En tur til Biarritz – Sydeuropa 1924 T E KST: A N I TA F U R U FOTOT: G I T T E E LG A A R D N I E L S E N & HILLEVI MELINDER
Da vi kører over bjergene, er det aften. Bilens lygter søger fremad gennem mørket og fanger et stykke vej, en klippevæg, et træ, før lyskeglerne springer videre rundt i svinget. Chaufføren har den ene hånd på rattet og en cigaret i den anden. Persson sidder på forsædet, for det er ham, der har skaffet bil og chauffør for 120 pesetas. Hansen har en rødhåret pige med, så vi er fem om at betale, men Persson deler prisen i tre, den slags tager han ikke så tungt. Indimellem vender han hovedet med pudsigt løftede bryn for at se, om alt er i orden deromme på bagsædet, hvor vi presser os sammen, Sigurd, mig og Hansen med pigen på skødet.
Persson lader sin lommelærke gå rundt. Jeg ryster på hovedet. Hansens pige lægger nakken tilbage og drikker, så hendes røde hår, der er sat op i en forpjusket knude, falder ned mod frakkekraven. Hansen drikker efter pigen. Han skåler ud i luften. – Tillykke med bursdagen, Sigurd. For det er Sigurds fødselsdag, og den skal vi fejre. Selvfølgelig skal vi det og klart i Biarritz. Sigurd synes, jeg har været kedelig længe, nu skal vi more os. Derfor er vi på vej over bjergene til den franske del af Baskerlandet. Det er efterår. Når vinduet i barneværelset står på klem, fyger vinden ind,
og selv når vinduet er lukket, trækker det forfærdeligt. Jeg tænker på, at Jane bliver kold. Jeg siger det til Sigurd, hvisker det i hans øre her i bilen. – Hun er modstandsdygtig nu, hvisker han tilbage. – Hun får flaske. Han gør sin stemme let, da han tilføjer: – Enriqueta er der. Højt siger han: – Kender I den om Pepito og hans farmor? Pepitos far og mor er ude at rejse, og han bliver passet af sin farmor. Da forældrene kommer hjem, finder de Pepito i sengen hos farmor. Faren bliver vred. Hvad laver du i seng med min mor? siger 52
han. Pues, siger Pepito, du går i seng med mi mamá, må jeg så ikke gå i seng med tu mamá? Sigurd fortæller historien på spansk. Spanske vittigheder skal fortælles på spansk, ellers bliver de for platte. Chaufføren siger: Den Pepito, den Pepito. Persson slår ham på skulderen. Der er mange Pepito-historier i omløb. De ligner hinanden. I Biarritz holder vi foran Hotel du Palais. Vores stambord er ledigt. Hansen bestiller champagne, og tjenerne er på pletten med travle bakker. Flasker står på bordet, glas er blevet fyldt, hvordan gik det til? 53
Tjenerne er allerede videre til det næste bord og det næste, til forventningsfulde gæster, der knipser med fingrene og klapper i hænderne. En flaske champagne, s'il vous plaît. Cigarer til herrerne. Vi skåler for Sigurd, tillykke, tillykke, jeg kysser hans kind. Da orkesteret går på scenen, svanser Hansen og hans pige ud som første par. Hun er højere end han. Ikke et ord har hun sagt, hvilket sprog taler hun? Hendes kjole har været vasket mange gange. – Hvor har han fundet hende? spørger Sigurd. Persson trækker på skulderen. – Er hun spansk? spørger Sigurd.
– Ja ja, en rødhåret baskertøs fra San Sebastián. – Så de fås også rødhårede. – Hendes far er drager på banegården. – Er han også rødhåret? Frem og tilbage danser Hansen og pigen. Mine fingre trommer rytmen mod bordet. – Din fru vil danse, Sigurd, siger Persson. Sigurd suger på cigaren. Han danser ikke. Persson danser godt. Heldigvis er han grim, så Sigurd bliver ikke jaloux. – Må jeg få æren? spørger Persson. Jeg rejser mig lidt for hurtigt. En langlemmet franskmand danser
forbi og strejfer os. Med en håndbevægelse undskylder han, men snart danser han forbi igen, og hans hånd rører min, og han blinker til mig. Bagefter danser jeg med Hansen, mens Persson danser med Hansens pige. Han hvirvler hende rundt, så en hårtot går løs og hænger som en flamme efter hende. Det hår, det er, som om det ikke passer ind på hotellet med de hvide duge og mænd i cremefarvede jakkesæt og mig i min perlemorsfarvede kjole med bare arme og det spanske sjal til at tage over mig, hvis det
senere skulle blive køligt. Det er broderet af nonnerne i Lekeitio. De beder bønner og broderer sjaler, hvilket trist liv. Hvor er mit liv meget bedre. Jeg sidder på et elegant hotel, Sigurd elsker mig, og jeg bliver feteret af Persson og også af Hansen, der kun har sin rødhårede baskerpige i mangel af bedre. Jeg er sikker på, at den langlemmede franskmand er i nærheden, at han ser på mine arme, min mund ser han på, og jeg ler. Det spænder i brysterne. Mælken er ikke helt væk, men næsten. Sygeplejer-
skerne sagde, at min mælk var for fed, så den lille ikke kunne tåle den. De sagde, at hun skulle have flaske. Mine bryster svulmede af ubuden mælk, brystvorterne stod ud i luften som flaskepropper, det sprøjtede fra dem som champagne, der springer. Sygeplejerskerne masserede, gned og æltede, det var en mærkelige situation. Men brystbetændelse må for alt i verden undgås. Natten er ved at få tag i os. Den sætter sig i os, Atlanterhavs-natten. Mændene 54
bøjer sig ind over bordet med øjne, der er blodskudte af røg og sprut. Sigurd fortæller vittigheder med hæs stemme. Han gentager den om Pepito og hans bedstemor, og Hansens pige ler, som om hun har glemt, at hun hørte den i bilen. Hendes latter er ung og hård. Hansen har sin arm om hende. Persson drikker whisky. Den langlemmede franskmand er på vej mod os, Sigurd lægger armen om mig, og franskmanden ændrer sin kurs. Han slentrer forbi vores bord, netop som Sigurd hvisker i mit øre: 55
– Du ser godt ud i aften, Pus. I det øjeblik ser de alle sammen på mig. Jeg ser i deres øjne, hvor særligt smuk jeg er i aften. Jeg holder af dem, lige nu, selv Hansens rødhårede baskerpige holder jeg af. Jeg føler glæde, en ligesom tilfældig glæde. Sidder jeg ikke her blandt fremmede og prøver at føle mig hjemme? Nu synes de, jeg er smuk og værd at elske. De kan også mene noget andet. Andre kan betragte mig, de kan danne sig andre meninger. De kan gå forbi mig, ligeglade og nok i deres eget.
Nu er de høflige, også baskerpigen. Snart bliver de sjove, snart griner de meget, og mændene bestiller en hel flaske whisky og to glas likør til damerne. Så bliver de fjogede, så bliver de utilfredse, så bliver de trætte. Hansens rødhårede baskerpige drikker både whisky og likør og falder i søvn med hovedet på bordet. Sigurd er gået i gang med Pepito-historien for tredje gang i aften. Den langlemmede franskmand står oppe ved baren. Persson får fat i en tjener.
– En likør til fruen! – Når du går i seng med din mor, må jeg gå i seng med min mor, siger Sigurd. Når du går i seng med min kone, må jeg... – Nu er du på dybt vand, Sigurd, afbryder han sig selv. - Har du fået en likør, Pus? Du skal bunde! Jeg lægger nakken tilbage. Det brænder i munden. Hansen læner sig ind mod Sigurd, som slår en latter op, og jeg er nødt til at gå ud og pudre min næse. Da jeg rejser mig, går franskmanden væk fra baren.
Jeg trænger til luft, samler sjalet om mig og går fra toilettet mod døren, som tjeneren åbner. Jeg trækker vejret dybt, hvilken havluft, det er derfor, jeg er gået ud. Stjerneklart. Skridt i gruset bag mig. Franskmanden tænder en cigaret og rækker den til mig. Jeg har aldrig røget i mit liv. Jeg suger forsigtigt og puster hurtigt ud igen. Hvad skal jeg gøre med den? Han lægger sin hånd på min arm og flytter på mig, så jeg står med ryggen op ad huset. Cigaretten smider han på jorden, og hans fingre glider hen over min kind og min
hals. Når han ser på min krop, snurrer det i mit underliv. Jeg tænkte nok, et kys kunne være sådan! Han flytter mig rundt om huset, om bag et træ, og presser sine lange lemmer ind mod mig, og det føles farligt og rigtigt. – Ruth! Det er Persson. – Ruth! Franskmandens bevægelser stopper. Jeg trækker mig væk, men begæret følger med, og det gør ondt. Jeg glatter hænderne over håret og marcherer væk. Med
56
sjalet stramt om kroppen spadserer jeg rundt om hjørnet. – Jeg trængte til en mundfuld luft. – De bliver så dumme, siger Persson. – Man kan i den grad trænge til luft. Jeg tager ham under armen. Han kigger sig over skulderen. Vi går sammen ind til Hansen og Sigurd, der er fordybet i fuldemandssnak. Chaufføren vågner, da Persson banker på bilens rude. Vi stopper i Irun for at vise pas. Natten er kold.
57
Persson ser på mig i bakspejlet. Sigurd læner sig ind mod mig med sin lugt af cigar og whisky, sådan er der nok mange mænd, der lugter. I bilens rude spejles vores trætte ansigter. Som vi sidder der i de svage stråler fra månen, der må hænge et sted højt over bilen og langt over bjergene, forekommer det mig, at hele mit liv er tilfældigheder. Hvordan er jeg endt her? Og så rammer det mig som en hånd, der klemmer om struben, at jeg har været et andet sted og glemt, hvad der er vigtigt. Jane ligger hjemme i vuggen. Tæppet
har hun sparket af sig, og hendes arme fægter i tomrummet over den lille seng. Atlanterhavsvinden er lumsk, og lejligheden fuld af sprækker. – Kører vi ikke forfærdeligt langsomt? siger jeg – Deprisa, deprisa siger Persson. – Hurtigere, den lille frue vil hjem i seng. Jeg ser ud i natten. Vi kører gennem ingenting, og vi passerer dette ingenting ulideligt langsomt, mens Sigurd snorker som en bjørn, og Hansen kysser med pigen.