Det nye Texas Longhorn findes…
Litteratur og kunst er ikke bundet af logik, fornuft og orden. Dér er tænkningen fri. I mødet med det kunstneriske udtryk giver vi slip på vores behov for at kategorisere og ordne og lader det ukendte-kendte lære os andet og mere om verden. Det sker i Texas Longhorn! Litteratur og kunst er essentiel for det gode samfund. Litteratur og kunst kan rykke ved vores forståelse og oplevelse af verden ved at opløse strukturer og grænser, ved at udsætte os for ellers umulige erfaringer, ved at formulere det uformulerbare og på den måde forandre forholdet mellem os og verden. Det sker i Texas Longhorn!
Med det nye Texas Longhorn er vores vision at skabe et levende og uordentligt rum for den kunstneriske erfaring. Vi åbner dørene til den gode litteratur og billedkunst for alle der vil, fordi den udvikler os som mennesker. I den nye temasektion undersøges evigt aktuelle emner som grådighed, kærlighed og menneskerettigheder fra mange forskellige perspektiver. Med vores open call ønsker vi at invitere uetablerede og etablerede forfattere og kunstnere til at tænke sammen med os, med hinanden og med læseren. I sektionen Real Life rapporteres direkte fra livet. Texas Longhorns høje kunstneriske kvalitet er den samme, og mødet mellem tekst og billede er stadig i fokus, fordi der i ethvert møde kan opstå noget nyt, fordi verden dér kan vise sig på ny. Velkommen til det nye Texas Longhorn!
…snart!
Den 1. maj udkommer første nummer af det nye Texas Longhorn. Det handler om Grådighed.
Men när natten blir lång Brukar vi sjunga en sång Som dom som styr oss kan höra i vinden Om ett folk som levde en gång Som ville bygga ett torn Som skulle räcka ända upp till himlen Men ju högre man kom Ju mera skilde sej dom Som bodde där uppe ifrån dom andra Och till sist blev tornet så högt Att dom där uppe och nere Inte längre förstod varandra Och då rasade tornet samman
—Keops pyramid, Hoola Bandoola Band, 1972
I 2009, under den globale finanskrise, rejste Khalifa-tårnet sig mod himlen i Dubai. Med sine 828 meter er tårnet den højeste menneskeskabte konstruktion nogensinde. Parallellen til den bibelske fortælling om Babelstårnet, urfortællingen om menneskets grådighed, er ikke til at overse. Mennesket lider af en vil-have-mere-syge og har skabt et samfund bygget på et grådigt system, som fører til ulighed og utryghed for de mange og overflod for de få, og som ødelægger livsgrundlaget på Jorden. Mennesker mister deres hjem og må flygte, havene flyder med plastik, skraldet hober sig op og dyrearter uddør hver dag. Grådighed er en af middelalderens syv dødssynder og ikke et nyt fænomen, men når Gud er død, og grådighed bliver målestok for moralen, er der ingen til at sætte grænser for den uhæmmede trang til mere og mere og mere. Eller er der? I Texas Longhorn nr. 10 har vi samlet nye og gamle kloge og vilde tekster og billeder, der forholder sig til Grådighed. Du kan glæde dig til at læse essays og skønlitteratur af bl.a. Ursula Andkjær Olsen, Italo Calvino, Jacob Skyggebjerg, Helga Johansen, til billedkunst af bl.a. Lena Svedberg og Storm P. og ikke mindst til helt nye stemmer som Sigridur L arsen og Anna-Lill Marker. Velkommen til Grådigheden!