IDO PLA LNY IND KAT ENI LITTERATUR NUMMER 6 – 2017
DET ONDE
JACOB SKYGGEBJERG PER AAGE BRANDT ASBJØRN SKOU LUCA TALAMONA GUSTAVE DORÉ NIELS HANSEN JACOBSEN ELOF WESTERGAARD MICHAEL SCHIØLER TINGSGÅRD MARIANNE LARSEN HALFDAN PISKET ZVEN BALSLEV ADAM O. JOHANNES V. JENSEN HANS OTTO JØRGENSEN JOHANNES HOLBEK DORTE NAOMI MADS GRAM CODY O'ROURKE FRYD FRYDENDAHL ANNE-SOPHIE B. MORTENSEN CHARLES JALABERT BÉNIGNE GAGNERAUX NICOLAI ABILDGAARD
OM ONDSKA OG HVAD DER TE KST: P E R A AG E B R AN DT
Sproget er altid godt. Vi henvender os til hinanden med spørgsmål, svar og kommentarer i sandhedens navn, og sandhed er altid et gode. Vi giver hinanden en gave ved at tale til hinanden, og gaven er god. Hvis vi tier, betyder tavsheden, at vi nægter denne gode given. Tavsheden er ond, mens talen i sig selv er god. Selv når vi skælder ud og revser, som man siger, er det, som vi selv må forstå det, til den andens bedste. Selv når vi truer, kræver sproget, at truslen formuleres som et godt råd. "Gør, som jeg siger, ellers bliver det værst for dig selv" – det er et rigtig godt råd. Tavsheden er i sig selv en trussel, og dén er naturligvis ond. Den er ikke et ondt råd, for sådan kan man ikke tale. Jeg vil mene, at der i sproget som sådant ligger en etisk godhed, men ikke en moralsk værdi. Moralske værdier er ikke andet end gruppers normer. Religionerne er for eksempel fulde af moral- og gardinprædikener, fulde af krav om, hvordan folk skal opføre sig, men de er blottet for etik, og de er fulde af tavshed. Moralske regler lyder ganske vist ofte, som om de var etisk begrundede, fordi de benytter ord som godt og ondt. Det er for eksempel "godt" at kravle på blodige knæ til kirken for at bede om syndernes forladelse. Det er "ondt" at fornærme præsten, urinere på billeder af hellige mænd, osv. Sproget er som sagt i sig selv godt, men det omtaler aldrig sin egen etiske godhed, hvorimod det ofte omtaler moralens værdier, dvs. dens mere eller mindre vilkårlige og kreative principper og påfund. Etikken er ikke vilkårlig, for den hviler på et grundlag, der stikker langt dybere end gruppernes vedtægter. Grupper har ingen udløbsdato, men det har kødelige mennesker derimod: de skal dø. Derfor skal de passe på hinanden, holde hinanden i live længst muligt – det er at udøve etisk godhed. Hvis man derimod holder andre i live mindst muligt, udøver man ondskab. Alle
AB ERAF FØLGER spontane eksempler, som vi giver hinanden på godhed og ondskab, især det sidste, viser, at det netop er dette, det drejer sig om. Det etiske grundforhold er et psyko-fysiologisk skema, der styrer menneskers samvittighed. At have dårlig samvittighed, f. eks., er en psykisk men også en fysiologisk tilstand, så her kan man se, hvor dybt etikken stikker i kødet. Skemaet kan fremstilles som et møde og en deraf følgende relation mellem to subjekter, hvoraf det ene (S1) er i krise, med andre ord, hvis afstand eller vej (v) til døden (Ø) er aftagende (S1 –v–> Ø), og hvoraf det andet (S2) forstår krisen og enten føler ansvar og derfor griber ind for at hjælpe krisens subjekt, dvs. forlænge vejen mod døden og tilintetgørelsen (v + ∂v), eller føler skadefryd eller noget tilsvarende og derfor griber ind for at udnytte krisesubjektets svaghed til at skade det ved yderligere at forkorte vejen (v ÷ ∂v). Forskellen mellem at hjælpe og at skade svarer til forskellen mellem godt og ondt. Skemaet ser med disse symboler således ud:
S1
v
Ø +/÷ ∂ v
S2 Mødet mellem S1 og S2 medfører i almindelighed en kommunikation (S1 <···> S2), og S1 kan for eksempel bede S2 om “hjælp”. Hvori hjælpen konkret består, såvel som “skaden”, afhænger jo af situationen, dvs. krisen, som får vejen mod S1's død til at blive dramatisk kortere på det tidspunkt,
9
hvor mødet finder sted. S2 må kunne forstå situationen nogenlunde godt for at kunne gribe kvalificeret ind; her kan S1 selvfølgelig bidrage med forklaringer, men dog også med vildledninger, så S2 er henvist til under alle omstændigheder at handle i eget navn og på eget ansvar. Et velkendt eksempel på den etiske konflikt, der følger af S1's og S2's potentielt forskellige forståelse af situationen, er diskussionen om vurderingen af den handling, der kaldes dødshjælp, eutanasi. Paradoksalt nok beder S1 her om “hjælp” til at blive radikalt “skadet”, nemlig dræbt, hjulpettil-at-dø. Den forventelige standardreaktion, svarende til det hippokratiske lægeløftes mening, er i egenskab af S2 at afvise en sådan bøn. Man skal ifølge hjertets lov per definition hjælpe den anden til så vidt muligt at forblive levende. Men situationen er rigtignok en anden i disse tilfælde, hvor et meget sygt menneske beder en anden, som det holder af og føler, det kan tale til fra hjertets dyb, om at hjælpe, i simpel teknisk forstand, dvs. bistå, med at få døden til at indtræde. S1 er i disse tilfælde udsat for ulidelige smerter og pinsler, og der er intet realistisk håb om bedring. Med andre ord, man kan ikke etisk hjælpe dette menneske, fordi alt håb nu er ude, mens det for S1 er blevet forfærdeligt at være i live. I situationer af denne art er S1 ikke længere i krise, per definition, fordi vejen ikke mere kan forlænges; og det etiske skema er derfor ikke længere relevant, hvorimod en æstetisk situationsramme er relevant: denne måde at dø på er det modsatte af smuk, den er hæslig, grim, uværdig, og hvad det nu drejer sig om, er at genfinde lidt ro og skønhed, så man kan komme til at dø i fred, og mens man endnu kan tænke og i bedste fald kysse og vinke de nærmeste farvel. Hvis det etiske skemas variabel v ikke længere kan forlænges ved nogen hjælp (v+∂v), fungerer skemaet ikke længere, og det er derefter det fundamentalt æstetiske, der i stedet gælder. Enhver kunstner ved, at skønhed, uanset hvad man kalder dette dybe fænomen, som vi kender fra kærligheden, er en oplevelse uden fremtid: HER er livets kerne, givet i et nu, som gør det ligegyldigt, om du skal dø i næste øjeblik. Enhver ved også, at det, enhver kunstner her ved, er væsentligt for enhver. Hvis jeg alligevel rent faktisk snart skal dø, så tilstå mig et øjebliks skønhed i stedet for den aktuelle ulidelige smerte. Undlad
Grupper har ingen udløbsdato, men det har kødelige mennesker derimod: de skal dø. Derfor skal de passe på hinanden, holde hinanden i live længst muligt – det er at udøve etisk godhed. Hvis man derimod holder andre i live mindst muligt, udøver man ondskab. 11
at hjælpe mig til mere lidelse; skænk mig den ondskab at lade mig dø snart. Sproget er paradoksalt her, men vi må prøve at forstå, hvad det er, det siger. Alle mennesker har sikkert oplevet ondskab, dvs. andre menneskers bevidste forsøg på at skade dem. Mange mennesker indrømmer på den anden side, at de selv bevidst har forsøgt eller haft held til at skade bestemte andre mennesker, og de tilføjer så som oftest, at deres ofre jo havde gjort sig fortjent til denne ondskab. De ville skade, fordi de selv var blevet skadet. Negativ udveksling, hævn, den store narrative motor. Cirkulerende ondskab, kan man kalde det. Vendetta. Hvor ville krimi-litteraturen og fiktionsindustrien være i dag uden den i hævnen cirkulerende ondskab. Ofte fremkaldt af uheld og misforståelser, naturligvis: man tror, at nogen skader én, og starter derfor straks en hævncyklus. Virkelighedens kaotiske indretning giver ondskabscirkulationen gode vilkår; det er nærmest mirakuløst, at resultatet ikke er endnu værre, for den mest elementære følelse, vi har og deler med andre jagede dyr, er angsten, frygten for dette onde, som kan dukke op hvorsomhelst og hvornårsomhelst. Paranoia er altid en nærliggende og nærmest normal sindstilstand: man er omringet af ondskab. Et samfunds love har ganske vist en vis dæmpende effekt; nogle former for ond handlen er kriminel, men mange former er svære at dømme, og rigtig mange er usynlige for lovene. Så længe den sociale orden fungerer nogenlunde, synes juraen at være tilfreds. Retssystemerne tager måske toppen af ondskabsmængden, kan man forestille sig. Resten er utilgængelig for retten og tilhører hverdagslivet.. Vi har allerede ganske let berørt spørgsmålet om, hvor ondskab egentlig kommer fra. Den oplevede ondskab kan ganske enkelt skyldes en frygt og en misforståelse, hvorefter den ligesom rygter kan udløse kaskader og kædereaktioner. Men den kan også skyldes tungere omstændigheder, såsom den strukturelle ondskab indbygget i den politiske økonomi. Denne ondskabsform får desværre helt regelmæssigt mennesker til at skade andre mennesker ved at påføre dem fattigdom, elendighed, vold, destruktion og død. Det sker uhyggeligt nok uden at nogen ansvarsbevidsthed eller samvittighed griber ind og standser den. Man må nærmest gå til litteraturen og
samfundsforskningen for at få den samvittighedsfuldt kritiseret. Den eneste ondskabsform, som enhver selv kan indkredse og udpege, er den direkte intersubjektive og banale, som vi kan forbinde med lasterne, synderne, som religionerne forholder sig til: man skader bevidst et andet menneske for at gavne sig selv eller, hvis man er psykisk syg, endda for at påføre sig selv nydelse ved en andens lidelse. Det er den mest spektakulære og underholdende form. Endelig er der den ondskab, der skyldes manglende opmærksomhed: man “kommer til” at skade andre, fordi man ikke lige har tænkt over, hvad det er, man foretager sig. Enten af dumhed, dvs. fordi man ikke kan tænke, eller af arrogance – etnisk, racistisk, kulturel, religiøs – fordi man ikke vil tænke, idet man ikke regner bestemte eller ubestemte andre mennesker for væsener, der skal tages hensyn til, når blot man tager hensyn til mennesker af den kategori, man selv tilhører. Denne sidste, kategoriske ondskab spiller en betydelig rolle i det forhåndenværende samfundsliv omtrent overalt, og det forekommer mig, at den fortjener særlig bevågenhed, fordi den selv er så uopmærksom, især når den forbinder dumhed og arrogance. Den er særlig farlig, fordi den er magtfuld. Den er kollektivt villende, aktiv, rekrutterende, følelsesmæssigt tilfredsstillende for deltagerne, ekspansiv, og især aggressivt afvisende over for rationalitet. Den er med andre ord virkelig farlig. Det sidstnævnte træk, at den aggressivt afviser rationalitet, bringer den på en konfrontationskurs mod selve det menneskelige sprog, der som sagt er nødt til at hvile på en forudsat vilje til sandhed og godhed, dvs. til ganske almindelig virkelighedsforståelse og samarbejde. Den fører altså i stedet (tilbage) til tavsheden – til den krigeriske faktor, som kan koste vores art livet på ret kort sigt. Hvor sproget kommer til kort, hersker døden. Så enkelt er det, hvor indviklet og besværligt det end kan være at få det sagt.
*
13