H o s h r. Ka n i n T E KST: C H R I S T I A N O R E L L A N A FOTO : M AT H I A S E I S S C H U LT Z
Jeg fulgte efter hr. Kanin, da han skyndte sig ned i hullet. Jeg sad nu sammenkrøbet i et lille værelse under jorden, der hed sladdder. ‘Sladdder’ stod der på et skilt, der hang over døren. “Hvad synes du om indretningen?” spurgte hr. Kanin. “Jeg elsker, hvad du har gjort ved det her sted” svarede jeg, mens jeg fjernede en rod der hang ned lige foran mit ansigt. “Sidst jeg var her, stod der rygter på skiltet.” “Ja, det er rigtigt,” svarede hr. Kanin. “Jeg har udvidet forretningen lidt. På en måde er det mere interessant, altså Sladdder mener jeg, end Rygterr.” “Det forstår jeg ikke,” sagde jeg. “Mener du det er bedre at sladre, end at løbe med rygter?” spurgte jeg. “Du hører ikke efter,” svarede han. “Jeg sagde sladdder, ikke sladre.” Jeg kunne mærke snakken ikke rigtig førte nogen vegne, så jeg besluttede mig for at skifte emne. Jeg var ved at have lidt ondt i ryggen af at sidde så sammenkrøbet. Min hals var lidt tør. “Giver du ikke en dåsecola?” spurgte jeg. “Selvfølgelig, straks, på vej,” svarede hr. Kanin. “Men først skal du svare mig på en lille gåde,” sagde han. “Hvad er det der er stort, stort, men meget, meget lille?” “Det er jo dig,” svarede jeg, da det var det eneste der faldt mig ind. “Fuldstændig rigtigt,” sagde hr. Kanin, mens han grinede, så hans to lange, gule fortænder hoppede op og ned. “Det var heldigt du svarede rigtigt,” sagde han så. “Ellers havde jeg været nødt til, at bide dig kraftigt bagi. Og hvad skulle vi så have stillet op? Med blodet mener jeg. Og vi har jo heller 62
ikke udvidet forretningen til straff. Det havde været noget rigtig rod.” Min stakkels ryg tænkte jeg. Heldigvis havde han fundet en dåsecola frem. “Nå, fortæl mig så hvorfor du er her”, sagde hr. Kanin, mens han i én velkoordineret bevægelse knappede dåsecolaen op og rakte den frem imod mig. “Pftt” sagde det. “Du er her jo ikke for at snakke om indretning.” “Mit problem er, at jeg ikke er tro mod mig selv,” sagde jeg. “Du må tale lidt højere”, sagde hr. Kanin. “Jeg kan ikke høre dig for den forbistrede stampen.” “Jeg ser på alle disse billeder, og siger jeg kan lide dem, men i virkeligheden synes jeg de er grimme,” fortsatte jeg. “Det er helt normalt,” svarede han. “Det ville jo ikke være godt, hvis man kunne stole på hvad folk sagde, slet ikke dig,” sagde han kryptisk, mens hans blodskudte øjne kiggede direkte på mig. “Tilllid er godt, men mistilllid er bedre, som vi siger,” sagde han. “Altså for forretningen.” “Ah,” sagde jeg, “jeg forstår.” Jeg rykkede min bagdel lidt. Prøvede at strække det ene ben lidt ud. “Mener du jeg skal prøve at acceptere mit falske væsen?” “Nu ikke så dramatisk,” svarede hr. Kanin, – “selvom lidt dramatik også er godt for forretningen. Det giver mig sådan en frygtelig lyst til at bide dig bagi med mine lange fortænder,” sagde han så. “Men det går jo ikke. Hvad kunne det ikke føre til. Jeg har hørrt at nogle mennesker er begyndt at spise kaniner igen. Efter så mange år. Utroligt. Vi spiser jo ikke mennesker. Ikke engang børn. Vi bider dem ikke engang, selvom mange af dem ser virkelig lækrre ud. Om natten har jeg af og til 63
en dejlig drøm, hvor jeg sætter tænderne i sådan et saftigt, veltilberedt pigelårr. Det er mine forfædres uvaner der kommer tilbage om natten som vellystige drømmmme.” Hr. Kanins øjne var normalt lidt blodskudte, men nu jeg så efter, var de usædvanligt blodskudte i dag. Jeg vil beskrive dem som lettere neurotiske, røde kaninøjne med tydelige blodårer. “Det er et stykke tid siden, jeg har sovet godt,” sagde hr. Kanin som om han kunne regne ud, hvad jeg tænkte. “Det er de forbandede Stampere. Kan du høre dem?” Og så var han væk. Med en kraftig accelleration igangsat af hans bagben, var han spurtet ud af kaninhullet. En edderkop faldt ned i mit hår. Så var han tilbage. Blod dryppede fra Hr. Kanins gule fortænder. Hans tandkød var dårligt, eller måske var det bare den dårlige belysning. “Undskyld forstyrrrelsen. Der skulle være fred et stykke tid nu,“ sagde han. “Jeg må passe på forretningen. Stamp, stamp, bank, bank, det går ikke, og de ved det godt.” “Jeg havde en lidt ubehagelig drøm for et par dage siden,“ sagde jeg. ”Aha, nu begynder vi at nærme os sagens kerne, kan jeg mærke,” returnerede Hr. kanin, mens hans ene øre drejede sig imod mig. Det andet hang sådan lidt slapt ned. “Foraggt er virkelig in for tiden”, sagde han. “Ikke bare blandt kaniner, det er simpelthen lækkerrt, alle elsker det. Men jeg må fokusere.” Han slikkede sig om sin lille kaninmund med en lille spids tunge. “Lad mig høre mere.” “Jeg var barn igen, tilbage i Byen, dieselos i lungerne og det hele.” “Fortsæt, fortsæt,” sagde hr. Kanin. Det hele gik på ham. De små poter, den lille hale, op og ned. Hr. Kanin var en opmærksom lytter. “Jeg havde taget en bus, en af de kulørte med drager og flammer malet på, kufferter
64
og høns på taget, du husker dem nok.” “Ja, ja, det bliver godt det her,” lød det ud af den lille kaninmund. “Pludselig skulle jeg af. Jeg maste mig forbi en kvinde med store bryster og en t-shirt med teksten ‘All this and brains too’ påtrykt”. “Godt hussket, godt hussket,” sagde hr. Kanin. “Så stod jeg på fortovet. Foran mig stod en dreng med en frysetaske i hånden, som solgte frosne bananer på pind overtrukket med chokolade.” “Pause, pause,” sagde hr. Kanin. Jeg kunne se han havde lidt svært ved at styre sit mundvand. “De forbandede Stampere,” sagde han. “Det er umuligt at få arbejdsro. Følg mig, vi må videre i systemet.” Hr. Kanin drejede sig, stak halen i vejret og gik på kaninvis, dvs. med vægten skiftevis på for- og bagpoter, direkte ind i et hul i hulevæggen, og fortsatte videre ind i systemet. “Følg med,” sagde han. “Du skal nok dukke dig lidt.” Mine skuldre kunne lige komme igennem hullet, og gangen var ikke meget bredere. Jeg vrikkede mig fremad. Min skjorte blev selvfølgelig beskidt. Jeg fik jord i munden. Der var en kraftig lugt af kaninhule. Hr. Kanin var langt foran mig, forsvundet bag et sving i tunnellen. Til venstre for mig var et hul. Bag hullet var en dårligt oplyst lille hule, fuld af små knogler. ‘Gnav, Gnav’ stod der på et skilt over hullet. Jeg vrikkede videre. Endelig kom jeg til en større hule. Hr. Kanin ventede på mig. Der var højt til loftet efter gnaverstandarder. Jeg kunne enten sidde på knæ med rank ryg, eller stå op og bøje mig fremover. “Sæt dig ned,” sagde hr. Kanin. “Her kan vi arbejde i fred.” Midt i hulen sad otte kaniner omkring et blotlagt rodnet fra, hvad der måtte være, et stort træ, og gnavede løs i rødderne. “Det er et egetræ,” sagde hr. Kanin. “Dem bryderr vi os ikke om. Et par dage til, så har
65
vi vist hvem der er boss.” Så rømmede han sig, og henvendte sig til de otte gnavende kaniner. “Det her er hr. – ja, hvad er det nu du hedder?” “Krank,” hviskede jeg. “Det her er hr. Krank fra overfladen. I kender reglerne. Husk, I ikke må bide i ham.” Der lød lidt spredt mumlen – “Jaja. Den er god med dig. Typisk hr. Kanin.” Jeg satte mig til rette op ad hulevæggen. Hr. Kanin satte sig overfor mig. “Fortæl mere om din spændende drøm,” sagde han. “Du købte vel en af de lækkre bananer, eller bed du i drengen? Nej, nej, fortæl selv.” “Nej,” sagde jeg. “For pludselig kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt min lille lædertaske på bagsædet i bussen. Med pas, pengepung og det hele.” “For pokker,” sagde hr. Kanin. Hans rødspængte øjne stirrede på mig. “Hvad gjorde du?” “Hvad skulle jeg gøre?” sagde jeg. “Bussen var på vej ud i trafikken. Du kender Byen. Jeg husker at jeg bare gik. Forbi et hus med en mintgrøn facade og tremmer for vinduerne. Så så jeg en lille lokal politistation med åben dør nede ad en sidegade. Grønt skilt, ‘Policía’. Foran stod to betjente med deres knallerter og snakkede. ‘Kør efter bussen og stop den,’ bad jeg dem indtrængende. ‘traffico police, no authorization, sorry señor, no stop bus’, sagde de. I stedet tilbød de at udklæde mig som færdselsbetjent, og låne mig et køretøj. De ville endda gerne køre med mig, hvis bare det var mig, der stoppede bussen. ‘OK,’ sagde jeg.” Hr. Kanin næsten hoppede på stedet, mens begge hans ører stod lige op med deres tragtformede hulning vendt imod mig. “Nu bestillerr vi noget,” sagde han begejstret. “Nu kommer vi til bundss i dine sager. Fortsæt, fortsæt.” Jeg fortsatte med at genkalde mig min ubehagelige drøm, der i hulen ved egetræets rødder. “Betjentene gav mig en kasket på, og en besynderlig tynd nøgle i en kæde om halsen. Mit køretøj var en alt for lille, blå cykel. Den havde forlygte og bagagebærer og en skalformet skærm på den ene side. Det så ud som om hele cyklen var blevet malet blå ved at dyppe den i et bassin med 66
blå vægmaling. Dækkene var lidt flade. Jeg afprøvede den. Den havde ingen håndbremser, men kunne pedalbremse. Jeg fik den godt op i fart i den lille sidegade, prøvede at bremse. Så opdagede jeg, at jeg kunne sætte den ene fod ned, løfte forhjulet, læne mig lidt ned i en vending, hvorefter jeg sammen med cyklen roterede som en snurretop et par gange på baghjulet i en på samme tid effektiv og utroligt elegant opbremsning. Betjentene gav mig to opadvendte tommelfingre. ‘Trompo, trompo,’ sagde de. Jeg var helt klar mente de. ‘Señor, ahora, se hvordan du stopper bus driver.’ Når vi nærmede os bussen, skulle jeg holde min tynde nøgle op foran mig med den ene hånd, råbe chaufføren an, og stryge min skalformede cykelskærm med den anden hånd. ‘Gritàr, gritàr,’ sagde de. Men det vigtigste var, at når jeg først havde fået øjenkontakt med chaufføren, skulle jeg tage fat i bagagebæreren, spænde den, og lade den klappe i flere gange. Så skulle han nok stoppe den bus. Og så stoppede min drøm hr. Kanin. Jeg har prøvet at komme tilbage i den flere gange siden, for at få slutningen med. Får jeg min taske igen, med mit pas og det hele, eller sidder jeg fast i Byen?” Hr. Kanin var faldet lidt til ro. Han så næsten tænksom ud. “Det er tunge sager,” sagde han. “Byen, politiet, blå cykel, chokoladebananer. Lækkerrt, lækkerrt, lækkerrt. Det smager og lugter af affmagt og tilbageholdt rasseri. Det var godt vi kom herned. Væk fra kontoret og al larmen. Forretningen du ved. Her kan vi fokusere.” Hr. Kanins blik flakkede. “Du må tilbage i den drøm, det er alt jeg kan sige nu. Kom tilbage i næste uge, samme tid, samme sted.” Og så spurtede han afsted. Ind i et hul i hulevæggen. De 8 kaniner gnavede videre. Jeg kunne høre det knage og brage i egetræet.
67