Læseprøve: ROMAN af Vagn Lundbye

Powered by TCPDF (www.tcpdf.org)

Roman Udkom første gang i 1972 © Gladiator 2019 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-16-5 Tak til Statens Kunstfond

VAGN LUNDBYE

Roman

GL A DI ATOR

I I dette øjeblik står koen tøjret til en udgået hyld få meter fra de små jernborde. Bortset fra en lille svær kone, som er faldet sammen på en taburet inde i den rødmalede bod, og bortset fra de to svedende mænd i de hvide kitler ligger traktørstedet øde hen. Spurvene kommer en efter en ned fra de efterårsfarvede træer, styrter sig uden overflødige glidebevægelser på hovedet ned i gruset, hvor de i nogen tid hopper rundt i deres skabede fjerdragter og leder efter brødstumper og lidt efter flagrer op fra og ned på de gul­ malede og blåmalede borde: ingen forsonende intimiteter eller små pudsige situationer, blot i en uendelighed disse automatiske bevægelser frem og tilbage på bordene eller mellem bordene og det grågule grus. Himlen er overskyet og kan hvad øjeblik, det skal være, lægge ud med en silende regn, som ingen ende vil tage, en passende kulisse omkring det trøstesløse sceneri, men ikke desto mindre alligevel ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold, eftersom solen stadig skinner fra en skyfri himmel ned over det lille trak­ tørsted, hvor en skare amerikanske turister endnu under megen latter og snakken forsyner sig med lange røde pølser og muntert farvede drikkevarer. Eller står samlet i en rund­ kreds om dyret, der æder løs af de græstotter, som flere af de unge mænd i de blomstrede skjorter rækker ud mod ga­ bet af det. Koen mangler fortænderne i overmunden. Lidt derfra står de to mænd i de hvide kitler og læner sig op ad 7

den snavsede lastvogn, de nogle timer tidligere var ankom­ met i, og inde i den rødmalede krydsfinérbod står den lille kone og forsøger forvirret at smile ud til de lyserøde ansig­ ter, som hun ikke kan forstå, men blot langer sine dampen­ de pølser ud til. Noget om fortroligheden, der kilder ned ad ryggen hos hende, fordi den er den eneste, hun kan kla­ re sig med, og åh, det er så længe siden, og hos de andre, fordi de med et forstår, at dette her altid vil blive husket, ikke bare af dem selv, der nu aldrig ville kunne glemme disse søde øjeblikke sammen med den rødmossede kone, men også af hende, der hele tiden lader sig fotografere af dem, noget med at de nu aldrig ville kunne dø, fordi de aldrig mere skulle ophøre med at stå her og trænge sig hen til hende. På den anden side af den tilmøgede lastbil ses bagenden af den sølvskinnende turistbus, der nu tuder for tredje gang og lidt efter fuldstændig er forsvundet bag sko­ ven, og da er det, at spurvene falder ned fra træerne og ned i gruset og siden flagrer op på bordene, hvor de hopper rundt og rundt uden at ænse den silende regn, der i højere grad end bilhornet fik efternølerne til at sætte farten i vejret og søge hen til den automatiske dør foran i bussen. Og nu er det, at den svære kone inde i træhuset går hen og henter en trebenet stol under bordet og sætter sig op ad alumini­ umsboksen og ser med en stivnet grimasse ud gennem reg­ nen og ind i mørket mellem træerne på den anden side af skovvejen. De to mænd har sat sig ind i førerhuset, hvor de med mellemrum løfter hver sin flaske op til munden og derpå atter falder hen i deres egne tanker, medens de stir­ rer på vinduesviskerne, som går, eller regnen, som springer i luften på motorhjelmen og ude i vandpytterne, som har 8

samlet sig adskillige steder i gruset. Den tøjrede ko har om­ sider opgivet at få stillet sin sult i nogle buske uden for ræk­ kevidde og står nu med hængende hoved og afventer sin skæbnes videre forløb, og da selv de forpjuskede spurvefug­ le har fået nok af den voldsomme vandmængde og de for brødsmuler forlængst ribbede borde, er de som på et signal forsvundet samlet op i løvet på træerne uden om lysningen.

Således kan det med en vis rimelighed siges, at hele scene­ riet ligger hen som uddødt, eller rettere, står som et endnu ikke fuldført skilderi, eller bedre: som en teaterkulisse, hvor hovedpersonerne endnu ikke har indfundet sig, enten fordi det ikke er tiden til at gøre deres entré, eller simpelthen fordi de endnu langt fra er færdige. I mellemtiden kommer så den store sølvgrå bus nærmere og nærmere med sine tændte lygter, falder sprøjtende vandet til alle sider ned i de mange huller på den ujævne vej og kører til sidst op på si­ den af kreaturvognen, hvor den standser med et ryk, som de to mænd i førerhuset kan se forplante sig ned gennem de mange mennesker, der er i færd med at trække regnfrak­ ker over sig: en ældre kvinde med hvidpudret ansigt og rødt optrukne læber, som hun skiller fra hverandre, samtidig med at hun kniber øjnene i og rynker det buttede ansigt, hun derefter vender op mod et karseklippet mandshoved.

Men ud skal de jo allesammen, og lidt efter går de på tå­ spidserne ned langs bussen og hen foran lastbilens førerhus og derfra videre ind mellem de mere eller mindre rustne jernborde, hvorefter kun få skridt skiller dem fra vindues­ åbningen i den anden side af det lille røde hus. Da standser de forreste af dem op, tre unge piger i nylonstrømper og med lange lyse kjoler, og de peger med alle tegn på overra­ 9

skelse på de små vimse fugle, der svirrer rundt mellem hin­ anden nede i gruset eller vover sig op på stolene og borde­ ne, hvor de ugenerte fortsætter deres hektiske fouragering, men nu efterhånden under højrøstet opsyn af en stor skare mennesker, hvis begejstring først ophører i samme øjeblik som tre unge piger og en ung karseklippet mand kommer tilbage fra udsalgsboden med dampende lyserøde pølser og lange gule brød foran sig. Inde i boden står den lille kone og glæder sig over alle de store og mærkelige ord, som kom­ mer ind i tavsheden til hende, ord, som hun aldrig vil kun­ ne forstå, som hun ønsker, at hun aldrig vil forstå, fordi hun tror, eller i det mindste gerne vil tro, at de tilsammen er hele den sandhed, der er så god at lytte til, men frygtelig at forstå, altså med andre ord en filosofi, som højst sandsynlig ville få enhver anden til at rødme af den ene eller den an­ den grund, men som her sender varmebølge efter varme­ bølge op i det kuglerunde hoved. Hun kan mærke, at hen­ des ansigt er blevet smukkere, og at de nu allesammen ser på hende på en helt anden måde end tidligere, og medens hun trækker tiden længere og længere ud og til sidst ikke kan få vejret, står hun med skinnende øjne og ønsker, at det altid kan være sådan, og at hun aldrig mere må være alene.

Og hvad skal hun sige til en skare mennesker, som ikke kan begribe et ord af, hvad hun fortæller dem. At hun hver nat drømmer, at hun skal dø, og vågner op i sengen badet i sved, eller at hun højst vil holde åben en måned endnu, hvorefter det simpelthen er for koldt at opholde sig i det lille, slet isolerede hus. Hun ser hastigt op og skynder sig så at tilføje, at der alligevel ikke kommer flere kunder til den tid, at det kun er sommergæster og folk med ærinde til god­ 10

set, som standser op og får lyst til det ene og det andet, og at hun under disse omstændigheder lige så godt kan sømme skodderne fast og dreje nøglen om i den svære hængelås.

Hun rejser sig tungt op fra taburetten og går hen og åbner bagdøren for at forvisse sig om, at de to svedige mænd sta­ dig står lænet op ad den tilstænkede lastvogn og drikker af hver sin flaske øl. Længere henne står koen og fortærer et par hasselbuske, den er rund og svajrygget, og dens brun­ røde farve er langt fra den bedst tænkelige at sætte op mod den postkasserøde på siderne af det lille hus, som ligger i denne lysning i bøgeskoven. Det knaser tørt under dyrets klove, når den flytter rundt på benene for bedre at få tag i bladene på buskene, der vokser uden for de hvide kantsten om parkeringspladsen, men da den i nogen tid således har kunnet gøre sig til gode med det mørke løv, krummer den sig konvulsivisk sammen og tømmer sig for sit lergule vand, medens de mest nærgående af turisterne springer leende til side og klamrer sig til den første den bedste arm. Henne ved køretøjet drejer den ene af de to mænd sig omkring og glor længe over på dyret, hvorefter han atter vender sig om mod den anden og siger, at de kunne slå hende ned her, men blot for at nikke samtykkende til den andens bemærk­ ning om, at det ville være et helvedes svineri, da de jo også skulle have blodet ud. Den tykmavede kone går lidt frem og tilbage i sit snævre indelukke, løfter låget til pølserne og lægger det på plads igen, tørrer den smalle disk af med en snavset klud og lægger straks efter kluden væk igen, først og fremmest fordi der ikke er noget at tørre væk og stort set ikke har været det hele dagen, men hvem ville også tage denne vej i et vejr som dette, tænker hun og lader sig enten 11

falde bagover på en lille trebenet stol eller friste af nogle runde sukkerkugler, som hun hastigt lader forsvinde i mun­ den. Udenfor falder regnen støt og roligt på den plørede skovvej, hvor hullerne forlængst er fyldt op med vand og nu ligger og afspejler nogle få lyse pletter mellem de forreste trækroner inde i skoven. Stammerne er våde og slimede af alger, og op fra den fugtige og blødt gyngende skovbund står en ram em af formuldning og trøsk og frønne: et hav af giftige dunster, som langsomt klemmer al vækst ud af skoven og til sidst blot efterlader en stor kunstfærdig attrap, der om ikke andet så dog udfylder tomheden. Og dybt inde i den sumpede stilhed den kolossale stendysse. Seks store granitblokke på en jordhøj, længere væk end hun fra sin taburet kan se, ikke bare på grund af mørket og vandet men også fordi den ligger midt i et hasselkrat. Hun ved utvivlsomt, at oldtidsgraven ligger et sted derinde, under de sky ekspeditioner, hun nu og da på naturens vegne må foretage ind i skoven, kan hun ikke andet end være stødt på den en gang imellem, måske for først under de største be­ sværligheder at trække sig op gennem krattet ved at gribe fat i hasselrisene, og dernæst åndeløst at klemme sig ned i dyssen, hvor hendes vejrtrækning siden vender tilbage, ind­ til panikken skræmmer hende ud af halvmørket, ned gen­ nem vildnisset, der svirper hendes gulblege ansigt til blods, og videre ind mellem stammerne og ud til vejen, hvor hun sluttelig forsvinder ind i sin krydsfinérbod eller styrter af sted til den nærmeste telefon. Hvad der på den anden side altsammen er usandsynligt, fordi hun næppe vil ulejlige sig op ad den stejle høj med det korpus, hun slæber rundt på, og ganske givet ikke vil udsætte sig for en unødig risiko ved 12

at kante sig ind mellem de store sten og træde ned i det tyk­ ke lag blade nede på bunden, hvad der for eksempel let kunne koste hende et brækket ben. Og langt mindre ville give sig til at løbe ud ad skovvejen, så sandt som hun er en gammel, tyk kone, der er klog nok til at vide, hvad hun kan byde sig selv. Hun hoster et par gange ned i hånden og smi­ ler undskyldende til de to kvinder, hvorefter hun smiler endnu mere og siger et eller andet til dem, et spørgsmål, de ikke forstår, at dømme efter den måde, de to ser på hinan­ den og derefter tilbage på hende, der i det samme rækker nogle små tykke fingre med byttepenge frem til den ene af dem, det vil sige, den af dem, hvis snørebånd i den højre sko slæber af sted efter hende i gruset. De står lidt endnu og stirrer forlegne ned i gruset og hen på den snakkesalige kone, der har lagt underarmene og brysterne op på disken, men da det snart efter begynder at småregne, ser de begge med foretrukne ansigter op mod den overskyede himmel og benytter den som en højst velkommen anledning til at slippe væk fra den svulmende barm: løber med lange mål­ bevidste skridt venstre om boden og ind mellem de runde farvestrålende borde, hvorfra de kun skal tilbagelægge få meter, før de er fremme ved førerhuset af den store turist­ vogn. Imedens løfter konen servietterne fri af sømmet, som udvendigt er hamret ind i vinduesrammen, og lægger dem i tørvejr bag det fasttømrede vinduesfag. Derpå løfter hun sine små arme i vejret og trækker vinduesruden halvt ned, for at det ikke skal regne ind til hende, og falder så træt ned på taburetten, som hun kort tid før turistbussens tilsyne­ komst havde hentet inde under bordet på den anden side af aluminiumskassen. Netop nu sidder hun skæbnebestemt 13

og falder i staver i regnen, der siler skråt ned foran hende og dels farver vejbelægningen mørkere og mørkere, og dels visker buskenes og træstammernes konturer inde i skovdy­ bet ud. Ved den besynderligt planløst voksende hyld om­ kring en meter inde på den interimistiske parkeringsplads styrter det tøjrede dyr først ned på forbenene og derefter om på siden, skubber sig en enkelt gang bedre til rette og glider så ind i en dødningeagtig beskuen af bladhavet uden for kantstenene: de trommende regnlyde og træernes susen højt oppe i luften. I buskene på den anden side af lastbilen lyser bugen af en fugl pludselig op i et nu, da den letter fra en gren og slår ned på en anden, hvorefter den atter falder sammen med omgivelserne, denne gang blot med den for­ skel, at den stadig er synlig som noget sortspættet i alt det mørke. I det samme flyver den op og trækker en hel flok fugle med sig hen langs buskene og til sidst ind i skovmul­ met. Lavereliggende, gråsorte skyer glider langsomt af sted under skydækket, og de første nedfaldsblade fra de store bøgetræer falder hurtigt ned gennem regnen og lander ude i gruset, hvor de bliver liggende klistret fast til stenene. Par­ keringspladsen er blevet mindre i det grå lys mellem de store træer, og regnen stilner langsomt af og ophører til sidst, så at en klam stilhed mellem de spredte dryp fra bu­ ske og grene uhindret kan sive ind fra alle sider, lægge sig over det udstrakte dyr, stige op om de to mænd i de hvide kitler og den sammensunkne kvinde, videre op til det buld­ nende krydsfinértag og stadig højere, indtil den står op til de højeste trækroner: et sejtflydende ocean, hvor de gisper lydløst efter vejret med opspærrede øjne i de blege ansigter.

Det eneste, der nu sker, er, at et voldsomt brøl pludselig 14

flænger lufthavet, en skånselsløs lyd, som vel at mærke ikke kommer fra det liggende dyr, der farer sammen og forsøger at få bagbenene ind under kroppen, men kommer oppe fra ladet på køretøjet, hvor der står elleve fastbundne kreaturer side om side. Dyrene har skiftevis venstre side og højre side vendt op mod førerhuset, idet hvertandet står med hovedet den ene vej og hvertandet med hovedet den modsatte vej.

Den inderste ko står med halepartiet i retning af det lille røde hus, og ved dens venstre side befinder det venstre hof­ teben sig på den følgende ko, som måske eller måske ikke gennem sprækkerne i vognvæggen på sin måde kan følge de støjende mennesker ude i solskinnet, og således kommer det ellevte dyr, der så brat var kommet til at stå yderst, til at stå med bagpartiet ud mod de blå og gule borde. Nogle af de nærmeste, tre unge piger i lange lyse kjoler og en rød­ mosset mand med karseklippet hår, tager omsider mod til sig og træder op på slidsken, der fører ned fra de hoved­ bundne kreaturer, og lidt efter bryder de alle på en gang ud i en høj latter og rækker bedende hænderne ned mod de andre, som slår afværgende ud med hænderne. Den skråtstil­ lede slidsk bærer friske spor af komøg, og det er tydeligvis under det største besvær, at de fire unge mennesker med hinanden i hænderne manøvrerer sig nærmere og nærme­ re lastvognsladet, hvor den karseklippede ville kunne gribe fat i tovet om det nærmeste dyr og derefter hale de andre op til sig. Men netop da han strejfer det flossede reb med fingerspidserne, giver først den nederste og straks efter den næstnederste pige slip og løber ned til de andre, som mod­ tager dem med åbne arme og derpå atter sætter dem på fri fod for at indstille kameraerne mod de to andre, der er 15

kommet i sikkerhed oppe på ladet og nu står henne ved hovedet af den yderste ko, medens de med regelmæssige mellemrum vender sig om og smiler hastigt ned mod foto­ grafiapparaterne. Billederne vil være definitive. Uden no­ gen form for dramatik vil de vise solfelterne hen over bræd­ devæggene, dyrekroppene, presenningen og den unge pige og den højnakkede mand, ligesom de lidenskabsløst vil af­ bilde en himmel med hvide skyer og op til dem nogle mør­ ke trækroner. For ikke at tale om en svajrygget ko, der snor sin lange tunge om en visk græs, eller en lille gemytlig kone, hvis runde ansigt rager ud af vinduet, det ene øjeblik bredt smilende, det næste med en arm undseligt oppe foran øj­ nene. Den magre gråhårede kvinde med det buttede ansigt under pudderlaget slår en skingrende latter op og klasker den frie hånd ind mod låret. To unge mænd står ude på skovvejen og forsøger at ramme et træ inde i skoven med sten og grene. Kvinden med det affarvede hår står omme bag huset med spredte ben uden om en fireårig dreng med spredte ben. Chaufføren har sat sig på bussens trinbræt.

Det er varmt. Den tyktpudrede går bestandig frem og til­ bage mellem bordene og forsøger at holde balancen, me­ dens hun hvisler ud mellem de røde læber og holder kame­ raet med begge hænder oppe ved den korte hals, tydeligvis i den hensigt at tage et billede af de urolige fugle, der flag­ rer op på bordene og straks efter ned i gruset, det vil sige, netop som hun skal til at påvirke udløseren på det skinnen­ de apparat, hvorefter hun atter lister sig på tåspidserne hen imod fuglene omkring de fjerneste borde og måske til sidst får eller ikke får held med sit forehavende. Nogle øjebliks­ billeder, som ikke længere står til at ændre, og som ingen 16