Læseprøve: Om rovdyr og andre realiteter - Marina Cecilie Roné

Om rovdyr og andre realiteter

Marina Cecilie Roné Noveller

Gladiator

Marina Cecilie Roné

Om rovdyr og andre realiteter

Noveller Gladiator

Om rovdyr og andre realiteter © Marina Cecilie Roné & Gladiator 2021 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Tekstilværk: Marina Cecilie Roné Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Garamond og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-58-5

Rosco og Sabine Det er sådan med Rosco, at hun kan lægge sig ind til ham. Lægge hovedet på hans skulder, armen omkring hende, hun lukker øjnene, lytter til hans åndedræt i stedet for sit eget. Derfra er søvnen god ved hende, og morgenen tager imod.

Hans øjne smiler, når han ser på hende, også når han er alvorlig. Som om hun kan tænde et lille lys inde i ham, ikke fordi hun gør noget, men bare ved at være i nærheden.

Han har brune øjne.

Sabine har skrevet om det, om Rosco, med bittesmå bogstaver på et postkort til Sarah. Der ligger postkort i hendes rygsæk. Det er noget, de har sammen, Sabine og Sarah. De skriver også e-mails, men postkortene er noget andet. Der bliver sat frimærke på, de bliver lagt i postkasse. Postkassen bliver tømt, og så en dag kommer man hjem, og det er nået frem.

Især Sabine elsker at skrive dem. Postkortene får hende

37

til at skrive langsomt og omhyggeligt. Ofte skriver hun kladde, fordi det er utåleligt at se overstregninger af ord på det lille kort. Hun køber aldrig ét postkort, hun køber fem eller seks eller syv ad gangen, nogle gange er de identiske.

Det sker, at hun river et itu, når hun har skrevet forkert.

Alt det har hun også skrevet om på bagsiden af et af de idylliserede fotografier.

Der er ingen kladde til det postkort, hvor hun skriver om Rosco.

Hun sidder i deres VW ved bordet. Rosco sover. De har fundet en måde at have både bord og seng til at være i funktion på samme tid. Hun har tændt et stearinlys.

Hans ryg er brun og stærk. Hver gang Sabine kigger op, ser hun ham.

‘Sarah, jeg glæder mig sådan til, at vi alle sammen mødes. Jeg elsker dig. Sabine’.

Næste formiddag parkerer de bilen i Imlil.

Rosco går hen til en hæveautomat og trækker 500 dirham ud. Sabine finder en postkasse og krydser over gaden. Hun smider tre postkort i. To af dem er til Sarah.

Det tredje er til deres mor.

De provianterer med vand, nødder, en flaske vin, feta, oliven, et brød, tørret lammekød og toiletpapir. Vand, vin og feta bliver pakket ned i Roscos rygsæk. Resten i Sabines.

38

Yassir, som de har drukket te med samme formiddag, giver dem et lift til Toubkal. De takker og vinker i støvet fra bilen.

De fortsætter til fods med rygsække og telt.

Det er sådan med Rosco, at Sabine kan gå, hvorhen det skal være, hvis han går ved siden af hende.

De går. De går ad krogede bjergstier i deres stramt snørede støvler, der kan godt gå timer uden et ord, han går forrest, så går hun forrest, de sætter sig ved et lille klippefremspring og deler en cigaret. De har set de bjerge på afstand. Linjerne er vandrette og blålige og bløde. Det er helt anderledes at betræde dem. Intet er vandret, alt går op, eller også går det ned, afhængig af hvad vej man tager.

Sarah tænker over det med cigaretten. Hun har aldrig set Sabine ryge, men hun kan godt lide tanken om at dele en cigaret.

Rosco og Sabine får øje på et plateau med blød bund.

Alle pløkkerne går lige i. Teltet er latterligt. De griner.

Det er det postkort, der ikke bliver sendt.

De griner af, at farverne på teltet er en fornærmelse mod de smukke Atlasbjerge. Det er multifarvet. Det skriger mod bjergenes pasteller.

Sabine ligger op ad Rosco, mens hun skriver.

‘Man kan ikke ligge op ad en teltdug.’

For så falder det sammen.

39

Rosco læser. Hans ben er bøjede. Sabine ligger op ad hans ben. De har spist kødet og osten og drukket vinen.

På en tørresnor tværs over deres hoveder hænger to par sokker og tørrer sved ud. Det er ret koldt. De har et tæppe og hinanden.

‘Jeg skriver videre i morgen.’

Det har været en kladde. Der er overstregede ord, endda en hel sætning. Den er streget så kraftigt ud, at Sarah ikke kan læse, hvad der står.

Det bliver nat.

Det er koldt. Det ved hun. Sabine skrev, at det er koldt.

De har hinanden og et tæppe.

Sabine lægger hovedet mod Roscos skulder. Han holder om hende. Hun kan bedst lide tanken om, at de falder i søvn samtidig.

Rosco læner sig ind over hende, hun vågner, lugten vækker hende, en fremmed lugt.

Rosco?

Han er ikke i teltet. Rosco er allerede død på det tidspunkt, men det ved Sabine ikke. Det kan hun ikke vide.

Men hun forstår, at han ikke er der. Hun skriger, og kniven tager hendes stemmebånd. Det ved hun heller ikke. Hun skriger videre. Hun tror, det er hendes ører, og det betyder ikke noget, så længe Rosco kan høre hende. Hun mærker

40

varmen fra sin hals som væske. Varme, der flyder. Det er på en måde behageligt, havet er så koldt, det her er anderledes, langsomt, varmt, noget, der kan ordnes, der er tid nok, det er varmt, og den ubehagelige lugt er forsvundet.

Der går lidt. Måske er det sekunder, måske minutter, Rosco er stadigvæk ikke i teltet. Sabine blunder, mens han er ude at tisse. Hun prøver at holde sig vågen, så hun kan lægge hovedet mod hans skulder, og han kan holde om hende. Det er sådan en dejlig måde at møde natten på. Det eneste, hun ikke kan få til at passe, er alt det råberi uden for deres telt. Hun forstår ikke, hvad det går ud på, eller hvad der bliver sagt. De har måske taget nogens plads. Men der er jo masser af plads. Så slår det hende, at hun kan høre mennesker råbe, hvorfor kan hun så ikke høre sig selv? Og hvor blev varmen af? Hun ryster af kulde nu. Sabine fører en hånd op til sin hals og der er åbent og vådt, drivvådt, det er ikke hendes mund, det er hendes hals. Hun knytter tæppet i sin hånd og presser det ind mod halsen. Det skal nok gå. Det skal nok gå.

For det kan ikke passe. Hun skal bare holde tæppet dér, til Rosco kommer.

De syr Sabines hoved på igen.

Da Sarah og deres mor kommer og besøger hende, sidder det, hvor det skal. Besøger hende, er en mærkelig

41

måde at sige det på, der er bare ikke andre ord for det.

De får hende ikke med. Hun skal blive i kølerummet, så længe efterforskningen står på. Rosco ligger i samme kølerum, på hylden over Sabine ligesom i en køjeseng.

De får lov at tage Sabines rygsæk med, fordi politiet er færdig med den.

Sarah sidder på hotelværelset og læser kladderne. Deres mor sover. Hun sover det meste af tiden. Måske må hun bare sove resten af sit liv. Hun har ikke kigget på Sabines rygsæk, hun har heller ikke rørt den. Det var Sarah, der tog imod den. Hun hængte den over sin skulder. Så gik de.

Indimellem siger hun hendes navn.

‘Vivi?’

Vivi hører det ikke. Åndedrættet er tungt og medicineret.

Hendes eget er let og overfladisk.

Det går hurtigt, når en hals skæres over. Hun har læst om dyr. Halalslagtninger. Dyrene er rædselsslagne, men det er, fordi de kan lugte blodet og døden. Når først snittet er lagt, og blodet flyder, går det hurtigt.

Sabine kan ingenting lugte. Hun sover. Hun ligger i Roscos arm. Der er ikke noget imellem Roscos arm og kniven mod hendes hals, ikke andet end søvn. Det går hurtigt, hun kan umuligt have nået at mærke rædslen, vel?

‘Vivi?’

42

Man bliver døsig. Når man er døsig, er vejen til ens drømme kort. Sabine drømmer, og så dør hun. Inden hun kan nå at vågne af drømmen, er hun død.

Fordi hvis hun lever rædslen, så er der ingen vej for Sarah. Det er der måske ikke alligevel.

De har sagt, at hendes hoved først bliver skåret helt af, efter at hun er død. Hun ved ikke med Rosco. Hans familie kommer fra Portugal, andet ved hun ikke. Hun har kigget efter dem, men hun ved ikke, hvad hun skal kigge efter. Hun synes bare, der er et bånd imellem dem nu.

Hun læser om dem i avisen og om sig selv og Vivi, da de er hjemme i Danmark igen. Der står, at begge familier har været i Marokko, og at landsbyen har lavet en mindehøjtidelighed. Børn kigger ind i kameraet, mens de holder papskilte frem, hvor der står: ‘We are so sorry!!’

De hører om det på hotellet. De er inviteret.

Vivi kan ikke gå nogen steder, og Sarah vil ikke gå fra Vivi.

De viser det også på DR1 og på TV 2, børnene med papskiltene, bag dem står en masse mennesker og ser alvorlige ud. Det er landsbyens beboere.

Hun husker, da hundredvis af mennesker bliver skudt og sprængt i stykker en aften i Paris. Hun og nogle veninder tager spontant ind til den franske ambassade og lægger blomster. Det er måske lidt det samme. Det er det

43

bare ikke helt. Speakeren forklarer det. Det er ikke så meget i sympati for Rosco og Sabine, som det er for at vise verden, at de ikke er som de mennesker, der gjorde det.

Der er artikler om, hvor fatalt det kan vise sig at være for turismen i Marokko. Turismen er netop, hvad de har investeret i. Artiklen har et stort billede øverst af Rosco og Sabine. De smiler, de er brune og har vind i håret. De kigger på hinanden.

Vivi smider aviser ud og slukker fjernsynet, hvis Sarah rejser sig og går på toilettet.

Hun siger, de ikke får Sabine tilbage. Sarah synes, det går fremad med Vivi, lidt. Hun sover ikke lige så meget.

Efter jul er hun tilbage på RUC. Hun kan godt se, at Vivi har en pointe. Det gør godt at have andet at tænke på. Det hjælper også, at det ikke er almindeligt kendt, at hun er søster til Sabine. Efternavnet Petersen giver beskyttelse. Selv ikke hendes lærere ved det. Sabine er hendes hemmelige søster.

Huset lugter af hund.

Der er fire nu. De er søde nok. Vivi redder dem. Meningen er, at hun skal finde nye hjem til dem. Hun gør nok ikke så meget for det. Der er noget med nogen i Canada, der gerne vil have en af dem. Sarah synes, det virker som lidt af en omvej.

44

Vivi følger hende til stationen om morgenen. Der er system i de fire hundesnore. Alle retter ind. Sarah forstår ikke, hvordan hun gør. Men hun når altid toget.

Når hun og Sabine kommer for sent til toget, græder Sarah, og Sabine trøster. Nogle gange går Sabine med hende op i klassen og siger, det er hendes skyld, de kommer for sent. Kyllingen og kællingen. Hvor kommer det fra? Det må være fra Vivi.

Vivi ryster på hovedet.

Hun ved ikke, hvad Sarah taler om. Sarah forstår det godt. Sabine er selvfølgelig ikke nogen kælling.

Til gengæld er der ingen tvivl om kyllingen.

Vivi smiler og stryger Sarah over kinden.

Sarah smiler resten af dagen. Selvfølgelig skal hun flytte hjemmefra. Om aftenen skriver hun ansøgninger til kollegier. Men det behøver ikke at være lige nu, når Vivi smiler.

De taler om Sabine nu. Lidt.

En aften siger Vivi: ‘Jeg forstår ikke, at man kan gøre det.’

De taler om dem, der gjorde det nu. Lidt.

Det maser sig ind. Finder sprækkerne i Sarah og Vivi.

De omtaler dem ikke ved navn. Men de ved, hvad de hedder. De kender deres alder. Byen, de kommer fra.

Sarah lærer hundene at kende. Mini, Maia, Mule og Mik hedder de for tiden. Det er godt, de er der.

45

De afbryder. De forstyrrer. De får én til at rejse sig og åbne eller lukke en dør. Det er en hjælp.

Det med Canada er rigtigt nok. Mule er ny i flokken.

Han er kommet efter Mac. Mac er i Toronto nu. De modtager billeder af ham sammen med familiens børn.

Vivi sætter dem op på køleskabet med magneter.

Der er uoverkommeligt mange nætter i forhold til dage.

En gang om ugen kan hun godt klare det, måske, hun ved det ikke præcist. Men en nat per dag udmatter hende.

Dagene bliver sløve, hun halter afsted til skole og hjem igen. Vivi er holdt op med at vække hende, når hun sover på sofaen om eftermiddagen. Hun sørger for at holde lydene i gang. Hun åbner skuffer og lukker skabe og rømmer sig og taler med hundene, støvsuger en måtte. Når Vivi stryger, flytter hun strygebrættet ind i stuen og tænder dampstrygejernet, så det kan stå dér og lave sine lyde.

Om natten læser hun til eksamen. Vivis vækkeur ringer kvart over fire om morgenen. Sarah slukker radioen og går i seng. Hun lytter til lydene i badeværelset. Vivi sætter vaskemaskinen i gang. Hundene bliver lukket ud.

Hun hører ikke, at hundene bliver lukket ind igen.

Sarah sover til kvart over seks. Vivi vækker hende. Hun ved nu, hvordan hun skal gøre. Hun tager hundene med ind i Sarahs værelse. De bliver glade, halerne slår mod vægge og møbler, Mule finder en kind eller en hånd eller

46

en fod og giver sig til at slikke. Vivi står klar, hvis det alligevel glipper.

‘Hvad er det, du står klar med?’ spørger Sarah.

‘Det er bare isvand,’ siger Vivi og kigger ned.

Sådan kan man godt leve. De lever sådan. De har ikke aftalt det, de prøver sig frem.

På et tidspunkt opdager hun, at Vivi snyder. Men det virker. Hun vækker hende tidligere om eftermiddagen og står selv tidligere og tidligere op om natten, så det efterhånden ligner en normal nats søvn, Sarah får. Det sker lidt efter lidt.

‘Du snyder,’ siger hun en dag. ‘Du står op klokken to om natten for at få mig i seng.’

‘Det er ikke snyd.’

‘Jo, det er. Hvor længe vimser du omkring? En halv time? En time?’

‘Indtil du sover.’

‘Og så går du i seng igen?’

‘På en måde. Jeg ligger foran din dør og sover. På en madras.’

‘Jamen, mor.’

‘Vi klarer det. Vi klarer det, Sarah.’

Sabine er også sikker på, hun klarer det. Det, der er ved at ske, er ikke en mulighed. Derfor klarer hun det. Hun ved ikke, at der ikke er mere blod i hende.

47

Sarah drømmer, at hun står med en balje i armene. I baljen er der isvand. Hun står klar til at give Sabine det chok, der skal til, for at hun ikke ser, hvad der sker. Det er ikke et mareridt. Sarah vil gerne stå der. Hun vil stå der til evig tid.

Studieturen er planlagt til Marrakesh.

Program og rejseplan ligger foran hende på bordet. Der er højlydte stemmer omkring hende. De er fireogtredive.

Der er meninger i alle retninger om, hvad de skal se og lave og opleve i Marokko.

‘Jeg synes ikke, vi skal tage til Marokko.’

Hendes stemme er ikke høj, men den er tindrende, klar og ren som solsortens. Der bliver stille. ‘Øh. Gider du godt argumentere for det?’

Sarah rejser sig op.

‘Marokko blev besluttet mange måneder før angrebet.

Det er en anden situation nu.’

Hun bliver stående.

Først kigger man på hende. Så kigger man på hinanden.

‘Vi skal da netop tage afsted så. Alt andet ville være det samme som at sige, at de alle sammen er sådan. Det samme som at sige, at alle marokkanere er radikaliserede.’

Der bliver nikket og mumlet. En anden tager ordet:

48

‘Ved at tage afsted viser vi dem, at vi ikke viger. Vi er ikke bange, og vi kan ikke skræmmes til at opgive vores frihed.’

Mere mumlen og mere nikken.

‘Jeg er skræmt,’ siger Sarah. ‘Min frihed er ikke lige så vigtig som mit liv. Men det er ikke derfor. At tage afsted er det samme som at sige, at det er lige meget med de to menneskers liv. Så er vi lige så villige til at ofre dem, som deres mordere var.’

Hendes stemme er stadig ren og klar, og det er overraskende for hende selv, for det føles som at gå på glasskår, og der er ingen anden vej end at blive ved med at gå hen over dem.

Hun hører noget, men ikke alt. Der bliver talt i munden på hinanden og hen over hinanden.

‘Så hver gang de får ram på én af os, så skal vi flygte ned i et hul? Det er jo præcis dét, de gerne vil opnå. Hvis vi flygter ned i et hul, så døde Sabine og Rosco forgæves.’

Han siger deres navne i den forkerte rækkefølge. Det hedder Rosco og Sabine.

‘Jeg tror, at det er helt uden betydning for dem, hvordan vi reagerer. Om vi løber ned i et hul eller valfarter til Marrakesh.’

Sarah holder øjenkontakt med Mikkel. Han er fra hendes læsegruppe, og han er meget ophidset.

49

‘De henvender sig ikke til os med de halshugninger,’ siger hun. ‘De henvender sig til hinanden. Det er ikke os, de vil opnå noget fra. Det er deres egne. Det er dem selv, de promoverer sig i forhold til. Vi er bare midlet.’

Mikkel ryster på hovedet. Nogen klapper i hænderne, ikke af hende, men for at få gruppens opmærksomhed.

‘Okay, prøv og hør. Det virker, som om det er vedtaget, at vi tager til Marokko som planlagt. Turen er ikke obligatorisk, så det står enhver frit for at tage med eller lade være.’

Vivi stryger viskestykker og pudebetræk. Bagefter stryger hun underbukser og sokker. Dampstrygejernet sukker regelmæssigt. Sarah lytter med lukkede øjne. Der står en vandkande på bordet. Der må ikke være afbrydelser. Når beholderen i strygejernet er ved at være tom for vand, fylder Vivi den op.

Sofaen lugter af hund. Ellers lugter der af rent vasketøj. Dampen fremhæver det. Hun vågner og er overrasket over, at hun har sovet. Vivi stryger stadig. Hundene ved, at hun er vågen. En af dem kigger hende ind i øjnene, en anden rejser sig, ryster hovedet, ørerne flapper, og så er alle vågne. Vivi slukker for strygejernet og slår strygebrættet sammen. Hun lægger bunkerne på plads i skabe og skuffer.

50

‘Hvorfor siger du ikke, at Sabine er din søster? Så ville du da i det mindste få dine penge tilbage for den studietur.’

Vivi taler inde fra soveværelset.

Sarah stryger den lille Mini over hovedet. Så rejser hun sig fra sofaen.

Det er helt mørkt udenfor, men alligevel ikke helt så mørkt som for en måned siden. Man kan godt se forskel, en lille forskel. Det haster ikke. Et forår er næsten ikke til at bære. Nogen skal bruge Rosco og Sabines død, det skulle man forstå.