den ligger endnu – fuldstændig intakt helt ned i detaljerne: lige til at anbringe på et frilandsmuseum. Stationsforstander M.C. Grusgaard residerede her i ti år fra 1957 til 1967. Ved et jubilæum i 1966 skrev Folkebladet: ”Strømmen Station har i stationsforstander Grusgaards periode udviklet sig fra forstadsstation til en decideret industristation med en stadig stigende arbejdsmængde i takt med den industrielle udflytning fra bycentret”. Men allerede i 1971 standsede passagerdriften. Godstransporten fortsatte yderligere nogle år, men i dag ligger stationen stille hen. Jernbaneoverskæringen midt i Strømmen var en slags omdrejningspunkt. Bommene satte trafikken i stå flere gange dagligt, og så opstod der lange køer til begge sider. Trafikstøjen ændredes til en afventende summen, indtil toget buldrede forbi og bommene gik op igen. Bommene blev manuelt betjent. Ledvogtersken hed Kirsten Christensen. Hun havde en have lige ved siden af jernbaneoverskæringen, og her stod det pyntelige lille ledvogterhus. Den 27. juli 1954 gik det galt: En militærlastbil torpederede ledvogterhuset; men til alt held havde fru Christensen forladt ledvogterhuset få øjeblikke før, så der skete kun materiel skade. Med til billedet af Strømmen hører vel egentlig også den gamle jernbanebro, som i dag er cykel- og gang15
bro. Den blev bygget i 1900 som erstatning for en ældre bro; den var udstyret med fire fantasifulde ”gotiske” tårne, som blev revet ned i 1969. Maskinfabrikken Strømmen er nok den vigtigste årsag til, at der her opstod et levende og aktivt bykvarter. Dens historie er lang og broget og begyndte så tidligt som i 1842, men det egentlige store opsving fik fabrikken omkring 1900. Medvirkende hertil var den nytiltrådte direktør, ingeniør Peter Rasch, som fik ideen til røropvarmede bageriovne. Det satte skub i produktionen. Maskinfabrikken Strømmen blev efterhånden Skandinaviens største specialfabrik inden for bageri- og slagterimaskiner. I de gode år var der omkring 350 ansatte. I de store udstillingsvinduer ud til gaden kunne man se fabrikkens produkter: skinnende makiner og apparater lakerede i stærke farver eller i rustfrit stål. I 1982 flyttede firmaet over på Tronholmen, og samme år faldt bygningerne. Randers AndelsSvineslagteri med omkring 300 ansatte var også vigtig for industrialiseringen og byudviklingen. Slagteriet blev grundlagt i 1889 og placeret strategisk tæt ved jernbanen til oplandet. I 1954-55 blev slagteriet udvidet og moderniseret. Direktør Frederik Meilvang berettede stolt til Randers Amtsavis: ”De indpakkede bacon-Sider til Eksport vil ad en Slidske komme til at
16
glide direkte ned i Jernbanevognene”. I 1980’erne flyttede produktionen etapevis til Sdr. Borup. Selve gadebilledet i Strømmen blev især præget af en række små dagligvarebutikker. Det vrimlede med dem. Almindelige købmandsvarer som mel, gryn, kaffe, Richs og vaskepulver kunne man købe hos fire forskellige købmænd: Valdemar Smidth i nr. 1, Konnerup Petersen i nr. 17, Ejvind Poulsen i nr. 30 eller Niels Knudsen nr. 45, hvis man ikke foretrak Brugsen i nr. 24, der som den første og vistnok eneste butik i området indførte selvbetjening. Det daglige brød kunne hentes hos Sax Nielsen i nr. 9, hos bager Knud Knudsen i nr. 41, eller hos Viggo Jensen i nr. 14, som også havde konditori. Strømmens Fiskehandel lå i nr. 12, og fiskemanden hed F. Christensen; der var levende ål i et akvarium så stort som et badekar. I nr. 39 bestyrede slagter Poul Mikkelsen myndigt Strømmens Kødudsalg i skarp konkurrence med svineslagteriets store moderne butik, hvor der var strøet savsmuld på gulvet. Niels Korsgaard ekspederede i osteforretningen i nr. 20b og gartner Th. Jakobsen havde sin forretning i nr. 37, mens blomsterbutikken Akacie i kælderen i nr. 23 blev bestyret af Orla Jensen. Også sit eget mejeri havde bydelen – Strømmens Mejeri, som udover et mejeriudsalg i hver ende af Strømmens strøg havde flere butikker inde i selve Randers. Mejeriet var privatejet. Ejeren, mejerist 17
S.C. Jensen stod for driften fra engang i 1930’erne til produktionens ophør i 1962. Hvis man ikke selv ville hente sin mælk, kunne man få den bragt ud. Endnu i 1950’erne skete det med hestevogn. Af tobaksforretninger var der nogle stykker, cigarer, barberblade, øl og sodavand m.m. kunne bl.a. fås hos Gunnar Bach i nr. 19, Kirsten Nielsen i nr. 16 og Carl Sørensen i nr. 20b. Agnes Møllers trikotageforretning i nr. 16 averterede med ”Tricotage, Uldgarn, Metervarer, Smaating. Bemærk at vi nu ogsaa fører Broderier!” Sæbeforretningen Tatol lå i nr. 17. Der var to isenkramforretninger i Strømmen: Valdemar Jensen, der også var blikkenslager og derfor blev kaldt Blik-Valde, havde sin butik i nr. 25 i Strømmens mest fotogene hus, som til trøst for nostalgiske sjæle eksisterer endnu; det drejer sig om den tårnprydede 4-etages hjørneejendom ved Halkiersgade. Isenkræmmer Henning Kjærsgaard, hvis forretning lå i nr. 22 på hjørnet af Jægergade, annoncerede med isskabe: ”10 Kr. i udbetaling – og 10 Kr. pr. Maaned”. Det var i 1954. Sophus Fiskers legetøjsforretning lå i nr. 4; sortimentet vil i dag være at finde på diverse legetøjsmuseer. En urmager fandt man i nr. 26 hos Jørgen Lehm, som også var optiker. Skomager Anders Thygesen havde forretning i nr. 20d: ”Deres Sko forsaales hurtigt og solidt til rimelige Priser”. Aviser og ugeblade kunne købes i hhv. Hans Lindes kiosk i nr. 18
41 eller hos Christian Eyde i Strømmens Kiosk i nr. 20, som averterede i det første nr. af Vorup-Kristrup Ugeavis: ”Største Udvalg i førende Dag- og Ugeblade samt Modeblade, Tidsskrifter m.m. Telegrammer til enhver Lejlighed Udbringes”. Men også en bog- og papirhandel fandtes i Strømmen, i nr. 22, hvor N.P. Overgaard ekspederede. Jacob Warrers radioforretning lå i nr. 18. Sin cykel kunne man få repareret hos cykelsmedene Erwin Kløve i nr. 19 eller hos Udo Hansen på hjørnet af Bøsbrovej. Og sit helbred kunne man få tjekket ved at konsultere dr. V. Simonsen, hvis praksis lå på førstesalen i nr. 24. Simonsen tog sig uendelig god tid til hver patient, hvilket betød at venteværelset altid var propfyldt. Lige ved jernbaneoverskæringen lå en meget ydmyg marskandiserbutik som nabo til et renseri, der til gengæld skiltede med det fornemme og stilfulde navn Eton. Frisørsaloner var der også en del af, bl.a. City-salonen i nr. 45, som Kaas Nielsen stod for, og Skanse-salonen i nr. 30, hvor det var Krista Vester, der håndterede saksen. Men Strømmens Modefrisør hedder stadig Peder Gravengaard. Med skarpe pressefolder eller stivet skørt og håret nyklippet eller touperet kunne man så gå på Restaurant Kilden, som lå tæt op til jernbaneoverskæringen. I restaurantens selskabslokaler havde Møllers Danseskole til huse. Hvis man ikke var til restaurantbesøg, kunne man aflægge visit 19
i ”Danmarks største Pølsevogn”, hvis vi skal tro Randers Amtsavis for den 20. oktober 1954. Pølsevognen stod ved Støberigade tæt ved Strømmens Maskinfabrik og Grenåvejs-krydset, men pølsevognen på hjørnet af Fredensvej var nu heller ikke så ringe! Allerede i 1927 fik Strømmen en biograf, SkanseTeatret, senere Skanse-Bio. Biografdirektøren stod selv for opførelsen af den imponerende bygning på Skansebakken, i hvis nederste etage biografen havde til huse. Hans efterfølger, Christian Nielsen, var direktør for Skanse-Bio fra 1954 til 1974. Nielsen var filmentusiast og satsede dristigt på mere seriøse film. I 1966 lykkedes det ham f.eks. at skaffe Skanse-Bio Skandinavienspremiere på Henning Carlsens Hamsun-film Sult. I 1980, hvor alle husene omkring Skansebakken blev revet ned, flyttede Skanse-Bio ind til Randers og skiftede navn til Grand Teatret. Også en skole har Strømmen haft. Den hed selvfølgelig Strømmen Skole, men lå omme på Bøsbrovej og blev bygget i 1911. Kun i tyve år fungerede bygningen som skole, for i 1931 fik Vorup Kommune en ny supermoderne skole på Vorup Boulevard. Strømmens skole indrettedes til kommunekontor og senere til bibliotek. Men endnu i 1960’erne startede Vorup Skoles årlige sommerudflugt omme i gården bag den gamle skole på Bøsbrovej. Herfra marcherede alle børnene med skolens fane i spidsen ned til 20
Strømmen Station, hvor man tog toget til trinbrættet i Volk Mølle. Også en helligkilde fandtes der i Strømmen – godt gemt af vejen for offentligheden. Den hed Skt. Helene Kilde og sprang i haven bag ved herskabsvillaen Stenkilde, hvor den tidligere direktør for Strømmens Maskinfabrik, Peter Rasch, boede. På en lille høj ved siden af kilden havde han indrettet et lysthus. Her nød han sit otium: ”I mit paulun, hvor jeg kan se ud over hele haven, sidder jeg en time hver formiddag”, fortalte han til Jyllands-Posten i 1953. I den anden ende af den sociale skala finder vi indbyggerne i Skallekrogen. Her var, halvt skjult af et pilekrat, en stadeplads for en snes beboelsesvogne for såvel ”farende folk” som ”fastboere”. Området var nærmest et stykke udgrænset ingenmandsland. Grunden var sumpet, og også rent juridisk opholdt man sig på gyngende grund. En af beboerne ridsede det klart op i et interview i Randers Amtsavis i 1955: ”Og saa er det jo saa viseligt indrettet, at Vorup ikke har noget imod at yde os et Fristed, ganske vist paa disse Arealer, som ejes af Randers Havnevæsen, men er beliggende i Vorup Kommune”. Omkring 1960 skulle Randers Karosserifabrik udvide, og beboerne i Skallekrogen måtte flytte. De fik anvist en plads nordenfjords nær ved Gudenåbadet; men i 1968 blev de også fordrevet herfra. 21
Omkring 1960 toppede Strømmen. ”Strømmen overgiver sig aldrig” ville have været et inderligt overflødigt slogan, for hvem skulle dog kunne true Strømmen? Strømmen syntes uovervindelig. Men allerede i 70’erne begyndte nedturen. I 1974 tog Århus Amt de første skridt til den store vejudvidelse gennem Strømmen og Århusvej. I 1979 skrev Randers Amtsavis: ”Under alle omstændigheder må man konstatere, at amtets vejplaner ’ausradierer’ et helt kvarter med boliger, butikker, naboskab og for beboerne – og byen – et sted med miljø, minder og fortid.” På få år blev fyrre huse revet ned for at give plads til trafikken. Bilerne, som havde været med til at give gaden fart og liv, blev også dens undergang. I årene 1980-82 tog saneringen for alvor fat, og den 12. august 1983 var det slut: Strømmen var udrangeret.
22
krig og kærlighed i strømmen – erindringsglimt fra min barndoms gade
Min barndoms gade hedder Strømmen. Den findes endnu, skønt stærkt reduceret. I dag består den af blot seks huse, der er rangeret ud på et sidespor langs Aarhusvej, den sydlige indfaldsvej til Randers. Selv er jeg jo heller ikke længere den samme som dengang, jeg som barn i 50’erne og 60’erne voksede op i Strømmen. Men nu vil jeg fortælle lidt om både gaden og barnet. Jeg kan huske da vi ankom til Strømmen: vi sad i flyttevognen på forsædet, mine forældre, chaufføren og jeg: 3 år gammel, det var i 1951. Et af de seks tilbageværende huse ligger på hjørnet af Strømmen og Halkiersgade; det var og er stadig gadens flotteste hus med et rigtigt tårn, som jeg fra vores vindue kunne se over på i hele min barndom: huset var for mig et slot, her kunne de have et juletræ lige så højt som Rådhustorvets, mente jeg. Strømmen strakte sig dengang i forlængelse af Aarhusvej ind mod Sønderbro og var på én gang Randers’ sydlige indfaldsvej og en myldrende forretningsgade, 25
et femhundrede meter langt strøg med masser af farver, lyde og lugte og en hektisk trafikstrøm af biler og cykler og gående. Man kan måske sige, at Strømmen repræsenterede byen og civilisationen; men den var omgivet af to ’vildmarker’: Fyldingen og Skallekrogen. Øst for Strømmen ned mod fjorden lå Fyldingen, byens losseplads, en herlig legeplads for børn. Den vender jeg tilbage til. Vest for Strømmen ned mod Gudenåen lå Skallekrogen, som var et stykke udgrænset ingenmandsland. Halvt skjult bag et pilekrat stod beboelsesvognene. Her holdt gøglere, sprittere, sigøjnere og andre frie fugle til. Der boede også børn i Skallekrogen; men de var meget sky. Terrænet var sumpet og også rent juridisk var man på gyngende grund, idet området hørte under Vorup Kommune, men ejedes af Randers Havnevæsen. En af spritterne hed Swot-Ajs, en anden hed Sprit-Harald. Engang forærede SpritHarald os en hel stang wienerbrød. ”Jeg har spildt lidt mineralvand på den, men ellers fejler den ingenting”, sagde han. Den lugtede lidt af sprit eller terpentin men var dog for god til at smides væk, så den blev fortæret med velbehag. En anden fri fugl, som færdedes i Skallekrogen var Ungermann. Børnene i Strømmen var enige om, at Ungermann ikke bare var blotter men også børnelokker. Når de fik øje på ham, råbte de: ”Ungermann, 26
Ungermann, dik dik dik, faldt på gaden og slog sin pik.” Han lod som ingenting; men man kunne se han krympede sig. En anden outsider var Tossi-Aage. Han kom bestemt ikke i Skallekrogen, selv om han på sin vis også var uden for lov og ret. Når der opstod trafikpropper i Strømmen, løb han ud på gaden og dirigerede færdslen. Børnene råbte ad ham: ”Aage, du har ikke betalt din fagforening!” Så fór han hen til dem, trak sin fagforeningsbog op af lommen, åbnede den og viste, at alle mærkerne var klistret ind, mens han råbte: ”Den er betalt!” Men lad os forlade disse outlaws og begive os ind i byen, for nu vil jeg tage dig med på en spadseretur langs hele Strømmen fra nord til syd på Vorup-siden med de lige numre og derpå tilbage igen langs Kristrup-siden med de ulige numre. Det var et orgie af oplevelser, som man kunne nyde hver dag. Først og fremmest de mange butiksvinduer. Vi begynder nede ved Strømmens Maskinfabrik i nr. 2. Selve fabrikken var utilnærmelig og lå bag bygninger og høje mure. Ville man derind, måtte man kende nogen; jeg kendte kun Ole, hvis far var metalsliber på Strømmens Maskinfabrik. Det gav ingen adgang. Men resultaterne af arbejdet derinde kunne man se i fabrikkens udstillingsvinduer. Her stod maskinerne og apparaterne. Bageriovne, store røremaskiner, kødhakkere osv. Lakerede i 27
strålende farver eller i skinnende rustfrit stål. En fryd for øjet. Det samme gjaldt Sophus Fiskers legetøjsforretning i nr. 4; et eldorado for børn: ”Tænk hvor har man stået tit og delt et vinduesparadis: helle helle det er mit, ja livet går på drømmevis”. Derpå fulgte først Alwin Hougaards autohandel med Renault-biler i vinduet, så kom Rekord-Vaskeriet og Sækkecentralen Norden; hos fiskemanden i nr. 12 var der levende ål i et akvarium så stort som et badekar. Hos ”cementbageren” i nr. 14 var der konditori; men jeg har aldrig set et øje derinde. Derefter en tobaksforretning med det sædvanlige sortiment. I Agnes Møllers trikotageforretning i nr. 16 lå der en masse krimskrams i vinduet: trisser med sytråd, knapper og knaphuller, synåle og stoppenåle, hægter og maller, tryklåse, fingerbøl og andre mystiske dippedutter. I nr. 18 var der en lidt trist skomagerbutik og Jacob Warrers radioforretning. Her så jeg fjernsyn for første gang i et apparat, som var udstillet i butikkens vindue. Et mirakel! I en lejlighed oven over Warrers radioforretning boede Svend, min første legekammerat. I taglejligheden boede Hans og hans søster Lene, min store kærlighed. I baghuset boede John og Ivan. De var født i 1945 og 46 og deres navne var en hyldest til amerikanerne og
28
russerne. Deres mor var syerske, deres far var sømand og næsten aldrig hjemme. Hvordan og hvornår, jeg lærte Svend at kende, husker jeg ikke; men vi boede ikke ret langt fra hinanden på samme side af gaden, som vi til at begynde med ikke måtte gå over. En gang havde vi en håndfuld enører, som vi besluttede os for at bruge til pinocchiokugler, som netop kostede én øre stykket. De skulle købes hos Brugsens Bager og vi skulle skiftes til at købe én pinocchiokugle ad gangen. Efter en tre-fire kugler blev bagerjomfruen så stram i betrækket, at vi ikke turde fortsætte spøgen. En anden gang ville vi prøve noget endnu vildere: vi ville købe en pakke gær til ti øre i Brugsen og dele den og spise hver sin halvdel for at se, hvad, der skete. Der skete intet! Svends mor var en sur og skrap kælling; hans far hørte til de blide fædre, som var en sjælden race; de fleste fædre var sure og skrappe. Svends far kunne ovenikøbet noget, som ingen andre i min omgangskreds kunne: han kunne spille skak og spillede korrespondanceskak med spillere fra Ungarn og Portugal; så Svend havde mange sjældne frimærker. Svends far var efter mine begreber en meget fin mand; han var postbud og hans røde uniform hang på et dørhængsel inde i stuen; det var mærkeligt at se så fin en uniform så tæt på og helt privat. 29
Svend havde to storesøstre, Margit, den ældste, var smuk og blid og samlede på sangtekster, som hun klippede ud af ugebladet Flittige Hænder; hans anden storesøster, Inger, var også smuk, men en hård hund og ubønhørlig i alle former for leg og spil; jeg udfordrede hende engang til at spille om hønseringe i porten ved Warrers radioforretning; hun vandt og vandt og vandt; til sidst havde jeg ikke en eneste ring tilbage. Ydmygende. Jeg var grædefærdig. Næste dag var vi en flok unger som legede på baneskråningen ved ’Den Sorte Flod’, som var en stillestående grøft med ildelugtende kulsort mudder. Vi svingede os i et tov hen over dybet og Inger plumpede i og stod i det livsfarlige giftige mudder fyldt med krokodiller op til knæene; hun løb tudende hjem. Oh, du søde hævn! Af alle forretningerne i Strømmen betød Chr. Eydes aviskiosk mest for mig. Den lå i nr. 20 på hjørnet af Gl. Stationsvej. Her kunne man, foruden aviser og ugeblade, købe Anders And og Illustrerede Klassikere, som var så dyre. Jeg gik med aviser for Eyde i mange år både til hverdag og om søndagen. Til hverdag var det Amtsavisen og Folkebladet. Strømmen var et udpræget arbejderkvarter, hvor alle var socialdemokrater undtagen butiksejerne, som var konservative, for de var jo lidt finere end os andre. Men på min avisrute rundt i arbejderkvarteret Strømmen afleverede jeg fast 30
28 konservative amtsaviser og 2 socialdemokratiske folkeblade. Om søndagen var det Politiken og Berlingske Tidende som skulle ud til villakvartererne omkring Kærgade og Tebbestrupvej; men i Halkiersgade, lige bag den pompøse hjørneejendom med tårnet, boede to ældgamle damer, meget fornemme; de abonnerede, som de eneste i Strømmen på Nationaltidende; de gav altid gode drikkepenge, skønt deres lille bindingsværkshus var lige så gammelt og faldefærdigt som de selv. I Eydes kiosk kunne man også telefonere; der var et skab i hjørnet af butikken; når man trådte derind tændtes lyset automatisk. Somme tider skulle jeg ekspedere; det hadede jeg, for jeg var elendig til hovedregning; hvis folk skulle have både Familie-Journalen, Billedbladet og Amtsavisen, var regnestykket næsten uoverkommeligt. Kiosken lå som sagt på hjørnet af Gl. Stationsvej, hvor Eyde havde et stort 3-etages hus med lejligheder; han boede selv i den ene af lejlighederne. Der var kun to ejendomme mere på vejen: ’Lykkens Gave’ og et underlig skævt hus ved indkørslen til Eghoffs Møbelfabrik. Både Eydes hus og det skæve hus er forsvundet; kun ’Lykkens Gave’ er tilbage og det er jo næsten helt symbolsk; men som barn var jeg ikke tryg ved ’Lykkens Gave’. Jeg troede ikke på det. Der var noget, der 31