Issuu

Paris T E KST: C EC I L I E B Ø D K E R FOTO : I N A N N A R I C C A R D I

Luna, er du sindssyg? Hvorfor vil du se Vincent igen? Luna, har du glemt hvor dårligt du havde det sammen med ham? Hvor meget du græd da han rejste? Koret af fornuft i form af mine veninder. Jeg vil ikke lytte. Jeg er ovre ham nu! Han er ikke rigtig en eks-kæreste, han er en elsker. I Paris! Som jeg besøger! Tænk at have en elsker i Paris man kan besøge! Luna, kan du huske at du gemte dig fra verdenen efter at han rejste? At du glemte hvordan man smilede. At du glemte hvad du brændte for. Du kunne ikke lave andet end at ligge i din sofa dag og nat og se alle sæsoner af Buffy The Vampire Slayer. Det var det eneste du lavede i næsten en måned. Du ville huske dig selv på at Buffy ikke lader mænd distrahere hende fra at være The Slayer og spidde vampyrer og redde verden igen og igen. Hvad sagde I lige? Noget med Buffy? Er lige i gang med at pakke. Vi snakkes ved når jeg kommer hjem igen. Paris! Paris! Paris! * Vincent, bygget af fugleknogler; Vincent, gylden hud og sorte bløde krøller; Vincent med store alvorlige øjne, så mørke at man ikke kan se hvor pupillen slutter og irisen begynder; Vincent med sin snørklede accent og poetisk-rablende engelsk; Vincent, med sine blide hænder; Vincent altid pænt klædt på som en kostskoledreng; Vincent, den første mand der gav mig en orgasme. Jeg har ikke set ham siden han rejste tilbage til Paris for 6 måneder siden. * Paris’ gader falmer i udkanten af øjenkrogen. Omverdenen forsvinder i takt med hvert kys. Jeg glemmer at vi nogensinde har været væk fra hinanden. Vin! Jeg har savnet dig! Jeg knuger ham hårdt ind til mig. 82

Loulou, siger han, min smukke danske heks, han kysser mig igen og igen, knuger mig tæt. Jeg kan mærke hans skelet alt for tydeligt gennem huden. Tydeligere end jeg husker. Er du okay? Du er blevet endnu tyndere. Jeg har festet lidt for meget på det sidste … Meget alkohol, mange stoffer … Jeg glemmer at sove, glemmer at spise. Undskyld Loulou, jeg ved at du ikke kan lide at jeg gør det. * Vi går på eventyr i Paris, hånd i hånd i gaderne. Vincent vil ikke hen til den kirkegård, hvor alle de berømte ligger begravet, han vil vise mig en hemmelig kirkegård, hvor han har hørt at vilde katte lever blandt gravstenene. På vejen derhen fortæller Vincent at han for en måned siden tog en udsultet kat ind i sin lejlighed – Cocaine kaldte han den – og gav den mad indtil den var klar til at gå ud i Paris. Han savner Cocaine nu. Jeg elsker at han gør sådanne ting. Den omsorg. De fleste katte vi møder på kirkegården, kigger bare mistænksomt på os og forsvinder bag et gravkammer på lydløse poter. Vi finder langt om længe en sort-grå-stribet tyk kat der dovent ligger i en solplet og gerne vil aes af os. Vincents fingre i det bløde pels, han aer den så blidt, hans hænder er slanke, gyldne, jeg har altid nydt at se på dem, han bevægelser er så elegante, forfinede, som en elvers. Jeg ved ikke om det er solen, eller bare at sidde her med Vincent og katten, men jeg fyldes op af endeløs varme. * Vi taler om hvad duerne mon tænker på mens de går rundt og pirker i brostenene, Vincent siger at duer kan mere end hvad man tror, at et forskerhold har oplært duer i at diagnosticere kræft, at duer faktisk kan se kræftsvulster i menneskekroppe. Jeg ville ønske at jeg kunne se ind i 83

Vincent, som en due, lokalisere al smerte og fjerne det. Ikke kræft, men den smerte der gør at han har brug for stimulanser at dæmpe det med; den smerte der gør at han fjerner sig fra virkeligheden; fjerner sig fra mig. * Kolde dråber mod min hud, hånd i hånd løber vi igennem parken for at finde ly for regnen. En omfavnende trækrone beskytter os. Jeg knuger mig tættere ind til Vincent. Vin, hvornår er du sådan lykkelig, virkelig lykkelig? Han ser tænksomt ud i luften. Det er jeg når jeg tager stoffer. MDMA for eksempel. I musik, til en koncert midt i et virkelig godt beat. Eller under sex, midt i orgasmen. Jeg tøver. Jeg burde ikke sige det jeg tænker. Jeg er lykkelig når jeg er sammen med dig. At gå med dig i gaderne, min hånd i din. At sidde ved siden af dig i metroen. At se dig ae en kat. Bare at stå her, lige her, med dig, i regnvejret, da er jeg lykkelig, virkelig lykkelig. Han ser alvorligt på mig med sine mørke øjne, siger ikke noget. Det vender tilbage. Alle følelserne jeg har forsøgt at begrave de sidste mange måneder. * Vincent ville ikke engang forsøge at have et lang-distance forhold, dengang han fik at vide, at han ikke kunne blive i København. Han mente det var dødsdømt fra starten. Jeg ville ønske at jeg kunne få ham til at ændre mening. Så langt er Paris og København da ikke fra hinanden? * Vi ligger i hans seng, jeg kunne smelte her mellem ham og rummet, blive til karamel, svøbe mig omkring hans spinkle krop, kærtegne knoglerne bag hans gyldne hud, krybe ind i hans mund, mærke ham fra indersiden, klistre hans hjerte til så det ikke kan banke for andre. Gå til grunde i ham. * Vi ligger i hans seng, han kigger ud i luften, ikke på mig. Han svæver væk i sine tanker. Jeg husker hvordan det føles hver gang han gjorde det. Jeg ligger nøgen ved siden af ham. Hvorfor kigger han ikke på mig? Hvorfor rører han ikke ved mig? Hvorfor spørger han mig ikke om noget, er han ikke nysgerrig på hvad der sker inden i mig? Hvorfor fortæller han mig ikke om hvad der sker inden i ham? Og jeg, jeg kan ikke lade ham være. Jeg kan ikke lade være med at lade fingrene vikle sig ind i hans ravnsorte krøller, kysse ham langs kravebenet.

Vin, faktisk har jeg tænkt på at jeg gerne vil prøve at tage MDMA. Med dig. Jeg er ikke så bange for stoffer længere. Jeg er ikke den du forlod. Jeg er anderledes. Vildere. Jeg er ikke bange for noget. Det er hvad jeg vil have at han skal vide. Han kigger på mig nu. Hvis du vil. Jeg har noget tilovers fra sidste weekend. * Jeg har hørt at MDMA er forelskelse i krystalform. Vincent sagde altid at han ikke kunne forelske sig. At han ikke kunne forelske sig i mig. Der er det her … tomrum … det her grå tomrum mellem mig og verdenen, Luna. Tomrummet gør at jeg ikke kan forelske mig. Ikke i dig, ikke i nogen. Jeg vil så gerne mærke hvordan det ville føles, hvis Vincent var forelsket i mig. Også bare en MDMA-induceret forelskelse. At være den eneste der er forelsket er så ensomt. * Små blege krystaller, Vincent knuser dem til pulver, blander dem i vand. Vi drikker det hurtigt, det efterlader en bitter smag i munden. Vi ligger os ved siden af hinanden i sengen og venter. Vincent sætter en sang på med Massive Attack, vi kigger på musikvideoen på hans iPhone. En sortklædt kvinde danser som i en trance i en forladt kælder, “Voodoo in my blood Voodoo in my blood” En stor svævende metalkugle materialiserer sig i luften foran hende. Metalkuglen åbner sig og sender et lang tynd nål direkte ind i hendes øje. Det gør mig bange. * Mit bryst er så tungt, som om nogen har sat sig ovenpå mig, mine kinder er våde, jeg mærker efter med mine fingre, mine fingre er våde, våde af tårer, en hulken vælder op af halsen. Vincent, hvorfor er livet så svært? alt er så fucking svært. det er svært at gå ud af døren det er svært at gøre ting alle ting at skabe at være et godt menneske leve op til krav andres krav mine egne alt er en kamp 85

det er svært at være glad Vincent, er der egentlig nogen der er glade? Vincent, er det ikke meningen at MDMA skal gøre én glad? en falsk glæde det ved jeg godt jeg kan ikke engang blive falsk glad Vincent, jeg tror ikke der er nogen der er glade alle går rundt og er ulykkelige og søger glæde i falske ting i MDMA i alkohol i at købe ting i likes på Facebook og Instagram det er alt sammen falskt så falskt Vincent, hvorfor er kærlighed så svært? kærlighed Vincent det burde ikke være svært det burde være det nemmeste i verden Vincent, hvorfor er det så svært med os to? Vincent, vil du ikke svare mig på det? Vincents mørke øjne, han ser urolig ud, urolig men distanceret, Jeg har aldrig oplevet nogen der reagerer sådan her på MDMA, Luna hvorfor holder han ikke om mig, hvorfor beroliger han mig ikke, tårerne løber og løber, jeg er sorg Vincent, hvorfor svarer du ikke på det jeg spørger dig om? du svarer aldrig på noget aldrig på noget der er svært du lukker bare i jeg hader det jeg krøller mig sammen i fosterstilling og græder Vincent lader mig græde jeg er helt tom var det, dét? * Loulou, der er mere MDMA tilbage, vil du have mere? Måske du bare skulle græde ud… Jeg tager i hvert fald noget mere. Ja, hvorfor ikke.... Det kan vel ikke blive værre... Okay. Lad os gå ud i Paris, måske er det bedre at være udenfor i solen end herinde. *

jeg indser pludselig at denne lille park er den mest perfekte park nogensinde busken foran mig er den smukkeste busk, jeg nogensinde har set den skinner smaragdgrønt i solen jeg skinner i solen latteren bobler op inden i mig dette øjeblik er perfekt verden er så smuk jeg har aldrig set ordentligt på en busk før jeg har aldrig set ordentligt på verden før Paris er muligheder gaderne er åbne, uendelige vi kan gøre alt mig og Vincent * Vincent, se på bygningen, se hvordan naturen vokser ud gennem vinduerne, naturen overtager bygningen indefra, Vincent, hvor er det smukt * en kvinde og en mand går forbi hånd i hånd hendes kjole er hudfarvet den klæber til hendes krop, hendes svulmende bryster, hendes hofter åh, hofterne svinger for hvert skridt hun tager hun bevæger sig i slow-motion hun drypper af sex hun er den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set * elevatoren tager os op mod himlen op til lejligheden du kysser mig jeg smelter ved dine læber jeg har aldrig kysset før * du efterlader kildrende gyldne spor på min hud jeg smelter under dine hænder smelter og smelter og jeg må have dig inden i mig nu ja åh ja jeg er karamel jeg er bølger jeg er flammer åh plump, slap, blød du er død 88

gået død inden i mig du undskylder vist mine kinder er våde mit bryst er tungt, så tungt nej mit bryst er fyldt op af brændende vrede det kvæler mig det må ud HVORDAN KUNNE DU SIGE TIL MIG AT DU BEDST KUNNE LIDE TYNDE PIGER AT MIN KROP IKKE VAR DEN SLAGS KROP DU EGENTLIG BEGÆRER MEN DER VAR SÅ MANGE ANDRE TING DU KUNNE LIDE VED MIG PÅ TRODS AF AT JEG IKKE ER TYND SOM DE PIGER DU PLEJER AT BEGÆRE HVORDAN TROR DU AT DET FØLTES FOR MIG AT HØRE SYNES DU SELV DET VAR FUCKING SMART TAK FOR DE FUCKING KOMPLEKSER AT BLIVE ELSKET PÅ TRODS FUCK MAND JEG SKULLE HAVE SMIDT DIG UD OG SAGT AT HVIS DU IKKE VÆRDSÆTTER HELE MIG SÅ KAN DU ALDRIG RØRE VED MIG IGEN DET FORTRYDER JEG OG JEG ER FAKTISK BARE NORMALVÆGTIG DET ER HELT FUCKED AT DU IKKE SYNES DET ER TYNDT NOK TIL AT BEGÆRE HVORFOR SIGER DU IKKE NOGET HVORFOR SIDDER DU BARE DER OG KIGGER PÅ MIG jeg råber nu, det strømmer fra mine lunger, varm flydende vrede hvor føles det godt at være vred jeg er kæmpemæssig jeg er magtfuld jeg er smuk al den energi der strømmer gennem mig jeg må være i bevægelse lejligheden er så lille, jeg fylder så meget du har gjort så ondt på mig det skal også gøre ondt på dig jeg vil kaste lamper, krus, tallerkener på dig det gør jeg HVORFOR ELSKEDE DU MIG IKKE MERE HVORFOR BEGÆREDE DU MIG IKKE MERE SVAR MIG VINCENT * blåbær smager sødere end sødt jeg har aldrig smagt blåbær før verdenen er et fantastisk sted et sted der har blåbær som disse

* Vincent, kys mig, kys mig, kys mig det føles så godt som aldrig før jeg bliver skør hvis du ikke kysser mig åh ja kys mig rør ved mig rør ved mig… HVORFOR RØRER DU IKKE VED MIG HVORFOR BEGÆRER DU MIG IKKE HVORFOR VAR DU KÆRESTER MED MIG JEG VENTEDE PÅ AT DU GENGÆLDTE MINE FØLELSER VENTEDE I ET ÅR MEN DET SKETE ALDRIG HVORFOR SLUTTEDE DU DET IKKE BARE MED MIG HVIS DU VIDSTE AT DU IKKE FØLTE DET SAMME SOM MIG HVORFOR LOD DU MIG GÅ IGENNEM DET DET VAR VEL NEMT AT VÆRE DIG HVA’ DET VAR VEL BELEJLIGT DU HAVDE EN DER VILLE ELSKE DIG OG PASSE PÅ DIG NÅR DU VAR NY OG ALENE I KØBENHAVN STAKKELS DEPRIMEREDE STOF-AFHÆNGIGE VINCENT JEG HADER DIG SVAR MIG VINCENT * Vincent, jeg elsker dig stadig Vincent, hvorfor elsker du ikke mig? * Bølgerne ebber ud. Han holder om mig hele resten af natten. Solskinnet vækker os, stråler over vores sammenfiltrede kroppe, solskinnet fylder mig med varme og ro. Jeg forsøger at gennemgå natten i hovedet. Selvom jeg husker tårer og vrede, husker jeg også en gennemsyrende følelse af lykke. Det var lyksaligt at give alle følelserne inden i mig lov til at vælde ud. Det giver jeg normalt ikke mig selv lov til. Det var lyksaligt at mærke følelser så intenst. De højder, de dybder. Det her kan jeg ikke gøre igen. Jeg kunne nemt gå hen og blive afhængig. Jeg må finde denne slags eufori i livet. Jeg skal med et fly senere i dag. Tilbage til København. Tilbage til mine veninder, og sige at jeg er klar til at være Buffy igen. Jeg kan aldrig få det jeg ønsker af Vincent. Måske er det okay.