Læseprøve: Min lille horror af Mette Zingenberg

MIN LILLE HORROR METTE ZINGENBERG

noveller gladiator

kadavere

Den lille mand står på tagterrassen. Han har feber i kroppen. For han er fotograf. Barnafoto. Som Dalí på en god dag. Han står på tagterrassen af den gamle gasbygning, hvor der er forældede computerskærme, og målere tæller ned til dommedag. Store højtaleranlæg. Til frokostpauserne og fællesbeskeder. Nathold, der aldrig rigtig vænner sig til at sove om dagen. Set fra gaden glimter bygningens snavsede, små vinduer advarende i forskellige farver som støvede diskokugler. De bliver aldrig åbnet på grund af larmen. Han kigger ned. Verden set fra et tag med dragehoveder. Han snuser sig frem med den spidse næse. En mand med en stok stolprer hen ad gaden. Den gamle dame på bænken kan ikke nå jorden med fødderne. Et barn smiler stort og råber “Hej Edna!” Han telepaterer til folk på gaden. Knitrende telefonforbindelser.

Samtaler over lange distancer. Bedre end et maraton. At folk gider løbe lange distancer. De ser så ynkelige ud, når 71

de kommer i mål. Han har først tænkt sig at gå ned, når det bliver mørkt. * Pigerne i Calle Robador står på de mørke hjørner og ryger cigaretter med hvid røg, som de puster ud i natten gennem rubinrøde læber. Nogle gange sidder de på stenkarret, som engang var en fontæne, og snakker, og jeg tror, de passer på hinanden, for de har gyldne øjne.

Jeg kan ikke gøre noget ved, at det påvirker mig. At det kryber ind under huden. I gaden, hvor der ikke er nogen lygtepæle. Tæt ved vandet. Tæt ved hospitalet, og her er hæveautomaten et populært sted. Her har hotellerne tremmer for vinduerne, og bilerne passerer langsomt, mens pigerne står roligt og venter med sukker så sødt, at det svier i munden. Og bilerne, der i mørket som skinnende lysbåde sejler væk med pigerne til en øde ø, hvor de alle holder vejret.

Calle Robador, jeg tror, du ved noget om kinesisk tortur. Du burde have det siddende i dit bælte. Hver gang jeg går herned, kan jeg se, hvordan dine metalkæber holder fast i pigerne. Rusker deres tynde kroppe. For de har et gult hav i deres øjne. Og jeg håber, de passer på hinanden, for de ved noget, jeg ikke ved. Og her mister de noget hver dag.

72

* Carolina sidder på soltrapperne og ryger. Kigger på en togplan over afgange ud af byen. Hun skodder cigaretten på sandalsålen og graver i lommerne efter sin mobiltelefon. Hun ringer et nummer op, men lægger på, inden den når at gå igennem. Tygger på sin læbe. Svagt vand løber igennem hendes hoved. Hun finder nummeret igen og ringer op.

“Ja?” “Kan jeg komme forbi?”

“Du kommer bare, skat.” Hun rejser sig. Finder udgangen og går over broen ind mod byen. Tidlig søndag på den forladte Estación del Norte. Grynet morgenlys.

Første blod i horisonten.

Chus åbner døren. Han har den røde T-shirt på. Det er hans uniform. Sammen med den matchende taske formet som en Converse-sko, han bærer skråt over brystet på Apolo. Den latterlige, lasede taske. Carolina har aldrig set ham i andet på nær en gang helt tilfældigt midt på Ramblaen ved højlys dag, hvor han kom gående iført et gråt gangsterjakkesæt og solbriller. De går ind i stuen og sætter sig i sofaen. “Lå du og sov?” Han ryster på hovedet og sætter Converse-tasken på stuebordet, som flyder med affald og beskidt service. “Du er heldig. Jeg er lige kommet hjem.” Han lyner tasken op, breder stofferne ud på 73

bordet. Man kan ringe til Chus i alle døgnets timer. Hvis han ikke svarer, kan man være sikker på, at han ringer tilbage med det samme.

Carolina synker ned i sofaen og læner hovedet bagover. Følger en natsværmer med øjnene, der flyver rundt i cirkler over hende. Flere insekter kommer til og flagrer omkring hende. Sætter sig i håret og på den trætte krop.

Hun lukker øjnene og breder armene ud. Kan mærke de flaksende vinger på sine arme og skuldre. “Det er altid så koldt i den her stue,” siger Chus og gaber. Han forbereder en pose til hende.

“Er det nok?”

“Det dobbelte,” siger hun. Han giver hende en pose mere. “Vær så god, skattepige. Så håber jeg ikke, jeg hører fra dig igen før om et par måneder.”

Carolina lukker forsigtigt døren efter sig. Sveder i armhulerne. Hun kan lugte sig selv på vej ned ad trapperne. Søde skat jagter den næste bus. 36’erne går lige til døren. Første sugende striber af lys over byen. En pige kører forbi på en blå cykel. En kastanjesælger har en ild i gang i en gasovn. Hun varmer sig ved ilden. Carolina går forbi og mærker duften i næsen. Åh, at sidde derhjemme under tæppet og spise brændte kastanjer med en film. Hun hilser på den ældre dame, der øser op af kastanjerne. Gyldent flyder de ned i et kræmmerhus fra en metalske sort af sod. Men hun vil ikke have kastanjer i 74

dag. Hun skal et andet sted hen. Der er steder, det kun er muligt at besøge på særlige tidspunkter. Knudepunkter som tiltrækker uro. Men Carolinas hud går i opløsning der, som et stykke træ bliver blødt op i vand og til sidst helt forsvinder. Fortæret af havets sorte mund. * Vi mødes hjemme ved Edith klokken 10 en lørdag formiddag. Edith går ind i soveværelset for at blive klar til at gå. Nu har hun taget det nye armbåndsur fra Loewe på.

Det glimter feberagtigt i sølvskinnende stråler. En gave, hun har givet sig selv. Stuen er kun oplyst af et plasticjuletræ med elektrisk lys og fjernsynet, som kører på lydløs med en asiatisk tv-serie. En slags stol i træ formet som en halvt lukket hånd står ved siden af. Et kæmpe møbel. Der er billeder i reolen og små træfigurer af dyr og mennesker, der truer med at falde ned på gulvet. “De skal pege i retning af døren,” siger hun, da jeg sætter en tilbage. Jeg vil gerne ud af den mørke stue. Kan mærke vægten af alle tingene. De presser luften i rummet sammen. Tynger mig ned.

Hun holder godt fast på sin taske i metroen. Kører armbåndsuret rundt i lyset. Loewe skinner i en tynd ring om det spinkle håndled. Vi står af på Forum og går op ad 75

de lange trapper. Det er vores fridag. Formiddagshimlen åbner i et turkis lys over byen. Jeg vil vise Edith dinosaurerne på Naturhistorisk Museum. Jeg har en slags besættelse af de majæstetiske dyr. Inden vi går ind, beundrer jeg udsigten ud over byen. “Du går først,” siger hun.

Edith vil se, om det virkelig passer. “Har de dem i bur?” spørger hun, men jeg når ikke at svare, inden jeg ser hende snige sig frem imellem menneskene. Foran hende rejser den store Tyrannosaurus rex sig. Hun stiller sig tilpas langt væk fra gelænderet. Jeg stiller mig ved siden af. Hun stirrer betaget og skræmt op på det enorme hoved, der bøjer og sænker sig i en monoton rytme. Og først nu opdager hun det mekaniske system bagved. Glasøjnene, som hun troede var levende. Så tør hun godt gå længere frem. Vi går helt hen til de små børn på forreste række. Hun rækker hånden frem og rører ved den store klo på det kraftfulde bagben. Kigger op på de spinkle forben, der virker hjælpeløse og forkerte til monsteret med det farlige gab. “De blev udryddet under istiden,” siger et af børnene. En kæmpe bølge af koldt vand skyller ind over hende. Edith ser pludselig trist ud. Helt mørk og lille.

Vi fortsætter ind i en række rum om menneskets udviklingshistorie. Edith går hurtigt igennem den ægyptiske afdeling. Jeg kigger fascineret på de mange sarkofager med indtørrede mumier svøbt i bandager. Men Edith 76

styrer mod døren til det næste rum uden at se sig tilbage.

“Jeg kan ikke lide dem,” siger hun bare, da jeg når hen til hende. På nedturen til Romerriget farer vi vild. Museet er større, end jeg husker. “Vi skal nok finde vejen ud,” siger jeg beroligende, men hun virker ikke spor bekymret.

Nærmere fornøjet over mine klodsede forsøg som verdensdame. Et lille, mørkt frø er jeg. Som har slået rødder og nervøst prøver at komme tilbage op af den mudrede jord. Mit verdenskort er fyldt med fejl. Jeg kan ikke engang finde Det Romerske Imperium. Men Edith styrer målrettet igennem rum efter rum. Som havde hun en usynlig plan over bygningen inden i sit hoved. Og så er vi pludselig der, hvor hun gerne vil være.

De har en kæmpe stensamling. Kongeblå safirer. Smaragder og diamanter. En stor ametyst på mørkerødt fløjl i glasmontre. Sten fra andre planeter. En månesten i gennemsigtig krystal så hvid, at den næsten ser sort ud indeni. Vi går bag om de oplyste montrer og regner priserne ud per kilo. Edith er i sit es. Sit hjerteres. Det reflekterer lyserødt og banker febrilsk.

“Jeg giver,” siger jeg. Edith trækker på skuldrene. “Hvis du vil,” siger hun. Jeg bestiller cortados og chokoladecroissanter på La Paciencia i Raval. Luften er varm. Vi sætter os ud på terrassen i skyggen. Hun tager en af sine træfigurer op fra sin taske. Den er pakket ind i en plastic77

pose. Jeg tager imod den og spekulerer på, hvad jeg skal gøre med den. “Du skal sætte den med hovedet vendt imod den nærmeste udgang,” siger hun. “Ellers bliver du uvenner med dens ånd.” Jeg kigger på figuren, en siddende mand, der holder om sine egne ben. Edith observerer mennesker på gaden. De sorte øjne ser alt. Hun fortæller mig om sin filippinske familie, og jeg kigger på den rare træfigur. De giver hinanden gaver hele tiden. “Har du det aldrig, som om du ikke kan finde din plads her i tilværelsen?” ryger det ud af mig, uden at jeg ved hvorfor. Hun ler og ryster på hovedet. Hun har croissantkrummer i det lange, mørke hår, men opdager det ikke. * Kroppen vil ikke følge med. Den hænger fast som et kadaver til sengen. Hun tager sig sammen til at stå op.

Madrassen giver efter, og metalstolperne jamrer, da hun endelig rejser sig. Soveværelset lugter indelukket. Den sidste, der var indenfor i lejligheden, var en el-installatør for to år siden. Han var der i en halv time og gik uden at rydde op efter sig. Men han tog de gamle kabler med.

Hun åbner for vandet ude på badeværelset. Skrubber sig under armene med en fugtig klud. Sætter sig rundtosset på toiletbrættet og ser flyvende myg. Kulden i kroppen kommer fra revner og sprækker i den gamle lejlighed.

78

Hun går ud i køkkenet i undertøj og ryger en cigaret.

Hælder kaffe i en kop.

Gennem cigarettåger træder hun utydelig og gylden frem i lyset fra det åbne vindue. Hun hælder mælk op på en tallerken og går ind i stuen. Marsvinet, Coco Chanel, har fået unger. Hun kan ikke styre dem. Hun tør ikke kigge ind til dem. De ligger derinde i hulen og er blinde og lyserøde. Små rotter. Hun beslutter sig for at tage dem med ud på en tur. Hun friserer den store. Med den bløde børste.

Hun ringer et nummer op på telefonen, mens hun tygger på et stykke kylling. Der er optaget. Hun vil bestille en taxi, men det er så dyrt. Hun piller skindet af kyllingen. Holder det op imod lyset, ser det glinse. Hun tager et tørklæde og en mørk frakke på. Tørrer fedtet på fingrene af i frakken og tager marsvineburet op.

Hun går ind for at købe en is. Hun gnider sig op ad mændene i køen. Du er min, synger hun og bevæger sig vuggende rundt. Folk kigger på hende. Hun snyder sig foran i køen, og med selvsikker stemme bestiller hun en stor jordbærsoftice. “Er det virkelig så meget? Det er jo absurd,” snerrer hun. “Jeg beklager meget. Hvis du ikke har pengene, kan du bare komme tilbage senere,” siger butiksassistenten, en ung, ranglet type.

Da hun hører butiksassistentens nævenyttige und79

skyldning, bliver hun opfyldt af en velgørende trøst. Hun har ikke det mindste til fælles med fyren, men eftersom hun næsten altid er vred og oprevet og derfor hele tiden befinder sig i den sitrende tilstand, lige inden man begynder at græde, har hun et lige så stort behov for at vise sin vrede, som en morder har for at snakke om sin forbrydelse. Præcis som dengang el-installøren efterlod hende med alt det rod i lejligheden. “Jeg vil ikke have dine almisser,” siger hun og smider pengene på disken.

Isen løber ned ad fingrene. Hun spiser den hurtigt og får kuldechok. Varmen er uudholdelig under det mørke tørklæde. Frosne jordbærkerner sætter sig imellem tænderne, de smager af blod. Hun har et sår på sin finger fra den anden dag. Hun kommer til at tænke på, om det har nogen forbindelse til hendes følelsesmæssige tilstand.

Måske hun skulle gå til læge. En specialist, som har røven fuld af penge.

Da hun krydser vejen, bliver hun ramt af en lastbil. “Er du sindssyg? Så du ikke, at du kørte en dame over?” Hun hører folk snakke omkring sig. De er bekymrede. De taler langsomt til hende som til en retarderet. Hun rejser sig med besvær. Uden at sige noget tager hun marsvineburet under armen og halter væk fra gaden og bilerne. Passerer indgangen til Frederiksberg Have og fortsætter ned til søen. Hun tager marsvinene ud af buret. Hælder forsigtigt vand over deres hoveder, inden hun sætter dem ud.

80

Marsvinene ligger og ruller rundt. Flyder ud på havet. De overlever af hinandens kød i fire måneder. De får grå stær af kødet og bliver langsomt helt blinde. Skyggebilleder af en fortid, de næsten ikke kan huske længere. Coco er den sidste. Hun har fået en rødmosset farve.

Trieste. Lyden af sommer. En fisker får øje på det rustne skrog. Han beundrer det overvældende syn. Ubåden er stor og brun som en hest.

Min lille horror © Mette Zingenberg & Gladiator 2016 Redigeret af Jakob Sandvad, Hans Otto Jørgensen & Anna Sidsel Andersen Omslag: Mette Zingenberg & Clara Birgersson Omslagsillustration: Llorenç Alier Ochoa (1924-2014), Barcelona Sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Caslon og trykt hos Specialtrykkeriet Viborg Printed in Denmark 2016 ISBN 978-87-93128-29-3

Denne bog er produceret efter Gladiator-Skagen Fondene-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet af salget fra først solgte eksemplar.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

9 788793 128293

ISBN 978-87-93128-29-3