TÅRNET
En kærlighedshistorie
Af samme forfatter: Tårnet, roman, 1989 Amerika, noveller, 1990 Sildedagsfolkene, roman, 1992 Den bronzefarvede kalkun, kortprosa, 1993 Idyller, digte, 1995 Nåden (første udgave), roman, 1996 Jeg har ventet, digte, 1997 Riggo havde ikke noget imod det abstrakte, noveller, 1998 Mænd, noveller, 2000 Helt og heltinden, roman, 2001 Væltede kældre, roman, 2005 Ålen har englelyd, kortprosa, 2006 Med plads til 100 køer, roman, 2007 Fluebogen, digte, 2007 Ida og Aksel trilogien, roman, 2007 Hestenes øjne, roman, 2008 The factory, roman, 2009 Vold, grafic novel (med Halfdan Pisket), 2009 Blod, vand, tis og maskiner, ulykkeshistorier for børn (med Maria Wandel), 2010 De gule føl, ulykkeshistorier for børn (med Maria Wandel), 2010 By og hest, roman, 2010 Strange days indeed, roman, 2012 Springer, noveller, 2012 Hids jer lidt ned og lad dværgen komme forbi, noveller, 2014 Horden, 13 digterportrætter 1872-1912, 2016 Revolutionær, en Andy Warhol-komposition, 2017 Nedrakket til skrift, digte og kortprosa, 2019 Dead man walking, roman, 2020 scan ENHEDER, digte, 2022 En hånddukke af ild, 2024 Nåden, 2024
Hans Otto Jørgensen
TÅRNET
En kærlighedshistorie
Gladiator
Tårnet
©Hans Otto Jørgensen og Gladiator 2026 2. udgave, 1. oplag Efter 1. udgave fra forlaget KLIM, 1989 Omslagsillustration og vignetter af Per Kramer Opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco ISBN: 978-87-7569-088-6
FØRSTE BOG I Han kom med båden II Så nyt, endnu så enkelt III Onkel Dyrenams døgner IV If you close the door V Udenfor på jorden, op på taget
ANDEN BOG I Forfra II Slottet III Tårnet IV Breve til MissMolly V Befrielsen
FØRSTE BOG
“we could plan a murder or start a religion” James Douglas Morrison
I
Han kom med båden Landevejen lå øde. Huset stod tomt. Indpakket i et kæmpestort hospitalstæppe, han engang havde fået med ud derindefra, han kom med båden, Indianeren, med solen og denny dags begyndelse, stod og halvvejs hang ud over rælingen, mærkede, hvordan det mørke dyb dernede under ham drog vejret tungt, lå rugende koldt, og det gøs i ham. Mens han fremdeles havde holdt sig parkeret dér på det øverste soldæk, som en lænkehund til jernværket, skiltet op med sig selv som en anden forfinet og nervøs hudløshed, vagtsom i forsøget på at fastholde stilen, som en anden halvfjerdsersyg, ja, nuttet som bar fanden, mens båden langsomt gled ind i selve havnebassinet, åh, dér havde hun stået, MissMolly, og slikket af solen som aftalt, vinket fra kajen, omfavnet ham ved landgangen ... Efter at have siddet i barens utætte mørke under det meste af overfarten, mens hun allerede havde stået der op af rælingen, kneb han øjnene sammen, Indianeren, skærmede med hånden for morgenens skarpe lys, og skridtede over. Og dér, mens hun rigtigt havde givet den, med kælne lyde og søde ord med sin kælne stemme, havde han taget hende om nakken, løftet på hendes mørke solbril-
11
ler, hendes lange øjenvipper var længere end han huskede, hendes violette tåreposer mere violette, og han så, hun havde grædt. Uvant som han var med luften sådan på rum sø, og med den vidtåbne stjernehimmel over sig, havde det bare været for stærke vibs, han havde dårligt lukket et øje, og sad nu, på en køkkenblå køkkentaburet, ikke mindre uvant, i nye omgivelser, i et tomt, tomt hus på landet. Det jog smertende ind ved tindingen for hvert pulsslag, han havde måttet gribe i bordkanten, havde taget en dyb indånding og slænget de lange ben ud fra sig. Han havde allerede siddet og sundet sig lidt, det var nok alligevel ikke så galt fat med ham, da han i det samme, helt heavy, havde hørt MissMolly rumstere, ude i bryggerset måtte det være, med at sparke sine gule gummistøvler af, for øjeblikket efter at juble et skrig af sig i døren, og kaste sig i hans arme. De havde en forfærdelig bunke at fortælle hinanden, ikke at have set hinanden i hundrede år, syntes de næsten begge to, de havde dårligt sagt et ord, havde næppe kunnet finde ord for deres lykke. Han havde godt nok aldrig gjort det med dukker, havde han sagt, men han elskede hende sgu, og maskinen, han havde anskaffet sig, med modhager og hele moletjavsen, tysk fabrikat vist nok, sgu da ikke for ingenting, han havde den med i tasken. Hun lo, overgiven, kunne næsten ikke vente, og så først havde han opdaget det, forfærdet, skamfuld, at det var røvtur. Hans taske var tom. Sådan var han blevet bestjålet, på båden, mens han sov. Det regnede, det var, allerede dér midt hen på eftermiddagen, så det skumrede af det, stadig bare pissede ned, han var
12
akkurat nået indendøre, inden det brød løs. De var i brugsen, JimJim og Bell, hun standsede op, sjovt, han ikke havde mødt dem, de kunne være tilbage hvad øjeblik det skulle være. Hun havde lavet kaffe, sat en plade på, med Nico, smurt ham et par håndmadder. Han havde sagt, han næsten ikke kunne tro det, at det var rigtigt, mand, og hvem skulle have troet det bare for en uge siden, at nu sad han altså dér, mand, nye omgivelser, hun havde kysset ham, leet, at det var rigtigt nok, knuget hans hoved ind til sig, holdt ham ud fra sig, sagt, at han skulle se op på hende, og om han ikke også godt kunne se det, hvor fedt hun syntes det var, han var kommet. Hun kunne næsten ikke vente, havde hun sagt, viftet et par fluer væk, spændt på at høre om flugten, og Indianeren havde fortalt, det næsten var umuligt at komme frem nu mere, de havde deres patruljer ude overalt, han var helt smadret faktisk, og viste rifterne på armen frem, fra noget pigtråd, han havde måttet igennem. Rejsen havde været bare slet ikke så lidt anstrengende. Han var ude i døren og pisse ud i regnen, var tilbage i køkkenet, fik rystetur, havde tændt en smøg, slænget de lange ben ud fra sig, og var så på det nærmeste knækket som han var, og sad lige nu og næsten græd. Han gik ind i stuen og vendte skiven, The Marble Index, var tilbage i køkkenet, smøg i flaben, helvede, de lod vente på sig, gjorde de, ret inderlig sked på aftaler. Een time. To. Men nej, sgu. Der kom ingen. Nul. MissMolly. Vennerne. Ingen. Det var altsammen kun en drøm. Bare flimmer. Film af stadig tættere film. Men mand, Indianeren, sådan filede han hele tiden ligeså stille sit liv ned, så det passede, som fod i hose, ind i virkeligheden, hans virkelighed, afstumpet og forfængelig, og dér, i drømmen, gik det da også sagtens, og
13
undrede ham, at han ellers ikke kunne, slikke den af på sig og komme i sin egen mund. Hvad var de til, alle hans små løgne. Hvad nyttede den, denne evindelige venten, alle hans drømme, smagløse, uskyldige, al denne elendige fordragelighed. Han var ude på lokum, som han forestillede sig, Onkel ville have rådet ham, rive den af i hånden, så han var mindre forceret, når det rigtigt skulle gå for sig, for ellers blev hun sur, nåede ingen steder, men sad allerede igen, forkvappet, hostende, lagde benene over kors, kukkelurede den af, og følte sig ærlig talt slet ikke så lidt til grin. Hver gang ved den mindste lyd fór han sammen, helt håbløst, med hjertet i apatisk dans, helt oppe i halsen, i lutter forventning, og end mere, i beskæmmelse, angst over at skulle blive afsløret ... Hun havde set forskrækket på ham, og vendt ryggen til. Hun havde bare været ude hos hønsene, malket gederne, havde vendt sig i et ryk, affærdiget hans protester. Behøvede han dét, Herre Gud, skabe sig tosset, ligeså snart han var inden for døren. Han havde lavet kaffe, fundet en plade, nåede ingen steder, men sad stadig, stædigt opstablet i sine tændstikæskers dukkemøblement, med de leddeløse lemmer nærmest hang han i armene over stoleryggen, lå underdrejet, skræmt af sine mange bange anelser, for JimJim, for hans uforbederlige og altid strålende humør, for alt hans gammelt-nye og huskede-han-ditten-og-huskede-han-datten, som han ville begynde at flippe rundt i, straks de var inden for døren. Hvad så, havde han gang i den. Med store armbevægelser, triumferende lige midt på gulvet, JimJim, og som allerede Onkel havde spacet ud i, da han til sidst havde ladet sig overtale, taget imod invitationen, at så havde han altså alligevel, underfor-
14
stået at det var der ingen nosser i, opgivet alle sin usikre ungdoms problemer, små og nuttede, med at være sig selv. Værst forekom ham dog det øjeblik, når MissMolly, tavs, medfølende, med et blik, undskyldende på JimJims vegne, lod ham forstå, at han bare skulle lade ham snakke, han vidste jo, hvordan han var, værst af alt, når hun pludselig udbrød, han var vel ikke syg, åh, men han var jo helt bleg ... Han stod ved vinduet, men mand, det var hårde odds, han slap ikke, dér havde han siddet, han havde dårligt lettet røven, indfanget af sin egen utålmodige venten, i stive to timer, med ikke andet end lummerheden og fluernes summen, dér havde han siddet, snart overmodig, snart sløvet af angst, underelsket, han var ikke typen, der begik omfavnelser, stod fortabt og gabte ud af vinduet, så intet. Han havde godt nok aldrig gjort det med dukker, men han elskede hende, uophørligt, elskede, hun kunne ikke lide det, og så alligevel var han begyndt med hensynsfuldt at lade maskinen slikke hende, op ad halsen, under armhulerne, med hår og slam lige fra gaden af, rage på hende, over maven, ned i skridtet. Dér gled studsen, uden modstand, af sig selv næsten, op i hende, og der den anden, han spændte maskinen fast, den ene rem, og den anden, og dér, med de to mekaniske kæmpepikke farende ud og ind af begge hullerne, med hovedet bagudvredet havde hun måttet slikke den af på ham. Så pludselig var han gået amok. Flænset op, med neglene, i hendes ryg, bakset vildt med hende, flået i hendes bryster, trukket hende ved håret halvvejs gennem stuen, dunket hendes hoved ind i sofaryggen, slået vildt om sig, ramt hende i ansigtet, med flad hånd, med næven, fra alle sider, i ansigtet, nedefra, i ryggen. Han havde beordret hende ned på alle fire, arbejdet med hende
15
bagfra, energisk, og færdig, slænget hende fra sig, og møgso, havde han brølet, fordi der kom blod på. Med skrumpedreng, træt og glinsende, uden overgang, fuldkommen udmattet, klynkende og afmægtig, fordi hans opfindsomhed med hende på én gang var opbrugt, med kålsommerfuglenes flaprende, hovedløse dans i glitter-solen for sit indre øje, dér over rabarberne, dér op over hækken, var han drattet omkuld på sofaen. Senere, det var allerede mørkt, havde hun knælet ned for ham, snøftende, kærtegnet hans hår, og han havde duppet lidt jord fra de smadrede urtepotter i såret på hendes ryg, forsøgt at lægge en bandage, af spyt og crepe-papir, så pludselig, han havde bare ikke kunnet holde det ud længere, pilleriet, snøfte-næsen, og var begyndt forfra. Som en rasende. Med maskinen etcetera. Havde fundet på at plumpe hende ned i det endnu kun halvfyldte badekar, han havde dukket hendes hoved flere gange ned under vandet, holdt hende fast dernede, under vandet, med fingrene som en skruestik om det lille våde kranium, indtil hun, uden modstand, men med en tynd bugtende strime af blod efter sig ud fra munden, langsomt gled ud i vandet af sig selv ... Han havde holdt hende indespærret. Hulkende havde hun ligget for hans fødder, med skrabede knæ, og bedt om forladelse, foragteligt havde han skubbet hende fra sig, med knæet, hun tumlede om, kom frem igen, kravlende på alle fire, lænket og udsultet, med savlet skummende om munden, småpissende, slæbte sig frem over det skidne gulv, stønnende, virrende med hovedet. Han flyttede sig, baglæns, rundt i manegen, hun fulgte efter, med støtte på forbenene, slæbte sig frem, med slunkne bryster, hendes øjne, mælkede, rindende, grågrå, munden halvåben, tilgængelig, det var som hun trak
16
bagkroppen frem efter sig, og i én logrende bevægelse havde hun vendt enden til. Fra dét tidspunkt, han havde ud af øjenkrogene set Onkel følge udviklingen, og dér alle drengene, med slet skjult interesse, fra dét tidspunkt havde han ikke mere haft nødig at ulejlige sig, afgive øjeblikkelige ordrer eller noget, men langsomt, og uden ønsker eller forventninger af nogen art, havde hun nedgjort sig selv, langsomt, og som det dyr kaldet hund lystret, ligemeget hvad han fandt på, det mindste vink, et hvilket som helst navn. Dér havde han gået, dag ud og dag ind, i årevis, syntes han næsten, og nu sad han så dér, mand, indfanget af tjaldens lange gribearme, med ikke en lyd af andet i hele huset end regnen, der bare pissede, fluernes gale summen, og ja, det var dét billede, han var interesseret i, man skulle have af ham, at så sad han altså dér, mand, stadig lige smuk, som en andet forfinet hudløshed, en lille smule nervøs, småforkælet, dilettantisk og forfinet, med ryggen mod muren, og ikke engang med bind for øjnene, forfulgt, det billede, at nu sad han altså dér, træt af at blive identificeret. For satan, dér sad han, han regnede sig til de udvalgte. * Hun havde vendt sig i et ryk, MissMolly, spyttet ham i ansigtet, om han så snart var færdig ... Han sad i toget, huskede, hvordan hun pludselig havde vendt sig mod ham, overrasket ham med et par øjne, et smil så blændende, så fandenivoldsk krævende, at ville han hende noget, så var det nu, uopsætteligt. Nu og her. Han sad hensunken, så ud af vinduet, og da var det igen dét billede, den samme mund, de
17
samme høje kindben, de lange blinkende øjenvipper, øjnene, det lange blåsorte hår, håret, der med et hovedkast igen og igen kastedes bagud, det samme blege trekantede ansigt, de samme læbers tynde streg, og smilet, bare antydningen, så sårbar, så farlig, så truende, så stærk, det var dét billede, han så, flimrende, tæt på, som et filter for landskabet der fór forbi, de blinkende øjenvipper, øjnene, håret, der kastedes bagud, det fandenivoldske, anelsesfulde smil, flimrende, tæt på, som et filter for den svimlende bevægelse i kabeltrådene langs banen ... Han sad i toget, sad og sov, fulgte det langsommeligt metodiske arbejde, stablen af vindtørre kokasser, det var hendes hænder, der stablede, støvet, der lettede, det var hendes fødder, anklerne, mellemrummet mellem tæerne, de kolorerede negle i støvet ... Men når han nu aldrig præcist kunne huske, aldrig helt havde følt sig på omgangshøjde, hun var bare for fantastisk, men noget i retning af den høj-holtske henry ind og ud af landskabet, at det var indimellem, når han var udenfor, og ikke kunne ses, at det var dét, der var fedt, uden konkretisering eller noget, af den øjeblikkelige tilstand, af for eksempel lykke, af ensomhed, lykke, overmod ... Som små kejtede kærtegn i forbifarten, i én uafladelig skiften på cirkelbuen, i en periferi, målt i han vidste ikke hvad eller hvor mange enheder eller udfra hvilket centrum, genkendte han mindstemålene for det “jeg”, han som felt og energi var blevet transformeret om i, “jeg’erne”, hver for sig, som små sæbebobleagtige planeter i den svalmende luft, dér over rabarberne, dér op over hækken, sideordnede, hver især som små bitte selvstændige stumper af den samme ene historie, ikke ens, men svanger med hver sin hemmelighed, uopnåelig, dér sprang han til mellem bærbuskene, og hver og én
18
opløstes de, når han greb ud efter dem, mellem hindbærrene, opløstes i et kort bluff, et lysglimt, i et lys så stærkt at der simpelthen ikke var noget at se, smeltende på nethinden, og uden der blev så meget som asken tilbage ... Det var ingen drøm, han så hende på afstand, i skyggen under paraplytræet, stablen var ikke blevet synderligt større, men hun arbejdede uforstyrret, først da han stod lige klos op ad hende, så hun op, og så lige op i hans øjne, og han havde vidst det med det samme, at han havde set hende før. De svulmende sprukne læber, det lange lyse hår, fedtet og uden glans, ansigtshuden, fedtet, blød, øjnene, de blågrå svømmende øjne, den billige dueblå øjenskygge, de hurtige blink ... Han havde sovet, uroligt, vidste ikke hvor længe, da han var vågnet, havde hun siddet dér, på sædet lige overfor ham, halvt i skjul bag gardinet, og set lige på ham, og han havde lukket øjensprækken i igen. Han mærkede, hvor hendes vejrtrækning var dyb, regelmæssig, dyb, mærkede, hvor hun sad stille, mærkede hendes øjne, de hurtige blink, de grå øjne, der bare stirrede på ham, så og så, uden at se ... Han havde set hende før, høj og lys, helt lys i lyset, dueblå øjenskygge, med lange ørenringe, en sten af jade i en snor om halsen, med reb og hampeblade i en fletning i det lange hår, khaki-skjorte, sandaler, på afstand, set hende på Rådhuspladsen, eller hvor det var, på ét ben, derude i Hareskoven, i skovtykningen, hun havde stået og trillet på sine fløjter ... Men også før endnu, og så dæmrede det pludselig, det var hende faktisk, han allerede på side tre havde givet en så ganske ublid medfart, det var Lonny. Han var helt sikker nu, det var hende, Lonny, som på trods af sit smagløse og utiltalende navn, men gennem den megen omtale i boulevardpressen, først var blevet landskendt, for
19
dernæst at spille med i en film, være del af en historie, den film, Indianeren havde kun set det samme ene klip på flimmeren, hvor hun imidlertid skulle have lagt sig, og, mens publikum stønnende af forargelse havde set på, ladet sig ofre, bagbinde, misbruge af dyr, alt i filmens og voldens og perversionens hellige navn. Lonny, den samme khaki-skjorte, knappe to knapper op, og hendes bryster, mishandlet, surret til med ledning, ville stå for ham, som forvredne bylter, parat til igen at lade sig flå. Det var Lonny, med bumser på ballerne, brandsår, ikke overraskende, men på den mest tykhudede måde, mens Indianeren i et tomt, tomt hus på landet igen forsøgte at tage sig sammen til at gå ud på lokummet og få vasket blodet af sine slidte cowboybukser, Lonny, som blandt andet nedfældet i en mere detaljeret beskrivelse på nogle lapper hastigt sammenkrøllet papir i baglommen på netop omtalte bukser. Lonny, en tanke, og derfra forvandlet, strakt ud, og forsøgt levendegjort, kød og blod, et offer for hans ufølsomme skriblerier, dér sad hun, lyslevende, lige overfor, med vippe-foden, sandalerne, med remme midt op af underbenet, tåneglenes slidte neglelak, rød, der sad hun, hun tændte en smøg, lagde hovedet tilbage, hendes sprukne læber lukkede sig om cigaretten, og, mens hun igen et øjeblik med taknemmelighed tænkte på at modtage hans stive pik i røven, åbnede hun munden, inhalerede dybt, og lod henført øjenlågenes blå skygge lukke ansigtet. Skrive, kaste sig lige midt ud i det, alting, kaotisk, og i en så rasende fart, at det blev ulæseligt, og så man måtte gætte sig til resten, uden nødvendigvis at konkretisere eller noget, den øjeblikkelige tilstand, for eksempel af lykke, af ensomhed, lykke, overmod, men for halvt med tilfældet som indsats, at
20
få øjne til at se med, og ikke altid stå så uforberedt overfor den mur af modstand, hvad skulle han sige, modstand, hun var så tavs, lyttende, han vidste det ikke, hun sad helt stille, lydløs, trak vejret dybt, og regelmæssigt, hendes øjne, han fik lige pludselig lyst til at vifte hende med hænderne for øjnene, han mente det alvorligt, altså, at det vel stadig skulle være enhver muligt at indoptage sig selv på en sådan måde, at enhver kvalitet eller begivenhed var normeret af én selv i begivenhedernes centrum, ja, han kunne jo godt selv høre, det lød fjollet, men for på denne dag at blive genindsat i virkeligheden, fravriste sandheden et betydende blik, adskille årsag og virkning, skille høre fra høre, se fra at se, han vidste det ikke, korrelater og ikke-korrelater, vidste ikke, nu havde han ikke så meget forstand på fløjter og fløjtespil, men altså, hun smilede, fugtede læberne, og med lav, sprød stemme, contemplation, havde hun sagt, han havde ikke helt forstået sammenhængen, men syntes, det var hundrede år siden han havde hørt det ord, og blev varm om hjertet, contemplation, han smagte på ordet, med engelsk udtale, men efter en pause, han sad bare og ønskede hun ville sige det igen, blev han lige pludselig bange, vidste ikke, om hun syntes, han bare havde snakket, han blev hed om ørerne og gled ned i sædet, hun havde rejst sig, toget holdt stille, udenfor, i den stille aftenregn på perronen, så det ud, som tøvede hun et øjeblik, men hun havde ikke fanget hans øjne, og var så allerede forsvundet med fredstegnet på ryggen ned ad trapperne til det underjordiske. Efter den første halve times tid, fra ombordstigningen til langt ud forbi den yderste mole, at have holdt sig udstillet på
21
soldækket, ved trapperne, op ad rælingen, havde han stæset halvforvildet rundt, været alle steder, og så på én gang, så orkede han ikke mere. Der var alligevel ikke andet ved den historie, end at Onkel havde skrevet, at det kunne godt være, han kunne for selskabs skyld kigge en ekstra gang ihvertfald, men at hun sikkert ville være taget med JimJim i forvejen. Efter dernæst under det meste af overfarten, til henad firetiden om morgenen, at have siddet fjern og smuk og henslængt, uden for eksempel at lade sig distrahere af det noget pinlige optrin ved bordet ved siden af, et gråsprængt jakkesæt og frue og deres barnløse ægteskabs problem med at få vovsen til at sitte pænt på stolen, ikke vuffe, ikke tisse, efter at have siddet sådan og læst adspredt og koncentreret og uden egentlig at tage notits af det fortsat pinlige sceneri, hvor kun vovsen i mellemtiden var afløst af barnebarn, overtræt, og af ubestemmeligt køn, efter at have siddet endnu længe, med Ginsbergs Planet News opslået på den samme side på bordet foran sig, havde han mærket, en underlig fornemmelse, at han blev iagttaget. Fra et sted skråt bagude i lokalet. Han havde forsøgt at ryste det af sig, forsøgt at ryste stivheden ud af kroppen, løsne op i skuldrene, nakken, og havde vendt sig. Men der var ingen. Lidt efter, da han havde pakket sammen, han lod en halv øl stå, sad endnu en fornemmelse tilbage, som en prikken, og da, lige idet han, med jakken slænget over skulderen, havde entret det åbne dæk, så havde den været der igen. Blændet af det skarpe sollys havde han ikke umiddelbart kunnet se, men fra det øverste dæk, og så var der lige pludselig to, han kneb øjnene sammen, to piger, nøjagtig ens, i gule plastanorakker, gule støvler. Af mangel på søvn, han følte sig helt tom, ør i hovedet, stod, og
22
havde på én gang mistet næsten enhver hukommelse om de kendetegn, Onkel havde givet af hende, tog hele tiden fejl. Dér stod han, spurgte sig selv, hvis gummistøvler, det var, der lige netop stak næserne ud der under tæppet på bænken til redningsudstyr. Han mente, det måtte være den andens ... Og så var det altså MissMolly, åh guder, kælenavn for det der virkelig var, den solopgangsseende, med hætten slået op, dér op ad rælingen, skuttede sig i havgusen. Han havde allerede fat i trappegelænderet, og var så alligevel kommet i tvivl. Han stod klos op og ned ad den sovende, ubeslutsom, for øjeblikket efter, fra det øverste dæk, nøje at iagttage den solopgangsseende. Stående klods op og ned ad den sovende, så igen fra det øverste dæk ... På rutebilstationen, der var endnu et helt kvarter til bussen gik, som et spejlglimt i kioskens vindue, han var henne at købe smøger, havde han set hende igen. Men nej, pølsemadammen havde god tid, inden han kom fri, så var hun væk, pist, over alle bjerge. Det var allerede midt op ad formiddagen, rutebilen var som en bageovn at komme op i, og dér fra sin plads allerbagest havde han set hende endnu en sidste gang, hun havde allerede vendt ryggen til, dansende i solen med fredstegnet på ryggen, var hun forsvundet med Indianeren gabende sløvt inde bag den store støvdækkede rude, væk, pist forsvundet, idet skrumlet bakkede ud. Ned om havnen, ud af byen. * Motorfærge, han kunne godt lide det ord, motorfærge. Rutebil, han kunne godt lide det ord, rutebil. Han havde glædet sig. Det var midt op ad formiddagen, han havde det ikke
23