Texas Longhorn no. 8: Kære af Helene Johanne Christensen

KÆRE T E KST: H E L E N E J O H A N N E C H R I S T E N S E N FOTO : M A R I E LO U I S E L U N D

4

1. Hvordan kan din døde stemme være lyd, der spreder stilheden, være en hånd, der trækkes gennem vandet?

3. Hun sidder med en notesbog og en kuglepen i hånden. Sollyset får den mørkeblå regnjakke til at skifte farve ved hver bevægelse, solen hælder skygge i regnjakkens folder. Hun skriver hurtigt, standser op i ryk og ser med rynkede bryn og spændte kæber ud over havet, som har trukket himlens blå ind i sig og breder sig ud som et bølgende blågråt tæppe. Vi ved, hvem hun skriver til, han døde for længe siden, og alligevel disse forsøg på at nå ham, række en hånd, en tanke gennem tidens tætte masse, slynge en stemme langs med tidens rand. Er det på grund af stenene, de begge samler på, hans store kærlighed til naturens forunderligheder?

6. Kære Ole Worm. Jeg sidder her igen eller endnu, jeg er i tvivl. Som en statue sidder jeg og venter på, at morgenens lys skal komme og lægge sig om mig, tegne mit omrids. Der er længe til morgen, en nat, statuens tålmodighed en velsignelse. Himlens blå bliver til orange i dette øjeblik, skifter til rosa, så til kraftig pink omkranset af blå, et vidne om nattens indrejse. Og nu, nu slukkes lyset. Skumringstimens blå, den dybeste af alle, fortrænger dagens hvide og flytter ind i mig, fylder mig ud og lægger sig som en klar kulde om mine skuldre, får hårene på min krop til at rejse sig. Længslen trækker streger i sandet. Bølgerne visker stregerne ud og efterlader sandet genfødt, rent, som ubeskrevet papir. Jeg tegner nye streger, borer fingrene ned i det fugtige, ru sand, så sandkorn skubbes ind under mine negle. Havet visker også disse streger ud, og jeg tegner endnu engang på det blanke papir. Sådan fortsætter vi længe, havet og jeg.

5

7. Er ingen af mine sorger mine?

9. Jeg mærker, at jeg endnu er i tvivl om formen. Al den tid, alle disse år, du har mumlet i mig. Er det grunden til, at jeg nummererer skriften, skaber en orden, et system, jeg kan følge? Jeg ved ikke, hvilken forbindelse, der er mellem din mumlen og menneskets trang til at ordne, systematisere, kategorisere.

Det er noget af det, der sitrer 13. Jeg flytter hele tiden rundt på teksten, nr. 34 bliver til nr. 6, nr. 15 til nr. 17 16. Linnés orden er en anden end din. Det er den samme sommerfugl i utallige eksemplarer i glas og ramme, det er reglen, der bekræftes, igen og igen, det er verdens tydelige systematik og skønheden i det regelmæssige. Du udvælger en enkelt sommerfugl, den muterede, outrerede, mærkværdige sommerfugl.

Du interesserer dig for undtagelsen fra reglen, elsker outsideren, den smukke fejl. Om din samling læser jeg: “Der viser sig en orden baseret på sympati mellem den, der ordner, og det, der ordnes” 20. Kære Ole Worm. Selvom jeg ikke bryder mig om at tale om den forskel i tid, der adskiller os, vil jeg alligevel tale lidt om den, for det er gået op mig, at denne brevveksling ikke ville være mulig, hvis det ikke var for evolutionen; de tilfældigheder, der skabte menneskets bevidsthed. Det giver ikke mening for mig at tale om kroppen og sindet som adskilte, det giver ikke mening for mig at tale om dig og mig som adskilte. Du findes i mig som et virkeligt menneske, et vigtigt blik. Bevidstheden springer ud af materialiteten, den er materialitet, siger de, og jeg tror dem af hele mit hjerte. Jeg ser dig, som du sidder og læser dette brev eller et andet af mine breve til dig, i lyset fra en olielampe. Jeg ved ikke, hvad du tænker. Du er en lille verden, lukket. Jeg ser dit forpinte ansigt, dine tårer, som du sidder ved lille Annas dødsleje, dit skæg er tynget af tårer, som du samler i en kop og rækker til din kone i håb om, at de vil lindre hendes smerte over tabet. Sådan var du, det ved jeg.

6

23. tomhed substantiv, fælleskøn det at noget er tomt universet består af nogle få planeter og en masse tomhed fravær af betydning, dybde, substans, følelser el. lign. fx pga. savnet af noget eller nogen man har mistet 30. Det er længe siden, du forsvandt, så længe siden.

Jeg går ikke langs kysten, på stranden, der er ingen spor i sandet, jeg ser ingen spor, der er ingen, der hører min stemme, jeg kan ikke finde et spejl her, hvor er alle spejlene? Der er ingen historier, de forsvinder, jeg husker ikke dit navn, jeg husker ingen navne, ingen dage, jeg husker ikke et liv. Vi gik på stranden, vi satte spor i sandet, jeg ved det, fordi jeg har fortalt

7

det, jeg har beskrevet strandens sorte sand, men nu har jeg glemt det, det forsvinder så hurtigt. Ved du, at du er borte, ved du, at jeg græder over, at du ikke mere er her?

33. Når noget synker i dig, så lad det synke 38. Fra et ubestemmeligt punkt eller fra alle punkter på samme tid, den mørkeblå regnjakke er sprinklet med dråber af regnvand, hætten omkranser det blege vinteransigt og halstørklædet er viklet stramt rundt om halsen uden på hætten, så den ikke blæser af. Det er, som hun aldrig har forladt det sted, som hun stadig sidder på en af de kolde, fugtige sten på kysten i blæsevejr med støvlesnuderne i sandet et stykke fra vandkanten (et for blidt ord for det sted, hvor sort sand og brusende havvand mødes) 42. Og sådan, ved hjælp af forestillingsevnen, formindskes tidsforskellen mellem os til den til sidst viskes ud af bølgerne, som vores fodspor på stranden den dag for længe siden også blev det.

46. Kære. Hvordan kan din døde krop være en udspændt lunge af papir og perlemor?

8

9