NUMMER 7 – 2017
PIA ARKE ARON FRA KANGEQ NAJA BJØRNSSON PIA BUSK TROELS CARLSEN CLAUS EJNER DOROTHEE ELMIGER STINE ENGEN KONRAD NUKA GODTFREDSEN HANS KARUP JAN KROGSGAARD PETER LAUGESEN CECILIE LIND INGA LYNGBYE THEOPHANIS MELAS TOVE MEYER KAT MUKAI SELMA ROSENFELDT-OLSEN HALFDAN PISKET ALEKSANDAR ŠAJIN JENS AUGUST SCHADE NESTOR SEIP CHARLOTTE STRANDGAARD FREJ KLEM THOMSEN HANADI ZARKA
t ek s t: pi a busk
b i l l e d e r : t ro e l s c a r l s e n
OD Dit hjerte bliver tungt og springer flere slag over et to tre, et to tre, to et, et, din puls mister rytmen, åndedrættet synker fra gisp til stilhed. Kokainen er væk, heroinens bly falder over arme og ben, som Vulkans net faldt over Mars’ slatne pik. Du prøver at rejse dig. Det ville være nemmere at dø. Du prøver at rejse dig. Døden venter i søvnen. Du prøver at rejse dig, prøver at få verden til at ligne sig selv, og det er det mest skræmmende: Du er en anden, ansigterne er nogle andres. Omkring midnat forvandlede Johnny sig foran mig: en menneskekrop i læderjakke med et hoved som en gribs, som en spurvs, som en løves, som en slanges: En overdosis er et katalog af glidende ligninger, hver ting er næsten som noget andet, men aldrig helt som det andet, indtil alting er som ingenting. Og junkien? Hun synker sammen på en af de beskidte sofaer i kælderen under Floss. Hvis hun er klog, holder hun fast i verden. Corinna, du skal se det for at tro det. Du bliver nødt til at se hende prøve at holde fast, som Menelaus holdt Proteus fast. Husker du historien? Den gamle sømand forvandlede sig til tusind skabninger dér på den øde strand langt væk hjemmefra. Menelaus greb fat i ham og holdt fast, mens Proteus blev til løve, leopard, vand, ild, vind, men Menelaus holdt fast, knækkede hans hals, tvang hans krop tilbage i den gamle form, indtil guden gav sit løfte, og verden gav mening, fri for stirrende dyreøjne. Det var redderens kinder, jeg borede mine negle ind i for at holde fast på ansigtet, mens det skiftede fra ting til ting til ting. ”Få hende væk, få hende væk fra mig!” skreg han, mens jeg holdt fast med hænder forbundet til slanger, og ambulancen zigzaggede gennem trafikken, indtil mine hænder blev til hænder igen, og hans blod under mine negle størknede, og en eller anden holdt op med at tælle.
42
METADONSONETTER Metadonord, som ikke siger noget særligt, men bare står der til senere. Metadonord, som de forventer at læse en del senere i en videnskabelig rapport. Metadonord, som jeg hvisker til mine hænder, før jeg lader dem glide ned mellem mine ben og mærker den døde stilhed. Metadonord i fjernsynet, når de synger Nationalsangen, kun afbrudt af sene reklamer. Metadonord, som jeg skriver med rystende hænder og måske læser senere. Metadonord, som forsinker abstinensen og får mig til at gøre ting, jeg kommer til at fortryde senere. * Jeg var ikke klar, men jeg læste alligevel, hvad en gammel digter havde skrevet. Der står her, at han blev sendt i eksil for at skrive usædelig poesi og døde langt væk hjemmefra. Jeg kan se ham for mig, han sidder og skriver i et lille hus ved Sortehavet. Gudinden Anger er hos ham. Og Ensomhed. Og en lille russisk dreng, der ikke kan udtale hans navn. At blive afgiftet er at blive ved med at skrive i eksilet. ”Der er romaner i fællesrummet, hvis du vil have noget interessant at læse i,” sagde sygeplejersken med en accent som en russisk dreng. *
43
Han efterlod mig en bog, og på den første side havde han skrevet: ”Håber, disse ord må forvandle dig, som de har forvandlet mange før dig. For mig er det lige meget hvem, der har betalt hvad, jeg fortryder ikke.” Dumme, gamle mand, han fik mig til at elske for meget, hvad vidste han om at forvandles og blive clean? Hans hænder var grove som graffiti, troede han virkelig, at den bog og alle de torsdagsknald kunne ændre noget? Corinna, du har ingenting med dette at gøre: Dit navn er tomt som en falsk orgasme. Du gjorde det af kærlighed, jeg gjorde det for penge. * Det er en kunst at blande heroin og kokain. Ingen skal sige andet. Der er kunstnere iblandt os: Dygtige hænder, som blander pulvere, så de racer side om side i det kapløb, enhver junkie afholder i sine hullede blodbaner. Du er lodret åndssvag, hvis du ikke tror på den metafor. Det var den første linje, jeg nogensinde skrev, og den er lige så klodset, som den er ærlig: En ny hånd fordeler de små bunker på spejlet, min hånd, kan du høre, hvordan barberbladet skrider, og jeg lægger alt for meget i ordene: gylden tjære, optursnektar, mudderslik, sød smat, honey ball. Og når linjerne bare er fulde af lort? ”Det er som metadon,” sagde min roommate: ”Alting smager af prosa.” * Du bliver først høj, når du blander ordene rigtigt: Ironi er som coke, og der skal være mindre coke end H, for H – H er formen, tung og sand. Rusen hænger på hende, og hun har altid plads: Varm og ægte som døden i form af en gammel dame, der spørger, om du har lyst til at snakke lidt om det. Hun er den bedste, dødsenglen, men jeg blev styret af den metalheks … hvad hed hun nu? Hun sagde nej til alting, nej til at blive oppe, nej til en fjernsynsdag, nej til digte, der rimede, medmindre rimene klang clean. ”Man kan ikke lave kunst på afvænning,” sagde jeg, ”blandingen er ad helvede til!” ”Har du noget valg?” spurgte hun, “du kan ikke blande liv og død.” *
44
“Men de rimer ikke. Du kan ikke kalde dem digte, hvis ikke de rimer. Ingen gider læse dem. Og de handler ikke om noget. Digte skal handle om træer og fugle og kærlighed. Ingen gider læse dem, hvis de handler om beskidte nåle og overdoser og en lille, klam professor, som betalte for sex hver uge. Digte skal være smukke sange, som man synger for sig selv igen og igen, og de skal være gamle og stå på støvede biblioteker.” ”Har dit liv været som en sang? Har du lyst til at synge den igen og igen? Men jeg vil da gerne sige ordet nattergal for dig. For dig siger jeg fuck med en sød efterklang. For dig vil jeg synge med din egen fremmede stemme i kastanjetræet. * Jeg, som ligger her (død junkie med smag for H og K), blev offer for min egen vane, læste Ovid, stod op hver morgen til æg og metadon, jeg, som sad i fællesrummet og løj i samtaleterapien, løj, indtil jeg fortalte sandheden, og fortalte sandheden, til jeg begyndte at lyve igen, jeg, som havde mindst et tilbagefald, og så et til, men som kom tilbage til Kastanjely – jeg så regnen bruge millioner af børns tårer til at lave et skybrud, jeg så dråberne funkle, jeg så vinduet bombarderet af prismer, det var Guds rystende underskrift på glasset. Du, som går forbi, hvis du nogen sinde selv har prøvet at fejle, så spar mig din traditionelle bøn: Hvil i fred.
45
FORDÆRVET PAR ADIS Hvis der stadig står en engel ved Paradisets port, hedder han Kvalme, og hans lynende sværd er lugten fra garverierne i Cairo. Jeg lukker mine øjne for den kvalmende stank af urin, lort og rådnende kød, selv om jeg ved, at et stykke af paradis ligger inde bag den klinede mur. Tror du mig ikke? Tror du, Paradisets Have er spækket med klatrende vin, tror du, det er en savanne, hvor løverne lever side om side med lammene? Lyt: Porten til Paradis er lige her, hvor garverne triller deres søvnløse vogne henover støv og brosten. Hver mand er sit arbejde og intet andet, hvis du prøver at vaske ham ren, forsvinder han simpelthen helt. For det skidt, der dækker ham, er alt, han er: Et oliespejl, der løber i renden ved mine fødder i denne gade uden et eneste afløb. Og sjælen? Slidt ned til en stub, hvad er så sjælen? Ikke andet end dårlig luft blæst lidt omkring af flodens brise, ikke andet end Nilens krusninger, når den passerer Den Flydende Ø, som sufierne sagde i begyndelsen, da der ikke var nogen
46
til at forstyrre Gud. Jeg ville ønske, professoren kunne se det her. Jeg ville ønske, Kim Martin, min mor og Filip fra Floss kunne se det: Kanten af denne fordærvede have, hvor lyset er hvidere end hvidt, og solens stråler bider i huden gennem mønsteret i Jaali-murene med et hårdt, syfilitisk tandsæt. På den anden side gløder de store kar blodbrunt og gult af alun og krom, og det halvfærdige læder hænger i bataljoner: jomfruer – ufarvede, hele huder. Og der kan du se Gud selv gå rundt mellem sine huder, iført en plettet taqiyah og med et stort, uplejet skæg. Den støvede MacBook Pro, han bærer rundt på, er fuld af regneark over hver en sjæl, der er prissat og hængt til tørre, og han sætter den fra sig på en af de dynger af hestepærer, som bliver brugt til brændsel her, og prikker en trettenårig dreng på skulderen: Hans navn er Jibril (jeg hører velsignelsen, der bliver råbt efter ham), og jeg træder til side, så han kan skubbe sin last gennem garvernes port og aflevere, hvad han skal, på denne side.
47