Roman
Gladiator
til en engels forsvar
cecilie lind
Til en engels forsvar © Cecilie Lind og Gladiator 2017 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Indigo Antiqua og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-64-4 Tak til Statens Kunstfond og Autorkontoen
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
1 Som jeg bekendtgjorde i min soldatertid: til stadighed udåndende i sølet. Jeg må gå mine ærinder i ly af mørke. Et ansigt som mit tåles ikke. Når jeg sender breve, jeg snøfter. Mine fuglevenner dør. Kattene er på jagt efter mad, og kattene elsker at spise fugle. Jeg kan ikke være alene mere, men jeg kender ingen. Jeg bar mig ad som et barn, med de der kuverter, jeg slikkede og slikkede kanten helt tung af spyttets fugt. Det lykkedes mig ikke at forsegle brevet, jeg var for ivrig med mine slik. Frimærket lider tilsvarende skæbne. Krank, krank skæbne. Jeg er bare så glad for at slikke, når der er anledning til at slikke. Jeg kan slikke min tunge så ru at den smerter, hvis jeg havde en kats smidige og lange og rolige tunge: jeg ville slikke sår og pels, jeg ville rense og lindre, og jeg ville være mere helhjertet i min eksistens. Forudse et regnvejr, og vende mig om når nogen prikker mig på skulderen. Jeg ville endnu indgå kontrakter med chefen, og der ville være et bifald når jeg tog det på mig at angribe dem der taler grimt bag min ryg. Hvem vil 51
ikke gerne hvile i karmen som en kat. Jeg vil. Jeg mente mere: chefen forfølger mig, og det er mod min vilje. Jeg bad aldrig til de højere magter, jeg drømte ikke om medaljer, eller march, eller sorbetis serveret i skåle af hvid brændt chokolade. Jeg håbede blot på en smule forståelse for mit projekt – det at jeg ejer et temperament, og at min vrede ulmede. Jeg kunne ikke overkomme mere dag, men når så en krig bød sig til: jeg var klar på at kæmpe. Jeg spekulerede: Hvordan skulle jeg ordne mig nysselig nok til at komme i betragtning som et aktiv for dem der leder slagets gang. Jeg farvede mit hår, jeg gik i solarium, jeg tilstræbte: smukke lokker, og hærdet hud. Jeg bød mig til og jeg sagde: jeg er villig til at aflægge mig al egoisme, jeg vil ofre mig, og jeg vil ikke lade mig hæmme af dødsangst. Det forekom mig at være det rette – at indtræde i en hær. Det eneste der var at gøre, den vinter, jeg var ikke mig selv, jeg frøs og jeg levnede, at æde brød er formålsløst, især når man er engel, især når man først og fremmest ernærer sig på feberpanders svedsuppe. Men det gik ikke i længden at sygne hen i ensomhed. Jeg måtte se at ænse verden omkring mig – jeg faldt over annoncen i min avis: der blev søgt, jeg meldte mig, og det bekom dem vel at jeg er engel. Spredte vinger og naive øjne. Jeg skulle uddele skudsalver og stråleglans. Jeg skulle fæstne mit bælte og være stålsat og uanfægtet af farerne der lurede. Jeg skulle tage sigte, og jeg skulle dræbe. Jeg skulle identificere fjender, og jeg måtte ikke skænke det en tanke – det at også de ejede huse og hjerter, som jeg, de der skulle bløde ihjel på slagmarken. 52
Min mission var formuleret i et hemmeligstemplet dokument. Dette dokument blev mig overbragt af et spinkelt sendebud. Sendebuddet var en kær mand, med små fødder og mange nerver. Jeg så at dokumentet var forseglet, men jeg stolede ikke på at jeg kunne forblive anonym. Det var en præmis fra starten: ikke at nære tiltro til dem der befaler. Jeg stak mig ikke blår i øjnene, jeg var mig min udsatte position bevidst. Det er ikke hver dag en engel går i krig. At der ville blive lagt mærke til mit virke: uundgåeligt, selvsagt. Og jeg sagde til buddet, jeg sagde: Drik kaffe med mig, kig mig i kortene, i øjnene. Gør din research, og meld til chefen at jeg er clean. Jeg er sober nok til at blive taget i ed, jeg kan synge en hymne til hans ære, jeg har intet problem med at kaste mig for hans fødder, at kysse hans skosnuder, at ælte hans fedtdepoter, min loyalitet er ham givet. Der er ikke nogen grund til at skue mig an med skepsis. Jeg lader mig gerne teste. Udsæt mig for hvad som helst, alle metoder I har udviklet i jeres laboratorier. Jeg er ikke for fin til nogen form for forhør. Det ligger mig på sinde at bevise mit værd som trofast, og effektiv. Jeg talte og talte, jeg talte min sag gylden og flatterende, jeg talte solen ned og mørket frem, jeg talte buddet træt og blød i knæene, hans øjne matte, og hans skuldre sjaskede. Og buddet lyttede og nikkede, og så ud som om han påskønnede min gejst og min vilje til at indtræde i ordnede forhold, at være rank i uniform og opstillet i geled. 53
Buddet forstod, men buddet skulle videre. Han afbrød høfligt min talestrøm, han gestikulerede undskyldende, men: han havde ikke uden videre tid til at indlade sig på en samtale, en samtale om vejr og vind og nattens trængsler, de trængsler jeg døjer med. Han måtte se at komme afsted. Jeg skulle ikke være bange for at der blev set skævt til mig, han forsikrede mig om at ingen af de befalende følte nogen form for trang til at indvende noget mod min snarlige indrullering i hæren. Og mindst af alle: chefen. Dette med dokumentet – blot formalia. Alt hvad han behøvede var min signatur, jeg skrev mit navn, kvikt og ulæseligt, og jeg sagde ham farvel. I skyndingen: jeg bød ham på en kiks, en kiks til hjemturen, han takkede nej, jeg kyssede hans hånd, han smilede mig tilbage over min dørtærskel og jeg blev stående bag den. Jeg stod og smilede ham ned ad trappen, jeg smilede og smilede, indtil den spinkle krop var ude af syne. Jeg lukkede min dør, og jeg satte mig i en stol, og jeg græd, og jeg græd mange salte tårer, og jeg samlede mine tårer i et lille glas, og det var denne gråd jeg senere ved mit sengeleje slukkede tørsten i. Hver nat den samme historie: alene og ude af stand til at stoppe mine skrig, og hele tiden: lide af tørst og mareridt. Hver eneste nat, hver eneste aften trækker jeg i min stribede pyjamas og håber på det bedste: lidt hvile, lidt ro. Mine vinger generer mig, jeg vender og drejer mig i søvne, og mine vinger er i vejen. Når jeg er lykkeligst: jeg falder i søvn i et skrig. Jeg glemmer at lægge mærke til at jeg er ude af 54
mig selv af raseri. Min krop tager over, og udmattelsen insisterer mig bevidstløs. Når lyset falder på mit ansigt, gennem ruden, vågner jeg. Jeg vågner og jeg gnider mig i øjnene, jeg gaber, jeg strækker mine arme og mine vinger. Det er et lille arbejde. Min krop er en engels krop, men min krop værker af ængstelse. Jeg drikker de resterende tårer, og jeg er tyst, jeg lister rundt en tid, som regel, en time, derefter: jeg træder ud på gaden. Mit morgenbad er blikkenes bade. Jeg bader mig i blikke. Jeg ses an af naboer der hader mig. Øjne der titter frem fra gardiner. Jeg renser mig i deres beske nysgerrighed, og min glorie skinner med fornyet kraft. Hele dagen er jeg så stille som muligt, jeg berører alt blidt: blomster og emner. Jeg plukker og arrangerer blomster i buketter. Jeg fører lavmælte samtaler med insekter og træer. Jeg fodrer fugle og ænder, og jeg holder mig for mig selv. Jeg søger mod søer og pytter. Jeg går ture, og jeg keder mig, og ingen gør mig selskab. Sådan er det at være engel. Engang vågede jeg over en lille pige, men der skete det at man fra højeste sted frabad sig min beskyttelse. Jeg var ikke engel nok for pigen, eller: det er ikke sandt: jeg var for meget engel for hende. Jeg blev jaget bort, og jeg fik tildelt en midlertidig bolig af kommunen. Der er ikke meget at stille op som engel når ikke man er taget i ed som overjordisk sjælesorger, så må man sysle med sit 55
eget. Jeg savner pigen, og hendes pigepostyr. Jeg savner at slikke hendes pande og savle i hendes armhuler. Mit savl lindrede hendes kløe. Jeg savlede i alle hendes fordybninger, og jeg fik hende til at falde til ro. Hun elskede at lade sig omslutte af min kærlighed. Hun tilstod sin attrå, men hun skammede sig. Hun var ude af stand til at acceptere sit hjertes længsel. En engels kys er ikke ufarlige. Jeg ved det. Jeg forstår at hun ikke turde binde an med mig, og mit begær efter hendes uskyld, hendes hjælpeløshed, hendes sygdom. Hun var min perfekte patient, og jeg slikkede hendes sved i mig, og jeg blev stærk og hellig, og jeg fløj højt og sikkert. Jeg tilbragte min fritid på månen. Her kunne jeg dyrke løg og lade stå til, mit hår var en lang flagrende manke i vinden. Jeg var så smuk og med formål. Det var en sand lise at tilse mit menneskebarn. Mit rene og skære væsen. Når jeg sukkede, sukkede jeg regnbuer frem på himlen. (Jeg lyver). Så stor var min glæde. Det er næsten ikke til at bære at tænke tilbage på. Som det blev efter afvisningen, efter dommen: jeg var stedt. Ude af stand til at finde mening med tilværelsen. Jeg havde ikke kræfter til at flyve længere end til træernes toppe, pyramidernes spidser. Jeg flakkede om og blev mager og vred. Jeg var en lejer, og jeg skyldte penge til gud og hvermand. Jeg sjoflede med økonomien og jeg købte mig fattig i kendissved, og babysavl, der fandtes i kolber i butikker hvor diskretion er en æressag. Jeg drak væskerne, og de mættede mig en stund, og så kom trangen igen: konstant hungrede jeg efter mere at hælde i mit svælg. Jeg berusede mig i dug 56
og regndråber, jeg gennemtyggede regnorme, og jeg arrangerede små bål af kviste som jeg tændte med en lilla lighter. Jeg åd flammer og aske, og jeg fik en dunst af råd i min ånde. Jeg trak vejret nølende. Der var ikke meget at leve for. De færreste brød sig om at indlade sig på en samtale med mig. Jeg stank langt væk af sorg og ensomhed. Jeg blottede mit tandsæt, det var: forsøg på smil, men hvem ved hvad jeg har lignet. Jeg har sikkert set galsindet ud, ussel, farlig. Det gik ikke i længden, jeg forbrød mig mod min kontrakt, jeg blev en skamplet på englestanden. Jeg satte vores rygte over styr. Det blev bemærket. Det blev bemærket af mine kollegaer at jeg ikke havde det godt. De forsøgte sig med en intervention. De mødte op ved min lejlighed en mandag. De mente at vide at jeg var bedst at få i tale i morgenstunden. Inden jeg havde gnedet krystal ud af øjenkrogene. Inden jeg rigtig havde en chance for at begribe hvad der gik for sig. De lirkede min lås op. De tog mig på sengen. Det var en pinlig affære. De talte for døve øren. Jeg hylede og skreg i vilden sky. Jeg teede mig som en såret hund. Jeg frabad mig på det kraftigste deres indblanding, den var velment, men anmassende. Der var intet at stille op, de opgav at tale mig til fornuft. De så på mig med afsky, de lod mig vide at jeg ikke længere var velkommen til at færdes i engleregi. De truede mig med at klippe vingerne af mig, den ultimative straf, men jeg vidste at det var bluff, det mod havde de ikke, så grusomt ønskede de ikke at handle. Det er jeg overbevist 57
om. Jeg havde været dem en god ven, en kær kollega, en gæv engel. Jeg var nu blevet dem: en sorg, en skændsel, et skrækeksempel. Jeg vidste at de vidste at anfægtelsen de følte ved at være vidner til min deroute, mest af alt var skrækken for selv at lide den tort at blive afvist af det barn, der i tidernes morgen var blevet dem overladt. Ingen vil smides på porten, ingen ønsker at opleve at deres omsorg verfes bort. Kærligheden er ond. Jeg var så syg efter min pige. Der fandtes ingen kur, ikke så vidt jeg kunne se. Jeg kunne kun se ti minutter ud i fremtiden. Jeg kunne ikke planlægge udflugter eller syndsforladelser. Alt jeg kunne var at vente på at dagene mørnede bort, at søvnen indtraf, at lykken atter tilsmilede mig. Indimellem sneg jeg mig til at spionere på min pige. Det var mig forbudt at dukke op i hendes hjem, så jeg opholdt mig en del ved hendes skole, ved vinduet ved hendes klasselokale. Jeg måtte finde mig i tilstedeværelsen af andre børn, støjende og grimme, som fremmede børn nu er, ildelugtende og uopdragne. Det gjorde mig ingenting, så længe jeg bare kunne få et glimt af min pige. Hun sad og var sky og fersk. Hun efterlod skrog på sit bord. Kernerne glinsede, de vakte min lyst til at plante og lade gro. Efter timen sneg jeg mig ind og stjal skroget. Jeg lagde det varsomt i en pose og jeg fragtede det hjem. Jeg 58
havde indkøbt den fineste pottemuld. I mulden lagde jeg forsigtigt en kerne ned. Jeg vandede samvittighedsfuldt kernen, og langsomt spirede frem: kimen til et æbletræ. Det var i den tid der skete en bedring med mig. Jeg tog mig selv i at nynne, at tage telefonen når den ringede, at drømme om månebesøg og festlige sammenhænge. Jeg higede efter at blive et bedre menneske, en renere engel, et mere standhaftigt kræ. Det dæmrede for mig, jeg erkendte: der er fluer i mit sinds afkroge, jeg vil koge suppe på dem, først piller jeg vingerne af dem, jeg lader deres små kroppe dirre hjælpeløst før de overhældes med glohedt vand. De dør i samme sekund. Det damper fra gryden, og det dufter himmelsk. Det er en suppe der er guder værdig. Jeg vil servere suppen for mine naboer, men de vil ikke vide af mit selskab. De takker pænt nej til middagsinvitationerne. Jeg sender invitationerne dagligt, og jeg modtager altid afslag. Det er derfor jeg ofte må begive mig af sted mod posthuset – jeg er storforbruger af kuverter. Jeg angler efter forståelse, efter empati, men mine bønner lader dem kolde. Mine naboer nægter at lade sig lokke af min venlighed, af min suppes liflige duft, de har deres at se til, jeg har mit at slås med. Det lader de mig vide. De lader mig dette vide ved at banke på min dør, når jeg ligger på mit gulv og hulker, korte, hårde bank – bank der signalerer: stop den støj, nok er nok, tag dig sammen, engleskvat. Skam dig til helvede. Kh naboer. Så ligger jeg der og snøfter mig til fornuft. Så ligger jeg der og mærker sulten, og jeg tænker: min suppe skal dog ikke gå til spilde, så jeg slubrer den i mig. 59
Først finder jeg en lille ske, en lille skål, og så anretter jeg suppen, appetitligt. Jeg spiser den, om end den er kølnet betragteligt, og så er jeg lige vidt – fluer i mit sinds afkroge, fluer vakt til live, ivrige som aldrig før, summende, det gør mig gal. Og jeg begræder min tilstand, at det aldrig holder op med at smerte i hjernen. Jeg ynker mig. Jeg har så ondt af mig, alt det hyr, men det nytter ikke noget at krybe sammen i fosterstilling. Jeg må være mig min glorie bevidst, vise mig værdig, så jeg ranker mig, griber en kost og fejer små vingefjer sammen. Jeg fælder fjer i perioder med dårlig ernæring og mange sorger. Jeg fejer dem sammen og smider dem ud. Jeg gør mine værelser renere, og mere ordnede. Jeg får styr på papirbunker, banker på puder, skifter lagnet, og jeg sorterer mit tøj, mine florlette kjoler. Jeg er kynisk og usentimental, kjolerne er ikke andet end: beklædningsgenstande der samler støv og udsender hengemt dunst. Fester begiver jeg mig ikke til, ikke nu om stunder. Jeg er med tiden blevet en enspænder. Jeg er ikke interesseret i at gøre mig nye bekendtskaber. Jeg er ikke interesseret i at dumme mig under smalltalk. Jeg vil være værdig og interessant. På behørig afstand. En mystisk personage der kan sladres om. Et flygtigt fænomen, så at sige. Begivenhedernes gang giver mig myrekryb. Spektakler og faste vendinger og kindkys er kilder til udslæt. Min hud er sart, den slår ud i eksem under stress. Det klæder ikke min ligblege teint med røde plamager. Jeg undgår helst at udsætte mig for unødig social interaktion. Svedige 60
håndflader, rødsprængte øjne. Disse fænomener finder jeg afskyelige, bevar mig vel, det er ikke anstrengelserne værd at opnå ry af selskabsløve. Dog: jeg savner at danse mig træt, at svaje melankolsk til violinspil, at flirte med betuttede dødelige. Jeg savner at gøre en dramatisk entré, at skabe splid mellem ægtepar, at lure i fremmede toiletskabe, at rane til mig af dyr vin og usle petite fours. Jeg længes mod at sniffe parfume fra smukke kvinders halsgruber, spilde min tid med at fingerere ved perlekæder. Jeg savner at etablere kontakt med spioner og andre betænkelige personager, udvide mit netværk med et par mørkemænd, gøre et varigt indtryk, udlevere mit visitkort til særligt udvalgte (mit navn står prentet i sølv) – de der kender til tilværelsens skyggesider. Som jeg! Tro mig, jeg kender til afmagt. Jeg kender til rifter og aggression. Da jeg endnu gik ud i nætterne i kjolerne med det formål at feste: Jeg nød respekt for mit vingefang og mit umådelige vid. Jeg labbede velviljen og beundringen i mig. Jeg var som en mis i en flødehimmel. Min smidige tunge flettede jeg sammen med andre smidige tunger. Jeg har kysset en million kys, mindst. Det er værd at nævne. Det er værd at ihukomme at jeg var én der mod alle odds lærte at vakle hjem i gadelygters skær, sove rusen ud, 61