Fænomenet Fo
Til Anette med i det meste med på det hele
Bent Holm
Fænomenet Fo gøgler, maler, ven
Multivers
Fænomenet Fo – gøgler, maler, ven af Bent Holm © Forlaget Multivers ApS, 2024 1. udgave, 1. oplag 2024 Fotos for- og bagside: Collage af Dario Fo, 1998. © Fondazione Dario Fo e Franca Rame. Tryk: Specialtrykkeriet Arco, Silkeborg Printed in Denmark 2024 ISBN: 9788779171046 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Forfatteren og forlaget takker for støtte til udgivelsen fra:
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Konsul George Jorck og Hustru Emma jorcks Fond Lasson Andersens Fond Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Velux Fonden Til studier i Fo-arkivet, Verona:
Augustinus Fonden Statens Kunstfond Velux Fonden
Indhold Prolog: ”Ciao Dario” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 1926-1950 Tiden før teatret. Krigen og kunsten . . . . . . . . . . . . . . . . 20 1926-1959 Teatret i tiden. Revy, film, farcer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 1959-1967 Komik på kanten. Kritiske komedier. . . . . . . . . . . . . . . . 94 1968-1981 Politisk teater. Revolution og utopi. . . . . . . . . . . . . . . . . 130 1982-2016 Fra monster til monument. Satirens salt og kunstens kraft. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333 Epilog: ”Gøgler og maler”. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 487 Appendiks. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 491 Bibliografi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 494 Registre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 499
Prolog: ”Ciao Dario” ”Jeg er ikke nogen moderat person” ”Io non sono un moderato. Ciao Dario”, ’Jeg er ikke nogen moderat person. Farvel Dario’, stod der på et kæmpe banner på Domkirkepladsen i Milano som en sidste hilsen ved Dario Fos begravelse 15. oktober 2016. Kisten var placeret på en overdækket forhøjning foran domkirkefacaden, omgivet af familie, medarbejdere, venner og officielle æresvagter og nede på pladsen bag afspærringer var der tæt med almindelige mennesker i tusindtal. Da ligfølget med vajende faner og klingende hornmusik i silende regn kort forinden var svinget ind på pladsen, havde Fos stemme med hans kærlighedssang til Franca Rame, Fos hustru siden 1954 og tætteste samarbejdspartner gennem et langt liv, Stringimi forte i polsi, ’Hold mig hårdt om håndleddene’, klinget ud over pladsen – som en avis skrev ”den særeste gravmarch, man endnu havde hørt”. Det hele var iscenesat af Fo selv, inklusive udpegningen af de to talere ved kisten, vennen Carlo Petrini og sønnen Jacopo. Han havde dog ikke bestemt tilskuernes bidrag, som f.eks. det brede og spektakulære afskedsbanner nede på pladsen, der citerede Fos karakteristik af sig selv sammen med tegningen af en narrehat. Nej, han var alt andet end mådeholden, tilbageholdende, medgørlig. Ordene på banneret henviste i øvrigt til hans valgoplæg til borgmesterposten i Milano i 2005, hvor han bl.a. skrev, at ”Den moderate er stærk over for de svage, og svag over for de stærke”. Han var kontroversiel, respektløs, på en måde grænseløs og i hvert fald grænseoverskridende således at forstå, at han agerede på tværs af diverse kunstarter, og undertiden bevægede sig ud i politiske ekstremiteter, der også indebar nogle gevaldige skævere. Som en nær ven bemærkede ved 90-års fødselsdagen knapt et halvt år forinden: ”Dario holdt sig ikke tilbage af frygt for at tage fejl”. Hans humane og sociale engagement – og sceniske talent – skabte en sympati rundt om i verden, der i mindre grad registrerede de ideologiske kanter, der i perioder lå i projektet. I den forstand gik Fo sejrende ud af kampen om opinionen. Det indebærer så samtidig, at de kræfter, han var oppe imod, fortoner sig i det samlede billede, herunder de nuancer, der var i den modstand, der var imod ham. Hans strategiske våben var latteren, som han fik over på sin side. Den er det meget svært at hamle op med.
prolog: ”ciao dario” · 7
Denne bog er bl.a. et forsøg på få de perspektiver bragt i spil – at give både et lidt mere konkret billede af de kræfter, han var oppe imod, og af deres motiver til at være imod ham. Afskyen for Fo og Rame var – og delvist er – ganske aggressiv og dybtfølt i deres hjemland. Den ’forkerte’ parts forståelse hører ofte – nærmest instinktivt – ikke med i det ’rigtige’ billede. Selv om jeg i en vis forstand er part i sagen – jeg kendte hovedpersonerne rigtig godt – har jeg ikke desto mindre søgt at inddrage også den ’anden’ sides opfattelse.
Uden grænser ”Hvor har jeg lavet meget!” udbrød Dario næsten lidt forbavset, sidste gang han besøgte os i november 2015. Det er en af pointerne. En frenetisk produktivitet, der i høj grad blev aktiveret af samtidens begivenheder, uden smålighed kunne indebære både bras og guld og bevæge sig ud i de allermest u-elitære formater, der til forveksling lignede plat underholdning. Som et dybest set moderne træk blev mangt og meget produceret da buttare, til at smide væk, som en slags brugs- eller øjeblikskunst, der ikke var beregnet på at skulle blive stående eller have blivende værdi. ”Jeg skriver ikke for evigheden,” var holdningen, når nogen satte spørgsmålstegn ved holdbarheden. Så var den kritik fejet af. Midt i den gigantiske produktivitet fik han flere gange ramt godt og grundigt ved siden af, men indimellem blev der så sandelig også ramt plet. Det var karakteristisk – og meget italiensk – at Fo fortsatte med at ændre og udvikle på sine stykker, all’improvviso, så de med tiden blev stærkere og skarpere og hele tiden spillede levende op ad publikums omskiftelige virkelighed. Fo var grænseoverskridende i den betydning, at han blev et verdensnavn – i hvert fald i den teaterinteresserede offentlighed. Og i den forstand, at han appellerede til et ikke-elitært publikum på præmisser, som ikke var populistiske. Han havde et vist afsæt i avantgarden, men gik efter at koble det med folkelige udtryksformer og vulgærkunst til særegne, groteske, surreelle miks, absurde og gakkede, der nogle gange ligefrem er blevet kaldt ’helt Dario Fosk’ – næsten som en talemåde. Det siges, at det vil tage længere tid for en nodeskriver at skrive Mozarts samlede værker ud, end Mozart havde leveår til at komponere dem. Nu har jeg ikke nået Fos alder, og jeg har også andet at lave, men alligevel må jeg sande, at bare det at sætte sig ind i mandens samlede virke er en uoverkommelig opgave for at et enkelt menneske. Det handler ikke bare om dramatik, der tit forelå i adskillige varianter og versioner, men også om artikler, sange, bøger og billeder – tusindvis af billeder – hvortil kommer iscenesættelser, kampagner, polemikker, scenografier, film, tv m.v. 8 · fænomenet fo
Afsked. Dario Fos kiste i en sal på Piccolo Teatro (Teatro Strehler), Milano, 14.10.2016. Foto: © Commune Milano.
Oplevelsen af en arbejdsomhed, en produktivitet, af de ualmindeligt sjældne begynder kort sagt hurtigt at melde sig. Fo var hyperaktiv, i en grad så hans omgivelser igen og igen forsøgte at holde igen på ham, når helbredet blev udfordret til det yderste. De henstillede til ham om ikke at overdrive, gå for vidt, kort sagt esagerare. Svaret kom prompte: ”Ved I da ikke – io sono nato esagerato!” – ’jeg er født overdrevet’. Det berettes fra husstanden, hvordan han kunne antræffes mere eller mindre bogstaveligt i underbukser om morgenen, når de andre stod op, i glødende gang med skrivemaskinen. Han havde været i gang hele natten. Dette overtryk af kreativ energi administrerede han eruptivt på scenen som grel modsætning til hans afdæmpede nærvær som privatperson. Her var han seriøs, hverdagsagtig og stilfærdig på sin egen karismatiske facon, på én gang nærværende og fraværende, fokuseret og distræt, jordnær og på vej ud i mærkelige galakser, ukrukket og uden hang til den slags overgearet morsomhed, veloplagthed eller larm, som kan optræde hos fagets folk. Inden jeg for alvor gik i gang med at dykke ned i stoffet, troede jeg, han for det meste improviserede og rystede ting ud af ærmet. Det gjorde han for så vidt også – som udgangspunkt. Men graver man sig længere ned i arkivet, ses det, at selv den mindste sketch til reklamebrug (jo, Fo lavede tv-reklamer tidligt i karrieren!) er omhyggeligt skrevet ned. Om tv-programmer omhandlende Italiens teaterhistorie et halvt århundrede senere, der virker som uformel samtale, gælder det samme – for ikke at tale om monolog- og dialogtekster på dialekt: de blev afprøvet, skrevet ned og ud og om i diverse forskellige sproglige dialektregistre, indtil de sad i skabet. Eller rettere: et momentant rigtigt skab. Noget ultimativt ’skab’ var aldrig på tale. Alting var til stadighed under dynamisk forandring. Inklusive aftaler og ’objektive’ kendsgerninger.
Fortælling og historie Til det sidste var Fo patologisk kreativ. Han debuterede som romanforfatter som 88-årig. Karrieren strakte sig over det meste af halvfjerds år. Bare omfanget af hans billedkunst er som sagt svimlende. Oven i alt dette kommer så et spektakulært privatliv plus – nok så tungtvejende – nogle forskydninger i de geopolitiske tektoniske plader, som værkerne spiller op imod. I hele dette spil mellem professionelt, privat og politisk spiller fortællingen en hovedrolle. Fo var en kreativ historiefortæller uden knivskarpe grænser mellem historie og historier. Lidt svimmelhed kan indtræffe, når skildringer af de samme be10 · fænomenet fo
givenheder hos Fo selv, hans hustru, hans søn, hans mor eller hans søster ikke altid stemmer fuldstændig overens. Samtidig har visse familiefortællinger levet deres eget liv, som ikke nødvendigvis 100 procent matcher arkivalske data. Franca Rame begyndte at få deres arkiv systematiseret i 1980’erne. Det handlede naturligt nok om eftermælet. En medarbejder antydede absolut off record tidligt noget om ’revisionisme’. Jeg har været langt nede i stoffet og er ikke selv stødt på noget, som skulle pege i den retning. Der dokumenteres vidt og både ros og ris. Fo’ernes egen historieskrivning kan suppleres/justeres ud fra nøgterne data med afsæt i arkivet. Det giver sig selv, at Franca Rame og Dario Fo var interesseret i at fortælle den historie, de ønskede skulle fortælles. Den blev bygget op i årenes løb og går igen i bøgerne om dem. Det kan være gennem journalistiske fremstillinger baseret på interviews, som så siver over i værker af akademisk funderede skribenter, der slækker på brugen af det kritiske filter. Der er da også mængder af detaljer, det ganske enkelt er svært at kontrollere, og hvor de involveredes beretninger let kommer til at stå eller falde som kilde. Og når de så er gudsbenådede fortællere, kan det være nærliggende – fristende og forførende – at gå med den gode historie. Omvendt figurerer der en voldsom modfortælling om Fo og Rame som ekstremistiske fanatikere af tvivlsom kunstnerisk bonitet, dybt involveret i alskens dubiøs politisk virksomhed. Her er der til gengæld så primitive løgne og fordrejninger i spil, at det er relativt enkelt at skille bagvaskelse fra fakta. Men der er også en gråzone. Jeg inddrager så vidt muligt omstændigheder og dokumentationer, der taler deres eget sprog, og som afbalancerer Fo-Rames selvfremstilling. En af Fos berømteste udmeldinger var formuleringen i 1968, at han havde været borgerskabets nar; de havde brugt hans kritik som Alka-Seltzer – som en befriende bøvs for at lette trykket og gavne fordøjelsen. Nu ville han være proletariatets nar. Det er blevet gentaget igen og igen, at Fo sprang ud som ’folkets gøgler’, ’the people’s court jester’ osv. Og det er da ikke helt forkert. Med til historien hører dog også, at relationen mellem ham og det traditionelle teaterpublikum var begyndt at blive noget anspændt, hans tiltagende politiske skarphed skabte en vis afstand, samtidig med at han selv følte en tiltagende ubekvemhed ved den konventionelle ramme. Så det handlede om fravalg på begge sider. Og politisk var hans teater faktisk fra den allerførste begyndelse – altså længe før 1968. Hvor politisk det så var muligt at formulere sig, afhang i sidste ende af regimets restriktioner. Fo var fra første færd på kant med censuren, der
prolog: ”ciao dario” · 11
snittede og skar til inden for ganske snævre rammer. Fortællingen om den politiske ’omvendelse’ er bare en meget bedre historie. Italien er på mange måder et land, der har let ved polariseringer og ekstremiseringer. Det er de tusind konspirationsteoriers land. At det er ikke noget tillidssamfund på det nationale plan, slog ud i lys lue i de voldsomme og ideologiserede 1970’ere, som var en tid af manipulationer, konfrontationer, terrorisme og tilløb til statskup. Fos standpunkter var her det meget modsatte af moderate. Også det er en del af fortællingen, inklusive en historieskrivning, som pr. refleks hvidvasker den ene part og omvendt tilsværter den anden – hvor venstrefløjen er forfulgt, og statsmagten er korrupt/fascistisk. Sidenhen krakelerede det billede. I hvert fald blev det mere mudret, end det fremstod i kampens hede. Folk, som i datidens opfattelse var offer for højre-komplotter, har vist sig senere ikke at være så uskyldshvide igen. Folk, der fremstod som sorte højre-ekstremister, var måske i højere grad konforme samfundsstøtter. Fos modstandere kom fra hele det politiske spektrum, ikke bare fra højrefløjen eller den etablerede magt. I perioder var han og Franca Rame markant isolerede i hjemlandet, hvis ikke ligefrem forfulgt – samtidig med at de blev fulgt af det store publikum.
Hovedrolle, biroller, bagtæppe Bogens hovedperson traf jeg første gang i 1968 – og begyndte at kende året efter, da jeg tog ophold i Italien. Det var en periode med dramatiske nybrud både kunstnerisk og forskningsmæssigt – for ikke at tale om politisk. Jeg stiftede bekendtskab med betydningsfulde personer inden for flere af de områder og fik på den måde (uden den gang at forstå det) indblik i radikale forskydninger med tråde tilbage til efterkrigstiden og fremover til nye kulturelle forståelser og udtryksformer. Da bogen også bygger på min egen historie, vil de personer fylde en del – men med den pointe, at selvom de er bipersoner, så var hovedpersonen Fo jo nu engang ikke ene mand på scenen. Netop når de andre får lov at blande sig, træder Fos egen historie tydeligere frem, samtidig med at den større fortælling netop bæres af en række individer, som hver især repræsenterer afgørende perioder og begivenheder. Mine personlige relationer er altså med til at styre proportioner og optik i bogen. ’Bipersonerne’ troede jeg, jeg kendte – indtil jeg begyndte at undersøge deres historie og baggrund, som for de flestes vedkommende var dramatisk og traumatisk og hang uløseligt sammen med landets historie i det tyvende århundrede. Ser man nærmere 12 · fænomenet fo
på de enkelte ’rollehavende’, bliver det især tydeligt, hvilken kolossal rolle la Resistenza¸ den kommunistisk dominerede partisanbevægelse mod Mussolinis fascistiske regime, spillede for udviklingen i mange år også efter krigen – samtidig med at den fik nærmest mytisk betydning for de nye ’revolutionære’ venstrebevægelser fra de sene 1960’ere (inklusive den helt ekstremistiske udartning i terrorismen). Betydelige kunstnere, forskere og politikere inden for de områder, som interesserer mig, havde en form for relation til la Resistenza og dermed en grundholdning, der var venstreorienteret uden nødvendigvis at være dogmatisk kommunistisk. De skillelinjer, der igen og igen splitter landet, grunder sig i modsætninger, der går tilbage til de interne kampe under verdenskrigen. De udlægges tilmed undertiden som en borgerkrig. Antifascismen var i mange år – i hvert fald på papiret – en definerende faktor i det politiske billede. Meget snart kom antikommunismen på banen som argument, der blev spillet ud, uanset at det med årene mistede sin mening. Den type af spændinger udgør en vigtig del af bagtæppet for de begivenheder, jeg forsøger at skildre. Og personerne, som indgår, bærer altså på historier, som stikker dybt i netop de omstændigheder. Det politiske klima har over lange stræk været markant polariseret. Tanken er at give et nogenledes dækkende indtryk af Fos liv og virke med Rame gennem neddyk i værker, aktiviteter, projekter, som er typiske for en bestemt periode – og med en vis fokus på sammenhænge, jeg selv har været tæt på. Tanken er også at se dem under et italiensk perspektiv, ikke under et Fosk. Skillelinjerne i italiensk politik i de afgørende 1970’ere – mellem revolution og reformisme – vil således blive set på ikke gennem Fos briller, men ud fra de politiske skismaer i perioden i det hele taget, der for deres del som sagt trækker tråde tilbage til anden verdenskrig og den kolde krig. Med Murens fald og Sovjetunionens kollaps i 1989 brød de politiske fronter sammen, polerne forskød sig, og der opstod nye alliancer og brudflader. De underjordiske manøvrer, inklusive statskupplaner og bombeattentater, der indtil da sattes ind for at holde selv en nok så moderat venstrefløj fra fadet, blev først efterfølgende for alvor afdækket som drivkræfter bag den sorte og den røde terror i særligt 1970’erne. Rame og Fo blev personligt ramt. Censur og sagsanlæg var i den milde ende af de reaktioner, parret blev mødt med. Samtidig er mangt og meget nu blevet endnu mere uigennemskueligt, forstået på den måde, at sammenfiltringen af udenlandske interesser, ekstremismer og kriminalitet fremstår nærmest surreelt svært overskuelig. Koblingerne stritter i alle mulige modsigelsesfyldte retninger. At Fo var venstreorienteret, er ingen hemmelighed. I lyset af den popularitet, prolog: ”ciao dario” · 13
han opnåede i lande som Danmark, er det vigtigt at have med, at det overskud af livskraft og livsglæde, han udstrålede fra scenen og spredte i publikum, skal forstås på baggrund af en håndfast, undertiden brutal overvågning og medfart, Fo og Rame blev udsat for og levede med i deres hjemland – dødstrusler, bomber, processer, kidnapning, voldtægt, fængsling. Dén mørkere side af historien hører også med i det samlede billede. Samtidig stod både han og Franca Rame for mange italienere – og det faktisk på tværs af klasserne – som moralske fyrtårne, befriende uafhængige og ukorrupte, hvis tematikker, spil og budskaber berørte folk dybt og personligt. Anderledes var det for intelligentsiaen. Med årene aftog den akademiske animositet dog i voksende takt med Fos tiltagende internationale anerkendelse. Man vænnede sig til, at hans fabuleringer nok ikke skulle tages som én-til-én-eksakte kendsgerninger. Men i kredse, der ofte vil hælde mod det elitære og sværttilgængelige, var og er Fo lige en tand for folkelig. Det var da heller ikke et valg, der ubetinget overbeviste i hjemlandet, da Nobelkomiteen i 1997 tildelte Fo den mest prestigefyldte litterære udmærkelse. Han var vejet og fundet for letbenet. En farcemager var ikke en værdig prismodtager. Hvortil kom, at han i vide kredse blev anset som ikke stueren – en utidig og utålelig provokatør. Reaktionerne vekslede fra hovedrysten til hån og raseri og i sidste ende regulært had.
Fortælleren Fo Fo var en fabulatore, en historiefortæller, med en utæmmelig, utømmelig og i manges øjne usømmelig fantasifuldhed, herunder ukonventionel og generøs omgang med begreber som kilder og kendsgerninger. De indgik som råstof i fabuleringer. Det gav anledning til undertiden groteske konfrontationer, når begreberne historiefortælling og historieskrivning skurrede mod hinanden som tandhjul, der ikke går i hak. Her var begge parter, den kunstneriske og den akademiske, stort set lige unuancerede. Fos viden var faktisk encyklopædisk. Han trak på kunst- og kulturhistorie som et kæmpemæssigt reservoir til kreativ praksis, og var altså et levende dementi af den holdning, at kunstnerisk skaben og regulær viden er indbyrdes artsfremmede – dogmet om at kunst ikke skal besudles af kundskab. Den akademiske verden gik undertiden hårdt til ham, uden fornemmelse for at denne viden indgik i symbiose med et vildt fabuleringstalent. Oven i hatten kommer så Fos ironiske blik på intellektuel selvtilstrækkelighed, når han undertiden førte sig ’videnskabeligt’ frem med eksakte – men omskiftelige – data og detaljer. Det gjorde han så overbevisende, at forskellige omstændigheder og 14 · fænomenet fo
begreber i f.eks. middelalderens teaterhistorie hurtigt etablerede sig som historiske kendsgerninger i egen ret, ligesom hans hjemmestrikkede citater af diverse koryfæer i reglen blev slugt råt. Som antydet har flere af hans fremstillinger sat sig så godt fast også hos fagfolk, at der er gået skred i balancen omkring fakta og fabulering – og hvor det typisk er den metaforiske eller poetiske ’sandhed’ i Fos fortælling, beliggende et sted mellem de to poler, som huskes. Fo var hele vejen igennem et politisk menneske. Men politiker var han ikke – i betydningen taktiker eller teoretiker. Han argumenterede ikke abstrakt teoretisk, men konkret, gennem fabler og fortællinger. Hans grundholdning var passioneret anarkistisk-humanistisk – i perioder iklædt ideologiske klædebon, som ikke altid var lige klædelige. Og som med jævne mellemrum blev fornyet. Hans liv indebar en række brud. Men engagementet på de svages, de forkertes side var konstant. Hans stadige interesse for de store – og små – religiøse fortællinger tog til med årene. Hvor det engagement ikke mindst i 1970’erne havde udløst hvidglødende angreb fra kirken – og for den sags skyld også fra venstreorienterede trosfæller – opstod der i de sene år af Fos liv en paradoksal forståelse fra gejstligt hold for den del af hans fortællekunst. Men da hed paven også Frans, opkaldt efter den fattige kirkes ikoniske helgen, Frans af Assisi. Det er klogt at træde varsomt i de kreative gråzoner hos fortælleren Fo. Han excellerede i, hvad der hurtigt kunne opfatte som kulørte røverhistorier. Da hans far, socialisten og modstandsmanden Felice Fo, døde og skulle begraves i 1987 i den lille by Luino, hvor han havde været stationsforstander, faldt det – ifølge Fo – tilfældigvis sammen med den kendte forfatter Piero Chiaras begravelse. Også Chiara var fra Luino. Her skulle han stedes til hvile, når kisten ankom fra Varese. Felice Fo havde skrevet en liste af militante partisansange o.l., som han ville have spillet til sit ligtog – ingen triste sørgemarcher! Der var langt til kirkegården, så derfor satte det lokale hornorkester melodierne op i tempo, og processionen med kisten nærmest halsede af sted for at nå frem. Midt i forvirringen opfattede Chiaras ligtog, at det var her, de skulle gå – eller løbe – med og sluttede sig derfor automatisk til Fo-familiens procession. Resultatet var, at da Chiaras båre lidt senere nåede frem til Luino, og hans ligfærd skulle sættes i gang, var der mennesketomt – følget var væk. Eftersom den berømte forfatters begravelse blev tv-transmitteret, gik der nu en hektisk jagt i gang for at få samlet de rigtige gæster på det rigtige sted, før folk blev helt væk på kirkegården. Alle ingredienser, der skal til i en Fo-farce, er til stede her – groteske misforståelprolog: ”ciao dario” · 15
ser, opskruet tempo, generelt kaos til socialistisk hornmusik, klovneri med lig, kister og kirkegård, borgerskab og medier totalt til grin. Alle tiders skrøne, kort sagt. Halløj på kirkegården kunne den hedde. Meget underholdende og meget lidt troværdig. I erindringsbogen Flagermusenes landsby, hvor skildringen står, er Fo endog fræk nok til påstå, det hele passer. Og hvis man er i tvivl, kan man bare slå efter i Corriere della sera for 4.1. 1987… ja, ja, den er god med ham! Pointen er så, at læser man avisreportagerne fra begravelsen, viser det hele sig at passe. Historien er klart nok ikke blevet ringere af at blive fortalt. Der kom et par ekstra små boller suppen. Fo beskriver, hvordan der var sort af folk og en skov af røde faner. Hans søn Jacopo beretter, at der kom hundrede mennesker. Men begivenheden fandt faktisk sted som beskrevet. Fo yndede at påstå, at det hos ham, der virkede troværdigt, tit var noget, han selv havde selv havde fundet på. Og omvendt: det, der lød totalt usandsynligt, viste sig ofte at være den skinbarlige sandhed! Men selv ikke det kan man altid stole på.
Dario og Franca Bogen fokuserer som antydet på forskellige faser i Fos løbebane. En periode før mødet med teatret; en periode med politisk satire udfoldet indenfor konventionelle rammer; en periode med militant politisk kritisk teater udenfor de konventionelle rammer; en periode med kritisk tilbagevenden til de konventionelle rammer, som går over i en tid præget af flerstrengede projekter med teater, udstillinger, kunstnerbiografier, romaner, med tilhørende opblødning af tidligere tiders ideologiske skarpvinkling. Den politiske skarphed fik andre nuancer og udtryk. Hele dette livsløb udfoldede sig på én gang i dialog med den italienske politiske virkelighed og med den italienske historie og kulturarv, som Fo omfattede med glubende interesse og indsigt. Han var eklektiker. Han stjal og tog uden blusel inspiration alle mulige steder fra. Samtidig er Fos historie grundlæggende en beretning om et kunstnerisk og personligt parløb. Fo og Rame var på mange måder to sider af én mønt. Det spørges ofte – og med rette – hvad var Dario uden Franca? Omvendt kan der – måske lidt mere sensitivt – spørges: hvad var Franca uden Dario? Men man kunne også spørge, hvad var Dario uden Dario? Hvad var skuespilleren Fo uden dramatikeren Fo – og omvendt? I hvert fald har de to stort set ikke spillet i andre forestillinger end deres egne, dvs. dem, han skrev med hende som kritisk respondent. I det komiske teater, 16 · fænomenet fo
han især praktiserede, spiller Franca Rames baggrund i en omrejsende teatertrup en speciel rolle – ud over at hun i det hele taget har en hovedrolle i deres fælles (teater)liv. I Italien kan man enten være figlio d’arte, født ind i metieren, eller man kan være uddannet som skuespiller på en skole eller evt. på et universitetsteater. Franca Rame var det første. Hun voksede op med en familietrup, der et par generationer bagud stod for den tradition, som langt ude havde rødder i commedia dell’arte, den improviserede maskekomedie. Dario Fo var ingen af delene. Han havde en uddannelse som billedkunstner suppleret med et delvist gennemført arkitektstudium. Som teatermand var han atypisk. Men efterhånden skabte han så at sige sin egen kunstneriske biografi ved at referere til en folkelig fortælletradition – som han var fortrolig med fra sin barndom – med linjer tilbage til middelalderlige gøglertraditioner. Det er i meget snæver forstand ikke ubetinget rigtigt. Men det er heller ikke absolut forkert. Den unuancerede fortælling om en renfærdig og retfærdig kamp mod et korrupt og kynisk regime har længe domineret historien om Fo og Rame. Typisk abstraheres der fra de mere diskutable excesser i navnlig de ideologiserede 1970’ere, hvor verden blev malet i stærke røde eller sorte farver, og Kina var det utopiske rige, det nye paradis på jord. Så længe han levede, gik der hurtigt politisk polemik i den, når kritikere var enten ’for’ eller ’imod’ Fo. Først i de senere år – nu, hvor han ikke lever længere – er der begyndt at komme gang i en italiensk forskning, som går seriøst og systematisk kritisk til værks. Fo er gået fra at være samtid til at blive historie. Det er kort sagt i højere grad blevet muligt at gå til fænomenet Fo-Rame ikke som et urørligt monument eller et tohovedet monster, men som et kunstnerisk værk, der kan undersøges og kritiseres på vanlig vis – hvortil hører, at spørgsmålstegn kan sættes ved deres meldinger og holdninger, uden at det nødvendigvis sætter sindene i kog eller ender i ideologiske skyttegravskrige. Fokus kan flyttes fra fortælling til historie. Dario Fo var i perioder genstand for en næsten hysterisk dyrkelse på den ene side og et nærmest patologisk had på den anden. Kun en vis kritisk distance til manden og værket kan få pointer frem, som åbner for inspiration frem for imitation. Uanset at de som teaterfolk måtte manøvrere i publikums opmærksomhed – og var frustrerede, når de blev ignoreret eller chikaneret – brød hverken Fo eller Rame sig om hysteriet omkring deres personer. Selv placerede jeg mig hurtigt hinsides (diagnoserne) dariofili og dariofobi. Jeg har en fornemmelse af, det er en del af forklaringen på, at
prolog: ”ciao dario” · 17
relationen til dem blev slidstærk. Den strakte sig over næsten et halvt århundrede. Den var først og fremmest fagligt og menneskeligt funderet.
Personligt og privat Hvor Fo i Skandinavien som sagt mest har stået som den livsbekræftende, progressive komiker, der satte sig op imod stupide magthavere – hvad der stort set er sammenfaldende med hans egen fortælling – skulle inddragelsen af det italienske stof altså gerne fremkalde et mere plastisk billede med en del flere nuancer af en radikal kunstner i en konfliktfyldt tid. Det vil stadig være mit billede – men forhåbentlig ikke kun det, i og med at jeg prioriterer både en italiensk og en personlig vinkel på fænomenet Fo. Jeg kan anlægge en dobbelt optik. Dels var jeg der, da tingene skete. Dels kan jeg på afstand ’læse’ det, der foregik, i perspektiv af, at vi nu ved, hvad der siden skete – hvordan det hele endte. Udfordringen består i at være bedre vidende og uden at være bedrevidende. Jeg kendte som sagt Fo og Rame gennem det meste af et halvt århundrede. Jeg debuterede som oversætter i 1970. I praksis blev jeg en slags uofficiel repræsentant og på et tidspunkt også simultantolk ved kurser, forestillinger o.l. Fo omtalte relationen som et venskab. Jeg lærte dem at kende på et tidspunkt, da de tog springet ud i det uvisse uden for teaterinstitutionerne for at praktisere en form for politiskkunstnerisk aktivisme, hvor spillestederne i princippet kunne være hvor som helst. Det var her, Fos hovedværk, middelalder-monologforestillingen Mistero buffo, blev til. Men man skal så her også have med, at der er tale om en mand, der da var i begyndelsen af fyrrerne og havde en stor og stærk karriere bag sig! Sammen med Franca Rame havde Fo skabt skandaler, furore og forargelse – i 1962 på tv i en grad, så at de blev totaludelukket fra mediet for de næste fjorten år, og alt, hvad de indtil da havde indspillet, blev destrueret. Da skiftet til såkaldt alternative teaterformer finder sted, lå der altså forinden en kæmpestor og kontroversiel kunstnerisk karriere. De farceénaktere, der sikrede verdensberømmelsen i kategori med de franske absurdister i 1950’erne, og derefter de store satiriske komedier fra tresserne – hele denne enormt produktive del af karrieren, havde jeg af gode grunde ikke været personligt i nærheden af, kun læst mig ind i. Fo vedblev med at være en hæsblæsende person. At han var i København i 2015 fra 7. til 10. november for at præsentere sin roman om Christian 7., den skøre konge af Danmark, hvor han ud over privat samvær nåede to præsentationsforestillinger, fik signeret hundredvis af bøger, lavet et langt filmet interview og et radiointerview 18 · fænomenet fo
plus konciperet en ny helaftenforestilling, der ifølge de første notater foregår ”i begyndelsen af 1700-tallet […] i Østerbro, en landsby på halvøen Jylland”, var for alle, som var mere eller mindre tæt på, ganske store begivenheder og indholdsmættede dage, betydningsfulde oplevelser, menneskeligt og kunstnerisk. I Fos sammenhæng var det en detalje, et komma, i perspektiv af, at han umiddelbart efterpå, 20. november, skulle indvi et større projekt – udstilling, forestilling – om den russiske maler Marc Chagall og i øvrigt samme år udgav og præsenterede tre andre bøger! I de italienske biografier fylder københavnerbesøget mindre end en bisætning, selv om det faktisk blev hans sidste optræden udenlands. Her i bogen fylder det derimod en del. Udgangspunktet for bogen er personligt. Det er til gengæld ikke privat. Hovedpersonen i bogen er derfor ikke ’Dario’, men ’Fo’ eller ’Dario Fo’ – det samme gælder Franca Rame – simpelthen for at operere med en vis distance. Det er vel at mærke undtagen i de helt personlige sammenhænge – dér må de godt hedde ’Dario’ og ’Franca’. Tilsvarende trækker jeg en grænse ved det meget private eller følsomme i Fos og Rames liv, som jeg ikke kommer ind på, medmindre de selv, deres nærmeste eller seriøse behandlinger udtrykkeligt har ytret sig om det. Bogen fokuserer meget på Fos værker – hans forestillinger og hans tekster. Når jeg selv har set forestillingerne, siges det direkte. Ellers bygger jeg på optagelser af dem, hvis det findes, og ellers på teksten. Titler på tekster gengives på dansk, som udgangspunkt i den form, de er kendt som. Hvis de er oversat og udgivet – for det meste af mig – citeres der som grundregel derfra. Fos tekster findes i et utal af versioner. Einaudi-udgaven af Le commedie, som begyndte at udkomme i 1975, indeholder gennemredigerede tekster. Men da begrebet ’definitiv version’ er artsfremmed i det Foske univers, har jeg også inddraget andre udgaver, specielt de tidligste. De møder og begivenheder, der skildres, har involveret rigtig mange mennesker, som jeg har talt og arbejdet med gennem årene. Ikke alle bliver nævnt ved navn. Det skal der ikke lægges noget personligt i. Det handler primært om at undgå, at navneregistret flyder over alle bredder! Takkes skal såvel de som Fo-Rame arkivet, det frie universitet Alcatraz og Fondazione Dario Fo e Franca Rame, der hjælpsomt har bidraget med information og materiale. 13.10. 2023 Bent Holm
kapitel 1
1926-1950 Tiden før teatret. Krigen og kunsten
Fo fortælleren. Da han var fjorten, kom Dario Fo på gymnasium med kunstlinje på Brera, Milanos kunstakademi, med henblik på senere optagelse på Akademiet. I 1949 flyttede moren og børnene til storbyen for at være tættere på deres uddannelser. Indtil da pendlede Dario på tredje klasse til og fra byen for at følge skolen. Han begyndte at optræde i toget, der var fyldt med studerende på vej til byen og folk, der kom fra natarbejde. Passagererne trængtes i den vogn, hvor han fortalte, mens der var tomt i resten af toget. Han fortæller, at han hele tiden måtte udvikle og udvide sit repertoire af historier... Det er i sig selv en god historie, men er den også sand? Fyrre år senere, i forbindelse med tildelingen af Nobelprisen, mindedes en barndomsven – der i mellemtiden var blevet advokat – i et interview morgenerne, hvor toget til Milano blev forvandlet til et teater, når Dario fortalte Dantes guddommelige komedie (som han befolkede med barberen og bageren og andre typer fra lokalsamfundet), komiske versioner af de drabelige legender om piraterne på Lago Maggiore m.v. Fos næste skridt, mindedes han, var en revy, som gjorde tykt grin med lokalpolitikken op til valgkampen i 1948. Nu begyndte det at ligne ’rigtigt’ teater. Tegning af Dario Fo, 1948.© Fondazione Dario Fo e Franca Rame.
Jeg har været ude for at høre den samme historie fremført i tre eller fire forskellige versioner. Beretterens dygtighed bestod netop i hver gang at tilpasse den til alle de aktuelle variationer, herunder lokale forhold og sladder på vaskepladsen. Enhver tilfældighed eller uforudset hændelse udefra blev straks smeltet ind i forestillingen: et knald fra smugfiskerne, et skud fra et jagtgevær, en klang af klokker… intet blev ignoreret. Og først og fremmest så tabte fortællerne aldrig tilhørernes humør og følelser af syne. […] Alt tjente til at skabe bevægelse, liv, involvere alle i fortællingen. Med andre ord, de gjorde det fantastiske aktuelt, og omvendt. (Fo 2002/2004, Flagermusene, ss. 69-70)
Barndomslandets fortællinger Dario Fo blev født i 1926 i den lille by San Giano ved Lago Maggiore i Norditalien. Her var faren konstitueret stationsforstander. Familien flyttede et utal af gange, efterhånden som faren blev beordret til at tjenestegøre et nyt sted. Fos søskende, Fulvio (der siden blev teateradministrator) og Bianca (som blev børnebogsforfatter), kom til på den næste station. Til slut kom de til den mindre by Porto Valtravaglia, som ligger direkte ud til søen. Det er den, der i Fos forståelse – ikke mindst i hans erindringsbog Flagermusenes landsby fra 2002 – står som barndommens verden, fuld af eventyr og fortællinger. Han beskriver den som en smeltedigel af sprog og kulturer ikke mindst på grund af byens glasværk, der tiltrak folk fra forskellige lande (i hans mors bog om deres liv lyder det nærmest, som om værket var lukket), og som et eldorado af skæve eksistenser, fiskere, smuglere og historiefortællere. Ikke mindst smuglererhvervet krævede stor kreativ opfindsomhed. Stadig ifølge erindringsbogen var barndomslandet storleverandør til den lokale galeanstalt af folk, der kørte ud over den mentale kant i en grad, så det skønnedes påkrævet at få institutionelt hånd i hanke med dem. Et andet sted fortæller han, det handler om stoffer i glasproduktionen, som var skyld i folks vanvid. Fo skriver sin fascination af absurditet, paradokser, kaos, karneval, klovner, outsidere, narre og galninge som et fyldigt modsvar til en velfriseret verdens faste rammer tilbage til barndomslandet. Først og fremmest var det fortællerne, i fabulatori, der optog drengen med deres fantasifulde skrøner og groteske beretninger, som vendte op og ned på al normal orden og forståelse, skabte alogiske universer og drejede nedarvede historier over i frapperende og profanerende retninger. Bagved lå, ifølge Fo, et frustreret folks vrede omsat i sarkasme, parodi og ironi i groteske og satiriske vinklinger på verden. 1926-1950 tiden før teatret. krigen og kunsten · 21