Læseprøve: Sammenfald af Helene Johanne Christensen

HELENE JOHANNE CHRISTENSEN

SAMMENFALD

DIGTE GLADIATOR

HELENE JOHANNE CHRISTENSEN

SAMMENFALD

DIGTE GLADIATOR

Sammenfald © Helene Johanne Christensen 2021 1. udgave 1. oplag Redigeret af: Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad Omslag og sats: Clara Birgersson Sat med: Mrs Eaves XL og trykt hos Tallinn Book Printers Printed in Tallinn 2020 ISBN: 978-87-93658-55-4 Støttet af Statens Kunstfond Tak til Hald Hovedgaard

Tak til Hans Otto, Camilla, Signe, Naja, Emilie, Anders og alle andre, der har læst, lyttet, inspireret og engageret sig.

Jeg vil se lyset skinne gennem mig Jeg vil være gennemskuelig som Greta oto-sommerfuglens vidunderlige vinger af glas Cassiopeia-goplens gennemsigtige hjerneløse krop Jeg vil udvide mig i alle retninger Løst materiale skal fæstne sig så mængden af partikler øges og ordnes i gentagne mønstre i alle rumlige dimensioner og jeg til sidst krystalliseres

9

Hvis nu lyset

Barfodet begynder du at løbe baglæns væk fra mig Jeg står tilbage badet i lys og må findes og findes kun for mig selv Jeg er ikke et styrtende hus Jeg er det samme som det der styrter i mig Jeg forsøger at finde en åbning i sproget Hav ikke medlidenhed med mig

13

Jeg opdrager kroppen til kun at være min til at nøjes med sin egen duft og berøring Det er en ensom øvelse håndflade mod håndflade inderlår mod inderlår tunge mod gane Jeg undersøger de negative rum organernes morfologi Langsomt lærer jeg at se i mørke I mørket et endnu mørkere mørke

14

Dobbelteksponeringer

DOBBELTEKSPONERING Colosseum år 2000

Er den pige der ligger så roligt i rød T-shirt og sort nederdel i det høje græs stadig mig Hun ligger på ryggen nederst i fotografiets ene hjørne Ansigtet delvist skjult håndfladerne vendt mod den varme jord hvorfra græsset gror Der ligger hun en endeløs nutid blandt andre tider ældgamle ruiner spor efter mennesker der levede her Tegn der kan læses

25

DOBBELTEKSPONERING Ufærdigt selvportræt

Ud af billederne træder kvinder hvis blod også er mit Min mor med hvem jeg delte krop hvis celler er tæt vævet ind i mine celler som er vævet ind i hendes Min mormor den ukendte der døde det år jeg blev født Hun peger leende mod et sted uden for billedet usynligt for mig usynligt for altid Min oldemor hvis navn jeg bærer med fletningen en spiral sat fast med hårnåle og den evindelige vask og tørring af plastikposer de stærke arme Kvindernes ansigter er transparente som røntgenbilleder af indre organer eller brækkede knogler Jeg lægger billederne oven på hinanden på et lysbord en to tre og enkelte af ansigternes linjer flugter Det samlede billede danner et ufærdigt portræt af mig og jeg aner et glimt af en datter der muligvis med tålmodighed venter i mig

26

DOBBELTEKSPONERING Selvportræt med Katia Krafft

Det omrejsende tivoli er igen på besøg i nabobyen Dødsgloben, det runde metalbur Katia går langs vejen i tusmørket med hjelmen under armen Hun er 14 og trækker motorcyklen for ikke at larme Ingen ved besked Hun er alene I buret er Katia en krop Organerne presses sammen bløde og tunge findes de derinde Lyset fra de røde grønne og blå lamper forvandles til susende linjer omkring hende Publikums klapsalver motorlarm, brændt gummi og benzin Hun råber inde bag hjelmen hvor ingen kan høre hende Hun vil ikke holde det inde

28

I vulkanen finder hun et spejl det røde og rasende ude og inde Jeg finder hende med blussende kinder rødsprængte øjne og skidt i ansigtet

29