Her bruser strømmen forbi
Til Adrian
stina ekblad
Her bruser strømmen forbi Erindringer på dansk ved ole meyer
Her bruser strømmen forbi – erindringer Af Stina Ekblad Oversat fra svensk af Ole Meyer Svensk originaltitel: Här brusar strömmen förbi. © Weyler Förlag, 2020 Dansk udgave: © Forlaget Multivers ApS, 2024 Layout-koncept: efter den svenske udgave ved Nina Ulmaja Omslag: Multivers Tryk: Totem. Printed in Poland 2024 ISBN: 9788779175983 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Forlaget takker for støtte til udgivelsen fra letterstedtska föreningen
Note om oversættelsen I samråd med forfatteren har oversættelsen ordret overført den svenske titel, som er et citat af Edith Södergran. Strömmen kan på svensk betegne såvel et vandløb som strømmen i det; på dansk normalt kun det sidste. Nogle digte på svensk er oversatte, andre ikke: her er så indføjet enkelte ordforklaringer i den løbende tekst. Og et par ærkesvenske ord som i sammenhængen er bedre end de danske, er gengivet i kursiv: gumma, utanförskap, stuga. Citater på engelsk er uoversatte; oversættelser til svensk, fra fransk, finsk, engelsk m.m., er oversat til dansk, som anført i litteraturlisten. Det samme gælder længere citater på tysk. Tak til Stina for opmærksom læsning og gode forslag, Ole Meyer.
indhold pige · 8 teenager · 120 kvinde · 228 mor · 242 gumma · 296
Litteraturliste · 302 Billedliste · 303
Af medgang kommer overmod, modgang giver forstand. Efter alskens medfart kommer der måske altid en dag hvor man siger: Det gjorde ondt, men det var alligevel en slags befrielse. En sprække i min uvidenhed, en hinde der brast for mit syn. I en slags mild ekstase hvisker Alberte pludselig op mod solen: Gør med mig hvad du vil, liv, men lade mig få lov at forstå, se og få lov at erkende. Fra Alberte og friheten Cora Sandel
·7·
pige teenager kvinde mor gumma
Hun findes i mig stadigvæk. Hun sidder inde i mig og klipper påklædningsdukker, klistrer billeder fra ugeblade ind i hæfter, tegner, maler og skriver. Hun samler fornavne i en bog for sig, noterer titlerne på alle bøger hun har læst, arrangerer “filmoptagelser” i skovbunden med søskende og nabobørn og skriver resuméer af handlingen i et andet hæfte (hun har mange hæfter): “De fem børnehjemsbørn er på flugt fra deres onde forstander men farer vild i bjergene og havner i en bundløs mose…” Hun opsøger særlige steder i skoven, som har fået hemmelige navne af hende, og sætter sig i solen med sit digthæfte (endnu et) og digter. Hun går omkring i dagevis og forestiller sig at hun hedder Victoria Adlercreutz, hun skriver det navn på sin rejsetaske når hun tager bussen til Boholmen og vender skiltet udad så alle kan se det. Hun læser bøger og elsker deres duft og tyngde, hun drømmer og fantaserer og finder på. Hun har let ved skolearbejdet lige indtil matematikken begynder at lægge snubletråde for hende og hun mister grebet om finsk. Hun skal være forfatterinde når hun bliver stor.
stina, tomas, lena, kusine kickan fra sverige, med kat. juleaften 1959.
I småbarnsskolan gick i fjol en liten snäll och fattig flicka, med ögon som en sommarsol och rutig halsduk, randig kjol och strumpor, som hon själv lärt sticka. Sådan begynder det. Der står hun, og alting synes godt. Mor læser, udenad. Jeg lytter spændt, og gyser i hemmelighed, for jeg ved jo hvad der kommer nu. Snäll, rar – godt. Fattig – mindre godt, og dog, det ved jeg tidligt: et udvalgthedens adelsmærke. Sommersoløjne, tørklæde og stribet skørt, og så strømperne som hun selv har strikket. Det gør indtryk. At strikke strømper er svært, man skal bruge fire strømpepinde, og hælen er besværlig. Det ved jeg, for jeg har prøvet. Det blev et filtret, svedhårdt arbejde. Men Skrållan er dygtig. Dygtig og sød, snäll, men fattig. Netop, nu kommer andet vers: Fastän hon var ett fattighjon, var hon så ren, den lilla fjollan och snygg om näsan, blank om skon, men skrynkligt förklä hade hon, och därför kallades hon Skrållan. Det er i Läsning för barn, tredje bog, vi finder digtet “Lille Skrållan eller det krøllede forklæde”, først trykt · 11 ·
1
i Eos 1863. Jeg ville nok ikke have stiftet bekendtskab med Skrållan hvis ikke min mor havde læst digtet da hun gik i underskolen i Bråtöby i trediverne, og da lært det udenad. I min generation var Skrållan gået i glemsel. Hun er sjældent genstand for interesse nutildags, men hun har faktisk noget at lære os, trods den sentimentale pathos hun oser af. Fattiglem, som sagt. Og det var jo slemt. Men alligevel noget for sig selv, for hvis man har rank ryg og er stolt trods fattigdommen, har man skaffet sig en slags moralsk vinderlod. Og hun er pæn og blank, altså flink, men så kommer det, pludselig, uden varsel – den store bommert, knasten, pletten: hendes forklæde er skrynkligt, krøllet. Og jo, på dialekt hedder det “skrållot”, så det var ikke svært at forstå hvorfra barnet fik øgenavnet: ’on har skrållot förkäl! – “hun har krøllet forklæde”! SKRÅLLAN! Vad hjälpte det att hon var klok och kunde stava tryckt och skrivet och läste flinkt “Naturens bok”? Ack, förklät, förklät var på tok, och det var Skrållans sorg i livet. Ja, sådan er det så uretfærdigt. Man kan læse, man kan skrive, man har forstand på skoven, bærrene, dyrene og årstiderne, man er rar og stråler med øjnene · 12 ·
– men hvis først bagtalerne har bidt sig fast ved en vis detalje, er der ikke noget at gøre, det er alt sammen forkert, på tok. Det er vel ikke så slemt at forklædet er krøllet, tænkte jeg, og vidste med det samme, at vel er det så. Man skal ikke kun være hel og ren og rar, man skal også være som alle de andre. Den store sorg i livet er at man ikke er som de andre. – Hur kan man sådant förklä ha? – Sad’ lärarinnan – det är ynkligt. Säg, har du sopat spisarna och burit mat åt grisarna? Och varför är ditt förklä skrynkligt? Nu bliver det slemt for alvor. Det viser sig at det ikke kun er børnene der mobber. Lærerinden er med. Lærerinden håner. Det er forfærdeligt, det gør ondt i hele kroppen. Mor læser sådan at jeg tydeligt kan høre at når man har fejet i kaminerne, sopat spisarna, rimer det på mat åt grisarna, mad til grisene. Det hörde lilla Skrållan på och teg bedrövat under trätan; men nästa gång kom hon ändå med förklät skrynklat likaså på både avigan och rätan.
· 13 ·
Man tier og lider. Hvad andet kan man gøre? Man kan ikke fortælle den pinlige sandhed. – Det går ej an, det är ej rätt – sad’ lärarinnan. – Kära Skrålla, är förklät ej i morgon slätt, så skyll dig själv, mitt barn, för det, om du i skamvrån får dig hålla. Er forklædet ikke glat i morgen, vanker der skammekrog. Et sted hvor man skal stå og skamme sig. Et hjørne, en vrå. Et almindeligt hjørne i klasseværelset, og det kunne forvandles til skammens udsatte plads. Jeg der gik i småskolan, underskolen – ja, det ord brugte man nu og da endnu, i tresserne – kan huske skammekrogen, og at jeg en gang blev anbragt der, med ryggen mod klassen. Forseelsen kan jeg ikke huske, men nok skammen. Hvordan det sved i ryggen og hvordan kroppen krummede sig og blev mindre. Jo jo, här var processen kort, här hjälpte ej att saken skruva, och Skrållan stackare gick bort med ögon av den röda sort, som när man har en duktig snuva.
· 14 ·
Skrållan går hjem, med røde øjne og forgrædt, uden at have forsvaret eller forklaret sig, åbenbart uden at have sagt et eneste ord. Her hjalp jo ingen kære mor! Men: Nu hände nästa morgon, att just lärarinnan gick till hamnen, där såg hon Skrållan, sysselsatt att plocka stickor som en skatt och bära vedträn uti famnen. I havnen, ja der ligger brændeskuder, der bliver lastet af og på, selvfølgelig bliver der nogle pinde og kviste liggende. Men det gælder om at være tidligt ude, før de andre små fattiglemmer, for Skrållan er sikkert ikke den eneste der sanker brænde. Hvad laver lærerinden på havnen? Kom hun bare tilfældigvis forbi? En tidlig morgenspadseretur? Havde hun brug for lidt luft inden dagens gerning, havde hun brug for at samle tankerne? Hun fik sig i hvert fald en lærestreg. Ty så gick Skrållan alla dar att tigga litet ved från skutan, och, klädd till skolan, som hon var, hon veden till sin mamma bar, som annars nog fått frysa utan.
· 15 ·