Efterord: Skygger paa jorden, Tove Meyer

EFTERORD

Tove Meyers forfatterskab er kendetegnet ved en særlig alvor, en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse, ofte i form af et tab. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis. Det er denne alvor, denne altid bagvedliggende stemme, der binder bøgerne sammen – de seks digtsamlinger, som ellers netop er meget forskellige, hvad angår stil og tidsånd.

Hvis man kun opfatter forskellene bøgerne imellem, vil man gå glip af meget; ja, man vil slet ikke være i stand til at værdsætte forfatterskabet, der – når man er kommet ind til nerven, det personlige, som er på liv og død – er så overvældende og gribende. Men ikke desto mindre er det påfaldende, i hvor høj grad bøgerne følger tidens udtryk, at digteren mere eller mindre skifter form, som om hun begynder forfra, hvilket hun slet ikke gør, der er snarere tale om en udvikling; men det er svært ikke at opleve det som en svaghed, en manglende integritet i værket. Naturligvis skyldes det de mange år, der er imellem samlingerne.

97

Skygger paa Jorden (1943) er den tredje ud af de seks bøger; den afslutter den første halvdel. Den står ikke i midten, men før midten. Anden halvdel begynder med den mere åbne Drømte dage (1952), der kan ses som optakt til de to afsluttende, stadig sikrere modernistiske samlinger, Havoffer (1961) og Brudlinier (1967). Men inden da – før Skygger paa Jorden – udkom de to samlinger, den meget tidlige Guds Palet (1935) og den mere redigerede Efter Regn (1940). På det formelle plan bevæger vi os fra 1930’ernes ekspressionisme (men i Tove Meyers tilfælde faktisk snarere en sensymbolisme) til 1960’ernes nybrud.

Der fandtes i Danmark i 1930’erne en efterhånden velbeskrevet understrøm af surrealistisk inspireret poesi – med forbindelse til tidsskriftet linien (og dermed til malerne). Vigtige i denne sammenhæng var Gustaf Munch-Petersen, Jens August Schade (der dog næppe kan kaldes surrealist), Bodil Bech – og lidt længere ude Hulda Lütken og Tove Meyer. Hun hørte altså til her, Tove Meyer, selv om hendes bog nr. 1 er mere håbefuld end nyskabende. Debuten skaffede hende også et venskab med Bodil Bech, som fik betydning både på et personligt plan og for hendes poesi. (Det kan fx ses i et digt som ”Jeg har tre Perler”).

Den næste bog, Efter Regn, er strammere og mere moden (forstået som: med et eget udtryk) og indeholder foruden en række digte, der kan læses som variationer over naturen, vejrliget og skaberværket i videre forstand, et par digte, der indgår i den Tove Meyer-kanon, som så smukt indskriver sig i dansk litteratur. ”Jeg ser mit 98

Ansigt smile” er godt at begynde med, fordi det drejer om ordet ”Indre”. Det er i duets indre, at ’jeg’ ser mit ansigt smile. Hvordan det? Jo, for ’du’ er en skovsø. Vi henter billedet ind helt tilbage fra Schack Staffeldt og hans digt ”Ved Söen”, som på samme måde vandret spejlede det lodrette.

Det vertikale forstået som: det dybeste og det højeste.

Solens ansigt hviler i dig, og himlen sover i dig. Hvorfor drømmenes hvide sejl dristigt kommer strygende ind i dit bristende nu, det øjeblik, hvor tid forvandler sig til evighed. Som Ivan Malinovski sagde (i ”Myggesang”): ”snart brister alt”. Men hvem nu dette du er, er også interessant. Er det en person, en elsket, der identificeres med naturen (en sø), eller er det naturen (søen), der blot tiltales med ’du’? Begge dele, tror jeg. Det er en glidning, vi oplever flere steder hos Tove Meyer. Det er ikke simpel personificering af naturen, men naturen – alverden – flyttes ind i sindet.

Det sker i endnu højere grad i det klassisk-smukke digt ”Inde i mig”, hvor temaet udfoldes yderligere – eller inderligere, kunne man sige. Thi i dette digt er alle naturens susende lyde – og skove og floder og selv blå bjergtinder, jeget aldrig skal se – inde i mig, ”udsprunget af min grænseløse Kærlighed / til Guds navnløse Undere –”. På en måde er det paradoksalt, men det er ikke langt fra surrealismens besyngelse af en indre natur, en drømmens – man kunne kalde det: opgradering eller sammensmeltning med virkeligheden i en ’overrealisme’. Tove Meyer er med her, men i en særlig gennemlyst, religiøst farvet form.

99

Vi er nu fremme ved Skygger paa Jorden. Ligesom de tidligere, måske i endnu højere grad, er denne bog splittet, hvad angår kvalitet og stil. Det er ikke kun inden for forfatterskabet, men også inden for den enkelte bog, at former, der peger tilbage, og former, der peger frem, står side ved side. Der er en slags anakronisme på spil – mindre, dog, efterhånden som vi nærmer os, hvad vi med en vis ret kunne opfatte som målet, Brudlinier, den sidste samling – og dens sidste digt. I Skygger paa Jorden hersker endnu stilblandingen. Men også her findes nogle af de allerfineste digte, der vil være med i ethvert Tove Meyer-udvalg.

Samlingen er komponeret i en optakt og tre dele; eller snarere: to optakter og to dele. De to hoveddele bærer de talende titler ”Riget indeni” og ”Skygger paa Jorden”.

På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden. Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt.

Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, 100

som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg.

Men inden vi kommer til de to hoveddele af samlingen, præsenteres vi for de to optakter, som på hver sin måde peger tilbage: Den første, ”I den lyse Nat”, består af en suite på elleve digte, der i impressionistisk stil drømmer, sanser og leger – idet de danner en forbindelse tilbage til de første bøger; samtidig med at digtene anslår bogens skyggetema (jf. digt XI): ”Og mit Hjærte undres – / Hvem er du mon, Skygge? / Hvem er jeg? / Og hvad er dette / for en tidløs, uforklarlig Stund?” Men så allerede i det næste digt (den anden optakt) er det tidløse skiftet ud med det tidsspecifikke, dateret til 1938, altså fem år før udgivelsen. ”Det blaa Baand” er et temmelig atypisk digt for forfatterskabet, idet det tager fat på tidens store spørgsmål, konkurrencementaliteten, både i sportens verden og nationerne imellem. Det satiriske kommer svagt igen i de senere bøger, men ikke så tydeligt som her, hvor tonen nærmest minder om Otto Gelsteds ”Reklameskibet”. Digtet er skrevet før krigen, men foregriber den: ”Nationer vil Fred / Nationer slagter hverandre ned”. Digtets ’blå bånd’ er Atlanterhavet, og rekordjageriet for oceandampere om at krydse det hurtigst sammenlignes med langdistancesvømmernes jagt efter rekorder. Og her kan Danmark være med!

101

”Riget indeni”, den første hoveddel, indledes med det vidunderligt vellykkede digt ”Strengen, den rene”, der transcenderer på det nærmeste digtets muligheder. Det er svært at læse uden at blive lige så grebet som digtet selv. Her forenes den nære sansning – nymånesølv, midnatsskove – med ideen om et inderste, en overvirkelig egentlighed, der konkretiseres i form af en streng – poesiens ældgamle symbol på, ja, poesien selv: strengeinstrumentet, lyren, men her alene forbundet med musikken via digtets første ord, ’hørte’. I resten af digtet er det strengen som streng, som søjle – ikke uden falliske undertoner.

Symbolet bliver i ønskets form virkeliggjort, hentet ud af symbolverdenen og tilvejebragt af digterjegets lykkedirrende hænder. Og hele digtet dirrer! Bemærk, at det er nat, men i de lykkedirrende hænder holder digterjeget besættelsens sole. Nat og dag er smeltet sammen i en højere tidslighed, der er af ekstatisk, ren, dirrende art.

På én gang står digtet stramt som en bardun og lykkeligt nært ved at briste. Digterens evne til at opleve – og i digtet videregive – denne følelse af (om ikke andet et håb om) en forening med altings inderste væsen, som aktiv deltager vel at mærke, er usædvanlig og resulterer i et usædvanligt digt! ”Strengen, den rene” er et af mange eksempler på digte, der giver udtryk for en egentlig mystisk oplevelse – eller oplevelser, der ligger i nærheden af mystikken. Som kunstværk betragtet er det i kategori med det førnævnte digt af Ivan Malinovski, ”Myggesang” fra Galgenfrist 102

(1958). Vigtigt er det, at Tove Meyer her og andre steder tydeligvis er på vej til at finde et eget brudt metrum, der i sin linjeafventning bevæger sig dristigt tilbageholdt fremad, en metode, hun senere udvikler til perfektion, og som nærmest bliver hendes kendetegn, udtrykt i titlen på hendes sidste bog, Brudlinier, og udfoldet i digtet ”Du –”.

Overalt er der en dobbelthed af lys og mørke, ja, det er, som om mørket betinger lyset. ”Nattens Skygge / gaar gennem Engene / selv naar Solen staar i Zenit!” (”Inderlighedens Stemme”). På samme måde er smerten en nødvendig vej til skønheden. Smerten, som bliver et kodeord for digteren, og som har sin baggrund i sygdom og kærlighedstab – og som endelig fører til hendes død. I digtet ”Jeg søger” formuleres problemstillingen: ”Jeg søger / det uigenkaldelige Tabs / afmægtige Smerte / thi kun den alene / kan kulegrave min Sjæls Ager / og faa dens kosteligste Vækster / til at spire frem / i Solens Lys –”.

Og i digtet ”Smerten” udbryder digterjeget: ”Gud, lad min Smerte være / som denne Birks / tindrende af trodsigt Liv / forlenet med en Skønhed / som ikke er af denne Verden!” Smerten er vejen til skønheden og selv skønhed; men samtidig er smerten fastholdende.

Den minder om livsophøret og forhindrer digterjeget i at overskride håb og længsel. Det er i denne grundlæggende ambivalens, digtene opstår, som søjler af renhed. På det private plan erstattes kærlighedstabet af en ny elsker (og senere ægtemand livet ud) i perioden mellem Skygger paa Jorden og Drømte dage. Men sygdommen fortsætter som et grundvilkår.

103

Til ”Riget indeni” hører også digtet ”Drømmen”. Vi er klart i den surrealistiske afdeling, hvor netop drømme­­ referater var en af de gyldige udtryksmåder (på dansk jord praktiseret af bl.a. Bergliot Heinesen og Iljitsch Johannsen). Hos Tove Meyer bevæger jeget sig i et grøngult mørke, og en gennemsigtig månefugl kommer og sætter sig på hendes skulder. Gennem den ser jeget en mørk skikkelse, et fænomen vi kender fra fx Vilhelm Bjerke Petersens billeder, figurernes gennemskinnelighed, et motiv inde i et andet. Månefuglen er på samme måde i stand til at forsvinde ind i muren. En togaklædt skikkelse viser sig.

De arbejder sig op ad et fjeld. Månefuglen fører dem opad, og da de er oppe, opløses den i intetheden. Også den togaklædte er borte. Bemærk farverne undervejs: ’grønblåt’, ’disetrøde’, ’sortner’, ’bleggul’. Det er som et maleri. I morgensolens stråler oplever jeget en ekstatisk fryd, kysten bølger som en salighedssang imod hende. Det kulminerer i det mystiske råb: ”Zirion!”, og det føles som om hjertet må briste. Vi må opfatte det som en forening med lyset. Digtet slutter med jegets død: ”Opfyldt af Lys / omsust af Vindene / ligger jeg udstrakt paa Klippen / og ved at jeg er død.” Det fuldstændige identitetstab.

En anden tilsvarende stigen mod ekstase finder vi i digtet ”Morgentaage”, hvor et lignende scenarie udspiller sig, her dog med ’du og jeg’. Det er en fælles opgåen i lyset.

Hvor månefuglen i ”Drømmen” svinger sig i cirkelbuer og rundt og rundt om sig selv, er det her solens bådshage, der svinger rundt og rundt og løfter de to 104

hurtigere og hurtigere og højere og højere op i lyset!

Det gyldent, glitrende sollys. I begge tilfælde er der tale om en pludselig og voldsom stigen eller løftelse, jeget eller vi’et forenes/udslettes i lyset – for at blive til. Det er mystikerens oplevelse, her ikke i en religiøs kontekst, men i en poetisk.

Kærlighedsmødet er til stadighed tilbagelagt, tabt, som i ”Jeg har tre Perler”, endnu et af de Tove Meyer-digte, der naturligt hører til i kanon. De tre dyrebare perler er de tre nætter, jeget har været sammen med den elskede.

De beskrives overmåde intenst, de sender elektriskblå fryd gennem digterjegets krop. Man kan ikke undgå at tænke på David Bowie, der 34 år senere synger ”blue, blue, electric blue” på lp’en Low (nummeret ”Sound and Vision”) (jf. også Michael Strunges digt ”Prøvebillede”, hvor poesien er elektriskblå; Livets hastighed, 1978). Men dette er blot begyndelsen hos Tove Meyer.

Det fortsætter med en beskrivelse af perlerne. De sætter minderne i gang: tre, to, én: tre lyse nætters galskab; to øjnes stjernemulm; et hoveds skumringssilhuet. Og så stiger det ellers over hede elskovsnyn til kogende ildkonkylier. Pause. Mellemslag. En nøgtern konstatering af, at hun fik dem af en dreng / ny linje / som gik forbi. Det er så smertefuldt, så kort, så smukt! Her er det, man et øjeblik kan komme til at tænke på veninden Bodil Bech, som skrev om skødets ildrose; men Tove Meyers tone er en anden, der ligger en stræben, en længsel, der går hinsides. Hun vil ikke leve for bare at dø, jf. ”Døgnets Guldkugle”.

105

”Hvorfor Livet? / Hvorfor Døden? / Hvorfor leve naar vi dog skal dø?” spørger J.P. Jacobsen i ”Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo” (1874), en digter, Tove Meyer havde læst og taget indtryk af. De sidste linjer af ”Døgnets Guldkugle” kan godt være en hilsen til ham: ”Jeg ved, mens Dagene drager / med Fuglelyd over Ø: / Jeg ønskede ikke at leve / paa Jorden blot for at dø – –”. I det hele taget mærker man en forbindelse tilbage til den sygdomsramte digter, der – ligesom Tove Meyer – måtte udvide sproget med nydannelser, hidtil usete kombinationer af ord, for at give et svar på sansningen – eller visionen. ”Og Klodestorme, Maaneflod, ildsvangre Solorkaner – / skal strømme i mit Hjærteblod – ad spindelfine Baner.” Sådan skrev Tove Meyer i det første digt i sin debutbog, ”Sig, at jeg er et lille Blad”. Det viser allerede hendes ordudviklingsnødvendighed. I det fremragende – og gådefulde – digt ”Klokken” fra Drømte dage møder vi blandt andre ordene ’frostbrændte’ om de røde aks, ’lighvidt’ om græsset og ’mågelatter’. Digtet er i øvrigt beslægtet med ”Strengen, den rene” i den forstand, at der i naturen findes, ikke en streng, men en klokke, hvis tone gennemrunger alt. Der kan også ligge en skjult henvisning til H.C. Andersen.

Men det klart vigtigste digt i Drømte dage er ”Jeg går over dagenes spejl”, som på en uhyggelig måde forudsiger digterens egen død (selvmord i Brededammen efter flere indlæggelser på psykiatriske hospitaler). (Se nærmere i Paul Nakskovs indsigtsfulde bog Mit mørke Dit lys. Requiem 106

for Tiden og Havet. En bog om Tove Meyers digtning, 2000.

Paul Nakskov var gift med Tove Meyer). Men først og fremmest er digtet smukt som eksempel på en surrealistisk farvet mystik, hvor vand og skov (ubevidst/bevidst), død og fødsel, mørke og lys spejles i ’dagenes spejl’. (Jf. digtet ”Jeg ser mit Ansigt smile”).

Havoffer og Brudlinier, der udkommer i henholdsvis 1961 og 1967, er Tove Meyers mest sikre og selvstændige bøger. Hun er kommet ud af (sen)symbolismen og skriver under påvirkning af den fornyelse, der sker i poesien efter ca. 1960. Havoffer indledes af det ofte citerede digt ”Erkendelse –”, igen med uhyggelig relevans i forhold til digterens død et tiår senere. Og igen lykkes det for digteren at almengøre sin private situation; den smerte, hun taler om, bliver enhvers smerte gennem den afsentimentaliserede form. Digtet er som hugget i granit, mejslet i en sandheds ubændighed, uforglemmeligt står det som et smertens tegn.

Her er ingen dårlige digte – eller svagere passager i kompositionen. Hverken i Havoffer eller i Brudlinier, hvor hun – lidt som i Skygger paa Jorden– indleder med en impressionistisk tonet optakt, kaldet ”Sommersansning”, dog af en højere lødighed. Der er digte, hvor de tidligere splittede ’krop’ og ’ånd’ smelter sammen. ’Ydre’ og ’indre’. Der er digte, hvor der næsten ikke er noget fedt tilbage, men kun indsigt, sansning, erfaring, sammenfattet i et sprog, vi ikke kender fra andre digtere, det er hendes eget, hun har fundet sit sted, hvor ordene taler gennem linjebrud og skulptur om det dybeste af alt: skabelsen.

107

Det sker i bogens sidste digt, ”Du –”, som jeg andetsteds har kaldt ”et hovedværk i dansk litteratur”. Poul Vad skriver seriøst om suiten i artiklen ”At nå frem” i Bristepunkter (1992), først trykt i Den Blå Port i 1985. Og Paul Nakskov, naturligvis også, i Mit mørke Dit lys, hvis titel netop er taget fra dette digt. Henvendelsen i digtet, der kan læses som en meditation og et testamente i ét, er til ’Du’, og dette ’Du’ kan måske opfattes som alt det, der er udenfor digteren, det navnløse, Gud; men ikke indskrevet i en religiøs tradition. Det lyder særegent, og det er det også. Det levede liv koncentreret til få ord, tretten digte.

Al erfaring, alle modsætninger mødt i sprog, samlet, viderebragt til sammenstød som ild. Tørt, sandt, dybt, højt, i fødsel, død, som skrift, talende, tavst. Stille, stormende.

Asger Schnack Litteratur: Torben Brostrøm: Poetisk Kermesse. Gyldendal, 1962.

Asger Schnack: Tre kvindelige lyrikere. Et essay. Nansensgade Antikvariat, 1991. Poul Vad: Bristepunkter. Syv stykker om kunst og digtning. Samleren, 1992. Anne-Marie Mai: Nordisk Kvindelitteraturhistorie, bd. 3, 1996. Paul Nakskov: Mit mørke Dit lys.

Requiem for Tiden og Havet. En bog om Tove Meyers digtning. Odense Universitetsforlag, 2000.

108

SANDALSERIEN. KLASSIKERE PÅ KANTEN

Gladiators klassikere på kanten af den etablerede kanon udkommer i det, vi har kaldt Sandalserien. Det drejer sig om litteratur, der kortlægger nye egne af hjernens geografi, ufortrødent rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer, og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os og flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.

I princippet drejer det sig om dansk litteratur fra oldtiden til i dag. I praksis vil vi fokusere på forfattere fra omkring det moderne gennembrud til ca. 1980.

Der er og har igennem godt hundrede år været en tilbøjelighed til, at litteraturhistorien gentager sig selv og uden at kigge op i bakspejlet en eneste gang fremhæver de samme otte-ni værker. Men med det resultat, at man som menig læser lades i stikken, for det er de værker, der står fremme hos boghandleren og på biblioteket, og igen i skolen og på universitetet får man tudet ørerne fulde af det samme – det er det, du skal kunne, kun det; det er pensum, og mangfoldigheden går tabt.

For rigtig at lære et menneske at kende må man lære at forstå dette menneskes spændvidde, man må tro på, at han eller hun er rummelig. På samme måde er det ikke nok i forbindelse med en given historisk periode at lære f.eks. kongerækken og derved bilde sig ind, at man så ved noget om samfundet. Der skal mere til.

Især, men ikke kun, kvinder er som forfattere et overset folk. Sikkert fordi litteraturhistorien er skrevet af mænd, og det endda mænd af den særlige støbning, der ikke bryder sig meget om kvinder, der vil skrive, måske ytrer sig brutalt om tilværelsen eller flirter med noget så usundt som surrealismen og ikke mener, deres opgave i livet er at føre slægten videre.

Men man skal heller ikke være en særlig blegfiset mandlig forfatter for at ryge ud. Eller hvis man ligefrem er hysterisk, hvis man er halvkriminel. Næ, der skal ro på, hår på brystet, der skal jages og køres i bil, og man skal aldrig kunne finde ud af det med faren og da slet ikke det med det modsatte køn. Man skal have kendt modgang, det er en læreproces, og man kommer videre, modnes.

Den litterære kanon som fastlagt af Undervisningsministeriet er i den forstand ikke bare moden, men overmoden. Eller intentionen er. For her handler det om det gode og om at følge trop og danne det menneske, der er dansk eller skal være dansk. Det er her, samfundets sammenhængskraft ligger gemt. Så vil der blive lyttet.

Så har vi vores på det tørre.

På Gladiator vil vi noget andet. Vi vil gøre opmærksom på en hel række glemte forfatteres værker ved simpelthen at genudgive dem. Så de bliver tilgængelige. Så de kan genlæses, så det skøre får plads, så smerten og desperationen har et sted at være. For vi tror, at det, som ellers er hjemløst, om ikke andet så for en tid, kan finde en blivende plads i litteraturhistorien.

Udkommet

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

Henrik Bjelke: Hundrede postkort fra helvede Helga Johansen: Hinsides Ingeborg Stuckenberg: Samlede værker Marie Bregendahl: En Dødsnat Leif Panduro: Øgledage Charlotte Strandgaard: Indimellem holder de af hinanden Amalie Skram: Sommer Olivia Levison: I udvalg Emil Bønnelycke: Spartanerne Adda Ravnkilde: Tantaluskvaler Henrik S. Holck: Vi må være som alt + Jeg har forandret verden Mogens Klitgaard: Gud mildner luften for de klippede får Johannes Holbek: Af Dekadent Barbari + Holbek som tegner Marie Bregendahl: Tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler Sandra Holm: Har jeg været her før Emil Aarestrup: Erotiske Situationer Tove Meyer: Skygger paa Jorden Jens August Schade: Helvede opløser sig

Kommende titler 19.

20.

21.

22.

23.

24.

Lean Nielsen: Ballader om vold og ømhed Ole Kollerød: Min historie Edith Rode: J.e.d.

Cecil Bødker: Tilstanden Harley Johannes Holbek: Tegninger Helga Johansen: Passiar + prosa

Skygger paa Jorden Udkom første gang i 1943 på Carit Andersens Forlag © Gladiator 2017 Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Asger Schnack Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville Trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-65-1 Tak til Statens Kunstfond