Min byzantinske notesbog Elof Westergaard
Betragtninger Gladiator
Min byzantinske notesbog © Elof Westergaard & Gladiator 2017 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Anna Sidsel Andersen Omslag og sats: Clara Birgersson Omslagsbillede: Domsenglen ruller verden sammen, Chora. Kariye Camí. Istanbul. Fresker malet 1315-21 Bogen er sat med Fournier og Dia og trykt hos Naryana Press Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-78-1
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Forord
Teksterne i denne udgivelse er udsprunget af optegnelser og noter, som er gjort gennem mange besøg i især Istanbul, ved mange års betragtning af den byzantinske ikonografi og under læsning af Byzans’ historie. Historiske personer har jeg givet stemme, og billeder, som har forundret og fornøjet mig, har her fået et notat. Den byzantinske periode er navnet på en bestemt historisk æra (330-1453 e.Kr.), og det byzantinske er betegnelsen på en bestemt stil inden for maleri, arkitektur og litteratur. Men det byzantinske er samtidig langt mere end en bestemt historisk epoke og en særlig stil. Det byzantinske angiver for mig et labyrintisk rum og en tænkning, hvor teologi, dogmatik og verden, form og fantasi er i spil. Det byzantinske er viljen til at tænke ord og billeder sammen. Det byzantinske giver plads til tingenes betydning og er stærkt optaget af forholdet mellem ting, sted og ånd. Fra og med oplysningstiden blev det byzantinske opfattet på linje med den mørke middelalder. Det byzantinske blev brugt nedsættende som udtryk for, at noget var unødigt kompliceret og svært tilgængeligt, ukunstlet og uægte. På Benakimuseet i Athen så jeg for nogle år siden nogle stik af Akropolis fra det 19. århundrede. En lille sortklædt ortodoks præst placeret i nederste højre hjørne på et af disse stik repræ-
5
senterer det byzantinske, den bagstræberiske ånd over for de klassiske søjler og det nye liv i oplysningens klare lys. Det byzantinske står imidlertid ikke i modsætningen til oplysning og det klare hvide marmor. Det byzantinske er ikke et snæversynet bibelbogormeri (Grundtvigs formulering), fundamentalisme og middelaldermørke, men det byzantinske er forbundet med en teologisk tænkning, hvor inkarnation og overlevering gennem bibelske fortolkningstraditioner vægtes. Det byzantinske insisterer på at tænke og se verden som en verden med guldbaggrund, dvs. at se menneskets liv i lyset af Gud og som et sted, hvor Helligånden stadig virker og har kraft.
6
Det byzantinske ser træk af fortiden i nutiden og har en særegen sans for traditionens mangeartede lag, binder tiden sammen og er optaget af forbindelsen mellem kristendommens første århundreder og nu. Det byzantinske har en vis hang til det arkaiske, og det hylder liturgien og gentagelsen. Det byzantinske igangsætter imidlertid også en lyst og vilje til at arbejde videre med gamle motiver fra de bibelske traditioner og den måde, hvorpå de indoptager fortællinger og motiver fra gamle religioner og filosofier. Det byzantinske folder ligeledes gerne den knappe bibelske fortællestil ud. Det byzantinske har i det hele taget rig sans for verden, det materielle og taktile. Er Byzans fjern i tid og rum, så er det byzantinske således noget fortsat både håndgribeligt, nært og genkendeligt. Det byzantinske ejer nemlig sansen for materien og for den
poesi og teologi, verden bærer på. Og det giver det byzantinske både en vis optimisme og en vis melankoli. Alle mennesker og hele verden deler skæbne qua vores skrøbelighed, men verden er mærket af Gud, og han løfter os fortsat op til sig.
7
Hagia Sofia
“Sofiakirkens eksistens er luftig. Peterskirkens overvældende, truende håndgribelig. Den ene er en kirke til Gud, den anden er en salon for hans agenter. Den ene er viet til virkelighed, den anden til illusion. Sofiakirken er i virkeligheden stor, og Peterskirken skammeligt tragisk lille.” (Robert Byron)
24
Jeg har ingen interesse i at genoplive et gammelt skisma mellem kirken i øst og kirken i vest, vil ikke puste til nogen ild, men jeg deler Robert Byrons fascination af Hagia Sofias indre, og jeg skylder ham tak for i ovennævnte citat at sammenholde det luftige med det virkelige. Hagia Sofia giver os en sansning af det, som betinger vores liv, viser os, hvordan det luftige og det virkelige hører sammen. Det luftige betinger alt liv og muliggør, at vi frit kan trække vejret. Under Hagia Sofias kuppel lærer vi Gud at kende som mageløs, usammenlignelig, luftig, nåderig og virkelig i solens stråler lige nu og her, hvor vi står på det slidte marmorgulv.
25
Lysfald i Hagia Sofia
26
At tegne et ansigt er at tegne en sol. En sådan sol mødte i mange århundreder beskuerens øjne, når man kom i Hagia Sofia og så op i det vældige kuppelhvælv. Lysfaldet gennem kuplens mange små vinduer øverst oppe skinnede sammen med ansigtet i kuplens zenit, i mosaikfladen af gyldne sten og ribbernes figurative stjerneregn. Ingen kunne være i tvivl om, når de så Jesu ansigt højt oppe over sig, at Jesus virkelig er himmelbarnet, søn af den Gud, der dagligt velsigner mennesket, og til hvem vi beder om dagligt brød og om at fri os fra det onde. Konstantinopel faldt i 1453 e.Kr., og ansigtet blev skjult af kalk og siden erstattet af de bogstaver og ord, som kan ses den dag i dag: “Gud er himlens og jordens lys.” Det er ikke forkert at pensle budskabet ud med tydelig kalligrafi, blot du ikke glemmer at følge solens stråler og sanse, hvor stor en himmel du lever under. Jeg kan dog ikke slippe sporene af både det ansigt, som blev kalket over, og af den mørtel og den sten, som findes bag bogstav og Jesu ansigt. Ansigtet minder mig om, hvor nær Gud er. Guds søn blev født, han levede og kan ses, og lyset gør det mere end bogstaveligt, at hans lys og Ånd er til stede lige her.
Menorahen
I templet i Jerusalem stod den syvarmede lysestage, menorahen, altid tændt. Den lignede et stiliseret træ og mindede tempelgæsten om paradisets træer, livets træ, og det tændte lys stod som tegn på lysets kilde, Gud. En romersk soldat pustede lysene ud, reddede menorahen ud af templet, som blev brændt ned til grunden i år 70 e.Kr., og han tog den med hjem til Rom. Menorahen kan ses den dag i dag på sejrsmonumentet over det vellykkede slag, på Titusbuen i Rom. Siden tog vandalen Gaiseric lysestagen med til Karthago i 455 e.Kr., hvor den stod, indtil kejser Justinians stærke feltherre Belisarius bragte den til Konstantinopel. Justinian fik den imidlertid sendt tilbage til Jerusalem. Det er dog uvist, hvad der så siden blev af denne guldlysestage. Den blev måske smeltet om – eller – hvad jeg håber – den står den dag i dag i en tilsodet kirke, overset i det dunkle rum, hvor den indgår i de ældgamle ritualer. Det sidste vil være helt i Guds ånd. At være til stede der, hvor alt står hengemt og glemt, og knytte tid og evighed sammen. Gid menorahen stadigt står tændt!
27