Den Grå Planet af Helle Perrier

Den Grå Planet

Af Helle Perrier

Med bidrag af Tanja R. Bisgaard

Copyright Helle Perrier og Forlaget KRABAT 2021

Redigering: Tenna Vagner

Korrektur: Susanne Bisgaard

Omslag og illustrationer: Aske Schmidt Rose

Opsætning: Lianne Sommer Andersen

1. udgave, 1. oplag

Trykt 2021 af Toptryk

ISBN 978-87-94244-01-5

Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Download gratis undervisningsmateriale på forlagets hjemmeside https://forlagetkrabat.dk

Trykt 2021 af Toptryk

Støttet af Statens Kunstfond

Flere Klodebøger fra

Den Gule Planet 1-3 af Helle Perrier

Sebastian og forsvindingsuret 1-3 af Tanja R. Bisgaard

Solstorm af René Toft

Falkeblik af Karsten S. Mogensen

Frostbid af Helle Perrier

Forord

Mennesker har brug for et hjem. Et sted at bo. En tryg og sikker base med arbejde, vand, mad, transport, sundhed, tryghed og uddannelse. Et sted, børn kan vokse op og få en god og sikker fremtid.

Vi bliver flere og flere mennesker på Jorden. Mange vælger at bo i en by, hvor der er fabrikker, butikker, boliger og adgang til hospitaler og uddannelse. Især de store byer tiltrækker mange mennesker. Byerne vokser og forsøger at følge med, men ofte vokser de så hurtigt, at der slet ikke er boliger nok til alle. Mange er også så fattige, at de ikke har råd til et sted at bo.

Hvis man havde tid og råd, kunne man planlægge og bygge byer, hvor der var plads til alle dem, der flytter dertil. I forhold til miljø, affald og ressourcer, er det faktisk en rigtig god idé at bo mange sammen.

Med 19 millioner indbyggere er Lagos i Nigeria i dag en af verdens største byer og den folkerigeste by i Afrika. Den er en såkaldt megaby, en by med mere end 10 millioner indbyggere. I fremtiden vil der bo endnu flere mennesker i Lagos. Her er en fortælling om en af dem …

Prolog

De ældre fortæller af og til om de gigantiske regnskove og den blå himmel. Om den røde jord og om markerne og lyden af køernes klokker, når de gik forbi. Børnene legede i de små landsbyer, og der var langt til alt. Her gror planterne kun i sprækker i fortovet og der, hvor der er plads. Plads … Vi bliver flere og flere. Byen vokser og vokser og sluger alle dem, der kommer hertil, som et kæmpe monster, der aldrig bliver mæt. Sten, glas, beton. Skure af blik og faldefærdige hytter skyder op i skyggen af højhuse, der vokser ind i skyerne. Affald, stank, røg. Det er svært at tro på, at himlen ikke altid har været grå.

Første del Den hurtigste løber

Kapitel 1 – Den flydende by

En lille dreng springer leende i vandet. Dråber af gråt, slimet vand rammer Sam på armen og kinden. Han skubber fra med åren. Drengen stikker hovedet op mellem det flydende skrald og smiler bredt, da Sam padler væk.

”Pas nu på dig selv, Sammy!” Sams mor vinker fra døråbningen på deres flydende hus. Bag hende står en søvndrukken Nneka og trykker sig ind mod mors ben. Farvel, mimer hun og

gaber. Sam vinker tilbage og tager et tag med åren.

Båden skyder frem i det snavsede vand. Sam er ikke den eneste, der er tidligt oppe. Fiskere er på vej ud i lagunen efter dagens

fangst. Røgen fra fiskerøgerierne danser om de mange brune huse, der enten står på pæle eller flyder på store tønder, ligesom hans eget.

Da Sams familie først flyttede hertil, sov de på gulvet i et af fiskerøgerierne. Mor, Nneka, Sam og … far. Nu har de deres eget hus. Mor siger, at de kan blive boende, så længe Sam tjener penge.

Solen titter frem, selv om himlen er grå af smog. Bilerne på den lange bro, der forbinder

Lagos’ øer med fastlandet, snegler sig afsted.

Sam skal samme vej. Han padler hjemmevant

rundt på den flydende by, Makokos, labyrintiske vandveje.

Båden rammer molen med et dunk. Sam tøjrer den og begiver sig gennem den del af Makoko, der ligger på land. Han småløber. Boss Kwento bryder sig ikke om, når man kommer for sent.

Sam nikker til de to vagter, der står foran gadens pæneste hus. Den ene er ny. Han sigter straks på Sam med sin riffel. Den anden kender Sam og vinker ham forbi, mens han banker

hårdt på døren og åbner den.

”Der er du knægt. Det var på tide.” Boss Kwento puster en sky af cigarrøg ud i luften.

”Sæt dig ned.”

Sam sætter sig på den anden side af det brede skrivebord med overfyldte askebægere og bunken af gamle aviser. Boss Kwento skubber en telefon over mod Sam.

”Du er min bedste løber. Den her opgave er ikke for slapsvanse.”

Kapitel 2 – Boss Kwento

Dobbelt så meget i løn!

Sam kan slet ikke tro sit held. Han knuger telefonen i hånden og stikker den i lommen, da han går forbi vagterne. Han har aldrig før haft noget, der koster så mange penge. Selv om Sam kun låner den, er den lidt hans alligevel.

Når han er færdig med jobbet i dag, køber han i hvert fald noget med hjem til Nneka. Et stykke slik måske eller nogle af de der hårbånd med

glimmer, hun er så glad for.

Sam sætter kurs mod Balungon-markedet.

Selv om det stadig er tidligt, vrimler det med mennesker og dyttende biler mellem boderne. Luften summer af transportdroner, og højt oppe kører svævetoget summende forbi. Det har Sam ikke råd til at køre med, og desuden er der som regel politimænd med om bord.

Faldefærdige blikskure står side om side bag boderne. Nogle børn spiller fodbold med en

plastikdunk. Boss Kwento har forklaret ham, at han og de andre drenge er løbere, fordi ingen rigtig lægger mærke til dem. De kan smutte ud og ind mellem alle de voksne og komme steder, ingen andre kan.

Sam lader fingrene finde den lille chip i hånden. Den sidder under huden mellem tommelfingeren og pegefingeren. En lille hård cylinder. Han kan mærke den, hvis han trykker hårdt nok på det rigtige sted. Først ville hans mor ikke lade Sam blive løber.

”Det er alt for farligt,” sagde hun. Så kom Kwento på besøg.

”Abby,” sagde han med sin dybe, rolige stemme. ”Din dreng er både hurtig og kvik. Han skal nok klare det, og han kan tjene mange penge.”

Sam havde siddet i soveværelset sammen med Nneka og lyttet. Han kiggede forsigtigt ud gennem stofforhænget i døråbningen. Boss Kwento tog mors hånd og lagde noget i den.

Dagen efter kom lægen. Nneka græd, da lægen skubbede chippen ind i Sams hånd med en sprøjte. Sam bed tænderne sammen, men holdt smerten inde.

”Min modige dreng,” sagde mor og strøg ham over håret.

Telefonen i lommen vibrerer som tegn på, at Sam er ved at være fremme. Han drejer ned ad en smal gyde. Pulsen stiger, og Sam finder igen chippen i hånden. Han er i hvert fald ikke en slapsvans!

FNs Verdensmål Af Tanja R. Bisgaard

Formålet med FNs Verdensmål er at sikre et godt liv for alle på Jorden. Det gælder for både rige og fattige lande. Nogle af Verdensmålene handler om at udrydde fattigdom, at få rent drikkevand og sørge for, at man kan tage en uddannelse uanset, hvem man er. Andre handler om at tage vare på jorden, havet og dyrelivet. Endelig handler nogle mål om, hvordan vi kan bo i bæredygtige byer, få gode jobs og komme til læge, hvis vi bliver syge.

Der er 17 forskellige mål i alt. Mottoet er ”Leave no one behind”, der på dansk kan oversættes til, at ingen må lades i stikken.

I år 2021 er der omtrent 7,9 milliarder mennesker i verden.

Om Verdensmålene i Den Grå Planet

I Den Grå Planet er seks af Verdensmålene en del af historien. De seks mål er:

Mål 1 – Afskaf fattigdom

Mal 4 – Kvalitetsuddannelse til alle

Mål 6 – Rent vand og sanitet

Mål 9 – Industri, innovation og infrastruktur

Mål 10 – Mindre ulighed

Mål 11 – Bæredygtige byer og lokalsamfund

Den Grå Planet viser, hvordan hverdagen kan se ud i fremtiden i en af verdens største byer, Lagos. Byer med mere end 10 millioner indbyggere kaldes for megabyer. I 1990 fandtes der 10 megabyer i verden, i 2018 var der 33 megabyer.

I dag bor mere end 20 millioner mennesker i Lagos. Forventningen er, at den bliver en af verdens største byer i fremtiden.

Siden 2007 bor mere end halvdelen af alle mennesker på jorden i byer. Flere og flere flytter fra landområderne, og inden 2030 regner man med, at 60% af verdens befolkning bor i byer.

Ekstrem fattigdom findes ofte i store byer (mål 1). Folk flytter til byen uden at have et job. De kan heller ikke finde et sted at bo. Det fører

til stor ulighed mellem de rige og fattige (mål 10). I mange lande er det svært for folk at komme ud af fattigdommen uden et job. Et job med en god løn kræver ofte en uddannelse (mål 4). I nogle lande skal man betale for at gå i skole, så fattige indbyggere har som regel ikke råd til at sende deres børn i skole. Hvis forældrene skal vælge, hvem de vil sende i skole, bliver det oftest drengene. Det kan være, fordi det ikke er trygt for pigerne at gå i skole, eller fordi forældrene har brug for deres hjælp i huset eller til at passe de mindre børn eller bedsteforældrene. Flere af FN’s Verdensmål har fokus på, hvordan byer kan blive bæredygtige (mål 11).