Issuu

elegier

I. 1 Cynthia prima suis miserum me cepit ocellis, contactum nullis ante cupidinibus. Tum mihi constantis deiecit lumina fastus, et caput impositis pressit Amor pedibus, 5 donec me docuit castas odisse puellas improbus et nullo vivere consilio. Et mihi, iam toto furor hic non deficit anno, cum tamen adversos cogor habere deos.

Milanion nullos fugiendo, Tulle, labores 10 saevitiam durae contudit Iasidos. Nam modo Partheniis amens errabat in antris ibat et hirsutas ille videre feras. Ille etiam Hylaei percussus vulnere rami saucius Arcadiis rupibus ingemuit. 15 Ergo velocem potuit domuisse puellam: tantum in amore preces et bene facta valent. In me tardus Amor non ullas cogitat artes, nec meminit notas, ut prius, ire vias.

At vos, deductae quibus est fallacia lunae et labor in magicis sacra piare focis, en agedum dominae mentem convertite nostrae, et facite illa meo palleat ore magis! Tunc ego crediderim vobis et sidera et amnes posse Cytinaeis ducere carminibus. 20

Aut vos, qui sero lapsum revocatis, amici, quaerite non sani pectoris auxilia! Fortiter et ferrum saevos patiemur et ignes, sit modo libertas quae velit ira, loqui. 8

Cynthia var den første Med sine øjne var Cynthia den første der fanged mig arme, mig som jo var immun, troede jeg, mod blindt begær. Mit hovmodige blik blev kraftesløst tvunget mod jorden, og på min nakke, så stolt, plantede Amor sin fod. Fræk som han er, fik han lært mig at undgå anstændige kvinder

og uden samling og sans leve et hæmningsløst liv. Nu er der gået et år, og stadigvæk er jeg et bytte for dette vanvid, og nej: ingen gud står mig bi! Lidet hjælper det mig at tænke på andres triumfer: jaja, Milanion fik jo Atalante til slut; Tullus, husker du ikke hvor han i fortvivlelse flakked rundt mellem slugter og dyb, sloges med ulv og med bjørn, indtil han faldt for kentaurens kølle: frygteligt tilredt, klagende lå han nu dér, alt sammen for hendes skyld. Således blev han i stand til at tæmme den fodrappe pige: bønner og uselvisk dåd er jo et velprøvet kneb. Mig derimod har Amor kun ringe lyst til at hjælpe: alle de kneb som han kan, gider han dårligt tage frem. Men I som ad lumske veje formår at hidkalde månen, og som med tryllende ild udvirker soning og hævn,

skynd jer nu, vend hendes sind mod mig, og lad mig få se hvor bleg hun kan blive – ja bleg ligesom jeg selv, eller mer! Da vil jeg tro på at I ved magiske formler og sejdvers trokker ved flodernes løb, påvirker stjernernes gang. Eller I venner, som prøver at hjælpe den faldne på fode: find dog omsider en kur for min forgiftede sjæl! Jern og svidende ild er jeg villig til tappert at tåle, blot jeg får afløb i ord! Når blot min vrede får luft! 9

Ferte per extremas gentes et ferte per undas, qua non ulla meum femina norit iter!

Vos remanete, quibus facili deus annuit aure, sitis et in tuto semper amore pares! In me nostra Venus noctes exercet amaras, et nullo vacuus tempore defit Amor. 35 Hoc, moneo, vitate malum: sua quemque moretur cura, neque assueto mutet amore locum. Quod si quis monitis tardas adverterit aures, heu referet quanto verba dolore mea!

Før mig til verdens ende, til fremmede folk, over havet, hvor ingen kvinde formår længer at følge mit spor! I derimod, som en guddom har lånt sit villige øre, elsk kun i gensidighed, elsk kun bestandigt og trygt! Mig plager Venus, vor dronning, i bitre, ubærlige nætter, og hendes emsige søn lader mig aldrig i fred. Lær af min skæbne: hold fast ved ham eller hende du elsker! Jag ikke blindt i panik efter en spændende ny! Men hvis min advarsel kommer for sent, eller ikke blir ænset, ak, hvor bittert vil da den blive husket en dag.

I. 3 Qvalis Thesea iacvit cedente carina languida desertis Cnosia litoribus; qualis et accubuit primo Cephaleïa somno libera iam duris cotibus Andromede; 5 nec minus assiduis Edonis fessa choreis qualis in herboso concidit Apidano: talis visa mihi mollem spirare quietem Cynthia, non certis nixa caput manibus, ebria cum multo traherem vestigia Baccho, 10 et quaterent sera nocte facem pueri. Hanc ego, nondum etiam sensus deperditus omnes, molliter impresso conor adire toro; et quamvis duplici correptum ardore iuberent hac Amor hac Liber, durus uterque deus, 15 subiecto leviter positam temptare lacerto, osculaque admota sumere arma manu, non tamen ausus eram dominae turbare quietem, expertae metuens iurgia saevitiae.

Sed sic intentis haerebam fixus ocellis, 20 Argus ut ignotis cornibus Inachidos. et modo solvebam nostra de fronte corollas ponebamque tuis, Cynthia, temporibus; et modo gaudebam lapsos formare capillos; nunc furtiva cavis poma dabam manibus: 25 omnia quae ingrato largibar munera somno, munera de prono saepe voluta sinu. Et quotiens raro duxti suspiria motu, obstupui vano credulus auspicio, ne qua tibi insolitos portarent visa timores, 30 neve quis invitam cogeret esse suam; 12

Første morgendigt, efter en nat i byen Ligesom da Theseus forsvandt, ja stak af med sit skib over havet, mens Ariadne sov trygt dér på den ensomme strand, ligesom den første søvn Andrómeda, datter af Cepheus, frit kunne hengive sig til, reddet fra uhyrets gab, ligesom en ung bakkantinde udmattet, ør efter dansen ligger blandt blomster og græs hvor hun er segnet omkuld – således så jeg Cynthia, der åndede roligt i søvne støttende hovedet let, trygt på en vigende arm, da jeg ud på de små timer kom hjem, let bedugget, slæbende fødderne tungt. Slaverne lyste mig vej. Stille, forsigtigt prøved jeg – omtåget helt var jeg ikke – sagte at krybe i seng hos hende uden postyr; og var jeg end dobbelt optændt af to ubønhørlige guder, Amor og Bacchus – de to ægged mig hver for sig til lige at liste min arm ind under kroppen, og derpå stille, med hjælp af min hånd stjæle et kys eller to – turde jeg dog ikke vække min herskerinde: jeg kendte jo hendes temperament! vidste hvor let hun blir vred! Men jeg betragtede hende med vagtsomme øjne, ihærdigt, stum, ligesom Argus tilforn Íos mærkværdige horn. Kransen jeg havde om panden tog jeg af, forsøgte at lægge den som en kærlig tribut rundt om din pande, min skat; så forsøgte jeg stjålent at ordne de løsnede lokker, så greb jeg lempeligt fat om et bedårende bryst. Intet af det fik jeg tak for. Du sov, og blev ved med at sove; gaverne prellede af, brysterne smuttede væk. Og når du nu og da bevæged dig, alt mens du sukked, stivned jeg, grebet af angst for hvad du mon i din drøm værgeløs måtte møde af ukendte, rædsomme farer, såsom at et gespenst pludselig tog dig med vold – 13

donec diversas praecurrens luna fenestras, luna moraturis sedula luminibus, compositos levibus radiis patefecit ocellos. Sic ait in molli fixa toro cubitum: 35 “Tandem te nostro referens iniuria lecto? alterius clausis expulit e foribus? Namque ubi longa meae consumpsti tempora noctis, languidus exactis, ei mihi, sideribus? O utinam tales perducas, improbe, noctes, 40 me miseram quales semper habere iubes! Nam modo purpureo fallebam stamine somnum, rursus et Orpheae carmine fessa lyrae; interdum leviter mecum deserta querebar externo longas saepe in amore moras: 45 dum me iucundis lapsam Sopor impulit alis: illa fuit lacrimis ultima cura meis.”

indtil den ilende måne, der nu kom til syne i vinduet (månen som kærtegned dig, nødtvungent kun gav den slip), blidt med sit svage skin fik lindet på dine øjne. Albuen støtted du blødt dér på din seng, og du siger: “Kommer du nu? Ser man det! Har den anden mon smidt dig på porten? Og så tror du at du fortsat er velkommen her? Hvor har du spildt denne nat der tilkom mig? disse timer? Se, nu gik stjernerne ned. Og du er slap, kan jeg se. Gid du må tilbringe samme slags nætter i venten og pine, som du vil tvinge, din skurk! mig til at udholde her. Her har jeg snart forsøgt at holde mig vågen ved væven, eller når jeg blev træt, greb jeg til lyren og sang. Ofte nok måtte jeg tavs her i min ensomhed klage over at du så tit er hos en anden end mig – indtil omsider jeg segned omkuld på min seng, og lod Søvnen med sine vinger se til at jeg fandt bod for min gråd.”

I. 8 a Tvne igitur demens, nec te mea cura moratur? An tibi sum gelida vilior Illyria? Et tibi iam tanti, quicumque est, iste videtur, ut sine me vento quolibet ire velis? 5 tune audire potes vesani murmura ponti fortis, et in dura nave iacere potes? Tu pedibus teneris positas fulcire pruinas, tu potes insolitas, Cynthia, ferre nives? O, utinam hibernae duplicentur tempora brumae, 10 et sit iners tardis navita Vergiliis, nec tibi Tyrrhena solvatur funis harena, neve inimica meas elevet aura preces – atque ego non videam tales subsidere ventos, cum tibi provectas auferet unda rates, 15 ut me defixum vacua patiantur in ora crudelem infesta saepe vocare manu!

Sed quocumque modo de me, periura, mereris, sit Galatea tuae non aliena viae; ut te felici post victa Ceraunia remo 20 accipiat placidis Oricos aequoribus. Nam me non ullae poterunt corrumpere, de te quin ego, vita, tuo limine verba querar; nec me deficiet nautas rogitare citatos: “Dicite, quo portu clausa puella mea est?” 25 Et dicam: “Licet Artaciis considat in oris, et licet Hylaeis, illa futura mea est!”

Hun rejser fra ham Er du da blevet forrykt? Hvad med mig, der må blive tilbage? Mer end Illyriens is afskyer du åbenbart mig? Er han så vigtig for dig, ham dér hvem-det-end-måtte-være, at du forlader mig her, og gir dig vinden i vold? Hvordan skal dog du kunne holde til stormen og vindenes tuden og finde hvile ombord dér på et ubekvemt dæk? Kan du se dig selv, Cynthia, med dine sarte små fødder gå over stivfrossent græs, trodse den uvante sne? Åh, måtte vinterens tåger tage til og aldrig forsvinde, og måtte forårets vind tøve og holde sig væk, så intet fartøj med dig ombord kan forlade Italien, og ingen spottende blæst overdøve min bøn! Lad mig ej heller få se en pålandsvind løje og svinde og give bølgerne lov til at bære dig bort, alt imens jeg står tilbage, plantet afmægtig på stranden, og med min knyttede hånd rasende kalder på dig! Uanset dog hvad du nu end måtte have gjort dig fortjent til, troløse, ønsker jeg dig sikker og farefri færd; og måtte roernes årer, og havfruer føre dig sikkert uden om klipper og skær, til den illyriske kyst. Thi ingen lokkende nymfer kan afholde mig fra at klage over mit tab ved din dør: elskede, tillad mig det! Hver en sømand jeg møder, ham vil jeg spørge om én ting: “Hør, har du set hende? Hvor mon hun er gået i land?” Og jeg vil råbe: “Om så hun har gemt sig dybt i Illyrien eller på Thrakiens kyst, er hun dog min, og kun min!”

I. 8 b Hic erit! hic ivrata manet! rumpantur iniqui! vicimus: assiduas non tulit illa preces. Falsa licet cupidus deponat gaudia livor: 30 destitit ire novas Cynthia nostra vias. Illi carus ego et per me carissima Roma dicitur, et sine me dulcia regna negat. Illa vel angusto mecum requiescere lecto, et quocumque modo maluit esse mea, 35 quam sibi dotatae regnum vetus Hippodamiae, et quas Elis opes apta pararat equis. Quamvis magna daret, quamvis maiora daturus, non tamen illa meos fugit avara sinus. Hanc ego non auro, non Indis flectere conchis, 40 sed potui blandi carminis obsequio.

Sunt igitur Musae, neque amanti tardus Apollo, quis ego fretus amo: Cynthia rara mea est! Nunc mihi summa licet contingere sidera plantis: sive dies seu nox venerit, illa mea est! 45 Nec mihi rivalis certos subducet amores: ista meam norit gloria canitiem.

Hun rejser alligevel ikke Her vil hun blive, det svor hun! Uvenner, græm jer nu bare! Endelig blev hun da min: gentagne bønner bar frugt. Glem alle mænd der kan friste, og glem hvor jaloux du har været, hun blev hjemme, sagde nej til hvorhen-det-nu-var. Mig er hun vild med, og Rom er det vildeste sted som hun kender, siger hun selv: har hun mig, kan hun give afkald på alt. Selvom min seng er lidt smal, er det kun i den hun vil sove: mig vil hun have, og forsmår gerne et rige som det fordum Hippódame bragte som medgift i bryllup med Pelops – heste af ypperste sort, al Elis’ stolthed og pragt. Uanset hvad en vis person har spenderet og lovet, har hun ikke fordækt sneget sig ud af min favn. Ikke med indiske perler, og ikke med guld har jeg vundet hendes hengivenhed, nej: med mine smægtende vers. Sådan er Muserne, ja! Og en elsker får hjælp af Apollon, og jeg stoler på dem: Cynthia den skønne er min! Nu kan jeg spankulere omkring på de højeste stjerner, både ved dag og ved nat: Cynthia er min, og kun min! Ingen rival kan stjæle min trygge kærlighed: derom er jeg forvisset – i dag og når min isse blir hvid.

I. 10 O ivcvnda qvies, primo cum testis amori affueram vestris conscius in lacrimis! O noctem meminisse mihi iucunda voluptas, o quotiens votis illa vocanda meis, 5 cum te complexa morientem, Galle, puella vidimus et longa ducere verba mora! Quamvis labentes premeret mihi somnus ocellos et mediis caelo Luna ruberet equis, non tamen a vestro potui secedere lusu: 10 tantus in alternis vocibus ardor erat. Sed quoniam non es veritus concredere nobis, accipe commissae munera laetitiae: Non solum vestros didici reticere dolores, est quiddam in nobis maius, amice, fide. 15 Possum ego diversos iterum coniungere amantes, et dominae tardas possum aperire fores; et possum alterius curas sanare recentes, nec levis in verbis est medicina meis. Cynthia me docuit, semper quae cuique petenda 20 quaeque cavenda forent (non nihil egit Amor). Tu cave ne tristi cupias pugnare puellae, neve superba loqui, neve tacere diu; neu, si quid petiit, ingrata fronte negaris, neu tibi pro vano verba benigna cadant. 25

Irritata venit, quando contemnitur illa, nec meminit iustas ponere laesa minas. At quo sis humilis magis et subiectus amori, hoc magis effectu saepe fruare bono. Is poterit felix una remanere puella, 30 qui numquam vacuo pectore liber erit. 20

Råd til en ven (I.) Herlige, liflige nat, hvor jeg så jeres kærlighed fødes, og hvor I lod mig tage del også i jeres gråd! Nat, som det endnu i dag er en vellyst for mig at mindes, som jeg igen og igen siden har påkaldt i bøn, da jeg så dig, ven Gallus, i favnen på hende du elsker, gispende, stammende, kvalt, nær ved den salige død! Skønt mine glippende øjne var tynget af søvnen, og månen midtvejs på himlen stod rød, lysende klar med sit spand, var jeg dog ikke i stand til at rive mig løs mens I leged, således glødede hvert ord som I vekslede dér. Men da du tillidsfuldt åbner dit hjerte, og jeg kan tage del i glæden du føler, så hør dette min ven, som en tak: Mangt har jeg lært og kan lære fra mig – at tie og tåle, vist så, men ikke kun det; mere og bedre endnu: jeg kan på ny forene et par som brød med hinanden; døren hun brat smækked i, den kan jeg åbne på ny, og jeg kan læge de sår som den ene part nylig har fået – stol kun på min medicin, selvom den kun er af ord! Hvad der i situationen er klogt eller uklogt at gøre, det lærte Cynthia mig (Amor har også gjort sit).

Vogt dig vel for at skændes med hende når hun er fortørnet! Tal med respekt, ikke ned! Gå ikke længe og ti! Afslår du noget hun ber om, så gør det tålmodigt og venligt; lov ikke blindt og i pral mere end du kan stå ved! Husk, hun blir harm og kontrær hvis hun ikke behandles respektfuldt; 25 krænkelser som hun har lidt, glemmer hun ikke så let Men er du ydmyg og viser dig underdanig som elsker, kan du nyde des mer af dine handlingers frugt. Hvo som vil finde lykken hos én, den eneste kvinde, han må i alt hvad han gør glemme sin frihed fra før. 21

I. 11 Ecqvid te mediis cessantem, Cynthia, Bais, qua iacet Herculeis semita litoribus, et modo Thesproti mirantem subdita regno proxima Misenis aequora nobilibus, 5

nostri cura subit memores, ah, ducere noctes? Ecquis in extremo restat amore locus? An te nescio quis simulatis ignibus hostis sustulit e nostris, Cynthia, carminibus? Atque utinam mage te, remis confisa minutis, 10 parvula Lucrina cumba moretur aqua, aut teneat clausam tenui Teuthrantis in unda alternae facilis cedere lympha manu, quam vacet alterius blandos audire susurros molliter in tacito litore compositam, 15 ut solet amoto labi custode puella, perfida, communes nec meminisse deos. Non quia perspecta non es mihi cognita fama, sed quod in hac omnis parte timetur amor. Ignosces igitur, si quid tibi triste libelli 20 attulerint nostri: culpa timoris erit. An mihi nunc maior carae custodia matris? Aut sine te vitae cura sit ulla meae? Tu mihi sola domus, tu, Cynthia, sola parentes, omnia tu nostrae tempora laetitiae. 25 Seu tristis veniam seu contra laetus amicis, quicquid ero, dicam ‘Cynthia causa fuit.’ Tu modo quam primum corruptas desere Baias: multis ista dabunt litora discidium, litora quae fuerant castis inimica puellis: 30 ah, pereant Baiae, crimen Amoris, aquae! 22

Strandliv ved Baiae Cynthia, nu hvor du nyder dit strandliv dernede ved Baiae, der hvor Hercules’ vej løber langs tangen mod vest, og du med undren ser hvor Théstropos nu kaldes hersker over det næs som har navn efter en oldgammel helt, mon du da tænker på mig, som må døje med søvnløse nætter? Er der for mig mon en plads blot i en krog af dit sind? Eller har en rival, jeg ved ikke hvem, nu fordrevet dig fra mit digt med en falsk, hyklerisk hengivenhed? Hellere vil jeg tænke på dig i en båd, net og lille, som du ror for dig selv over en lavvandet sø, eller svømmende trygt i sammes venlige bølger gennem vand som din hånd let skyder væk på din færd, end at du udstrakt dér på den tavse strand bliver besnakket af en anden, som slesk hvisker bedårende ord, som det kan ske når en kvinde, alene, berøvet sin vogter, glemmer de guder som hun svor ved før hun drog bort. Tro nu ikke jeg tvivler på dig – thi dit ry er jo pletfrit – men alligevel: hvem ved hvad der ikke kan ske! Tilgiv mig derfor såfremt du blir stødt over noget jeg skriver her i mit brev – du forstår: ængstelsen førte min pen! Tror du min elskede moder er mere værd for mig end du er? Eller selve mit liv: hvad var det værd uden dig? Du, Cynthia, du og kun du er mit hjem, kun du min familie; hvert et øjebliks fryd skylder jeg dig, og kun dig! Hvis mine venner spørger hvorfor jeg er glad, eller dyster, kan jeg kun svare én ting: “Det er Cynthias skyld!” Riv dig nu løs, så snart du kan, fra det bundrådne Baiae og fra den strand som blir skyld i så manges fordærv, stranden der lægger snarer for alle ærbare kvinder: Baiae og kilderne dér – må den gå til i sin skam! 23

I.13 Tv, qvod saepe soles, nostro laetabere casu, Galle, quod abrepto solus amore vacem. At non ipse tuas imitabor, perfide, voces: fallere te numquam, Galle, puella velit. 5 Dum tibi deceptis augetur fama puellis, certus et in nullo quaeris amore moram, perditus in quadam tardis pallescere curis incipis, et primo lapsus abire gradu. Haec erit illarum contempti poena doloris: 10 multarum miseras exiget una vices. Haec tibi vulgares istos compescet amores, nec nova quaerendo semper inultus eris.

Haec non sum rumore malo, non augure doctus; vidi ego: me quaeso teste negare potes? 15 Vidi ego te toto vinctum languescere collo et flere iniectis, Galle, diu manibus, et cupere optatis animam deponere verbis, et quae deinde meus celat, amice, pudor. Non ego complexus potui diducere vestros: 20 tantus erat demens inter utrosque furor. Non sic Haemonio Salmonida mixtus Enipeo Taenarius facili pressit amore deus, nec sic caelestem flagrans amor Herculis Heben sensit ab Oetaeis gaudia prima iugis. 25 Una dies omnis potuit praecurrere amantes: nam tibi non tepidas subdidit illa faces, nec tibi praeteritos passa est succedere fastus, nec sinet: addictum te tuus ardor aget. Nec mirum, cum sit Iove digna et proxima Ledae 30 et Ledae partu gratior, una tribus; 24

Råd til en ven (II.) Nu kan du rigtig hovere, ven Gallus, sådan som du plejer, nu hvor du ser mig forladt. Det er jeg forberedt på. Samme mønt vil jeg dog ikke give dig igen med – jeg håber tværtimod for dig at du aldrig blir narret som jeg. Men bedst som dit ry stadig vokser som hensynsløs, kynisk forfører, 5 ham som man aldrig får til at holde fast ved kun én, sker det at du blir forelsket, uhjælpeligt, håbløst – du blegner, tar så det første skridt – og er bragt helt ud af kurs. Dette, forstår du, er straffen for alle de kvinder du svigted! Lige for lige: af én får du nu samtliges hævn! Hun får lagt bånd på dine affærer til højre og venstre: går du i byen på jagt, svier det jo kun til dig selv. Hvorfra jeg ved det? jeg så det med egne øjne! Benægt det blot hvis du kan! Hvad jeg ved, har jeg jo set, ikke hørt: Dig så jeg, Gallus: forpint, med hendes arme om halsen og dine hænder omkring hendes hals – og du græd, tiggende, bedende hende om ord som du ønsked at høre (og om en del andre ting, som jeg forbigår diskret). Jeg ville ikke have kunnet rive jer løs fra hinanden, som I begge to dér jo var besat af begær. Havguden selv, Neptunus, forklædt som flodgud Enípeus, krystede ikke så hårdt Tyro (det bytte var let!), knap brændte Hercules mere på Oetas’ bjergtop for Hebe som en forsmag på den fryd der nu ventede ham – nej, den dag lagde du alle sådanne elskere bag dig: hun fik til gavns fyret op under dig, mærker du nok! Din arrogance fra før står hun ikke mål til, og aldrig slipper hun dig af sit greb, sådan som du står i brand! Intet under, for hun er Jupiter værdig og Ledas lige: Helena selv var ikke velskabt som hun. 25

illa sit Inachiis et blandior heroinis, illa suis verbis cogat amare Iovem. Tu vero quoniam semel es periturus amore, utere: non alio limine dignus eras. 35 Qui tibi sit felix, quoniam novus incidit error; et quodcumque voles, una sit ista tibi.

Hun kunne vikle gudernes hersker rundt om sin finger; langt mere charme har hun end hele Ínachos’ slægt. Dér ser du døren: gå ind ad den nu! Du er dømt til at lide og til at nyde: gå ind til din fortabelse dér! Og må dit nye vanvid dog bringe dig lykke, min Gallus: gid at hun må være den som du har drømt om, min ven.