IDO PLA LNY IND KAT ENI LITTERATUR NUMMER 6 – 2017
DET ONDE
JACOB SKYGGEBJERG PER AAGE BRANDT ASBJØRN SKOU LUCA TALAMONA GUSTAVE DORÉ NIELS HANSEN JACOBSEN ELOF WESTERGAARD MICHAEL SCHIØLER TINGSGÅRD MARIANNE LARSEN HALFDAN PISKET ZVEN BALSLEV ADAM O. JOHANNES V. JENSEN HANS OTTO JØRGENSEN JOHANNES HOLBEK DORTE NAOMI MADS GRAM CODY O'ROURKE FRYD FRYDENDAHL ANNE-SOPHIE B. MORTENSEN CHARLES JALABERT BÉNIGNE GAGNERAUX NICOLAI ABILDGAARD
TEXAS LONGHORN Den totalitære ideologis sejr er nået, når dens logik har implementeret og forgrenet sig til embedsmændenes og borgernes tankegang. Når embedsmændene uden at blinke kan tænke likvideringseffektiviseringer som et succeskriterie. Når almindelige borgere kan blive ansat som fangevogtere og drabsmænd i koncentrationslejre. Når det bliver den almindelige opfattelse, at en given gruppe mennesker er undermennesker, som ikke har ret til at leve. Men forudsætningerne for, at denne logik udvikles, er, at borgerne er uoplyste og passive i det politiske. Den tysk-jødiske politolog og filosof Hannah Arendt (1906-1975) betegner denne borger som et massemenneske. Det egennyttige menneske, der går op i personlig ve og vel og som er ligeglad med samfundets tilstand – og sine medmenneskers skæbne. I 1961 fulgte Hannah Arendt retssagen mod tidligere SS-officer Adolf Eichmann i Jerusalem. Hendes betragtninger blev til bogen Eichmann i Jerusalem – En rapport om ondskabens banalitet. Eichmanns arbejde under 2. verdenskrig bestod i at organisere deporteringer af jøder og andre ‘skadelige’ befolkningsgrupper til koncentrationslejre. Hans organisatoriske arbejde skulle hjælpe med at fuldende nazisternes endelige løsning. En skrivebordsmorder. Under retssagen forsvarede Eichmann sig med henvisning til Kants kategoriske imperativ. Imperativet lyder: Handl således, at grundlaget for din
beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning. Eichmann mente, at han skulle gøre, hvad staten pålagde ham. Arbejdets moralske karakter var ikke noget, som han skulle forholde sig til. Ej heller var det for Eichmann relevant, at det var en forbryderisk stat, der afgav amoralske ondskabsfulde ordrer. Den moralske refleksion og den politiske stillingtagen var totalt fraværende. Eichmann påstod, at hans intentioner hverken var gode eller onde, men at han blot adlød ordre. Den personlige konsekvens ved ikke at adlyde ordre gav større bekymring end ordrens konsekvenser for ofrene. Arendt anerkender imidlertid også den radikale ondskab; at nazismen i sig selv var ond. Det kræver en oplyst og politisk aktiv befolkning at stå imod den populisme og propaganda, som totalitarismen slår sig op på. Det kræver borgere, som er villige til at handle og forsvare demokratiet og alle menneskers rettigheder. I TEXAS LONGHORN No 6 sætter vi fokus på ondskabens forskellige sider. Den sjælelige, politiske og strukturelle ondskab. Gennem tekster, tegninger og billeder vil vi åbne for den verden, som vi så ofte prøver at se bort. Ondskaben er ikke kun totalitarismen og dens konsekvenser, ondskaben er allestedsnærværende. Trine Danhøj & Hans Otto Jørgensen
Blad nr. 6 © Texas Longhorn, forfatterne & kunstnererne 2017 Udgivet af Forlaget Gladiator Redigeret af Hans Otto Jørgensen, Halfdan Pisket, Clara Birgersson og Trine Danhøj Trykt hos Mukusala. Printed in Latvia 2016 Støttet af SKAGEN Fondene Omslagsillustration: Nicolai Abildgaard, Den sårede Filoktet, 1775 Er du interesseret i at annoncere i Texas Longhorn? Kontakt: annonce@forlagetgladiator.dk Er du interesseret i at tegne abonnement til dit bibliotek eller uddannelsesinstitution? Kontakt: Anna Sidsel Andersen på sidsel@forlagetgladiator.dk Bidrag sendes til: tlh@forlagetgladiator.dk Se vejledning på vores hjemmeside: www.forlagetgladiator.dk/ texaslonghorn
B I L L E D E : GU STAVE D O R É
ÅH! SMÅ GENNEM TE KST: JAC O B S KYG G E BJ E R G
Spil nu for helvede noget der ikke er så pissetrist Happy hardcore Happy, happy, happy! Der er ingen der græder Ingen der lægger sig ned og dør på opfordring Når barnets musselmønsterblå øjne opgiver og vender sine sorte vrange ud Ikke natsort, ikke kragefjer, ikke kattepels Ikke lad os tale om alt det vi aldrig taler om, blod og sex, sagde du, lad os befamle det Nej. Herinde ved det skrinlagte, det lænkede De aller-allertidligste minder og gys Monstrene Jeg banker min bror i hovedet med en sten: Dø! Fat det! Dø! Ham med næsen, ham med tungen Ham med de sammenvoksede nerver, med øjet der lukker hver gang han åbner munden Ham med lydene, der skriger ad sin mor at han føder når han skider i pausen, skider for vidtåben dør Hans skeløjede søster, deres skeløjede mor Ham den kalveknæede, der æder en pose romkugler hver morgen på tanken med karlene inden han møder i skole Ladeporten med knopper omkring øjnene Ham den ranglede, der stinker af pis Den rødhårede med røv som en færge og ansigt som en kattekilling Jomfruen med buksekanten i armhulerne
4
MSIGTIGE TÅRER! Troldesøstrene med rådne tænder og stift, stikkende hår Ham der leger sin mor og bakker plastikbilen med et skod fra fliserne i kæften, leger køteren og snerrer mens han bider i de stribede underbukser, der har ligget en uge i buskene bag sportshallen Og hans søster Ham med fregnerne og den fede mor der er svensker Ham der stammer og klør sig i skridtet ved tavlen Ham der suger savl op hver gang han taler, og hans far, der mangler et ben Jeg losser dem nogen, losser dem rundt på legepladsen Hiver bukserne af dem så de hyler Ved hvert optræk til at give igen bliver de jordet Alting kan bruges imod dem Åh, åh! Når gråden endelig krøller et ansigt Når de møgdyr endelig giver efter Åh! Små gennemsigtige tårer! At knuse deres tro på det gode Der tog du fejl, fejl, og det har du vist nu fortrudt! Gårdvagten smiler og drejer rundt om sig selv Centrum for harmonien i dette kosmos fuld af krige Med lukkede øjne og ører og en jakke i vandafvisende oilskin Der er ingen der græder Ingen der lægger sig ned og dør på opfordring Spil nu for helvede noget! Der ikke er så pissetrist! Happy hardcore! Happy! Happy! Happy!
5
B I L L E D E : AS B J Ø R N S KO U
OM ONDSKA OG HVAD DER TE KST: P E R A AG E B R AN DT
Sproget er altid godt. Vi henvender os til hinanden med spørgsmål, svar og kommentarer i sandhedens navn, og sandhed er altid et gode. Vi giver hinanden en gave ved at tale til hinanden, og gaven er god. Hvis vi tier, betyder tavsheden, at vi nægter denne gode given. Tavsheden er ond, mens talen i sig selv er god. Selv når vi skælder ud og revser, som man siger, er det, som vi selv må forstå det, til den andens bedste. Selv når vi truer, kræver sproget, at truslen formuleres som et godt råd. "Gør, som jeg siger, ellers bliver det værst for dig selv" – det er et rigtig godt råd. Tavsheden er i sig selv en trussel, og dén er naturligvis ond. Den er ikke et ondt råd, for sådan kan man ikke tale. Jeg vil mene, at der i sproget som sådant ligger en etisk godhed, men ikke en moralsk værdi. Moralske værdier er ikke andet end gruppers normer. Religionerne er for eksempel fulde af moral- og gardinprædikener, fulde af krav om, hvordan folk skal opføre sig, men de er blottet for etik, og de er fulde af tavshed. Moralske regler lyder ganske vist ofte, som om de var etisk begrundede, fordi de benytter ord som godt og ondt. Det er for eksempel "godt" at kravle på blodige knæ til kirken for at bede om syndernes forladelse. Det er "ondt" at fornærme præsten, urinere på billeder af hellige mænd, osv. Sproget er som sagt i sig selv godt, men det omtaler aldrig sin egen etiske godhed, hvorimod det ofte omtaler moralens værdier, dvs. dens mere eller mindre vilkårlige og kreative principper og påfund. Etikken er ikke vilkårlig, for den hviler på et grundlag, der stikker langt dybere end gruppernes vedtægter. Grupper har ingen udløbsdato, men det har kødelige mennesker derimod: de skal dø. Derfor skal de passe på hinanden, holde hinanden i live længst muligt – det er at udøve etisk godhed. Hvis man derimod holder andre i live mindst muligt, udøver man ondskab. Alle
AB ERAF FØLGER spontane eksempler, som vi giver hinanden på godhed og ondskab, især det sidste, viser, at det netop er dette, det drejer sig om. Det etiske grundforhold er et psyko-fysiologisk skema, der styrer menneskers samvittighed. At have dårlig samvittighed, f. eks., er en psykisk men også en fysiologisk tilstand, så her kan man se, hvor dybt etikken stikker i kødet. Skemaet kan fremstilles som et møde og en deraf følgende relation mellem to subjekter, hvoraf det ene (S1) er i krise, med andre ord, hvis afstand eller vej (v) til døden (Ø) er aftagende (S1 –v–> Ø), og hvoraf det andet (S2) forstår krisen og enten føler ansvar og derfor griber ind for at hjælpe krisens subjekt, dvs. forlænge vejen mod døden og tilintetgørelsen (v + ∂v), eller føler skadefryd eller noget tilsvarende og derfor griber ind for at udnytte krisesubjektets svaghed til at skade det ved yderligere at forkorte vejen (v ÷ ∂v). Forskellen mellem at hjælpe og at skade svarer til forskellen mellem godt og ondt. Skemaet ser med disse symboler således ud:
S1
v
Ø +/÷ ∂ v
S2 Mødet mellem S1 og S2 medfører i almindelighed en kommunikation (S1 <···> S2), og S1 kan for eksempel bede S2 om “hjælp”. Hvori hjælpen konkret består, såvel som “skaden”, afhænger jo af situationen, dvs. krisen, som får vejen mod S1's død til at blive dramatisk kortere på det tidspunkt,
9
hvor mødet finder sted. S2 må kunne forstå situationen nogenlunde godt for at kunne gribe kvalificeret ind; her kan S1 selvfølgelig bidrage med forklaringer, men dog også med vildledninger, så S2 er henvist til under alle omstændigheder at handle i eget navn og på eget ansvar. Et velkendt eksempel på den etiske konflikt, der følger af S1's og S2's potentielt forskellige forståelse af situationen, er diskussionen om vurderingen af den handling, der kaldes dødshjælp, eutanasi. Paradoksalt nok beder S1 her om “hjælp” til at blive radikalt “skadet”, nemlig dræbt, hjulpettil-at-dø. Den forventelige standardreaktion, svarende til det hippokratiske lægeløftes mening, er i egenskab af S2 at afvise en sådan bøn. Man skal ifølge hjertets lov per definition hjælpe den anden til så vidt muligt at forblive levende. Men situationen er rigtignok en anden i disse tilfælde, hvor et meget sygt menneske beder en anden, som det holder af og føler, det kan tale til fra hjertets dyb, om at hjælpe, i simpel teknisk forstand, dvs. bistå, med at få døden til at indtræde. S1 er i disse tilfælde udsat for ulidelige smerter og pinsler, og der er intet realistisk håb om bedring. Med andre ord, man kan ikke etisk hjælpe dette menneske, fordi alt håb nu er ude, mens det for S1 er blevet forfærdeligt at være i live. I situationer af denne art er S1 ikke længere i krise, per definition, fordi vejen ikke mere kan forlænges; og det etiske skema er derfor ikke længere relevant, hvorimod en æstetisk situationsramme er relevant: denne måde at dø på er det modsatte af smuk, den er hæslig, grim, uværdig, og hvad det nu drejer sig om, er at genfinde lidt ro og skønhed, så man kan komme til at dø i fred, og mens man endnu kan tænke og i bedste fald kysse og vinke de nærmeste farvel. Hvis det etiske skemas variabel v ikke længere kan forlænges ved nogen hjælp (v+∂v), fungerer skemaet ikke længere, og det er derefter det fundamentalt æstetiske, der i stedet gælder. Enhver kunstner ved, at skønhed, uanset hvad man kalder dette dybe fænomen, som vi kender fra kærligheden, er en oplevelse uden fremtid: HER er livets kerne, givet i et nu, som gør det ligegyldigt, om du skal dø i næste øjeblik. Enhver ved også, at det, enhver kunstner her ved, er væsentligt for enhver. Hvis jeg alligevel rent faktisk snart skal dø, så tilstå mig et øjebliks skønhed i stedet for den aktuelle ulidelige smerte. Undlad
Grupper har ingen udløbsdato, men det har kødelige mennesker derimod: de skal dø. Derfor skal de passe på hinanden, holde hinanden i live længst muligt – det er at udøve etisk godhed. Hvis man derimod holder andre i live mindst muligt, udøver man ondskab. 11
at hjælpe mig til mere lidelse; skænk mig den ondskab at lade mig dø snart. Sproget er paradoksalt her, men vi må prøve at forstå, hvad det er, det siger. Alle mennesker har sikkert oplevet ondskab, dvs. andre menneskers bevidste forsøg på at skade dem. Mange mennesker indrømmer på den anden side, at de selv bevidst har forsøgt eller haft held til at skade bestemte andre mennesker, og de tilføjer så som oftest, at deres ofre jo havde gjort sig fortjent til denne ondskab. De ville skade, fordi de selv var blevet skadet. Negativ udveksling, hævn, den store narrative motor. Cirkulerende ondskab, kan man kalde det. Vendetta. Hvor ville krimi-litteraturen og fiktionsindustrien være i dag uden den i hævnen cirkulerende ondskab. Ofte fremkaldt af uheld og misforståelser, naturligvis: man tror, at nogen skader én, og starter derfor straks en hævncyklus. Virkelighedens kaotiske indretning giver ondskabscirkulationen gode vilkår; det er nærmest mirakuløst, at resultatet ikke er endnu værre, for den mest elementære følelse, vi har og deler med andre jagede dyr, er angsten, frygten for dette onde, som kan dukke op hvorsomhelst og hvornårsomhelst. Paranoia er altid en nærliggende og nærmest normal sindstilstand: man er omringet af ondskab. Et samfunds love har ganske vist en vis dæmpende effekt; nogle former for ond handlen er kriminel, men mange former er svære at dømme, og rigtig mange er usynlige for lovene. Så længe den sociale orden fungerer nogenlunde, synes juraen at være tilfreds. Retssystemerne tager måske toppen af ondskabsmængden, kan man forestille sig. Resten er utilgængelig for retten og tilhører hverdagslivet.. Vi har allerede ganske let berørt spørgsmålet om, hvor ondskab egentlig kommer fra. Den oplevede ondskab kan ganske enkelt skyldes en frygt og en misforståelse, hvorefter den ligesom rygter kan udløse kaskader og kædereaktioner. Men den kan også skyldes tungere omstændigheder, såsom den strukturelle ondskab indbygget i den politiske økonomi. Denne ondskabsform får desværre helt regelmæssigt mennesker til at skade andre mennesker ved at påføre dem fattigdom, elendighed, vold, destruktion og død. Det sker uhyggeligt nok uden at nogen ansvarsbevidsthed eller samvittighed griber ind og standser den. Man må nærmest gå til litteraturen og
samfundsforskningen for at få den samvittighedsfuldt kritiseret. Den eneste ondskabsform, som enhver selv kan indkredse og udpege, er den direkte intersubjektive og banale, som vi kan forbinde med lasterne, synderne, som religionerne forholder sig til: man skader bevidst et andet menneske for at gavne sig selv eller, hvis man er psykisk syg, endda for at påføre sig selv nydelse ved en andens lidelse. Det er den mest spektakulære og underholdende form. Endelig er der den ondskab, der skyldes manglende opmærksomhed: man “kommer til” at skade andre, fordi man ikke lige har tænkt over, hvad det er, man foretager sig. Enten af dumhed, dvs. fordi man ikke kan tænke, eller af arrogance – etnisk, racistisk, kulturel, religiøs – fordi man ikke vil tænke, idet man ikke regner bestemte eller ubestemte andre mennesker for væsener, der skal tages hensyn til, når blot man tager hensyn til mennesker af den kategori, man selv tilhører. Denne sidste, kategoriske ondskab spiller en betydelig rolle i det forhåndenværende samfundsliv omtrent overalt, og det forekommer mig, at den fortjener særlig bevågenhed, fordi den selv er så uopmærksom, især når den forbinder dumhed og arrogance. Den er særlig farlig, fordi den er magtfuld. Den er kollektivt villende, aktiv, rekrutterende, følelsesmæssigt tilfredsstillende for deltagerne, ekspansiv, og især aggressivt afvisende over for rationalitet. Den er med andre ord virkelig farlig. Det sidstnævnte træk, at den aggressivt afviser rationalitet, bringer den på en konfrontationskurs mod selve det menneskelige sprog, der som sagt er nødt til at hvile på en forudsat vilje til sandhed og godhed, dvs. til ganske almindelig virkelighedsforståelse og samarbejde. Den fører altså i stedet (tilbage) til tavsheden – til den krigeriske faktor, som kan koste vores art livet på ret kort sigt. Hvor sproget kommer til kort, hersker døden. Så enkelt er det, hvor indviklet og besværligt det end kan være at få det sagt.
*
13
Hele Nordens højskole ligger ved Göteborg
Vi tilbyder 6 og 9 måneders kurser. Du arbejder ambitiøst med dit fag i 36 timer om ugen. Stimulerende nordisk højskolemiljø, som udvider dine sprogkundskaber, viden og muligheder i Norden. Målet er at du er kommet længere som menneske, og med et fag du brænder for. Undervisningsprog, svensk, norsk, dansk. Engelsk som introduktionssprog efter behov. Pris 1200 SEK pr. uge. Danske, færøske, grønlandske og islandske elever kan søge halv friplads.
Start aug. 2017
• Dokfilm • Journalistisk håndværk • Teater/skuespiller • Text & Billede • Sang & Scentræning Start jan. 2018
• Kortfilm • Foto • Journalistisk reportage
www.nordiska.fhsk.se Nordiska folkhögskolan Olof Palmes väg 1 • 442 31 Kungälv, Sverige • info@nordiska.fhsk.se
B I L L E D E : M I C HAE L S C H I Ø L E R TI N G S G ÅR D
Dødsdigt TE KST: LU CA TAL AM O NA
Du hoster og hoster – det kradser i halsen Aqua papa? siger jeg No, siger du Tænd tv’et, siger du fra lænestolen Du har siddet der hele dagen Du får flimmerhjerne, flimmerøjne Che cazzata! Kom nu op at stå, lad os træne lidt eller besøge Alessandro No no, ikke i dag, måske i morgen Ræk mig tæppet Du gnider dig i hænderne – dine ben ryster Her værsgo Grazie Jeg sætter mig på en stol og lægger hovedet på din skulder Ai ai, det er alt for tungt Scusa Jeg flytter hovedet Du tager fjernbetjeningen og zapper Det bliver torden i nat Og GOAL GOAL! Pazzesco! Publikum jubler, et vildt hovedstød fra Pogba Nu til aftensfilmen La meglio gioventù/ The Best of Youth Du lukker øjnene fjernbetjeningen falder ud af hånden på dig Tv’et flimrer * Gigi klør sig bagi og rejser sig fra sofaen og vakler langsomt hen til spisebordet
18
Ma è matto, skal han lede vores land, råber du ad fjernsynet Berlusconi er på skærmen – lille og opblæst Jeg vil styrke landet, genopbygge det give italienerne noget nyt i 1994 mere underholdning til de enlige mødre, til de ensomme Forza Italia! råber han publikum skråler Cazzate, vai via, siger du Mamma, ouh er der snart mad, råber Gigi Mamma er i køkkenet og rører i store gryder med ris salvie og kalvekød damp stiger op Sisi un minuto, siger hun Basta, vi skal se fodbold, siger han Det her er vigtigt, ligesom din søn er, siger du Hvor er Massimo Gigi? Du skal ikke begynde på det igen, han går i skole og er hos sin mor, det er godt No frattelone, han mangler sin far Vil du være fraværende som vores far? Vores far har været meget igennem, siger Gigi Vil du ikke snakke om det? Han ryster på hovedet Vi kunne ikke svine far til på hospitalet Carlo lå i sengen – en slatten bleg oppustet krop uden bevidsthed – han vidste ikke hvem vi var han lå bare der og gylpede og døde som en grøntsag Han gav aldrig mor blomster eller gaver kun vielsesringen Han gav penge til alle andre end os Han stod aldrig råbende med armene i vejret
19
blandt publikum, når du spillede ishockey Han klappede dig aldrig på skulderen, når du vandt Gigi, vi var hans slaver – vi havde kun en funktion kun et mål – arbejde arbejde arbejde Papa var un stronzo! Stai zitto Mario, siger hun og stiller gryderne på bordet Han har ofret sig for jer Ofret sig? Skam dig, siger hun Gigi slubrer grøntsagssuppen i sig Han spiser ikke kød, fordi han ingen kindtænder har kun fem gule fortænder Han vil ikke have gebis – han er bange for tandlæger og deres hvinende boremaskiner Det blændende hvide lys i ansigtet * Du og mor går med syvårige mig i hånden i stinkende og larmende grå Milano med zigzaggende gale på motorcykler Sorte stimer af turister Klik klik klik fra kameraerne Vi besøger farmor, som stadig passer på Gigi som stadig flakker rundt ind og ud af små tilrøgede tætpakkede barer med billig rom og vin – han er ranglet – med en lille ølmave – gullig hud med svamp på armene – koldsvedende med bekymret spinkel 87-årige farmor som går frem og tilbage i soveværelset Gigi Gigi hvor er du? È tua mamma, råbende ud af vinduet Igen er Gigi væk Igen braser Gigi ind af døren
20
og snubler ind i seng – Porco dio cazzo dove sono Med rystende hænder lægger hun tæppet over ham Næste nat lister Gigi ind på gæsteværelset hvor mor og jeg sover Han snupper min pengepung – han smiler krøller sedlerne sammen, ned i lommen, hurtig ud ud i opgangen tager støvler på og åbner døren men når ikke ud – min mor hiver ham i trøjen Farmor har en lille opsparing i en metalboks en opsparing, som du har sagt at hun skal bruge på at flytte Væk fra Gigi’s ætsende tilstand Han minder dig om en kakerlak som lever af tyve smøger om dagen og billig whisky som kun lever fordi hans mor lever som kun trækker vejret fordi hun trækker vejret Hun passer Gigi fordi hun har ondt af ham fordi konen har smidt ham ud fordi vennerne enten er døde af druk eller rejst til udlandet Det er hårdt, jeg kan snart ikke mere, siger hun til veninden Roberta, Gigis ekskone klamrende sig til telefonen Når du siger: Tag med hjem og bo hos os i Danmark eller flyt ind hos din veninde der skal ske noget nyt, noget stabilt No, no, det kan jeg da ikke, se ham lige badeværelset stinker, urin på fliserne han vasker aldrig gulvet, gør aldrig rent han har brug for mig, hvad hvis der sker ham noget, hvad hvis… Hendes skuldre er spændte Mamma, ti prego, han er voksen, det er ikke dit ansvar længere Du holder om hende og kysser hende på panden Hun smiler
21
Måske en dag, siger hun Seks år senere falder hun på badeværelset – gulvet er vådt Aitua mi autia mi, hjælp mig hjælp mig, siger hun med hvæsende stemme hun tisser i bukserne det løber ned ad benene hendes blomstrede kjole – klæbrig en myg lander på hendes ben suger blod og efterlader et rødt mærke hun kan ikke løfte armene ikke vifte den væk Aiuta mi, Gigi, hvor er du henne? hendes mund er tør Mamma! Oh dio oh dio Gigi træder forsigtigt ud på fliserne og prøver at hive hende op, men snubler og falder Aaia, cazzo! Dagen efter braser ambulancefolk ind i lejligheden døren var ikke låst naboen havde hørt hyl og skrig På hospitalet får hun lungebetændelse og dør Gigi forflyttes til et plejehjem ved Comosøen Du besøger aldrig din bror Massimo og Roberta går ture med ham langs olivenlundene skifter hans tøj fodrer og vasker ham Han siger ikke noget, nikker eller ryster kun på hovedet spiser lidt, hoster ikke, svampen er væk hans ansigt er solbrunt leveren svigter fem måneder senere I lejligheden på Østerbro siger du til os: Gigi er skyld i min mors død Mor lægger en hånd på din skulder Du fjerner den og trasker ud ad døren
22
* Jagthunden Wilson hyler – går rundt i ring Han trækker i snoren – det giver et ryk i nakken på ham han falder sammen i græsset Han ligner et fiskeben, ribbenene er helt tydelige vandskålen er tom, han kryber langsomt ind i hundehuset Du rører ved dit bryst – det stikker hjertet banker hurtigt Du har kolde hænder – hvide negle – violette læber Kom her, kom her! siger du Du er stiv i ryggen Du hikster efter vejret – blodårerne i nakken svulmer op Nu! Hvad sker der? spørger jeg og sætter mig på hug foran dig Jeg kan ikk’ træk’ vejret Hvad skal gøre? siger jeg Du åbner munden – hvæsen af og på med brillerne det sortner for øjnene du tager min hånd og klemmer den Papa, hvad skal jeg gøre, hvem skal jeg ringe til? Alessandro Alessandro
23
24
S KU L P TU R : N I E L S HAN S E N JAC O B S E N
25
Det er ikke længe siden, jeg så ham stå der udenfor vinduet, en frygtindgydende satan, en djævel, afbildet i en gammel altertavle. Han mindede mig om den voksne mand, jeg engang så stå i døråbningen i Plovdiv, heppende på en dreng, der gennempryglede en anden. Jeg kan stadigt høre skrigene fra ham, der blev banket, se betragterens skadefro blik og ikke mindst mærke skammen i mig selv over ikke at have grebet ind i situationen. Den onde har mange ansigter og navne, og han er ikke til at komme uden om. Bønnen Fader Vor bliver derfor også bedt hver søndag i kirken: Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Og den kristne kirkes trosbekendelse, som fortæller i kortform om kristentroen som troen på Gud Fader, Guds Søn og Gud Helligånd, indleder med et nej til djævelen: Vi forsager Djævelen, og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det onde skal siges imod igen og igen. Det holder bønnens og bekendelsens ord den troende fast på. Gudstjenesten og kristentroen giver således ingen mulighed for at henfalde i den skødesløshed at negligere det onde og feje ondskaben ind under gulvtæppet. Styrken i teologiens tale om det onde er, at det onde aldrig får lov til at stå som noget abstrakt. Det onde er ondskab, og handling, som udføres af nogen. Det onde er konkret, og den, som gør det onde, har navn. Den onde er ikke blot djævelen med hornene, tegnet med skarpe kanter og dæmoniske træk, men det er enhver bagtaler. Den onde er ikke kun en Satan med en trefork, men hvert det menneske, som splitter og ødelægger livet for sig selv og for andre. Inden vi så kommer alt for godt i gang med at udpege den ene og den anden som ond og i at udpensle vores morbide fantasier i skildringen af
TE KST: E LO F W E STE R G A AR D
DÆMONERNE ER MIDDLECLASS
26
I stedet er budskabet: hold spejlet op foran dit eget ansigt og se om ikke der er strøg af et par bukkehorn, mørke mÌrker og hürde buler af det liv, du har levet. 27
Det luner altid at fĂĽ navn pĂĽ den skyldige, den onde, og denne trang kan ligefrem liste sig ind i en bekendelse af troen. Men det er for nemt! 28
den onde, minder bønnen Fader Vor os om, at vi også selv handler ondt. Hvorfor ellers bede: led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Det er nemmest at pege af de andre, og fristelsen er kun at se splinten i de andres øjne og se uden om bjælken, som fylder ens eget øje og spærrer for indsigten i, hvor tæt det onde er på en selv. Hver tid har sine dæmoner: Hitler, Stalin, Mao, Saddam Hussein og rækken slutter aldrig. Den kristne trosbekendelse peger også én ud, Pontius Pilatus, den romerske præfekt, som tillod, at Jesus blev korsfæstet. Det luner altid at få navn på den skyldige, den onde, og denne trang kan ligefrem liste sig ind i en bekendelse af troen. Men det er for nemt! Kristentroen giver ingen lejlighed til at vaske sine hænder og sige hus forbi. I stedet er budskabet: hold spejlet op foran dit eget ansigt og se om ikke der er strøg af et par bukkehorn, mørke mærker og hårde buler af det liv, du har levet. Eller med Leonard Cohens ord, dæmonerne er middleclass. Det onde er noget, vi mennesker gør, og hører til det at leve i kød og blod udenfor paradisets have. De bibelske fortællinger er fulde af afslørende historier om ondskab i verden. Det begynder allerede med fristelsen i paradisets idyl, og fortsætter udenfor haven med de to brødre Abel og Kains strid, misundelsen, vreden og til sidst brodermordet. Kain dræber sin bror Abel. Og volden fortsætter, ondskaben eskalerer, hvad gør de bibelske skrifter til også stærkt voldelige tekster. Bibelen viser til overflod, hvordan ondskaben, volden og døden spreder sig som ringe i vandet. Bibelen er imidlertid andet og mere end en pegebog, der viser ondskaben frem, og afslører dens tilstedeværelse. De bibelske skrifter er først og fremmest en manifestation af, hvordan Gud står det onde imod og slår djævelen ned. Kristus på korset udsat for ondskaben afslører volden og viser samtidigt, hvor langt Gud går med os mennesker i verden. Som verden ser ud, og som vi mennesker agerer, kan det forekomme, som djævle myldre frem på jord, og der kan være langt til gudstjenesten næste søndag, hvor de bibelske læsninger holder sine tilhørere fast på håbet og hvor den bedende og bekendende i Fader Vor og trosbekendelsen i tillid til Gud siger nej til Djævelen og ja til Gud. Således holder kristentroens religiøse praksis tiden sammen og den troende oppe. Elof Westergaard, biskop
29
B I L L E D E : F RYD F RYD E N DAH L
36
TE KST: MAR IAN N E L AR S E N
mundheld: med ondt skal ondt fordrives med godt skal godt fordrives jeg synes ikke det giver nogen mening med mennesker skal mennesker fordrives med umennesker skal umennesker fordrives jeg synes ikke det giver nogen mening med mørke skal mørke fordrives med lys skal lys fordrives med uheld skal uheld fordrives med held skal held fordrives bevar mig vel med død skal død fordrives med liv skal liv fordrives jeg synes ikke det giver nogen mening jeg synes ikke det giver nogen mening jeg synes ikke det mundheld giver nogen mening
37
peter anton: havde sådan en gråd en nat han mærkede han var ved at dø af den gråden sank ned omkring hjertet var ved at drukne det peter anton sagde til sig selv han måtte vågne ellers ville hjertet holde op med at slå peter anton ved nu sagde han at man kan savne sine elskede døde så meget at man kan græde sig selv ihjel i søvne hvis han var blevet ved var det sket fortalte han det gjorde så ondt så ondt.
38
39
TE KST & B I L L E D E : HAL F DAN P I S KET
40
41
42
43
44
45
TEG N ES E R I E : ADAM O.
STØTTET AF
STAFET
>>>>>>>
KITT JOHNSON X-ACT
EN FORESTILLING OM HERKOMST – AF REUMERT-VINDENDE KOREOGRAF KITT JOHNSON
6.-18. FEBRUAR KL. 19 > > > > > > > > > 2017 DANSEHALLERNE > > > > > > > > > > KBH.V BILLETTER > > WWW.DANSEHALLERNE.DK
NY DANSK LITTERATUR
2463-60906 - Vāks
cas ndte
LEIPZIGER TAG E B UC H Gladiator
Foto: Sofie Amalie Klougart
Selma Rosenfeldt-Olsen er født i 1987 og vokset op på Åsen Teater i Nordjylland. Hun er uddannet fra Litteraturvidenskab i København og har oversat flere værker fra tysk til dansk. Leipziger Tagebuch er hendes romandebut.
SUSAN SIMONSEN
Selma Rosenfeldt-Olsen
Inger Støjberg fortæller om at være minister, hun fortæller om at være i opposition. Den afgørende besked er: “I praktikanter skal finde områder, hvor Venstre kan være uenig med regeringen. I skal skrive debatindlæg om det. I skal stille § 20-spørgsmål om det, og vi skal hive ministrene i samråd. På den måde får vi ministerierne til at arbejde, og vi forhindrer dem i at udvikle ny politik.” Mine illusioner brister. Illusionerne om at det inde på Christiansborg er mere sagligt og fagligt end i medierne. Det er uhyggeligt, og alligevel skal jeg være taknemlig over at være praktikant her.
DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE 180
d muk-
DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE
Selma Rosenfeldt-Olsen
L E I P Z I G E R TA G E B U C H
t, -
SUSAN SIMONSEN POLITISK PAMFLET / GLADIATOR
Roman
omslag trykklar.indd 1-3
14/12/2016 21.56
www.forlagetgladiator.dk 68
15/12/2016 15:30
(6)
12
(6)
127
HANNAH ARENDT
IDOLA- T PLAK
STÆRKE BØGER fra mellemgaard
GLADIATOR ABONNEMENT – DIN AKTIE I LITTERATUREN
BLIV GLADIATOR ABONNENT PÅ FORLAGETGLADIATOR.DK Få eksklusiv adgang og 30% rabat på ALLE bøger. Tilmeld dig nu og få: • En gratis Sandalserie-bog. • Det nyeste Texas Longhorn. • Invitation til særlige arrangementer, foredrag, oplæsninger m.m.
“På højskolen lærte jeg at skrive metonymiske kæder...” Louise Randers elev 2015
Meld dig ind i dag og få rabat med det samme.
vestjyllandshojskole.dk 6950 Ringkøbing
DER VAR ENGANG... HOS ARNOLD BUSCK KAN DU BYTTE DINE GAMLE, LÆSTE BØGER TIL ANDRE BØGER I ALLE VORES 30 BUTIKKER. GANSKE GRATIS.
SE EFTER DEN ORANGE BYTTEBOG-ETIKET PÅ BØGER, DER ER MED I ORDNINGEN. LÆS MERE PÅ ARNOLDBUSCK.DK/BYTTEBOG
B I L L E D E : Z VE N BAL S L EV
57
ER LIDELSE A En læsning af den antikke tragediekunsts forhold til lidelse som ondskab
TE KST: AN N E - S O P H I E B . M O RTE N S E N B I L L E D E : C HAR L E S JAL AB E RT, N I C O L AI AB I L D G A AR D & B É N I G N E G AG N E R AUX
Helt særligt for den antikke tragediekunst er skikken med at svælge i lidelsens skræk og rædsel, at investere i grufuldheden med en form for vellyst. Karl Reinhardt Smerte er ikke ondt, det er godt. Du kan lære af det. Charles Manson Lidelse er et uendeligt komplekst begreb. Vi frygter lidelsen, men vi flygter ikke fra den: Vi opsøger den. Lidelse som underholdningsfænomen er ikke blot et fortidslevn, fra dengang man smed mennesker og dyr i arenaer og lod dem kæmpe til døden. Tænk blot på den mængde af populærkultur der er fyldt med lidelse, og som de fleste lystigt mæsker sig i. Eller tag et hverdagseksempel: kiggekøerne på motorvejen. Hvor lidt vi end ønsker at vi selv, eller en af vores kære, skal blive ramt, så er vi stadig tiltrukket af at overvære lidelse, vores frygt overgås af dragelsen mod den andens lidelse. Så hvis mennesket er så tiltrukket af lidelse og finder en form for nydelse i at overvære den, er lidelse så virkelig ondt? De første eksempler på iscenesat lidelse er de græske tragedier. I disse var lidelse, ifølge den største tragedieteoretiker Aristoteles, en ud af tre afgørende faktorer for plottet: peripeti (et pludseligt omslag i skæbnen), genkendelse og lidelse. Lidelsen opstår i de græske tragedier oftest som et direkte
58
AF DET ONDE? resultat af genkendelsen – tag eksempelvis Ødipus, der pludselig genkender sig selv som sin faders morder og moders ægtemand, og derfor, i erkendelsens lidende vold, stikker øjnene ud på sig selv. Hvorfor? Årsagen er for de fleste tydelig nok: Ødipus straffer sig selv for hans ugerninger, med ondt skal ondt uddrives. Og hvis man skal forstå handlingen symbolsk: Ødipus stikker øjnene ud på sig selv for at kødeliggøre sin tidligere blindhed, der har ledt frem til ulykken. Men dramaet der følger lige efter, er langt mere komplekst: “Han råber, at man skal lukke porten op, så Thebens folk kan se ham i al hans slethed, en fadermorders søn, en moders – nej jeg gruer for det syndens ord – at han har landsforvist sig selv og aldrig mere skal ramme dette hus med det onde som ramte ham (...)” (v. 1286 – 1292) Hvorfor kræver Ødipus paladsdørene åbnet, så han kan fremvise sit ydmygede og ødelagte korpus, blødende fra de nu ubrugelige øjenhuller? Svaret er overraskende simpelt: Fordi han har lyst. Ødipus nyder at lide, ja han svælger ligefrem i tilstanden. Skal vi tro den klassiske filolog Karl Reinhardt (f. 1886) er det helt særligt for de græske tragedier at omfavne lidelsens skræk og gru med en slags frydefuld nydelse, at beskæftige sig med lidelse næsten som var den et overdådigt måltid. Spørgsmålet om lidelse og ondskab får en helt ny dimension i denne tragedie. Her er det ikke nok blot at spørge, om lidelsen er af det onde, når vi nu lader til at drages imod at overvære den, her må vi gå skridtet videre og spørge: Er lidelsen af det onde, når Ødipus nyder at pådrage sig selv den? At blomstre i lidelse Når vi taler om ‘det onde’, implicerer vi automatisk et dikotomisk forhold: Det onde eksisterer per definition ud fra dets modsætningsforhold til det gode. Men denne simple forståelse fungerer ikke i den antikke tragediekunst, præcis som det heller ikke gælder for lignende modsætningspar, såsom nydelse og lidelse, afsky og tiltrækning, uren og hellig. Forholdene imellem disse parringer er langt mere komplekse i eksempelvis Kong Ødipus, hvor nydelse og lidelse lader til at opstå i det samme øjeblik, eller hvor lidelsen faktisk er en fremkaldelse af nydelsen. “Hvor det andre steder er koret, ordene og poesien, men ikke det ubevidste ofre, der mæsker sig i lidelsens glæder, er ofret og den der mæ-
59
Åh mennesker, ser I hans rædsel og kval, den grufulde skæbne, det værste af alt, jeg har set. Stakkel, har vanviddets rasen nu omsider ramt dig? Drev en dæmon sit onde spil? Sprang den mon løs på dit håbløse liv, så du selv blev hans bytte? 60
sker sig, vridende og pegende på sig selv, blomstrende i sin lidelse, de er en og den samme [i Kong Ødipus].” Som Reinhardt påpeger, blomstrer Ødipus op i sin lidelse, som antager en nærmest storladen form. Udover dette opnår Ødipus en overmenneskelig visdom, grundet lidelsen. Men på trods af denne nydelsesfulde svælgen, er Ødipus’ lidelse stadig præget af en ondskab, nemlig den der lader til at være årsag til hans selvafstraffelse. “Åh mennesker, ser I hans rædsel og kval, den grufulde skæbne, det værste af alt, jeg har set. Stakkel, har vanviddets rasen nu omsider ramt dig? Drev en dæmon sit onde spil? Sprang den mon løs på dit håbløse liv, så du selv blev hans bytte?” (v. 1298 – 1302) Det onde er altså, ifølge ovenstående citat, en kraft udenfor menneskets domæne, en kraft der har kastet sig over Ødipus’ liv, og senere skal vise sig, at inficere hele hans slægt, som en ondskabsfuld nedarvet sygdom, uden kur. Det er dette ukontrollerbart onde, som Ødipus ønsker at redde hans slægt og hele Theben fra, via hans selvafstraffelse og eksklusion fra Theben. Derfor bliver lidelsen i Ødipustragedien en måde at rense ondskaben ud af kroppen og byen, der har huset denne som konge. Ikke se, ikke røre Denne ide om ondskaben som en udefrakommende kraft er ikke singulær for Ødipustragedien. Aristoteles beskrev den ideelle tragiske helt, som en der, uden selv at være ondsindet, styrter i ulykke grundet en udeforstående fejl eller ondskab. Og som vi skal se i den mindre kendte tragedie Filoktet er dette sandt, men det betyder ikke, at denne ulykke og lidelse ikke kan antage meget forskellige former. I Filoktet er Filoktet, efter at have kæmpet i slaget ved Troja, blevet efterladt af sine landsmænd på øen Lemnos, grundet et slemt sår han har pådraget sig i den ti år lange krig. “Dette er kysten på Lemnos’ havomksyllede jord, ubeboet og uden tegn på menneskers færden. Det var her, Neoptolemos, du søn af mægtige Achilleus, den stærkeste af grækerne og din far, hvor jeg engang efterlod Poias’ søn Filoktet fra Malis – efter ordre fra mine overordnede. Hans fod dryppede af en betændelse, der åd hans kød, og vi kunne ikke komme til altrene og foretage vores ofringer til guderne uforstyrret; nej, for konstant fyldte han hele lejren med sin ildevarslende klage.” (v. 1 – 10)
Det er vigtigt at understrege, at Filoktet ikke er blevet efterladt, fordi han var til fysisk fare eller last for hans omkringværende, præcis som Ødipus heller ikke var skadelig i den forstand. Men som det beskrives ovenfor, hjemsøgte hans uhyggelige lidelsesskrig lejren, og det i en sådan grad, at ingen turde foretage hellige ritualer eller røre hverken vådt eller tørt, så længe han befandt sig i nærheden. Filoktet bliver sat op som modsætningen til de hellige ofringer, præcis som Ødipus, der via sit mord på faderen og ægteskabet med moderen, også beskrives som uhellig. Filoktetes landsmænd frygter, at hans sår og lidelse, vil bringe uheld, og måske ligefrem det onde, ned over dem. Denne frygt for ‘infektion’, som ses så tydeligt i de første ti vers af Filoktet baserer sig på det græsk mytologisk begreb ‘miasma’, ikke at forveksle med det medicinske begreb med samme navn. Miasma var ideen om en særlig ondsindet inficering, der opstod grundet en enkelt persons handlinger. Kun ved at ekskludere eller dræbe denne person kunne det omkringværende samfund undgå at blive inficeret. Den sublime lidelse De græske tragedier havde et didaktisk formål. De skulle fremvise farer, uheld og ulykkelige skæbner for publikum, der via overværelsen ville opnå det man på oldgræsk kaldte katharsis, en form for renselse af sindet. På denne måde bliver lidelse faktisk det ondes modsætning, både i det interne narrativ, som vi har set i både Kong Ødipus og Filoktet men også i selve tragedieoplevelsen: Lidelse er muligheden for at blive renset for det onde. Men lidelsen har også et andet potentiale i Ødipustragedien: den agerer overgangsritual, præcis som vi kender fra diverse samfund studeret igennem antropologien, hvor smertefulde ritualer producerer afmærkninger i form af brand-eller snitsår, lemlæstelse af kønsdele eller lignende, der markerer en overgang fra eksempelvis barn til voksen. Ødipus ændrer karakter af lidelsen: I hans korporlige ydmygelse, der bliver symbolsk for hans statusfald fra konge af Theben til udstødt, bliver han også en karakter der når udover menneskelige grænser. Hans lidelse sætter ham udenfor samfundets regler og normer, præcis som Filoktets lidelse gjorde ham ‘farlig’ for dem omkring ham, hvilket ledte til at han blev efterladt på Lemnos. Men Ødipus’ eksklusion er samtidig en inklusion i en højere orden: Ødipus’ lidelse er en tilnærmelse mod det sublime. Koret udbryder ved synet af den lidende Ødipus, “Jeg ynker dig, stakkel, men jeg kan ikke se på dig, skønt der er mange ting jeg vil vide og meget jeg ønsker at spørge dig om. Jeg skælver af frygt ved synet af dig.” (v. 1302 – 1306) Indsigten kommer ikke ved at høre Ødipus’ historie eller tale med ham, den kommer af at betragte ham blomstre i lidelsen. Samtidig er dette syn, præcis som det sublime, så overvældende, at koret ikke kan se direkte på ham. I Ødipustragedien opstår lidelsen måske grundet en ond udefrakommende kraft, men lidelsen i sig selv er snarere overmenneskelig, storladen og sublim.
62
Jeg ynker dig, stakkel, men jeg kan ikke se på dig, skønt der er mange ting jeg vil vide og meget jeg ønsker at spørge dig om. Jeg skælver af frygt ved synet af dig. 63
TE KST: J O HAN N E S V. J E N S E N
64
65
66
67
68
69
70
71
72
73
74
DET ONDE TE KST: HAN S OT TO J Ø R G E N S E N TEG N I N G : J O HAN N E S H O L B E K
Knud Pontoppidan, alias Amalie Skrams Professor Hieronimus i hendes romanen af samme navn, overlæge på Kommune-hospitalets 6te Afdeling, begyndte sine forelæsninger med et Mine Herrer hvorefter han boltrer sig i veltalenhed og nedladenhed, og så kan hans diagnose efter tidens forhold være nok så forklarlige, strengt er det: Den næste Patient, jeg skal vise Dem, er ikke mindre mærkelig i sin Fremtræden. Det er en Original, vel kendt i Kjøbenhavn og Omegn, navnlig på Dyrehavsbakken, hvor han dels er optraadt i forskellige artistiske Fag, dels har spillet en vis Rolle som toneangivende mellem det glade Publikum. De vil strax blive slaaet af hans ganske ejendommelige Ydre. Hvad der først falder i Øjnene, er den ludende kyfotiske Holdning og de abeagtigt lange Arme… En kold skid. Mine Herrer Denne unge Patient, en Bondekarl fra Jylland, er for Tiden Militærarbejder og har været i Tjenesten siden d. 1ste f.M. Men han ligner alt andet end en Krigsmand, saaledes som han sidder her ynkeligt græ-
dende. I en hel Uge have vi været Vidne til denne endeløse Flæben og Tuden. Han klynger sig til Enhver, der kommer i hans Nærhed, som et hjælpeløst og forskræmt Barn, og hans Hoved synes ikke at rumme nogen anden Tanke end den, at han vil hjem til Thisted. Vor Patient har aabenbart kun et Lavmaal af Intelligens; med sin maabende Mund og hele fjogede Udtryk minder han ganske om den pantsatte Bondedreng. Og dog skal han have gaaet Skolen igennem uden Vanskelighed, prætenderer endog en Tid at have været en flinkt Nr. 1. Han skriver også net og nogenlunde ortografisk, regner upaaklageligt og har gjort god fyldest hjemme i Faderens Landbedrift. Men det maa erindres, at Fordringerne have været beskedne, og ved nærmere Prøvelse viser han sig f.eks. saa godt som ganske blottet for geografiske Kundskaber. Efter at have givet ham Lejlighed til at vise sin almindelige Skrivefærdighed, lader jeg ham med bortvendt Ansigt skrive en Del opgivne Tal og Ord med venstre Haand. De ser da, at han producerer en tydelig Spejlskrift. Dette Experiment, som ofte falder positivt ud hos Børn, skulde have en vis betydning for Paavisningen af svag Begavelse.
75
Jo mere automatisk vi kan lade Muskulaturen virke, desto lettere kommer der Spejlskrift; jo mere opmærksomme vi ere paa, hvad der foregaar, desto snarere korrigerer vi den tilstedeværende Tilbøjelighed. At kunne skrive Spejlskrift betyder altsaa en Evne til saa at sige at gøre sig dum, at suspendere enhver bevidst Hæmning og kontrollerende Indskriden og lade den naturlige Tendens til Associationsbevægelser virke uforstyrret. For saa vidt kan man være for intelligent til at skrive Spejlskrift; men det er ogsaa kun i den Forstand, at der kan tillægges Forsøget nogen Værdi som Intelligensprøve. Ikke desto mindre har det sin Interesse at se, at det er lykkedes at paavise Spejlskriftens større Hyppighed dels hos Halvidioter og Epileptikere, dels i Choreaen og andre infantile Nervelidelser samt hos Kvinder.
1. En endnu ung Georg Brandes funderer i sin anmeldelse af Leonora Christinas netop udkomne Jammers Minde i 1869 over det onde: Det første Skridt til Livserfaring er at forstaae, at der virkelig gives Skurke og at kjende dem under Masken. En Betragter troer aldrig for Alvor paa det Onde, og da i vore Dage Alle ere Betragtere eller idetmindste begynder med at være det, saa troer de fleste ikke paa den menneskelige Nederdrægtighed. Denne Tro gør det ulykkelige Samfund end mere ulykkeligt; thi den, som klager, den som vaander sig under Lavhed og Ondskab, er der Ingen, som staaer bi, fordi Alle tage parti med Lavhedens ædle og Ondskabens fromme Maske. Det er interessant, at Brandes taler om, at vi alle i vore Dage ere Betragtere eller idetmindste begynde med at være det. At gennemskue ondskaben er ikke medfødt, men en disciplin, der skal læres. Vi så før Knud Pontoppidan boltre sig i frenelogi. Når Brandes berømmer Leonora Christinas evne til at gennemskue og leve sig ind i de fattige, elendige, som bliver sat i celle med hende, som piner og plager hende, og som i visse tilfælde skal
trække oplysninger ud af hende, synes han ikke at være langt fra Pontoppidan. De bliver rask væk karakteriseret som dyr. Og som han var ødsel med superlativer omkring Leonora Christinas ædle person, mangler der heller ikke her kulør: Det er beundringsværdigt, hvorledes Leonora Christina undgaar al Indignation, al unyttig Anklage og i stedet for at skildre os sine Plageaander som Niddinger af Princip, lader os see dem som det, de ere, som lave Dyr, skadelig Dyr, høist giftige Dyr, men hvilke man, netop fordi de ere Dyr, umuligt kan ville kræve til regnskab. Kriminologien som selvstændig videnskab opstod i første halvdel af 1800-tallet, hvor det revolutionære potentiale i proletariatet, de farlige klasser, blev klart for magthaverne. Statistisk, fysisk antropologi, det vil sige måling af menneskekroppen og demografi blev metoder til kortlægning af farerne ved disse undermennesker. Pioner indenfor området var den italienske læge Cesare Lombroso. Han mente ud fra sin omgang med forbrydere, levende og døde, at kunne konstatere klare fysiske kendetegn ved den forbryderiske mand. Han var påvirket af Darwins survival of the fittest og betragtede forbryderen som et tilbageskridt i den menneskelige udvikling. Resultaterne af hans forskning blev offentliggjort i 1876. De fysiske træk hos den fødte forbryder er lav pande, sammengroede øjenbryn, skæv næse, lange arme og store ører. Brandes’ dæmonisering af de ulykkelige skæbner i Jammers Minde med gloser som lave, skadelige, giftige, ligner de gloser, hvormed man også kunne karakterisere de dæmoniske væsner, som det onde gestalter sig i i den indre strid, der er typisk for symbolismen. Der er i mennesket en iboende destruktiv kraft. Leonora Christinas onder flytter fra det ydre til det indre, ikke for at kunstneren forlader det onde, ikke for at forråde det, men for at mobilisere en ikke før set empati. Samtidig med at den
76
ondskab, lav og plump, som før blev udpeget hos forbryderen, idioten, kvinden, flytter ind i mennesket, bliver forbryderen, idioten, kvinden, forklaret ved ondets rod henholdsvis i de underste samfundsklasser og kønnet. Vanviddet får en fremtrædende plads, ikke i besyngelse af vanviddet, som mange synes at tro, men som medfølelse for den lidende og som en indirekte kritik af det normale. Men ved siden af vanviddet, som en nær slægtning, hersker livsleden. I sit forord til Syndens Blomster, 1857, tegner Baudelaire konturerne af denne eksistensens svøbe: Daarskab, Fejl og Synd beskæftiger vore Tanker og ødelægger vore Legemer, og vi kæler for vort Tungsind som Tiggere for deres Utøj. Paa det Ondes bløde Hovedpude vugger Satan Trismegistos vor Sjæl i Trylleslummer, og under Søvnen bortdestillerer denne snilde Alkymist vor Viljes ædle Metal. Djævlen holder i sin Haand de Traade, der bevæger os; vi drages mod væmmelige Ting og stiger hver Dag uden Frygt et nyt Skridt nedad mod Helvede gennem stinkende Mørke. Som en fattig Vellystning, der kysser en gammel Skøges forpinte Bryst, snapper vi i forbigaaende stjaalne Nydelser og knuger dem som man knuger en gammel Appelsin. Og i vore Lasters modbydelige Menageri er der en, som er uhyggeligst og urenest af alle: Livsleden, som i en Gaben kunde sluge hele Verden. At Livsleden er uhyggeligst og urenest, kommer på tværs af enhvert rationale. Depressionens sæk og aske står helt centralt hos Amalie Skram, Olivia Levison og J.P. Jacobsen og flere endnu. Adda Ravnkilde er satiriker. Hun begik selvmord i en alder af nitten år. Så meget desto mere alvorlig er følgende scene om en flok unge studenters ørkesløse snak om det ørkesløse liv fra den posthume En Pyrrhussejr, 1874: Værten gav, eller prøvede at give, et af de gode gamle Hostrupske Studentergilder. Han røgte paa en lang Pibe og vippede aldeles uforsvarligt paa sin Stol, idet han med et jovialt Smil om sin næsten barnlige
Mund og i sine blaa Øjne, saa sig rundt i sine Venners Kreds. Han idetmindste havde Anlæg til at være en af de “gode gamle Studenter”, der kunde spøge uden at saare, tale uden at disputere, blive begejstrede for lidt og forelskede for mindre, more sig over alt og aldeles banlyse Politik og Partiaand. “Skaal!” raabte han, idet han hævede sit Glas, “Skaal for Dig, Stenstrup, Du uforbederlige Tørve-triller, der tager paa Livet, som om det var en Martyrdom, og drikker Punch, som om det var Medicin efter Din egen Recept. Gid næste Aar maa træffe Dig i bedre Humør og i lige saa godt Selskab.” Men Svenstrup er af et andet humør, en anden støbning. Jeg ved ikke, om man kan være melankoliker og kyniker i ét stykke, hvis man kan, er det det, han er. Han svarer: “Gid det maa træffe mig i Ormenes Selskab, jeg skulde ikke forlange noget bedre.” Stenstrup ser ikke andet for sig “end haabløst Arbejde, end at slide mig op ved at give Timer i de fordømte Pigeskoler og spilde Ungdom og Begavelse for at kunne ernære en Moder og Søster, som man vilde handle langt barmhjertigere imod, hvis man ikke opbevarede dem for Livet.” En foreslår, “Vil du endelig skaffe Dine nærmeste ud af Livet, saa gør det i en Snup. Forær dem en Kugle, som du saa ofte har lovet at gøre ved Dig selv.” “Hvorfor ikke”, svarede Stenstrup, “jeg indser ikke det strafværdige i at befri et Menneske fra Livet.” Münster slog ud med Haanden: “Rigtigt,” sagde han, “Mord er en Velgjerning, som man burde bevise først sine Venner og paarørende, derpaa sig selv.” Den sjette af de tilstedeværende sagde med et alvorligt Tonefald i den læspende Stemme: “Jeg frygter, at en saadan Udryddelse vilde virke hæmmende paa Jordens Udvikling og foregribe Begivenhedernes Gang.” Det bliver stadig mere morbidt. Sat på spidsen handler det om verdens frelse eller selvmord. Som det altid gør for ungdommen, og som det altså også gjorde i 1874. “Iversen, elskelige Pedant,” svarede Münster, “Du maa vist med Dit matematiske Hoved kunne udreg-
77
ne, naar Udryddelsesværket vilde være forbi, saafremt Stenstrup i Aften gør Begyndelsen med at tage Livet af sin ærværdige Moder.” “Skulde vi ikke forandre Tema,” sagde pludselig Max, “August har ikke godt af at komme ind paa disse Paradokser.” “Kærlige og betænksomme Ven,” lo Münster, “har Du i Sinde at være Stenstrups Barnepige?” “Trænger Stenstrup til en Goldamme, vil jeg være det for billigt Vederlag af Kost og Drikkevarer,” sagde den gamle Student. Sikke en rettergang. Anvendelsen af en glose som Goldamme rækker ind i grotesken, men ellers holder Adda Ravnkilde fast i ironiens toneart, men det gør ikke mindre ondt af den grund. Mord og selvmord tematiseres videre. Den ene føler sig krænket ved den andens spot mod kristendommen, og den tredje tager tråden op: “Naar alle er blevet kristne, skal jo Verden forgaa. Det er et universelt Selvmord.” “Selvmord er ret beset en Dumhed.” “Det er mer end det, Selvmord er et Skulkeri fra Menneskenes forbandede Pligt at leve.” “Arbejder jeg da ikke?” raabte Stenstrup vred. “Men det modbydelige er jo, at Livet kun er en Række Anstrængelser for blot at skaffe sig Muligheden til selve det at eksistere. Det gider jeg ikke være med til, det er det, som gør mig fortvivlet til Døden.” Den følgende dag, i fortsættelse af ovenstående, beklager Stenstrup sin fars selvmord, og Max svarer: “Men Menneske, det burde netop have været Dig en Spore. Er det da intet, at to Liv (mor og søster) er afhængige af dit, Du, som har et sundt Legeme og gode Evner.” “Men hvortil skal jeg bruge dette Legeme og disse Evner? Er det Liv, der kun leves i Bekymring for, hvad vi skal spise og drikke, værd at leve?” “Du tror jo, at Du har Digterkald, brug da dine Evner i den Retning. Udret noget.” “Jeg har jo ikke Tid til at udføre noget af det, som jeg vilde sætte mit Liv ind paa.” “Forsøg dig i mindre Ting.” “Det vil jeg ikke, jeg vil ikke jaske med mit Navn.
Udgiver jeg noget, skal det være helt og samlet. Noget stort og epokegørende. Noget, der kan rode op i Tidens Usselhed, noget sandt og – noget –.” “Stop lidt! Ved du egentlig, hvad det er, Du vil?” “Jeg vil, at alle disse gamle Love, Vaner og Religioner, som kuer Menneskene, skal udryddes, ellers maa vi af den kommende Slægt gaa til Grunde.” Den ultimative fordring på ikke bare sin egen, men også verdens lykke, går hånd i hånd med ens egen oplevelse af sig selv som skravl. Vanviddet og livsleden fører hos Johannes Jørgensen til religiøsitet. Hans kongstanke er, at den, der ikke føler sig trykket af noget Onde eller tynget af nogen Skyld, vil ikke have nogen Anledning til at gaa ud over de verdslige Interesser med sine Tanker. Men den, som spørger: Hvorledes gaar det til, at jeg maa bære dette Onde? Og: Hvorledes kan min skyldbetyngede Samvittighed blive forsonet med sig selv? det Menneske er paa Vej til Religion. Jeg er sikker på, Jørgensen har ret, men jeg er lige så sikker på, at han får spærret sig selv grundigt inde ved sin overgang til katolicismen. Georg Brandes påstand om, at det moderne Menneske ikke anerkender Magter udenfor eller over Naturen, besvares af Jørgensen med henvisning til det kristelige Kærnedogme, Læren om Arvesynden, som er blevet til Spot for de rationalistiske Fladpander, intet synes dem nemlig klarere og sikrere, end at hver enkelts Tilværelse begynder med hans Fødsel, hvorfor han umuligt kan komme til Verden med Synd. Med denne uafvendelighed in mente profeterer Jørgensen ikke kun en Videnskabens Bankerot, han afstår også fra den outsiderrolle, som kunstneren ifølge Baudelaire må påtage sig, og som gør ham og hende til en rekonvalescent, som netop er vendt tilbage fra dødens skygge. Denne kunstnermyte, som så ofte er blevet mistænkeliggjort, latterliggjort, og hvad man ellers har gjort, man har bagtalt og angivet og på enhver måde forfulgt ham og hende, bunder ikke i et spørgsmål om at være troende eller ikke-troende, som Jørgensen gerne vil, det gør, men derimod i
78
Og i vore Lasters modbydelige Menageri er der en, som er uhyggeligst og urenest af alle: Livsleden, som i en Gaben kunde sluge hele Verden.
79
Christiane Hansen, 36 år, vaskekone
Hans Christian Nicolaisen, 16 år
Ane Dorthe Madsen, 26 år, løsagtigt Fruentimmer
Karen Jensen, 29 år, herregårdspige
80
reelle samfundsforhold, sådan som Georg Brandes bestemmer det i tilfældet Leonora Christina: Mellem den cultiverede Nederdrægtighed foroven og den tøilesløse Raahed forneden staar den i Sandhed menneskelige Aand, forladt af Alle, indespærret, plaget og pint. Blandt de mange Synspunkter, fra hvilke Livet kan betragtes er det, som seer det fra Ulykkessiden, det som omspænder mest. Provisorietidens magtapparat går ikke af vejen for at bruge ufine metoder. Den udøver vold, udfører mere eller mindre tilfældige arrestationer, idømmer uforholdsmæssigt hårde straffe, som er på en gang skånselsløse og pietetsfulde regide i anklageskriftet, på den ene side, på den anden udlever en kynisme i beregningen af den mulige kapitalgevinst, som går ud på at klemme det sidste ud af individets arbejdsduelighed for kun at efterlade ham og hende i fattigdom og invaliditet. Der skal megen løgn og et stort selvbedrag til for at skjule, at et samfund forvalter sig selv så kynisk. Og når man i 1700-tallet under indflydelse af oplysningstiden holder igen med lemlæstelse af forbryderne, er det ikke af humanitære årsager, men fordi det samfundsøkonomisk er en dårlig idé. Generalprokutør Henrik Stampe skriver således i en erklæring fra 1759, at Den mangel vi i Danmark har på folk viser hvor nødvendigt det som oftest er, at lovens strenghed i noget formildes. Afhuggede fingre arbejder ikke godt. I 1790 bliver en ny strafart, forbedringshuset, introduceret, sådan at anstalten nu hedder TugtRasp- og Forbedringshus. Man vil resocialisere, ikke kun straffe, det er filosofien bag, i praksis ser det anderledes ud. Jeg har en lille, meget værdifuld bog, Forbryderbilleder 1867-1870, udgivet af Mammens Bogtrykkeri A/S 1989 ved Nielsen og Laurberg. Heri er en række fotografier af kriminelle, som i nævnte periode har været i kløerne på ordensmagten i Odense, under hvert fotografi en kort levnedsskildring.
Christiane Hansen, 36 år, vaskekone. Middel af Vækst, blondt Haar, Næse og Mund almindelig, graabrune Øine. For 2. gang begået tyveri af 3 alen hørlærred og mindre Quantiteter af Fødevarer fik hun 4 x 5 dages fængsel på vand og brød. Med varetægten i alt 54 dage i arrest. Hans Christian Nicolaisen, 16 år, Middel af Vækst, klein af Bygning, rødt Haar, blaa Øine. Som nykonfirmeret 14-årig kom han på fattiggården efter at have fået ris for tyveri. Siden idømmes han 20 dages fængsel for et andet røveri. Året efter idømmes han 1½ års for brandstiftelse, 21 år gammel “afskaffet” til New Orleans. Karen Jensen, 29 år, herregårdspige, mor til tre “uægte” børn, Høi af Vækst, stærk Bygning, blondt Haar, lysebrune Øine. Boede på Ubberud fattighus. Tilfældigt hørte hun, at en spand med brombær tilhørende en fru Nielsen stod til afhentning i et hus på Vesterbro. Hun henvendte sig, gav sig ud for fru Nielsen og fik spanden. Bærrene blev solgt og spanden kastet væk. Men et tørklæde, der var bundet til spanden, beholdt hun. Straf: 2 x 5 dages fængsel på vand og brød. Arrestdage i alt: 42 dage. Ane Dorthe Madsen, 26 år, løsagtigt Fruentimmer, lille af Vækst, middel af Bygning, blondt Haar, blaa Øine. Kom til Odense i anledning af Skt. Knudmarkedet 1868, hvor hun fik fat paa flere hende ubekjendte Mandfolk, med hvem hun drev Utugt dels ude i Skoven dels i Anlægget. Hun sad 20 dage i varetægtsarrest og blev dømt til tvangsarbejde i 90 dage for at søge erhverv ved Utugt. Det er svært at forlige sig med, at sådanne forhold findes, når man netop i disse år når frem til det moderne gennembrud. At man som hos J.P. Jacobsen udvikler en så sofistikeret forståelse af æstetik. At man kan kalde det samtidighed, når det ser ud, som to tidsaldre tørner sammen, men det er selv-
81
følgelig fordi, det ikke har noget med tid at gøre, uhyret findes i enhver tid, magten korrumperer etc. Den sidste offentlig henrettelse ved halshugning med økse blev eksekveret i Nakskov i 1882, den sidste lukkede i fængselsgården i Horsens Statsfængsel 1892.
2. Den rå magtanvendelse har en raffineret pendant i kirken og i den af kirken afledte forestilling om luderen og madonnaen. Det billede er altid gangbart, når det gælder løgn og bedrag og ikke mindst selvbedrag. For ofte er den kraft, som trænger sig ind på os, ikke så let at identificere som lav, skadelig, giftig, ofte er den forklædt, sådan som vi kender den fra 2 Kor. 11, 14, hvor Satan kommer i en Lysets Engels Skikkelse. Som Billeskov Jansen gør opmærksom på i forbindelse med nedenstående vers af Viggo Stuckenberg, har også sjælen konsistens, skikkelse, aktion i den symbolistiske kunst. Jeg kan især lide hans brug af ordet aktion. Jeg ser saa lys en Slette, jeg ser saa tæt en Lund, dér gaar din Sjæl at flette i Krands hver levet Stund Digtet er om Ingeborg Stuckenberg. Scenen er en idyl, skikkelsen skøn, uden ondt skabt i livet, men det er den selv samme kvinde, som Johannes Jørgensen finder anledning til at dæmonisere, og han gør det så overbevisende, som Korinterbrevet vil. Ingeborg Stuckenberg var af Johannes Jørgensen udråbt til muse, de var forelskede, i tiden op mod udgivelsen af Taarnet, men mens Jørgensen fik sin Amalie og kort efter konverterede, mislykkedes Ingeborg Stuckenbergs løsrivelse fra hjemmet. Hun havde et forhold til maleren Albert Gottschalk, men vendte snart hjem igen.
Johannes Jørgensen holdt sig i sin Mit Livs Legende for god til at sværte hende til, men ifølge litteraten Emil Frederiksen skal han have sagt, at det var Albert Gottschalks afvisning af hende, der ændrede hendes sødme til råhed. Dommen er bundet til kønnet, den afsiges mand og mand i mellem på baggrund af mandens angst for det, han ser som utøjlet kvindelige seksualitet. Men hermed er mishandlingen af Ingeborg Stuckenberg i inderkredsen af de emanciperede, nytænkende forfattere i selve hjertet af det moderne ægteskab, som hendes og Viggo Stuckenbergs ofte omtales som, ikke overstået. Ingeborg Stuckenberg bliver bortretoucheret eller rettere: hun bliver simpelthen forvist fra titelbladet på de værker, hun enten til fulde har udført eller haft en væsentlig andel i. Forførerne, i og udenfor litteraturen, Johannes Jørgensen inklusiv, er ifølge den norske forfatter Camilla Collettes optik amoralske. De smadrer kvinder som uartige drenge smadrer deres mødres porcelæn. I Fra de stummes Lejr: Det er det vi kalde at byde os det bedærvede – kandiseret,” det vil sige, kvinden overtrækkes med sukker, hun æstetiseres. For Collette er mændene i Brandes’ emigrantlitteratur triste Folk, der afskåret fra al indflydelse, al håb og lidenskab ikke har andet at bestille end at opfinde lidenskaben i romaner. Vi vilde derfor maaske bedrage os, hvis vi i hin Trang til en selvstændigere Kvindelighed vilde tro at se en KvindeAgtelsens og Betydningens gryende Morgenrøde. Ak nej, den bringer snarere Tanken hen paa en sportsmæssig Bestræbelse for at stille ligerustede Modstandere op til en Dyre- eller Hanekamp, at den kan blive muligst blodig pikant. Johannes V. Jensens Hos Fuglene er rendyrket sadisme. Den er fra hans eksotiske noveller, 1909. Der er turisme, sol, alt for meget sol, det er i Egypten, og der er damer, sådan som damer ifølge Jensen er, pynte- og nydelsessyge, affekte-
82
rede og ubehjælpsomme, og der er mænd, sådan som mænd ifølge Jensen er, og hans fascination af automobilet er der mindsandten også. Sol og langsom død. Automobilet, som holder sin Sejrsgang overalt, erobrer ogsaa Ørkenen, det er mere og mere blevet Skik, at man gør Selskabsture ud i Ørkenen fra Cairo, gerne flere Vogne sammen, og man tager da ikke Hensyn til Vejene, som jo snart slipper op, men kører lige ud i den vilde Ørken i en eller anden Retning; de store, kraftige, moderne Maskiner er i Stand til at forcere ethvert terræn og reducerer her, som allevegne, Milene til ingenting. Sådan en søndagsudflugt er det. Seks biler, den bagerste punkterer, Der var kun to Passagerer i Vognen, Ejeren og hans unge Frue. I sine elegante højhælede Sko stod hun ud paa Sandet, som et Stykke skørt, kosteligt Porcelæn, og saa til, mens Charlie aabnede under Sædet og rodede med store Hænder efter Værktøjet. Dunkraften, for Helvede! Charlie var krænket, som altid naar han havde Motoruheld, han udviklede Kræfter og grisede sig til, med Hatten skudt op i Panden, han gjorde Vold paa Jern med Jern og var rigtig ubehagelig, hvorfor kvinden fortrækker. Hun går sig en tur, mens manden skifter jul. Hun hed Alice, og det kan nok siges om hende, at hun kom i Wonderland, men det var meget anderledes end i Bogen. End ikke i Drømme, havde hun tænkt sig det. Det er usmageligt. En besynderlig stemmeføring. Det er det, jeg mener med sadisme. Hvor meget skal vi give hende, hvor meget kan hun tage. Man bliver bange, naar et Automobil og en Mand, saa temmelig Indbegrebet af ens hele Verden, pludselig har forvandlet sig til Luft for ens Øjne, man bliver hed og faar travlt, stikker i Løb, Alice løb ... Saa stod hun stille og lyttede, med Blodet brusende og dunkende i Ørerne. Ikke en Lyd. Hun kaldte ... hun gav et lille, pænt Raab fra sig, ikke gøre sig latterlig, ingen Panik! Det lød saa stygt at
staa ganske ene i Ørkenen og give Hals, hun forskrækkede sig selv og følte det som et Slag at være alene ... Hun bliver slået ... Og da faldt Ørkenstilheden paa hende, for første Gang. Den er frygtelig, naar man er alene. Det er Stilheden selv. Ørkenen tier. Sandet nærved og de fjerne Synskredse gør ikke andet end at være der, og stirre og tie, og i Solskinnet er det en fuldstændig blændende Stilhed. Dalbunden var et Uføre af store Blokke med stejle Fald, Solen stod ned i de Vindstille Kløfter, almægtig, blændende, hed og stille, og Hjertet hørtes som et lydeligt Dunk-dunk i det svidende Lys og den uendelige, uendelige Ensomhed og Stilhed ... Hun synes at høre en lyd, et bil-horn ... Ja, sang hun glad, ganske højt, som en lille Pige. Hun brast i Graad, Charlie! Hun begyndte straks at klatre op, stødte sig, faldt og satte Knæene i sin Kjole, og vi har hende omtrent afklædt. Forslået og bange. Afklædt. Og Jensen kan lakonisk skrive, De fandt hende Kl. 8 om Aftenen. Så kan vi selv regne ud, hvad der videre er sket. Ikke fordi der bliver pakket ret meget ind i det videre forløb, springet frem i tid er kun til for at forsikre os om, at hun ikke dør af det. Torturen er ikke til for at slå ihjel, den er til for at kunne blive gentaget. Altså fortsætter vi roligt, hvor vi slap: Men lille Alice var bleven et andet Menneske i den Mellemtid. Oppe paa Bjerget, foran Ørkenens og Himlens Ansigt, kom Rædslen over hende. Hendes forkælede dumhed får endnu et par ord med på vejen, hun karakteriseres blandt andet som en forvænt lille Verdensdame, man havde vist hende Pyramiderne, og hun havde set dem som nogle enorme Kulisser, der blev hejset ned fra Himlen for hendes fornøjelses Skyld, og videre: Taarerne kom hende i Øjnene endnu en Gang, hun havde saa ondt af lille Alice, her laa lille Alice og omkom i Ørkenen ... hun havde bare, blodige og værkende Fødder, en forrevet Bluse, for Lærredsfrakken havde hun smidt bort, da hun forgik af Hede – var det ganske
83
køligt, hun frøs allerede lidt, og her paa Sandet ville de finde hendes pjaltede lille Lig. Det sidste er gribbene, der landede med lydelige Bump paa Sandet. Der bliver iværksat en eftersøgning, hun bliver fundet, i Lyset fra Automobillygterne saa Charlie hvor hun havde lidt, et lille, gammelt, tugtet Ansigt med udbrændte Øjne. Og for nu at opfylde sin rolle som den der giver omsorg, en hustrus pligt, bryder manden sammen, og hun maatte trøste ham, med Hænderne i hans Haar.
som et forvrænget spejl. Louis Levy bruger symbolismens egne termer, her er det ikke som før den negative karakteristik, som viser hen til det onde. Holbeks afvisning af eller skepsis overfor enhver social konvention er ikke begrundet i løsagtighed, den er vejen at gå. Spot, foragt, trods, skønhedssøgen, er Holbeks våben. Til trods for det medie, han er underlagt som satire-tegner i Politikens spalter, tager han, som Louis Levi udtrykker det, evigheden med i sine beregninger.
3. Ondskaben er principiel, den ekstreme subjektivitet en erobring, der ikke gives køb på. Drømme og mareridt har en central plads, ligesom naturen og den affekt, naturen måtte bringe en i. Det psykiske har ligeværdig status med det fysiske, ikke for virkelighedsflugtens skyld, men i erkendelse af psykens realitet. Den personlige, individuelle fortolkning af verden almengøres, sjælen får krop. Ved Johannes Holbeks død, skriver hans nære ven, Louis Levy mindeord: Det er ikke målet, han har nået, der han den største betydning, men vejen og midlerne. Hans indre krise gør ham synsk overfor tidens. Det bliver således selve tidens psykose, der spejler sig i hans oprevne sind som i et lidt forvrænget spejl. Han der ikke følte sig kommensurabel med døgnets liv, tager evigheden med i sine beretninger, og han søger evighedsbilledet der, hvor han måtte søge det, i den mest sprængte og individualistiske kristendom. På dette grundlag stiller han sig udenfor samfundet, bliver anarkist, hader og fornægter af enhver social overlevering og fordom, men han vender sig ikke sky bort fra tilværelsen, bliver aldrig munk, altid soldat i sin idés tjeneste. Hans våben er spot, som sjælden tager personlig sigte, gennemborende foragt og trods og en skønhedessøgen, der ejer troens og bønnens kraft. Johannes Holbeks indre krise som spejl på tidens psykose, hans synskhed, det oprevne sind
Selvgodhed, falskhed, grådighed, dovenskab, borgerskabets mænd står for skud. Hvis, og det kan man med god ret sige, Johannes Holbek inkarnerer symbolismens længsel efter ånd, inkarnerer disse borgerdyr ondskaben.
84
85
B I L L E D E : D O RTE NAO M I
TE KST: MAD S G R AM B I L L E D E : C O DY O' R O U R KE
HATEM Jeg har passet tomaterne i mange år Beskyttet dem mod svamp. Sørget for skygge og lys Da jeg havde sået frøene lugtede mine hænder af muldjord og nu gror planterne i lerkrukkerne på taget i skyggen af vores vandtanke som bosætterne for en måned siden skød huller i Vandet stod ud i stråler og oversvømmede det flade tag Mine to småsøstre sprang rundt og pjaskede i det Mouna sagde: Det er ligesom når det regner om vinteren Aisha sagde: Regn er vand der falder ned fra Gud Mouna sagde: Er det rigtigt Hatem? Jeg sagde: Ja. Det har jeg også hørt Aisha er lige fyldt otte og Mouna bliver snart seks Hun skal snart begynde i skole Når vores forældre tager af sted om morgenen plejer jeg forsigtigt at skrue op for fjernsynet for at vække pigerne på deres madrasser i stuen hvor vi alle tre sover Mouna inderst mod væggen. Så Aisha. Så mig, yderst mod gangen “Hold op Hatem. Gå væk” og jeg går ud og tænder komfuret og der er morgener hvor jeg drømmer at det ikke var her jeg var blevet født At der ikke skulle stå Araber på mit Id-kort Nogle aftener har jeg lyst til at råbe det. Råbe det ud fra taget Overgive mig og turde indrømme det forfærdeligste unævnelige Tillade mig at ønske At jeg ikke var palæstinenser At jeg var blevet født som jøde Hvis jeg havde haft andre forældre
88
så kunne jeg dyrke min have på den anden side af muren så kunne jeg få en rørledning direkte installeret Mine søstre skulle ikke deles om badevandet i zinkkaret i det fælles vaskerum i kælderen Jeg ville ikke behøve at bekymre mig om jeg i morgen kan få Mouna i bad og stadig have vand nok til planterne om jeg får Aisha sikkert forbi bosætterne og i skole om tomater når jeg går hjem fra universitetet mod en smal og overbefolket gade Følger strømmen. Over markedet. Mellem stande med børnetøj og kinesisk elektronik Forbi madboderne ved benzinstationen hvor der hænger en os af friture og diesel i luften Forbi husmure hvor martyrernes plakater stirrer på mig Når jeg skrår igennem Abu Mazen Park hvor duerne kurrer. Klatter og letter fra træernes grene. Når jeg passerer selvstyrets nye kontorbygning med porte af marmorsøjler bygget af mine arbejdsløse venner for penge vi troede skulle gå til hospitaler Pladsen foran søjlerne er altid tom Der er ingen skygge Bænkene er ledige Der plejer jeg at sætte mig og hvile hovedet når jeg er træt Og jeg er træt. Træt af at lege den rolige storebror af mine egne ledere, af hærens patruljer udenfor mit vindue træt når jeg om aftenen ikke kan sove for varmen når jeg går op på taget, når jeg ser lysgranaterne blive skudt af Ser dem dale over byen
91
TAMAR Mynte og lavendel i siden af vejen Den fedtede asfalt under mine sko mens jeg går Abrikosplantagen som blomstrer bag hegnet Kloren i kibbutzens svømmebassin Anemonetæpperne på plænen foran skolens gymnastiksal Det er mit Israel og mindet om en barndom og det er mindet om den april, den pesachferie hvor mine fætre kom hjem på orlov Daniel var den yngste. Kun lige fyldt nitten Indkaldt til hæren efter gymnasiet Havde været soldat i under et år Saul havde været der i tre. Han var enogtyve Da han samlede mig op kildede hans skæg mod mit ansigt Jeg husker tatoveringen på hans hals. En stjerne Næsten hele ferien var jeg ovre hos Saul Vi kunne sidde i timevis og se film og han læste højt for mig ved klapbordet i min mosters køkken Jeg skvattede tit i søvn på hans skød Han viste mig fotografierne af sin bridage i Gaza Hans kammerater der sad oven på deres tank Efter aftensmaden gik han altid ud med Daniel De tog deres rifler på ryggen Spillede basket og drak øl foran garageanlægget eller holdt vagt med de andre mænd langs kibbutzens indhegning Når jeg cyklede på vejene i mørke kunne jeg se dem derude i projektørlyset Iført deres støvler og camouflagebukser Hvordan de snakkede og jokede vinkede til mig mens de tjekkede strømhegnet om plantagen Dengang virkede alting så almindeligt Men deres grin gjorde mig aldrig tryg De mindede mig kun om frygten for krig og en måned efter gik vores tropper ind i Libanon Daniel kom hjem efter tre uger. Uden sin ene arm Han sad på trappen foran huset og røg med det ene ærme hængende langs siden ”Bare rolig Tami. Det er ikke så slemt” men jeg husker hvordan jeg græd
92
og naboerne der kom med blomster I skolen var der to minutters stilhed for de faldne Den sommer lærte jeg alle nationens sange De lød hver morgen og hver aften i radioen Vi sang dem i klasseværelset. I frikvartererne. I rundkredse på plænen Der hang flag fra hver en lygtepæl da Saul kom hjem i september Hans værnepligt udløb samme år Han tog til Indien i seks måneder sammen med sin deling. Festede på stoffer Sniffede kampene ud af sit hoved Da han kom tilbage var han radmager, langhåret Flyttede til Haifa og arbejde som formand på haven Lastede skibene med frugt og købte en båd Han blev ved med at sende mig billeder og jeg blev teenager. Daniel blev voksen Kibbutzen voksede I halvfemserne kom nye familier fra Rusland da Sovjet brød sammen Nogle af de voksne var hårde En af mændene, Hodel havde været udskrevet til invasionen af Afghanistan Et hidsigt zik-zak ar i hans ansigt “Det er sidste gang at jeg kæmper for andre end mig selv” sagde han da han holdt foredrag for min gymnasieklasse Gav os alle en bog om de jødiske soldaters oplevelser i Kandaharørkenen Da jeg blev teenager begyndte jeg at læse andre bøger Om Libanon Massakrerne i flygtningelejrene Bomberne der faldt over Beirut Da jeg var sytten spurgte jeg Saul om krigen “Hvorfor har jeg aldrig hørt om hvad der skete deroppe?” “Hvorfor har ingen fortalt om alle de døde?” “Hvorfor spørger du? Er du stadig et barn?” Da jeg fyldte atten hjalp Daniels kæreste mig med at undslippe hæren Hun var jurist. Saul var vred Kaldte mig forkælet i telefonen Jeg husker stadig da røret blev smækket på I dag kan jeg ikke vil ikke længere elske april Påsken er et helvede Landskaberne er et mylder af unge i uniformer Langs vejene. Mellem markernes buske Jeg ser dem løbetræne, jeg ser dem kravle grave skyttehuller, slæbe maverne gennem støvet På vej hjem fra kasernerne sidder de og sover i busserne Hviler med hovederne mod hinandens skuldre Hjemlandet og alle vores sange Mit Israel. April Alt det grønne. Alt hvad jeg husker
AIDA Jeg husker da soldaterne kom for at rydde vores landsby Jeg husker at vandre over bjergene med min mor for at undslippe med insekternes klikken i akacierne omkring os med dronernes summen fra himlen og jeg husker fugtigheden i luften der fik min T-shirt til at klæbe til min ryg. Stengærdene skrabede mine knæ Myggene angreb mine arme. Fårene spredte sig og flygtede fra os. Bjælderne ringede Min mor var stille mens vi gik Hendes fingre knugede om stropperne på rygsækken Jeg havde lyst til at spørge hvor vi skulle hen men jeg lod være og vi traskede videre. Opad og opad Fulgte vandløbene til vi nåede bjergryggen hvor træerne tyndede ud og vi kunne vi se over dalen Jordanfloden bugtede sig mellem hvedemarkerne Dernede så jeg bulldozerne jævne de sidste rester af skolen Støvskyer drev hen over marken og det gik op for mig: at blommerne på jorden under træet i gårdhaven og mit hus med de mange vinduer og værelset jeg blev født i ikke længere eksisterede Vi vendte os og gik. Min mor tog mig i hånden Hun så sig ikke en eneste gang tilbage
Den nat gemte vi os i en af bjergets huler Min far fandt vej til os om morgen og de andre landsbyfolk i løbet af dagen Alle var samlet igen Vi skaffede telte. Sov over tyve mand i hvert af dem Vi levede af grøntsager og brød fra nabogårdene December og januar kom Jeg lå mellem min mor og tante og lyttede Hørte de andre voksne snakke ude ved bålet Vi havde bygget toiletter af blik og gamle brædder Tørrede os med blade når der ikke var papir Den vilde rabarber havde de bedste blade Da det blev marts kom Røde Kors i deres lastbiler Min familie fik vores eget telt. Det var småt Om sommeren lugtede teltdugen kemisk af imprægnering I januar rev vinden stadig siderne op. Men det var vores og min mor var lettet Det var i 2006 efter Den Anden Intifada. Det er ti år siden Jeg er atten og nu er hveden på markerne ikke længere min Dalens vejskilte er skrevet på hebræisk et sprog som jeg blev tvunget til at lære og jeg kan aldrig mere svømme i floden Men jeg nægter stadig at kalde teltlejren for mit hjem Jeg hader den velmente medlidenhed i nødhjælpsarbejdernes blikke imens jeg hver dag må se hvordan israelerne stjæler mere land Brænder vores oliventræer forhindrer os i at høste imens jeg i fjernsynet ser deres ministre omfavne Vestens præsidenter som sender os telte og pakker med the og sukker og fragter læsevis af appelsiner og avocadoer den anden vej. Gid skibene sank på havet Gid israelernes børn blev syge af mit korn
95