Mennesker i små rum
G
Af samme forfatter: Alcatraz, digtsamling, 2017 Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri, roman, 2021
Luca Engberg Talamona
Mennesker i små rum
Gladiator
Mennesker i små rum ©Luca Engberg Talamona og Gladiator 2026 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen Grafisk opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Palatino og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2026 ISBN: 978-87-7569-089-3 Omslagsillustrationer af Tora Kyllingstad Støttet af Autorkontoen og Statens Kunstfond
Jeg var 29 og lige flyttet ind hos min mor, i hendes 43 kvadratmeter lejlighed på Frederiksberg. Og jeg var flyttet ind, fordi jeg manglede et sted at bo. Festerne og den højlydte musik fra min tidligere roommate havde været for meget. Kunne ikke sove ordentligt og vågnede ofte op med hovedpine og svimmelhed. Min mor boede i en stiftelse, en firlænget bygning i røde teglsten med en stor have og et springvand i midten. Man måtte kun bo én kvinde pr. lejlighed, det var ikke tilladt at have mænd boende. Der boede 90 kvinder i alderen mellem 50 og 100 år. Stiftelsen blev oprettet i slutningen af 1800-tallet af to rige mænd. Man måtte ikke have hund i Stiftelsen, men katte, undulater, marsvin og papegøjer, alligevel havde min mor en hund, Mille, en gråhåret gravhund. Hun havde haft hende i tretten år. Og jeg var flyttet ind hos min mor, fordi jeg var blevet fyret fra Bog & idé, fordi jeg tre gange havde glemt at låse gitteret af og indtaste koden til alarmen. Og jeg var flyttet ind, fordi jeg tænkte, at hun var ensom, hun var 5
i hvert fald stadig i sorg, efter at min far døde for fem år siden. Jeg havde ondt af hende, man måtte altid være hos den sørgende. Måske forsøgte jeg at lindre hendes sorg, men jeg var ikke sikker. Min mor sov i en seng, i en alkove med et rødt gardin som dør, mens jeg sov i min oldemors mahognisofa, sammenklemt, fordi den var alt for lille, så jeg måtte bøje mine knæ og kunne ofte vågne op om natten eller morgenen med krampe i benene og spændinger i nakken. Min mor var 67 og pensioneret, stod altid tidligt op, så skulle hun lave en eller anden japansk vejrtrækningsøvelse midt i værelset, skruede helt op for lyden på iPad’en, og jeg vågnede og så hende lave øvelserne og tænkte, hvad jeg lavede her, og hvorfor det var så svært at finde et sted at bo. Når jeg nogle gange spurgte hende, hvad hun syntes, jeg skulle gøre, svarede hun, at det måtte jeg jo finde ud af, det kunne hun ikke hjælpe mig med, jeg vidste sikkert bedre. Men der var noget i tonen, som afslørede hendes usikkerhed, eller frygt for, at sige noget forkert, og når jeg spurgte hende om netop dét, var der en tilbageholdenhed i hendes måde at være på, i hendes måde at stå lænet op ad bogreolen på: nakken presset lidt tilbage som en skildpadde, der vil gemme sig i sit skjold, skuldrene spændte og 6
hævede, en smule foroverbøjet og sammenpresset mod overkroppen, fødderne og hænderne samlet, og hun ville gnubbe sine hænder mod hinanden, som om hun masserede sig selv, måske en form for beroligelse. Nogle dage sagde hun alligevel, at jeg var doven, at jeg skulle tage mig sammen, at jeg ikke kunne blive ved med at tumle rundt herhjemme. Måske tænkte hun, at det var den blideste måde, man kunne bede en, man holder af, om at bevæge sig videre, et nyt sted hen. Hun havde nok ret. Og alligevel holdt hun også øje med mig, for eksempel om jeg tog de vitaminer, hun syntes, jeg burde tage. Hun lagde altid pillerne foran mit vandglas, efter morgenmaden, som hun havde gjort, siden jeg var barn. Hun talte længe om vigtigheden af dem, hvorfor jeg altid skulle huske at tage magnesium, D-vitamin, kalk, B12-vitamin, C-vitamin i pulverform, som man opløste i vand, store fiskeolietabletter, som næsten var umulige at sluge, selvom de var glatte, men hvis man fik dem som olie, man kunne drikke, var det alt for klistret. Hun sagde ofte, at jeg ikke trænede nok, eller at jeg brugte for meget vægt i mine håndvægte, eller at jeg lavede forkerte ryg-, mave- og armbøjninger, det var noget med den måde, jeg brugte ryggen på og glemte 7
at suge maven ind, spænde i mavemusklerne, det var, som om jeg lod rygmusklerne, som der ikke var så mange af, gøre det hele. Hun havde været yogalærer i over tyve år, så hun vidste, hvad hun talte om, men jeg syntes, hun overdrev, og det sagde jeg til hende, og hun blev vred, og sådan kunne vi snerre ad hinanden i flere timer, før én af os gik en tur, vi var begge stædige, og ingen af os ville give sig. Jeg var 29 og boede hos min mor i et rum, hvor badeværelset næsten var halvdelen af lejligheden og køkkenet kun designet til, at man kunne være én person, men hvis man alligevel var to i køkkenet, stod man helt klemt sammen. Måske jeg levede som en minimalist, men indeni levede jeg massivt. Jeg var god til at have ondt af mig selv, det var faktisk en spidskompetence. I Stiftelsen var der vaskekældre og fællesrum, bibliotek, festsale og atelier. Der var yogarum og fitnessrum. Der var gæsteværelser til venner eller familie, som man kunne låne i to døgn ad gangen. Jeg måtte ikke bo hos min mor, ikke sådan officielt, jeg var nervøs og forsigtig med at gå ind og ud ad hoveddøren. Jeg lærte de andre kvinders tider 8
at kende ved at lytte ved døren ud til opgangen eller ved at høre, hvornår elevatoren kørte op og ned. Hvis jeg alligevel var ude i opgangen, og jeg kunne høre skridt bag mig, løb jeg ud ad døren, og om aftenen låste jeg mig forsigtigt ind, kiggede fra venstre til højre, fra dør til dør, og så spænede jeg op ad trapperne, men hvis der så alligevel stod nogen ved postkasserne eller åbnede døren mod entreen, og jeg vidste, at jeg ikke kunne nå at løbe fra dem, før de så mig, smilede jeg og sagde hej, eller hej, jeg er bare på vej op til min mor. Hun har inviteret på mad. Eller: Du må have en god aften. Eller: Har du også været ude i det gode vejr, al den sol her i eftermiddag, det er jo næsten sommer, man kan ligge på stranden hele dagen. Eller: Har du brug for hjælp med poserne, de ser tunge ud. Om formiddagen og eftermiddagen sagde jeg: Min mor er lidt skrøbelig for tiden, så jeg skal lige hjælpe hende med alt det praktiske … Jo tak, det var sødt, jeg skal nok hilse, det vil hun blive glad for. Eller: Min mor kan ikke bære så meget, hun har ondt i ryggen, vi skal rydde op i kælderen, man samler jo så meget gennem årene, som man glemmer at smide ud eller give væk.
9
Mille havde altid ondt i ryggen, og når hun hoppede op i sofaen, lød der små knæk fra hendes rygsøjle. Min mor havde ikke råd til scanninger hos dyrlægen, eller det var i hvert fald hendes undskyldning. Hun vidste ikke, hvad der var gået galt, om det var, fordi Mille var gået op og ned ad for mange trapper, eller faldet, eller fordi hundene ovre i hundeparken var stride ved hende, havde bidt hende i pelsen, rusket hende i ryggen, eller kastet sig legende over hende, rullende rundt på jorden, nappende i hinandens ører, hals, eller om det var, fordi hun var tretten. Min mor smuglede hende altid ind og ud af lejligheden i en Netto-bærepose. Hun lagde et lille tæppe hen over Mille, så hun var skjult, men hvis hun alligevel blev nysgerrig og forsøgte at stikke snuden frem, pressede hun hendes hoved dybt ned i posen, tyssede på hende. Måske var det med til at give Mile en stiv og øm nakke. Min mor og jeg spiste ofte sammen. Hun vaskede mit tøj, og det tror jeg barnliggjorde mig lidt, jeg skammede mig i hvert fald over det, men det havde også sine fordele, for eksempel rent tøj. Jeg kunne ikke date nogen eller invitere nogle venner over, fordi jeg var bange for, at vi ville blive opdaget eller larme for meget. Det undrede mig, 10
at hun ikke datede igen, måske fik sig en kæreste, efter min far, efter at han døde, eller før det, langt før det, da de blev skilt, da jeg var barn, hendes arbejde fyldte måske meget, og jeg tog hendes energi. Hun sagde ofte, at det var så kompliceret med mænd, og hun ville i hvert fald ikke bo sammen med en mand igen, nej, hun havde det bedre alene, og måske var kvinder bedre til at være alene end mænd, at de kunne klare sig bedre selv, at vi var så primitive, så afhængige af nogle andre, og derfor var der flere mænd, der begik selvmord, vi var næsten hjælpeløse, men måske var det også for simpelt at tænke på den måde. En dag vi sad i sofaen, og jeg igen havde ondt af mig selv, spurgte hun mig, hvorfor jeg ikke begyndte på universitetet, læste dansk eller litteraturvidenskab, noget med bøger, noget, jeg godt kunne lide. Men jeg sagde, at jeg ikke ville begynde på en uddannelse, få SU, tage et SU-lån, tage ét til og leve sådan i nogle år, droppe ud af min uddannelse for så at stå i samme situation og nu med en SU-gæld, det virkede latterligt, kunne det blive mere privilegeret end det? Eller også skabte jeg for mange undskyldninger for, at jeg ikke kunne tage mig sammen, sagde hun. 11
Når det ikke var min mor, der vækkede mig om morgenen, så var det den halvdøve 80-årige underbo Gerta, der altid lyttede til høj, høj kirkemusik. Og man kunne høre stemmer og musik fra gulvet, og det var ikke kun, når man lagde øret til gulvet, det var, som om musikken og stemmerne kom ud af væggene, en insisterende rumlen, man ikke kunne fjerne, selv da det blev for irriterende for min mor, og hun var nede at bede Gerta om at skrue ned, selv da Gerta beklagede og sagde, at det ville hun straks gøre, gik der ikke mere end et par dage, så var det lige så højt som før, og min mor, der bandede ind i væggen, trampede i gulvet, og jeg, der sprang op om morgenen i ren forskrækkelse, og hun sagde, at nu var vi i kirke igen, og hun ville ikke tvinges i kirke, og hun løb hen og skruede op for radioen, men det hjalp aldrig rigtigt.
12
Overboen Ane var 75, i weekenderne havde hun ofte en mand overnattende. Om aftenen kunne jeg høre dem knalde, hun kunne skrige, og man kunne høre hænder mod hud, lyden af hårde, tørre beefy slag som lilletrommen i sangen Bring Da Ruckus af Wu Tang Clan, hvor produceren RZA havde optaget lyden af lilletrommen i en elevatorskakt. Det var det, der gav trommen den specifikke mættede hårdhed. Nogle gange lyttede jeg til sangen, mens de havde sex. Alligevel var det, som om de altid overdøvede lyden fra mine høretelefoner. De havde ofte sex, mens jeg forsøgte at sove. Og engang jeg var så træt og vred, havde jeg prøvet latex-ørepropper, som min mor havde købt på apoteket for at skærme sig fra kirkemusikken, men de hjalp ikke så godt. Og jeg kunne simpelthen ikke lide fornemmelsen af dem i mine ører, det tryk, som om jeg var i et akvarium, eller som om nogen pressede mit hoved under vand. Min mor kunne ikke høre Ane, eller det tror jeg ikke, for det var ikke hende, hun brokkede sig 13
over, men jeg forstod ikke, hvordan så få kvadratmeter mellem min mor og mig kunne have så stor en lydlig betydning, det var et arkitektonisk mysterium. Man vidste altid, om han klaskede hende på lårene, kinderne, ryggen eller ballerne, fordi hun sagde det til ham, hvor han skulle slå, og hun havde kontrollen, styrede ham. Du kunne lide det, åh åh, du kan lide det, stønnede hun nogle gange, og ja og ja og ja, ja, mere, mere. Og han var så omsorgsfuld, et blidt tonefald, når han skulle være det, og brølende og buldrende, når hun ikke gad høre på den hvisken mere, den pjevsede mumlen mere. Hvis man gik forbi eller stod ved Stiftelsen ved syv-otte-tiden om morgenen, kunne man af og til se stimer af mænd i alle aldre med alle slags kroppe komme ud ad dørene uden at tale med hinanden, ikke et nik, et smil, et vink, det var, som om de blev fælles om at være fremmede over for hinanden. Nogle skuttede sig i deres frakker, trak huer ned om ørerne, lynede jakkerne, bandt snørebånd, tog en telefon til øret, som om der var noget pinligt over dem, det, de alle vidste om hinanden, det, de tænkte, dem på Frederiksberg vidste.
14
Og en af kvinderne, Iben i tresserne, styrede vaskekælderen med hård hånd. Men hvad ville det overhovedet sige, spurgte jeg min mor da hun fortalte mig om det, og hun sagde, at det var, fordi hun gik maskinerne igennem, om nogen havde glemt tøj i maskinen, om man havde husket at trække sæbeskuffen ud efter endt vask, om man havde tørret lågen af og fjernet rester af sæbe og fugt i gummiet rundt om åbningen i maskinen, om man havde brugt skyllemiddel eller ej, og hvis man havde, fik man en advarsel, så skrev hun en vred besked på den interne facebookgruppe, eller hun hængte en besked op på opslagstavlen i vaskekælderen. Og hvis jeg troede, det var voldsomt, så stoppede det ikke her, nej, slet ikke, der var også tørretumblerne, som hun med stor præcision kontrollerede, tog billede på sin mobil, hvis noget så galt ud, det var for eksempel, hvis nogen ikke havde fjernet fnuller fra filtrene i tørretumbleren, hvis nogen ikke havde fjernet deres tøj, så andre kunne komme til. Og jeg sagde, at noget af 15
det lød faktisk rimeligt. Og hun gav mig ret, men det blev bare trukket ud i det ekstreme, og det var det, der var så frustrerende. De konstante små beskyldninger, hvis man kom ned i vaskekælderen, og det faktisk skete for en, og det var sket for min mor, det var det jo, man er vel kun et menneske, sagde hun. Men det var, som om Iben ikke forstod det, hun havde simpelthen en nultolerance-politik over for fejl. Så skulle min mor stå der og diskutere med Iben, holde en lang forsvarstale, om hvorfor hun havde glemt det, eller hun skulle undskylde, men det nægtede hun, det gad hun ikke, det fortjente Iben ikke, den undskyldning, hun lavede vel også fejl, gjorde hun ikke, og Iben sagde nej, det gjorde hun ikke, og var det virkelig så svært at rette op på det, og hvis min mor gjorde det igen, ville hun tage fat i bestyrelsen, det var en af de tomme trusler hun ofte viftede med, det vidste min mor, fordi det havde andre fortalt hende, at det var en af Ibens intimideringsstrategier, det var faktisk, som om hun nød det, at true beboerne, at det var et af højdepunkterne i hendes hverdag, at leje chef i vaskekælderen, at her kunne hun træde ind i illusionen om, at hun vidste bedst, at hun havde en eller anden særlig autoritet, fordi hun havde boet her i over tredive år. 16
Det lød ynkeligt og trist, sagde jeg til min mor. At noget menneske havde det på den måde, at det var den måde de fik det bedre på, eller en af de måder de strøg deres ego med hårene, som en urolig kat om natten. Det var den uro eller frygt i en, der drev en til at gøre det, måske, det var selvfølgelig en lommepsykologisk diagnosticering, men måske der alligevel var en flig af sandhed i det, eller også var det bare noget jeg bildte mig ind. Min mor gad i hvert fald ikke gå mere i dybden med det, hun, Iben, var bare en kvinde der var træt af livet, det var den bedste kliché for at beskrive hende. Og det var den eneste måde, hun levede på, kun ved at trykke andre ned, så hun kunne lade, som om hun flød oven vande. Det var det, der var så sørgeligt, sagde min mor. Måske lå der noget bag, noget dybere, sagde jeg. Og min mor rystede på hovedet og sagde, at hun ikke forstod det fokus på barndommen og ens opvækst, at alle de handlingsmønstre man videre op i livet udførte, trak tråde tilbage til barnet man var, til de forældre man havde, til den by og det hjem man voksede op i. Det var for simpelt, for Hollywoodagtigt. Og jeg sagde, at intet kunne udelukkes, det hele var forankret i en, i det nervesystem man havde, og i det man gjorde mod sig selv og andre, 17
det var ikke til at undslippe. Hun sagde, det lød så abstrakt, ikke til at få greb om. Var jeg ikke tørstig, var jeg ikke sulten, det var jo snart middagstid, hun havde laks og kartofler, grønkålssalat, det kunne hun lave til os. Og en flaske hvidvin, det var fint til maden. Okay, sagde jeg.
18