Issuu

LITTERATURBLADET

NY LYRIK

LITTERATURBLADET ID PL A OLIND KAT EN I

FARVEL BO WARMING 5★

★#2 – 201

T E R Ø L S F A

SKATTEMINISTER KARSTEN L AURITZEN PÅ BAR

NY PROSA

AISHAS HISTORIE

KRONPRINSPARRETS S Y R D E N R E J T S EKSKLUSIVT PRIS

HELLE HELLE

ASGER SCHNACK

CHARLOTTE STRANDGAARD EA ØRUM

LARS FROST

ZENIA JUNGMARK

KAREN BERGHOLT LASSE ANDERSEN

ANNA HECHMANN KNUDSEN

HANS ANDERSEN

PABLO LLAMBÍAS

OTTO SEJER

ANNE-SOPHIE B. MORTENSEN

JOHANNE KIRSTINE FALL

SUSAN SIMONSEN

JONAS SUCHANEK

MARIA SCHMIDT AAES

JACOB SKYGGEBJERG

ANDREAS PEDERSEN CASPAR ERIC

AMALIE SMITH

SIGNE GJESSING HELENA THAU

CHRISTOFFER WINTHER BJERREGAARD

PIA BUSK

CARL PLUM

FREJA EBBESTAD

– THE REAL THING

en første bog jeg læste var Hilde Hagerups Højst elsket. Eller det vil sige: jeg havde læst en masse bøger før den. Men det her var første gang, jeg læste en bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig, ikke kun under læsningen, men også bagefter. Som mine tanker blev ved med at række tilbage efter. Jeg blev ved med at tænke på fuglen i Elisas pande, der blev mere og mere tydelig, som mørket faldt på uden for toget, på Elisas tilbagevenden til Bjerkebakk, huset og fjeldene, det lette drag om munden, som kommer til Elisa, til den, der endelig er hjemme, hjemme, hjemme. Jeg havde aldrig set et norsk fjeld før, men da jeg for fem år siden for første gang så et, vidste jeg allerede nøjagtig, hvordan det ville lægge sig dobbelt, opad mod det blå i himlen og nedad i det blå i søen. At det på afstand ikke ville være større end at man kunne have det mellem fingrene, og at man måtte bære det lille fjeld sådan, mellem fingrene i tankerne, når man blev ved med at gå, videre, op, og helt op til toppen. Højst elsket er en børnebog, det er prosa. Men selvom det var en historie, historien om Elisas tabte barndom, det, der skete, men som hun ikke kunne huske og selvom historien var drevet af denne sammenstykning af erindringer, var det der satte sig hos mig, billederne. Alt det der lå i en enkelt sætning. Og jeg havde dem helt for mig selv. Der var ikke nogen, der afkrævede mig svar. Hvad betyder gæssene? Hvorfor får Elisa en fugl i panden? Hvad symboliserer

samtalerne mellem Elisa og huset? Det var bare mig og teksten, mig og mine spørgsmål. Jeg savner nogle gange den følelse. Følelsen af at være helt alene med teksten, at kunne gå rundt i huset med Elisa, lade en finger glide over det støvede lag på de plastikindpakkede møbler uden at skulle kigge mig over skulderen. Eller at kunne stå stilfærdigt med bedstemoren Cillia, når hun tager imod dem på perronen: datteren og barnebarnet. Elisas mor, der står helt stiv og død i blikket, den røde hånd hendes slag har tegnet over Elisas kind. Bedstemorens ord: Nu skal vi bare være glade hele tiden. Tror du, du kan det, Elisa? Bare være glad hele tiden? Nu føler jeg mig nogle gange fremmed over for teksten, bogen, digtet. Ikke så meget for selve ordene, men for alt det, der er rundt om dem. Det er følelsen af, at højtalerne på perronen pludselig tænder, afbryder scenen, den skingre, myndige stemme udefra, der kaster mig tilbage til hænderne om bogen: jamen hvad betyder det alt sammen? Eller følelsen af al den bagage jeg skal have med derind. At jeg ikke bare kan få lov at gå derind med det, jeg nu engang har på mig. Men så er man der lige pludselig. Alene sammen med Cillias stemme, Elisas blik over sæteren og elven, farverne der trækker fra fjeldet over søen. Og når jeg føler mig hjemløs i min krop, tænker jeg stadig på himlen og farverne over fjeldene på Bjerkebakk.

Anna Sidsel Andersen, Bladchef Blad nr. 2 © Texas Longhorn & forfatterne 2015 Udgivet af Forlaget Gladiator Redigeret af Hans Otto Jørgensen, Jakob Sandvad & Anna Sidsel Andersen Trykt hos Mūkusala. Printed in Latvia 2015 Trykt i 12.000 eksemplarer og distribueret i hele landet. Se hvor på vores hjemmeside, hvor du også kan læse bladet digitalt Er du interesseret i at annoncere i Texas Longhorn? Kontakt: annonce@forlagetgladiator.dk Er du interesseret i at tegne abonnement til dit bibliotek eller uddannelsesinstitution? Kontakt: Jakob Sandvad på js@forlagetgladiator.dk Bidrag sendes til: tlh@forlagetgladiator.dk Se vejledning på vores hjemmeside: www.forlagetgladiator.dk/texaslonghorn

♥♥♥♥♥

…en rigtig god, velresearchet, gennemarbejdet, flot udstyret litterær biografi. Politiken

E M M Ø R NI D af helle helle

Januar, 2014 Jeg optræder i min grå hundedragt, fordi Asta Olivia Nordenhof kommer.

Marts, 2014 Min eksmand ser på mig og råber: “Storkemor”.

Maj, 2014 Line Knutzon stiger ud af en bus, jeg falder hende om halsen og siger: “Din bog er fantastisk, jeg bliver aldrig mig selv igen. Jeg har lagt et brev til dig i dit dueslag”. Hun nikker langsomt og fortsætter så hen ad gaden, jeg ser nu, at det er debutanten Gitta Dynesen.

Juli, 2014 Yahya Hassan har skrevet et nyt digt. Jeg opfatter det som det mest feministiske nogensinde. I første linje har hans ven vundet et mesterskab i taekwondo. I anden linje læser han, at Christina Hagen har fået en blegning. For at fejre det sammenfald, vil Yahya Hassan gå til købmanden. Han beder sin kæreste passe det spinkle træ, han sidder i. Det har kun én tynd, vandret gren. Hans kæreste springer op i træet. Hun lægger sig på grenen. Langsomt løfter hun sit ene ben op til lodret, så det flugter stammen. Nu vil hun aldrig kunne komme ned ved egen hjælp. Yahya Hassan er gået. Sådan er hans digt.

Juli, 2014 Ina Merete Schmid t spiser en stor marineret sil d med håndtag, hun siger : “Er der givet besked til det rige svin?”

Juli, 2014 Jeg skal interviewe Cecilie Lind om hendes bog, Hvid Pels. Interviewet skal finde sted klokken 01:30, og jeg har store problemer med at cykle i mine natbukser.

September, 2014 r Lars Frost spørger mig: “Stjæle pianisten en hest i regnvejr?” Jeg svarer: “Hvis dit hår er en hest, er mit en lille fjer.” Lars Frost siger: “Dit hår er da fint nok”. Jeg siger: “Men det er jo kun strå”. r Han læner sig frem og plukke et af mit hoved: “Se her, vi er 1:1”, siger han.

Oktober, 2014 Asta Olivia Nordenhof siger, at jeg har hundrede procent ret i min teori: Rådden luft kommer ikke uden rådden kartoffel.

Oktober, 2014 Josefine Klougart besøger mig med sin grønne mynde.

Den bløder ikke, men den bevæger sig heller ikke. Den har store, åbne øjne. Hun skriger stadig. Mor slår katten i hovedet med skovlen fra rosenbedet.

E T L A S FISK af maria schmidt aaes

Nina slår døren i og får noget af sit hår i klemme. Hun tager fat i totten og river til, mor er begyndt at køre. Oppe over vinduet hænger der en lille tot hår og flagrer. Hun har stadig skoletasken på ryggen og sportstasken på sit skød.

B En anden bil kører forbi. Hun overvejer at tomle hjem, men hun vil ikke køre med heksen fra byen. En tredje bil kører forbi, den standser længere fremme og blinker ind til siden; det er mor.

enene lander tungt på asfalten, det er eftermiddag og Nina er på vej hjem fra skole. Sportstasken banker ind i låret når hun går. Hun er uopmærksom et øjeblik og er lige ved at vælte, da hun træder ned i den bløde rabat. Hun slår et slag ud med armene og går længere ud på asfalten. Der kommer en traktor imod hende med en gyllespreder bagpå. Slangen hænger ud over tanken og spilder på vejen. En bil kører forbi. En anden bil kører forbi. Hun overvejer at tomle hjem, men hun vil ikke køre med heksen fra byen. En tredje bil kører forbi, den standser længe-

re fremme og blinker ind til siden; det er mor. Hun lugter af olie og salte fisk. Nina slår døren i og får noget af sit hår i klemme. Hun tager fat i totten og river til, mor er begyndt at køre. Oppe over vinduet hænger der en lille tot hår og flagrer. Hun har stadig skoletasken på ryggen og sportstasken på sit skød. Flyt lige din taske, jeg kan ikke skifte gear. Mor tager en salte fisk fra cigaretbægeret i bilen. Må Nina også tage en? Ja. Hun er sulten og den salte fisk sidder i tænderne. Tungestrengen bliver øm af at arbejde, trykke og

Katten løber hen til hende med løftet hale, og hun tager den op til sig. Hendes skridt klør og hun hiver underbukserne op i skridtet. Hun bøjer skiftevis hvert ben, så kanterne af underbukserne kan klø. Underbuksen kradser mens hun går ind i køkkenet. Hun smører sig et stykke rugbrød med leverpostej og karrysalat.

Hold så kæft og find nogle aviser.

slikke tænderne rene. Hun kom for sent til bussen. Det ved mor godt, ellers ville hun ikke møde Nina her. En stribet kat løber over vejen og mor bremser hårdt. Nina har ikke sele på, men sportstasken stopper hende i at nå instrumentbrættet. For helvede, de katte. Mor er irriteret og tyk, hun fylder hele sædet.

underbukserne op i skridtet. Hun bøjer skiftevis hvert ben, så kanterne af underbukserne kan klø. Underbuksen kradser mens hun går ind i køkkenet. Hun smører sig et stykke rugbrød med leverpostej og karrysalat. Hun klør sin næse og hiver underbuksen ud af sprækken. Flonelskjorten lugter tungt af Date deodorant.

ger stadig. Mor slår katten i hovedet med skovlen fra rosenbedet. Hold så kæft og find nogle aviser. Hun skriger uden lyd, tager dybe indåndinger og tørrer spyttet væk med flonelærmet. Hun løber ind og griber avisen på køkkenbordet og løber ud igen. Sgu da ikke den mor ikke har læst.

Bilen gynger og affjedringen er ikke hvad den har været, da de kører ned af grusvejen til gården. Nina tygger på en ny salte fisk og kan lugte det sure håndklæde fra sportstasken på hendes skød. En stribet kat smyger sig om hendes ben og mjauver højt. Den ryster med halen, da den står med røven op ad kofangeren. Mor står henne på trappen og ryger en lang cigaret. Nina vender sin sportstaske ud på gulvet i bryggerset og stiller skoene udenfor op ad muren. Katten løber hen til hende med løftet hale, og hun tager den op til sig. Hendes skridt klør og hun hiver

Mor starter bilen igen og bakker hurtigt. Bilen hopper og mor bremser igen hårdt op. Noget skriger. For helvede, den kat. Mor stiger ud af bilen med en salte fisk i munden. Nina kigger ud af vinduet og ser kattens hoved under mors bil. Rugbrødsmaden lander på køkkendisken. Hun løber ud på gruset i strømpesokker. Hun skriger og rester af karrysalat blandet med spyt hænger ned af underlæben. Katten er flad på midten og noget ferskenfarvet er trykket ud af dens røv. Den bløder ikke, men den bevæger sig heller ikke. Den har store, åbne øjne. Hun skri-

Mor forsøger at skovle katten sammen i en bunke ved siden af bilen. Kattens ferskenindvolde bliver skrabet hen over gruset. Gruset skraber hårdt mod skovlen og bliver viklet ind i indvoldene. Lyden bliver blød. Forbenene rykker sig i takt med skovlens skrab mod gruset. Ninas hjerte banker ud mod huden, hun kan høre det i sit øre, da hun leder efter en avis i køkkenet fra i sidste uge. Tissekonen klør, det letter på kløen når hun løber op og ned af trappen.

■

De spillede kort og drak øl. De gik i opløsning og forsvandt. Næste morgen var de synlige igen. Som dagene gik, blev de mere og mere slidte at røre ved. De grinede og rakte ud efter deres instrumenter, men de fik ikke øvet længe.

ROMAN Der stod gnister ud af koglerne, eller hvad det var, der eksploderede på træerne. Deres grene hilste natten med langsomme bevægelser. Selv var jeg lige ved at falde i søvn, men det var snarere hypnose.

å vej hen til koncerten fandt jeg ud af, at musikerne var svenskere. Jeg har altid elsket svenskere, så jeg satte mig på en stol oppe foran i mørket. Der stod gnister ud af koglerne, eller hvad det var, der eksploderede på træerne. Deres grene hilste natten med langsomme bevægelser. Selv var jeg lige ved at falde i søvn, men det var snarere hypnose. I alle tilfælde hørte jeg nok numrene, men mine tanker gik i en anden retning. Da jeg blev født. Der var ikke nogen indianere eller russiske skovhuggere til at hjælpe mig med at se. Jeg var strandet i en familie af papirlæger eller sygeplejersker, der var mere optaget af interne konflikter end af min opvækst. Jeg måtte selv gå ud i natten og lære mig vejen ved hjælp af uglers tuden og en knitren som af ild – og så var det bare mus, der pilede af sted i de 8

tørre blade. Vinden havde besluttet ikke at sige et ord. Derfor havde jeg fået den hud, jeg nu havde, med landkort og søer og telte, og da musikken holdt op med at spille, fulgtes jeg med musikerne ind i landet. Første stop var en café eller landevejskro alt efter sprogbrug. En servitrice serverede svenske kager og amerikansk kaffe, og jeg tænkte: Måske er musikerne alligevel amerikanere, men nej, de var svenskere. Jeg åndede lettet op, for det betød, at jeg var i godt selskab. Det kom på tale, at jeg kunne blive en del af orkestreret. Det ville jeg gerne, men jeg skulle først fortælle, hvorfor jeg fulgte efter dem. Det gjorde jeg, sagde jeg, fordi de var de eneste, der kunne hjælpe mig videre frem mod mit mål: det store hav,

af asger schnack hvor alt var i balance. Det lo de meget ad, men i det samme kom en lastbil forbi med slukkede lygter og ladet fyldt med flygtninge. Pludselig var det os, der var de privilegerede. Så fortalte jeg dem om mit eget første flugtforsøg. Det var, da jeg var færdig med skolen. Jeg havde hørt tusindvis af grammofonplader med folkemusik og punk. Der var ingen andre muligheder foran mig end at søge et arbejde. Men en høj stemme talte i mig. Det lød, som om den sagde: Gå! Og jeg gik, iført min vindjakke og mine gummisko. Jeg blev fanget og sendt tilbage flere gange, men hver gang kom jeg længere. Det var som sne. De spillede kort og drak øl. De gik i opløsning og forsvandt. Næste morgen var de synlige igen. Som dagene gik, blev de

Dagene gik som i en roman, dvs. som en slags radiobølger, jeg var den trofaste hund, der trak i min herre, solsystemet. Et betagende syn.

Sygdommen lå og lurede imellem træstammerne, og det var et held, hvis man slap levende fra den by, vi havde indtaget.

Pludselig var det os, der var de privilegerede

mere og mere slidte at røre ved. De grinede og rakte ud efter deres instrumenter, men de fik ikke øvet længe. Jeg lavede maden, og den var der ikke meget ved. Det var mest noget, jeg købte færdigt. Til sidst havde de svært ved at løfte stortrommen. Jeg sendte bud efter en læge, men han var selv smittet og død. En efter én forlod musikerne denne verden. Sygdommen lå og lurede imellem træstammerne, og det var et held, hvis man slap levende fra den by, vi havde indtaget. Der var vinduer, hvorigennem man kunne se himlen, men det var også, hvad der var af luft. Det var snarere et indelukke med knive end et højland for frie sjæle. Min tanke var at komme hurtigst muligt videre,

og jeg forlod byen til fods, tørstig og syg. Hver gang jeg trak vejret, døde et træ eller en flue. Det var et vilkår, jeg ikke kunne ændre. Jeg kunne dræbe mig selv, men det ville ikke blive anderledes af den grund. Dyrene ville falde døde ned fra træernes blade. Udstrakte ben ville være deres sidste hilsen. Jeg levede videre som repræsentant for en menneskehed, der mekanisk gentog sine fejl. Vi bredte døden ud som et tæppe under planeterne. Således var det. Jeg gik på en line ud i universet. Der var afsked i hvert skridt, afsked med afsked og svimmelhed, men også en velkomst, en velkomst til stjerner og en anden svimmelhed. Den, der gjorde rytmisk

musik mulig, selv om man var alene og uden trommer. Man kunne altid gentage sig selv. Dagene gik som i en roman, dvs. som en slags radiobølger, jeg var den trofaste hund, der trak i min herre, solsystemet. Et betagende syn. Jeg kunne køre hurtigt, eller jeg kunne lægge mig ned og sove. Jeg var løsrevet fra krop og sjæl, blot en stemme, din stemme, min stemme. Hvad jeg så på afstand, var noget, der forsvandt. Støv strøg forbi. En gren. Lidt mere støv. Det gyldne lys. Der sås en bro eller skyggen af en bro, for broen var fløjet forbi. Der hørtes en lyd. Mørke. Støv. En nål. Der sås en tomhed, en hvidlig ild. Der sås strå. Flyvende scooterdele.

■

af caspar eric Blev afvist ét sted i døren igår i Oslo og ét sted nægtede de at sælge mig en øl ”fordi jeg var for fuld”. Jeg var ikke særligt fuld

TWEETS O L S O A R F

yndlingsord blandt folk fra Oslo der taler engelsk i international poesisammenhæng: beautiful og amazing og happy

caspar eric official @caspareric Oct 7 i Norge findes der et sted der hedder "longyearbyen". der er pt -1 grader celcius. caspar eric official @caspareric Oct 7 jeg er ikke i "longyearbyn" men jeg har set at den findes på en skærm caspar eric official @caspareric Oct 8 Alle i Norge sidder på knæende til oplæsninger. True story. Ja alle.

caspar eric official @caspareric Oct 8 To butikker næsten ved siden af mit hotel hedder "Pentagon" og "Nirvana". Den ene er en frisør. Den anden ved jeg ikke

ste overlever fra en voldsom katastrofe

caspar eric official @caspareric Oct 8 De fleste barer Oslo ligner en new york inspireret IKEA fra halvfemserne. Primært køkkenafdelingen

caspar eric official @caspareric Oct 9 er begyndt at sætte 'forstyr venligst'-skilt på min dør inden jeg sover for at være sikker på at blive vækket inden morgenmaden er lukket ReplyMore

caspar eric official @caspareric Oct 8 I Norge har de ikke øl i 7-11

caspar eric official @caspareric Oct 8 Dark orange. Ting i i stål og laminat. Lad vær med at lad som om i ikke ved hva jeg mener

caspar eric official @caspareric Oct 8 Blev afvist ét sted i døren igår i Oslo og ét sted nægtede de at sælge mig en øl "fordi jeg var for fuld". Jeg var ikke særligt fuld

caspar eric official @caspareric Oct 8 yndlingsord blandt folk fra Oslo der taler engelsk i international poesisammenhæng: beautiful og amazing og happy

caspar eric official @caspareric Oct 8 Jeg ser altid fuldere ud end jeg er

caspar eric official @caspareric Oct 8 jeg er den yngste til poesifestival. folk kigger på mig som om jeg er den ene-

caspar eric official @caspareric Oct 9 verden er idiot

caspar eric official @caspareric Oct 9 det jeg lige skrev er en rigtig sætning. nogen i verden/hotelbranchen fortjener en lussing caspar eric official @caspareric Oct 9 sandsynlighed for at det er mig der fortjener en lussing: 89% caspar eric official @caspareric Oct 9 morgenmad på anker hotel er iøvrigt skuffende. syv slags grissepålæg. nul

igen idag introducerede en person mig som ”smuk”. godt jeg ikke er grim og har et handicap. så ville jeg være fuckd.

ic Oct 8 caspar eric official @casparer nde til æe Alle i Norge sidder på kn Ja alle. oplæsninger. True story.

slags bacon. kaffen er hele tiden løbet tør. i cant even caspar eric official @caspareric Oct 9 igen idag introducerede en person mig som "smuk". godt jeg ikke er grim og har et handicap. så ville jeg være fuckd. caspar eric official @caspareric Oct 9 Jordan Scott fortalte mig på poesifestival om den måde det "at stamme" altid forbindes med løgn. At stamme er stemmens stealthmode el. noget caspar eric official @caspareric Oct 10 Bor på 8. Etage. Noget schlagermusik (fra et uspecificeret sted som muligvis er gaden) overdøver lyden af fodbold i fjernsynet caspar eric official @caspareric Oct 10 I just had the scariest nightmare in a long time with a long storyline and an actionstyle plot

caspar eric official @caspareric Oct 10 Kind of feel priveleged to have exiting nightmares caspar eric official @caspareric Oct 10 In my nightmare a woman was walking slowly down a street singing that OC imogen heap song using a harmonica. i was lying in the street.

caspar eric official @caspareric Oct 10 the most scary and impressive about my nightmare was the level of surprise as i woke up right after waking up from a coma caspar eric official @caspareric Oct 10 what does it mean to give up your language

caspar eric official @caspareric Oct 10 In my nightmare a woman was walking slowly down a street singing that OC imogen heap song using a harmonica. i was lying in the street.

caspar eric official @caspareric Oct 10 hvad betyder det at give dit sprog væk

caspar eric official @caspareric Oct 10 in my nightmare my phone was stolen at a party. also there was an accident

caspar eric official @caspareric Oct 10 hvad betyder det at opgive sit sprog google translate (vb)

caspar eric official @caspareric Oct 10 in my nigjtmare there were happy actionpacked sequences that turned out to be fake because really i was in a coma

caspar eric official @caspareric Oct 10 ingen her har farver på udover neglene. whats up

caspar eric official @caspareric Oct 10 hvad betyder det at forkaste sit sprog

caspar eric official @caspareric Oct 10 min kontaktperson har et band der hedder KUUK caspar eric official @caspareric Oct 10 alle poesiklubber bliver til klubber efter kl 23. double the bpm double the Price caspar eric official @caspareric Oct 11 jeg tror hele tiden jeg ved hvor jeg er i Oslo men Shadi's GPS ved det hele tiden bedre caspar eric official @caspareric Oct 11 har sagt sætningen "skal vi ikke snart dreje til venstre" ca. 30 gange i dag caspar eric official @caspareric Oct 11 flytoget minder mig om hungergames caspar eric official @caspareric Oct 11 har to procent strøm. føler twittersorg caspar eric official @caspareric Oct 11 selvbetjeningsbagagedrop i lufthavnen kræver 5 piger i lyserødt tøj der beroliger folk i køen ifbm. hvor langsomt alt går

jeg tror hele tiden jeg ved hvor jeg er i Oslo men Shadi’s GPS ved det hele tiden bedre

caspar eric official @caspareric Oct 11 en norsk person i køen til bagagedrop har lige sagt: 'det går egentlig ganske fint her' uden ironi. vi har stået i køen 15min uden bevægelse jeg er den yngste til poesifestival. folk kigger på mig som om jeg er den eneste overlever fra en voldsom katastrofe

ic Oct 10 caspar eric official @casparerover ud ingen her har farver på neglene. whats up

INTET af signe gjessing

hvis verden tog rundt i “Gud” r og slog ned på udvalgte stede – lige som Gud gør i verden:

fragment.

“Intet” har givet en kurv med lidt af hvert: lidt horisont, lidt opal, lidt skygge og lidt sol som undskyldning for, at det ikke var der lige før; hvilket er fint

de her fyrfadsskjuler-potteskjuler-sangskjuleragtige rumskjulere: åkander

sansernes bremser fungerer som fodbremser: vi hører lyde, vi hører lyde, vi hører ind mod os selv: stille; vi ser lys, vi ser lys, vi ser lys, vi ser ind mod os selv: intet; vi føler stof, vi føler indad mod os selv: intet

hvis verden tog rundt i “Gud” og slog ned på udvalgte steder – lige som Gud gør i verden: fragment.

begivenheder mere nærige med alt, end der intet er, afføder krøllede, spiralformede udbryderrum

Ledigt tegn befolkes af en hel verdensrumsfamilie, som det skal betegne – et svungent ( – vi ser det på vores vej og drejer derhenad. 13

vestjyllandshojskole.dk

Start i sep. jan. ell. marts – vælg 3, 5 ell. 8 måneder

Dans Musik Sanger Forfatter Maleri K er a m i k Teater Kokkeri Øko. iværksæ tter og meget mer e...

Ring og aftal et besøg eller bestil brochure: Vestjyllands Højskole, 6950 Ringkøbing, 9675 3777 / kontor@vestjyllandshojskole.dk

KRABBESHOLM HØJSKOLE

KURSER MED FOKUS PÅ PORTFOLIER OG OPTAGELSESPRØVER TIL TLF. 97520227 POST@KRABBESHOLM.DK WWW.KRABBESHOLM.DK

SOMMERKURSUS MED GLADIATOR

>KUNST >ARKITEKTUR >DESIGN >GRAFISK DESIGN KUNSTAKADEMIER ARKITEKTSKOLER DESIGNSKOLER

LITTERÆRT STÆVNE 10.-16. JULI 2016 >SKRIVELINJE >NÆRLÆSNINGER >TEGNEDE FORTÆLLINGER >GRAFISK VÆRKSTED HANS OTTO JØRGENSEN JOSEFINE KLOUGART ASGER SCHNACK IDA HOLMEGAARD CHARLOTTE JENSEN HALFDAN PISKET LARS FROST JAKOB SANDVAD KNUD SØRENSEN

, hvem hun er

kan ikke sige Jeg forestiller mig hende jeg Annika er i Jonas, ligesom havet er i havet. Deres navne er tilfældige, siger de.

EN M L I F S M O D G UN Lad mig spørge meget simpelt: Er hendes problem at der ingen er der elsker hende? Nej.

af andreas pedersen

Vi møder Annika alene. For så vidt er bevidstheden det der isolerer hende, men vi må som når vi hører nogen tale i telefon forestille os en i den anden ende.

eg forestiller mig hende jeg kan ikke sige, hvem hun er kun at der er en trappe. Hun er præget af mig. Hun giver mig en skabelon til ensomheden. Jeg leder ikke efter min egen biografi men jeg leder efter min ensomhed når andre tog den til sig og den havde forladt mig. Jeg leder efter det sted, hvor jeg tog den igen. Der er punkter for spredning og samling som daglejere og sne, skønheder i flok. Vi møder Annika alene. For så vidt er bevidstheden det der isolerer hende, men vi må

som når vi hører nogen tale i telefon forestille os en i den anden ende. Hun bliver ladt alene ligesom et sejl bliver hejst nøjsomt grebet af vinden. Med dette hendes åndedræt, uden at der er nogen særlig til at udføre handlingen lades hun alene. Hun har den ensommes afmålte udstyr. Fx en kjole i et langt og langsomt materiale. På kinden nogle små dun og skygger. Ved tanken om hvad det har kostet at klæde sig som hun har klædt sig, vrider hun sig. Hun skuffes – med denne voksenhed i skuffelsen

denne klandring. Med blikket forsøger hun at være nøgtern, fordi hun har været så let at narre, så let at forføre, og denne nøgternhed ligner en hares årvågenhed, når denne hare, efter at være blevet udstoppet, står til skue. Tegninger af det samme fjerntliggende dumme bondehus. Hun er klar over, og også dette vil hun blive klar over igen og igen: det er ligesom forbi det hele og aldrig nogensinde. Men faktisk var det ikke det hun ville sige. Man må forestille sig en muskel trække sig sammen eller et område af huden hvori små bevægelser bliver synlige. Hvad jeg vil er: jeg vil forklare at det tar tid for hende at nå frem til at 15

Dit svin, du har fået mig til at tænke på døden, og jeg hader døden. Verden forekommer hende at bestå af trappetrin der fører ind til sale og værelser, sale og værelser.

være klar nok i hovedet til at vide, at de andre vil bemærke denne sammenblanding af noget nøgternt og noget sørgmodigt, og at hun vil begære at forskønne dette. Alt er sorgproduktion, det nytter ikke at sige: jamen du har jo et ansigt som også er andet end det. Ansigtet dette sørgelige palads hvor dørene går op og ingen lytter. Det skal være så fint og udsat på én gang, det må jo gå i stykker. Det er blevet lyst, hendes hår, det er blevet vinter. Idet man besluttede sig for at ville bestemme, var der intet at bestemme over. Lad mig spørge meget simpelt: Er hendes problem at der ingen er der elsker hende? Nej. Hun gider ikke engang svare yderligere, hvis man vil mistænke hende for i virkeligheden at have dette simple problem, som i øvrigt ikke er simpelt, så må man jo finde belæg for at hun nok bare har overgjort det... Dit svin, du har fået mig til at tænke på døden, og jeg hader døden. Verden forekommer hende at bestå af trappetrin der fører ind til sale og værelser, sale og værelser. Enten er salen for stor eller værelset er for småt. Psyken er på scooter. På én gang fortabt, utilstedelig og krævende, dyttende og fattig.

Og man kan blive ved for der er uendeligt mange ord. Hvordan tiden går på dette sted? Med ét bliver det vinter. Det bliver det med ét, mens hun sidder på et trappetrin, og hverken er blevet forladt eller opsamlet med ét bliver det vinter. Men det har hun ikke bestemt. Hun er så skuffet over det meste hun foretager sig. Hun kan ikke bare begribes gennem sig selv! Intet nytår uden at der ingen triumf er! Annika er i Jonas, ligesom havet er i havet. Deres navne er tilfældige, siger de. I en tid, må den være nær eller fjern, har de, ligesom andre, studeret og elsket statuer. Bare indrøm det! Ordet er i munden, men ordet har et øje. Ordet er nat, færgen sejler. Synskredsen smelter. De er i rejsen, i tanken om at konstituere et nyt liv. Ja, de rejser. De venter ligesom alle andre passagerer på at færgen skal afgå, men de rejser. SLUT

Hun kan ikke bare begribes gennem sig selv!

Hvad jeg vil er: jeg vil forklare

s Ansigtet dette sørgelige palad lytter hvor dørene går op og ingen

Hen ad vejen, når jeg er ved at blive overstimuleret i det hvide, begynder jeg at tænke på en flad og lidt mærkelig måde. Som om jeg nyder det og ikke lægger mærke til det, på samme tid.

E D E L T L I I B M For jeg kan fandeme male hvide vægge, hvide lofter, hvide gulve og male hvidt så jeg begynder at føle mig sindssyg. Den hvide flade foran øjnene er befriende simpel til at starte med, et rum med ingen afstand hvis man lader øjnene sidde løst og ikke fokusere på noget.

nderetagen er helt færdig og jeg er nået et godt stykke på overetagen. Træværket har allerede fået tre gange og jeg har endda slebet det efter anden omgang. Manden accepterede også min forklaring på, hvorfor man ikke sliber efter det første lag. Det er kun for malere, der dypper penslen for dybt i malingen. De bliver nødt til at slibe på overskudsmalingen. Hvis man har slebet det godt fra starten af, er overfladen ru nok til også at binde andet lag fast. Inden jeg går videre til næste væg, holder jeg en lille pause og begynder at tælle mine timer ud fra hukommelsen. Marts, 104 timer, april, måske 64 indtil videre. 168 timer à 125 kroner. Så er jeg oppe på omkring 21.000 kroner. Jeg har aldrig prøvet at have et job, hvor pengene var det eneste, der motiverede mig. Jeg ved, at jeg arbejder for under halvdelen af, hvad en faglært maler

ville koste, men for en ung ufaglært, der kun har et meget snævert omdømme at læne sig op af, er det svært at kræve mere. En billig drift og god handel for ham, især hvis man sammenligner med kvaliteten. For jeg kan fandeme male hvide vægge, hvide lofter, hvide gulve og male hvidt så jeg begynder at føle mig sindssyg. Den hvide flade foran øjnene er befriende simpel til at starte med, et rum med ingen afstand hvis man lader øjnene sidde løst og ikke fokuserer på noget. Ingen detaljer, ingenting. Hen ad vejen, når jeg er ved at blive overstimuleret i det hvide, begynder jeg at tænke på en flad og lidt mærkelig måde. Som om jeg nyder det og ikke lægger mærke til det, på samme tid. Tankerne er på væggen foran, slet ikke magisk eller som i en tegnefilm. Bare naturligt. De snakker til mig, personerne der dukker op. Nogle gange snakker de kun med hinanden, men alligevel som om de

af otto sejer

ved, at jeg er med. En bemærkning kan falde henkastet, men jeg ved, at den er møntet på mig. De hurtige vink i deres øjne eller deres små talepauser er for at tjekke, om jeg er vågen og opmærksom. Jeg fornemmer det lidt som en fælde, eller et slags trick, for at holde mig fast. Hvis jeg kigger væk, kan jeg ikke høre dem, men de vil gerne høres. Det kan jeg mærke, selvom de ikke altid taler til mig. Mens jeg har arbejdet i det her hus, er der en bestemt scene der bliver ved med at dukke op. En bekendt beder mig om ikke at bolle hans ekskæreste, og mit svar ændrer sig lidt for hver version. Jeg svarer, selvfølgelig, og, Det skal jeg nok la’ være med, eller, Jaja Nejnej. Nogle gange svarer jeg ham ikke. Måske laver jeg lidt sjov med ham. For han virker ængstelig. Det giver mig magt, det morer mig, at han kan ikke læse mig. Jeg kunne godt finde på det, når du er 17

AHAA. MÅ. IKKE.

Det er det, det handler om. Den mistillid. Jeg er ligeglad med ham, men jeg har ladet mig rive med. Fordi hans spørgsmål faktisk er reelt og jeg godt kunn e finde på det.

Det ruller nu, under alle omstændigheder og der er ikke noget at gøre ved det. Han skal lære det, hvilket er en heftig opgave, når han er typen der ikke forstår en klar besked. Det skal ind med underspillet.

rejst. Men uden ord, siger jeg det. Kun ved at rotere mit hovedet lidt og så ned fra øjenkrogene, kigger jeg på ham. Jeg nægter at åbne munden, selvom jeg griner inde i ganen. Tvivlen er stærk og helt stille. Den er manøvrerbar. Og så tænker jeg det hele forfra. Du må ikke bolle min ekskæreste. Nu skal det være tænksomt, og jeg smager på hans sætning, som om det er en teori. Ekskæreste, ahaa. Må. IKKE. Efter et langt tidsrum, vender jeg professionelt smilende tilbage til ham, næsten som en doktor med et scanningsresultat. Jeg er stadig alvorlig, men synligt lettet over

at have nyttige oplysninger med. Det ser godt ud, starter jeg og forelægger ham min udregning, siger: det må hun da selv om, hva? Og så mit lumske smil igen. Er det en joke? Hvem ved og han prøver at finde ud af det. Måske jeg bare sagde, selvfølgelig, men forklædt som en spøg. Leger jeg med ham? Han kan stadig ikke læse noget i min mimik. Det ruller nu, under alle omstændigheder og der er ikke noget at gøre ved det. Han skal lære det, hvilket er en heftig opgave, når han er typen, der ikke forstår en klar besked. Det skal ind med underspillet. Sjovt, nu lyder det som et brætspil. Han synes ikke det er sjovt, og det er heller ikke noget brætspil. Han er bare en rebel, ligesom mig og alle de andre der nægter at tage imod ordrer.

han ikke kan at , ig m er or m t de t, ag m ig Det giver m

læse mig.

Nu kan jeg se hvad mit indryk har gjort. Hendes kindben, små og flade, de virker for sammenpressede op mod øjenbrynene, og også mod næsen. Hvis jeg også retter på dem, vil der opstå noget andet der skal rettes, og sådan kan jeg sikkert blive ved i lang tid. Det er kompliceret.

Hendes pande kunne være iøjnefaldende. Selvom den er passende i størrelse, er den måske en halv centimeter højere, end hvad der ville være en fuldstændig perfekt mængdefordeling af ansigtets komponenter.

talpå en sådan de Hvem har fundet . ag sm in m r fo pelt je? Det er for sim

Så er det man må være snedig og jeg griner igennem næsen. Det lyder som et fnys og hans blik hænger fast på mig. Jeg trækker den ud. Han skal pines, det har han fortjent. Men jeg ved det egentlig ikke, lige nu synes jeg, at han har. Det kun fordi han spørger og så svarer jeg igen og straffer ham for hans mistillid. Det er det, det handler om. Den mistillid. Jeg er ligeglad med ham, men jeg har ladet mig rive med. Fordi hans spørgsmål faktisk er reelt og jeg godt kunne finde på det. Især nu hvor han har lagt muligheden på bordet. Nu kommer hendes ansigt frem. Det er der bare. Det siger ikke noget og jeg, heller ikke noget. Den hvide flade i baggrunden går i en god forbindelse med hendes portræt. Hun kan ikke se mig.

Der er ingen drama eller sekvens. Ingen fortælling tilgængelig. Jeg betragter hende. Det er et lille ansigt med skarpe træk. Et utroligt velproportioneret ansigt. Og i en stigende grad, jo mere man kigger. Ørerne kan jeg ikke se, og det er ikke pga. håret, for det er så tyndt, at det ikke ville kunne dække alligevel. Hendes pande kunne være iøjnefaldende. Selvom den er passende i størrelse, er den måske en halv centimeter højere, end hvad der ville være en fuldstændig perfekt mængdefordeling af ansigtets komponenter. Hvem har fundet på sådan en detalje? Det er for simpelt for min smag. På den anden side er det ikke sikkert, at jeg har gennemgået det ordentligt. Jeg forestiller mig panden det nøk lavere, kigger og holder den fast.

Hagen sidder uberørt dernede, ingen effekt. Huden er faktisk ikke så indbydende, som man først skulle have troet. Der er et meget svagt glinsende lag fedt, her under munden. Jeg følger aftegninger fra mundvigene og op mod næsen. Det er en lille næse, men her i krogen, kan jeg virkelig se fedtet skinne. Jeg kommer til at tænke på et bredt billede af tribunerne under VM-finalen i fodbold. Tusinder af kamerablitz og det ligner en bølge i en sø, når solen reflekteres i den. Eller her, helt tæt på næsefedtet. Nu kan jeg se hvad mit indryk har gjort. Hendes kindben, små og flade, de virker for sammenpressede op mod øjenbrynene, og også mod næsen. Hvis jeg også retter på dem, vil der opstå noget andet, der skal rettes, og sådan kan jeg sikkert blive ved i lang tid. Det er kom19

pliceret. En anerkendelse til ansigtet, nu hvor jeg kender algoritmen. Jeg er i gang med væggen under vindueskarmen. Filten på rullen er ved at blive stiv af maling og jeg lægger mærke til det blege lys fra himlen, der genspejler sig i glansmalingen under vinduet. Det er en misforståelse at ville have så høj en glans. Den ser våd ud og ligner neglelak. Jeg kigger på væggen for at finde ud af, hvor jeg er kommet til. De rektangulære nuancer flyder ind og ud af hinanden. Der er forstyrrelser i mit overblik og jeg har svært ved at se, hvad jeg laver. Man kan ikke stole på lyset, når himmelen er fuldkommen jævnet ud i grå dis og skyer. Det er tegn på at stoppe. Mit hoved føles som om, jeg har røget en lille joint med dårlig pot eller sådan noget. Det er dampene. Selvom al malingen har en

mal-kode på omkring det laveste, afgiver det alligevel dampe. Det er ikke skadeligt, men man kan godt blive påvirket af det. Jeg er snart færdig, mangler kun soveværelset og pigens værelse. Og så resten af det her, som manden ikke engang selv vidste, hvad han skulle kalde, da han forklarede det. Jeg går ned i kælderen for at rense penslerne. Mens jeg lader det lunkne vand glide igennem børstene, begynder det pludselig at sortne inde bag mine øjne. Penslen glider ud af min hånd, som i stedet griber fat i kanten af vasken. Min anden hånd rammer gulvet hårdt, da jeg falder. Halvt siddende i en akavet stilling, hviler mit ene øje ind mod overarmen og det andet stirrer ned i betongulvet. Jeg holder fast i vasken. Det føles som om, der en kæmpe klump ler i min pande og under kraniet. Jeg trækker vejret med stor

åben mund, hurtigt og så langsomt. En konstant slæbende lyd tager til foroven og jeg genkender det som vandet gennem hanens filter mod aluminiumsvasken. Det føles massivt, det hele. Jeg kan mærke kulden fra gulvet i min hånd. Min koncentration er rettet omkring den og kulden. Der er bittesmå sten mellem min hånd og gulvet. Jeg kan gradvist mærke dem tydeligere. Kontrasterne i mit synsfelt begynder at blive mindre mørke. Blodet løber sivende tilbage på plads i kroppen. Jeg rejser mig langsomt. Forsigtigt. Det er sket to gange før og på tidspunkter komplet uventede. Jeg kigger på penslen, der ligger nede i vasken. Vandet sprøjter ud over den. Mit hjerte banker hårdt ind mod lungerne. Der flyder tynde hvide spor mod afløbet, fra de små klumper maling.

■

Filten på rullen er ved at blive stiv af maling og jeg lægger mærke til det blege lys fra himlen, der genspejler sig i glansmalingen under vinduet. Det er en misforståelse at ville have så høj en glans. Den ser våd ud og ligner neglelak.

En konstant slæbende lyd tager til foroven og jeg genkender det som vandet gennem hanens filter mod aluminiumsvasken. Det føles massivt, det hele. Jeg kan mærke kulden fra gulvet i min hånd.

g l a d i ato r s ko l e r n e GLADIATORSKOLEN Forfatteruddannelse 3 måneder

IDA MARIE HEDE ART WRITING 3 måneder

HALFDAN PISKETS Skole for tegneseriekunst 3 måneder

HANS OTTO JØRGENSENS I-årige forfatteruddannelse

NYE !! ! SKOLER

GLADIATORSKOLEN er en forfatteruddannelse, hvor det først og fremmest handler om at læse. At læse sig selv og derigennem blive bevidst om virkemidler, sprog, form og struktur. At skole må betyde at potensere talentet. Dér, hvor man tror, man som skrivende, hvis man rækker helt ud, har én meter til rådighed, skulle man gerne efter nogle uger have tre meter. DANSK TEGNESERIE er på vej ind i en ny GULDALDER. Det er slut med at skulle retfærdiggøre formen som litteratur. Det er litteratur. I ART WRITING er tekstens materialitet det primære medie. En undersøgelse af bl.a. feltet mellem tekst, andre æstetiske formsprog og kritisk refleksion.

Se mere på vores hjemmeside: www.forlagetgladiator.dk

Du må læne dig ned for at modtage det, din mor puster luft i dine lunger, så du kan trække vejret og rette ryggen. Hele hendes lille ansigt samler sig om kærtegnet, det føles som flere minutter, før hun ser op og plirrer med øjnene.

DIN MOR

Din mor står bøjet i haven og trækker rabarber op i lange brede bevægelser. Vi er midt i september. Hun er iført gummistøvler og har gråt hår, hun er ældre end jeg troede.

et er ikke sådan her man bør møde hinanden. Den ildevarslende lyd af grusset der skramler mod bilens underside og afslører vores ankomst. Allens træer er tunge af paradisæbler og modne kvæder, regnen har lagt sig over gården som et tyndt lag cellofan. Din mor står bøjet i haven og trækker rabarber op i lange brede bevægelser. Vi er midt i september. Hun er iført gummistøvler og har gråt hår, hun er ældre end jeg troede. Med al vægten placeret om hofterne går hun os gyngende i møde. Hun falder fra højre til venstre i den rene luft og jeg tænker, det må være slidsomt for knæene. Jeg siger ikke, din mor er en skude på land, selvom det ville give mening. Hun lægger armene 22

Hjertet, leveren og nyrerne kommer med indenfor, de kan bruges i en ragout med timian og tørrede enebær. Din mor laver mos på årstidens jordfrugter som tilbehør og hele familien samles om bordet.

af anne - sophie b . mortensen

om dig og I kysser hinanden på munden. Jeg har set det før med din ældste søster, dengang I badede nøgne efter Louises bryllup. I kyssede og omfavnede hinanden i bølgerne, imens alle niecerne og nevøerne stod på strandbredden og hujede. Sådan behandler i nøgenheden. Du må læne dig ned for at modtage det, din mor puster luft i dine lunger, så du kan trække vejret og rette ryggen. Hele hendes lille ansigt samler sig om kærtegnet, det føles som flere minutter, før hun ser op og plirrer med øjnene. Her står jeg, ikke den hun havde regnet med vel sagtens, ikke den hun havde håbet på. Min puls, hård og hvid idet hun rækker mig hånden.

I har denne tradition den sidste weekend i september; børnene plukker æbler og din svoger tager på jagt. Han parterer en unghjort i baghaven. Maven åbnes med en bredbladet kniv og det vælter ud med smukke olierede flader, alle de spillevende farver og dampen der stiger fra organerne, som et resultat af det pludselige temperaturskift. Herefter begynder arbejdet, de lange seje træk og elasticiteten i de gule klaser af fedt. Hjorten giver ikke op så let, den har stadig vilje. Mortens højre arm trækker i pelsen med koncentrerede bevægelser, mens den venstre hånd som en brevsprætter adskiller kød fra hud. Jeg betragter rutinen med paralyseret fascination, mine neglebånd flækker i kulden.

Jeg sover ikke godt i andres senge. Rummet bærer tydelig præg af misvedligeholdt træværk, der sidder tykke spindelvæv i hjørnerne og de små vinduer er melerede af grønne formationer, som undersiden af en båd i efteråret. Jeg har taget mit eget sengetøj med.

Under desserten, syltede mirabeller fra haven, læner du dig indover mig, og med en hånd på min nakke og den anden på mit lår hvisker du, du er jo fuld, Helena.

Vi er udenfor i flere timer og vinden har taget til. Morten tørrer sig over panden og beder mig om at hente skåle til indmaden. Hjertet, leveren og nyrerne kommer med indenfor, de kan bruges i en ragout med timian og tørrede enebær. Din mor laver mos på årstidens jordfrugter som tilbehør og hele familien samles om bordet. Jeg gør ikke det store væsen af mig under middagen. Vi drikker en krydret rødvin til maden og jeg tager imod de cigaretter, der bliver budt. Morten morer sig med at drille dig, imens vi står under halvtaget og ryger. Thomas’ barnebrud, siger han, og ser ud i havens endnu lune

mørke. Sådan en vil jeg også gerne bestille. Det irriterer dig tydeligt. Under desserten, syltede mirabeller fra haven, læner du dig indover mig, og med en hånd på min nakke og den anden på mit lår hvisker du, du er jo fuld, Helena. Så jeg undskylder og rejser mig fra bordet, går igennem stuen, hvor børnene ligger bunket som én stor sovende krop. Jeg sover ikke godt i andres senge. Rummet bærer tydelig præg af misvedligeholdt træværk, der sidder tykke spindelvæv i hjørnerne og de små vinduer er melerede af grønne formationer, som undersiden

af en båd i efteråret. Jeg har taget mit eget sengetøj med. A’ hva’ har du, sagde Thomas fra førersædet på turen herned. Det er ikke for at være uhøflig, jeg er bange for at slå ud, måske bruger din mor et skyllemiddel, jeg ikke kan tåle. Og nu kan jeg så ikke sove, ligger i stedet og fantaserer om sofaens kølige læder, før jeg tager mig sammen til at stå op og hente et glas vand. Huset er fuldkommen stille. Her er lavt til loftet på en parcelhusagtig måde, alt strækker sig fremad i rummene, de store 23

glaspartier i stuen fremviser haven, sivene og til sidst, vandet. Jeg føler mig ensom i stilheden. Jeg ved, at vi er mindst tolv mennesker i huset, er jeg den eneste der ikke kan sove? Er der ikke engang et barn, der drejer sig klynkende mod sin søster og siger, er du vågen? Jeg drejer om hjørnet i stuen, og det er først et par meter fra hende, at jeg ser det. Din mor står i gangen, med fødderne placeret i skulderbredde. Hun skurrer sine fingernegle med en grov børste og der er lette og spredte stænk af blod over den marmorfarvede natkjole. Da hun får øje på mig, tipper hun undrende hovedet. I et øjeblik kunne hun være en hvilken som helst statue på et museum, hun kunne være en mor med et barn i armene. Hun strækker halsen en smule fremad, en tynd stribe af månelys reflekteres i det venstre øje og en antydning af genkendelse glider over hendes ansigt. Herefter falder hun ind i rummet igen. Søvnen kravler langsomt ud af hendes

krop og hun nikker monotont i min retning og vender sig om. Stadig med børsten i hånden, stadig den samme skurren. Du ligger i sengen og sover. Din ryg antyder, at det kan tage flere timer, før du gider stå op, jeg har vendt og drejet mig længe. Nu begynder hele huset at rumstere, alle er klar til en ny dag, jeg kan ikke bare ligge her og snue. Jeg tror, at din mor har glemt vores møde eller også er hun høflig nok til ikke at nævne det. Hun står i køkkenet og koger æg imens din store familie sidder i haven og spiser. Louise og Marie er stadig i løbetøj, børnene er sammenfiltrede og klistrede af syltetøj, ingen tilbyder at opgive deres plads. Din mor siger ingenting. Når en ny omgang æg er klar gribes de ud af hendes hænder, og fordeles om det runde havebord, og hun vender sig roligt om og går ind for at sætte gryden over på ny. Hvert eneste æg er perfekt smilende, blommen løber ud over ægge-

Din mor ser op fra bedene og jeg rækker hænderne frem mod hende for at signalere årsagen. Så kommer hun nærmere og tager mig i hånden, vejende og vurderende, med et let klem, som var hun i færd med at bedømme en blommes modenhed.

skallen i gule klatter ned på tallerkenen. Der samler sig fede fluer omkring skålene med ymer. I det skarpe morgenlys ses deres grønglimtende facetøjne tydeligt. De æder insisterende af sukkeret på den honningristede müsli, ligegyldigt hvor mange gange man vifter dem væk. En af de yngste drenge har fundet noget. Børnene stimler sammen i baghaven og peger, imens de voksne bliver siddende og drikker kaffe. Jeg stiller mig på tæer for at kunne se over din ældste niece. Der ligger milten på verandaen. Før rød og pulserende, nu smattet og flødeagtig. Din mor vil gerne vise mig drivhuset inden vi tager hjem. Vejret er slået over igen, jeg låner gummistøvler og et regnslag fra bryggerset og et par af børnene løber efter os igennem krattet. Man ser dem knap nok, hører kun den raslende lyd af gummiet i deres tøj mod grenene og så i det næste er de foran en eller bagved. En af de lyshårede piger river sit

bare knæ på en hybenbusk og brøler som et såret dyr efter din mor, men lyden forsvinder hurtigt i vejret og vi er alene efter få minutter. Jeg må dukke mig for at undvige mirabelleklaserne og følge din mors siksakkende ryg med øjnene for ikke at fare vild. Hendes ben løfter sig kun akkurat fra jorden. Når en flise stikker brat op eller et træ hænger for lavt, rykker hun få centimeter og uden at se sig for. Den tilgroede sti bliver langsomt bredere og stabler af lerkrukker dukker frem. Der bor sæsonens sidste dræbersnegle, i

det beskyttende hulrum mellem skåne og krukke. I drivhuset hænger der dybrøde tomater fra overbelastede stilke. Din mor foretrækker dem sprængte i fladen, så er de lettere at mose ud. Hun lader alt derinde hænge længst muligt, også chilierne og de små drueagurker. Her drypper ruderne af fugt. Din mor bukker sig ned, skærer en squash af ved roden og rækker mig den. Den er næsten en halv meter lang og tyk som et barnelår. Herefter griber hun efter drueagurkerne til frokostbordet. Jeg ser

på mine hænder og opdager, at jeg har brændt dem på nælder hele vejen ned ad stien. Jeg ligger grøntsagen fra mig på fliserne og studerer dem indgående. Den venstre er hævet op i røde landkortslignende plamager, der strækker sig mod håndleddet. Din mor ser op fra bedene og jeg rækker hænderne frem mod hende for at signalere årsagen. Så kommer hun nærmere og tager mig i hånden, vejende og vurderende, med et let klem, som var hun i færd med at bedømme en blommes modenhed. Hun trykker mig i det bløde kød mellem tommel og pegefinger og betragter kærtegnet, studerer min krops reaktion. Jeg lader al håndens tyngde falde ind i hendes, jeg lader hende i al oprigtighed holde mig i hånden. Sådan står vi i et par minutter i det irgrønne skær og trækker vejret sammen med drivhuset. Så slipper hun mig, samler squashen og drueagurkerne op og vi går tilbage af den tilgroede sti. Jeg dukker mig for mirabellerne og din mor ser sig en enkelt gang tilbage og smiler.

■

Din mor står i gangen, med fødderne placeret i skulderbredde. Hun skurrer sine fingernegle med en grov børste og der er lette og spredte stænk af blod over den marmorfarvede natkjole. Da hun får øje på mig, tipper hun undrende hovedet.

Jeg føler mig ensom i stilheden. Jeg ved, at vi er mindst tolv mennesker i huset, er jeg den eneste der ikke kan sove?

H T 2 E D A G Ø MALM Vasketøjet vokser i tuer rundt om i stuen og i soveværelset. Fra tuerne går der spor af sokker og underbukser, der fører ud i gangen og ud på badeværelset. Daniels mor plejede at vaske deres tøj. De samlede det i blå Ikea-poser og så hentede hun det og bragte det tilbage næste dag. Stærkt duftende af blomster og Sine fik røde knopper på halsen og i trussekanten. af anna hechmann knudsen

ltanen er afskærmet med hønsenet så duerne og mågerne ikke skal skide det hele til. Alligevel hænger der brune og hvide klatter i nettet og på glasafskærmningen. Sine tænder en cigaret og lader den hænge i mundvigen. På tagrykken, på den anden side af gaden sidder mågerne og giver hals. De lægger hovederne helt tilbage og så rykker de halsen op og ned, imens de skriger. De bliver tiltrukket af havnen og af de store kornsiloer. Vasketøjet vokser i tuer rundt om i stuen og i soveværelset. Fra tuerne går der spor af sokker og underbukser, der fører ud i gangen og ud på badeværelset. Daniels mor plejede at vaske deres tøj. De samlede det i blå Ikea-poser og så hentede hun det og bragte det tilbage næste dag. Stærkt duftende af blomster og Sine fik røde knopper på halsen og i trussekanten. Daniel flyttede et par dage efter, de havde holdt deres fødselsdag sammen. De havde inviteret begge familier, der var kun få dage imellem deres fødselsdage, og de havde lånt ekstra stole fra fælleshuset. Hun havde sagt, at hun godt kunne bo i 26

lejligheden i opsigelsesperioden, og det syntes han var fint, og så flyttede han hjem på gården til sin mor og far igen. Gadelygterne blinker et par gange, før de tænder. Det virker mørkere nu end for et øjeblik siden. Sine går langs med de lave byhuse på vejen op til Netto. En mand i en stumpet hvid T-shirt kommer imod hende. Fortovet har kun en flisegang, og Sine træder med den ene fod op på en trappekant. Hun har aldrig brudt sig om at blive set direkte i øjnene og derfor ser hun altid sidelæns på folk, med et øje af gangen,

Hun har aldrig brudt sig om at blive set direkte i øjnene og derfor ser hun altid sidelæns på folk, med et øje af gangen, præcis ligesom en papegøje ville gøre det.

Det banker på døren. Sine rejser sig fra dynen går tre skridt hen imod døren, men kroppen bliver siddende på dynen.

Hun havde rå bt af ham, noge t med ham og hans mor. præcis ligesom en papegøje ville gøre det. Det føles som om, de piller ved det tynde hud omkring øjnene og stryger hendes øjenæblerne med deres fingerspidser. Hendes morfar plejede at sige, at det var Djævelen, der havde taget bolig i hende og at han ikke ville afsløres. Når han havde sagt det, så grinte han altid helt vildt og hendes mor rystede på hovedet ad ham. Gulvet knirker andre steder end det plejer. Sine sætter sig op ad væggen og spiser en makrelmad. I lejligheden overfor, sidder en mand med ryggen til vinduet, han har rullet sin rollator helt op foran det store TV-apparat. Hun kan uden problemer se med ovre fra sin lejlighed. Nu ser han hundevæddeløb på Eurosport. De tynde greyhounds løber næsten 60 km i timen og pisker det røde grus op omkring sig. Når de kommer over målstregen, viser de det igen i slowmotion, og så ser det ud som om hundene ingen ben har, men bare svæver i de røde grusskyer. Om natten trænger lydene ned igennem loftet og igennem rørene kan hun høre Kim Larsens stemme og imellem musiknumrene, flaskernes klirren og de høje stemmer. “Du skal ikke pisse på væggen,” råber en flosset kvindestemme. Sine rejser sig fra sengen og henter kosten i køkkenet, hun går ind i stuen klar til at banke i loftet, men hun tør ikke, tænk hvis de kom ned og bankede på

hendes dør og når hun ikke åbnede den, sparkede den ind. Hun står i den mørke stue med kosten hævet over hovedet. En dør smækker længere oppe og hun hører trin på trappen i opgangen. Der var engang en, der fik en kniv i maven, da han bad sin overbo skrue ned for musikken. Måske var det Daniel, der havde sagt det. Hun går tilbage til sengen og forsøger kun at lytte til fjerenes knitren inde i puden. Det er varmt under dynen og hun falder i søvn og vågner og falder hen igen. Hun havde råbt af ham, noget med ham og hans mor. Han havde tidligere i deres forhold fortalt, at hans mor havde givet ham bryst til han var syv år og at hans lillesøster på otte stadig fik bryst. Sines reaktion havde fået ham til at stoppe historien og han ville heller ikke svare på hendes spørgsmål bagefter. I køkkenvasken står en gryde med grå svampesovs, skindet er stivnet og hun stikker en finger ned igennem det og trækker den op igen. Så tænder hun for vandhanen og lader den hårde stråle gennembore sovsens hud. De brudte flager stiger op til kanten og smutter ned i vasken med et klask og dækker afløbets hul til. Hun sidder på dynen og spiser lakridser og drikker cola. Ligger i den tomme lejlighed og husker hver eneste knasts ansigt og hårbolle. Alt står tydeligt frem, førend det forvrænges og forsvinder. Den ene knast afløses af andre knaster og modermærket i hans pande opløses og sætter sig et nyt sted. De havde siddet i stuen og hans mel27

Han havde tidligere i deres forhold fortalt, at hans mor havde givet ham bryst til han var syv år og at hans lillesøster på otte stadig fik bryst. Sines reaktion havde fået ham til at stoppe historien og han ville heller ikke svare på hendes spørgsmål bagefter.

lemblå øjne var rødsprængte og den stærke gråd fik hans ansigt til at svulme op i en blomstret oval. Små brøl hakkede abrupt fra hans strube og tårerne dryppede fra hans kæbelinje og ned på den grå T-shirt. Toiletrullen stod på bordet og flød over med sammenklistret papir, hver gang han havde pudset næsen, pressede han papiret ned i hullet. Sine ville gå ud i køkkenet. Lyden af hans gråd gjorde hende vred. Hvorfor skulle han græde med så meget lyd på. Han kiggede op på hende med slørede øjne, som gamle mennesker på alderdomshjem. På gulvet kravler der en bille, den er brun og snuden buer opad. Den bevæger sig nogle centimeter, stopper op, går igen og stopper op. Hun sætter foden bagved den, den sætter i løb og kravler hurtigt hen ad gulvet, op ad den gule skabslåge og forsvinder ind i revnen. Hun åbner lågen og derinde sidder billen overskrævs på en pakke knorrlasagne. Den virrer med følehornene og lader sig så dumpe ned i pakken. Hun lukker skabet og går tilbage ind i stuen. Det banker på døren. Sine rejser sig 28

fra dynen går tre skridt hen imod døren, men kroppen bliver siddende på dynen. Hun venter et øjeblik til den rejser sig og følger med. I døråbningen står en kvinde i lyserød frottémorgenkåbe og kigger på hende. Morgenkåbens stof har samlet sig i klynger efter alt for hård tøjvask og hendes ansigt er opsvulmet. Hudens porer er store og sorte og kinderne er som flueøjne, der stirrer kalejdoskopisk rundt og ind bag ved hende. Hendes hår er tyndt og huden er mørk under øjnene. Hun er fyrre eller halvtreds, det er svært at afgøre, det oppustede ansigt har slugt alle hudens linjer. “Har du en smøg?” spørger kvinden. “Ja, jeg henter lige en.” “Har du måske også en øl?” Råber hun ind i lejligheden efter Sine. “Eller bare en sodavand, hvis det er.” Køleskabet lugter af makrel. Dåserne står åbne og halvt tømt rundt om på hylderne. I grøntsagsskuffen ligger der øl og colaer. “Han er gået fra mig, han har slået mig,” siger kvinden og peger på sit barberede baghoved, hvor blå tråd holder en lang flænge sammen. “Vil du se mine

børn?” spørger hun. “Mm,” svarer Sine og går bag hende op ad trappen. Der står to grønne sofaer i stuen, en skænk i lyst træ og på den billeder af børnene, en dreng i hver sin guldramme. På stuebordet ligger en stak bordskånere, den øverste har et motiv af høstanemoner, den tager kvinden til sin øl. Nedenunder ligger der en med et motiv af gråænder, der svømmer i en blank skovsø. “Drengene er blevet fjernet ... det er Jørgens skyld ... når han drikker så,” hun gestikulerer imod sit baghoved, tager en slurk af øllen og tænder cigaretten. Hun lader den rulle frem og tilbage imellem fingrene, på stykket imellem knoerne, hvor der vokser stive, sorte hår. Et par uger senere flytter Sine fra lejligheden. Hun er ved at samle de sidste ting sammen, baljen med rengøringsmidler har hun sat uden foran døren. “Hejsa, er du ved at flytte ind? ”spørger kvinden. “Øh hej, øh nej”, siger Sine og kigger på kvinden for at se, om hun ikke genkender hende. Kvinden smiler og siger “ Nå, det var da ærgerligt, her er ellers meget dejligt,” og går op ad trappen.

■

ATLASMAG. DK

FORBERED

DIG

»Danmarks bedste netmagasin« (Politiken) »Savner man et dansk netmagasin med tyngde, er der ikke bedre steder at klikke hen. Hermed anbefalet!« (Berlingske) »Meget imponerende« (P1) ª+HU EOLYHU GHU LNNH OHÀHW IRU ODYHVWH fællesnævner, og folkene bag fortjener virkelig at man klikker forbi.« (Børsen) »Dejligt befriende med ATLAS' ambitiøse tiltag« (Information)

A MBITIØS KULT U RJ O U R N A L IST I K PÅ NETTET

Til optagelse på Forfatterskolen Filmskolens Manuskriptlinje Dramatikeruddannelsen mv.

SKRIVELINJEN KØBENHAVNS KUNSTSKOLE FORFATTERSKOLEN 2016 – 2019 FORFATTERSKOLEN indkalder hermed ansøgninger til den to-årige uddannelse. Ansøgningen må være på max 15 sider á max 2000 anslag pr. side og skal være os i hænde senest fredag d. 26. februar 2016 kl. 12. Ansøgninger der kommer efter dette tidspunkt, kommer ikke i betragtning.

ÅBENT HUS Interesserede kan høre mere om skolen ved vores Åbent Hus arrangement lørdag d. 30. jan. 2016 kl. 15 – 17 på skolens adresse.

Ansøgninger, der kommer med posten den 26. februar, betragtes som rettidige. Man kan ikke sende ansøgning pr mail. Se mere om ansøgning og selve uddannelsen på hjemmesiden: www.forfatterskolen.dk Gebyr for behandling af ansøgning: 500 kr. som du bedes indsætte inden d. 26. februar 2015 på Forfatterskolens konto: Danske Bank reg.nr. 3001 konto nr: 3001 399 284 HUSK at dit navn skal fremgå tydeligt af overførslen. Selve ansøgningen stiles til: FORFATTERSKOLEN Peder Skrams Gade 2 A, 1., 1054 København K

af karen bergholt

SATS

jeg havde selv plantet de træer, jeg blander cement sand og vand og hælder ud over krydderurterne, jeg skærer i hestens haser og fylder dens trug med friskvalset havre jeg elsker forvildet, smider ham i containeren

a egen står og spiser af solen har sin egen private tid, ånder på mig holder verden på benene det er mit træ det er mine sten der ligger rundt om træet, nogle har jeg selv slæbt hertil min hæk, den har godt nok vokset sig stor mit lys mit lys min sol jeg trækker træer op af jorden i min have flår dem ud af jordens tørre hud hiver haler sparker truer flår dem op af jorden med rødderne strittende i alle retninger sprøjter de jord i ansigtet på mig, jeg kaster dem væk jeg havde selv plantet de træer, jeg blander cement sand og vand og hælder ud over krydderurterne, jeg skærer i hestens haser og fylder dens trug med friskvalset 30

havre jeg elsker forvildet, smider ham i containeren

kulde, knust på dørmåtten her er ikke nogen jeg sparker et lig i åen

sammen med den gamle opvaskemaskine, noget af ham ryger til genbrug sammen med de hullede tæpper jeg ved ingen vil tage, jeg kværner dræbersnegle i bare tæer hælen er god men tæerne bedst de bløde dele fordeler sig lystigt mellem tæerne og op ad fodryggen, resten flygter

han smiler han smiler igen han rækker mig en honningmad jeg sparker et lig i åen

og nu forlader du mig snart, siger hun der er tårer, tårer der triller ja, svarer jeg, jeg ved det og løber tilbage til huset og banker på døren til mit hus, der er ingen der svarer, det er tomt et tomt hus og jeg dundrer på døren rummene svarer med rungende tavs

jeg kan desværre ikke samle dig op du er alt for glat, mine hænder de glider tårerne løber fra håndfladen glider triller fra midten af håndfladen ned ad hånden, fingrene, ned ad langefinger og ringfinger jeg prøver at gribe efter dem når de glider af fingeren, at forhindre deres fald, nå dem inden de falder til jorden, det lykkes ikke en dråbe dug der glimter frækt i græsset måske behøver jeg ikke noget sted at bo

b det kan blive nødvendigt at træde et skridt væk, et grundigt skridt godt på afstand for at få øje på hvordan de små myrer får tilladelsen jeg kysser mit eget spejlbillede, vender det på vrangen for der at se den nu gennemsigtige hud glimter og gnistrer med de millioner af små iskrystaller ishuden som barrieren inde under huden bygger myrerne, de bygger broer broer i et gigantisk fletværk af løgne, tusindvis af løgne flettet sammen kroppen er blevet en begivenhed jeg prøver at undslippe

men er placeret i midten på en skammel spærret inde i huden sidder der og holder øje med hvad der sker når den forandrer sig strammes til og foldes ud nogle gange råber jeg af den eller farer hen og trommer på den med begge hænder jeg går i gang med at klippe mig selv i strimler folder strimlerne til musetrapper og putter dem i små æsker, sætter en trold på låget til at holde vagt sætter mig tilbage på min skammel en hane galer af kedsomhed en dråbe dug leger i græsset hvad er det, jeg hører dig med

■

kroppen er blevet en begivenhed jeg prøver at undslippe

Foto: Miranda Esdahl

af carl plum

m kigger rundt

strækker sig, so m so , pe op kr e tig rig , pe op kr Næ, her har vi

VESTRE

Jeg var bare alene herinde til at starte med. Her begynder de andre fanger at komme. En efter en kommer de frem af mørket og begynder at gå i et cirklet mønster rundt herinde. Hvordan ser de ud? Forskelligt!

To dages celle hæ nger hen over min percep tion som en hætte, giver mi g det hele med forsink else og for skarpt, jeg er sv ækket og hærdet, jeg er en bedøvet gladiator.

Jeg var på gårdtur idag! Her står det mærkeligste træ. En høj, fyrreagtig stamme troner sig opad, inden den 9-10 meter oppe deler sig i et væld af leddelte grene, der faktisk er store grankogler. De skyder sig søgende udi luften, som fredelige, varmesøgende missiler. Omkring mig en indhegning af 6 meter højt, pulverlakeret stål. Foroven er spændt et stort net, så den skrå efterårssol må mase sig igennem et grid. Jeg var bare alene herinde til at starte med. Her begynder de andre fanger at komme. En efter en kommer de frem af mørket og begynder at gå i et cirklet mønster rundt herinde. Hvordan ser de ud? Forskelligt! Mine øjne misser mod dem, kroppene i 32

lyset. To dages celle hænger hen over min perception som en hætte, giver mig det hele med forsinkelse og for skarpt, jeg er svækket og hærdet, jeg er en bedøvet gladiator. Men jeg kan se deres kroppe, hvilke kroppe! Det er flere dage siden jeg har set almindelige kroppe. Vagterne har mærkelige kroppe på den måde, at de ligner rullepølse der er rullet ind i forskellige former for emblemer og bælter. Og de bevæger sig mærkeligt på den måde, at de som udgangspunkt holder sig i ruter, der er i geometrisk relation til væggene, OCD? Og de bevæger sig sjovt på den måde, at de som udgangspunkt kun har et bøjeligt led i kroppen, et sted inde mellem røven og lysken, diarre?

Oveni kommer hele problemet med at kende mændene fra kvinderne, som er mig svært uden kontaktlinser. Næ, her har vi kroppe, rigtige kroppe, som strækker sig, som kigger rundt, som læner sig op ad ting. Jeg kigger febrilsk rundt. En Narkoman henlægger mig i skygge som han strider forbi mig, jeg er gået i vejen i hans bane. Han er uforståeligt høj, halvanden hoved højere end mig, effektiv. Hans hiphoppede konditøj og sølvern kondisko placerer ham et sted imellem Hundested og Frederiksværk. Han må have set andre have den form for tøj på inden han begyndte selv at tage det på, men nu ser han ingenting. Det er også første gang i dage at jeg hører

Som de åler sig ind mellem hinanden knitrer de af dyre farver, Armani, Hugo Boss, og krasse stikflammer, NIKE. Ind imellem stikker en hånd eller et hoved frem fra brynjen. En ligner en kajkage, de andre er thebirkes

ing

, Miriam Kramer og Mira Wind

Foto: Carl Plum, Niels Plum

sagte stemmer. To mænd står lænet op ad hegnet og snakker sammen bag mig, de er små. Den fedeste, en ung fyr med 10-kronefarvet hud og lilla Dyremund, stiller sin sidemand et spørgsmål på engelsk, imens han ligner, han er ved at omkomme af grin. “Khat” svarer somalieren ved siden af, som om det er for sjovt til at være sandt. Han ligner en lille kamel. Deres fødder bliver ved med at snakke legesygt sammen imens. De vrinsker rundt, og laver bevægelser der er egnet til at sparke klip-klapperen frem og tilbage på foden, men de har ikke klip-klappere på. Der er en sværmen af aktivitet herinde nu. Aktiviteten er steget eksponentielt minut for minut i den tid gårdturen har varet, der er travlt. Jeg Selv og en uplacerbar, jet-li

agtig Loner er de eneste, der ikke er begravet i opgaver. Vi ligner, at vi glemte at høre efter, da der blev uddelegeret opgaver. Se, se! Folk går i deres baner i cirklen, og de går stærkt. En elegant, psykopatisk Silverback, araber, har to knallerter med på slæb. De går i sidevogn med ham, ligesom ud fra præmissen: jeg er for sent på den, og jeg skal imod Enghavevej, så hvis vi skal snakke så kom med. Han er en kvabset, karismatisk tiger og de lytter lykkeligt og taknemmeligt på ham, de er danskere med arabisk accent. Men fodboldmålet er rotationsaksen, al det andet må kalibrere sig efter: Her står tre mænd optændt af en hæs samtale der er så spændende, at det ligner, de er ved at tænde et bål.

Vigtigheden af at snakke om det her bliver opvejet imod muligheden af, at hele gården er totalt lydovervåget. De bliver hele tiden nødt til at afbryde den anden, fordi det, den anden siger, får dem til at komme i tanke om noget, der er endnu vigtigere og hemmeligere. Og jo vigtigere det er, jo lavere snakker de. Dem, som er nødt til at høre efter lidt, er sendt hen på målet, hvor de står, holder om overstolpen, nervøst. Ingen af dem stopper på noget tidspunkt med at scanne matriklen omkring sig, deres øjensæt dækker tilsammen 365. Jeg fatter ikke at det overhovedet er lovligt at stå og snakke sammen på den måde i et fængsel. Som de åler sig ind mellem hinanden 33

Hvorfor gik je g ikke derover som en lille, logrende hu nd?

Hvordan ville et mere uformelt fængsel se ud? Ville det være mere effektivt? Effektivt til hvad? At være fanget herinde er en corny oplevelse, på samme måde som Nordkorea er det, som Zoologisk Have er det.

knitrer de af dyre farver, Armani, Hugo Boss, og krasse stikflammer, NIKE. Ind imellem stikker en hånd eller et hoved frem fra brynjen. En ligner en kajkage, de andre er thebirkes; Det ene ansigt er spidst og ferskenfarvet, med lyserød der prøver at brænde ud igennem. I midten er der grønne ræveøjne, de er trænet til at kigge ud til siden uden hovedet behøver at dreje sig, det er ham, der ved mest. De to andre er med blåsorte stubbe, der trænger spredt frem igennem deres semitransperante overflade, de må også godt sige noget engang imellem. Ingen af dem er pumpede. Hvorfor gik jeg ikke derover som en lille, logrende hund? Husk på at dette er den Botaniske Have, vi så i Lissabon. Her er pragteksemplarer fra forskellige, højt kompetitive miljøer hentet ind lidt efter lidt, dette er en Underverdens Have. 34

Og jeg er ganske chanceløs her. Jeg har været underlagt helt andre kriterier, jeg bladrer gennem min hjerne efter et passende responsprogram. Læste en artikel inden jeg kom herind, der prøvede at tegne et billede af den Nye Underverden. Om hvordan traditionelle bander er ved at blive overhalet af mere effektive, uformelle netværk. Disse nye er ikke ligeså optagne af hierarki og race, og sværere at kortlægge, da de ikke har noget formelt tilhørsforhold. Men de er klar til at gå meget længere for hinanden, da mange af dem f.eks. er vokset op sammen. Jeg tænker, at de også må have det sjovere sammen med at lave det, de laver. Og at det ikke lyder så langt fra måden man indretter moderne hære på? Hvordan ville et mere uformelt fængsel se ud? Ville det være mere effektivt? Effektivt til hvad? At være fanget herinde er en cor-

ny oplevelse, på samme måde som Nordkorea er det, som Zoologisk Have er det. Herinde er en Have af Uforståelig Viden. Her er markedet muteret tilbage i sin ondskabsfulde urform. iPhone 4’ere og tusser har skiftet ejerskab uden at jeg har lagt mærke til det. Hvordan det? Hvordan er den kommet ind? En 4’er koster 5000 herinde med abonnement, en 4’er udsender signal på en måde, så man ikke kan se den, det ved man. Man ved, hvordan man skal gøre, man er afstumpet og følsom, man har en uforståelig social forståelse. De tre mænds adfærdsmønster har forplantet sig rundt i gården. Folk står nu i klaser langs hegnet og tænder hinandens smøger, holder halvleg. Selv hos vagterne går der en pakke Prince rundt.

Mine sensorer slår ud på noget derovre, hvad? Skikkelser kaster sig og råber, noget flyver hen over dem alle sammen, en bold.

En fjer daler ned gennem sikkerhedsnettet og lander i arenaen foran mine fødder, en skades? Jeg har vedhæftet den til dig.

LTF’erne, de camper borde-bænke-situationen. De spytter rygerspyt og lader som om de ikke har lyst til at spille bold.

Mine sensorer slår ud på noget derovre, hvad? Skikkelser kaster sig og råber, noget flyver hen over dem alle sammen, en bold.

Men næste gang jeg ser den, er den i hænderne på somalieren og Dyremund. De er overraskende gode til det, de sender delfinisk bolden frem og tilbage imellem sig på alle mulige måder. Spillet animerer deres kastaniedyrs-agtige kroppe bag joggingtøjet, bag fedtet, de bevæger sig smidigt og komisk. Til sidst står bolden bare og hopper frem og tilbage mellem deres hoveder. Der lyder et tilråb fra et af vinduerne og somalieren stopper op for at råbe et langt svar på sit starwars-sprog.

Mændene danser rundt om den som et hedensk bål. Deres viskositet er en anden end boldens, og de har højere massefylde, men de hopper ligeså meget rundt som bolden. Den hopper åndssvagt rundt, den er fanget inden i deres cirkel.

Man råber ud igenne m en hullet metalplade og ved ikke hvo r ens modtager sidder henne. De vil sådan set bare gerne vide hvordan de andre har det?

Et klodset spark sender den i en åndssvag retning udi gården. En ny gruppe indfanger den og tæmmer den, jugoer tror jeg. De falder tilbage i deres modersmål i deres iver, råb kaster sig imellem murene. Den undslipper snart, bliver indfanget på ny. Stille og roligt hopper den gården rundt i sin ukonsekvente algoritme. Alle herinde lader til at være fortrolige med den, de stopper den og klapper den, når den kommer deres vej. De computer ubesværet enorme regnestykker, om kinetisk energi og tyngdekraft og friktion, de tilfører bolden den rette kinetiske energi. Kun mig og Loner stirrer på den som på en hugorm. Nu triller den hen og går død lidt ved

En kvindelig vagt kommer tungt på benene og råber på dansk-engelsk, at det må han ikke, hun har farvet hår. --------Tilbage i cellen falder solen snart på. Stemmer tager over. Korte råb med enkle beskeder er egnet til at komme frem inden ekkoet ødelægger beskeden. Man råber ud igennem en hullet metalplade og ved ikke, hvor ens modtager sidder henne. De vil sådan set bare gerne vide, hvordan de andre har det? Hvilken afdeling er du på? Øst? En er opstemt, i weekenden var der en der kastede en kamphund ind i hans lejlighed.

■

af pablo llambías

er hende ill st re fo t de lle bi om m so te of Jeg lader men det ved jeg godt, det ikke gør.

4 0 1 E D I S

Min kæreste ryster på hovedet. Hun er klemt inde mellem side 103 og side 105, men hun prøver på ikke at lade sig mærke med det. Det er svært at klø sig på ryggen. Jeg lader ofte, som om jeg læser hendes side, mens jeg i virkeligheden tænker på noget andet.

it alterego er en papkasse. Jeg stiller papkassen fra mig i et pulterkammer. Min kæreste, der er side 104 i den danske oversættelse af “Knaus Lexicon der Mythologie”, synes, jeg ikke skal være så beskeden. Jeg siger, at det ikke er mig, mit alterego, der er mig, men at papkassen er det, mit alterego. Derfor kan det lige så godt stå i pulterkammeret, der står det ikke i vejen. Man ville snuble over det, siger jeg. Min kæreste ryster på hovedet. Hun er klemt inde mellem side 103 og side 105, men hun prøver på ikke at lade sig mærke med det. Det er svært at klø sig på ryggen. Jeg lader ofte, som om jeg læser hendes side, mens jeg i virkeligheden tænker på noget andet. Læs den 36

igen, siger hun. Hun kan bedst lide, jeg læser hendes side og ikke alle de andre. Hun siger, det er en spændende side. Jeg synes, det er upassende, hun selv fremhæver sine gode sider, men jeg er begyndt at vænne mig til det. Jeg giver hende altid ret. Det er en smuk side. Hun bryder sig ikke om mit alterego. Hun er i virkeligheden godt tilfreds med, det står i pulterkammeret. Hun synes, det er tarveligt, støvet, har en grim, brun farve. Det hjælper ikke spor, at papkassen har været brugt, at dens hjørner er slidte, at der er kommet en misfarvning i bunden af den og op ad siderne. Jeg har nogle af mine gamle sager liggende i den. Projekter, som jeg af en eller anden grund

Hun bryder sig ikke om mit alterego. Hun er i virkeligheden godt tilfreds med, det står i pulterkammeret. Hun synes, det er tarveligt, støvet, har en grim, brun farve.

har gemt dokumenterne fra. Jeg forestiller mig, at jeg på et eller andet tidspunkt vil kigge på dem igen. Jorge Luis Borges minder i en novelle, En drøm i Tyskland, om, at man vil have sagt et vilkårligt ord, fx Aachen, et bestemt og ikke ubestemt antal gange i sit liv, når man dør. På samme måde vil jeg have kigget i de gamle dokumenter et bestemt antal gange, når jeg dør. Hvor mange gange vil jeg have kigget i dem? Og hvad vil jeg få ud af det? Jeg sparker lidt til kassen, mens jeg kommer til at tænke på, det er mit alterego. Jeg føler ubehag ved tanken om de gamle projekter. Jeg kan smide dem ud nu. Liggende i kassen minder de mig om, at det er et bestemt antal gange, jeg vil se på dem. Jeg lukker døren til pulterkammeret. Jeg kan høre min kæreste, side 104 i den danske oversættelse af Knaus Lexicon der Mythologie, ånde lettet op. Hun spørger, hvad vi skal i aften. Vi kan køre i skoven, siger jeg. Det er dejligt vejr. Hun er enig i, at en skovtur ville være godt. Jeg tager

Mit alte re en papk go er asse.

Hvad har du i tasken? siger hun. Ikke noget, siger jeg, men det kan godt være, den trænger til at blive gjort ren. Det gør den, siger hun.

hende ud af bogreolen og lægger hende ned i tasken. Jeg skynder mig at tage hende op af tasken igen. Hun bryder sig ikke om at ligge dernede. Der er mørkt, siger hun. Hun siger også, at der lugter. Hvad har du i tasken? siger hun. Ikke noget, siger jeg, men det kan godt være, den trænger til at blive gjort ren. Det gør den, siger hun. Jeg holder hende i hånden hele vejen ned ad trappen. Hun har aldrig talt om, hvorvidt hun synes om sin tilværelse. Jeg tænker nogle gange på, om hun føler sig begrænset. Hun kan hver dag glo lige ind i det samme opslag, tekst og billede på side 105. Ea, den akkadiske gud. Det egyptiske paradis Earu. Den baskiske ild- og vejrgud Eate, hvis hule røst man kan fornem-

me, når hagl eller ødelæggende brande (erraate, erreeta) er i anmarch. Jeg citerer fra teksten, fordi jeg kan den udenad. Jeg vil aldrig selv have sagt “i anmarch”. Det lyder komisk, gammeldags, sandsynligvis et resultat af tekstens tyske forlæg. “Anmarsch”. Dét lyder af noget. Hagl eller ødelæggende brande “i anmarsch”. Ellers er det den shintoistiske lykkebringende gud Ebisu, det græske underverdensuhyre Echidna og bjergnymfen Echo. De er sådan set spændende nok, men dag ud og dag ind at kigge på de samme er måske lidt kedeligt. Jeg lægger hende i bilens forrude, så hun kan kigge ud. Bogen ligger slået op på side 104. Der er et billede på hendes side. Jeg lader ofte, som om billedet fore-

stiller hende, men det ved jeg godt, det ikke gør. Billedet forestiller en Melanesisk dæmonmaske fra Ny Guinea. Den har store udstående øjne, graveret i svimlende ringe, så du føler dig hypnotiseret, når du ser på dem. Den har en slags amulet i panden. Dens næse sider lavt over en bred, flad mund med store læber. Det er tydeligvis øjnene, der er i centrum. De stirrer på dig fra masken. Lige nu kigger de på Hillerødmotorvejen, eller rettere de kigger op mod lamperne i lygtepælene, der suser forbi oven over os. Jeg har glemt at lægge hende ordentligt til rette, så hun rent faktisk kan kigge ud, altså kigge ud på vejen, husene, haverne, der suser forbi. Jeg har tænkt, at det er rent symbolsk. At jeg lægger hende i vinduet, for at hun kan 37

ypnose?

hvis ikke h , n e d e h ig rl æ k r e Hvad

Mit alterego er ikke med i historien. Det ved det godt. Det er stort set ikke med i nogen historier. Der er ingen, der får øje på det. Som regel, når gæster en gang i mellem går forkert og tror, at døren ind til pulterkammeret er døren ind til toilettet, så opdager de slet ikke papkassen.

Dildoen og papkassen har ikke store chancer for at komme med i historier.

Der er et billede på hendes side. Jeg lader ofte, som om billedet forestiller hende, men det ved jeg godt, det ikke gør.

kigge ud. Hun beklager sig heller ikke. Hun snakker om dyrene i skoven, at hun håber, vi ser nogle dyr. Hun siger, at det græske underverdensuhyre Echidna er et dæmonisk blandingsvæsen af slange og kvinde. Hun siger, hun drømmer om at se et sådant væsen i virkeligheden. Hun ler, mens hun siger det. Hun ved naturligvis godt, at sådanne væsner ikke findes i virkeligheden. Men det ville være sjovt at se et, siger hun. Enhjørning, kentaur, sfinx. Det ville være sjovt at se et i virkeligheden. Om ikke andet at så for at give fingeren til al vores rationelle tænkning. Haha, ler hun. Mit alterego er ikke med i historien. Det ved det godt. Det er stort set ikke med i nogen historier. Der er ingen, der får øje på det. Som regel, når gæster en gang i mellem går forkert og tror, at døren ind til pulterkammeret er døren ind til toilettet, så opdager de slet ikke papkassen. De får øje på overfrakkerne, måske på et par løbesko, som jeg aldrig får brugt, støvsugeren. De får aldrig øje på papkassen og slet ikke på min kærestes dildo, som jeg

har gemt på en hylde i det allerfjerneste hjørne. Hverken dildoen eller papkassen er med i nogen historie og kommer nok heller aldrig til at være det. Hvem skriver om en dildo, som er blevet glemt, og som aldrig er blevet brugt? Hvem skriver om en støvet papkasse med dokumenter fra projekter, som ingen vil interessere sig for? Dildoen og papkassen har ikke store chancer for at komme med i historier. De vil ikke vandre ud af livets landevej, ligesom nu min kæreste og jeg gør det på vej til skoven. De vil ikke opleve sjove episoder, som de kan være jeg-fortællere eller tredjepersonsfortællere i i kortere eller længere prosa. De vil i det hele taget ikke få nogen plads i verdenshistorien, men jeg forestiller mig nu heller ikke, at jeg og min side 104 vil få det. Vi vil hurtigt blive glemt, selvom vi kan tage steder hen, gøre ting, sige ting og så videre. Det vigtigste er kærligheden, siger min kæreste. Det vigtigste er kærligheden, gentager min papkasse, alteregoet, når det kan komme til det. Der er ingen grund til at gøre grin med dét. Jeg elsker virkelig min kæreste.

Det vigtigste er kærligheden, gentager min papkasse, alteregoet, når det kan komme til det. Der er ingen grund til at gøre grin med dét. Jeg elsker virkelig min kæreste.

Hun gider ikke se mine gamle projekter. Det gør heller ikke noget. Hun stirrer på mig med sin maske. Hun hypnotiserer mig. Jeg tænker nogle gange over, om hun hypnotiserer mig til at elske sig. Det gør ikke noget. Hvad er kærligheden, hvis ikke hypnose? Jeg er hypnotiseret af denne person, siger jeg, det gør ikke noget. Det er det, jeg vil. Min kæreste kan ikke gøre for, hun har fået den side, hun har. Hun lægger ikke selv noget i det. Jeg skal heller ikke lægge noget i det, siger hun. Man bestemmer ikke selv, hvordan man bliver, når man bliver født. Nej, siger jeg. Hun er ked af, hun kun har halvdelen af teksten til Dyreguddomme. Hun beder mig til bladre tilbage og fortælle, hvad der står. Hun kan ikke selv læse sig selv på ryggen. Jeg læser ofte teksten, men det er, som om hun ikke kan huske den. Det er, som om ærgrelsen over, at teksten står på bagsiden af hende, gør det umuligt for hende at huske den. Hun tænker tit over, om grafikeren har ment noget med det, siden han eller hun stillede teksten op på den måde. Jeg

siger, at det har han eller hun ikke. Det er tilfældigt. Men, siger hun, prøv at se, der er plads nok, han eller hun kunne godt have ladet teksten begynde her. Ja, siger jeg, men så ville der have været luft på den forrige side. Det første ord, der står på hendes side er suki. Det er dybt frustrerende, at det ikke er et helt ord. Det må jeg give hende ret i. I det mindste kunne det være et helt ord. Nu er det de sidste to stavelser af ordet Vasuki. Hvad er det nu, Vasuki betyder? spørger hun. Jeg bladrer om på bagsiden af hende. Det er, et øjeblik, det er en hinduistisk slangegud. Ok, siger hun. Resten af teksten handler om udviklingen sidenhen. At mange af dyreguddommene med tiden forvandlede sig til gudernes ledsagedyr. Og at de for meste afbildes i fuld dyreskikkelse eller som dyremennesker, halvt dyr, halvt menneske, eller som menneske med dyrehoved. Jeg bærer min kæreste med rundt i skoven. Jeg har slået bogen op på side 104, så den melanesiske dæmonmaske kigger ud i naturen. Jeg ved godt, det ikke

er hende, men det gør mig på en måde tryg, at hun har et ansigt på den måde. Jeg ved godt, hun har et rigtigt ansigt, hun fortæller ofte om det. Jeg kan også godt forestille mig det efter hendes anvisninger, langt lyst hår, blå øjne, høje kindben, fyldige læber, en lige næse, men i praksis lader jeg masken være hendes ansigt. Det er ligesom nemmere. Den stirrer ud i skoven. Jeg forestiller mig, den hypnotiserer skovens dyr. De kommer hen til masken, stirrer på tegningen på side 104. Sådan lidt i Disney-opsætning, egernene og kaninen i centrum, bagved bambi og dådyrene, en bjørn, en ræv, alle venlige, omkringflaksede finder vi spurvene, duerne, en enkelt ugle. Jeg forestiller mig, jeg trækker al fauna til mig og glemmer et øjeblik, at det er hende, der gør det. Er det ikke dejligt? siger hun. Jo, siger jeg, det er meget dejligt. Jeg elsker hende, føler jeg. Jeg elsker alt det, hun kan. Jeg elsker hende for hendes vid, hendes udseende. Jeg elsker hende, her i skoven ser man det.

■

INTERVIEW

Hans Otto Jørgensen interviewer Pia Busk

“Det er min lille modstand mod det patriarkalske monopol på semantikken, altså den ide at sæden, semen, alene skulle udgøre frugtbarheden og meningen i sproget. Jeg ser verset som en søm, og sømmen kender jeg fra mit arbejde med beklædning og design.” H.O. Lad os springe lige ud i det. Hvordan har tilblivelsesprocessen været, fx hvor længe har du arbejdet med stoffet, hvad har du lavet af research? Min dagbog har været hjørnestenen i mit arbejde med Grotten. Jeg har skrevet i dagbogen siden jeg var teenager. Hver aften: citater, hændelser, til og med tegninger. Ting jeg husker fra dagens løb. Nogle gange også fra nattens løb ... så snart jeg er klar nok i hovedet, noterer jeg hvad jeg husker at have oplevet, læst, fået fortalt. Jeg har kigget mange år tilbage i dagbogen i mit arbejdet med Grotten. Særligt notaterne fra tiden i fetisch-miljøet omkring årtusindskiftet har jeg brugt. Det var læder og lak, og ikke mindst latex: ’The Second Skin’. Vi var fisk i psykedelisk strømførende vand. Men set på en anden måde er flere af optegnelserne ikke 40

specielt afhængige af datoer, så længe de refererer andres historier eller ting, jeg læste på det tidspunkt. Rimbaud er jo fx så at sige ’evig’, det er bare lille mig, som har stiftet bekendtskab med hans bøger på et bestemt tidspunkt. Ligesådan med fortællinger fra miljøet, som jeg har suget til mig. Jeg har noteret dem, og har så i skriveprocessen med Grotten blandet så mange dele sammen, at jeg ikke længere kan holde styr på, hvad der kommer hvorfra. Men den formmæssigt bevidste skriveproces, altså den tid hvor jeg har brugt dagbogen som ’råstof ’ for langdigtet, har nok varet omkring to år. H.O. Udviklingen i historien, fra det forholdsvis uskyldige møde til nedstigning mod døden – lå den historie fast fra begyndelsen. Og de to stemmer, den overlevede kvinde og den overlevede mand, henholdsvis veninde og “elsker” til den døde, som jo

også er hvad man kan kalde “vores vidner” til miljøet og fortællingen – kan du ikke sige noget om de to stemmer? Grotten er bygget op som to dramatiske monologer, Lucys og Manden med leens. I Aristotelisk forstand er det episke digte, altså digte hvor en stemme selv fortæller, men ikke afholder sig fra at referere og kommentere andre stemmer. Sådan som Aristoteles også selv må have oplevet digte: Han gik til en plads og hørte en rapsode recitere Homer. De to fortællere i Grotten har individuelle erfaringer med en lang liste af mere eller mindre forliste kærlighedsmøder, og så har de en fælleserfaring med hinanden. Grotten er stedet for det sammenfald af erfaringer, og møderne i Grotten gør at historien eskalerer. Men nej, jeg vil ikke sige, at den historie lå fast fra begyndelsen. I begyndelsen var der bare anelser og groteske lister og cita-

ske den “Det er må rtællings’ fo e ’kunstig rmagi og fo mærkelige ent af m le e s n e ræderi, d agefrugt: at tr forbuden ller emleves, e dien genn re e ig rt u h t ng erfares, la ” t. e liv i d en

“Litteratu ren er fo se det e r mig at neste fe lt, hvor o ikke part rdene out skal fungere praktisk som e konvo lutter. De også de t er rfor, litte raturen ik er til at s ke lippe af med. Vi ikke fun har det et ste d, hvor v kan udtø i mme de ns menin funktion g og , hvor vi kan smide d en væk.”

ter. Men min oplevelse er jo, at ’brikkerne efterhånden faldt på plads’ ... Jeg er selvfølgelig godt klar over, at fortællingen om faldet, om det underjordiske, tragedien, er en narrativ kliché, som jeg er ’offer’ for. Men den ligner til forveksling den fortælling, som jeg, der er blevet ældre, erfarer med min egen krop. Det er måske den ’kunstige fortællings’ mærkelige magi og forræderi, dens element af forbuden frugt: at tragedien gennemleves, eller erfares, langt hurtigere end i livet.

om at det netop er vers, og jeg har insisteret på at bryde dem skævt i forhold til syntaks og ’mening.’ Det er min lille modstand mod det patriarkalske monopol på semantikken, altså den ide at sæden, semen, alene skulle udgøre frugtbarheden og meningen i sproget. Jeg ser verset som en søm, og sømmen kender jeg fra mit arbejde med beklædning og design. På den måde har jeg kunnet overføre greb fra en disciplin til en anden, og så er digtet komponeret frem af enkeltdelene.

H.O. Formen, episk-lyrisk og storladen – ikke ligefrem en form, som er meget dyrket i disse år – hvordan kom du på, det skulle være den form, og hvad har inspireret dig til at udfordre den?

Jeg tænker, at sådan et længerevarende arbejde med et digt ligner sprogbrugsimpulsen helt basalt. Jeg vrider mig ud af den uartikulerede ensomhed. Og nu, hvor jeg ikke længere skriger og grynter, arbejder jeg på at bruge ordene på en måde, der er bevidst om den dødegrund, sproget bygger på. Litteraturen er for mig at se det eneste felt, hvor ordene ikke par-

Jeg tror, jeg har taget fat om nælden lidt længere nede, hvor jeg er sikker på at kunne nå. Verset fx, jeg har været bevidst

tout skal fungere som praktiske konvolutter. Det er også derfor, litteraturen ikke er til at slippe af med. Vi har ikke fundet et sted, hvor vi kan udtømme dens mening og funktion, hvor vi kan smide den væk. H.O. Hvilken bog – af alle - har betydet mest for dig? Jeg er ikke fastligger hvad bøger angår, flere værker har betydet meget for mig. Er det for dumt at sige, at hver tid har sin fortælling? Ja, måske, for nogle af mine yndlingsbøger dukker jo op igen efter de har ligget nederst i bunken gennem mange, støvede år. Men fra den bunke kan jeg mærkeligt nok altid trække Augustins Bekendelser frem.

■

af charlotte strandgaard

SIDSTE SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER

Forklarelsen på bjerget v1 Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. v2 Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. v3 Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. v4 Så udbrød Peter og 42

sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« v5 Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«v6 Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af

stor frygt. v7 Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« v8 Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. v9 Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.

Den stejle klippe Den lange vej op

En død profet kommer ridende på ildhest

Jeg skal undgå at se ned

Elias er der en ledig stol til i praktiserende jødiske hjem

Busken jeg griber fat i, er en rodløs gren

Hvis han nu skulle komme forbi

Er det nu jeg falder ned i afgrunden?

Moses gror op ad klippen

Min gamle højdeskræk er ved at overmande mig

Han er den der talte direkte med Gud

Hvorfor begyndte jeg at gå op? Holder mig for øjnene Der er ingen træer jeg kan gemme mig bag Lægger mig ned og drikker lidt lunkent vand Og håber at det hele er en drøm

Når han kom fra de samtaler skulle det stråle fra hans ansigt Det minder om de drabelige computerspil Eller kampen mellem ondt og godt i Starwars Hvor de gode har de stærkeste lyssværd Ikke sært at de tre mennesker der var med blev skrækslagne De smed sig ned

Et helligt bjerg Et ansigt bliver som en sol

Som børn når de er angste og holder sig for øjnene

Tøjet bliver hvidt

Når de ikke selv kan se noget

Himlen taler

bliver de usynlige

Min gamle højdeskræk er ved at overmande mig Hvorfor begyndte jeg at gå op

Moses gror op ad klippen Han er den der talte direkte med Gud Når han kom fra de samtaler skulle det stråle fra hans ansigt

En søndag eftermiddag. Kun to skibe var langs kaj i Algeciras containerhavn.

Gibraltarstrædets komprimering af skibstrafikken, kunne ses, som en konstant vandring af silhuetter over Middelhavets let flimrende overflade.

af hans andersen

UDKØRT

Ikke et eneste navn kom frem i Lasses hukommelse, pludselig havde han glemt navnene på sine kolleger. I knap tre måneder havde han sovet for lidt, og det gik op for ham, hvor slemt det stod til.

TUNØ STAR 21 december 2004 En søndag eftermiddag. Kun to skibe var langs kaj i Algeciras containerhavn. TUNØ STAR, lå i umiddelbar forlængelse af søsterskibet, TINA STAR. To Afrikafeedere, bygget midt i firserne. Nogle få fartøjer lå for anker i bugten. Der var fri udsigt til Gibraltarklippen i øst og Marokko i syd. Gibraltarstrædets komprimering af skibstrafikken, kunne ses, som en konstant vandring af silhuetter over Middelhavets let flimrende overflade. To kraner arbejdede ved Tunø Star. De tårnede sig op over skibet, langt over den gule overbygning. Lossearbejdet gik langsomt og krævede ikke meget af vagthavende styrmand. Lasse var gået på kajen. Han havde været 44

agter og stod ved stævnen. I nogle sekunder iagttog han vand skvulpe omkring de røde amningsmærker og noterede dybgangen. To mænd kom ned af landgangen på Tina Star. De var i landgangstøjet, jeans, vindjakker og hvide kondisko. De spadserede mod gaten, men ændrede så retning. De nærmede sig Lasse med en beslutsomhed, som var han et ledefyr. Mændene blev tydeligere. “Hej, vi kommer ovre fra Tina,” sagde den ene, en grå mand af middelhøjde, med et busket overskæg. Lasse stak den sorte notesbog i brystlommen. “Hej, jeg er første styrmand på Tunø.” Manden med overskægget pegede på den anden mand, som til forveksling lignede ham, bortset fra at han ikke havde noget overskæg.

“Det er vores chief og jeg er skipper.” Han tændte en cigaret og inhalerede i et langt sug. Han talte videre, mens røgen sivede ud af næsen på ham. “Var det ikke noget for dig at sejle overstyrmand hos os?” “Nej tak, ellers tak.” En slæbebåd kom til syne mellem de to skibe og passerede dem. “Hvem er ombord, altså foruden dig?” spurgte manden, som var maskinchef. Ikke et eneste navn kom frem i Lasses hukommelse, pludselig havde han glemt navnene på sine kolleger. I knap tre måneder havde han sovet for lidt, og det gik op for ham, hvor slemt det stod til. Det var en massiv træthed, som gav en følelse af at være groggy, et ubehag og en lysfølsom lethed. Mændene stod afventende og så på

Mændene stod afventende og så på den styrmand, som lige havde afslået et tilbud om at blive forfremmet og sejle overstyrmand på deres skib, som i virkeligheden ikke var deres skib.

den styrmand, som lige havde afslået et tilbud om at blive forfremmet og sejle overstyrmand på deres skib, som i virkeligheden ikke var deres skib. Det tilhørte en investeringsfond, som via juridiske konstruktioner, udtænkt af kreative advokater, stod i forbindelse med Starkoncernen, dog kun så vidt at fondene ejedes af andre koncerner, der styredes af forretningsfolk i pænt tøj, hvis berøring med den maritime verden strakte sig til frokoster på Lumskebugten. Man kunne tro, de havde fortrudt, men det havde de ikke, de ville stadig gerne have fat i den tilsyneladende helt hjernelamme styrmand. Skipperen tilbød at tale med Lasses skipper, så en afmønstring fra Tunø og en påmønstring på Tina kunne komme i stand omgående. Han smilede til Lasse.

“Kom du bare over til os, Lasse.” Det var et rigtig rart smil, de var på samme hold, kammesjukholdet. Havde han fortalt, at han hed Lasse? Han kunne ikke huske det. De brugte allerede hans fornavn, som var de venner, ikke som en tøjsælger, der har været på ven-med-kunden-kursus, hvor Lasse flygtede ud af butikken, inden ekspedienten nåede at sige, buks eller, slacks eller, Det er lige dig. Inden han fjernede et usynligt hår fra hans striktrøje eller inden han nåede at lægge en hånd på hans skulder for at føre ham dybere ind mellem rækkerne af formsyet polyester. “Ja for fanden Lasse, der er sgu ikke så meget at tænke over,” fortsatte maskinchefen på en så kammeratlig måde, at det næsten føltes, som et klap på skulderen. Lasse kunne ikke huske deres navne eller

om de overhovedet havde præsenteret sig. Han lod være med at spørge. Lasse var ikke fri for at føle sig smigret over tilbudet. Elleve uger og fire dage havde han været ombord. Sagde han ja, betød det fem uger mere på Afrikakysten. Han vidste godt, hvorfor de manglede en mand, det var fordi, deres overstyrmand forlod Tina Star, dagen før. Han var ganske enkelt gået ned ad landgangen med sin kuffert, uden hjemrejsebillet eller et eneste ord til forklaring eller farvel. Manden havde afmønstret sig selv. Det går ikke, en skibsofficer skal varetage rederens interesser. Men han var ikke den første, som Afrikafarten havde taget modet fra. Lyset blændede Lasse, containerterminalen var fuld af flader, vandflade, betonflader, metalflader, der var ingen palmer 45

Han havde ar bejdet for Star Lines i næsten tre år. Han gad ik ke mere. Det fortalte han ik ke til de to. Han ville ikke stå der og brokke sig over de forlængede udm ønstringsperioder elle r indrømme at han var ud kørt.

Det forekom ham, at fortøjningerne så alt for tynde ud til at kunne holde på det store skib, de tre stålwirer skrånede fra pullerten op mod skroget, hvor de forsvandt ind i huller, der blot lignede pletter i malingen.

eller græs til at dæmpe solens stråler. Det forekom ham, at fortøjningerne så alt for tynde ud til at kunne holde på det store skib, de tre stålwirer skrånede fra pullerten op mod skroget, hvor de forsvandt ind i huller, der blot lignede pletter i malingen. Han prøvede igen at huske, hvem der var ombord, men resultatet var det samme. Var det mon sådan at blive senil? Måske var han svækket af kokkens cafeteria-mad, måske var det skørbug, hvor de sidste vitaminer var svedt ud under eksotiske himmelstrøg. “Jeg beklager, men jeg skal hjem.” Han havde arbejdet for Star Lines i næsten tre år. Han gad ikke mere. Det fortalte han ikke til de to. Han ville ikke stå der og brokke sig over de forlængede udmønstringsperioder eller indrømme, at han var udkørt. Han ville ikke stå der og betro, at han var bange for at ende som Martin, der, indesluttet og trist, sad for sig selv uden at tale med nogen eller, som 46

maskinchefen, der var en plage for sine omgivelser, når han blev ædru eller, som kokken, der på en mælkekasse i proviantrummet, sammensunket og grædende, havde fortalt Lasse, at ingen kunne lide ham. “Vi kan ordne det sådan, at du får overstyrmandshyre fra i går, hvor han gik i land,” sagde maskinchefen, uden at drøfte den sag med kaptajnen, som ellers stod lige ved siden af ham. Det lugtede langt væk, de to mænd var alt for enige, man fornemmede en alliance mellem dem. De var to tanter med deres på det tørre, i øreklapstolen, med ål i strømpen, omgivet af bløde puder og striktøj. Kaptajnen så forventningsfuld ud. “Ja, det er ikke noget problem Lasse, så kan du måske tage over allerede i dag!” “Hvis jeg tager med jer som overstyrmand, mangler der vel en styrmand på Tunø.” “Det skal du ikke tænke på,” sagde de

i kor, som nødede de ham deres hjemmebagte småkager. En kran hylede sin advarselstone og flyttede sig langs skibet. “Desværre, jeg skal til Thailand, på ferie.” Det var en sandhed, der pludselig lød som en løgn, fordi han ikke havde lyst til at sejle med dem. Skipperen sendte et kort blik til sin kollega. “Så er der ikke så meget at gøre.” Maskinchefen vendte ryggen til. “Vi må videre.” Skipperen knipsede sin cigaret i havnen. “Ja, vi må videre.” Lasse følte et vist behag ved sin urimelighed overfor rederi og fædreland. Han orkede ikke at være rimelig, han orkede kun at være egoistisk. Der var tyve minutter til vagtskifte, i morgen kom hans afløser og han skulle rejse hjem. De to mænd gik i retning af gaten og svandt ind, efterhånden som afstanden øgedes.

■

På Rødding Højskole kan du også kombinere dit hovedfag i Litteratur & Horisont med faget Skriveværk sted, så du får en litteratur og skrivelinje. Skriveværk sted er et sprogligt laboratorium, en ordenes legeplads, hvor vi tør vende op og ned på indgroede skrivevaner i håbet om at opdage nye og anderledes måder at udforme tekster på. Kursusstart i januar, februar, marts, august, september.

www.rhskole.dk WHERE WERE WE - a festival on writing, intimacy, body

MADE BY

GODSBANEN, AARHUS 2ND TO 6TH DECEMBER 2015 35 CONTRIBUTERS & 3 COMMISSIONED ARTISTS

TALKS | EXPERIMENTS | PERFORMANCES READINGS | LECTURES + PARTY & MINGLE! READ MORE @ LITTERATUREN.NU

Litteratur & Horisont

Litteratur & Horisont er for dig, der ønsker en bredere forståelse for litteraturen, kunsten og det samfund, vi lever i. Det er et fag for dig, der vil stoppe op og reflektere over nogle af de mere grundlæggende spørgsmål ved tilværelsen, og som er interesseret i at søge andre svar end de allerede givne og opleve andre verdenssyn end de allerede kendte.

Med rejse til Istanbul

Tag på højskole med litteraturen i centrum Litteratur & Horisont på Rødding Højskole er en enestående mulighed for et højskoleophold, hvor skønlitteraturen er i fokus. Fordyb dig i et halvt år med nogle af de største værker, der nogensinde er skrevet, med splinterny og sprudlende dansk samtidslitteratur og med fascinerende og fremmedartede fortællinger fra den store verden. Og vær med, når vi tager til Istan bul og mødes med nogle af tidens største mellem østlige forfattere.

Amalie Smith

IDOLPL AKAT

Foto: Jakob Boserup/Bikubenfonden

»På hele jorden er der trætte mødre Mødre som elsker og hader deres udmattende børn Det taler de ikke om Jeg kunne fortælle dem, at det er i orden Ville de tro mig?«

150,-

»så er der også Jernsvinet som nøgternt opsamler safterne i prøveglas som han tager med hjem og efter sigende katalogiserer, de orner, de trækker et slimet spor igennem mig, jeg suger og jeg sluger deres historier, og jeg gemmer dem i min kraniekiste« 150,-

»Alting lyser og blomstrer i en overvældende uendelighed for tiden, sommeren er begyndt, og ferien er begyndt at filtre sig ind i sommeren.«

200,-

»klokkerne bimler klæder mig af til skindet væk er satans aflagte skindbukser væk er den gamle skjorte skaden trak ud under sine unger i en lys kjole og bare tæer er jeg her for første gang til tiden«

150,-

F O R L AG E T G L A D I ATO R

TAMMI af helena thau

Blå blitzregn og lyden som en torden, der buldrer ud i stuen. Der er skruet helt op, for alle lyde er så svage, at de ikke rigtigt trænger igennem til hende, der er bare en susen når hun drejer hovedet, var det en fugl?

Hvordan skal hun komme omkring. Når lemmerne er stive. Når hun ikke er sikker på hvilken vej hun vender. Hun forsøger at huske. Når hun sidder helt stille kan hun let bevæge sig mellem rummene, huske deres placering, og møblernes.

ammis udstående øje ligger stort og kuglerundt i soklen, er gråt med en glasagtig hinde over, som om en tåge er sivet ind i det. Når sollyset, der falder skråt ind ad vinduet mellem de tunge blegorange gardiner, reflekteres i det, lyser det grønligt. Øjet ruller sig og spjætter, ven-

der sig ufravendt mod alle lyde, vil stadig så gerne se, vil stadig så gerne orientere sig. Tammis mund står let åben og tungen stikker ud over de brunlige tænder i undermunden, hendes vejrtrækning er overfladisk og hurtig. Hendes andet øje er som sunket ind i kraniet og huden lapper

sammen over fordybningen. Hun bevæger sig omkring i huset, med hænder og fødder foran sig som detektorer der skal lokalisere eventuelle forhindringer, møblerne og tingene. Hun vender ansigtet i alle retninger, ser intet, bare lyset der filtrer sig ind i tågen. Så er det dag. Mørket. Så er det nat. Og tv’ets skiftende lys, som lynnedslag gennem tågen. Blå blitzregn og lyden som en torden, der buldrer ud i stuen. Der er skruet helt op, for alle lyde er så svage, at de ikke rigtigt trænger igennem til hende, der er bare en susen når hun drejer hovedet, var det en fugl?

På håndryggene er huden blød og slap, millioner af tynde linjer baner sig vej på tværs af den. Linjerne bliver nogle steder til furer og breder sig som et landkort over de gamle hænder, stier man kan følge til andre stier, gå ud ad en finger som på en pynt.

I stuen har hun lagt hænderne fladt mod maleriet der hænger på væggen over den grønne uldne sofa, knæene støder mod den for at holde balancen, hun kan mærke bondepigen med den mælkehvide kyse under sin pegefinger, kornet der strutter gyldengrønt og de fuldrøde valmuer og dybblå kornblomster, springer frem som buler og strøg under hendes fingre. På håndryggene er huden blød og slap, millioner af tynde linjer baner sig vej på tværs af den. Linjerne bliver nogle steder til furer og breder sig som et landkort over de gamle hænder, stier man kan følge til andre stier, gå ud ad en finger som på en pynt. Fingrene er brede og flade, neglene lyser hvidligt med afrundede måner ved roden, blodårerne bugter sig fyldigt langs større hudfolder, at krydse denne bjergkæde, at befinde sig i et mikrolandskab og hele tiden fare vild. At gå ind i en skov og miste orienteringen. Omringet af træer og blade og stilheden i skoven, hvad vil du gøre nu, menneske, kunne skoven spørge. Kompasnålen stod og dirrede på skiven. Tammi så forvirret op og rundt, træer til alle sider. På kortet var der markeret et punkt med rød tusch. Det var et meget detaljeret kort, oversået med små sorte prikker og streger og stiplede linjer, og gennem dette bugtede højdekurverne sig. Hvor er vi så? Er vi dén lille myreprik eller dén? De rådvilde opspilede øjne. Og hun så lige ind i de øjne, dyrets, som for at spørge om noget. Og skød.

Hun var på jagt med faren. Han lærte hende at bære riffel, gå stille imellem træer på skovstier uden at knække grene. Spidse ører, lugte dyrene. Faren kunne lugte dyrene. Han lagde hovedet bagover, så det store hvide adamsæble kom til syne over frakkekraven. Snusede langt ind. Tammi ville have en næse der var lige så god som hans. Han behøvede ikke at se op for at afgøre hvor langt væk dyret var. Han snusede ind. “Tredive meter”, kunne han sige, mens han ladede sin riffel, først da, i én bevægelse; Han ser op, tager sigte og skyder. Kuglen går igennem kødet som smørkniven gennem smør, lige ind i hjertet der åbner sig og omslutter kuglen. Dådyrets frygtsomme øjne flyder over som dybe brønde, opad i kraniet af død, og tungen hænger blodigt ud af munden. Bladene rasler under den dumpe lyd af kroppen. Løvskoven er blevet gul. Tammi sidder fast bag de gule mure, i gule minder, i huset der altid har været hendes hjem. Hun er født i den store dobbeltseng ovenpå, har født sine egne børn i den seng. Har leget med farverige glaskugler på trægulvet i stuen, og set sine egne børn lege med de tunge glaskugler på væg til væg-gulvtæppet, de købte, da den første kom. Hun trillede glaskuglerne over trægulvet igen og igen, i rillerne mellem plankerne, over høvlede knaster, barnehåndfladen formet til en hulning hvor hun nulrede glaskuglerne varme og fedtede.

Han ser op, tager sigte og skyder. Kuglen går igennem kødet som smørkniven gennem smør, lige ind i hjertet der åbner sig og omslutter kuglen.

r den dumpe lyd de un er sl ra ne de la B ven er blevet gul. ko vs Lø n. pe op kr af

Hun fik gåsehud når de ramte hinanden, det sprukne klonk, en knitren i glasset. Nogle af glaskuglerne havde en tynd stribe farve indeni i sig, en bølgende vimpel. Andre havde den samme farve hele vejen igennem, men altid gennemsigtige. Synet kunne synke igennem alle kuglerne, som en stor sten synker i vand. Langsomt og tungt. “Tingene kommer mig slet ikke til gode længere,” skriver Tammi ved skrivepulten i gangen, uden at løfte blyanten fra papiret, for at bevare overblikket over hvor hun er nået til i skriften, hvor hun er nået til på papiret. Hendes fingerspidser holder hele tiden styr på papiret. “Der slutter det. Her er papiret hvor jeg kan skrive.” Ophobninger, forhindringer. Utilgængelige genstande i skuffer og skabe. Huset der folder sig ud omkring hende, og rummene der indbyrdes bytter plads, det er umuligt at fastholde i hukommelsen, det bliver til et landkort med store slørede plamager. Nogle steder et helt ufremkommeligt terræn. Dørkarme og vasketøjsbunker. Skarpe kanter på borde, senge kommoder, det glatte nylon tæppe på den stejle trappe op til første salen. Hvordan skal hun komme omkring. Når lemmerne er stive. Når hun ikke er sikker på hvilken vej hun vender. Hun forsøger at huske. Når hun sidder helt stille kan hun let bevæge sig mellem rummene, huske deres placering, og møblernes. Men når hun så rejser sig. Beslutsomt og uforsigtigt. Går

mod døren. Så er det pludselig som om rummene har flyttet sig, møblerne har bredt sig ud over deres sædvanlige rumfang, eller hun kan ikke huske hvor hun er, i hvilket rum hun satte sig ned. Med fødderne foran sig som følehorn påbegynder hun gåturen til køkkenet. Køleskabets summen når hende, som dagslyset når det blander sig med tågen i øjet, hun velkommer denne lyd. Tager en røget krydderpølse og leverpostej frem. Spiser stående med spredte ben, duknakket, ansigtet vendt mod hænderne. Hovedet løfter sig i små ryk når hun får snappet en bid af pølsen og sluger den næsten uden at tygge. Det er kun hjørnetænderne der er hvide, resten er brune klumper i tandkødet. Der står lidt savl ud af hendes mundvige når hun klapper kæberne sammen om det sidste stykke pølse, og leverpostejen, og hun slikker sig om munden og vil have mere, men det var det sidste. Køleskabet er tomt. De hvide rillede hylder og plastikholderen til æg, lågerne til mælk og flasker er tomme. Før i tiden var køkkenet et helvedes sted. Fuld af musik. Snakken og klirren. Transistorradioen stod altid tændt på køkkenbordet op ad de grønbrune kakler med antennen lænet skråt over mod de støvede dobbeltvinduer. Damerne røg og snakkede, Mors bløde overarme når hun slog en enorm klistret dej op, bløde som fløde og jordbær og gule kyllinger, og hun slyngede aftensmaden gennem lemmen ind til stuen i fade og terriner. Far

Tammi sidder fast bag de gule mure, i gule minder, i huset der altid har været hendes hjem. Hun er født i den store dobbeltseng ovenpå, har født sine egne børn i den seng.

uppedas.

e varm s d n re d n li n e r e n e Gråd

Huset der folder sig ud omkring hende, og rummene der indbyrdes bytter plads, det er umuligt at fastholde i hukommelsen, det bliver til et landkort med store slørede plamager. Nogle steder et helt ufremkommeligt terræn. Dørkarme og vasketøjsbunker.

Hyacinter i farvede glas. En eksplosion af hvide tråde ud af løget i det rådnende vand. Den vamle lugt der sev ud i køkkenet mellem vinduessprosserne.

rejste sig. Lagde bestikket fra sig og tog servietten ud af halskraven. Foldede den nøjsomt og lagde den fra sig på bordet igen, bar maden fra lemmen til bordet. Når lemmen var lukket, lignede den et almindeligt maleri af en fuldrigger på oprørt hav. Lemmen blev åbnet når maden var klar. Man hørte damernes skrattende stemmer som i vat, en fjern lyd der steg i intensitet, et klimaks og når lemmen åbnedes; en brusende overflod af lyd og duft og mad. Når Tammi var i køkkenet krammede hun Mors knæ og lyttede og spærrede øjnene helt op, og hun anede noget bag lyden af radioens knitren og den evindelige snakken og klirren og skramlen 54

fra damerne, køkkenet var husets travleste sted, fuldt af musik og trafik, bag alle disse lyde og bag vinduerne, hvis glas var sunket med tiden, tykkere i bunden end for oven og imellem dem; altid hyacinter. Hyacinter i farvede glas. En eksplosion af hvide tråde ud af løget i det rådnende vand. Den vamle lugt der sev ud i køkkenet mellem vinduessprosserne. Når Mor satte hende op på køkkenbordet, kunne hun se det store fuglebad ude i haven. Det var formet som den ene halvdel af en muslingeskal, med lysegrønt mos voksende udenpå. Her pjaskede og legede småfuglene. Om natten har Tammi en forfærdelig mavepine. Hun ligger på den uldne sofa

og krammer en pude hårdt til hænderne er blodløse. Hun synes at kunne mærke den røgede krydderpølse på tværs nede i maven, smagen vælder op i munden i bølger, sur og ubehagelig. Munden åbner og lukker sig forpint. Hun ruller på ryggen fra side til side med benene i vejret. Så går det lidt over. Så kommer det igen. Ulden kradser mod huden i nakken, på håndled og ankler, og der er ingen distraherende billeder i nattens mørke. Kraniet runger af febrilsk stilhed, hylene fylder hende op, korte og uforløsende. Der siver en varme ud af hendes øjne, tårestriberne glinser som sneglespor ned ad de blålige tindinger og lægger sig i pytter i ørekrogene. Gråden er en lindrende varm suppedas.

Køleskabet er tomt. De hvide rillede hylder og plastikholderen til æg, lågerne til mælk og flasker er tomme.

Isen var tyk nok til at Tammi og hendes farfar kunne gå ud til vågen otte dage efter. En mærkelig behåret sten. Farfaren holder Tammi i hånden, hun rører ved den slappe gammelmandshud på hans håndryg.

Mavepinen niver påståeligt videre, men i gråden finder smerten sine stødpuder, sanserne bliver grødede, søvnen kommer som frelsen. Tammi og hendes farfar stod sammen på isen og så på den mærkelige behårede bule, en fremmed sten. Det var farfarens hund. Den var løbet ud på isen for at jage måger, de stod derude på ét orange ben og puttet hovedet under vingen. De skreg op og fløj, men hunden var jagtgal og fortsatte med at gø og snappe efter dem til den pludselig gik i en våge. Farfaren stod på stranden og råbte, “Din forbandede køter, kom tilbage!” og viftede sin knytnæve over hovedet, og hunden hylede, men ikke så længe, så blev den stille, så lå

den og døde i det iskolde hul. Isen var tyk nok til at Tammi og hendes farfar kunne gå ud til vågen otte dage efter. En mærkelig behåret sten. Farfaren holder Tammi i hånden, hun rører ved den slappe gammelmandshud på hans håndryg. Leger diskret med den og folder den mellem fingrene. En mærkelig behåret sten. De kigger på den sammen et øjeblik, så vender han bare ryggen til, den luvende ryg, og de går, han med langsomme påpasselige skridt, ind til stranden igen. Tammis hånd bliver kold og hvid i hans hånd, han holder så hårdt fast om den. Så ved man, at man ikke forsvinder. Om morgenen kommer kattekillingerne til hende, fra under chatollerne og

de tunge lavbenede stole. De smyger sig om hendes ben, der er som pæle, ret op og ned, med hælene boret ned i det dybe bløde gulvtæppe. Kattekillingerne smyger sig og mjaver og er glatte som ål imellem hinanden og omkring pælebenene. “Hvad vil I, hvad vil I små venner?” spørger Tammi fortvivlet. Killingerne mjaver og spinder og trykker snuderne mod hendes skinneben. Det sender små lyn op igennem hende, op til hovedet. I hovedet bliver det til lysglimt lige bag øjenlågene, og efter det kommer en rumlen. Helt nede fra. Ikke forgrenet men massiv. Hober sig op og fylder helt ud.

■

MOM’S BELOVED, født 3. sept. 2015. indgår som kvie i Texas Longhorns avlsprojektet TREES OF MAMRE

GLADIATOR ABONNEMENT de y n l a k s n Ma yde n a k n a m før Med Gladiator Abonnement får du vores bøger DIREKTE ind ad brevsprækken.

Blivent o b a nn

meldd dig in nu

– Og få eksklusiv adgang til Gladiators udgivelser og 30% på ALLE bøger! Du får en GRATIS BOG, når du melder dig ind. Der er ingen bindingsperiode, ingen konspirationer. Bare kvalitetslitteratur, der rykker.

www.forlagetgladiator.dk/shop/gladiator-abonnement

af jonas suchanek

T H G I N N A CUB De ville sige: Du skal ikke snakke om Fidel, dag efter dag – tror du ikke, vi kender Fidel, dag efter dag? Og sådan kunne vi starte noget nyt. De kunne advokere deres had til autoriteter, og jeg kunne advokere min ret til at blive set som et menneske – ikke som diktator.

uyan sætter en projektor til sin computer og kobler den til PA-anlægget. Ovenlyset slukkes, de kulørte scenelamper tændes – cubanske musikvideoer skydes ud på et lærred over dansegulvet. Playlisten er arrangeret hjemmefra, og Ruyan er fri til at danse salsa med sine cumpañeros hele aftenen – han kommer kun svedig op til baren, smiler to rækker guldtænder og peger på hanen med Classic. Han skal have: Én til sig selv, én til sin ven, én til endnu en ven, én til vennens far, én til vennens fars fætter – nogle gange peger han på hanen, derefter retningen øllet skal sendes – andre gange peger han bare sig selv i munden. Marita, Ruyans kone, kommer også hen i baren – hun er en lille kvinde med brunt pagehår og grønne øjne og er sød 58

som en dråbe honning. Hun kigger på bogen i mine hænder og spørger, hvad jeg læser – jeg viser hende omslaget: The Conquest of New Spain af Bernal Diaz. Jeg læser også i American Colonies af Alan Taylor og finder en passage om Cubas oprindelige stamme, Taino, set igennem Columbus’ hårde øjne. They do not have arms and they are all naked, and of no skill in arms, and so very cowardly that a thousand would not stand against three (armed spaniards). And so they are fit to be ordered about and made to work, plant, and do everything else that may be needed, and build towns and be taught our customs, and to go about clothed. Marita bestiller en kop sort kaffe, hun sætter sig på en skammel ved barpulten

og sender et fjernt blik mod dansegulvet – jeg forestiller mig ko-klokken heller ikke er ordentligt synkroniseret med hendes hjertetakt, den rammer ved siden af med sin GOK, GOK, GOK. Jeg har lyst til at smække fødderne på bardisken og slappe af, men arrangementet går pludseligt fra ti gæster til halvfjerds (hvilket er usædvanligt), og der bliver krævet service. En øl til mine venner nu! siger Ruyan og peger i alle retninger. Jeg gør, som Ruyan siger, selvom han muligvis driver aftenen i underskud, men Ruyan får alkohol på huset, sådan har chefen udlagt det, og chefen laver kun mundtlige aftaler med cubanerne, der findes ikke noget papir på denne fest, den eksisterer sådan set ikke. Pludselig går sikringerne, og jeg må

Et kvarter senere er jeg tilbage og smækker dem i vores kæmpe relæ, og så starter festen forfra, men hvilken fest – sort røg breder sig i huset og kvæler dansegulvet, store flammer stikker ud af garderoben.

Han skal have: Én til sig selv, én til sin ven, én til endnu en ven, én til vennens far, én til vennens fars fætter – nogle gange peger han på hanen, derefter retningen øllet skal sendes – andre gange peger han bare sig selv i munden.

haste Kulturhuset rundt for at finde nye – et kvarter senere er jeg tilbage og smækker dem i vores kæmpe relæ, og så starter festen forfra, men hvilken fest – sort røg breder sig i huset og kvæler dansegulvet, store flammer stikker ud af garderoben. Ruyans gamle far prøver at slukke ilden med et tæppe, han bliver forbrændt og må lægge hænderne i en balje med is – folk er fulde, nu irriterede, de forventer kontant kompensation for deres ødelagte overtøj, der er brændehuller i alt, og sådan skulle aftenen jo ikke ende! Dagen efter ringer chefen og siger: Er du klar over hvor meget den fest kommer til at koste os i erstatningskrav? Chefen: Vi skal holde cubanere i kort snor, fra nu skal de flytte garderoben ovenpå og sætte vagt på, ild i folks jakker, det er os (Københavns Kommune) der

dækker skaderne, vidste du det?! Chefen: Det kan du godt sige til dem næste gang, at de skal flytte den garderobe ovenpå! Næste uge, samme sted. I må flytte garderoben ovenpå. I kan ikke have garderoben i gangen, I skal flytte den ovenpå. Vil I ikke nok flytte garderoben ovenpå? Cubaner: Hvad? Hvem er du? Jeg er kommet her i to år, og jeg har aldrig set dig før, og du tror, at vi skal flytte garderoben ovenpå? Hvem er du, coñyo?! Det er ikke mig, der siger det, det er chefen, siger jeg – det er hende der bestemmer. Ruyan kigger på sin smøg og griner. I må høre efter, hvad vi siger og flytte garderoben ovenpå.

Ja, ja! siger Ruyan og peger op i luften – arriba, arriba! Jeg taler med Ruyans far, men Ruyans far peger på sin søn med en blistret hånd, han siger: Snak med Ruyan. I skal flytte garderoben ovenpå, fordi jeg siger det, fordi chefen siger det! Cubanerne griner og taler videre med hinanden. Jeg bliver irriteret og tænker over, hvorfor de ikke enten bare kan gøre det eller sige, at min autoritet er lig med nul – evt. begrunde det, f.eks. sige: Du ligner Fidel. Vi hader Fidel. Ok, det er rigtigt – jeg har en grøn kortærmet skjorte på, en sort militærkasket og fuldskæg, men det er et tilfælde! Jeg ligner Fidel i dag, men lidt mindre i morgen – Fidel ligner Fidel dag efter dag. De ville sige: Du skal ikke snakke om 59

der findes ikke noget papir på denne fest, den eksisterer sådan set ikke

Ok, det er rigtigt – jeg har en grøn kortærmet skjorte på, en sort militærkasket og fuldskæg, men det er et tilfælde! Jeg ligner Fidel i dag, men lidt mindre i morgen – Fidel ligner Fidel dag efter dag.

Fidel, dag efter dag – tror du ikke, vi kender Fidel, dag efter dag? Og sådan kunne vi starte noget nyt. De kunne advokere deres had til autoriteter, og jeg kunne advokere min ret til at blive set som et menneske – ikke som diktator. Bagefter ville jeg bede chefen om ikke at sætte mig på flere cubaner-vagter i fremtiden. Det bedste ville være, hvis de selv kunne bestemme deres kulturarbejder – også der noget nyt – men det ville chefen nok ikke gå med til, det ville være ensbetydende med, at hun ville skulle på arbejde, og det gider hun ikke. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det 60

eneste chefen har sagt om Cuba er, at de har fri kærlighed. Chefen: Jo, de har! Jeg spurgte en gang Christian, en dansk stamgæst til de cubanske arrangementer, der har været på Cuba et par gange, hvad han mener om det hele. Christian sagde: Du har det her hus i Havanna, et kæmpe stort nymalet hus til flere millioner, og ved siden af har du et faldefærdigt hus, som er fyldt med hjemløse. Det er sådan folk lever – det er fandme ikke ok! Jeg ringer til chefen og forklarer situationen: De gider mig ikke, og jeg gider ikke mig selv – jeg har brug for hjælp! Ok – chefen vil komme forbi, men det

skal virke tilfældigt, ikke som en kontrol – sådan noget giver allergi. Chefen kommer på sin røde damecykel en halv time senere, hun parkerer ved kontoret, går ind og laver en kop kaffe, kommer ud, lader som om hun tilfældigvis får øje på Ruyan, som står og ryger foran Kulturhuset. Hej Ruyan! griner hun og smyger sig som en varm kat. Hola Rosetta, siger Ruyan muntert – hvordan går det?! De kysser og krammer – så går de sammen ind i huset. Chefen ser garderoben i brandfælden og: Hov ... skal vi ikke stille garderoben ovenpå, ligesom vi aftalte? Folk kan kom-

er Fidel.

Vi had Du ligner Fidel.

me til skade, og det var meget dyrt med den brand, det var det! O ja, selvfølgelig, siger Ruyan og vender sig mod sin flok – har I hørt? Vi skal flytte garderobe ovenpå! Selvfølgelig, siger cubanerne i flok – god idé! Næste uge. Marita kommer hen i baren og siger, at Ruyan har noget, han vil fortælle mig ... hvilket selvfølgelig undrer mig – han fortæller mig aldrig noget, vi har aldrig snakket, kun udvekslet praktiske informationer coñyo med cumpañero. Marita lægger hånden på min skulder og peger mod sceneområdet, Ruyan står ved sin computer og prøver at få projek-

toren til at virke – jeg rejser mig. Ruyan hilser med et hurtigt nik og kigger undersøgende til alle sider. Han stikker hånden i forlommen på sine jeans, tager fat i min hånd og stikker en seddel i, jeg ved ikke hvor meget, han klemmer mine fingre og gør diskret tegn til, at jeg skal skynde mig at gå. Jeg giver ham sedlen tilbage, men Ruyan insisterer, han bliver ved med at give mig den, lukke mine fingre om den – han er vedholdende, som om han er sikker på, at jeg er rådden, og så vinder han – jeg tager den, og hvad så ... Ruyan smiler, hans guldtænder reflekterer det røde og grønne lys fra scenelamperne, så er missionen gennemført, han

kigger på computerskærmen og vifter mig endelig væk; gå. Jeg går tilbage til baren og sætter mig – tænker over, hvordan jeg har gjort mig fortjent til en bestikkelse, og om min position som kulturmedarbejder virkelig er nok – jeg er jo nærmest ikke engang på kontrakt – det er mit livs første bestikkelse, indtægten oveni indtægten baseret udelukkende på en tilfældig placering i tid og rum. Derefter tænker jeg længe over, hvad jeg skal bruge de 50 kroner til.

■

STÆRKE UDGIVELSER

KØBES I SHOPPEN PÅ DANSKLF.DK

SELVFORTALT

GRAFISKE ROMANER

ETIK TIL FORHANDLING

Af Poul Behrendt & Mads Bunch

Af Mimi Olsen & Hans-Christian Christiansen

Red. af Nils Gunder Hansen & Ivy York Möller-Christensen

Grafiske romaner introducerer til formatet og de nødvendige analyseredskaber. Bogen har en fyldig antologidel med uddrag af ni af de vægtigste og mest berømte grafiske romaner fra ind- og udland.

I antologien analyserer førende forskere fra forskellige humanistiske fagområder, hvorledes etikken i dag gøres til genstand for refleksion og forhandling i nyere litteratur, film, tv-serier og reality-tv.

Kr. 189,- ekskl. moms

Kr. 239,- ekskl. moms

FRØKEN JULIE

DEN JOURNALISTISKE FORTÆLLING

ORMEHULLER

Af August Strindberg

Af Søren Boy Skjold

Af Lars Green Dall

August Strindbergs naturalistiske klassiker udgives i en revideret oversættelse af Sven Holm og med et perspektiverende efterskrift samt fyldigt undervisningsmateriale.

En antologi med spændende og tankevækkende nyere journalistiske fortællinger. Bogens arbejdsdel giver elever på de gymnasiale uddannelser værktøjer til både at analysere journalistiske fortællinger og til selv at skrive mere fængende med brug af virkemidler fra den journalistiske fortælling.

Ormehuller giver praksisnær inspiration til, hvordan man kan arbejde med naturvidenskabelige temaer, tankemønstre og tekster i dansk- og tværfaglige forløb og projekter. Bogen rummer også 10 nyskrevne essays, hvor en række kendte forfattere reflekterer over forholdet mellem litteratur og naturvidenskab.

Kr. 179,- ekskl. moms

Kr. 239,- ekskl. moms

Antologien præsenterer nogle af de mest markante nyere autofiktioner inden for prosa, lyrik, teater og film. En fyldig introduktion fører ind i de nyeste teorier inden for felterne autofiktion og performativ biografisme og sætter teksterne i perspektiv i forhold til aktuelle temaer og kontekster. Kr. 189,- ekskl. moms

Kr. 139,- ekskl. moms

Dansklærerforeningens Forlag ejes af Dansklærerforeningen. Vi udgiver skønlitteratur og undervisningsmaterialer til dansk i hele uddannelsesforløbet. forlag@dansklf.dk – 33 79 00 10

»Litteraturen kvalificeres ifølge J.P. Jacobsen ikke ved fasthed, ikke ved færdige tilstande, men ved en margen af muligheder, som giver plads til alt muligt. […] Det er i omegnen af dette, det jacobsenske program, Horden foldes ud.«

"Jeg tror ikke, jeg herefterdags vil være i stand til at undervise eller vejlede i Jacobsen, Skram eller Jensen uden at rekapitulere de fine nedslag, han foretager i det foreliggende værk, og som kaster nyt lys over så kendte klassikere som henholdsvis “Skitsebogen” (eller “Der burde have været Roser”) og romanerne Constance Ring og Kongens Fald.” - Erik Skyum-Nielsen, Information

Horden er en bog med tretten digterportrætter fra den periode, vi plejer at forbinde med Georg Brandes og det moderne gennembrud. Med denne samling portrætter forrykker Hans Otto Jørgensen det herskende perspektiv på perioden.

300,-

»Den største hyldest er en hyldest til livet, til begyndelsen, til vejrtrækningen, til bevægelsen. Den begynder i begyndelsen, i vejrtrækningen, i bevægelsen.« I Essays. Et langdigt finder man en sirlig, grundigt reflekterende og poetisk skrift, hvori Schnack insisterer på at standse tiden for en stund – og give tanken og sproget et pusterum.

350,-

piger, sænk farten” gt rti hu r fo ke ik u “n : os g ba Anette kalder “hva’fuck” udbryder Aisha

AISHAS HISTORIE Foto: Nefeli Ginnerup Have

af johanne kirstine fall

I har sårn biblen ikk, vi har koranen, og det er sårn hvis en kvind vil skilles fra en mand, det kan ikk la’ sig gør, hun går næsten ud af islam, men så fortalt’ jeg det hel til imamen og græd og fortalt den hel sandhed, fuldstændigt den sand historie, og min mand han sagde selvfølgelig at det ikke var sandt, han sagd’ bla-bla, og ligned en der var god og godt integrert og han elskede mig, “søde skat”, det sagd’ han. Bladene rasler under vores fødder, de øverste blade er tørre, under dem ligger et lag af våde blade og gemmer sig, så selvom det er fristende at gøre en dyd ud af at få det øverste bladlag til at rasle mest muligt mens vi går, gør jeg det ikke – jeg er bange for at glide i de våde. Anette har i dag påtaget sig ansvaret for den halve times ledsagede udgang, vi har hver dag. Hun har kort, lyst hår, hun er studerende, selvom hun er nogen og fyrre år gammel. Da vi har gået mindre end et minut, kalder hun bag os: ”nu ikke for hurtigt piger, sænk farten”, ”hva’fuck” udbryder Aisha. Hendes madonna falder næsten ud, hver gang hun snakker. Hun vender sig mod mig, siger; ”det ska’ du bare vide, de tror at fandme at så snart vi rører på stor’tåen, så det er for at motioner’, vi vil sgu da bar’ gern’ gå en tur”. Jeg smiler på den måde, som tidligere ville have fået kinderne til at nå op under øjne64

ne. ”Ja, man kan godt trænge til at komme lidt ud”. ”Lidt ud?!”, griner Aisha, ”Ja, jeg har krafted’me brug for at komm’ lidt ud”. ”Hedder du Mia eller Ana til mell’mnavn?” spørger hun. Vi går nu på asfalt, jeg klikker med hælene mod asfalten, rytmisk. Anette kalder igen bag os: ”piger…! Vi andre kan ikke følge med.” De andre er et bundt uvaskede skizo’er med et mildest talt fjernt blik i øjnene. Vi sænker farten, hælene klikker videre, ude af takt. ”Det ved jeg ikke, ikke rigtigt nogle af delene, tror jeg”, svarer jeg. ”Jeg har det sårn’ oss”, fortsætter Aisha, ”jeg har sgu aldrig gjort noget for at tab’ mig, ikk’ overmotioner’t eller kastet op eller sådan nogt bræk, det var lissom bar’ op i mit hod, med psyken i hod’et du ved, jeg begyndt bar at had maden.” Vi går langs hospitalet, den del, der bliver kaldt Skibet. Skibet er den højeste bygning i området og er formet som noget,

der kun ligner et skib, hvis man ved, at det skal ligne et skib. Det ligner mere en glanspapir-indpakket karamel, hvor enderne er klippet af. Bygningen er rundet over midten og bliver smallere og smallere ud mod enderne. Jeg undrer mig over, hvordan rummene, der ligger i den yderste del af enderne, må se ud indefra. ”Det var fordi, du ved, jeg blev gift og ha’d kendt ham to år, han var rigtig god og integrer’t og jeg gik ikke med tørklæd, og han behandled mig rigtigt skidt, sådan rigtigt skidt, da jeg fik ring’n på, han var sårn. En dumt svin, virkelig. Og hans mor, hun var sårn: ”gør hvad din mand si’r, hvorfor ta’r du parfum på, hvorfor ta’r du stilletter på, er det sårn de ander mænd ka hør dig, så de hør dig, så de vender sig om? Er det for det?” Jeg sku gå helt tildækket, ikk kun med tørklæde, sårn helt dækket.” Hun holder højre hånd op for sin næse og mund og venstre hånd op foran panden og det

”Og hans mor, hun var sårn: “gør hvad din mand si’r, hvorfor ta’r du parfum på, hvorfor ta’r du stilletter på, er det sårn de ander mænd ka hør dig, så de hør dig, så de vender sig om? Er det for det?” Jeg sku gå helt tildækket, ikk kun med tørklæde, sårn helt dækket.”

“det ska’ du bare vide, de tror at fandme at så snart vi rører på stor’tåen, så det er for at motioner’, vi vil sgu da bar’ gern’ gå en tur”

Han opretter ny profiler på Facebook hver dag, kontakter mig. Og hans mor.

tykke sorte hår, så jeg kun kan se hendes øjne kigge ud på mig. ”Og det var ikk’ så godt for han behandled mig skidt og med islam ikk’, fordi jeg er muslim, så det kun manden, der må blive skilt fra kvinden. Kvinden må ikk’ blive skilt fra manden, det er næsten som at gå ud af islam.” Vi drejer til venstre ind ad en ny vej, væk fra hospitalet. Jeg bukker mig ned og samler et blad op, Aisha stopper op ved siden af mig og taler videre, mens vi står stille og jeg studerer mit blad nøje: ”Men jeg er ikk’ sårn én der letter mit hjerte til nogn, men så en dag, da han var væk, jeg sku hele tiden sige hvor jeg var, hvor jeg gik hen, han kørte mig al steder, ikke alen’, men så en dag han var væk, så stak jeg af og tog hjem til min forælder og fortalt dem det hel. Den hele sande historie, fuldstændig alt hvad han gjorde ved mig og de ku jo se det, for jeg had tabt mig, og imamen ku se det, for jeg vejed 39 kilo.”

Hun graver i lommen og finder en pakke cigaretter, Marlboro, fisker med lange negle én ud af pakken og tænder den med en orange lighter og et ordentligt sug. Puster ud. Vejret er sådan, at jeg også snart kan spy skyer fra munden, selvom jeg er ikke-ryger. Bagtroppen er ved at indhente os, jeg har stadig mit blad i hånden. Det er blevet knasende tørt af at ligge på jorden, men regnen har fugtet det. Jeg holder det i min venstre hånd og nulrer kanterne mellem fingrene med højre, så det tør-våde blad smuldrer i hænderne på mig. Så smider jeg det på jorden. Jeg tvinger mine øjne til at slippe det, vi går videre og er hurtigt et godt stykke foran den skizofrene bagtrop igen. ”I har sårn biblen ikk, vi har koranen, og det er sårn hvis en kvind vil skilles fra en mand, det kan ikk la’ sig gør, hun går næsten ud af islam, men så fortalt’ jeg det hel til imamen og græd og fortalt den hel

sandhed, fuldstændigt den sand historie, og min mand han sagde selvfølgelig at det ikke var sandt, han sagd’ bla-bla, og ligned en der var god og godt integrert og han elskede mig, ”søde skat”, det sagd’ han.” Vi drejer væk fra hospitalet og går langs en afpillet, brun bøgehæk. Jeg lader venstre hånd glide hen af de sorte grene og de brune blade. Nogle af bladene falder af, da jeg gør det, og pludselig er det ikke længere en hæk under min hånd, men en sort jernport. Den er kold og laver nogle kolde, hårde lyde, da mine ringe rammer metalgitteret. Inde bag porten er der flere sirligt pyntede gravsteder. ”Men imamen vil heldigvis hjælp mig med at bli skilt, så kan man godt, men hver dag siden den dag har jeg hørt fra ham, hele tiden. Han opretter ny profiler på Facebook hver dag, kontakter mig. Og hans mor. Og de spreder rygter, men jeg har ligeglad. Jeg 65

flytted bar hjem og min forælder de støtted mig rigtig meget og græd, fordi de slet ikke had vidst det, men jeg ku ikk sige til dem, at jeg var gravid, for det er endnu værre i islam at få en abort, så ka man ik være islam mer, det er sårn lissom hvis du ikk måt være med i biblen.” Vi går forbi porten og videre langs bøgehækken. Jeg lader fortsat min hånd glide mellem grenene og bladene, men så drejer vi om et hjørne og der er ikke mere bøgehæk. Der er en ny, lav og grøn hæk og det virker ikke naturligt at gå ned i knæ, mens vi går, for at røre den. Over den lave hæk kan man se en rødbrun kirke. Kirken har et højt tårn med en klokke og et stort rundt vindue. Solen reflekterer lyset i vinduet og det skærer i øjnene, når man kigger på det. Men det var bar det, der var bedst for mig, men jeg var bekymret for, hvad de vil tænk, men med sådan en far, hvis det blev en pige, hun ville sku kun være der hjemm og dæk sig til, når hun fik menstruation og hvis det blev en dreng. For resten så vist det sig at han allered had en søn min eksmand, men sønnen var blevet stor kriminel, fordi hans far bar var sådan: ”du skal vær en mand”, hård du ved. Så har jeg astma så om natten hos min forælder da lavede jeg en astmaanfald, sårn ikk et rigtigt et, jeg lod bar som om, fordi jeg vill på sygehus, ikk, og mine forælder, de vill ta med mig, men jeg sagde ”nej, nej. Nej, nej, ingen ska ta med mig, kun min søster må” og så da jeg sad i bilen retted jeg mig op sårn hel normal som nu, du ved og min søster sagd: ”du har ikk’ astmaanfald, vel?” og jeg sagd bare nej, det har jeg ikk og så spurgt hun” det vel ikk det jeg tror, vel?”, men det var det jo og så kørt vi til sygehuset og jeg fortalt hele min situation til sårn en læge og han fik mig indlagt på en astmaafdeling så min forælder ku’ besøg’ mig og så fik jeg den abort og han hjalp mig rigtig meget og jeg skrev et brev til mine forælder og forklared hvorfor det var bedst, jeg gjorde, som jeg had gjort og forklared dem alt det hele.” Kirkeklokkerne begynder at ringe, de ringer langsomt og Anette kalder bag os: ”Tag lige at stop op piger. Tag lige at nyd kirkeklokkerne! Ringer de ikke smukt?” Hun råber højt for at vi skal kunne høre hende. Vi går videre uden at vende os om..Aisha fortsætter, uforstyrret af Anette: ”Så de kom på besøg og de græd og så trod jeg jo de græd, fordi jeg had fået en 66

abort, men så græd de fordi de ikke had fået lov at vær’ der’ for mig, det sagde de.” ”Piger, sænk farten og nyd klokkerne, vi andre kan ikke følge med. Det er en fællesgåtur, det her!” Anette afbryder Aishas talestrøm en gang til, vi sætter farten ned igen, snegler os fremad med fødderne i bladene, stadig lidt foran de andre. ”Og jeg er bar sårn nu gør jeg hvad jeg vil i offenlighedn, de ander piger, de gør det os alt sammen, men deres forælder ved det bar ikk, så jeg er glad for min forælder, de andre piger de tager bar’ til København og mødes med fyre og går i stiletter og tar tøklædet af, men ikk’ her, for de er bange for deres rygte og deres forælder og de si’r altid: ”vi vil ønske vi had din far” eller ”vi vil ønske vi had din mor”, men de vil alligevel ikk vær venner med mig fordi jeg har et fucking dårligt rygte.” Kirkeklokkerne ringer videre bag os og lyden fortager sig, som vi går. Så drejer vi til venstre om endnu et hjørne og afdeling P er igen foran os. Det går op for mig, at vi hele tiden er gået langs kirkegården. ”Men jeg er ligglad. Og så for nogd tid siden, jeg blev forelsket sådan rigtigt i en god mand, men så kontakted min eksmand ham, jeg ved ikke hvordan fanden han gjord, men han sagd alle mulige løgne og var sådan ”hun er en rigtig skidt pige”, det sagde han om mig ikk, og han troede på ham, altså den gode mand, ham jeg var forelsket i, men så har jeg bare tænkt, hvis han tror på det, så han ikk værd at samle på, så nu jeg går bar og venter.” Så holder hun inde, kigger på cigaretten som har røget sig selv under hendes monolog, der kom op som en bulimikers ordbræk. Jeg er diagnosticeret med anorexia nervosa, så jeg brækker ikke lige sådan en livshistorie op, men går i stilhed med Aisha, der smider cigaretten på jorden, og venter sammen med hende på en ny mand, en god mand. Anette kalder: ”Piger, sænk farten.”.Vi vender os om og kigger efter den skizofrene bagtrop. ”Aisha, skod dine smøger inden du smider dem. Det kan godt være farligt at smide en tændt cigaret.” Anette træder demonstrativt på Aishas cigaret. Jeg tvivler på, at det er farligt at smide en halvtændt cigarret i en bunke våde blade, specielt når der er asfalt og beton så langt øjet rækker.

■

Anette træder demonstrativt på Aishas cigaret. Jeg tvivler på, at det er farligt at smide en halvtændt cigarret i en bunke våde blade, specielt når der er asfalt og beton så langt øjet rækker.

Et violet træ siger til et astralt marsvin, at det skal skynde sig at bygge en ipad med virtuelle sletter og myrefyldte rododendron.

af lasse andersen

K Æ R T N O T O R P E R J Ø H MOD VINGEDIS Nu dykker en sprællemand og en sprællekone ned og bygger et sprællelantis med tvungen folkedumhed. Buketter af sort stof med udragende tentakelspirer. Vindmøller. Vindmøller. Det er galaksers svar, vi steger på vores kraftramte pander.

rotontræk mod højre vingedis. Suser ikke. Bare slentren i et vakuumpakket fordøjelsesrum. Tiltænkt i pergament. Warum bist du hier, lieber Freund? Gaveglimtende vandsokkel. Skrå klipper flippet ud af en tjæredal. Trille kugle til Venus. Trille Venus til kopi. Trille kopi på plads. Trille borger til begivenhed. Begivenheder flippet ud af konkylie. Tiltænkte cellestreger og universkæder. Stikkelsbær og silkespiste atomdrømme. Foden der lider, gror vinger og fire ben i dagslys. I dis. I dåser med luft fra Island. Det lever i nu. Det er genopstandelse. Det er en mand med moustache dækket med metal på bunden af en planet kun bestående af vand. Bændeldyr der flyver i cirkler. Cirkler i et projiceret ansigt. Ansigtet er en spiral af røde. Det ligger på fortorvet, afhugget og slentrer. Udelukket fra koret, udstillet. Glasset er ikke lige der. Så skråner et warum fra en skorsten flappet frem. Begrundelse til rent støv. Billedet

bliver eller dulmer det. Det stormer, sukker. Det slikker til det stormer. Det sukker stormer slikker. Det kikker og det kilder. Kilder marker mod kornbrud. Cellebrud. Skybrud. Lyn fra kinden og glughuller, der sumper. Skrumper. Tissetrang. Dårlig blære. Dræberblære. Syregrønne stikkelsbær flippet ud af ramte hænder. Tungemål og spytbomber. Fløde der bløder og hak. Oliehak. Pengehak. Harehak. Moderhak. Skorpehak. Ligefrem hak. Menneskehak, spædbørnshak. Sukkerhak, mens gaden bliver havet og dna'en flyder, drypper atomracet en diktat for levevis. For det bedste, for den frygtløse, omklamrende konformitet. Tjæreslange. Ondt skæg og hovedet til bunds. Ispinde. Pindesvær. Svært svin. Blinkende købelyst. Kvæk kvæk. Plyk. Miau miau. Plyk plyk. Støvmider på indersiden af botoxfyldte læber. Et violet træ siger til et astralt marsvin, at det skal skynde sig at bygge en ipad med virtuelle sletter og myrefyldte rodo-

dendron. Drøn på droner og gigantiske levende selvstyrende jordebeboede metalbor. Nu dykker en sprællemand og en sprællekone ned og bygger et sprællelantis med tvungen folkedumhed. Buketter af sort stof med uddragende tentakelspirer. Vindmøller. Vindmøller. Det er galaksers svar, vi steger på vores kraftramte pander. Godt at vi kan købe bøger. Bøger, der fortæller os, hvad vi skal. Bøger skrevet af ånder. Alle gode tanker er fra engle og nisser. Mennesket er så lavt, det hakker, når det siger kærlighed. Hedebølge i lunger. Hedebølge i lysende nederdele. Hedebølge på de højeste isser. Selvgrønne isser. Tindrende, looper ind i sig selv. Ud af sig selv. I tidsrejsefart. I mønstermasse. Og sort violetglødende diamant inde under huden. På sletter. På smeltende våben. Haver i maven. Højt solskin flixende på smeltende teglsten. På ombyttelige hoveder. På skallende murværk. Tres fiberlys i tænkende bænke af teaktræ og elfen67

Vandmanden triller ud af universet og ind i sindet. Sindet forveksler sansningen med Europas bjerge. Røde klipper i Østrig. Gennemsigtige klipper i Schweiz.

ter Vi prin tem. ys et sols løder. b Vi sol

Stikkelsbær og silkespiste atomdrømme

ben. På motorhjul og streger i et ansigt. Ansigtet flapper ud og bliver planet, solstorme, væltende bjergtinder, tempelmasser, galakse, p-pladser til racene blodlegemer. Tigerreje. Saks. Saks. Sakser gulve og vægfacader i sprækker af lys, der flipper skeletter frem. Lette hop på et fortov af stjerneskraberes tage indeholdt i selvvekslende strenge. Syvogtyve menneskeskikkelser vælter ud af et vindue. Proteser, gebis og isterninger har lagt sig som plæne. Tudser og frøer vil gerne hoppe sig i syn. Den hjemlige og den med klove og vrinsk i smilet. Mikrobjørne skydes i bølger. I luften. I rummet. Rundt og under tryk. I vandet under isen. Den er venner med den udødelige vandmand. Vandmanden triller ud af universet og ind i sindet. Sindet forveksler sansningen med Europas bjerge. Røde klipper i Østrig. Gennemsigtige klipper i Schweiz. Dyret lever ude i verdensrummet. Verdensrummet lever i Tritosland. Trilleland. Hoppeland. Lykkeland. Storhedsland. Lynnedslagsland. Overfladeland. Slaveland. Lalleland. Ruder bløder, geværet, lyder sproget i klynk forbi på celluloidskærme og krop-

pen er analfabet. Oppe i himlen bygger stjernerne huse. Skæve og oven på hinanden. Tiden spræller verden. Ingen sko får kramper. Rummet spytter tiden ud af hjernefontæner. At glemme skoven og der er minearbejde på kroppens vræng. Skiltemalet forårstid i jernlåse. En ifo og en ufo spiser os til perlemor. Drys lidt på vejen. Drys lidt på strukturen. Flet den til safirlysende underholdningskilder, fløjtedans, parisersand, ekstasedans, kvantesyn og frit. Lerjorden bløder op. Tandsæt flyver over himlen. Tænder går itu, smuldrer. Støvet skyder af sted i solens regnbue. Synker øjne og glitrende hår. Håret rammer skorpen. Skorpen spiser hjerner med syge tænder. Tænder trækkes. Tænder strammes. Ganen åbner sig ind til universet. Tungen flyver ud, borer en labyrint. Stikker til satellitter med små mennesker indeni. De bevæger sig rundt i gyldent og gyldent let tøj, med hænderne viftene over deres hoveder og sprøjtene hudporer. Der vælter dyr ud af deres hænder. De løber ned ad tungen og spiser på drøblen. Sætter sig på stole uden sæder. Verdener af skum. Tæpper af verdener. Bag væggen er der race. Micromachines og myrer med tusindfryd og selvlysende øjne af pixeleret hud. Hud, der bobler. Hud, der koger. Hud der skælver. Hud, der brister mod sugende kræfter. Røgen er frugttræernes blomsterblade. Skrid mod vindue. Røgen sætter sig på en tusindbenet evigstol. Trompet fra grammofon. Og karruseller i hele rummet. Det er lysende

Ansigtet flapper ud og bliver planet, solstorme, væltende bjergtinder, tempelmasser, galakse, p-pladser til racene blodlegemer. Tigerreje. Saks. Saks.

I dåser med luft fra Island. Det lever i nu. Det er genopstandelse.

En urinport i alle øjne. Hængsler og byens cykler skrumper mod anlagt sø. Anlagt hus. Anlagt vej. Anlagt sakralterapi. Fråds på frysetørret dåse. Det er et sokkemål.

grøn dis, der begærer skikkelser med flag og fødderne plantet vibrerende på selvsmurte glaskugler. Det er en bygning, der flager og vinde, der snupper sig forbi i en elektronkano. På vej ud af å, på vej til fiskeø. Tre åkandesøer. Tre hop på et sælsomt nul. Det retter sig til, i alle vinkler. Vinklerne er bjerge af galakser. Kanonkongefostre springer fra tinde til tinde. Gangbroer mellem universer. Surfer ned ad rumstøv. Flyver gennem en villa. Blafrer grønne vingegardiner. Kængurustylter ud af lysende lydsmurte lydflader. Lufttempler. Hatten er paraden ud af taget på flagrende regnbueherrer. Sumppistoler i skrumpe hænder. Det er den farveløse tilstand, der eksploderer igen og igen i et rundt format. Snabelsko vandrer ud af myreturer. Myreturer med bjælder. Snabelsko med bjælder. De blæser et fløjtevæsen. Udstrakt strudsehals. Toner flyver ud som dybvandsfluorescens. Og der er slanger og sprøjter og pumper og poser med blod. Det er ansigtet, der flipper ud

på grusstien og bygger huse af sand. Blod bliver sprøjtet ind i systemet. Vi printer et solsystem. Vi solbløder. Vi har hætter der springer i en anden retning. Indre organer der eksploderer som sole. Udvider sig som Big Bang. I ansigtet stopper tiden. Den hakker på en trampolin. Spættenæb. Menneskerne taber store, krampende stykker kød af deres lemmer. Savl og fråde fra gamle formumlede bodegakvinder. Blink og stjernesirup i våde hylende øjne. Øjne som glemte højtidsmiddage. Middage på borde af væskende sårskorper. Skorper på jordomsejling. Det vælter i luften og horisonten ligger sig bag hovedet. En måne blankt i tværsnit af gaden. Væggene højre og venstre af lig med klode/kosmos. Ræs og romantik i røde klippers balsal. Motorsal. Benzinsal. En urinport i alle øjne. Hængsler og byens cykler skrumper mod anlagt sø. Anlagt hus. Anlagt vej. Anlagt sakralterapi. Fråds på frysetørret dåse. Det er et sokkemål. Håndkneb. Kobbertråd i øre. I læbe. I øjne. I

hjerne. I knogler. Kroppens radiator, rør syder elektromagnetisme. Ametyst. Elektricitet mellem ørerne. Spindelvæv på et flygtigt amazoneværelse. Rotterne er selvudvidende ål op foran navlen. Det fuglekvidrer tanken. Bøgetræ fylder rummet. Gulvplanker sprænges i substans. Stuegulv bliver transparent. Opløselige træk i et vingeslag. Plænen bliver presset for blod af stampende, klæge fødder. Neglene er hule og der bor afhuggede små tunger, de taler og sender sonder afsted til gamle fostre uden øjne. De opfatter farver med deres blodlegemer. Afbleget og med æggehvideskind. Tyndt, hvidt skind. Lækkende og tætlagt om universet. Væggen kravlet frem af blinkende strukturfarvede plastikdinoer. Tinsoldater og penduler, der vandrer i heden. Himmel, aquavæld. Hovedet er en pyramide af vand. Himmelen bygger ansigter med tråde af blod. Smelter lyset.

■

af christoffer winther bjerregaard

KRETA Vi stiger langsomt på vej op ad bjerget i de skarpe sving. Bag os ser vi en dis lægge sig over vandet, imens det forsvinder længere væk. Foran os, mod midten af øen, kommer to sorte bjerge til syne. De er sneklædte, og ligger godt der, med den hvide sne i lange spor ned over det sorte. Vi kører ind i en by, som hotellets receptionist har slået ring om på kortet, og hun har sagt, det er en rigtig hyggelig by, den her, der skal I lige stoppe.

En lille kat er blevet kørt ned. En bil har revet den op og smidt den i siden af vejen. Vejen bevæger sig ind imellem lodrette, knoklede klipper, der gløder i solens lys.

eg står tidligt op og går ned i restauranten, hvor jeg bestiller en omelet og en kop kaffe. Så går jeg ned mod Hersonissos. Vandet skummer imod de røde klipper, jeg skrår over vejen, og solen er bag skyerne. Det er en kølig morgen. Der er ikke nogen på arbejde i biludlejningen, så jeg sætter mig på den gode café overfor. Derfra kan jeg holde øje med, hvornår de møder ind. Bilen han kører frem til mig er lille og gammel. Jeg kommer med op på kontoret, jeg skal skrive under på nogle papirer. Malingen på væggene skaller. Han sætter sig i en kontorstol i kunstlæder, han er fed og snurrer svedende rundt på stolen, mens han snakker. Han tager sine hænder frem fra under bordet, når han peger på kontrakten. Hans negle er lange. Bag ham er der to planter og en stor kalender på væggen. Persiennerne klaprer mod karmen, ellers er der stille, imens jeg kigger i papirerne. Der er ikke noget benzin på, så det skal du lige fylde på! siger han.

Der er en station lige tre km den vej. Det er lige den vej, jeg skal, så det passer godt. Så henter jeg Eurydome og Taygete på hotellet, og vi kører imod tanken, men så løber vi tør for benzin. Ovre på den anden side af vejen, holder en gammel pick-up. Manden i den forstår nogenlunde hvad jeg vil. Jeg vil ned på tanken dernede, man kan se derned, og hente noget benzin, jeg er kørt tør! Hans kone har mange lag tøj på i varmen, han kører mig derned, hun siger ikke noget, og så tager de kun kontanter. I min lomme finder jeg telefonnummeret til biludlejeren, ringer og fortæller, han ikke en gang har givet mig nok benzin til at komme ned til tanken! Da jeg kommer tilbage til bilen, sidder Eurydome og Taygete og smiler. Men jeg er rasende! Der går et lille kvarter, så kommer der én med noget benzin, så jeg kan køre til en anden tank, en der tager kort.

Syng e sang fo n rm Kynosu ig, ra!

Vi stiger langsomt på vej op ad bjerget i de skarpe sving. Bag os ser vi en dis lægge sig over vandet, imens det forsvinder længere væk. Foran os, mod midten af øen, kommer to sorte bjerge til syne. De er sneklædte, og ligger godt der, med den hvide sne i lange spor ned over det sorte. Vi kører ind i en by, som hotellets receptionist har slået ring om på kortet, og hun har sagt, det er en rigtig hyggelig by, den her, der skal I lige stoppe. Den smalle vej munder ud i en stenbelagt plads med et hvidt springvand. Nogle gamle mænd med lange overskæg lysende som sølv sidder på en café. Hænderne hviler på deres stokke, der står mellem deres sko. Vi parkerer bilen i støvet, der dækker pladsen, det risler fra springvandet. Man får helt lyst til noget at drikke. Det er varmt på pladsen, der står en bred figenbusk. Jeg løfter Taygete ud af sædet, og vi krydser pladsen, sætter os under cafeens markise. Vi bestiller kaffe og vand, vi leger med Taygete i skyggen. -

Vi kører videre op ad bjerget, og nu kan vi se en kølig sø. Op over bjergkammen og ned igennem skoven. Ned i gryden hvor små, gamle traktorer snøvler sig af sted. Når vi kører igennem de små byer, kigger vi ud af vinduerne og kører langsomt. Bygningerne er blege og efterladte. Stammer snor sig rundt om søjler. Der står stenmøller, det er som om tiden har stået stille her længe. Her er ikke nogen mennesker. Her er nogle katte, der løber. Vi kommer til der, hvor vi skal dreje af, og hér råber Eurydome, og så drejer vi af. Det bliver stejlt, det er en gammel bil. Hun har fundet stedet på kortet. Vi besøger den grotte, hvor Zeus har levet sine første år. Zeus har boet i den her hule, hvor stenene drypper fra oven, og hvor stenene står i stave op ad klippegulvet. Hulens åbning er dækket af mos og sammenfiltrede planter, og længere nede, er overfladerne nøgne og våde, og stenene bliver stadig mere noprede i overfladen. Jeg løber min hånd over en af de glatte overflader. De er kolde. Helt nede, bagerst i hulen, nede i bjerget, ligger en lille

Da jeg kommer tilbage til bilen, sidder Eurydome og Taygete og smiler. Men jeg er rasende! Der går et lille kvarter, så kommer der én med noget benzin, så jeg kan køre til en anden tank, en der tager kort.

g allerhelvedes træt og si et st ka e lig r ha us Ze Den unge omstrende træ. udmattet under et lavt, bl

Han ved så meget og er så klog, at han ikke kan rumme det i sit hoved. Han er ikke blevet fortalt, at han er Gud. sø. Det er ikke meget lys, der slipper ned. Vi knæler og drikker af vandet og det er rigtig koldt. Vandet kan mærkes når det løber ned i svælget. Det er en god fornemmelse. Det er noget godt vand. Opstigningen er lang og hård, og stadig ser vi, hvordan lange stilke af sten hænger ned, og skyder op, og nogle steder møder hinanden og bliver søjle. Gid vi kunne rejse i tiden, siger Eurydome. Allerede her begynder rummet at suse, sløres, opløses. Men det kan vi jo! skriger jeg i det høje sus. Den unge Zeus har lige kastet sig allerhelvedes træt og udmattet under et lavt, blomstrende træ. Det er en vidunderlig dag, solen får det til at lyse fra blomster72

ne. Men det er også en varm dag, og noget skygge gør ham godt. Han har ikke lavet så meget i løbet af formiddagen, men han har fået drukket en hel sæk varm blommevin, han er kun 19 år! Han er ung endnu, men han har en viden og en god forståelse som en Gud. Han ved så meget og er så klog, at han ikke kan rumme det i sit hoved. Han er ikke blevet fortalt, at han er Gud. Det har de gode naturånder, Adamanthea og Kynosura ikke sagt til ham endnu, tiden er ikke moden. Han har stærke smerter i hovedet, og i kroppen med al den ubrugte trolddom, så han drikker de store mængder vin for at få has på smerterne. Han kan drikke sækkevis af vin, han er muskuløs og høj, men han er jo også en Gud. Det er netop derfor, han kan holde til at drikke og ryge tobak, som han gør. Det er bjergets små, skæggede gedeguder, der laver hans vin. Rundt om livet har han et tjavset, hvidt klæde. Et øjeblik rejser han sig på den

ene albue, og med en hånd skygger han for solen. Han ser hvordan naturånden Kynosura kommer med en skål køligt vand, som hun har hentet bagerst i grotten. Han læner sig tilbage i græsset, og lukker øjnene, hun væder en svamp, hun dupper ham for panden – det hjælper på det. Hendes langsomme bevægelser. Syng en sang for mig, Kynosura! beder han den smukke, unge naturånd. Hun er gravid med deres datter, men de holder det for dem selv indtil videre. Månen hænger lavt, den er fuld, så natten er lys. Natten er lys og kølig. Zeus er nyfødt og ankommer til grotten i sin mor, Rheas, lune arme, indhyllet i det hvide klæde, det er hvidere nu, det er et klæde fra Olympen. Hun er netop steget ned på øen, og hun befaler naturånderne i grotten at skjule ham i tredive år. Hun skriger i natten,

Zeus er nyfødt og ankommer til grotten i sin mor, Rheas, lune arme, indhyllet i det hvide klæde, det er hvidere nu, det er et klæde fra Olympen. Hun er netop steget ned på øen, og hun befaler naturånderne i grotten at skjule ham i tredive år. Hun skriger i natten

gør det så, Adamanthea og gør det så, Kynosura! Vi kører tilbage op over bjergene og vælger en anden vej, drejer af mod Agios Nikolaos ude ved kysten. Vi kører igennem olivenlunde. Et sted holder vi ind, fordi Eurydome vil springe ud og plukke fra de træer, der rager helt ind over bilen. De smager skidt, de oliven! I Agios Nikolaos parkerer vi bilen og går ned til vandet. Eurydome køber øreringe, sko, en ring. Vi triller Taygete rundt i en klapvogn på havnen. Solen er begyndt at bage og har brændt skyerne væk. Vi ser, de store sorte klippeblokke har mast sig op af vandet. Vi besøger det gamle Zeus-tempel, hvor vi bringer vores ofringer frem. Smukke

blomster, stjernekastere, et lille lam, vi slagter på stedet. Vi ser blodet flyde og mærker, hvordan de andre, der deltager i ceremonien, røres af vores handling. Og vi siger de gamle remser i kor, og mærker hvordan vi fyldes af den gode Zeus. Det er som om alle gaderne i Agios Nikolaos er ensrettede og stejle. Bilens lille motor kan kun lige akkurat slæbe os op over bakkerne. Vi vender snuden hjemad mod Hersonissos, vi kører ad den nye hovedvej. Vi kommer lidt ind i landet. De røde klipper er skarpe, og få buske vokser her. Ude bag de fjerneste bjerge, er der gang i himmelen, solen er ved at gå ned. Lyset får bjergene til at fade og de ser ud til at drikke af himmelen og bliver mørke. En lille kat er blevet kørt ned. En bil har revet den op og smidt den i siden

af vejen. Vejen bevæger sig ind imellem lodrette, knoklede klipper, der gløder i solens lys. Det er en god måde, de kører på hernede, råber jeg om til pigerne. Det er godt, hvordan man skal trække ind i nødsporet, hvis nogen vil overhale. Det er godt hvordan alle er flinke til det. Jeg koncentrerer mig en tid om at lære af de andre på vejen. Så kommer vejen fri af klipperne, og på vores højre side kan vi se nedover bjerget og helt ned til kysten. Det er blevet mørkt, men hotellerne og tavernerne lyser op. Jeg sætter mig nede i restauranten, når Eurydome og Taygete er faldet i søvn, og bestiller en lys øl. Jeg har taget en bog med ned, men jeg kan ikke samle mig om den. Det var godt, vi nåede at aflevere bilen i tide, det var godt at restauranten stadig var åben.

■

L I Z A R B I T I F GRA eder mĂşniz , salvadore , brasilien

Tænker du på at skrive en roman? Går du med en forfatter i maven? Lær at skrive på www.forfatterskole.dk Vore dygtige coaches og gennemprøvede kursusforløb hjælper dig på vej. Tilmeld dig idag på www.forfatterskole.dk

Vi er Nordens ældste og mest besøgte sted på internettet for coaching og online skrivekurser.

af lars frost

N E N O F E L TE

Og udenfor ville det virkeligt være forårsagtigt. Datteren krydser gaden under en høj, blå himmel og med den lille, ny kyse på hovedet. Hun kan slet ikke holde sig fra at løbe et par skridt. Og gøre et lille hop.

Åh, disse årstidernes skiften! Hun stopper op ved vinduet, så sætter hun sig i vindueskarmen. Og dypper hånden i kurven af flettet pil fuld af sytøj og garnnøgler, pinde og nåle.

Hun lægger røret fra sig på sekretæren og kalder ud i entreen og op ad trappen på datteren. Åh, disse årstidernes skiften! Hun stopper op ved vinduet, så sætter hun sig i vindueskarmen. Og dypper hånden i kurven af flettet pil fuld af sytøj og garnnøgler, pinde og nåle. Mama? Datteren er en solstråle – næ, hun er en livlig bæk, da hun langt om længe åbenbarer sig i døråbningen. Der er telefon, svarer moderen. Hun lader hænderne og sytøjet falde ned i sit skød og kaster et blik fuld af hentydning76

er og underspillet drama på røret på sekretæren. Hallo? Ja. Nej. Ja, lad os sige det. Det er en aftale. Hvem var det? spørger moderen. Jeg synes ikke, det var en stemme, jeg kender? Edith. Det var da Edith. Hun vil i biografen. Åh, må jeg, mama? Du har ikke brug for mig i eftermiddag, har du? Jeg har allerede sagt, at jeg kommer. Nej nej, jeg har ikke brug for dig. Gå du bare.

Og Fru Klaussen hjælper datteren i overtøjet. Og tørklædet. Og kysen. Åh, mama, det er så kønt og forårsagtigt i vejret i dag. Du bliver forkølet, kom her. Og de moderlige hænder strammer tørklædet og binder en forsvarlig sløjfe på kysens bændler. Og udenfor ville det virkeligt være forårsagtigt. Datteren krydser gaden under en høj, blå himmel og med den lille, ny kyse

Mama? Datteren er en solstråle – næ, hun er en livlig bæk, da hu n langt om længe åbenbarer sig i døråbningen.

Farvel. Trafik forude! Kysen! Bændlerne! Sløjfen, den løsnede sig. En sporvogn skramler forbi.

på hovedet. Hun kan slet ikke holde sig fra at løbe et par skridt. Og gøre et lille hop. Ind i den lille park med skulpturerne af modige mænd. Åh, disse årstidernes skiften! En høj og rank, moden kvinde lufter sin hund i parkens voluminøse grønsken. Tante Fanny, udbryder pigen. Og Kiki. Hej, Kiki. Uh, hvor er du fin. Er du en fin lille hund? Ja, du er en fin lille hund. Er det ikke en vidunderlig dag! Det er bestemt en dejlig eftermiddag, siger tanten og vimser af sted efter sin hund.

Farvel. Trafik forude! Kysen! Bændlerne! Sløjfen, den løsnede sig. En sporvogn skramler forbi. En drosche med et prægtigt motordyr spændt for skramler forbi. Og hun dansede af sted under plataner i knop, spæde kroner, hun dansede ned ad boulevardens fortovsbelægning, sten efter sten, fliser sat ned til kant. I retning mod den kølige biograf. Og de levende billeder! Endnu en sporvogn skramler fordi. I den anden retning denne gang! Åh, bændlerne – sløjfen løsnede sig. Kysen lettede, gled af, løfte-

de sig fra hendes hoved, blottede hendes hår – for solen. Og byen. Og hver mand. Og fletningen, der som en sovende slange har ligget rullet sammen på hendes isse. Under kysen. Fletningen løsnede sig op. Fletningen faldt fra sig selv i stride strømme, en bæk af tykt, solblond hår. Fru Klaussen lægger sytøjet fra sig og bevæger sig graciøst gennem stuen. Hun løfter røret. Siger: Hallo?

■

Hun kan ikke hive øjnene væk fra de menstruationsplettede Underbukser Et sort modermærke på inderlåret

N V A L E T S FA

af freja ebbestad

(hvad nu hvis han kysser dårligt)

e danser lidt sammen og han mister interesse To piger kommer hen og siger han ligner mads langer (det gør han) Jakob spørger hende om sidste weekends fest Om hun var sammen med sin tutor (det var hun) 78

Er han misundelig? Er han ligeglad? Er han bare nysgerrig? Alle kan lide Jakob, og han kan lide alle(?) (hvad nu hvis han kysser dårligt) Man skal ikke spise samme sted som man skider Så hun danser tæt med en af de ældre piger Uden at vide hvorfor

(ved præcist hvorfor) Tidligere var alle mennesker muligheder Drømme og eventyr i en pakke af kød og blod og vitale indre organer (nu er det den samme historie på repeat) Vågner i Frederikkes seng Uden for dynen pulser hun alkohol, en feber der venter Løse shorts

Er han misundelig? Er han ligeglad? Er han bare nysgerrig? Alle kan lide Jakob, og han kan lide alle(?)

Lår der er så store tæt på at hun får lyst til Bare at røre dem, ikke nødvendigvis Frederikke (er det sådan man tænker om sine venner) Hun kan ikke hive øjnene væk fra de menstruationsplettede Underbukser Et sort modermærke på inderlåret (er det sådan man tænker om dem, en gang i mellem)

Hun er blevet dårlig til at introducere sig selv Står i mængden, halvt gemt Smiler smiler smiler (kan du ikke uden den rette blod-sprit procent) Svajer til musik og svajer ind mod køleskabet Oversize i proppet kollegiekøkken Hendes tutor hev hende til side

Hans hånd om hendes håndled De talte bare På en lang gang, fyldt med lukkede døre Ufokuserede øjne (er du ok. var det ok. nu gjorde du ikke noget du ikke ville.) De er cool Hun er pisse cool, det er let når intet rigtig har betydning

■

E LIF AL RE n: on gh or sL Te xa

CHRISTIANSBORGPRAKTIK BORGENFØLJETON

SE LIGE . R E H E D HEN

På baren laver vi drinks til de første gæster. Jeg føler mig udstillet. Blikkene på min krop. Det er stadig lyst udenfor.

af susan simonsen

Det er tre mænd der er taget hen på en bar for at se deres praktikant skænke drinks. Det er tre mænd der er taget derhen, fordi praktikanten lige netop i aften er udklædt udfordrende frækt. Det er derfor de er der. De fik en sms og så kørte de.

da, fire Mojitos, så to Speedy gonzales og en Long Island Iced Tea. Det er eksotiske drinks. Sugerør i. Et stykke melon trykkes ned over glassets kant, saften flyder fra frugten, blandes med den røde væske. Man kunne kalde mig en lækker pige bag en lækker bar. Ikke nogen perfektionistisk pæn pige fra Christiansborg. Nej her spilder vi, her arbejder vi hurtigt. Vi drikker os fulde mens vi arbejder og vi arbejder hurtigt. Jeg vejer 53 kilo og drikker nemt otte shots på en aften.

En aften er vi udklædt i politikostumer. Det er Helenas ide og jeg er med på den. Vi tager kostumet på hjemme hos mig. Netstrømpebukser henover de bare lægge og lår, op over den g-strengsbeklædte numse. Bh og så kjolen: lårkort, stram latex. Den lynes fra kjolens nederste kant

eg trykker beløbet ind. Holder øje med kvitteringen der kommer ud. Jeg er i gang med den næste drink. Står der godkendt? Ja det gør der. Tilbage til drinken: Creamy orgasm. Efter den: to Strawberry daiquiri og en Mexi cola-

hele vejen op til brysterne, uden at skjule dem helt. Make-up. Politihat. Nogen ville kalde det vulgært. På baren laver vi drinks til de første gæster. Jeg føler mig udstillet. Blikkene på min krop. Det er stadig lyst udenfor. Det føles alt for lyst. Aftensolen får politikostumet til at skinne som et emblem på min krop. Se lige hende her! Jeg har lavet mig en drink. Den er lysegrøn og jeg drejer med sugerøret, så det pisker rundt i drinken. Det er ikke for smagens skyld. Jeg skal ligesom bare have noget, jeg kan lave. Hvorfor er der ikke flere gæster? Hvis der var flere, kunne jeg lave flere drinks. Hvis der var flere, ville jeg ikke have tid til kigge dem i øjnene. Og der kommer flere. Efter nogle timer er baren fyldt. Jeg laver drinks til de tørstige gæster. Shaker væsker, blender

bær, presser citrusfrugter, rører sukker, salt, angostura, tabasco, peber og en smule muskatnød. Jeg begynder at nyde det. Jeg nyder blikkene og komplimenterne. Fra de unge fyre, fra de pæne, de gamle, de grimme og fra pigerne. Jeg føler mig som noget større, noget vigtigere. For de kigger på mig og jeg har travlt. Men pludselig kigger jeg op og der står han. Det er min kontorchef. Han hedder Mads og han smiler helt vildt. Jeg bliver så flov. Føler mig pludselig så nøgen. Det er en helt forkert situation, helt akavet. To mennesker malplaceret lige dér. De kender hinanden fra en anden kontekst, en professionel én, og så står de der over for hinanden. Mig som noget der ligner en pornomodel. Og hvad gør det så ham til? Men det bliver kun værre. For ved siden af ham står to politikere fra partiet. Jeg kender dem godt, men kun fra tv, for der har vi alle sammen set dem. Nu står de inde på min bar og kigger på min

halvnøgne politipigekrop. Dem i deres jakkesæt og lyseblå skjorter. De er fulde, de er ude og have det sjovt. De bestiller drinks og de smiler. Mads siger, at nu skal dresscoden godt nok ændres inde på kontoret, det er stensikkert. Og jeg laver de drinks. Jeg kører dankortet igennem og giver dem en god rabat. Det er tre mænd,der er taget hen på en bar for at se deres praktikant skænke drinks. Det er tre mænd, der er taget derhen, fordi praktikanten lige netop i aften er udklædt udfordrende frækt. Det er derfor de er der. De fik en sms og så kørte de. En praktikant sendte et billede af en anden praktikant, kun iført lolitalignende politikostume, og så kørte de. Det er tre mænd, der ser et sexsymbol. Det er en chef der, ser på sin medarbejder som et sexsymbol.

Det er en chef, der først vil være kammerat, så chef, så liderlig gæst på hendes bar, så chef, så hvad så? Det er to folkevalgte politikere, der har en ung universitetsstuderende til at arbejde gratis for sig. Det er to folkevalgte politikere, der står og kigger på hende som et sexsymbol. De er på bar. De er ude og have det sjovt ja. De er også mennesker! Helt almindelige mennesker. Med helt almindelige lyster ja. Danskerne har valgt de to politikere ind i Folketinget. En demokratisk afstemning har afgjort, at de skal være med til at forvalte den danske lovgivning. Vi har givet dem den magt. De har givet chefen en magt. En chef kan få gratis arbejdskraft fra en kompetent universitetsstuderende i et halvt år. Uden at hun får noget til gengæld. De har givet chefen den magt.

Du arbejder gratis, fordi det er den eneste måde du kan komme ind i den verden på. Du gør det. Du forventer at blive respekteret som medarbejder, lære noget, blive en del af arbejdspladsen. Men hvordan skulle du nogensinde kunne føle dig som en del af en arbejdsplads, når du ikke behandles sådan? En medarbejder betales og du betales ikke.

Men det bliver kun værre. For ved siden af ham står to politikere fra partiet. Jeg kender dem godt, men kun fra tv, for der har vi alle sammen set dem. Nu står de inde på min bar og kigger på min halvnøgne politipigekrop.

Som praktikant er jeg et stykke kød. Et stykke kød der arbejdede gratis for dem. Et stykke kød man kunne stå og kigge på.

kre på, hvad de På kontoret var de usi arbejdede gratis der en af kunne forvente ste hvad stemte. for dem, en de ikke vid

Hun får noget flot på CV’et. Måske en anbefaling hvis hun spørger efter det, hvis hun skriver den selv. På universitet fortalte de mig, at jeg måtte ud og få noget erhvervserfaring, hvis jeg ville noget med min uddannelse. Men det var svært at finde et studierelevant job. Jeg tog i praktik. Ulønnet. Jeg måtte stå på en bar om aftenen og tjene mine penge. Hvis jeg ville ind på Christiansborg, var det vejen at gå. Sådan var systemet indrettet for mig. Sådan havde politikerne bestemt, at det skulle være. De politikere jeg arbejdede gratis for. Så paradoksalt er det. Der var ikke andre at skyde skylden på end dem. Du arbejder gratis, fordi det er den eneste 82

måde, du kan komme ind i den verden på. Du gør det. Du forventer at blive respekteret som medarbejder, lære noget, blive en del af arbejdspladsen. Men hvordan skulle du nogensinde kunne føle dig som en del af en arbejdsplads, når du ikke behandles sådan? En medarbejder betales og du betales ikke. Det er bare penge. Penge der ikke flyder. Og pengene er ligegyldige. Men pengenes fravær er ikke ligegyldigt. På kontoret var de usikre på, hvad de kunne forvente af en der arbejdede gratis for dem, en de ikke vidste hvad stemte. Kravene var udvisket. Jeg mærkede deres berøringsangst. Mærkede ligegyldighed ved min tilstedeværelse. Grænserne rykkede sig for, hvad jeg gad yde for et sted,

hvor der ikke blev stillet krav. Mit engagement forsvandt. Den gensidige respekt forsvandt. Som praktikant er jeg et stykke kød. Et stykke kød der arbejdede gratis for dem. Et stykke kød man kunne stå og kigge på. Men er det rimeligt at beskylde politikerne for noget som helst? Det er ikke dem, der har bestemt, at langt de fleste praktiksteder ikke betaler deres praktikanter. Omvendt er det heller ikke lykkes dem at ændre det. Tilmed bruger de ordningen selv. Da jeg blev ansat som praktikant på Christiansborg, sagde den politiker, jeg skulle arbejde for: “Jeg synes jo ikke det er i orden, at du skal arbejde gratis for

Folketingsmedlemmer ser sig selv som almindelige mennesker, der lever almindelige liv. Embedet som folketingsmedlem er et job.

mig, men det er nu engang sådan det er.” Først forkaster man udnyttelsen af gratis arbejdskraft som en del af partiets politiske linje. Man argumenterer tilpas længe for besværlighederne ved at ændre ordningen. Herefter tildeler man hvert eneste partimedlem en praktikant. De højtstående medlemmer i partiet får tildelt flere praktikanter, og den politiske ordførers brede område kræver hele seks styks ubetalte universitetshjerner. Men politisk kan man ikke stå inde for det. Her er et grundlæggende spørgsmål: Skal de folkevalgte politikere agere mere moralsk korrekt end resten af samfundet? Det mener politikerne ikke. Politikere gør som alle andre i samfundet. De føler sig ikke særligt forpligtede til at følge moralske kodeks, fordi de er folkevalgte. Eller moralsk forpligtede til at kæmpe for de ting, de tror på. Selvfølgelig kæmper de for nogle af de ting, de tror på – eller i nogle tilfælde det deres politiske ledelse siger, de tror på. Måske er deres rationale; man tror jo på så meget. Der må være grænser for, hvor meget man kan kæmpe for på én gang. Folketingsmedlemmer ser sig selv som almindelige mennesker, der lever almindelige liv. Embedet som folketingsmedlem er et job. De stræber efter det komfortable i lige så høj grad som alle andre danskere. Det er sådan det er. Javist er de bevidste om, at medierne ikke bør se dem

De to politikere og praktikanten mødes ikke igen. Men chefen. Chefen der tog hen på en bar, kun fordi hans praktikant netop den aften var halvnøgen. Chefen møder hun igen.

i disse “komfortable” situationer, hvilket de naturligvis forsøger at undgå. De to politikere havde det fint med at stå på den bar og kigge på mig udklædt i politikostume. Politikere har det fint med at have praktikanter arbejdende gratis for sig. Og de har det fint med at kæmpe for de politiske sager som er komfortable for dem at kæmpe for – dem der giver stemmer. De to politikere og praktikanten mødes ikke igen. Men chefen. Chefen der tog hen på en bar, kun fordi hans praktikant netop den aften var halvnøgen. Chefen møder hun igen. Om mandagen og i ugerne efter, hvor han omtaler episoden i en sjov løssluppen tone i et forsøg på at udglatte det akavede. Chefen der søger bekræftelsen hos sin praktikant: “Det var da sjovt!” Chefen der slynger en bemærkning ud lige inden kontormødet: “Jeg synes altså bestemt, at vi skal genoverveje påklædningen her på stedet. Er du ikke enig?” Han griner og alle andre griner. Han forsøger at fastholde det sjove. Holde refleksionen på afstand. Konfrontationen. Fra da af helst møde hende i andres selskab. Hvis ikke muligt, så holde det rent formelt og fagligt. Et venligt nik på gangen. Under møderne; holde øjnene og samtalen på debatindlægget foran dem. Holde det imellem dem.

■

Chefen der slynger en bemærkning ud lige inden kontormødet: “Jeg synes altså bestemt, at vi skal genoverveje påklædningen her på stedet. Er du ikke enig?” 83

E LIF AL RE n: Te xa

on gh or

af zenia jungmark

DU TOG R E L L I DINE P Du spørger hvad dag det er, du spørger mig hvor din søn er, du spørger mig, om han har det godt, din kæreste fortæller mig, at han finder dig om natten, ude i køkkenet, på køkkengulvet, det gjorde han flere gange

u tog dine piller og havde glemt, at du havde taget dem og tog dem igen, de skulle dosere din medicin, de skulle overvære dig, når du tog dem, men de kom ikke, de smed medicinen i postkassen, de turde ikke komme forbi dig, du kendte de forkerte sagde de, din hoveddør var smadret, igen, den var blevet sparket ind, din lejlighed lignede, at der var blevet smidt en bombe, jeg ryddede det værste op, jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte, vi fejrede jul med din søn, det var midt i januar, din kontaktperson kom med ham, overværet besøg, du invi84

terede mig med, jeg havde ikke set ham, siden de tog ham fra dig, det var dejligt at se ham igen, at se jer to sammen, i dansede Gangnam Style, det var så fedt, og så smukt, du var den dejligste mor, når du fik lov til at være mor, du elskede ham så højt, det ved jeg, jeg kunne se det på dig, måden du kiggede på ham, måden du lyste op når du snakkede om ham, du ønskede, at jeg skulle være hans gudmor, jeg måtte ikke skifte ham, I havde besluttet jer for, at det kun var jer to, der måtte det, der måtte ikke ske noget med ham sagde du, han var så lille og skrøbelig, du kogte

havregrød og lavede frugtgrød, han skulle have sund og nærende mad sagde du, du pakkede altid hans fødder godt ind, hans bitte små fødder, han måtte endelig ikke fryse, du gav ham en lille hue på hovedet, det var meget vigtigt, sagde du, du ringede til mig fra Midtgården, du spurgte mig om jeg ville passe på ham, passe på ham for dig, mens du var indlagt, du lod dig frivilligt indlægge, jeg sagde ja, du begyndte at græde, du fik besøg fra kommunen samme dag, de sagde til dig, at du skal skrive under på en frivillig anbringelse, de sagde, at du skulle skrive under på den, ellers vil de tvangsfjerne ham, så du skrev under, du skrev under på en frivillig anbringelse, de hentede ham samme aften, jeg kørte til Skærbæk dagen efter, jeg stod på børne- og ungdom, jeg fortæller sagsbehandleren, at jeg ønsker at få ham hjem

hun fortæller mig at det er for sent, hun fortæller mig at de allerede har fundet en midlertidig plejefamilie til ham, jeg fortæller hende at jeg er hans moster, at jeg gerne vil have ham hjem til mig, jeg fortæller hende at det er dit ønske, hun fortæller mig at hun intet kan gøre

han finder dig om natten, ude i køkkenet, på køkkengulvet, det gjorde han flere gange, du var gået ned for at tage noget at drikke, du havde chokoladerester i mundvigen, han finder dig sovende på gulvet, du kan ikke selv huske det

i pleje, hun fortæller mig at det er for sent, hun fortæller mig, at de allerede har fundet en midlertidig plejefamilie til ham, jeg fortæller hende, at jeg er hans moster, at jeg gerne vil have ham hjem til mig, jeg fortæller hende, at det er dit ønske, hun fortæller mig at hun intet kan gøre, hun fortæller mig, at det er for sent, de ringer til mig og siger at du er stukket af, at du ikke ville samarbejde, du fortæller mig, at de proppede en masse medicin på dig, du kunne ikke forstå, hvorfor du skulle tage al den medicin, du sagde til mig, at du fik det så mærkeligt af det, du fortalte mig, at du ikke kunne finde rundt i dagene længere, jeg tog hjem til dig, jeg spurgte din kæreste, hvor du er, han sagde, at du ligger oppe i sengen, jeg går op af trapperne, jeg lister, jeg vil ikke vække dig, jeg vil bare se til dig, se om du lever, du ligger i

sengen, med lukkede øjne, tabletterne og pilleæskerne flyder omkring dig, i sengen, du har en æske sovemedicin i den ene hånd, der mangler seks stykker, jeg kan se på pakken, at du har fået dem i dag, der står, du skal tage én til nat ved behov, du har taget seks, jeg sætter mig ved siden af dig, jeg kærtegner din pande, du åbner stille dine øjne, du begynder at græde, du spørger hvad dag det er, du spørger mig hvor din søn er, du spørger mig, om han har det godt, din kæreste fortæller mig, at han finder dig om natten, ude i køkkenet, på køkkengulvet, det gjorde han flere gange, du var gået ned for at tage noget at drikke, du havde chokoladerester i mundvigen, han finder dig sovende på gulvet, du kan ikke selv huske det, du kan ikke huske noget pga. al den medicin du får, jeg kører forbi dig i Tønder, vi af-

taler at jeg kommer forbi, jeg kommer til en låst dør, du er der ikke, de ringer og siger at du er taget for butikstyveri, at du er i Jysk Sengetøjslager, jeg kører derhen, du sidder på en stol, de fortæller mig, at de venter på politiet, de fortæller mig, at du ikke må gå før politiet har været forbi, du smiler til mig, du sidder med en lille kurv, en kurv som du har fyldt med ting, ting til din lejlighed, du kunne godt lide at bo pænt, pænt og rent, jeg kan se, at du har tabt dig, du ser anderledes ud, når du går, du ligner et skelet, dine ben er så tynde, din bagdel er væk, jeg kan se dit bækken, jeg kan se knoglerne, igennem det stramme tøj, dine kindben er blevet så skarpe, skarpe som en kniv, dine hænder er tykke og hævede, du har en ring på den ene finger, den har sat sig fast i huden, den har gravet sig fast, i huden, du bløder 85

og der er gået betændelse i din finger, jeg fortæller dig, at du er nødt til at tage på skadestuen og få skåret ringen af, der var ikke plads til den længere, dine finger er så tykke, dit blodtryk er så lavt, du falder om på gaden, politiet ringer og fortæller, at de har fundet dig, at du er blevet indlagt på intensiv, at du igen er blevet indlagt på intensiv, de havde fundet dig, igen, liggende på gaden, du fortæller mig at du ikke selv kan huske det, jeg tror dig, jeg husker hvilke piller, du får hver dag, jeg ringer til kommunen, jeg fortæller dem, at du ikke kan tage vare på dig selv, jeg fortæller dem at du har brug for hjælp, de fortæller mig, at jeg kan ringe rundt, ringe rundt til forskellige behandlingshjem, jeg finder flere steder, jeg finder et i Fredericia, du kommer derop, men du bliver ikke ret længe, du kan ikke holde ud at være der, du kan ikke holde ud at få så

meget medicin, du kan ikke finde ro, du fortæller mig, at du ikke kan finde ro inde i dig selv, jeg fortæller dig, at jeg godt kan forstå dig, jeg fortæller dig, at du er i en krise, fordi dine børn er blevet taget fra dig, en krise fordi du har mistet dit hus, en krise fordi du er blevet fyret fra dit arbejde, en krise fordi du er blevet forladt, du er blevet forladt igen, jeg fortæller dig at du har mistet alt, at du har brug for hjælp, jeg fortæller sagsbehandlerne på kommunen, at du har brug for hjælp, jeg fortæller dem at du har mistet alt, de siger til mig at de ikke kan hjælpe mig, du bliver overflyttet til Sønderborg sygehus, de udskriver dig få dage senere, de udskriver dig en uge efter du lå på intensiv med et knust ansigt og en hjernerystelse, lægen sagde til mig at du havde fået en blodansamling i hjernen, hun fortæller mig, at den nok ville gå væk igen, hun fortæller mig, at du

har været meget heldig, de udskriver dig, du tager hjem til en tom lejlighed, alene, du vejer 38 kg, de giver dig morfinplastre med, du har fødselsdag, du fylder 36 år, mor tager forbi dig, I er alene, I græder, I griner, mor har købt gaver til dig, du er så taknemmelig, du fortæller mor, at du ikke kan længere, du fortæller mor, at du ikke orker mere, du fortæller mor at du føler dig så tom og ensom, hun fortæller dig, at vi elsker dig, hun fortæller dig, at du ikke er alene, du siger, du ikke har dine børn længere, hun fortæller dig, at hun har et brev med fra din søn, du græder, du fortæller hende, at du ikke kan holde det ud længere, hun læser brevet op, du bliver så stolt, stolt over din søn, han klarer sig godt, han klarer sig godt i skolen, han har lært at skrive, du siger farvel til mor, hun siger farvel til dig, om natten siger du farvel til livet.

■

du vejer 38 kg, de giver dig morfinplastre med, du har fødselsdag, du fylder 36 år, mor tager forbi dig, I er alene, I græder, I griner, mor har købt gaver til dig

de udskriver dig en uge efter du lå på intensiv med et knust ansigt og en hjernerystelse, lægen sagde til mig at du havde fået en blodansamling i hjernen, hun fortæller mig at den nok ville gå væk igen

E LIF AL RE n: on gh or sL Te xa

Min morfar var ikke dement ligesom de andre, og han brød sig ikke om at bo dør om dør med sine nye naboer. En af dem, som gik ham på nerverne, var en dame i kørestol. Hun skubbede sig frem med fødderne. Det lød som tynde plastikposer, der blev kørt over gulvet.

D L Y K S UND R A F R O M af ea ørum

Forestillingen om, at døden er noget, som sker for gamle mennesker, er ude af takt med virkeligheden. Døden er det eneste, som vi kan være sikre på vil indtræffe, og vi aner ikke hvornår.

ens jeg var på plejehjemmet som 88-årig, skrev jeg en undskyldning til min morfar. Han er død. På et plejehjem kommer døden tættere på. I brevet til ham undskyldte jeg den første gang, jeg sendte ham hen på sådan et sted. Jeg ville dengang have ham tættere på mit hjem, og jeg ville have hjælp til at tage mig af ham. “Du var slet ikke klar på plejehjem, og jeg var ikke klar på, hvad plejehjem var.” Min morfar kom på plejehjem to gange. Fra sit første plejehjem sørgede han selv for en fraflytning. Han følte sig fejlplaceret, og han kunne ikke rumme de andre beboere. Min morfar var ikke dement ligesom de andre, og han brød sig ikke om at bo dør om dør med sine nye naboer. En af dem, som gik ham på nerverne, var en dame i kørestol. Hun skub-

bede sig frem med fødderne. Det lød som tynde plastikposer, der blev kørt over gulvet. Flere gange hver dag åbnede hun døren til min morfars værelse og trissede ind for at tale. Hun havde altid for store jeans på, en farvestrålende bluse og briller med orange glas. Der var ingen pointer eller sammenhænge i hendes historier, men så hun en kvinde, sagde hun “go’e balloner”. Det var ikke kun hendes skyld, at hans liv blev aldeles uprivat, men han magtede hende ikke. Efter et par måneder ringede han og bestilte et flyttefirma, opsagde sin plejebolig, tog hjem til sit hus og stoppede salget af det. Han indrettede sit gamle hjem med en lift, så han kunne køre ned i kælderen og op igen. Han havde toilet dernede. Et par år efter var det den trappe, som jeg fandt ham på. Han var faldet, men mente at han var blevet

skubbet. Han kom på hospitalet. Han var begyndt at se syner, og hans hjerte var svækket. Han blev sær af at være helt alene og absolut passiv. Han blev sengeliggende, for alting begyndte at gøre ondt. Et nyt plejehjem var uundgåeligt. Han flyttede ind på et i Indre By, og her forblev døren lukket, for det var sådan, han ville have det. Jeg pakkede igen hans hjem ned. Jeg tog de ting, som jeg forestillede mig, at han ville have med. Men den arbejdscomputer, som jeg satte på hans bord, kom han aldrig hen til. Den lampe, som jeg satte på hans reol, rakte han aldrig ud efter. De skabe, som jeg hængte op og satte hans glassouvenirs ind i fra hans rejser, kunne han ikke se fra sin seng. Jeg gjorde, hvad jeg mente, der var bedst for ham. I dag er jeg flov. Jeg var ikke nysgerrig på

E LIF AL RE n: on gh or sL Te xa

Han indrettede sit gamle hjem med en lift, så han kunne køre ned i kælderen og op igen. Han havde toilet dernede. Et par år efter var det den trappe, som jeg fandt ham på. Han var faldet, men mente at han var blevet skubbet.

Da min morfar døde, holdt jeg ham i hånden. Jeg stod ved siden af hans seng. “Vi tager normalt ikke pulsen på dem, der er terminale,” sagde en af plejerne.

hans verden, som han oplevede den, i stedet havde jeg travlt med at opretholde det billede af ham, som jeg kendte. Jeg turde ikke høre, hvordan det egentlig var for ham at blive gammel. Da min morfar døde, holdt jeg ham i hånden. Jeg stod ved siden af hans seng. “Vi tager normalt ikke pulsen på dem, der er terminale,” sagde en af plejerne. Hun var ved at måle pulsen på ham. Det havde han bedt om. Min morfar var ingeniør og absurd passioneret omkring naturvidenskab. Han ville vide, hvad der skete med hans krop. Han bad også om mad og skældte mig ud over, at jeg havde givet ham skeen forkert i munden. Han kunne ikke synke. De sidste timer forsvandt på en syret måde. Jeg forstod ikke, hvad der ville ske, da hun sagde “terminal,” men hans ansigt blev helt afslappet, og pludselig var han død. Jeg gloede på ham, indtil jeg fattede, at der ikke ville ske mere. Så besvimede jeg. Jeg blev hjulpet på bene88

ne igen og råbte “Neeeeej, morfaaaar.” Jeg ville gerne bestemme, at han ikke skulle dø. Han havde ikke sine tænder i munden, så læberne pakkede hans gummer ind. Hans øjne var lukkede, og han havde endelig fået fred efter alt for lang tids sygdom. Jeg skrev ham et brev, som jeg lagde i hans kiste. Der stod, hvor meget jeg holdt af ham. Sidst jeg havde fortalt ham, at jeg elskede ham, var i 1999. Fra jeg var i begyndelsen af tyverne, prøvede han at forberede mig på, at han ville forsvinde. Han tog mig med til en bedemand dengang. Her blev hans begravelse og finansieringen af den gennemgået. Han ville have det hele så anonymt og billigt som muligt. Det husker jeg. Et par år efter kom bedemanden hjem til ham. Jeg var også inviteret. Her gennemgik vi det hele igen, så min morfar var helt sikker på, at jeg stadig huskede, hvad der skulle ske. Jeg tror ikke, man kan forberede sig på døden, som han håbede.

Min morfar fadede ud i de sidste måneder, og så var det mærkeligt slut. Jeg læste filosoffen Simone de Beauvoir i den tid. Hun skrev i “Alderdommen”, at forestillingen om, at døden nærmer sig, idet alderdommen sætter ind, er misvisende, for vi kan dø hver dag i hele vores liv. Forestillingen om, at døden er noget, som sker for gamle mennesker, er ude af takt med virkeligheden. Døden er det eneste, som vi kan være sikre på vil indtræffe, og vi aner ikke hvornår. De gamle, som jeg mødte på plejehjemmet, da jeg var 88, fortalte, at de ikke tænkte mere på døden nu, end da de var yngre, men døden er naturligvis mere til stede på et plejehjem. For de fleste er plejehjemmet den sidste bolig. Måden, som plejehjemmet håndterer beboernes død på, har ændret sig. “Før sang vi beboerne ud, nu lægger vi mere vægt på privatlivet – også i døden. Sommetider er pårørende blevet vrede på os, når vi ikke har sørget over en beboer, som

Jeg skrev ham et brev, som jeg lagde i hans kiste. Der stod, hvor meget jeg holdt af ham. Sidst jeg havde fortalt ham, at jeg elskede ham, var i 1999.

Fra jeg var i begyndelsen af tyverne, prøvede han at forberede mig på, at han ville forsvinde. Han tog mig med til en bedemand dengang.

er død. Men sandheden er jo, at vi ikke er det fællesskab, som mange tror. De er familien, og jeg synes, det er vigtigt at give plads til den.” Teamlederen Sonja er ked af, at nogle bliver vrede, men ser den også som en del af sorgbearbejdelsen. “Nogle flytter afmagten over tabet i retning af os. Det kan jeg godt forstå. Det kan være en barsk tid.” Sonja er mild. Når nogle dør, begynder verden at tilbede dem. Døden giver anledning til at dyrke og huske. Andre dør helt alene og er nærmest allerede glemt, andres hemmeligheder opdages af dem, der står tilbage. Da min morfar døde, dukkede en søn op fra et af hans tidligere forhold. Og da jeg gennemgik min morfars breve og billeder, da jeg tømte hans hus, lå der sager i hans skabe, som han formentlig aldrig havde drømt om, at nogen skulle finde. Der var breve fra min mormor, hvor hun skrev om sin jalousi, og der var billeder med letpåklædte kvinder. Min morfar havde

hemmeligheder, der blev afsløret efter hans død. Han kunne ikke længere selv bestemme, hvilke sider af ham jeg måtte kende til. For mig havde han altid været en arbejdende mand uden et kærlighedsliv. Den historie fortalte hans skuffer også om ham. Her var tegninger af flyvemaskiner og vinger. Der lå dele til vindmøller og beregninger af aerodynamik. I “Alderdommen” kommer Simone de Beauvoir også omkring, hvordan afkaldet på arbejdet for mange mennesker rykker deres liv tættere på døden. Sådan tror jeg egentlig også, det var for min morfar. Han prøvede at arbejde fra sengen til det sidste, men det blev uoverkommeligt. Den arbejdscomputer, som jeg satte på min morfars bord på hans sidste plejehjem, og som han ikke længere kunne bruge, tænker jeg var en daglig påmindelse om, at den vigtigste del af hans liv var slut. Når jeg talte med beboerne på plejehjemmet, da jeg var 88 år, sporede de ofte deres fortællinger ind på deres faglige

fortid. Når Holger talte om drømme og om taknemmelighed hang hans verden fast i fortidens bedrifter på den fabrik, som han havde ejet, og når han fortalte om sin barndom, var det tiden som bondedreng i marken, han kredsede om. Han var nogen, via det han gjorde. Her på plejehjemmet var han blevet havemanden. Han klippede buskene og rev i bedene i det omfang, han kunne. Holger var en af de beboere, der virkede gladest for at være her. Han gruede for den dag, han ikke kunne passe haven længere. “Jeg duer ikke til bare at sidde. Jeg kan jo ikke engang læse eller se film. Altså med de rigtige redskaber kan jeg godt se og høre, men jeg kan sgu ikke huske, hvad jeg læser, og så er der jo ikke så meget ved det.” Holger kan selv gå udenfor. De, der ikke selv kan bevæge sig ud i fri luft, kommer det sjældent. Den slags tænkte jeg ikke over, da jeg besøgte min morfar. Flemming kan jeg godt lide at tale med. 89

E LIF Te xa

on gh or

Tørklædet foldes sirligt igen, lægges på bordet og skubbes væk. Så tager hun det op igen, ryster det, og så folder hun det igen. Sådan gør hun flere timer hver dag. Hun har jævnligt gæster. De sidder ved siden af hende ved det store bord.

Om aftenen sidder vi i fællesstuen for at se fjernsyn. Vi taler aldrig om, hvilken kanal vi skal se. Vi ser det, der kører.

Han bor også på mit plejehjem. Selvom han ikke kan tygge så godt, har han en skål karameller på sit bord. De er til personalet. Han kan ikke selv gå ud. Flemming spiser frokost med Hans hver dag. Hans er plejehjemmets ældste beboer. Han kan heller ikke selv bevæge sig ud. De, der ikke selv kan bestemme, at nu vil de ud, har ensformige mønstre indenfor. De sætter sig på de samme pladser. “Vi er som kreaturer. Vi går bare ind i den samme bås,” siger Flemming. Anne Marie, der tit løber ærinder i byen for de andre, er anderledes bevidst om at placere sig nye steder hele tiden, så hun ikke går i stå og holder op med at mærke, hvad hun har lyst til. Hun bryder sig ikke om tv-stuen. Der er ikke muligheder for at skabe den 90

variation, som hun har brug for. “Indretningen skaber afstand mellem os.” Jeg kan se, hvad hun mener. I den fælles tv-stue står der et stort bord i midten. Det store bord er sat sammen af flere små borde, og det er så stort, at når der drikkes kaffe ved det, så sidder folk alene, selvom de sidder sammen. Anne Marie ville ønske, at beboerne drak eftermiddagskaffen herinde om små borde. Det meste af dagen sidder den samme dame ved det store bord i midten at fællesstuen. Hun har det samme tørklæde med hver dag, som hun folder igen og igen. Når hun har foldet det, lægger hun det på bordet. Hun er ikke til at tale med. Engang imellem siger hun et par ord. Tørklædet foldes sirligt igen, lægges på bor-

det og skubbes væk. Så tager hun det op igen, ryster det, og så folder hun det igen. Sådan gør hun flere timer hver dag. Hun har jævnligt gæster. De sidder ved siden af hende ved det store bord. Den dag, jeg kommer gående ind i fællesstuen, som Ea på 33 år uden kørestol, sidder damen med tørklædet der igen. Hun griner af mig. Tørklædet tager ikke al hendes opmærksomhed. Om aftenen sidder vi i fællesstuen for at se fjernsyn. Vi taler aldrig om, hvilken kanal vi skal se. Vi ser det, der kører. En aften, hvor der er Vild Med Dans, går en kvinde gennem fællesstuen. Hun har en rollator, en kort T-shirt og en ble på. De tre andre i fællesstuen kigger ikke i hendes retning. Huden på hendes ben er fu-

Jeg kan kigge over på ruden og se mig selv. Jeg har samme trøje og bukser på, som jeg havde for flere dage siden. Jeg ser træt ud. Min morfar lød tit træt. Når jeg ringede til ham, spurgte jeg ham derfor som det første, om jeg havde vækket ham. Til sidst råbte han i telefonen, “er du sød at sige goddag til mig på en anden måde.”

get, og den hænger. Selvom hun har ble på, ser hendes numse lille ud. Hver aften er jeg den sidste i tv-stuen. Ud over tv’et er her helt stille. Jeg kan kigge over på ruden og se mig selv. Jeg har samme trøje og bukser på, som jeg havde for flere dage siden. Jeg ser træt ud. Min morfar lød tit træt. Når jeg ringede til ham, spurgte jeg ham derfor som det første, om jeg havde vækket ham. Til sidst råbte han i telefonen, “er du sød at sige goddag til mig på en anden måde.” Min morfar kunne ikke huske, hvor længe der var mellem mine besøg. På et tidspunkt var der gået en uge. Han mærkede, det var længe, og han tilgav mig det aldrig. Gik der mere end et par dage mellem mine besøg, oplevede han et tillids-

Min morfar kunne ikke huske, hvor længe der var mellem mine besøg. På et tidspunkt var der gået en uge. Han mærkede, det var længe, og han tilgav mig det aldrig.

brud. Før han kom på plejehjem elskede han at leve alene. På plejehjemmet blev tiden anderledes. Gæster bliver en påmindelse om, at der er en verden udenfor. De påvirker tidsfornemmelsen. En dag Jørgen får besøg på plejehjemmet, kan han slet ikke spise. Normalt siger han ingenting ved måltiderne. Han sidder bare med åben mund. Sommetider trækker hans mundvige sig en smule op. Det ligner et smil. Over en frokost fortæller en plejer, at Jørgen skal møde sit nyfødte oldebarn. Jørgen kan slet ikke holde sin krop i ro. Han siger stadig ikke noget, men rejser sig prompte fra bordet og stiller sig hen foran sin dør og venter. Et par timer efter bliver liften båret over parkeringspladsen igen, og oldebarnet er væk. Anne Marie

siger, at hun får sin gamle tidsfornemmelse tilbage, når hun kommer væk fra plejehjemmet, eller når hun får gæster. Det er rutinerne, der suger energien ud af hende. En plejer så sådan her på det: “Vi fratager jer jo også noget ved hele tiden bare at ordne alting omkring jer. I skal jo ikke nå noget. Skal du til genoptræning, så finder vi dig. Skal du til frokost, og er du ikke kommet, så henter vi dig. Du behøver egentlig ikke tænke selv. Vi sørger for, at det der skal ske, sker.” Jeg føler, at livet her er meget tæt på døden. Undskyld morfar.

■

E LIF AL Te xa

on gh or

“Danmarks mest ekstreme mand“ kaldte selv huset på Bjelkes Allé som han ejede i mere end 30 år - for Københavns fjerdestørste turistattraktion efter bl.a. Tivoli og Christiania.

L E V FAR BO WARMING Foto: Mathias Christensen

af jacob skyggebjerg

I 2012 tog københavnerne afsked med en af byens nok mest bemærkelsesværdige personligheder i nyere tid. Den 66-årige fremskridtsmand og internetdebattør Bo Warming afgik ved døden i november 2012. Vi bringer her et portræt. Bo Warming blev et landskendt ansigt tilbage i 1979, da han gik i front i 92

kampen for fri insemination og stiftede Danmarks første private sæddonorformidling. Ekstra Bladet bragte hans billede på forsiden, og Warming blev med et både hadet og elsket - hadet af folk, der fandt fremstødet perverst, elsket af læger, der så ham som en foregangsmand. Op gennem firserne fastholdt Bo sin berømmelse gennem deltagelse i offentlige debatter. I avisernes læserbrevssektioner kunne man stifte bekendtskab med

hans mange - for nogen kontroversielle holdninger til blandt andet personlig hygiejne og indvandrere. Da internettet kom, fulgte Bo med herover, hvor han fik endnu bedre muligheder for at udbrede sine meninger. Fra hjemmet på Bjelkes Allé på Nørrebro forfattede og udsendte han debatindlæg om alt fra madlavning til lokalpolitik. Bo Warming havde en kandidatgrad i Kemi, og underviste en årrække i dette i gymnasieskolen. Efter Bo blev førtidspensioneret i

1993, fortsatte interessen for kemi, blandt andet gennem forsøg med egen afføring. Bo udviklede teknikker for ældres besørgelse, heriblandt en metode til at gøre sin afføring lugtfri, samt en måde, hvorpå de ældre kunne gå på toilettet uden at forlade sengen - og dermed undgå at risikere at falde i mørket. Bo blev fundet død i sit hjem fredag d. 2. november 2012. Det farverige hus på Bjelkes Allé blev snart efter afsat for 3,6 mio.

■

Bo Warming yndede at sole sig når muligheden var der. Derfor holdt hans hud på især benene sig og så lige til det sidste gylden og sund. Ovenover Bo i sin soldragt, nedenunder er han rykket ud på gaden, og har derfor tilføjet en åbentstående skjorte. Bo var flere gange i retten for blufærdighedskrænkelse.

Ovenfor: Bo Warming sov lige så ofte på sofaen i stuen, som på madrassen i det lille soveværelse. Bo havde også en holdning til indretning.

Bo i haven: Turde man bevæge sig ind bag det høje plankeværk, der skærmede grunden for vejen, sad Bo ofte klar til en diskussion om dette og hint. Han opfordrede i sine debatindlæg og læserbreve i reglen folk til enten at ringe eller komme forbi, hvis der var noget, de var uenige i.

Glædelig jul fra Arnold Busck MORTEN PAPE PLANEN Denne smukke, smertelige og sanselige roman om en forfatters egen opvækst i et belastet boligkvarter, Urbanplanen på Amager, ramte mig som en syl i hjertet. ”Planen” er skrevet af debutanten Morten Pape, og man kan næsten høre og lugte det, når Pape skildrer moderen med en cigaret i munden i skænderi med faderen, mens lillesøsteren skriger. Sproget er råt og ærligt, og handlingen leder os ind i et miljø, som vi sjældent hører om i litteraturen. ALT for damerne Morten Papes barske opvækst på Amager er udgangspunktet for årets vildeste og mest velskrevne bog. ’Planen’ er årets vildeste og mest velskrevne bog. Den er fremragende, intet mindre. Berlingske Tidende Lad mig starte med at fastslå, at det er år siden, jeg har læst så velskrevet en roman. Sproget er fuldkommen fantastisk, siderne vender sig selv mens læseren rent faktisk bliver til Morten Pape. Bognørden POLITIKENS FORLAG

299,95

amalie smith

TALE TIL S T E R R A P S N I R P N KRO S I R P S Y R D E N R E J ST Jeg vil gerne sige mange tusind tak til Kronprinsparret, til Bikubenfonden og til indstillingsudvalget, fordi I har valgt at pege på mig og støtte det jeg laver. Tak fordi I både anerkender mit arbejde med ord og med billeder, det er jeg virkelig glad for.

det væsenligste ikke, at vi kan genkende os selv i den, men at vi forandres i mødet med den. Mange tak for støtten.

Selvom det kan synes som to forskellige verdener, to adskilte kredsløb, har litteraturen og billedkunsten meget at enes om.

I en tid, d er kan synes at lide af ma ngel på foresti llingsevne , mindes v i i læsning en og mødet m ed billedk unsten om, at ve rden kan være anderlede s, at den faktisk ofte e r anderled es end vi tro r.

I en tid hvor nyheder og fælles fortællinger skarpvinkles, giver både litteraturen og billedkunsten plads til famlen og fordybelse. Her accepteres det komplekse, at tingene ikke er enten-eller, men kan være både-og. Både krop og ånd. Både tanke og følelse. Både personligt og alment gyldigt. Både litteraturen og billedkunsten er et livtag med den fælles verden, et arbejde med de fælles billeder og det fælles sprog. Begge udfolder sig på grænsen af det vi sammen kan genkende som form og så det, som endnu forekommer formløst. Her kan hjernens atlas udvides og nye forbindelser tegnes op. I en tid, der kan synes at lide af mangel på forestillingsevne, mindes vi i læsningen og mødet med billedkunsten om, at verden kan være anderledes, at den faktisk ofte er anderledes end vi tror. For både litteraturen og billedkunsten er

Foto: Jakob Boserup/ Bikubenfonden

Ă…RETS JULEGAVE