Min far er en tiger - Sara Roepstorff - Forlaget Gladiator - preview

MIN FAR ER EN TIGER

SARA ROEPSTORFF

MIN FAR ER EN TIGER

GLADIATOR ROMAN

Min far er en tiger © Sara Roepstorff & Gladiator 2015 Redigeret af Jakob Sandvad & Hans Otto Jørgensen Omslag: Thomas Joakim Winther Sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Indigo Antiqua og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2015 ISBN 978-87-93128-16-3

Denne bog er produceret efter Gladiator-Skagen Fondene-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet af salget fra først solgte eksemplar.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Tak elskede Bastian Tak Hans Otto og Jakob

Til far

DEL I

Mennesker bliver så små ved Vesterhavet, her er så meget luft og rum, her er så store flader. Havet er en bølgende, langstrakt tilværelse. Mere umiddelbar end vores. Dets brusen er en konstant bas. Min far og mor og jeg er ved Vesterhavet. Det er den sidste søndag i august.

Min far og mor ville ud af bungalowen, de kan næsten ikke udholde spændingen frem mod min fars stamcelletransplantation, de har sitret af håb og frygt, nu er det som om de afmagnetiseres af havet og vinden. Deres kroppe puster ud, de hviler, kan ikke klare flere tanker, ikke flere bekymringer. Min mor går længst væk i et stenbælte tæt på klitterne. Min far går bag mig ved brændingen, hvor de letteste sten, muslinger, småpinde og tørt tang ligger.

Deres hoveder er bøjede mod sandet, jeg genkender deres langsomme og let slingrende samlergang, blikkene, der bevæger sig i zigzag hen over stranden foran dem og afsøger hver centimeter for særlige former og mønstre.

7

* Jeg står op ad vindueskarmen med ryggen til stuen, mine søstre sidder i sofaen. Vi er stille og bange. Der vil blive sagt noget forfærdeligt om lidt, vi ved det, vores far og mor går alt for omhyggeligt rundt i køkkenet og rumsterer. Det kommer til at tage tid for dem at sige det, vi skal vide om vores far.

Pelargonierne i vindueskarmen er en skarp duft i næsen. De blomstrer med lyserøde blomster, jeg har aldrig rigtig set pelargonierne, det er, som om de har været her for længe. På den hvide vindueskarm ligger de nedfaldne lyserøde blomster. Jeg husker dem tydeligt, fra når jeg tørrede støv af i stuen, de har ikke forandret sig, siden jeg var barn, og vi delte bungalowen op i rengøringsområder og gjorde rent hver lørdag formiddag.

Noget af blomsterbladet sidder fast under støvekluden, noget klæber til karmen, og lyserøde streger ruller sig hen over det hvide. Jeg forsøger at fjerne bladsmuldet, der bliver mere og mere lyserødt, jeg kyler kluden ned på gulvet, jeg er ni år og tolv år og seksten og løber ud af stuen, smækker hoveddøren hårdt, det er ikke den dørkarm, som har været nemmest at smække i stykker. Ved havelågen til boulevarden raser jeg ud. Så går jeg tilbage, samler forsigtigt støvekluden op og fjerner de indfiltrede stykker bladruller under vandhanen i køkkenet.

Når vores far gjorde rent, hørte hele bungalowen Rolling Stones, han støvsugede det grålige edderkoppespind

8

langs loftspanelerne her i stuen. Han stod på en stol, støvekluden hang i baglommen på hans blå cowboybukser, han sang med på omkvædene.

Vores far synger ved vindueskarmen, jeg kan se ham, han løfter roligt stenen med trilobitterne og støver den af.

Det er mig, der finder trilobitterne. De ligger i et stengærde i Sverige. Jeg leger med Cille, vi løber på stengærderne, vi skal passe på, at stenene ikke skrider under fødderne. Vores mor og far leder sikkert efter kantareller.

Det er nærmest mit livs triumf, da jeg stikker stenen med trilobitterne i vores fars hånd. Han går amok, det er et usammenligneligt fund. En slags debut.

Det er mærkeligt, at vi er blevet så gamle. Petra er 34, Cille og jeg er 27, Cille er højgravid, det er en umulig tanke at være højgravid i dag. Trilobitterne er over femhundrede millioner år gamle, og de ligger her stadig. Jeg løfter forsigtigt stenen op og ser på de små kridtansigter, der er et par hundrede på stenen, en hel slægt. Vores familie har altid fundet ting i skovbunden, på stranden, over det hele.

Vores bedstefar havde et stort glasskab med en samling af flintøkser og flintpilespidser fra Barmosen, et menneskes underkæbe halvt fyldt med tænder, en kanonkugle, patroner fra Første Verdenskrig og store konkylier fra Afrika.

I modsætning til alle skattene står pelargonierne her i stuen og lever faktisk. Bladene er saftigt grønne. Jeg ser på dem, fordi jeg er nødt til det, fordi ingen siger noget, men jeg er mest i stuen bag mig. Jeg kan ikke se Petra og Cille, jeg vil ikke, de sidder sikkert og ser ned i de

9

firkantede mønstre i sofaen eller ned i revnerne mellem gulvbrædderne eller op på uroen med papirfuglene, som flyver i cirkler i den varme luft over brændeovnen. De tænker ikke, det hele er for mærkeligt til at tænke.

De har allerede været her lidt, har taget deres runder i stuen, pillet ved ting med hvileløse hænder, de var sikkert lige ved at begynde at hjælpe til med at lave teen, men det er bedst ikke at gå så tæt på hinanden, at man bliver nødt til at sige noget.

Jeg kan høre lydene fra vores mor og far ude i køkkenet, køleskabet der åbnes og lukkes, knive eller skeer som tages op fra øverste skuffe. Vores far kommer ind i stuen, gulvet knirker, jeg ved, det er ham. Han sætter noget fra sig på sofabordet, han ser sikkert rundt på os alle tre. En duft af ristet brød når frem til mig, så kommer osten ind om lidt, eller den står der måske allerede. Der er stadig ingen, der siger noget. Det er, fordi alt skal være klart. Det er det pinefulde ved det hele, at alt skal være klart, før der vil blive sagt noget, og der er ingen, som siger, at det skal være sådan, det bliver bare på den måde, fordi vi er bange, fordi der er noget helt galt.

Letheden i luften i stuen skyldes kun, at det er den smukkeste forårsdag i år. Solen står lavt og skinner kraftigt ind gennem vinduet. De to små kvartskrystaller, som jeg har givet vores far, hænger i tynde fiskeliner over mit hoved, drejer, bryder solens lys og kaster en hær af små regnbuer rundt i stuen, de sitrer som farvestrålende biller på de hvide vægge.

10

Prosit, hvisker jeg uden at vende mig, da Petra nyser højt ovre i sofaen. Vi hører vores fars og mors skridt frem og tilbage mellem stuen og køkkenet, vores far går overdrevet roligt, det er, som om han trækker tiden ud, som om han har en djævelsk sans for drama. Mine tanker gentager vores mors ord i telefonen tidligere på dagen. Det er alvorligt, sagde hun, det er alvorligt. Det er alvorligt, det er alvorligt, det er alvorligt.

Der er te og ostemad nu, siger vores far, og jeg sætter mig ind mellem mine søstre i sofaen. De trækker lænestolene hen til sofabordet. Jeg og Cille og Petra puster på dampsøjlerne, der stiger op fra vores tekopper. Vi puster dem ud af deres akser, og de hæver sig igen.

Brødbakken går rundt. Jeg ser alting, som om jeg aldrig skal se dette ceremonielle tebord ved sofaen i stuen igen, barndommens søndag aften. Ræk jeres hænder frem og tag mod brødet og teen!

Vores far sidder og smører en honningmad og samler mod, så begynder han endelig at sige noget med en ukarakteristisk ru stemme. Vi har ringet til jer, fordi, siger han, fordi … jeg var ude på Herlev Hospital i morges …

Han læner sig frem med albuerne på knæene, bøjer hovedet og presser tommel- og pegefinger hårdt ind på tårekanalerne, hans brystkasse kramper sig sammen i flere store stød, gråden kvæles i hans hals. Det er det forfærdeligste øjeblik i mit liv. Det er det værste nogensinde, at se vores far ked af det. Hvad er det, han vil sige, hvornår dør han, i morgen, om en måned, hvornår, hvornår?

11

Jeg presser mig selv ind i kroppen med armene om maven, jeg ved, at jeg hvert øjeblik kan finde på at slå mine vinger ud og flyve væk, bare sådan, glide langt ud i universet. Men jeg må være vågen, jeg må være her.

Vores mors øjne er fugtige, der er sorg og klarhed i dem, hun lægger sin hånd på hans, læner sig over mod ham.

Skal jeg fortælle det? spørger hun lavmælt. Vi sidder og stirrer på dem og ånder næsten ikke. Han griber fat i hendes hånd og knuger den, hun synker en klump. Han ryster på hovedet, nej, siger han med sprukken stemme, jeg gør det. Han tager en dyb indånding, retter sig op i stolen og med en kraftanstrengelse ser han på os tre i sofaen.

Jeg har fået konstateret leukæmi, fremstøder han med en underlig blanding af vilje og blødhed. Et chok går gennem rummet, Apokalypsens ånde farer gennem os, stryger iskoldt ind i vores hjerter.

I ved godt, hvad leukæmi er, ikke, spørger han. Cille nikker heftigt, hendes krop ryster. Her har vores far fodfæste, nu handler det om fakta. Hvad er leukæmi? Han tager fat, som når han underviser sine studerende på universitetet i rundormenes livscyklusser. Det er blodkræft, svarer han selv, det er stamcellerne, der er kræft i, så de producerer ikke blodlegemer nok, det har nok været der et stykke tid. Han ser rundt på os med en slags øjne, jeg aldrig har set før, et brusende blødt blik. Sandheden synker ned i vores kroppe, der forgæves forsøger at frastøde den, men det nytter ikke.

Det er ikke en dødsdom, siger han insisterende, det er

12

ikke en dødsdom. Han nagler os med blikket, hans krop er et brøl, der runger af beslutsomhed.

Der er nogle ord, man bare siger, og så er der dem, som man afleverer. Vores far har gennem hele mit liv afleveret kødlunser til os, han har vendt ryggen til og er vandret tilfreds bort, når han lukkede dørene til vores soveværelser om aftenen. Den her eftermiddag er det ikke en kødluns, han afleverer. Det er truslen om udslettelse, af ham, vores far, og så: af os fem.

Det er vores fars og mors fattethed, der gør, at væggene i bungalowen ikke styrter sammen omkring os, at jeg og Cille og Petra kan få lov til at være fugleunger, at jeg kan være en frysende ørneunge, igen afhængig af vores fars kødlunser.

Vores mor bryder ikke sammen. Hun er kommet igennem det første chok, det pludselige krigsudbrud i formiddags, og har allerede valgt side. Hun har allieret sig med håbet. Jeg kan se, at hendes hjerte brænder som et nødblus i uvejr.

Vi kryber alle fem sammen i sofaen. Jeg og Petra læner os ind til vores far og græder. Vores mor holder fast om Cille og hendes store mave, trykker hende ind til sig, mens vores far fortæller, hvad lægerne har sagt, han fortæller, at han skal ud på Herlev allerede i morgen. Han skal have foretaget en masse undersøgelser, så lægerne kan sammensætte hans kemobehandling. Vi kommer og besøger dig far, hvisker Petra. Han knuger hendes skulder, det er jeg meget glad for, siger han ned i hendes hår.

13